FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Historia de antiquitate regum Norwagiensium

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 10. Norske historiske skrifter før Snorre.


Før vi går over til at behandle den islandske historieskrivning angående de norske konger, vil det være hensigtsmæssigt, først at undersøge de eksisterende norske historiske skrifter før Snorre; vi har da hovedsagelig med to skrifter at gøre, foruden et mindre, alle på latin. Disse skrifter står som norske litterære frembringelser ganske isolerede og vidner ikke om nogen almindelig historisk forfattervirksomhed eller historiske interesser overhovedet. H. Koht har i sin afhandling i Edda 1914 søgt at hævde, at der havde været sådanne, ja, at disse værker var den egenlige begyndelse til kongesagalitteraturen. Herom kan der henvises til min modafhandling i Arkiv f. nord. filol. XXXVI (1919).



1. Historia de antiquitate regum Norwagiensium
(Theodricus monachus:)


Der er, for det første, det værk, der tillægges forfatteren Theodricus monachus og som bærer titlen: Historia de antiquitate regum Norwagiensium. Dette arbejde blev først offenliggjort af B. C. Kirchmann i Amsterdam 1684 og i Scriptores rer. Dan. V. B. C. Kirchmanns bedstefader havde i Lübek o. 1620-25 fundet et gammelt membranhåndskrift, indeholdende det nævnte skrift samt en anonym beretning om Danskernes rejse til det hellige land. Til al ulykke er ikke alene originalhåndskriftet, men også den ældre Kirchmanns afskrift gået tabt. Derimod haves den ældste udgave, der sikkert er trykt efter nævnte afskrift; i AM 98 fol. findes en afskrift. Fremdeles findes en afskrift af S. Stephanius i den Delagardieske samling i Upsala 30-32, der også går tilbage til samme membran1). Sidst og bedst er det hele udgivet af G. Storm i Mon. hist. Norw. 1880.

Skriftet2), der består af 34 kapitler, foruden en tilegnelse til ærkebispen i Nidaros, Eystein (1161-88), samt en indholds-fortegnelse (kapitelvis), indeholder en kortfattet Norges historie fra og med Harald hårfagre til og med Sigurd Jorsalfar; Harald gille antydes. Denne grænse nedad i tiden begrundes af forf. selv, idet han ytrer, at han vil »slutte sit skrift«, »fordi jeg anser det for uværdigt, til efterkommerne at overlevere de forbrydelser, manddrab, meneder, ugærninger, helligdomskrænkelser, gudsbespottelser, plyndringer af gejstlige såvel som hele almuen, kvinderov samt andre afskyeligheder, som det tager lang tid at opregne«. Det er forf. s beskrivelse af tiden o. 1130-70.

Forf. fortæller i det hele ganske kort om hver konge; om Harald hårfagre kun landserobringen, om Hakon d. gode kun om Stordslaget; noget mere meddeles om Hakon jarl og Gunnhild; vidtløftigst er forf. om Olaverne, idet hovedbegivenhederne i deres liv skildres, osv. Der gives ofte korte, men energiske beskrivelser af fyrsterne selv. Ind i dette hovedæmne er der skudt forskellige »digressioner« efter fremmede forfatteres skik (more antiquorum chronographorum). De optager dels hele kapitler3), dels større eller mindre dele af enkelte kapitler4). Alle disse digressioner er indsatte på »dertil egnede steder« »for at underholde (delectandum) læserens sjæl«; de optager ingen ringe plads i det ellers så kortfattede skrift. I kap. 3 behandles Islands opdagelse og bebyggelse, i k. 12 dets kristning.

Nogen egenlig ledende tanke i fremstillingen er der ikke, og det er ikke let at se, hvorfor visse enkeltheder er forbigåede; således findes ikke et ord om solformørkelsen i forbindelse med Olaf d. helliges fald, hvad der dog måtte ligge nær for forf. at medtage. Kun tidsregningen har forf. viet en særlig omhu, og han har ladet det være sig magtpåliggende at anføre hver herskers regeringsår, ja, han anvender (i kap. 20) et helt kapitel på tidsregningen fra verdens skabelse.

