FJ-Litteraturhist.Bd.3a Opdigtede sagaer - I. Om islandske personer

Fra heimskringla.no
Revisjon per 11. apr. 2013 kl. 16:13 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Opdigtede sagaer om fortids-Islændere)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Andet Afsnit: Prosaisk litteratur


§3. Opdigtede sagaer om fortids-Islændere samt andre dermed beslægtede sagaer og þættir


I II. bind er de ældre sagaer gennemgående; det er påvist, hvorledes begyndelsen var, hvorledes fortsættelsen gik for sig. Man kommer nu til slægtsagaens afslutning. I forskellige af det 13. årh. bearbejdelser er, som påvist, optaget endel halv- eller uhistorisk stof, uden at man vidste, at det var det. Det er fremdeles påvist, hvorledes mindre sagaer og pættir er bleven sammensatte, hvis stof også kun delvis er historisk, uden at forfatteren har anset det for digtning, idet han tog det stof, der efterhånden i folkeoverleveringen havde dannet sig uden virkeligt grundlag. Det samme gælder om de ældre Fornaldarsagaer. Alle disse sagaer blev læst og atter læst. Der måtte komme den tid, da også disse sagaer var blevne så velkendte, at man trængte til nye, til afløsning. Her kom, som før bemærket, de franske romaner vel til pas; disse har, som påvist, haft stor indflydelse på litteraturen i det 14. årh. og den litterære smag. Flere af Fornaldarsagaerne har sikkert været en bevidst digtning; efter at begyndelsen engang var sket, er man gået videre ad den vej. Man skyede nu ikke at forfatte sagaer i smag med de historiske slægtsagaer og med dem som forbillede, altså sagaromaner med helt opdigtede personer; de bærer fuldtud præget af det 14. årh.s kultur og dannelse. Den islandske fantasi har til alle tider været meget fattig, og tillige ensformig. Hvorvidt sådanne produkter blev andet end tørre og kedelige, berode på den enkelte forfatters ævne til at gribe de morsommere og bedre motiver og sætte dem således sammen, at de blev underholdende, selv om tidsforhold og tidsfarve ikke var den rigtige — det kunde nemlig samtiden ikke bedømme. At der brugtes hjemlige personnavne, og at man søgte at gøre begivenhederne så norsk-islandske som muligt, siger sig selv.

I. Der er her først et par sagaer, der handler om virkelige islandske personer, men som dog for største delen er omlavede eller helt opdigtede og må sidestilles med dem, hvis personale er helt uhistorisk.


Harðar saga Grímkelssonar

Harðar saga Grímkelssonar; om denne kan der henvises til II, 421—23.


Finnboga saga ramma

Finnboga saga ramma, findes i AM 132, fol. og fl., udg. af H. Gering 1879. Der nævnes en Finnboge ramme som en historisk person i Vatsdælasaga s. 51 ff., hvor han er bosat på Borg i Vididalen, og hvor der fortælles om hans og hans søstersøn Bergs mellemværende med Ingimundssønnerne, samt i Landnáma (k. 241/206), hvor han anføres som søn af Asbjørn dettiáss i Flatødalen (vestligst i Tingøsyssel). Der er således ingen tvivl om, at der var en historisk person med det navn i den sidste del af det 10. årh. Man har let ved at tænke sig, at der i hans hjemstavn, på grund af hans tilnavn, er gået frasagn om hans legemlige styrke og dertil knyttede kraftprøver (jfr. Ormr sterki Stórólfsson); disse frasagn er i tidens løb blevet vidtløftigere og nye er komne til. Det er denne Finnboge, sagaen handler om, men der er, bortset fra navnene, vistnok ikke et historisk ord i hele sagaen; den er fra først til sidst digt eller roman. Asbjørn befaler, at barnet skal sættes ud, hvilket sker, det findes og opdrages af fattige folk. Urðar-köttr, som det kaldes, vokser sig stor og stærk og bliver endelig erkendt af sine forældre som deres søn. Han udfører en hel del bedrifter — redder skibbrudne Nordmænd, hvis styresmand hedder Finnboge; døende giver han Urðarköttr sit navn. Denne rejser udenlands, dræber først en bjørn og en af Hakon jarls mænd Alfr, må kæmpe med en blåmand osv. Så begiver han sig til Grækenland, hvor han atter hos kong Jón aflægger kraftprøver, derfra tilbage til Norge, ægter Alfs datter og reiser så hjem til Island. Her har han striden med lngimundssønnerne, der dog skildres ganske uhistorisk, osv. Der er her en mængde motiver ophobede og det af den kendteste art. Det hele er ikke dårlig gjort, og sagaen er ret læselig, skønt navnlig den sidste del er meget langtrukken. Den historiske farve er derimod ganske forfejlet. Det er de senere tiders ånd og tilstande, der overalt er de mest fremtrædende. Forfatteren viser udpræget kendskab til Finnboges oprindelige hjem (Flatødalen) og ikke mindre til Vididalen og nærliggende egne. Forf. har ikke benyttet Landn.; han kender ikke en eneste af de sønner af Finnboge, som den nævner, men anfører andre 7. Personkarakteristikken er uden farve og originalitet, og begivenhederne er ikke altid synderlig godt motiverede (jfr. udg. s. XXXIX); fremstillingen er noget almueagtig og fuld af gentagelser. Sagaens værd er i det hele grumme ringe. Men kan ikke være ældre end o, 1300; meget yngre kan den heller ikke være, da den findes i AM 1321). Sagaen synes snarest skreven i Vididalen og kan betragtes som en yngre søster til Grettissaga; den kan også sammenstilles med Svarfdælasaga.


