FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hafliða saga ok Þorgils

Fra heimskringla.no
Revisjon per 15. jan. 2013 kl. 20:14 av Jesper (diskusjon | bidrag) (FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hafliða saga ok Þorgils)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
II. Sagaer om enkelte personer i det 12. årh.



Disse sagaer slutter sig til de foranstående, men tilhører en langt senere tid, hvad deres indhold angår. De beror heller ikke på traditionen, undt. for en ringe dels vedkommende, men er skrevne af og efter øjenvidner. Deres form er den selvsamme som ellers. Hertil må regnes 4 sagaer, der så at sige kun findes i samlingsværket Sturlunga. De har en stor historisk og personalhistorisk betydning og er i reglen meget detaljerede.



1. Hafliða saga ok þorgils.


Denne saga findes kun i papirshdskrr. af Sturlunga saga og fra lidt inde i kap. 25 i den ene af Sturlungas hovedmembraner, AM 122A. Sagaen består af 32 kapitler1). Den er ikke egenlig en hel lævnedsbeskrivelse, men behandler kun stridigheder fra nogle få år (c. 1117—21) mellem to isl. høvdinger, Hafliðe Másson og Þorgils Oddason. Der redegøres for deres herkomst, og der indføres flere personer, særlig præsten Ingimundr Einarsson og Hrólfr fra Skalmarnes, bægge digtere (se ovf. s. 165). Anledningen til de nævnte stridigheder var særlig det fjendskab, der opstod mellem en slet mand, Már, en slægtning af Hafliðe, og bonden Hneitir på Strandir, hvem Már lod dræbe, samt det uvenskab, der ligeledes opstod mellem Már og en fattig ung mand, Óláfr Hildisson, der sårede Már. Hafliðe betalte bøder for Hneitis drab, Óláfr dømtes landflygtig, men kunde ikke komme bort fra landet. Senere dræbtes han af en ung mand, Grímr, fordi han havde gjort nar ad ham; Grímr havde sluttet sig til Hafliðe, og nu blev det til en strid mellem denne og Þorgils; þorgils sendte en stimand til Hafliðe, og en af dennes hjemmemænd blev dræbt; Þorgils anlægger sag mod Grímr. Hafliðe og þorgils mødtes dernæst på altinget, og under tumlen der fik þorgils lejlighed til at såre Hafliðe, hvorpå han dømmes fredløs; han bliver imidlertid rolig siddende hjemme. Konfiskationsdommen kunde Hafliðe ikke udføre, og da þorgils det følgende år vilde ride til altinget, var det Hafliðes agt, at værge tingstedet, så at han ikke skulde kunne betræde den viede plads; det trak op til en vældig kamp. Man søgte nu at tilvejebringe forlig mellem de to fjender, og særlig ved den senere biskop Ketils formaninger gik Hafliðe ind på forlig, hvor han selv stillede betingelserne. Hermed er sagaen ude. Hafliðe og Þorgils blev herefter venner og levede i god forståelse.

Æmnet minder, som man ser, levende om de gamle fejdesagaer; men det er ikke nær så interessant, navnlig fordi sagaen omspænder så kort en tid. Men der er deri flere værdifulde enkeltheder og episoder. Således f.ex. hvad der fortælles om digterpræsten Ingimundr og brylluppet på Reykjahólar med de mange spottevers. Flere personer skildres på en klar, karakteristisk og morsom måde. Særlig får vi et dygtig udført billede af de to modstandere, Þorgils og Hafliðe; den første er åbenbart forf.s yndling og den, der indtager den mest fremragende plads. Nydelige er de billeder, vi får af de to præster, der søger at mægle, især af Ketill med hans fortrinlig gengivne dæmisaga. En interessant person er den lidet religiøse og lidet samvittighedsfulde Böðvarr Ásbjarnarson (kap. 16). Det er udmærkede tidsbilleder fra det isl. liv i begyndelsen af det 12. årh.

Forf. er bestemt en gejstlig mand2) og kan af den grund umulig være Sturla þórðarson. Hans hjem må søges i Saurbæregnen, i nærheden af Þorgils’ hjemsted. Her er hans lokalkendskab talende nok. Sagaens affattelsestid er noget vanskelig sikkert at bestemme. Der hentydes (s. 19) til en ytring af kong Sverre (død 1202), ja til biskop Magnus Gissursson (død 1236; s. 28). Herefter skulde da sagaen være skreven efter c. 1240; imidlertid kan den sætning, hvor navnet findes, være en af disse mange interpolationer, der så godt kendes3); navnlig her i Sturlungasamlingen må de betragtes som højst usikre på grund af den gennemgående bearbejdervirksomhed, dens enkelte dele har været udsatte for. Mod en så sen affattelse strider den nøjagtige og usædvanlig detaljerede fremstilling, der synes at måtte antyde førstehåndskundskaber. At der dog er gået en rum tid efter 1121, indtil sagaen skreves, er utvivlsomt. Der hentydes til Hafliðes død 1130, til Klæingr som biskop, hvad han blev 1151 (s. 27); Snorre Húnbogason kaldes lovsigemand; det blev han 1156. Af størst betydning er dog forf.s udtryk (s. 38): »såvidt jeg husker«; denne sætning mangler ganske vist i membranen, men der er ingen mulighed for, at den skulde være senere tilføjet; derimod kan man godt forstå, at en afskriver stødes over dette »jeg« og udelader det. Sætningen beviser således, hvad man netop efter sagaens karakter væntede, at den må være forfattet af en mand, der havde oplevet begivenhederne c. 1120, eller i det mindste havde beretningen fra et øjenvidne og en samtidig. For det sidste taler hentydningen til kong Sverre, hvis den er ægte og oprindelig. I alle tilfælde er sagaen ikke og kan næppe være yngre end c. 1200.

At sagaen har undergået en bearbejdelse, fremgår af, at der s. 38 hentydes til én visa (þá var sjá vísa kveðin), medens der dog følger to vers. Det ene er senere tilføjet og mangler i nogle hdskrr. Det er rimeligvis Sturla selv, der ligesom ellers har indskudt forskellige sætninger; fra ham kunde bemærkningen om skålen og biskop Magnus udmærket stamme.

Det 14. kap. af Kristnisaga indeholder en kort beretning om striden mellem þorgils og Hafliðe, men med nogle mindre betydende afvigelser.



Noter:
1) Se om den B. M. Ólsen: Safn til sögu Ísl. III, 207—13.

2) Jfr. B. M. Ólsen: Safn III, 210.

3) Sætningen lyder: »Den skåle var ikke faldefærdig, da M. G. døde«.