FJ-Litteraturhist.Bd.3a Opdigtede sagaer - IV. Med fremmede bestanddele
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tredje Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924
Tredje Tidsrum
Andet Afsnit: Prosaisk litteratur
§5. Opdigtede sagaer, og andre, hvor fremmede bestanddele findes
Indledende bemærkninger
Behandlingen af rimerne ovf. har givet os et indblik i de sagaers væsen og art, der her skal behandles. Det er sagaer, som i egenligst forstand kunde kaldes lygisögur, eftersom de fleste af dem utvivlsomt ganske og aldeles er opdigtede1). De har deres forbilleder, idet de nærmest er aflæggere af visse af de franske romansagaer, særlig sådanne, der handler om kampe mellem kristne og hedninger. Men de hænter også deres motiver fra andre hold, Fornaldersagaerne især. Det er forbavsende, hvor frodig denne sagadigtning har været i det 14. og 15. årh. Den har utvivlsomt sit udspring i lysten til at bringe afveksling ind i den kendte underholdningslæsning; rigtignok ligner de stærkt hinanden, men navnene er dog forskellige, og begivenhedernes gang og art kunde indrettes, som om der hver gang kom noget nyt, uagtet det i grunden var velkendte ting altsammen. Den sagaavl, der her foreligger, kunde ikke være anderledes, fantasien var fattig, men uindskrænket og almueagtigt overdrivende. De kendte motiver benyttedes; det var som et kaleidoskop; hver gang det rystes, kommer nye sammenstillinger og nye figurer frem, men bestanddelene er de samme. De givne motiver var en sådan kaleidoskopisk bunke, der ved forskellige sammenstillinger kunde skifte. Hvor morsomt hvert produkt blev, beroede på forfatterens duelighed og behændighed og ævne til at fortælle godt. Prof. O. Jiriczek har i Zeits. f. deut. Phil. XXVI offenliggjort en afhandling: Zur mittelisländischen volkskunde, hvor han omtaler nogle af disse »løgnesagaer« og giver en oversigt over flere af deres motiver og træk og personer. Trolde og dværge og troldkyndige væsner spiller i det hele en stor rolle i dem og på forskellig vis; de er snart fjendtlige snart venlige mod mennesker; særlig gælder det sidste dværgene og forskellige jættekvinder; riser (jætter) er så godt som altid fjendtlige og risekampe hører til dagens orden. Ligeledes er vikingesøtog og vikingekampe meget hyppig forekommende; her er det Fornaldarsagaerne, der har dannet forbilledet. I øvrigt er motiverne eller grundmotiverne i en kortfattet oversigt følgende2). Et hovedmotiv er elskoven; det er kongesønner og kongedøtre, der får hinanden i reglen efter allehånde farer og kampe. Disse hidføres på mange måder, ved onde dronninger, der vil lokke unge mænd til elskov; der er jarlesønner, der vil svige kongesønnen, der må udføre alle mulige bedrifter, som jarlesønnen svigagtig vil tillægge sig selv, idet de to har byttet navne; en sendes ud for at bejle til en kongedatter på en vens vegne; han udfører færden, men mistænkes for ikke at have gjort det samvittighedsfuldt nok; en ser i drømme en skøn kvinde og sværger at ægte hende og rejser ud på må og få; hun har til gengæld drømt om ham; en er så smuk, at alle damer bliver forelskede i ham; en kongedatter troloves på engang med to; en kongesøn besøger en kongedatter mod hendes faders vilje; en stolt kongedatter modstår bejleren og tilføjer ham forhånelser, men bliver endelig overvunden; en