Som vænteligt var, kan man ingen indskud påvise i skriftet. G. Storm har udtalt5), at der »er tegn til, at kapitelinddelingen eller i al fald kapiteloverskrifterne er senere end forfattelsen«; der anføres i så henseende små ortografiske afvigelser, hvorpå der dog lægges mindre vægt, da de kan stamme fra afskrivere. Mere betydning tillægges der den omstændighed, at tilnavne (som hardrader [jfr. Haller i teksten k. 12] og berfort [for -fotr]) kun findes i overskrifterne og ikke tillige i teksten (medens denne f. ex. har »nudipes«), samt den, at Harald gille i teksten siges at være fra »Scotia«, medens han i overskriften kaldes »Hyberniensis«. Denne antagelse synes dog ikke nødvendig. Selve kapitelfortegnelsen foran skriftet (mellem dette og tilegnelsen) stammer uden tvivl fra forf. selv6), og overskrifterne er så godt som fuldstændig stemmende med den; de få afvigelser (som ejus f. ejusdem osv.) er højst ubetydelige. De isl. tilnavne findes i kapitelfortegnelsen; de findes latiniserede i teksten; dette kan have sine grunde. Forf. måtte overhovedet stå noget vaklende overfor gengivelsen af de nordiske navne; undertiden bruger han da også den bøjede nordiske ordform (Islendinga, acc. pl.), eller han bøjer ordene på latinsk vis (Hakonis, Haraldi, Ingulfum); at han også kunde lade dem stå ubøjede (de . . grafeldr, abl.), følger af sig selv. Ligeledes er det kun to udtryk for et og det samme, når Harald det ene sted kaldes »Hyberniensis«, det andet »de Scotia«; de behøver ikke at stamme fra to forfattere.

Større tvivl kunde der måske rejses angående forfatterens stilling og titel. I tilegnelsen til Eystein ærkebiskop kalder forf. sig »Theodricus, humilis peccator« og Eystein for »Dominus et pater suus«, hvorved et nært forhold mellem de to antydes. Heraf kan der dog kun sluttes, at forf. har været gejstlig. Selve overskriften lyder: »Incipit prologus Theodrici monachi in historiam suam de osv.«. Her kaldes forf. monachus ɔ: munk (ikke canonicus regularis). L. Daae har i sin afhandling om forfatteren betvivlet denne overskrifts ægthed; dette er dog meget misligt; der er intet mistænkeligt ved den. Til den nævnte overskrift-og overskrifter var i latinske skrifter gennemførte-svarer den til slutning anbragte afslutningsbemærkning, hvor forf. atter kaldes »monachus«. Det må fastholdes, at denne betegnelse må stamme fra forf. selv. Her står vi ved spørsmålet om forfatterens liv og person.

Desværre er dette spørsmål et af de vanskeligste. Vi får nemlig ingen oplysninger herom udover hvad der allerede er antydet. Ikke engang forf.s norske navn er sikkert. Han er i nyere tid bleven kaldt »Tjodrik« (Þjóðrekr), hvilket dog for så vidt er betænkeligt, som dette navn var så yderst sjældent i Norge. Rigtigere er det uden tvivl at antage, hvad L. Daae vil hævde i den anførte afhandling, at Theodricus er en latinisering af Þórir. Forf.s levetid er bestemt ved hans forhold til ærkebispen (d. 1188). Daae har søgt i ham at se den bekendte biskop Þórir på Hamar, der særlig er kendt som en tilhænger af Sverre; for denne foretog han en rejse til Rom, men døde på tilbagevejen (vinteren 1196-97). Daae påviser, at denne mand findes nævnt som studerende i St. Victor i Paris under navnet Theodoricus. Dette har dog ingen afgørende beviskraft, da den slags latiniseringer sikkert har været almindelige. At Þórir efter 1190 optræder som tilhænger af kong Sverre kunde forliges med, at han havde været knyttet til Eystein. Ikke desto mindre må Daaes antagelse, på grund af overskriften og dens betegnelse af forf.s stilling, betragtes som ubevist. Den har ikke vundet nogen tilslutning. Derimod er det næppe rigtigt, når det hævdes, at forf. ikke kan have været munk i Nidarholms kloster7) på grund af beskrivelsen af dette (i k. 31) ; udtryk derom som: »parvissima quædam insula, quæ adjacet metropoli Nidrosiensi« er mærkeligt ligegyldigt fra hvem det stammer. Det vil næppe nogensinde lykkes at bestemme forf. og vi vil kalde ham ved hans latiniserede navn.

