FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hungrvaka

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
III. Sagaer vedrørende den isl. kirke og de isl. biskopper, Biskupasögur.



De her i betragtning kommende sagaer slutter sig nøje til alle de foregående; også de er rent biografiske og indrettede som alle de andre, men de kan på en måde siges at være endnu mere eksklusivt personlige end hine. De er også alle anonyme, med undtagelse af sagaen om biskop Jón, angående hvilken vi henviser til Gunnlaugr munkr (ovf. s. 404-07).

At en sagaskrivningens tid, som det 12. årh. og det 13. årh.s første del, ikke lod den isl. kirkelige historie uænset, følger af sig selv, så meget mere, som denne i Ares bog allerede fortrinsvis for det første århundredes vedkommende var behandlet, og herved var vejen også i den retning anvist. De isl. bisper var så at sige de eneste fyrster, der eksisterede i landet, som ved deres virken kunde danne en saga. Det var derfor ganske naturligt, at de gejstlige sagaskrivere også behandlede disse kirkelige høvdinger.

Indtil året 1106 eksisterede der kun et bispedømme, i Skalholt, på Island. De to første skalholtske bispers, Isleifs og Gissurs, liv og virken (tiden 1056-1118), var allerede fremstillet af Are, og det så fyldig, at man næppe havde noget yderligere at tilføje. Vi finder da heller ingen specialsagaer om disse to, men Kristnisaga behandler dem så at sige udelukkende efter Are med kun ubetydelige tilføjelser. I Biskupasögur findes optaget en lille þáttr om Isleifr, der forekommer i Olaf d. helliges saga i Flatøbogen (II, 140—2, AM 75e fol. = AM 554ha 4°). Her omtales Isleifs ophold i Norge; Brandr den gavmilde (jfr. ovf. s. 548-9) forærer ham en kappe, han selv havde modtaget af kong Olaf. Så fortælles om Isleifs giftermål med Dalla, hans valg til biskop; biskop Jóns vidnesbyrd om ham, der også findes i Jónssaga, meddeles. Det hele ender abrupt og er temlig ubetydeligt, men fortællingen er næppe en del af et større hele.

Dernæst haves et sammenhængende sagaværk om de fem første bisper i Skalholt (tiden 1056-1176), som af forf. selv er kaldt:



1. Hungrvaka.


Dette værk findes nu kun i papirsafskrifter af en tabt membran, f.ex. i AM 379, 380, 4°; bedste udgave i Biskupasögur I. Det indledes med en mærkelig fortale (jfr. ovf. s. 268), hvori forf. gør rede for navnet; det skulde »vække hunger« d.v.s. lyst til at vide mere om de behandlede bisper. Forf. ytrer, at han skriver omtrent alt, hvad han ved, både for at det ikke skal glemmes og for at lokke unge videbegærlige mænd til at læse islandske skrifter. Hertil kommer, at det må være den første »pligt at vide, hvorledes kristendommen har vokset sig stærk i landet, hvilke bispesæder, der er oprettede, og hvilke mærkelige mænd bisperne har været«. Så går da forf. over til at skildre de enkelte bispers liv, efter dog først at have gjort nogle bemærkninger om Isleifs og Gissurs forfædre og gården Skálholt, til hvilken han føler sig nøje knyttet.

Bispernes liv skildres efter en bestemt form. Der gives først nogle korte oplysninger om deres herkomst og opvækst tilligemed en kort beskrivelse af dem; dernæst fortælles om deres valg til bisp, udenlandsrejse og vielse; så om deres vigtigste gærninger og virksomhed - biskop Isleifs (1056-80) arbejde for kirken og hans undervisning, Gissurs (1082-1118) forhold til bispesædet, tiendeloven, oprettelsen af det nordlandske bispesæde, folketællingen, Þorlákr Rúnólfssons (1118-33) deltagelse i kristenrettens tilblivelse, Magnus Einarssons (1133—48) forhold til bispesædet, køb af jordegods, samt afholdelsen af et storartet bryllup, og endelig Klæingr Þorsteinssons (1152-76) kirkebygning og overvældende rundhåndethed, deltagelse i offenlige sager, hans juridiske kundskaber, kirkeindvielse og litterære flid. Til slutning meddeles bispernes død med nøjagtige angivelser af deres dødsdag og -år, samt en kort udsigt over de vigtigste tildragelser i ud- og indland i enhver biskops levetid. Lejlighedsvis omtales enkelte andre personer og begivenheder, der falder udenfor det angivne skema, såsom de fremmede bispers opregning (under biskop Isleifr jfr. Isl. bók), uåret og de ved biskop Gissurs død indtrufne mærkelige tildragelser, som af forf. - vel også af samtiden - sattes i forbindelse med den almenyndede prælats død. Mellem Magnus og Klæingr indskydes et lille stykke om den begavede, til biskop udsete Hallr Teitsson, der rejste udenlands, men døde i Utrecht; heraf forklares de mange år mellem de to nævnte bisper.