Spesarþáttr

Hertil kan føjes Spesarþáttr bagved Grettissaga - om hvorledes Torstein dromund hævnede Grettir og ægtede grækerinden, den rige Spes, en elskovsroman -, samt det første afsnit af samme saga om Grettirs forfædre. Det hele er sen digtning. Jfr. II, 745.

Andre sagaer uden noget som helst historisk grundlag, med opdigtede personer osv., men ikke uden vilkårlige tilknytninger til historiske personer, er følgende.


Kjalnesingasaga

Kjalnesingasaga, udg. i Ísl. sögur (1847) og af J. A. H. Posthumus 1919 efter tildels meget unge hdskrr. som AM 471, 504, 4° osv. Sagaen tager sit udgangspunkt fra Helge bjóla på Kjalarnæs og Örlyg og følger en tradition eller snarest et Landn.-hdskr. Men disse to er omtrent de eneste historiske personer, der nævnes. Helges søn er Torgrimr gode, der har sønnen Torstein. En Nordmand Andríðr kommer til Island, gifter sig og får sønnen Búe; og det er denne, der bliver sagaens hovedperson; derfor kaldes den også med rette Búasaga i flere hdskrr. Bue opfostres hos en troldkyndig fostermoder Esja. Selv er han ikke hedensk troende. Han kommer snart i strid med Helges slægt, afbrænder et tempel og dræber Torstein. Nu må han opholde sig i en fjældhule i længere tid; besøger desuagtet lege og har elskovsæventyr, bortfører en bondedatter, der elskes af en bondesøn, som senere dræbes af Bue. Nu rejser han udenlands, træffer Torf-Einar og Harald hårfagre (!); denne lader ham hænte et tavlbord hos sin fosterfader Dofre; hos denne er han en vinter og nyder hans datter Frids elskov. Så kæmper han med en blåmand, rejser hjem, udsoner sig med Torgrim gode og ægter hans datter. Hans og Dofredatterens søn Jökull kommer til ham, men Bue vil ikke straks anerkende ham; de brydes, Bue falder og dør kort efter af det sår, han har fået. Alt er her lånt flitter fra de forskelligste tider; endogså en irsk konge Konofogor fra Olaf d. helliges saga får forf. brug for. Om den fra forskellige hold sammenplukkede beskrivelse af det hedenske hov henvises til min afhandling i Árbók hins isl. fornleifafjelags 1898. Sagaen er forfattet af en mand på eller i nærheden af Kjalarnæs (i Vidøkloster?; forf. er åbenbart gejstlig); han er meget nøje stedkendt. I sagaens slutning henvises til den tid, da biskop Arne Torlaksson var på bispestolen og en Nikolaus Pétrsson boede på Hof (på Kjalarnæs), samt i kap. 2 til en Oláfr Jonsson; denne nævnes i biskop Arnes saga k. 2 ved midten af det 13. årh. Når sagaen er forfattet kan ikke nærmere bestemmes; men den tilhører vistnok den første halvdel af det 14. årh.