kongedatter er i jættevold, men frelses; undtagelsesvis findes der en ung mand, der rejser ud for at blive vis og erfaren; der findes barneudsættelser, ombytning af børn, gamle ægtefolk ved siden af det stedlige kongepar; en bondesøn kan komme højt til vejrs, ægter en kongedatter og bliver hertug; en kongesøn flygter, fordi hans fader er dræbt af en, der har ægtet hans moder, hvorfor han pønser på hævn og fuldbyrder den. Der forekommer hyppig forgørelser og trolddom, øjenforblændelser og lign.; løfteaflæggelser, hvoraf alle konflikterne opstår; varulvehistorien; klæde, som svæver gennem luften, hvorhen en vil, belæsset med folk og kostbarheder; ældelstene, hvori man kan se alt, osv. osv. Disse motiver er det, der skaber sagaens gang, dens konflikter, rejser og kampe — indtil alt ender godt; for det skal det altid gøre. Det, der sætter begivenhederne i gang, er så at sige det eneste i disse sagaer, der er af interesse og hvor man finder poetiske gnister; derimod er de deraf følgende begivenheder i det hele noget af det kedeligste, der gives. Det hele bliver en kæde af frygteligheder og uhyrligheder af enhver art; navnlig er kampskildringerne ulidelige, og de er netop både mange og lange; dem skal man helst springe over; også fordi de er så ensformige, for ikke at tale om alt det utrolige, der foregår; heltene vader i blod og kæmper den udslagne dag uden at trættes; huggene er ubegrænsede, og antallet af de faldne legioner. Det kan ikke nægtes, at der frembringes en spænding hos læser og tilhører — at sige ikke just hos nutidens — , indtil opløsningen kommer; denne er, som sagt, altid god for sagaens helt og heltinde, der har lidt og døjet så usigelig; men læseren er netop forberedt og vænter denne løsning, det er ikke den, han er spændt på, men måden, hvorpå den løses. Han lægger bogen fra sig med et smil, der omtrent siger: »det væntede jeg, selv om det så sort ud en tid lang«. Det er enkelthederne, der har moret folk. Og at den slages overhovedet kunde more, forstås ud fra det kulturstandpunkt, man stod på og det isolerede liv, man førte i det hele.
Om persontegning og karakterer er der overhovedet slet ikke tale. Det er parodimennesker alt sammen uden individualitet. Yderst sjælden findes der psykologiske guldkorn. Jfr. i øvrigt ovf. s. 61.
I det følgende skal disse sagaer gennemgås og deres indhold i korthed meddeles; en kritisk vurdering af hver i dens enkeltheder er selvfølgelig ganske overflødig.
Elissaga, Errexsaga og Tristramssaga
Ved omtalen af de norske oversatte sagaer er der fundet eksempler på islændernes selvstændige digtning. Således er slutningen af Elissaga (b. II. 953) en sådan, ligeledes k. 10 i Errexsaga (II. 958), der vistnok beror på Didrikssaga; hensigten var den at forflere de æventyrlige begivenheder. Dernæst kan nævnes B-bearbejdelsen af Agúlandusþáttr i Karl. s., hvor bearbejderen har villet få et bedre og mere sagamæssigt hele i stand (II. 965); det hele er også udvidet med betragtninger og lign. Endelig er der den yngre Tristramssaga (AM 489, 4°; udg. i Ann. f. nord. oldkh. 1851), der er en fuldstændig omdigtning af den ældre saga; den er åbenbart fremkommen ved uklare reminiscenser af tidligere læsning, men hvor navnene er for største delen nyere og begivenhederne og deres gang vidt forskellig fra den gamle sagas (b. II, 952-53)3).
