FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Fagrskinna
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
Navnet stammer fra Torfæus og beror på det håndskrifts smukke indbinding, som han benyttede. Værket fandtes i to skindhåndskrifter, hvoraf det ene i det mindste brændte 1728. Der haves dog af et af håndskrifterne et lille brudstykke i det norske Rigsarkiv. Af bægge håndskrifter haves afskrifter af Ásgeir Jonsson, af det ene, A, i AM 52 fol., 301, 303, 4°, af det andet, B, i 51 fol., 302, 4° (jfr. 391 fol.); og til dette hører skindbrudstykket. Bægge originalerne var skrevne af Nordmænd, B vistnok ved midten af det 13. årh., A i begyndelsen af det 14. Afskrifterne er udførte med en ualmindelig omhu. Bægge hdskrr. er ufuldstændige, B dog mest. I A er der to større lakuner (den ene mellem k. 263 og 264, der ikke kan udfyldes). B er m.h.t. teksten gennemgående det bedste og oprindeligste. A er hist og her interpoleret og nogle steder noget omredigeret; således er k. 2 en interpolation, k. 4 er udvidet; k. 15—19 mangler i B og er sikkert yngre tillæg; jfr. G. Storm: Om indskuddene i Fsk. i Kria Vidensk. Selsk. Forhandl. 1875. Til gengæld er B interpoleret med slægtregistre, men udelader undertiden vers, fordi skriveren som Nordmand ikke interesserede sig for dem; enkelte gange sker dette også i A. Udgave ved Munch og Unger, Christiania 1847, og ved F. Jónsson 1902—031).
Den egenlige titel på skriftet er Nóregs konunga tal (i B); af samme betydning, men mindre ægte, er Ættartal Nor. kga (A). Der er næppe nogen tvivl om, at det er dette skrift, der menes med det Konungatal frá Halfdani svarta, der nævnes i Flat. III, 229 (Icel. sag. II, 354) og som Hakon d. gamle lod sig forelæse under den sidste sygdom (Fms. X, 147).
Fagrskinna2) — vi vil i det følgende benytte dette navn — handler om de norske konger fra og med Halfdan svarte og ned til år 1177, har altså samme udstrækning, som Heimskr. har og Ágrip har haft.
De enkelte sagaer findes her hver for sig uden nogen indre kunstnerisk sammenarbejdelse, undtagen for så vidt som Harald hårdrådes og Magnus d. godes saga er, som ellers, nøje knyttede til hinanden. En udsigt over de enkelte sagaer og deres kilder skal her i al korthed gives, idet den almindelige bemærkning forudskikkes, at Fsk. udmærker sig ved en stærk og vistnok selvstændig benyttelse af skjaldekvad.
Halfdan svartes saga (k. 1—4) er ganske kortfattet, således som den er ægtest i B; den består hovedsagelig af fortællingen om kongens to giftermål, drøm og død. Vi møder her straks et kortfattet udtog af en ældre saga, der også ligger til grund for Snorres fremstilling; Halfdans kampe og lovgivning har Fsk. intet om. (A tilføjer i k. 2 et specielt norsk sagn). Det kan her straks tillige mærkes, at Fsk. ikke har et ord om madrovet og kendetegner således med det samme sin stilling til den slags fabler. —
Harald hårfagres saga (k. 5—23) er mærkelig fattig på alt — undtagen skjaldevers. Bortset fra de indskudte kapp. 15—19 (i A), der atter indeholder et særligt norsk sagn, er det øvrige kun en ganske kort fremstilling i de almindeligste udtryk om Harald hårfagres egenskaber og forhold til sine mænd. Hans mange kampe lige antydes, og om hans hovedslag, det i Hafrsfjorden, gælder det samme. Denne fattige fremstilling oplyses imidlertid og ligesom udfyldes ved en mængde vers af Þorbjörn hornklofes kendte digte; meget kejtet anføres (både i A og B) 2½ vers af hans Glymdrápa (i k. 13); de siges