FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Plácitúsdrápa

Fra heimskringla.no
Revisjon per 15. jan. 2013 kl. 19:00 av Jesper (diskusjon | bidrag) (FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Plácitúsdrápa)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


B. Den gejstlige digtning.

Religiøse digte uden forfatternavn:



Plácítúsdrápa.
Plácítúsdrápa, er — ufuldstændig — opbevaret i det meget gamle håndskr. AM 673 B, 4° og udgiven først af Svb. Egilsson 1833 i et Bessestad-program, senere af F. Jónsson i Opuscula philol. 1887. Digtet mangler både begyndelse (omtrent 11 vers) og slutning (omtrent 8 vers); i alt haves omtrent 69 vers. Æmnet er hæntet fra legenden (sagaen) om den romerske ridderanfører Placitus (Placidus, Placidius), der findes i to oldisl. bearbejdelser (1). Digtet begynder nu med et møde mellem Placitus og Kristus i en hjorts skikkelse, hvorefter Placitus tilligemed kone og to sønner lader sig døbe. Nu begynder deres trængselstider; familjen splittes, hårde prøvelser må de tåle indtil de alle samles igen og Placitus atter får sin gamle ærespost og udfører bedrifter på ny. Men kejseren, Adrian, vil nu tvinge Placitus til at ofre til de hedenske guder; her slutter digtbrudstykket; af sagaen får vi hans og familjens skæbne at vide; de blev levende brændte. Det er ganske naturligt, at en sådan kristelig sagnhelt som Placitus, der på engang var den tapre kriger og den, der aldrig trættedes ved skæbnens hårde slag, der, udrustet med sandt kristeligt tålmod og ydmyghed, tilsidst led martyrdøden for sin tro, måtte friste gejstlige skjalde. Digteren er da også utrættelig i sine lovprisninger over Placitus. — På grund af de uoverensstemmelser, der er tilstede mellem digtet og sagaen (den længere recension; den korteste kommer slet ikke i betragtning), kan digteren ikke have benyttet den, men en anden saga, der dog i høj grad har lignet den (2). — Digtet står i poetisk henseende ikke synderlig højt; det er overlæsset med omskrivninger og det i en grad som ikke mange andre kvad; tilmed er de ofte lidet heldige; i metrisk henseende er digtet, som sædvanligt, dygtigt. Det har to slags stef; hver stefjabalkr består af 7 vers og af disse er der i alt 5. Digtet er opbevaret i en af de ældste membraner, der haves (fra omkring 1200); de mangfoldige skrivfejl og andre fejl synes at antyde en ikke aldeles kort afstand mellem håndskriftet og digtets affattelsestid; det synes således næppe at være yngre end omkring 1150; hertil svarer dets hele sprog og fremstilling på det bedste.


Noter
1) Heil. m. s. II, 183 ff.
2) Se min udg. s. 255 ff.; det synes som om sagaens forfatter snarere har benyttet drapen.