Mágussaga
Mágussaga er en af de ældste og ejendommeligste af disse sagaer; den findes i to bearbejdelser, en ældre og ægtere udg. af G. Cederschiöld i Forns. Suðrl. efter AM 580 B (fra 14. århs. første halvdel), 533, 4° osv., en anden og yngre udg. af Gunnl. Þórðarson 1858 efter AM 152, fol. og fl.; jvf. ovf. Mágusrímur, der dog kun er digtede over sagaens første del. Her fortælles først om kong Játmundr i Saxland, der bliver gift med en russisk (græsk) kongedatter, Ermengá; fordi han føler sig fornærmet over hendes færd overfor ham ved bejlerfærden (han skal partere en hane), pålægger han hende at udføre tilsyneladende umuligheder, medens han er borte på krigstog (f. ex. at få et barn med ham selv). Det lykkes hende, og forholdet mellem dem bliver godt. Deres søn er den senere kong Karl. Imidlertid bliver Játmund slået ihjæl af en af 4 brødre, jarlen Amundes sønner i anledning af en kappestrid i brætspil mellem den ældste af dem og Játmund. Heraf opstår der en fejde mellem brødrene og Karl, der efterstræber dem. Men jarlen Mágus, der er gift med deres søster, hjælper dem i alle farer og frelser to gange de tilfangetagne, alt ved sine trolddomskunster og øjenforblændelser. Det ender sluttelig godt; den ældste broder ægter Ermengá og brødrene forsørges på bedste vis. Det hele fortælles overmåde fornøjeligt og sagaen har været en af de mest yndede. Som Suchier og Cederschiöld har påvist, foreligger der her en uoprindelig sammenstøbning af to forskellige sagn, nemlig et om kong Jatmund og Ermengá (ɔ: k. 1—3) og et andet om Magus og de 4 brødre. Men sammenstøbningen er ikke uheldig. Hovedmotivet i den første del findes også i andre sagaer og udenlandske kilder. Hvad sagaens kilder i øvrigt angår4), er kilden til den første del ikke påvist, medens den sidste bunder i et oldfransk digt: Quatre fils Aimon (ɔ: Ámunde) eller Renaud de Montauban. Herved er dog at bemærke, at sagaen ikke ligefrem beror derpå. Det er kun digtets hovedtræk, der genfindes i sagaen (jfr. Cederschiölds udredning s. LXXXII ff., hvem jeg overhovedet er ganske enig med). Der er ingen tvivl om, at disse hovedtræk er komne til forfatteren gennem en mundtlig fortælling og i en ret afbleget form. Alt det øvrige er tildigtning med lån og minder fra andre sagaer som Didrikss., Karlams., Hálfss., Nornagestsþ., Jónss. byskups og fl. andre, hvad enten disse lån er direkte eller indirekte. Hovedmotivet er øjenforblændelseskunster; dette var ikke noget ukendt sagalitteraturen; det kendtes godt f. ex. fra Tor og Udgårdsloke. Sagaens navne er for en stor del nordiske, og der findes i den en mængde rent nordiske træk og sagnbestanddele. Forf. har været en god og jævn fortæller. Sagaen er ikke ret meget yngre end 1300, heller ikke meget ældre, da den låner fra Karlams. og Didrikss. Ang. forholdet mellem sagaen og Örvar-Oddss. henvises til Boers og Cederschiölds drøftelse i Arkiv VIII og IX. En bestemt opfattelse af forholdet er vanskelig; dog forekommer Cederschiölds antagelse sandsynligst, at det er Örvar-Oddss., der har lånt fra Máguss.
Laisþáttr, Hrólfsþáttr skuggafífls, Karlsþáttr, Osantrixþáttr, Geirarðsþáttr og Mágussaga (2. bearbejdelse)