Jökuls þáttr Búasonar

Jökuls þáttr Búasonar slutter sig hertil som et yngre tillæg eller afsnit, der skulde indsættes i Búasaga kap. 18 (jfr. udg. 1847 s. 458, anm. 15) ; udg. sst. Der fortælles om Jökull og hans rejse bort fra Island; han forslås til Grønlands ubygder og må døje meget; har mange æventyr med jætter og jættekvinder af den simpleste art; frælser Hvidsærk og Marcibilla, kongebørn fra Særkland, fører dem hjem, ægter kongedatteren og bliver konge. Þáttren er langt yngre end Búasaga, hvis forfatter udtrykkelig siger, at han intet ved om Jökuls senere skæbne. Det er dette, der har ægget forf. til at digte sit umulige produkt. På grund af sproget er det næppe yngre end fra o. 1400.


Víglundar saga ok Ketilríðar

Víglundar saga ok Ketilríðar, udg. i Nord. oldskr. XXVII efter AM 510, 551 a, 4° osv. Sagaen er en ren og skær elskovsroman, hvis personer så godt som alle er opdigtede; der er anvendt enkelte historiske navne. Således spiller Harald hårfagre i begyndelsen en rolle. Den kvindelige hovedperson Ketilrid gøres til en datter af den fra Landn. kendte bonde Holmkell på Foss (nordvestlige Snefjældsnæs), men hans hustru og børn er opdigtede. Jarlen Tore i Norge har en datter Olöf, kaldet strålen, som jarlesønnen Torgrim forelsker sig i; hun gengælder hans følelser; faderen vil imidlertid gifte hende med den gamle Ketill i Raumarike, men Torgrim bortfører hende, rejser til Island og nedsætter sig på Snefjældsnæs. Med Olöf får han sønnerne Trauste og Viglund (navnene er symbolske), Der går nu nu to handlinger jævnsides, Ketils frugtesløse forsøg på at hævne sig på Torgrim »han sender bl. a. to af sine sønner til Island, samt en Hakon, der har bejlet til hans datter) og Ketilrids og Viglunds elskov. Denne afstedkommer ulykker, især fordi Ketilrids to skurkagtige brødre vil Viglund alt det onde, de kan: de støtter naturligvis den nævnte Hakon, men både denne og de finder døden i en kamp med Viglund. Viglund og Trauste rejser udenlands og udøver bedrifter, men kommer hjem igen og bliver forslåede af stormen til østlandet. Imidlertid har Ketilrids fader fået et skinægteskab i stand mellem hende og en pludselig opdukkende gammel bonde pa østlandet, og tilfaldet vil, at Viglund netop træffer ham. Noget bryllup er der ikke blevet holdt, men Ketilrid går ud fra, at hun er gift og er meget nedslået. Det viser sig dog, at bonden er Viglunds egen farbroder. Han og Holmkell har fundet på denne list netop for at bevare Ketilrid for Viglund. Nu ægter de to hinanden; der holdes flere bryllupper på engang. Hele fortællingen er båren af en ideel følelse, idet det er forf. om at gøre, at Viglund ægter Ketilrid som mø. Handlingen selv, der er af en prisværdig simpelhed, lider af flere indre urimeligheder, og flere enkeltheder er dårlig begrundede og »lavede« . I og for sig er selve elskovsmotivet som sådant ikke dårligt opfundet, ganske vist er karaktererne ikke synderlig godt tegnede. Ketilrid får man ikke rigtig hold på. Hun er meget blød og sentimental; hun mander sig aldrig op til en handling, falder i afmagt - det gjorde ikke de gamle sagakvinder på Island osv. Sagaen må trods enkelte kønne optrin kaldes ret tarvelig både i sammensætning og indhold. Bedst lykkede er i virkeligheden de kønne indstrøede vers. Der er mange forbilleder for sagaen og de er let kendelige. Der findes genklange fra Fridtjofssaga, ligeledes fra sagaen om Hring og Tryggve, især minder Ketilrids betænkeligheder i kap. 6 levende om Brynhilds i den nævnte saga. Ketilrid binder en hinde for sit ansigt for at gøre sig mindre smuk, et træk, der er lånt fra Mágussaga, og således videre. Så er der gamle sagamotiver som hestekampe, boldlege, troldkyndige kvinder osv. At forf. ikke kender Harald hårfagres tid og den tids kultur er klart: han begår i så henseende de største tidsstridigheder. Sagaen er næppe helt bevaret i sin oprindelige skikkelse; den beskrivelse af kærligheden, der findes s. 62—63 er sikkert nok et senere indskud; den mangler i den ene række af hdskrr. Ældre end fra den sidste halvdel af det 14. årh. er sagaen ikke. Hvis bemærkningen om »Torkel skinnefja, der kom ud med Bård Snefjældsås« (s. 64) er oprindelig — hvad den gør indtryk af at være — er den yngre end Bárðarsaga. I alle tilfælde har forf., der er særdeles stedkendt, været bosat på Snefjældsnæs (på Helgafell?).