her at angå Hafsfjordslaget, hvad de netop ikke gør; der foreligger altså her en urigtig benyttelse eller forståelse af vers; hos Snorre er de rigtig nyttede. I belysning heraf bliver det meget påfaldende, når der anvendes et par kapitler til at omtale Atle jarl og Hakon jarl (med de to vers af Háleygjatal); da Snorre har en lignende fremstilling, er der her en skriftlig kilde benyttet, der næppe kan være nogen anden end en saga om Hakon jarl og hans forfædre. Endelig anføres (i k. 20) Haralds børn i fuld overensstemmelse med og vel efter Ágrip. Efter at der så atter uforholdsmæssig udførlig er handlet om forholdet mellem kongerne Harald og Adelsten (Hakon k. 21— 2) — hvilket sikkert atter beror på benyttelse af en skriftlig kilde, Hakon d. godes saga, hvorom nedenfor — , berøres Haralds død (i k. 23) ganske kort, idet også Erik blodøkses magt omtales. Her kan også mærkes, at der ikke findes et ord om Sváse-Snefrid-sagnet. —
Kap. 21—22 hører åbenbart sammen med og danner en indledning til sagaen om Hakon d. gode (k. 25—34); omtrent det hele går tilbage til en ældre saga, med en selvstændig benyttelse af skjaldedigte, mulig også af enkelte norske (?) sagn, eftersom der her, og kun her, findes en beretning om Gunnhild (med et vers af hende; k. 26; jfr. I, 444). Der findes en del tilfælles med Ágr. og meget med Hk . Den simpleste forklaring er, at en fælles kilde er benyttet i alle 3 skrifter; deraf både ligheder og afvigelser. Inde i Hakons saga omtales Erik blodøkse og hans skæbne sympatisk, og i den anledning anføres begyndelsen af Eiríksmál. Også her er fremstillingen noget ujævn. Slagene på Rastarkalv og Stord berettes udførlig, medens andre begivenheder, som blotet på Mærin, omtales kort og snarest til ære for Hakon (i Ágr. er tonen en ganske anden). —
Harald gråfelds saga (k. 35—36, jfr. 42—43) er mindre godt ordnet og anderledes end i Hkr., atter med en selvstændig benyttelse af vers. Harald og hans brødre skildres lidet sympatisk. Hvorvidt der her er benyttet en skriftlig kilde, turde være tvivlsomt; en sådan ligger dog vistnok til grund for, hvad der fortælles om Eyvindr (jfr. Hkr., en saga om ham? eller den ovenfor berørte saga om Hladejarlene?); om Sigurds indebrænding anføres nemlig de samme 2 vers som i Hkr.
Herved kommer vi til sagaen om Hakon jarl (k. 37—67). Til grund ligger Hladejarlesagaen. Alt, hvad der her findes, har dog ikke fra først af udgjort et hele; stykket om Jomsvikingeslaget, k. 50—64, er nemlig åbenbart et ikke videre behændigt indskud; kap. 65 er den oprindelige direkte fortsættelse af k. 49; ingen selvstændig forfatter vilde, efter i Jomsvikinge-afsnittet udførlig at have omtalt Erik jarl som voksen kriger, bagefter give sig til at fortælle om hans fødsel. Afsnittet om Jomsvikingerne beror på en anden kilde, men er af bearbejderen — Fsk.s forfatter — indsat på et galt sted. Dette forhold kaster klart lys over forf.s måde at arbejde på, samt hans kompositionsævne og der er flere ubehændigheder. K. 66—67 — Hakons endeligt — , nær beslægtet med Ágr., er tydelig kun et uddrag af en længere fremstilling. Til grund for Jomsvikinge-afsnittet ligger en ældre Jomsvikingasaga, der også er benyttet i Hkr. og optagen i sagaen i AM 291. Forholdet er det, at Fsk. gengiver originalen troest, Hkr. forkorter den, medens 291 udvider den med al slags overflødigheder (samtaler m. m.). At Hkr. ikke benytter Fsk., ses bl. a. af, at fremstillingen i Fsk. k. 55 (om mindebægerne) bærer et langt alderdomligere præg end den tilsvarende i Hkr., og at den skulde være bleven ændret af Snorre, er næppe tænkeligt. Jomsvikingadrápa af biskop Bjarne er mulig benyttet af forf.; i det mindste minder tidsbestemmelsen og udtrykket jólanótt at Jaðri (Jóms. dr. 17.3 ) derom. Ejendommeligt for Fsk. er endelig, at Harald blåtand siges at være død på sottesengen. —