Hvad nu den anden bearbejdelse angår, afviger den i dobbelt henseende fra den første, dels derved, at den fælles tekst er udvidet i rent sproglig henseende (ligesom den yngre Bandams.) og forøget med udmalinger og forskellige tildigtninger, dels derved, at hele afsnit eller mindre sagaer er optagne Og forenede med den tildels gennem genealogiske tilknytninger, men uden nogen indre nødvendighed. Det er en stræben efter at få i stand en slægtssaga, der her ytrer sig. Disse afsnit er: Mágús rejse til Danmark og kampe (episoden om Hálflitamann). k. 44—46, sagaen om Lais Henriksson, k. 47 og 58-60, 63-68, heri i også om Hrólfr Skugafífl, kejser Karls giftermål med Konstantia, k. 56-57, kampen med kong Osantrix, k. 61-62, afsnittet om Geirarð jarl og Karls datter Elinborg (ɔ: æmnet i Geirarðsrímur se ovf. 53-54). k. 69-75, og endelig et om deres søn Vilhjalmr, der vinder den græske keiserdatter og riget med. k. 76-78, hvilket sidste skal genfindes i Gesta Romanorum (Kölbing). Alle disse afsnit danner, som man ser, tillæg til den egenlige saga; de er opståede på en lignende måde som sagaen, idet de vistnok for en stor del er byggede over gamle erindringer fra oldfranske digte, f. ex. Guillaume d'Orange (Suchier). Bearbejdelsen som sådan hidrører fra den sidste halvdel af det 14. årh.; den udskriver hele kapitler af Didrikss. og lader sig ikke nøje med mindre antydninger. De nordiske træk er her blevne forøgede og der findes 3 vers tildigtede i fornyrdislag (k. 26), spottevers om Karls hirdmænd. Også denne bearbejdelse er læselig og underholdende, skønt dens enkelte dele er så løst sammenhængende. Suchier mener, vistnok rigtig, at endel af stoffet er kommet til Island gennem mundtlig fortælling af spillemænd i udlandet; det således fortalte glemtes halvt og den indre sammenhæng forvanskedes. Sagaens sidste (79.) kapitel hidrører fra denne bearbejder; det handler om tidsfølge og sagaens pålidelighed; der citeres en »annal«; noget tilsvarende til det dér omtalte findes i Ann. reg. ved år 924 (Isl. ann. 102), og der nævnes »Didrikssaga, Flóventssaga« og »andre riddersagaer«. Bearbejderen anser dem åbenbart ikke for at være historiske og han er ikke blind for de stærke overdrivelser.
Mírmannssaga
Mírmannssaga, udg. af E. Kölbing i Riddarasögur (1872) efter Sth. 6,4° AM 593 A, 4° osv. Æmnet er forholdsvis simpelt og slutter sig nær til sagaer som Flóventssaga. Hlöðver er konge i Frankrig; jarlen Hermann i Saxland har med sin hustru Brigida sønnen Mírmann, der opdrages i alle boglige idrætter og sendes så til kong Hlöðver for yderligere at uddannes. Her bliver han, der aldrig har villet deltage i blot hos sin fader, kristen og vil nu forkynde sin fader og moder kristendommen; han bliver ilde og hånlig modtagen og det ender med, at han dræber sin egen fader. Til hævn gør hans moder ham ved en trylledrik spedalsk. Han drager til Italien for at blive helbredet af den sicilianske kongedatter Cecilia, der har ry på sig som læge. Det ender med at han bliver helbredet, vinder hendes kærlighed og ægter hende. Mírmann vil nu rejse hjem og se til sin fosterfader. Her bringes han af dennes dronning Katrin, der alt tilforn har elsket ham, til at glemme Cecilia og efter Hlöðvers død til at ægte hende, og han bliver konge. Cecilia, der også forstår sig godt på krigskunst og riddervæsen, forklæder sig og udgiver sig for at være en jarl Híringr, tilbyder Mírmanns fjender sin hjælp, kæmper med ham i tvekamp og overvinder ham og fører ham bort. Katrin tages til fange og må forsmægte i fængsel. Mírmann har nu genkendt Cecilia og bliver konge over Sicilien. Denne roman er godt fortalt, men der hviler en religiøs farve over det hele. De to hovedpersoner beder stadig til gud, og der hentydes til konflikter mellem hedenskab og kristendom. Mírmann forener i sig en lærd klærk og en tapper, gudfrygtig ridder. Sagaen er uden tvivl et lignende produkt som Máguss., hvilken den endogså forudsætter ved den derfra lånte jarl Híringr. Den er hovedsagelig islandsk digtning over nogle afblegede oldfranske minder. Den er ikke ældre end fra omtr. 1325. Der findes flere nordiske motiver i den som drømme, brætspil.
