FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Svarfdælasaga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
I. Sagaer om ældre tider
5. Svarfdælasaga
Svarfdælasaga findes også så at sige kun i papirsafskrifter, f. ex. Det isl. litt. Selskabs 226, 4°, AM 161, fol. Til grund for dem ligger en membran fra 15. årh., hvoraf der nu haves ét blad i AM 445c II, 4°, aftrykt i Isl. fornsögur III, bagved udgaven dér. Afskrifterne er alle lige dårlige og har lakuner.
Sagaen1) danner for så vidt en modsætning til den foranstående saga, som den er en hel bygdesaga gennem flere slægtled og svarer således til Laxdæla, Eyrbyggja, Vatsdæla. Formelt begynder den på samme måde som Hávarðars. og med at omtale Harald hårfagre som tidsbestemmelse. Herved røbes straks den sildige tilblivelsestid. I øvrigt fortælles der først om et norsk slægtled. Torstein ligger i ildhuset og er faderen forhadt, men han bliver en vældig helt, der udfører vikingebedrifter af den æventyrligste art sammen med sin ældre, af faderen yndede broder, der falder i en af kampene. Torstein kommer til jarlen Herrød i Sverrig (et gængse fornaldarsaga-navn på götiske og svenske fyrster) og får der lejlighed til en bersærkerkamp. Så er der en stor lakune i sagaen. Efter den er der tale om høvdingen Torstein Svörfud og hans søn Karl d. røde i Svarfadardalen. Der er næppe tvivl om, at de to Torstein'er er identiske. I samme dal var der imidlertid en anden høvding Ljótólfr, og der opstod nu langvarige fjendtligheder mellem bægge ætter gennem et par slægtled, der udførlig fortælles. Der findes her flere ikke uinteressante episoder, navnlig den om bersærken og gengangeren Klaufe, om sagaens onde ånd, Yngvild fagerkind, og hendes brødre, samt og særlig den om forholdet mellem hende og Karl d. unge. Karl sælger hende, der synes ukuelig, gentagne gange i udlandet, indtil hun endelig bøjer sig, og det hele ender med en smuk forsoning mellem de stridende slægter. Der er undertiden en egen poetisk farve og kraft i skildringen, og flere af personerne er psykologisk ret interessante. Der er åbenbart heri flere ældgamle historiske træk. Det er en gammel bygdetradition eller rettere sagt gamle traditionsstumper, det hele er bygget over. De antydes da også. Disse er nu blevne samlede, men udfyldte ved hjælp af fri digtning. At dette er sket meget sent, viser hele fremstillingens efterklassiske art og væsen, samt begivenhedernes almindelige karakter, hvilket navnlig er stærkt fremtrædende i den første del. De enkelte begivenheder er undertiden dunkle lævn, som forf. ikke har været i stand til at stille i det rette lys og den rette forbindelse (jfr. Hænsaþóriss.). Personnavne er ligeledes blevne forvanskede, hvad der ses af en sammenligning med Ldn., hvis troværdighed næppe kan betvivles. M. h. t. sagaens store mangler både i den ene og den anden retning kan der i øvrigt henvises til den nævnte afhandling. Her er der også forsøgt at give en kort oversigt over det formentlige historiske i den (s. 132—33). Et vist åndeligt slægtskab mellem den og Hávarðars. er umiskendeligt; der findes her den samme forestilling om en »lagmand« i det 10. årh., en lignende uvidenhed — skønt forf. har antikvariske interesser, navnlig for oprindelsen af stednavne — m. h. t. ældre tiders tilstande og skikke (mandebod, skibsbyggeri osv.) ; tidsregningen er dårlig, og der er forskellige ubehjælpsomheder f. ex. i indførelsen af personer. På den anden side viser forf. et nøje lokalkendskab, der klart viser, at han har haft hjemme i den egn, hvor sagaen foregår. Sagaen er umulig ældre end fra slutningen af det 13. årh., men heller ikke ret meget yngre.
Sagaen indeholder nogle vers, hvoraf dog de fleste er uægte (se I, 519). Det i Ldn. anførte ægte vers findes også her.
I forbindelse med Valla-Ljótssaga giver Svarfd. et indblik i de bygdestridigheder, der rasede i den pågældende afsides liggende egn ligesom andre steder i det 10. årh. I så henseende er den ikke uvigtig.
Endelig skal anføres, at ligesom en Hávarðarsaga findes en »Svarfdæla saga« citeret i Ldn., der dog ikke står i nogen forbindelse med vor saga. Det er umulig denne, der menes, og forholdet må være det samme her som hist, at den ældre, klassiske er gået tabt og en ny senere lavet.
Noter:
1) Jfr. min afhandling i Aarbb. f. nord. Oldkh. 1884.