Olaf Tryggvasons saga (k. 68—81) er simpelt hen et, tildels meget kort uddrag af Odds Olafssaga, men forøget med nogle vers og i tone grundforskellig derfra3). Kun begyndelsen af kap. 72 (Nidaros-købstadens anlæggelse) mangler hos Oddr; desuden findes der et par mindre afvigelser4), det er let at forklare; forf. har bedre forstået versene og derefter rettet Oddr og hans stofordning er ofte bedre. —
Jarlesagaen (k. 82.5) — 85) er sammensat efter digte, hvilket ligefrem siges. Noget kan dog også bero på skriftlige kilder (Hladejarlesagaen). —
Olaf d. helliges saga (k. 86—109) er hovedsagelig et uddrag af leg.s., d. v. s. Ældste saga, men forøget som ellers med selvstændig nyttede vers. Den lægger ikke vægt på det religiøse, men på det politiske (jfr. Indrebö). Ordningen er i det hele langt bedre og fornuftigere end i leg. s.; nogle afvigelser i indhold findes også (f. ex. i k. 96, 103, 105 fin.), foruden at alt, hvad der er overnaturligt, er forbigået. Desuden er der enkelte stykker tilføjede, der ikke findes i leg. s.; hvorvidt de også har manglet i Ældste saga, kunde være tvivlsomt; således f. ex. k. 91—92, Olafs tog til Trondhjem, der også findes hos Snorre, hvilket forudsætter en fælles kilde6). Kampe skildres efter vers. — Om kong Sven Alfifasson og Knud fortælles (k. 110—24) anderledes end i Hkr. ; dog er det klart, at også her må en fælles kilde forudsættes. K. 119 genfindes i leg.s. Mulig hidrører det hele fra Styrmes bog7). —
Alle de følgende sagaer fra og med Magnus d. godes til Magnus Erlingssons (med undtagelse af k. 210—15) er åbenbart identiske med Morkinskinnas kongesagaer, så vidt dette kan bestemmes, og derefter også med Snorres fremstilling. Jo længere man kommer ned i tiden, bliver ligheden større. Denne beror på en fælles kilde8). Også Ágr. er benyttet. De afvigelser, der findes, beror atter dels på en selvstændig omordning (jfr. k. 134 med de andre fremstillinger, i Fsk. er det flyttet), dels på en selvstændig benyttelse af vers (f. ex. s. 233, skibenes antal), der dog nu bruges langt mindre end i de tidligere sagaer; en del er forkortet, og dog giver Fsk. den oprindelige tekst vistnok mere tro end før. I afsnittet om kong Haralds færd i Østen er nogle af hans kampe øjensynlig med vilje forbigåede, for ikke at tale om sagnet om ormen i fængslet og lyngormen. Erik Oddssons bog er selvstændig benyttet; deraf nogle afvigelser fra Mork.; hver forf. benytter originalen på sin måde. I kap. 256 a findes der en anden fremstilling end i k. 256 b ; dette beror på, at den første halvdel af 256 a (Eptir—í hvárritveggja orrostunni) er et indskud i den oprindelige tekst. Mellem k. 258 og 259 har forf. ganske glemt at medtage fortællingen om Sigurd slembes endeligt, hvis fejlen da ikke skyldes en afskriver. — De nævnte kapp. 210—14 (og 215, Arnmæðlingatal) er et selvstændigt tillæg (indskud) og en kompilation tildels efter Jarlasögur og andre kilder; k. 214 er delvis identisk med Mork., hvorved atter det fælles grundlag er benyttet. Arnmæðlingatal er et slægtregister, nøje knyttet til kong Hakon og hertug Skule, men hører ikke til den oprindelige Fsk.