Når forf. har skrevet sit værk, er vi heldigvis i stand til nogenlunde at fastsætte. Han omtaler Eystein meylas (denne »infelix tyrannus«) fald 1177; mellem dette år og ærkebisp Eysteins død i januar 1188 er det altså skrevet. Da nu Eystein var landflygtig 1180-3, er vi henvist til at vælge imellem 1178-79 og 1184-87. G. Storm har udtalt sig for det første, da forf. (k. 29) omtaler Mariakirken i Nidaros som stående, men Eystein lod den flytte til Elgesæter, hvis kloster var anlagt 1182. Forf. s ord herom synes dog ikke at være afgørende. Han siger kun, at kong Harald »havde ladet bygge kirken i samme by, hvor den endnu ses«8). Således kunde han vistnok også have udtalt sig om kirken, også efter at den var flyttet til det lige udenfor byen liggende kloster. I øvrigt er der intet, der afgjort taler mere for det ene end det andet9).

Som bemærket har forf. særlig interesse for tidsregningen; denne, der nøje angives, stemmer nærmest med Ágrips og Are frodes. Også specielle gejstlige interesser er overalt fremtrædende. Der mærkes i skriftet en mild ånd, som når han kalder Eystein meyla for »infelix tyrannus«. Hans sympatier er ikke stærkt fremtrædende; han synes, som Storm har bemærket, ikke at have været ugunstig stemt mod Harald gilles slægt. H. Kohts bemærkninger herimod er ikke overbevisende. Forf. er en meget lærd mand og han holder af at vise sin lærdom, f. ex. i de nævnte digressioner. Han anfører citater i mængde og henviser til forskellige forfattere, foruden til bibelen, k. 20, dels klassiske (Lukan, Boetius, Plato, Horats, Plinius, Ovid, Vergil osv.), dels kirkefædre (Hieronymus, Eusebius, Rufinus osv.), dels middelalderlige forfattere (Hugo de St. Victore, Paulus Diaconus, Jornandes, Isidor, Beda osv.). Dog har han ikke kendt alle de pågældende skrifter på første hånd (jfr. G. Storm, fort. til M. h. N. s. IX), men kun fra citater i yngre skrifter; alligevel må han have været en meget belæst mand. Hans eget jeg og subjektive opfattelse kommer ofte tilsyne, ikke blot i digressionerne, men også i forskellige indstrøede udtryk og udråb. I anledning af kong Knuds fordring på Norges trone udråber forf.: »ulykkelig og umættelig er de dødeliges begærlighed; højlig elendig er menneskets sjæl« osv., jfr. hans betragtninger i k. 18 efter kong Olafs død på Stiklestad. Heri står forf. som modsætning til de isl. sagaforfattere. Han er ikke særlig velstemt mod Trønderne (fordi de stod på Sverres side?).

Stilen er i det hele meget god; svulstig kan den ikke kaldes; det latinske sprog er let læseligt, simpelt og ret behageligt. Naturligvis bærer det sin tids præg; grammatisk umulige former som parvissimus hører til undtagelserne.

