FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Norsk litteratur. § 1. Romantiske sagaer og andre dermed beslægtede frembringelser
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
6. afsnit. Norsk litteratur
I Frankrig, og derpå i England, var der opstået en rig og frodig heltedigtning, der hæntede sit stof fra forskellige sider, dels fra Frankrigs gamle historie, sagnene om Karl den store, Roland osv., dels fra bretonske digte og sagn, der atter havde deres rod i keltisk digtning, Artussagnene, dels endelig fra fjærnere steder, særlig Østerland og Byzans, efter korstogenes begyndelse, digtningen om Flores og Blancheflur, Partonopeus og fl. Om alle disse æmner digtedes længere sange, hvis kendemærker er ridderlig erotik, heltegærninger og farer af den vidunderligste art, tildels blandet med religiøs mysticisme. De er på sin vis ofte naive nok i deres fremstilling, men deres erotik er lige så ofte eller som oftest raffineret-slibrig; ren, uskyldig kærlighed skildres rent undtagelsesvis. Disse ridderromaner drejer sig alle om fornemme personer, konger, fyrster, riddere, dronninger, hofdamer; i enkelte tilfælde er overnaturlige væsner (feer) hovedpersonerne. Det er det middelalderlige hofvæsen og hofliv, der spiller hovedrollen. Disse digte blev meget yndede og almindelig udbredte i alle kultiverede lande og holdt sig i lange tider1). Blandt de vigtigste forfattere er Chrestien de Troyes fra den sidste halvdel af det 12. årh.; han hæntede sine æmner især fra Artusdigtningen (ridderne ved det runde bord) og forfattede digte om Erec og Enide, Ivan løveridderen, Perceval og fl. Det er fra disse hans digte, »at hele den idealiserede betragtning af middelalderens ridderliv og kærlighedsliv tager sin udgang« (Kr. Nyrop)2).
Det er endel af disse digte, der blev omplantede til norsk mål under Hakon den gamle og tildels på hans foranstaltning. Bortset fra de skrifter, der er oversatte fra latin, er de alle oversatte fra oldfransk. Ikke desto mindre er der flere forhold, der viser, at originalerne næppe er komne ligefrem fra Frankrig, men fra England, hvilket i og for sig er nok så forståeligt. I flere tilfælde er originalerne gået tabt; i intet tilfælde haves, såvidt vides, netop den original, hvorefter oversættelsen er foretaget. Af denne grund har de norske oversættelser en stor tekstkritisk betydning for de oldfranske originaldigtes tekstform og ordlyd.
Alle disse oversættelser er i prosa. De er i det hele foretagne med stor kyndighed og umiskendelig dygtighed. De bærer for det første vidnesbyrd om, at oversætterne har i en fortrinlig grad været grundsproget mægtige; ganske vist forekommer der fejl af og til, undertiden synes dog disse at bero på blot skødesløs læsning af originalen eller et øjebliks åndsfraværelse (sammenblanding af hinanden lignende ord). Uagtet oversættelserne på sine steder er temmelig ordrette, er teksten dog hyppigst noget sammendragen og forkortet — og afskrivere synes yderligere ofte at have forkortet den — . Den kan dog også ofte være udvidet med enkelte sætninger eller ord for overgangens eller afrundingens skyld for at gøre fremstillingen mere sagamæssig. I mange tilfælde kan dog de i hdskrr. eksisterende plus-sætninger og -ord bero på den tabte original. I forskellige af de isl. afskrifter er beskrivelser af kampe og lign. undertiden udvidede og derved gjorte endnu plattere.
Sproget i disse oversættelser er stærkt afvigende fra de islandske sagaers rene klassicisme — hvilket jo er naturligt nok. Originalens sprog og fremstilling måtte nødvendigvis have stor indflydelse på gengivelsen og sætte dybe spor deri. Sproget er i det hele taget let flydende og ikke uden en vis tiltrækning ved en indsmigrende tone. Det er rigt på adjektiver, tildels også på forlydsrim, men heraf kommer dog sikkert noget på afskriveres kappe; det er også rigt på part. præs., der kan blive til misbrug. Fra afskrivere hidrører også verslinjer, der enkelte gange forefindes. Grundtekstens navne er i reglen stærkt forvanskede (også af afskriverne). Der kommer hurtigt noget ensformigt over denne oversætterstil; de samme ord og vendinger gentages atter og atter; stilen stivner. Herom kan der henvises til G. Cederschiölds fortræffelige redegørelse i indledningen til Fornsögur Suðrlanda. I de - ældre - oversættelser af homilier og lign. var det norske sprog kraftigt, men måske noget stivt; de vidnede om en dygtig behandling af modersmålet. I disse oversættelser fik sproget et vist flot sving over sig, en vis retorisk farve, men et virkeligt folkeligt sprog var og blev det ikke. Meissner kalder det for »hofprosa«.
De fleste af disse oversættelser eller snarest alle er foretagne i Norge og de var i norsk sprog. Hvorvidt Islændere er bleven benyttede, er vanskeligt at sige; men det er ikke synderlig rimeligt, hos Islændere at forudsætte de fornødne sprogkundskaber, og tillige, at netop de, som mulig var i besiddelse af dem, opholdt sig i Norge. En ting er imidlertid sikker nok, at opbevaringen af det meste af, hvad der hører herhen, skyldes Islændernes interesse og afskriverflid. Kun ganske enkelte af disse sagaer er bevarede i norske afskrifter (ingen i den originale oversætters eksemplar). Tidlig førtes de til Island, blev dér en yndet læsning — ligesom også tilfældet blev med Kongespejlet —; her blev de også på mangfoldig vis om- og bearbejdede (slutningen af Elissaga helt tildigtet), og her opstod der i løbet af det 14. og følgende årh. efterligninger, og her blev de tildels omdigtede til rimer og fik således endelig en form, der på sin måde svarede til deres oprindelige. På Island og ikke i Norge fik de deres varigste betydning. De fleste findes i forholdsvis unge isl. håndskrifter fra omkr. 1400 og derefter.
Vi begynder med de sagaer, der udtrykkelig siges at være oversatte på foranstaltning af Hakon den gamle.
Noter:
1) C. Rosenbergs dom over disse frembringelser (Nordb. Aandsliv II, 534—35) er i det hele træffende.
2) Jfr. i det hele taget Kr. Nyrop: Oldfransk heltedigtning 1883; Suchier u. Birch-Hirschfeld: Gesch. der franz. litteratur.