Det er af alt det anførte klart, at Fsk. er et kompilationsarbejde, der for største delen beror på ældre skriftlig affattede kilder, hvoraf Fsk. giver dels et uddrag, dels — som det synes — en på sine steder nogenlunde tro afskrift (jfr. Maurer s. 172). Desuden har forf. benyttet en mængde skjaldekvad, som han dels gengiver, dels giver i ganske korte uddrag; dette giver ham et særpræg; han har kritisk sammenlignet digtene, for så vidt som de handlede om de samme begivenheder (jfr. I, 358 — 59), hvad der dog ikke hindrer, at han enkelte gange har kunnet misforstå de gamle vers. Denne udstrakte brug af digte mærkes mest i den første del af skriftet; i det hele synes denne del at være udarbejdet med størst omhu, hvorimod den sidste del lider flere steder af en vis flygtighed og forskellige derpå beroende misforståelser9). Som anført forkorter og sammendrager forf. sin original, ofte temlig stærkt; navnlig går det ud over fremstillingen af kongernes vikingetog og færd, før de bliver konger. Til gengæld er han udførlig i beskrivelsen af vigtige og afgørende kampe; en mærkelig undtagelse herfra gør dog Stiklestadslaget, der behandles forbavsende kort. Derved fremkommer der en vis ujævnhed i fremstillingen, der ikke forminskes ved et indskud som det om Jomsvikingerne — hvad der dog er let forståeligt. Det er åbenbart forf. om at gøre at få en interessant fremstilling af de vigtigste begivenheder, som i særlig forstand kunde siges at være af betydning for Norges rige; det er rigets politiske historie, han vil give10), derfor udelader han alle de mindre kampe eller blot antyder dem, som f. ex. Harald hårfagres kampe før Hafsfjordslaget, som han skildrer — ikke med egne ord, men — med skjaldens prægtige vers. I enhver saga er det kongen, der er hovedpersonen, og her er der ingen indskud og episoder, der fører hovedopmærksomheden bort fra ham (som i Mork.); det er i det hele ganske gode og træffende billeder, man får af de enkelte fyrster; deres betydning for land og folk omtales eller antydes mere eller mindre ligefrem. Nogen egenlig ledende tanke, nogen bærende grundidé kan man dog næppe tale om; noget selvstændigt syn på udviklingen mærkes ikke i Fsk.; dens forf. har intet af Snorres psykologiske opfattelse eller pragmatiske historiske kunst. Forf. har kun villet fortælle de vigtigste begivenheder klart og underholdende, og dette er nogenlunde lykkedes ham, tiltrods for at han helt undlader at fortælle overnaturlige ting og æventyrlige beretninger, som det kunde more folk at høre. Helt igennem viser han sig som en nøgtern natur og jævnt forstandig mand. Når man på den ene side må indrømme forf.s svaghed overfor og afhængighed af de nyttede kilder, samt hans simple, kunstløse komposition, må man på den anden side anerkende hans selvstændige benyttelse af vers som historisk kilde, samt hans rationalistiske forhold til legender, myter, æventyr og folkesagn11).
Hvad forholdet til Heimskringla angår, indeholder det foranstående flere antydninger. Jeg må indtage et standpunkt, der er G. Storms og K. Maurers modsat, nemlig at der ingen direkte forbindelse er mellem Fsk. og Hkr.12). Den stof-overensstemmelse, der er, beror udelukkende på brugen af fælles kilder. Hermed hænger spørsmålet om Fsk.s affattelsestid på det nøjeste sammen. Munch-Unger har i deres fortale til udgaven, s. XIII, bestemt denne til 1225—63, på grund af, at der i Arnmæðlingatal (der ikke har hørt til det oprindelige skrift) står: »dronning Margrete, som kong Hakon er gift med«, men Hakon ægtede Margrete 1225. G. Storm bestemmer den til o. 1220, da B må være skrevet o. 1250 og da slægtregistrenes sidste led13) fører tilbage til tiden før 1230. Jón Þorkelsson mente14), at Fsk. var skrevet efter 1263, hvilket utvivlsomt er uholdbart, lndrebø sætter den på meget svage grunde til 1225—30. Sikrere er det at antage, at Fsk. er skrevet o. 1230—40, og nærmere ved det sidste år. Der kan dog ikke lægges nogen vægt på, at Skule kaldes »hertug« (for »jarl«), da enhver afskriver vilde have ændret »jarl« til »hertug« efter o. 1240. I alle tilfælde er Fsk. ikke forfattet før o. 1230, og ikke heller senere end o. 1240 (jfr. K. Maurer). Men så er det også umuligt, at Snorre kan have benyttet den.