Forfatterens kilder. Før Theodricus' tid eksisterede der ikke i Norge nogen hjemlig historisk litteratur. Det siger han selv (i k. 13: ubi nullus antiquitatum unquam scriptor fuerit), og han antyder heller aldrig sine landsmænd som hjemmelsmænd. Til gengæld fremhæver han så meget stærkere og hyppigere Islænderne som hjemmelsmænd, ikke alene for tidsregningens (som i k. 1)10), men også i almindelighed for hele det historiske indholds vedkommende. Dette fremgår ganske utvetydig af prologens ord (se ovf. 265) ; her siger forf., at han har skrevet således som han nøjagtig har kunnet erfare af Islænderne, hvis historiske tradition og digte han nævner, og han lægger derfor hele ansvaret for det fortaltes rigtighed over på dem (sinceritas . . . ad illos omnimodo referenda est, . . . quia nos non visa sed audita conscripsimus; jfr. også de stærke udtalelser i slutningen). En norsk overlevering som grundlag er ved forf.s egne utvetydige ord udelukket; det er Islændernes sange og overleveringer, der alene følges, og når der er tale om forskellige sådanne, er det Islændernes forskellige beretninger, der antydes. Den isl. tradition er da også til at tage og føle på, f. ex. i et kapitel som det 3. (Islands opdagelse); vi genfinder det her fortalte i begyndelsen af Landnáma11) Flere stykker stemmer godt, tildels ordret, med isl. skrifter som f. ex. Ágrip. Herom senere. I øvrigt skal vi ikke her komme ind på enkeltheder. Men der er et spørsmål, der fortjæner en særlig overvejelse, hvorvidt Theodricus har benyttet skrevne isl. kilder. Forf.s tidsregning, der ikke stemmer med det i Noregs konunga tal, hvor Sæmunds beregning anføres, kunde synes at tale imod, at han direkte har benyttet Sæmunds lat. skrift. Men heller ikke med Ares tidsregning stemmer forf.s (jfr. G. Storm og Gjessing). Forskellen er i øvrigt ikke stor. Sin tidsregning12) kan han også have fået ad andre veje. Hans eget udtryk: audita non visa kunde anføres som bevis for, at han ikke havde benyttet skrevne kilder. Udtrykket er dog vistnok ikke helt afgørende13). I virkeligheden henviser forf. også til en skreven kilde (k. 20 slutn.) for antallet af Sven og Hakons år (ɔ: år 1030-5) og kalder den: »Catalogus regum Norwagiensium«. Det er ligegyldigt, at denne kilde først her nævnes; har forf. haft en sådan »fortegnelse«, er det givet, at han også har benyttet den helt igennem og ikke på ét sted alene. Det er vilkårligt, når det antages, at den har begyndt med Olaf d. hellige. Skønt forf.s tidsregning ikke ganske stemmer med Ares, antages det, også af G. Storm, at den ligger til grund for Theodricus'. Angående Olaf d. helliges jærtegn, hans ligs flytning til Nidaros m. m., er det sikkert også en skreven kilde, der hentydes til (sst.: quia hæc omnia a nonnullis memoriæ tradita sunt). Herom er alle enige. Således er det klart, at nogle skriftlige kilder har forf. kendt og benyttet. Mod dette kan det ikke nytte at henvise til hans ord i k. 1, hvor han siger, at han ingen scriptorum auctoritas har at holde sig til, ti herved menes ikke-nordiske forfattere, ligesom i k. 20 (hvor også libri og antiquorum libri = antiquorum scripta i k. 32, og antiqui scriptores k. 17 = scriptores ɔ: udenlandske forfattere). Det er også et spørsmål, om ikke forf. ved sit oftere gentagne »audita« kan indbefatte skriftlige kilder, da dette ord stilles af ham som modsætning - ikke til scripta eller libri, men - til visa; ordet skulde da kunne betegne »erfaret«, ɔ: også tillæste kundskaber14) Ved en sådan antagelse vilde alle overensstemmelser mellem Theodricus og andre skrifter bedst forklares. løvrigt vil kildespørsmålet blive belyst i det følgende.