Bárðarsaga Snæfellsáss ok Gests

Bárðarsaga Snæfellsáss ok Gests. Denne saga, der fandtes i Vatshyrna, og hvoraf der nu haves 1¼ blad i AM 564a, 4°, og som nu findes i afskrifter AM 486, 4° samt mbr. 489, 4 ° med 158, fol. osv., udg. i Nord. oldskr. XXVII, indtager en ganske ejendommelig plads som en enkelt egns landvættesaga2). Indholdet af den er meget ubetydeligt og egenlig kun gamle folkesagn om landvætten Bárðr, der skulde være en søn af jættekongen Dumbr og en fosterson af Dofre, hvis datter han blev gift med (jfr. Kjalnes. 1847 s. 83). En af Bårds døtre var Helga; om hende fortælles en del; på en isflage føres hun til Grønland, hvor hun træffer Midfjord-Skegge; hun bliver hans frille og kommer med ham tilbage til Island; her må hun skilles fra ham, og nu flakker hun omkring uden livsfryd og fred. Her er toner, der er i slægt med dem i Viglundar saga. Bård har nedsat sig på Island, fordi han ikke kunde finde sig i Haralds tyranni (og dog har Helga truffet Erik den røde (!) i Grønland). Endelig tog Bård ophold i en hule i fjældet og betragtedes derefter som landvætte, om hvis hjælp der flere gange fortælles. Fra og med k. 11 handles der om en søn af ham, Gestr, der optræder på en lignende måde; han rejser til Norge og træffer her Olaf Tryggvason, udfører en farlig rejse til Grønlands ubygder; efter at være heldig kommen tilbage lader han sig døbe og dør i hvide klæder. Denne del af sagaen er af en anden forfatter end den første; der fortælles bl. a. udførlig

smagløst om jættekampe på Island og lign.; det er et løst påhæng som Jökuls þáttr i Kjalnes. s. Dog er der her endel gamle folkeminder, der genfindes i Isl. folkesagn og æventyr. Sagaen om Bård er åbenbart sammensat etter folkeminder med frie tildigtninger samt efter Landn., der er stærkt benyttet (jfr. Ldn. udg. 1900, s. 276); også andre sagaværker har forf. kendt og benyttet som Heimskr. og »Sagaen om Harald Dofrefostre« (s. 3) hvormed der intet andet menes end Þáttr af Halfd. svarta og Har. hárf. (se II. 769). Sagaen er liden tvivl forfattet på selve Snefjældsnæs, forfatteren gør sig særlig umage for at forklare de mange stednavne; den hidrører snarest fra den første halvdel af det 14. årh. Når den (s. 5-6) omtaler Viglund og Ketilrid, beror dette vistnok på et indskud. Nogen personskildring, undt. måske for Helgas vedkommende, er der ikke tale om.