Bæringssaga
Bæringssaga findes i AM 580, 567 II. 4°, 180 B, fol. udg. af Cederschiöld i Forns. Suðrl. Hertug Bæring i Ertinborg og hans svoger Valter af Holsten bliver dræbte at en af Bærings riddere, Heinrek, der vil ægte Gertrud, Valters enke: efter sin mands død føder hun en søn og flygter bort til kong Rikard i England, hvor Bæring den unge opfedes og bliver en tapper ridder. Han vil hævne sin fader, men forliser undervejs med alle sine skibe: selv beholder han livet Og kommer til jarlen af Flandern. Med denne rejser han til kong Pippin i Paris og viser der sin ridderdygtighed. Kejser Emanuel af Grækenland kommer for at bejle til Pippins datter, men hun, der har forelsket sig i Bæring, vægrer sig og vil blive nonne. hvilket kun var et påskud. Kejseren tilbyder Bæring at drage med sig; de kommer i krig med hedninge og Bæring udmærker sig. Kejserens søster Vindemia forelsker sig i Bæring og han i hende; han rejser imidlertid bort, og der fortælles meget om hans farer og strabadser og alle de kvinder, der fattede kærlighed til ham: han var så dejlig og har da også tilnavnet den fagre. Endelig hævner han sin fader og morbroder, bliver konge og senere kejser og ægter Vindemia. Denne historie er endel beslægtet med Mírmannss. Bæring er som han boglærd, en udmærket ridder og dertil gudfrygtig Og frem for alt kysk tiltrods for de systematiske efterstræbelser, han er genstand for. Fremstillingen har en religiøs farve, engle spiller en rolle. Drømmemotivet er stærkt benyttet: trolddomskunster af en meget efterklassisk art findes. Som helhed er sagaen lidet interessant og æmnet meget almindeligt. Nogen kilde kan ikke påvises; men det er vistnok utvivlsomt, at sagaens hovedpersoner og begivenheder, der særlig er knyttede til egnene syd og vest for Elben, beror på dunkle minder om tyske (bremenske?) købmænds mundtlige fortællinger; efter sådanne og så fri fantasi er den forfattet i begyndelsen af det 14. årh. Nogen norsk original har næppe eksisteret.
Konráðssaga keisarasonar
Konráðssaga keisarasonar findes i Sth. 7. °, 7. fol. mbr., AM 180 B, fol., 529, 4° og fl.. udg. af Gunnl. Þórðarson (1859) og Cederschiöld i Forns. Suðrl. Æmnel udtrykkes tildels ved tillægget til titlen: »som drog til Ormeland«, idet der her peges på en af hovedpersonen Konrads vigtigste bedrifter, en farlig sendelse til Babyloniens ormebygd for at hænte kostbare stene, hvorved han endelig vinder kejseren af Konstantinopels datter. Sagen var den, for at gå nærmere ind på forhistorien, at Konrad, en søn af kejseren i Saksland, der ingen fremmede sprog havde lært5), drog ud med jarlesønnen Roðbert, der var snu og falsk og en slet karakter, men begavet og kunde mange sprog; han havde forført Konrads søster og måtte rejse bort af den grund. Da de så kom til kejseren i Konstantinopel, udgav Roðbert sig for at være kejsersøn, men sagde, at Konrad var jarlesøn og ham underdanig. Heraf opstår sagaens konflikter og forviklinger. Roðbert skal udføre bedrifter, men det bliver Konrad, der udfører dem (jfr. Gönguhrolfs forhold til Vilhjálmr). Kejserdatteren, den kloge Mattild (Mathilde), forstår imidlertid den rette sammenhæng og hjælper Konrad med råd og dåd. Roðbert får endelig sin fortjænte straf, Konrad ægter Mattild og bliver kejser i Konstantinopel. Sagaen er en smuk samling af mange motiver (også en løvebefrielse forekommer; Konrad bliver etslags løveridder; her er Ivenssaga uden tvivl kilden), men den er godt og underholdende sat sammen og ret morsomt fortalt; den er helt igennem præget af nordisk ånd; de to hovedpersoners karakterer er ikke dårlig skildrede, så at der her kunde tales om personligheder. Sagaen er m. h. t. sin tilblivelse nærbeslægtet med de foregående. Den er i det hele en fri digterisk komposition med indblanding af fremmede, snarest tyske, sagnminder i en afbleget form og lån fra andre sagaer. Cederschiöld har påvist ligheder med den tyske roman Loher und Maller. Også forestillingen om Babylonien som ormeland er lånt eller beror på lærd læsning; den genfindes i ældre norsk-isl. skrifter (Hauksbók f. ex.). Farlige rejser for at hænte kostbarheder er et almindeligt motiv.
