FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Vápnfirðingasaga

Fra heimskringla.no
Revisjon per 15. jan. 2013 kl. 20:03 av Jesper (diskusjon | bidrag) (FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Vápnfirðingasaga)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
5. De østfjordske sagaer


Vápnfirðingasaga



Denne saga findes så at sige udelukkende i papirshåndskrifter, særlig AM 513, 4°; kun ét membranblad haves, der tildels er lidet læseligt, i AM 162 fol. Udgiven sammen med foranstående saga i Nord. oldskrifter 1848.

Hvad indholdet angår, danner den en fortsættelse af þorsteins saga ens hvita. Den begynder med at omtale Broddhelge og beskrive ham, efter først at have gjort rede for hans slægtforhold, - dette i overensstemmelse med andre kilder. Dernæst meddeles en episode fra Broddhelges ungdom, hvorledes han opsøgte og dræbte en tyv; denne meddelelse tjæner til at forberede hans kommende storhed og står for så vidt i organisk sammenhæng med det følgende; den døende tyv udtaler da også en spådom om de kommende ætfejder. Nu nævnes flere personer, særlig folkene på Krossavik, Lýtingr og hans børn, Geiter og Halla, der blev Broddhelges hustru. Deres børn nævnes. Herefter følger en fortælling om Torleif d. kristne, der kom hjem fra en købmandsrejse og med ham en Nordmand, der tog ophold hos Geiter. Under afholdelsen af lege bliver Nordmanden dræbt, og sagaen lader ane, at det sker på Broddhelges og Geites foranstaltning; de aftalte at dele hans gods, eftersom der ingen arving var. Imidlertid begav Torleif d. kristne sig til Geiter, hvor Nordmandens ejendele bevaredes og borttog dem alle og bragte dem til hans arvinger i Norge. Herover blev Broddhelge forbitret og væntede med længsel på Torleifs tilbagekomst. Imidlertid var der forefaldet noget mellem de to svogre; Geiter beskyldte Broddhelge for at have bemægtiget sig en ring, der havde tilhørt Nordmanden. Broddhelge derimod beskyldte Geiter for at være i besiddelse af et pengeskrin, der havde tilhørt samme mand. Dette lagde grunden til den kølighed, der snart gik over til bittert fjendskab mellem de to. Men også andre grunde kom til. Overfor Torleif kom Broddhelge til kort (jfr. historien om Ketill d. digre i Kristnis.). Til alt uheld blev hans hustru Halla syg af en uhelbredelig sygdom, og hun ønskede en mindelig skilsmisse. Broddhelge gav straks efter og fæstede sig øjeblikkelig en anden hustru, hvorpå den syge Halla forlod ham og gården, uden dog med det samme at få sit gods med sig. En proces på altinget i anledning heraf tabtes. Herefter fortælles der så videre om fejder og kampe mellem de to, hvor Geiter i reglen kom til kort, indtil det endelig lykkedes ham at fælde Broddhelge, men her er en lakune i sagaen, der dog tildels kan udfyldes ved G. Vigfússons læsning af membranbladet1). Det fremgår heraf, at Bjarne, Broddhelges søn, dræber Geiter flere år efter, ophidset dertil af sin stemoder på en lignende måde som Hildigunn ophidser Flose i Njála. Og nu fortsættes slægtfejderne mellem Bjarne og Geiters søn Torkel. De ender med det store slag i Böðvarsdalen (989), hvor Torkel blev hårdt såret, men senere helbredet på Bjarnes foranstaltning. Sagaen slutter på en ejendommelig smuk måde. Høhøsten gik dårlig hos Torkel, og det så ud til, at han skulde komme til at slagte de fleste af sine får. Da indbød Bjarne Torkel til sig med alt sit og de forligtes tildels på opfordring af Torkels brave hustru Jorunn, en datter af Einarr på Tværå2). Til slutning nævnes nogle af Torkels efterkommere som biskop Torlak d. hellige (død 1193) og hans søster Ragnheiðr, en moder til biskop Páll (død 1211).