At forf. er en Islænder, er efter Jón Þorkelssons afgørende afhandling uomtvistet og uomtvisteligt. Alene den selvstændige benyttelse af skjaldedigte vilde i så henseende være bevis nok. Også den interesse, forf. gentagne gange lægger for dagen for Islændere — uden at han dog indfører nogen þættir — er betegnende. I modsætning til Jón Þorkelsson må der for Fagrskinnas vedkommende antages et bestemt forhold til Norge og den norske kongeslægt, særlig kong Hakon d. gamle15). Det er for længe siden blevet udtalt, at Fsk. er i sit hele anlæg ligesom skreven in usum Delphini. Fsk. er formodenlig forfattet af en Islænder på opfordring af Hakon d. gamle. Så forstår man, hvorfor der lægges så megen vægt på kongernes indenlandske hovedkampe til hævdelse af deres magt og til værn for land og folk. Med norske læsere for øje forstår man måske også bedst, hvorfor Stiklestadslaget behandles så stemoderligt; her var det nemlig oprørske bønder, der fældede deres retmæssige konge, tildels bestukne af fremmede fyrster. Selv var Hakon stærkt litterært interesseret, og lod fornorske flere fremmede udenlandske skrifter og digte; for ham måtte det være tiltrækkende at have en passende fremstilling af sine forfædres liv (for Sverre; sin farfaders saga havde han naturligvis særskilt), og at det særlig morede ham at høre om dem, derom vidner bedst den omstændighed, at han lige før sin død lod sig forelæse et skrift, hvis titel passer så fortrinlig til det, vi kalder Fagrskinna (se ovf.).
At gætte på en bestemt forfatter, vilde som sædvanlig være ørkesløst. Selv om jeg er meget lidet tilbøjelig til at gætte på forfatternavne, vil jeg dog i dette enkelte tilfælde ikke undlade at pege på, hvor fristende det er at tænke på Olaf hviteskald som forfatter til Fsk. Han synes at have alle de egenskaber, som den forudsætter. Historiske interesser kan sættes i forbindelse med hans nære forhold til Snorre; hans kendskab til og benyttelse af skjaldekvad fremgår med al ønskelig klarhed af hans grammatiske afhandling. Og endelig opholdt han sig netop hos kong Hakon d. gamle 1239—40 — et tidspunkt, der i en særlig grad synes fortrinlig at passe. Men mere end hypotese bliver dette ikke. Særlige forfatterinteresser — udover hvad der er anført angående skjaldedigtene — kan vanskelig påvises, da man ikke kan vide, hvad der stammer fra ham selv og hvad fra hans kilder.
Ligeså vanskeligt er det at bedømme forf.s stil. Fremstillingen er i det hele ret god og sagamæssig; undertiden kommer der ligesom et lidt fremmedagtigt præg over den ved benyttelsen af ord, vi ellers kender tidligst fra hofstilen (som riddari, opinberr; brugen af adjektiver som f. ex. s. 40: bliðligt yfirbragð peger i samme retning); tilløb til retorik mærkes undertiden, f. ex. s. 140 (hvoraf dog noget beror på kilden; jfr. brugen af tók med 3 forskellige præpositioner efter sig s. 33—34). Under forudsætning af, at skriftet står i forbindelse med kong Hakon, bliver denne egenskab fuldt belyst og forståelig. Som en særlig fortrinlig fremstilling kan skildringen af Hakon jarls sygdom i Danmark fremhæves.
Forf.s kundskaber i det hele kan ikke bedømmes, da vi er ude af stand til at afgøre, hvad der i det enkelte virkelig stammer fra ham. Men når han (s. 47—49) taler om breve fra kong Hakon d. gode til Gunnhildsønnerne, viser han, at han ikke har megen indsigt i brevskrivningens historie i Norden, specielt Norge. Han har her uden videre overført på det 10. årh., hvad der først kom i brug i det 12., og hvad der var almindeligt i det 13. — At forf. har haft norsk-(islandsk)e sympatier, er naturligt. Sagaskriverne plejer imidlertid ikke at lægge deres national-sympatier for dagen; de er i det hele upartiske. Et par steder (s. 46, 122) findes vistnok udslag af forf.s noget antidanske stemning16), skønt meget udpræget er denne ingenlunde. Indrebø har ment at kunne anføre grunde for, at Fsk. er forfattet i Trondhjem, i nærheden af Nidaros. Dette er ikke urimeligt, men grundene er ret svage.
Til slutning bemærkes, at forf. ikke har eller synes at have nogen særlig forkærlighed for tidsbestemmelser17), skønt sådanne anføres tit efter de nyttede kilder. Den således fremtrædende tidsregning skal ifølge G. A. Gjessing18) være Sæmund frodes. Dette er rimeligvis rigtigt, men til forf. er den vistnok kommen ad omveje og indirekte. Når Gjessing antager et særligt forhold mellem Fsk. og digtet Nóregskonungatal fra o. 1190, er dette næppe rigtigt; i det nævnte digt er der en ganske anden omhu viet tidsregningen (eller fyrsternes regeringstids længde) end i Fsk. De af Gjessing fremhævede verbale overensstemmelser mellem Fsk. og digtet, tør man næppe tillægge nogen dybere betydning. I øvrigt henvises til Gjessings interessante fremstilling og drøftelse af et ligeså vigtigt som vanskeligt spørsmål.