Hermanns saga ok Jarlmanns
Hermanns saga ok Jarlmanns, ikke udg., findes f. ex. i AM 510, 4°. Æmnet er meget broget. Kong Vilhjálmr i Frakkland har sønnen Hermann og datteren Herborg. Sønnen opdrages hos jarlen Rodgeir (det omvendte af Mirmannss.), der har sønnen Jarlmann. Denne og Hermann bliver trofaste fostbrødre. Efter at Hermann har arvet riget, sender han Jarlmann til kong Katalatus i Miklagård for at bejle til hans datter, den skønne Ríkilát, der tillige er en udmærket læge. Jarlmann lader som han er syg og får således adgang til Ríkilát og lejlighed til at fremføre frieriet for hende selv. Meget belejligt kommer en hedensk konge fra Apulien for at bejle til hende, men han bliver slået af Jarlmann, hvorpå Ríkilát fæstes til kong Hermann og sendes til ham. Imidlertid er der kommen en konge for at bejle til Herborg, han får nej; der opstår da kamp, Hermann vinder sejr, men mister så mange mænd, at han ikke kan holde bryllup. Man får mistanke om, at Ríkilát egentlig synes for godt om Jarlmann; da denne mærker det, drager han bort. Ríkilát bliver derpå ved list bortført til en hedensk konge, der vil ægte hende, og hun gemmes i en glassal. Atter må Jarlmann af sted; det lykkes ham at overvinde alle farer og bringe Ríkilát tilbage. Nu ægter Hermann hende og Jarlmann får Herborg, hvad der naturligvis fra først af har været meningen. Denne saga er ret ung og kun et sammenpluk af motiver; den har benyttet Konráðss., Karlamss. og fl. andre. Rimerne over denne saga falder udenfor dette tidsrum.
Kirjalaxsaga
Kirjalaxsaga findes i AM 589 a, 489 4° (def.), udg. af Kr. Kålund 19176). Hertug Laikus i Aten ægter Mathidia, en datter af kong Dagnus i Damascus i Syrien, dog først efter at have haft kamp med denne og overvundet hans søn Ægeas (i anledning af denne indskydes en ekskurs om Dædalus og Honocentaurus); Laikus bliver konge og får sønnen Kirjalaks; denne oplæres i alle artes liberales og alle ridderidrætter. Efter at være bleven voksen begiver han sig ud på tog, dog ikke for at føre krig og vinde gods, men for at lære fremmede lande, folk og sæder at kende. Han kommer til Frygien og modtages venlig af kongen der og viser sin kraft i en vældig kamp, der beskrives meget vidtløftig, med kong Soldan af Babylonien, der kom for at afkræve den frygiske konge en stor skat. Så rejser Kirjalaks videre, kommer til Sicilien, kæmper med vikinger, kommer til Jerusalem og Indien, til den fugl Fønix' hjem, til griffonernes land osv. Endelig vender han hjem igen og bejler til kejserdatteren i Miklagård, Florentia. Han ægter hende, dog først efter kamp, og bliver kejser. Så fortælles der videre om deres børn. Det hele meget brogede indhold er lavet af minder fra andre sagaer og skrifter og egne fri fantasiopfindelser med brede udmalinger. Sagaen får et litterært tilsnit, idet forf. citerer Imago mundi. Isidor, Gesta Romanorum og mange fl.: men disse citater beror ikke på virkelig læsning i de pågældende skrifter. Det er dog klart, at forf. var en gejstlig, der var godt inde i en saga som Alexandersaga og Trójumannasaga; han kender bibelhistorien (Stjórn) og har nyttet en verdenshistorie, Hauksbók (fabeldyr-afsnittet) og lign.
