FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Ketils saga hæings
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
A. Sagaer vedrørende historiske personer i Norge
4. Ketils saga hæings
4—7. Sagaer om Hrafnista mændene. Ifølge Egilssaga var Kveldulf en søn af Hallbera, der var datter af Ulf den oarge og søster til Hallbjörn halvtrold i Hrafnista, faderen til Ketill hæingr; fremdeles nævnes dér en Helga og en Hrafnhildr som Ketils døtre; Hrafnhilds søn var den yngre Ketill hæingr, der udvandrede til Island. Endelig nævnes også dér Grimr loddenkind, der siges at have givet Torolf Kveldulfsson sværdet Dragvandil: dette siges Ketill (d. ældre) at have ejet og benyttet til holmgang. Omtrent det samme genfindes i Ldn. Man har altså her oplysninger om den historiske Hrafnistaslægt i det 8. og 9. årh., hvor de samme navne genfindes som i de pågældende fornaldarsagaer. Hertil kommer den i Ldn. givne oplysning, at landnamsmanden Án rauðfeldr var en søn af Grim loddenkind og Helga, en datter af Án bogsveigir. Alt fører således tilbage til de sidste tider før Islands bebyggelse og Harald hårfagre. Intet under, at gamle minder om den berømte slægt længe kunde leve hos deres efterkommere. Jfr. Munch: N. F. H. I, 1, 329—31.
4. Ketils saga hæings findes i AM 343 a, 471, 4° (mbr.); udg. i Fas. II. Sagaen begynder med et slægtregister, der er identisk med Egilssagas. Ketill er »kulbider« (askefis) og ligger i ildhuset, men tager sig sammen og aflægger, særlig efter at være bleven ægget af faderen, en kraftprøve, der minder om Storolf og Orm, der jo var hans slægtninge, og som mulig er lånt fra beretningerne om dem. Hvad der ellers fortælles om Ketill er, at han hævner sig på en, der spotter ham, dræber en flyvende drage og får i anledning deraf sit tilnavn, drager på fiskeri til nordlige egne under to uår og kommer i berøring med jætter. Med jættedatteren Hrafnhild får han sønnen Grimr; med sin ægtehustru Sigrid Bårdsdatter har han datteren Hrafnhild; for datterens skyld kæmper han med to bejlere. Han kæmper også med jætter og Finnekongen Gusir (Saxos Cuso) og fratager ham sværdet Dragvandil og de berømte pile. I øvrigt er de fleste motiver lånte andensteds fra; endel beror på Egilss., Ormsþ. og Örvar-Oddss. (særlig navne); uårene er en afspejling af Eyvind skaldespillers tid (Hkr.)1). Hvorvidt sagaen haves i dens oprindelige form, er vanskeligt at sige. Endel deri kunde se ud som senere indskud. Da den forudsætter Ormsþ., er den ikke ældre end fra omtr. 1300. Ret meget yngre er den heller ikke. Formodenlig er sagaen forfattet i Borgarfjordsegnen.
Noter:
1) Hvad der fortælles om stimanden Sóte og Ketill (k. 5) minder stærkt om Tor og Skrymer i Gylfaginning, og hvad der berettes om Ketill på højen (sst.) om Starkad i frostvejret hos Saxo.