Sagaen udgør fra først til sidst et velordnet hele, hvor den ene begivenhed afføder den anden. Skæbnen står bagved og kommer tilsyne i tyvens spådom. Her føles det gennem flere generationer, hvorledes drab avler drab. Dernæst er det at lægge mærke til, hvorledes forf. m.h.t. Broddhelges optræden viser, at det er dennes begærlighed i forbindelse med overmod, der er og bliver det drivhjul, der sætter det hele i gang. Det er denne uædle egenskab, der bevirker anslaget mod Nordmandens liv, der er ophavet til al ulykken. Dette er et særsyn i sagaerne; det minder om guldets betydning i Sigurðssagnet; nogen forbindelse dermed er der dog selvfølgelig ikke. Det er ikke meningen at stille Broddhelge i dårligt lys. Forf.s sympati er ligelig fordelt mellem de to hovedfamiljer. Geiter er heller ikke nogen særlig fremragende mand; han taber i åben kamp, men overgår Broddhelge i list. Bjarne-Torkel skildres på samme upartiske måde. Navnlig Bjarnes karakter er mærkelig; han er ulig sin fader, en af disse indesluttede personer - han kaldes »fåmælt«-, der i virkeligheden er retsindige, men som kan lade sig ægge til en kraftig dåd, skønt de indlader sig nødig på drab. Torkels karakter træder mindre tydelig frem, undt. for så vidt som han er hævngærrig og betegnes som en retskyndig mand og en kraftig kæmpe.

Der er intet at udsætte på sagaens komposition og personskildring. Den står på højde med de bedste sagaer m.h.t. forberedelse af begivenhederne og deres motivering3). Stilen er fuldkommen jævn og klar.

Forf. bygger sin fremstilling udelukkende på traditionen (jfr. s. 8, forskellige beretninger om Nordmandens drab), og det er klart, at det er forf.s hjemstavnstraditioner, han meddeler4). Hans stedkundskab er uimodsigelig nøjagtigt, og de fejl, der findes, hidrører fra den dårlige håndskriftlige overlevering. En læge Torvard bor på Síreksstaðir (s. 22; navnet er i de unge hdskrr. forvansket til Eireks-); forf. kan da ikke selv have sagt, at han blev hæntet til en mand »på den nærmeste gård »Eireksstaðir«; her er det sidste navn forvansket vistnok fra Refs-staðir, hvorved alt bliver naturligt5). Den i sagaen fremtrædende tradition er i alle henseender troværdig. Den stemmer godt med andre kilder, og dens kronologi er særdeles god. I Kristnis. kap. 11 (jfr. Fornms. II, 239, Flat. I, 444, hvor der henvises til vor saga) findes forholdet mellem Digrketill og Torleif d. kristne fremstillet, men denne fremstilling synes ligefrem at være et uddrag af sagaens beretning. Med de øvrige østfjordske sagaer stemmer den godt, undt. m.h.t. et par navne, der findes i þorsteins saga; men hdskrifterne er så unge, at dette bliver uden betydning. Med Ldn. stemmer den ganske6), men indeholder nogle flere navne end den. Et vist slægtskab synes at være tilstede mellem bægge kilder, men det er næppe umiddelbart på nogen af siderne.

Sagaens alder kan nogenlunde bestemmes, ikke just derved, at den nævnes i slutningen af Þorsteins saga, men fordi den er benyttet i Kristnisaga; altså er den snarest noget ældre end c. 1200; dens klassiske form og stil forbyder også at gøre den yngre. Når der i dens slutning omtales bisperne Torlak og Páll, strider dette ikke i og for sig imod dette resultat, men denslags genealogier er ikke til at stole på; de kan så let være senere tilføjede, hvad mange eksempler klart viser.

Nogle udprægede forf.interesser lader der sig ikke klart påvise; tidligere skikke og ret omtales et par gange (s. 8, 12) samt gældende love (s. 8, 13—14). De bemærkninger, der i så henseende findes, synes at være rigtige og tildels stemmende med Grágás. At forf. er gejstlig, fremgår for det første af den sympati, som Torleif d. kristne åbenbart nyder, dernæst af den måde, hvorpå begravelsen af de faldne omtales (s. 15: »mindst tilfreds med, at de ikke nåde at begrave deres venner og kære frænder«).

Endelig skal det bemærkes m.h.t. bægge disse sagaer, at de synes at vidne om et vist fællesskab i stil, - ikke just dog om en fællesforfatter - idet de har en forkærlighed for anbringelsen af ordsprog; af sådanne findes en hel del i dem bægge.

I Laxdæla henvises der til en Njarðvíkingasaga, der ikke kan være identisk med denne.




Noter:
1) Ny fjelagsrit XXL

2) Jfr. herom også Ljósvetn.s. k. 12.

3) Kun enkelte gange nævnes uden videre personer, men de er lidet vigtige.

4) Jfr. s. 4: »som vi kalder Smjörvatshede«; om en formentlig fejl s. 23 jfr. Kålund II, 197—8. Der foreligger som sædvanlig en afskriverforvanskning.

5) En lignende fejl er det, når Tunga i Sunnudal siges (s. 13) at ligge på samme side som Hof; det rigtige fås blot ved at ændre þeim til hinum.

6) Kun navnet Ásbjörn er i Ldn. Arn-.