Noter:
1) Den gamle udgaves kapitelinddeling benyttes her (den findes også i den sidste udg.).
2 ) Se K. Maurer: Ueber die Ausdr., Anm. 29, G. Storm: Sn. St. Hist. skr., Indskuddene i Fsk. 1875 (se ovf.), G. A. Gjessing: Kongesagaens fremvext, Festskriftet til C Unger; G. Vigfússon: Proll. lxxxvii f.; Jón Þorkelsson: Safn til sögu lsl. I (grundlæggende). G. Morgenstern: Oddr— Fsk.— Snorre (forfejlet), Meissner: Strengleikar s. 48 ff., Nordal: Om Olaf d. hell. saga s. 158 ff., S. Krijns ovf. under Ágrip anf. afhdl.; men fremfor alt: G. Indrebö: Fagrskinna 1917.
3) Jfr. Indrebö s. 162-163.
4) ”7 nætter” i k. 73 for Odds ”11” kan bero på en fejlskrivning, og når Oddr taler om Olafs 120 skibe, men Fsk. om 60, beror det sidste tal på en rettelse efter Hallfreds vers (der omtaler 71 skibe ɔ: Astrids 11 + 60); ved sammenligningen må B i det hele lægges til grund.
5) 82 er nærmest et overgangskapitel.
6) Jfr. Nordal s. 158 ff.
7) Nordal s. 162 f.
8 ) Når Indrebö så stærkt hævder, at det er Mork., i dens ældste form, der er benyttet og excerperet, er det ikke let at se, hvorfor ikke de oprindelige særsagaer lige så godt kan tænkes at være kilden. Jeg må stadig hævde, at dette har været tilfældet. At sammenligningen af de enkelte sagaer skulde vise, at det er Mork., der direkte er benyttet, kan ikke indrømmes. Så stor er ligheden ikke.
9) Til yderligere belysning heraf hidsættes følgende. I k. 218 har forf. læst sin original flygtig, idet han med den ”købstad”, er einn er vegsamligastr, mener Nidaros, medens Mork. utvetydig viser, at det er Bergen, der menes, der næst efter Nidaros var den største. K. 261 slutn. (s. 357) står der, at han, ɔ: Eysteinn Haraldsson, dér efterlod den drage, som ”han havde ladet bygge”. Mork. viser, at der her er tale om det drageskib, som Eysteinn Magnússon, Eysteinn inn fyrri, i sin tid lod bygge; forf. har overset inn fyrri og så naturligvis indsat ”han” for ”Eysteinn”. Jfr. Indrebö.
10) Der kan henvises til Indrebö s. 248 ff. om forf.s interesser.
11) Indrebø fremhæver to ting, der skulde særtegne Fsk.s forf., hans nationale standpunkt og hans fremstilling af herskernes indre verdslige politik. Kirken interesserer han sig ikke for.
12) Dette synes også at have været Munchs mening, N. f. H. I, 2, s. IX—X. Jfr. fortalen til udgaven. Indrebø vil hævde, at Snorre har benyttet Fsk. i de senere skrevne dele af Hkr., et resultat, som i sig selv vilde være ret mærkeligt; de grunde, som fremføres herfor, er ganske utilfredsstillende. Nordals to henvisninger (s. 161) er afgørende; det første sted beror på fælleslån fra Jarlesagaen; det sidste — hvor der er flere afvigelser — rimeligvis også.
13) Páll Loptsson, d. 1211; Sæmund d. 1222; Ormr d. før 1221; Páll fliða, levende 1223; Pétr ærkebiskop 1225—26; Jon jarl 1214—31, medens disses sønner ikke nævnes. Men alt dette hører jo ikke Fsk. til.
14) Han antog, hvad der er meget tvivlsomt, at der i B-mbr. har stået (i den ovenfor anførte sætning), ”var gift med”.
15) Således også Indrebø, men det meste af, hvad han skriver i § 7 (s. 275 ff.) og især § 8 (278 ff.) er kun subjektive gisninger.
16) ok þóttisk sá danskra manna bezt hafa, er firstr var osv. Jfr. Indrebö.
17) For Harald gråfelds vedkommende anføres f. ex. ingen årstal.
18) Sproglig-hist. studier 1896.