Det er i det hele et ganske godt og livligt billede, forf. giver os af de skildrede personer; vi får virkelig fat i deres ejendommeligheder; navnlig gælder det en mand som Gissurr og ikke mindst Klæingr, hvem forf. skildrer ret af hjærtens lyst. Hans beskrivelse er ligefrem og uden nogen gejstlig veltalenhed; der er hverken ordflom eller ordbram; den gør overalt et tiltalende indtryk af jævnhed, samvittighedsfuldhed og vederhæftighed. Hertil svarer forf.s beskedne udtalelser i fortalen. Her ytrer han bl.a., at han vil skrive, hvad han har hørt af andre, for at det ikke skal glemmes; af disse hjemmelsmænd fremhæves særlig den litterært dannede høvding og lovsigemand Gissurr Hallsson, der »havde stået ved 5 bispers båre«, og som døde 1206. Vi finder intet spor til skrevne kilder; kun mundtlige beretninger må forudsættes. Forf. har ikke, hvad der kundes synes mærkeligt, benyttet Are frode for de to første bispers og de fremmede biskoppers vedkommende, og dog fortæller han omtrent det samme om dem som Are.

At forf. er en gejstlig mand, er hævet over enhver tvivl. Hans interesser for kirkens historie er i så henseende vidnesbyrd nok. Hans kendskab til latin og biskop Lambertus’ »cantilena« (k. 12) er kun yderligere beviser derfor. Selv giver han os i fortalen den oplysning, at han har været nøje knyttet til selve staden Skálholt (»af hvilken jeg har opnået al lykke i denne verden« er hans egne ord); han må vel have været en præst, der i en række af år bode på gården. Hans navn vil man dog søge forgæves. - Forf. tror på jærtegn; sådanne omtaler han allerede i forbindelse med Isleifr, og han tror på, at yndede høvdingers død påvirker naturen (ad modum Kristi død på korset). Ikke desto mindre er han meget forsigtig i sine udtalelser. Endelig bemærkes, at han i k. 17 anfører et vers af Rúnolfr om den nybyggede kirke (ovf. s. 170). Nogle betydelige fejl er vi ikke i stand til at eftervise hos ham. Enkelte talfejl er vistnok kun afskriverfejl1). I biskop Magnus’ slægtregister (s. 75) er et led (Svertingsson) oversprunget (også afskriverfejl?). Forf.s fejl er det sikkert, når det (s. 62,9) siges, at Isleifr kom til Island den »samme sommer«, som han blev viet; han opholdt sig nemlig en vinter i Norge, således som Are og Gunnlaugr fortæller2).

Forf. lægger særlig vægt på kronologien, men gennemfører det princip at regne alt 7 år for tidlig; dette beror på beregning, men har i øvrigt ingen indflydelse på den historiske fremstilling. Hans sprog er rent og klassisk, men han ynder alliteration og islandske ordsprog.

Forf.s levetid er bestemt ved hans angivelse af at være samtidig med Gissurr Hallsson, altså har han levet omkr. 1200. Dog er det vanskeligt at bestemme bogens tilblivelsestid nøjagtig. G. Vigfússon har (i fortalen til Bisk. XXXIII) antaget, at den er forfattet c. 1206-11, efter Gissurs død, men før biskop Páls død. Dette er rimeligvis rigtigt, skønt der i og for sig ikke er nogen afgjort grund til at antage, at Gissurr må forudsættes som død3). Derimod er der måske grund til at sætte bogens tilblivelse så langt tilbage, d.v.s. så nær ved 1200, som muligt, eftersom det om biskop Torlak (s. 84) hedder, at han »nu er sandhellig«, men det var 1198, han på altinget erklæredes for hellig.

Ved slutningen af Hungrvaka findes en bemærkning, hvorved det tilkendegives, at man nu vil gå over til biskop Torlak d. helliges historie, »der er forfattet gode mænd til underholdning som de forskrevne«. Denne bemærkning stammer ganske sikkert ikke fra Hungrvakas forf. (stilen er helt forskellig), men fra den afskriver, der skrev den og Torlaks saga i én bog; i hdskrr. følger de i reglen på hinanden; denne tilknytning har sine naturlige, navnlig kronologiske grunde.



Noter:
1) Se om den B. M. Ólsen: Safn til sögu Ísl. III, 207—13.

2) Jfr. B. M. Ólsen: Safn III, 210.

3) Sætningen lyder: »Den skåle var ikke faldefærdig, da M. G. døde«.