FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Norsk litteratur. Indledning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
6. afsnit. Norsk litteratur
I det foregående (2. afsnit § 10) er tre på latin affattede historiske skrifter af norsk oprindelse behandlede, hvoraf dog kun de to første er af større betydning. Sammenlignes den norske litteratur med den islandske, ses, at der er forskel tilstede og det i en dobbelt retning, dels hvad righoldighed, dels hvad den nationale karakter angår. Vi har for Islands vedkommende set, hvor let og hurtig den nationale ånds krav sprængte latinens fremmede lænker, så at næppe et bogstav er tilbage af de oprindelige latinske skrifter, og udfoldede en frodig og mangesidig blomst, der kunde nydes af alle. De få norske latinske skrifter findes ikke oversatte og har overhovedet ikke været udbredte eller læste i Norge. Hvad der her kendtes og læstes af skrifter angående hjemlige forhold, var de islandske sagaer. Grunden til, at der i Norge ikke opstod nogen national litteratur, kan antages at have været den, at landet netop i det århundred, da et sådant forfatterskab mulig kunde have fremblomstret, var hærget af den mest uafladelige og forbitrede indenlandske ufred1).
At der har eksisteret historiske bygdeoverleveringer i Norge, er der ingen grund til at betvivle, men de har, efter alt at dømme, været væsensforskellige fra de islandske, og mere af sagnhistorisk end historisk art. Man synes at skimte dens væsen i forskellige sagn angående visse gamle steder (fornaldar-saga-agtige fortællinger), i de mange sagn, Saxo synes at have opbevaret og nyttet (jfr. A. Olriks påvisninger), samt endelig i sådanne uhistoriske sagn, der findes i et værk som Ágrip (jfr. foran s. 616). Det 12. årh.s store og mange begivenheder synes ikke at have fristet norske gejstlige til at behandle dem historisk. Theodricus kunde have gjort det, men han vilde ikke; grunden dertil er omtalt foran. Det blev Islænderne Erik Oddsson og abbed Karl, der løste opgaven uden de skrupler, som den norske forfatter nærede.
Magnus Erlingssons fald 1184 betegner, uagtet kampene varede ved en god stund endnu, et vendepunkt i Norges historie. Da var det Sverre, der kom i besiddelse af herredømmet og grundlagde en velbegavet og dygtig herskeræt på Norges trone. Det er sønnesønnen Hakon den gamle (1217—63), der får den allerstørste betydning for landets ro og indre udvikling, og, hvad der i denne sammenhæng er vigtigst, dets litteratur. Kong Sverre var højt dannet og lærd og satte stor pris på litterær virksomhed, men til virksomt at støtte denne og bidrage til dens udvikling, var tidsforholdene ikke gunstige. Hans højtbegavede og håbefulde søn, Hakon (d. 1204), levede for kort til at kunne gøre noget videre. Når man har tillagt ham visse norske litteraturværker, beror dette på misforståelse. Hakon den gamle besteg tronen 1217. Allerede som ung har han interesseret sig for litteraturen, ti ved år 1226 lader det til at et fremmed digterværk (Tristramssaga) blev oversat på norsk ifølge hans foranstaltning. Dette er ejendommeligt og på sin vis ret forbavsende. Men det vides, hvor gammelklog Hakon var i sin ungdom. Han gjorde sig det til opgave at gøre Norge til en virkelig stat i evropæisk forstand, og rettede da sin opmærksomhed især på åndslivet. Selvfølgelig måtte det da være ligesom i andre lande knyttet til kongen og hoffet, hvor dannelsens brændpunkt i det hele måtte søges, og hvor det alene blev at finde. Ti, mærkeligt nok, mærker man grumme lidt til den norske gejstlighed og klostrene m. h. t. litteraturen. Da der ikke syntes at være nogen mulighed til stede for en hjemlig original litteratur var det kong Hakon, der foranledigede, at fremmed litteratur blev bragt til Norge, således, at især fransk-engelske romaner og sange, samt dermed beslægtede latinske skrifter oversattes på norsk. Det var den fremmede hoflitteratur, der nu også skulde blive norsk hoflitteratur2). Den således istandbragte litteratur er for allerstørste delen en ren underholdningslitteratur, undertiden med et moraliserende anstrøg. Selv synes kong Hakon ikke personlig at have beskæftiget sig med de herhen hørende skrifters overførelse3), men han har ladet Nordmænd og i Norge bosatte, nationaliserede fremmede (gejstlige) besørge den (jfr. nedenfor om Tristramss.). At han morede sig over disse skrifter, viser bl. a. den omstændighed, at han endnu som døende lod dem sig forelæse sammen med andre bøger. På grund af kildernes mangelfulde oplysninger kan man ikke nu til fulde måle og vurdere kong Hakons fortjænester af den norske litteratur, og derigennem den yngre islandske. Men den var sikkert ganske betydelig; om til gavn for nordisk ånd, er et åbent spørsmål. De fremmede romaners mer eller mindre letfærdige skildringer af elskov og kærlighedsæventyr, ægteskabsbrud osv., har næppe gjort gavn, hvor følelsen af det strængt sædelige i forvejen var slappet. Sund litteratur var det ikke, der her fremelskedes. Dog har den næppe gjort nogen videre skade m. h. t. folkets sædelige opfattelse4). Senere fik denne litteratur en overvejende betydning for Island, idet den både i poesi og prosa blev folkets åndelige ejendom, medens den i Norge selv næppe blev videre udbredt.