Hektorssaga
Hektorssaga, i AM 152, fol. (mbr.), 567 XIII, 579, 4° osv. Kong Karnotius i Thecidia bliver gift med Gelfriðr, en kongedatter fra Indialand. De får sønnen Ector, opkaldt efter den trojanske Ector, der har vist sig i drømme for moderen. Han lærer alle artes liberales og ridderidrætter. Til ham slutter sig efterhånden 6 unge tapre mænd. Ector aflægger det løfte (heitstrenging) alene at rejse ud på æventyr et helt år, det samme gør alle de andre. Hovedindholdet er nu fortællingen om, hvad de alle oplever; det er de sædvanlige bedrifter, kampe med bersærker, riser og jætter; én frelser en løve af dragevold, en anden en lille dværgedatter og opnår derved faderens hjælp i farer, og det ender med at de frelser hver sin kongedatter, der ombejles, med undtagelse af Apríval, der tages til fange, men frelses af en herlig kongedatter. Da han nu ikke kommer hjem i rette tid, drager Ector og de 5 andre ud for at finde og frelse ham, hvilket naturligvis lykkes. Ector ægter den herlige kongedatter, Apríval en anden og således videre. Sagaen er opstået på samme måde som den foregående; der findes lån fra Alexanderss., Trójums., Karlams. Nogen fremmed kilde kan ikke påvises, jfr. R. Meissners afhdl. Zur isl. Hectorsage i Zeits. f. deut. alt. XXXVIII (1894); og det er vist overhovedet unyttigt at søge efter en fremmed original. Sagaen er vistnok ret ung.
Addóníussaga
Addóníussaga findes i AM 593 a, 4° og fl. Den er ikke meget indholdsrig, men dog ret lang på grund af de vidtløftige kampskildringer. Marsilius, konge i Syrien, er gift med en indisk kongedatter, der af sin visdom ved, at en søn, der undfanges med hendes mand i et givet øjeblik, vil blive konge og i alle henseender fremragende. Dette erfarer hertugen Constantinus, der er ond og falsk. Han mager det så, at kongen i det vigtige øjeblik sover hos hans datter, medens han selv skaffer sig adgang til dronningens sæng; hertugens datter føder sønnen Addonius, dronningen en anden, Constantius. Kongen kender svigen, anerkender derfor ikke denne sidste som sin søn, og bliver noget efter dræbt af Constantinus. Denne opkaster sig til konge og ægter dronningen ved svig. Hans datter flygter bort med sin søn, der efterstræbes af Constantinus, til Spanien og ægter der kong Lodvik. Nu fortælles om gensidige krigstog og hærgninger, indtil det sidste tog til Syrien, da Addonius selv er med. Her går det da således til, at Constantinus overvindes af Addonius og tilsværger ham troskab og får til slutning sin faders oprindelige hertugdømme, men Constantinus tages tilfange og dømmes til en grusom død. Addonius bliver konge og ægter en datter af kong Theodosius i Rom. Sagaen er vistnok temmelig ung.
Samsónssaga fagra
Samsóns saga fagra Den findes i AM 343 a, 4°, udg. i Björners Kämpadater. Det er en ret ejendommelig saga. Kong Artus i England (ikke den berømte runde-bords Artur) bar med sin dronning, Filipia af Ungarn, sønnen Samson den fagre, der som ung lærer alle ridderidrætter og opfostres hos jarlen Samson, der er gift med den troldkyndige Olimpia: synderlig begavet er Samson ikke. Ved kongens hird opfostres den unge Valintína. en datter af den irske konge Garlant, som et slags gidsel. De unge fatter kærlighed til hinanden, men Artus finder partiet ulige og sender hende hjem. Samson drager på vikingetog. Kong Garlant rejser med sin datter til Bretagne; her forsvinder hun, idet hun efterstræbes af mestertyven Kvintalín og hans troldkyndige forældre, men Olimpia, som efter sin mands død er bosat i Bretagne, beskytter Valintína og hjælper altid, når faren er størst. Samson tror imidlertid, ligesom alle andre, at hun er død og frier til Ingiam, en datter af Finnlaug jarl i Bretland. Brylluppet skal lige til at fejres, da Samson finder Valintína; tyven og hans fader - moderen havde Samson før slået ihjæl - bliver taget tilfange. Kvintalin lover at tjæne Samson tro og ligeledes dværgen Grélent, hvem tyven før havde tvunget til at hjælpe sig. Medens Samson er borte, er Ingiam heldigvis bleven gift med Garlant, fordi Samson antoges at være død. Samson og Valintina kan således nu forenes. Tyven får til straf for sin hele færd det hværv at bringe tilveje en kostbar kappe, vævet af alvekvinder. I den anledning fortælles meget vidtløftig om denne kappes historie: de dertil knyttede begivenheder foregår hos Gudmund på Glasisvold, i Småmøersland og Jætteverdenen (Gudmunds søn med en af Småmøerne Sigurd spiller her hovedrollen). Her hæntes vidunderkappen og bringes til Samson; heraf opstår der strid mellem ham og Sigurd. De forliges dog Og det hele ender med en mængde giftermål.