At Theodricus' skrift i historisk henseende er af stor betydning, er indlysende, både fordi det er så gammelt og, ikke mindst, fordi det er bevaret i sin oprindelige skikkelse. Ganske vist indeholder det ikke meget, vi ikke kender andre steder fra. Dog får vi her enkelte oplysninger (som den om »Thorgils [fejl for Thorodd] de Aulfusi«, at han var den først omvendte hedning i Island), hvoraf ellers ingen kendes.




Noter:


1) Se Kålund: Aarb. 1896, s. 94 - 6. Jfr. også Gertz: Scriptores minores II, 447 - 48.
2) Om Theodricus se K. Maurer: Die Ausdr., anm. 52, 28, G. Storm: Sn. Sturl. Hist. skr., Om hdskr. af Tjodrek munk i Vidensk. Selsk. Forhandl. 1875, De ældste forbindelser mellem den norske og isl. hist. litt. sst, Mon. hist. Norw.; G. A. Gjessing: Kongesagaens fremvext I - II, jfr. de under Hist. Norwegiæ anførte afhandlinger af S. Bugge og G. Storm; L. Daae: Om historieskriveren Theodricus monachus i Norsk hist. tidsskr. 1895; jfr. den anførte afhandling af K. Kålund, S. Nordal: Om Olaf den helliges saga (1914), s. 7 ff., H. Koth: Norsk historieskriving i Edda, 1914, især s. 77 ff., Meissner: Strengleikar s. 30 - 38.
3) K. 17: De natura Charybdis et de Longobardis et Hunnis; k. 20: De diversitate supputationis annorum ab initio mundi; k. 23: De pacto, quod factum est inter Carolum magnum et fratrem suum; k. 26: Invectio auctoris in ambitiosos et qvaliter Cosdroë vitam finiverit.
4) K. 5 fin. om kejser Otto, k. 8 om Julian og Jovinian, k. 13 om Konstantin d. stores dåbssted, k. 18 om menneskeslægtens tilbagegang og legemets natur, k. 30 om prodigia.
5) Mon. h. N. s. VI.
6 ) Den svarer f. ex. fuldstændig til den, der findes foran Ares Islændingebog.
7) Rimeligvis har han været en Trønder; den trønderske vokalharmoni skinner igennem i hans gengivelse af navne, selv om den ikke helt er gennemført. Der findes ǫ foran u, vistnok fra hans isl. hjemmelsmænd.
8) Koh påviser, at denne omstændighed intet har at betyde; iøvrigt slutter han sig til Storm. Dette gør også Nordal.
9 ) Men skulde ikke forf.s udtryk i k. 5 (juges discordiæ inter duces et pontifices) hentyde til Eysteins udlændighed? I denne forbindelse kan måske påpeges, at der netop i Eysteins sidste år opholdt sig i Trondhjem bl. a. en mand som den bogelskende og lærde Ingimund Torgeirsson, der nøje var knyttet til Eystein selv. Skulde han ikke være en af Theodrics hjemmelsmænd?
10) Harald hårfagres regeringsår hidrører fra Islænderne: „quos constat sine ulla dubitatione præ omnibus aquilonaribus in hujusmodi semper et peritiores et curiosiores extitisse", jfr. k. 13, om Olaf d. helliges dåbsalder. hvor forf. dog vil gøre en anden mening gældende.
11) Den første opdager er Garðarr, hvad han også bevislig har været i Ldn.s grundtekst.
12) Der er i øvrigt vanskeligheder tilstede for forståelsen af hans tidsregning; endel beror måske på hans egne kombinationer.
13) Det må erindres, at på dette punkt var man i det hele i oldtiden ikke nøjeregnende eller nøjagtig.
14) Jfr. de træffende bemærkninger af Gjessing, Kgs. frv. II 52. Herimod udtaler Meissner sig bestemt. En skrivemåde som Aulfus, Augmund- forklares lettere ved at antage et skrevet forlæg end en mundtlig meddelelse.