Krókarefssaga

Krókarefssaga er sidst og bedst udgiven af P. Pálsson 1883 sammen med rimerne (se ovf. 44-46) efter AM 471. 4° (mbr.) osv.; sagaen fandtes også i Vatshyrna. Den er i virkeliglieden den interessanteste og fornøjeligste af alle de her behandlede sagaer, uagtet der sikkert ikke er et gran af virkelig historie deri. Hovedpersonerne er helt opdigtede, men sattes som ellers i genealogisk forbindelse med historiske personer som hin berømte Gestr Oddleifsson på Hage. Bonden Steinn på Kvennabrekka i Dalene havde sønnen Refr, der var en kulbider og luddoven. Steinn blev dræbt af en nabobonde, hvis uretfærdighed han ikke vilde finde sig i. Enken ægger sin søn til hævn, og denne dræber da også sin faders banemand, hvorpå han sendes af moderen til hendes broder. Gestr på Hage. Her optræder Refr som en ypperlig tømrer (skibsbygger) og kunstner. Refr sejler, ifølge Gests råd på et af ham selv bygget skib til Grønland, hvor han bliver gift med en smuk og dygtig kvinde; snart indvikles han her i stridigheder og er nødt til at slå nogle folk ihjæl, der havde bagvasket ham: han forlader egnen Og nedsætter sig i en øde og ubeboet fjord. Her bygger han sig et kunstfærdigt hus, men han opdages og belejres i sit hus ifølge Harald hårdrådes råd. På en vidunderlig måde undslipper han på sit skib og sejler først til Norge, hvor han nu dræber en hirdmand, der efterstræber hans kone. Den forblommede måde, hvorpå han mælder kong Harald drabet, er yderst sindrig og hører til sagaens fornøjeligste partier. Refr. der på grund af sin megen list kaldtes Króka-Refr, rejste nu til Danmark, hvor han blev godt modtagen af Sven Estridsen; han lever her til sin død, æret og agtet af alle. Sagaen ligner de gode, gamle, mest af alle de her behandlede; den er i det hele en fortræffelig efterligning. Indholdet er godt fortalt og logisk sammenhængende; fortællingen glider jævnt og roligt fremad i et hartad klassisk sprog. Af de optrædende personer er Refr meget godt særtegnet; her er en virkelig karakterskildring; også den kvindekære hirdmand er truffen på kornet; kong Haralds karakter er i overensstemmelse med den, de historiske sagaer fremhæver; særlig er hans kløgt her fremherskende, og det er netop den, der i sagaen særlig gør sig gældende. Desuden er sagaen ganske fri det 14. årh.s følsomhed. Derimod lider den af de sædvanlige fejl og brøst, især hvad den ældre tidsregning angår. Refr selv skal være født under Hakon Adelstensfostre og dog være i sin bedste alder under Harald hårdråde og Sven Ulfsson. Herom og om andre urimeligheder henvises til udg. s. XXXI ff. Som sædvanlig er forf. godt stedkendt i sagaens hovedegne på Island; udgiverens bemærkninger herom (s. XXXI—II) er ikke begrundede. Forfatteren har haft tilnærmelsesvis rigtige forestillinger om Grønland og den islandske koloni der.