Hakons søn, Hakon den unge (d. 1257), var begavet og studeret og tog personlig del i den litterære virksomhed, men han var kun 25 år, da han døde. Magnus lagabøter (1263—80) var på sin vis sysselsat med litteraturen (lovene); Hakon Magnusson (1299—1319) tager igen fat på oversættelseslitteraturen, dog vistnok udelukkende den religiøse. Derimod er det hans dronning, der besørger den anden side deraf (»Eufemiaviserne«, der ikke vedkommer os).
Hvad gejstligheden i det hele angår, har den, ligesom den islandske, først i den sidste halvdel af det 11. årh. fået den fornødne lærdom og uddannelse. Man rejste udenlands for at studere ved de forskellige skoler. Man har ført hjem med sig bøger af forskelligt indhold — legender, prædikener og lign. — , og man, særlig biskopperne, har i tidens løb samlet sig større eller mindre bogsamlinger. En talrig og selvbevidst gejstlig stand har efterhånden udviklet sig, hvis organisation måtte blive af stor betydning, efter at ærkebispesædet i Trondhjem 1152 var oprettet. Fra nu af blev kirken etslags stat i staten, hvis myndighed og umedgørlighed de følgende konger, især Sverre, mange gange fik at føle. Særlig vind i sejlene fik den efter Erling skakkes usalige færd for at få sin søn, Magnus, anerkendt som tronarving. Foruden ærkebispesædet i Trondhjem var der 4 bispedømmer i Norge, Bergens, Stavangers, Oslos og Hamar-stift. Desuden var der en hel del klostre rundt omkring i landet, stiftede til forskellige tider. De ældste var St. Laurentiusklostret på Nidholmen (Munkholmen), St. Mikaelskloster ved Bergen, bægge Benediktinerklostre, osv. Senere stiftedes f. ex. Augustinerklostret i Elgesæter, Lyseklostret ved Bergen, Hovedøens kloster (af engelske munke 11475); omkr. 1300 var der ialt ikke mindre end 25 klostre i Norge. Om nogen litterær virksomhed indenfor disse klostres mure vides intet, undt. for så vidt som Theodricus var en munk; men han er jo enestående; utvivlsomt er det, at man i klostrene har deltaget i oversættelsen af teologiske skrifter, legender osv. Hvad man ellers hører om disse klostre, især i senere tider, er alt andet end smigrende for dem; navnlig synes drukkenskab at have været ret almindelig blandt munkene.
Udenfor klostrene har der også været flere gejstlig uddannede mænd, der har beskæftiget sig med litteratur, som bibelforklarere, som Kongespejlets forfatter.
Som bemærket, måtte der hist og her findes bogsamlinger. En mærkelig oplysning om en sådan haves i den liste over den Bergenske biskop Arne Sigurdssons (1302—14) bøger, der findes i et håndskrift fra Vadstena; jfr. G. Storm i (Norsk) Historisk tidsskrift 2 R. II (1880), Gödel: Fornnorsk-isl. litt. i Sverige s. 20 ff. Af »norrøne bøger« findes her to lovbøger, sagaerne om Trojanere, Brutus (ɔ: Bretasögur), Didrik af Bern (vistnok det bekendte Stockholmshdskr.), Örvar-Odd, Thomas erkibyskup og fl., der ikke er nærmere betegnede.
Da det er den oversatte litteratur, særlig romanlitteraturen, riddersagaerne6), som de plejer at kaldes, der giver den norske litteratur sit hovedpræg, er det rigtigst at behandle den først.
Noter:
1) I den nyeste tid er der gjort forsøg på (se f. eks. Tor. Berntsens Fra sagn til saga 1923) at hævde tilværelsen af norske skrifter om Norges ældre historie, men begrundelsen herfor er meget svag og beror tildels på rene hypoteser og meget indviklede gisninger. En nærmere drøftelse af sagen kan ikke gøres her.
2) Der kan henvises til R. Meissners Strengleikar (1902) s. 105—35.
3) Derfor kan han godt have været den lærde, »bene litteratus«, som Matthæus Paris, kalder ham (jfr. Meissner s. 114).
4) Jfr. Meissner s. 118 ff.
5) Se herom Langes Klosterhistorie; A. C. Bang: Udsigt s. 192—96.
6) Ordet riddarasögur findes i Skikkjur. III, 78; jfr. Dipl. Norv. V, 18. osv.