Þórðar saga hreðu

Þórðar saga hreðu er overleveret på dobbelt vis; for det første findes den i mbr. AM, 471, 586 4° samt papirshdskrr. som 139, fol., der slutter sig meget nøje til et mbr.-brudstykke i 551 d, 4°; denne tekst er udgiven af H. Kr. Friðriksson 1848. Dernæst fandtes sagaen i Vatshyrna, hvoraf brudstykker haves, der er udgivne af G. Vigfússon i Nord. oldskr. XXVII ; jfr. AM 486, 564. 4° (afskrifter af Vatshyrna). I bægge hdskr.-klasser er sagaen den samme, med undtagelse af begyndelse og slutning. I Vatshyrnabearbejdelsen består begyndelsen af rigelige uddrag af Landnáma samt tildels af uddrag af kongesagaer (Hördakåre og hans slægt). Heri indskydes en fortælling om Bárekr Brenneyjarfaxe, der, efter at Tord d. ældre, Tord hredas fader, har nedsat sig på Hisingen, bejler til hans datter Sigrid, hvoraf en tvekamp opstår. Slutningen indeholder en mængde slægtregistre, der delvis føres ned til Jon Hákonarson i Vididal, netop ham, for hvem Vatshyrna blev skreven. Her er nøglen til det hele. Der er ingen tvivl om, at både begyndelse og slutning beror på en bearbejders omkalfatring af den ældre saga. Denne begynder med at omtale Tord Hördakåres søn; han har flere sønner og datteren Sigrid samt en efter hans død født søn, Tord hreda, sagaens hovedperson. Denne slutter sig først til Gunhildssønnerne, blandt hvilke Gamle også regnes, uagtet han aldrig blev konge i Norge, men efter at Sigurd slefa havde forbrudt sig mod Klypp herse på den bekendte måde (forf. anfører norske kongesagaer, som han har benyttet), slår Klypp og Tord ham ihjæl, hvilket naturligvis gav anledning til, at Tord og hans søskende drog til Island. Tord nedsætter sig i Midfjorden, men der opstod straks stridigheder mellem ham og Midfjord-Skegge. Egenlig er sagaen en familiefejde mellem de to, hvor dog ogsået elskovsforhold spiller ind med. Asbjörn, en nær slægtning af Skegge, bejler til Sigrid, og Tord går ind på forbindelsen på de sædvanlige vilkår (tre års fæstemål), især fordi Eiðr, Skegges søn, der var bleven Tords fostersøn og som stadig er sagaens gode ånd, optrådte som anbefaler af giftermålet. Imidlertid kom en anden slægtning af Skegge til Island. Orm, der nu også vilde ægte Sigrid, og ham støttede Skegge. Tord vilde ikke vide noget heraf, og da Orm ikke vilde holde Op med sine besøg hos Sigrid, slog Tord ham ihjæl. Fra dette drab stammer nu alle de kampe og overfald på Tord, som sagaen er opfyldt af. Tord slår en mængde folk ihjæl og undgår alle farer. Stor støtte har han hos en familie i Skagafjorden, hvor manden er en åndelig slægtning af Njálas Björn i Mörk, medens konen er en storsindet kvinde og kyndig læge. Heldigvis bliver manden slået ihjæl af Skegge, så at hun kan ægte Tord. Alt ender til slutning godt, Asbjörn får Sigrid, og Tord dør i sin høje alderdom. Endnu bemærkes, at Tord skal have været en udmærket tømrer og bygmester; mange skåler på Nordlandet skal have hidrørt fra ham. Således har sagaen lydt i sin oprindelige form, og således har den vistnok også lydt i Vatshyrna, bortset fra begyndelse og slutning. Sagaen er ikke uinteressant, især dens første del; de mange kampe, der ophobes i den sidste del, er dræbende kedsommelige; Sigrid og Asbjørns elskov er det, der giver den dens egenlige værd; skildringen er ikke uden psykologisk forståelse, skønt de enkelte karakterer ikke er synderlig individuelle. Og den er godt fortalt. Men hele indholdet er kun digtning; Tord hreda har aldrig eksisteret; det er dog tvivlsomt, hvorvidt det er forf. selv, der har opdigtet ham, og ikke snarere folket selv i løbet af det 13. årh. Hvad der taler herfor er, at der synes i tidligere tider at have eksisteret sagn om en dygtig tømmermester, der mulig har båret det navn, som hovedpersonen har. Forf. kender ikke de gamle tider, jfr. hvad han fortæller om Gamle; han lader en mand i 10. årh. hedde Jón. I øvrigt benytter han velkendte sagamotiver som drømme og lign. Sagaen er ældre end o. 1375 (Vatshyrnas tilblivelsestid); s. 42 nævnes Egill, biskop på Holar (1331—41). Forudsat at dette er oprindeligt, er sagaen forfattet omkr. 1350. Ret meget ældre er den ialfald ikke; det fremgår også af dens meget efterklassiske vers. Den er sikkert forfattet i selve Midfjorden, som forf. kender ud og ind, ligesom han i øvrigt også er velkendt i Skagafjorden. Sagaen har været meget yndet og læst.


Noter:
1) Det af udg. s. XXI-IV trykte brudstykke har forkortet teksten.
2) Om sagaen se J. Gotzen: Ueber die Bárðar saga Snæfellsáss 1903.