Det hele er, som man ser, et ret mærkeligt fabrikat. At der skulde foreligge en oversættelse og da kun for den første dels vedkommende — er vist ikke tilfældet, men det er muligt, at der ligger til grund minder fra en bretagnisk lai. I hvert fald er det klart, at sagaens nærmeste forbilleder er de romantiske elskovslais. I øvrigt foreligger der her som ellers en fri digtning, især i den sidste del, hvor forbillederne nærmest er at søge i Fornaldarsagaerne. Uagtet den sidste del er altfor udførlig i forhold til den første, er det hele ikke dårlig sat sammen, og der er mange interessante træk i sagaen, f. ex. hulen under fossen og drab af en trold derinde (jfr. Grettiss.), en i skoven lokkende hjort, der forfølges osv. Den nævnte kappe er ingen anden end den, der er så bekendt fra Möttulssaga — der i vor saga kaldes Skikkjusaga — ; sagaen er altså yngre end denne; på den anden side er den ældre end Skiðaríma, hvis hentydning til dværgen Grélent åbenbart beror på sagaen; sagaen hidrører altså fra midten af det 14. årh. eller så omtrent. Den er en af de få, der fortjænte at udgives (på ny).
Viktorssaga ok Blávus
Viktors saga ok Blá(v)us. Sagaen, der findes i AM 471, 593 b, 4°, er allerede for den første dels vedkommende gengivet under rimerne, se ovf. s. 56. Fortsættelsen er den, at Bláus vil, at Viktor, efter at have fået sit rige, skal gifte sig og nævner et par ham værdige kongedøtre, men Viktor vil ikke have nogen af dem. En af hans mænd antyder da en kongedatter, der skulde overgå alle andre, og Viktor bliver så betagen heraf, at han bliver syg af længsel. Han får at vide, at pågældende dame er Fulgida, mødronning over Indien. Bláus — det viser sig senere, at han netop er hendes halvbroder — fraråder Viktor at bejle til hende, men denne tager afsted og bliver hånlig behandlet (jfr. Klárússaga; man lægge mærke til, at dennes Serena er m. h. t. navnet ensbetydende med vor sagas Fulgida); en anden gang går det ikke bedre. Da mister han også sit gode klæde (se rimerne ovf.). Endelig tager Bláus afsted, og med hans og en dværgs hjælp lykkes det Viktor at få Fulgida til ægte; hun lader sig bortføre, men Bláus bliver tilbage i hendes skikkelse. Så kommer kong Soldan fra Særkland for at bejle til Bláus-Fulgida, der indvilliger i brylluppet, men da dette skal fejres, bortfører Bláus Soldans søster Rosida på sin vidunderdug — der har haft forskellige skæbnens omskiftelser — til Frankrig; derefter dobbelt bryllup. Deres efterkommere nævnes og i forbindelse dermed en dansk hærkonge Germin, fader til Hröngvid og Helge7). Sagaen er yngre end Klárússaga og hidrører snarest fra slutningen af det 14. årh.
Ála flekks saga
Ála flekks saga findes i AM 571, 589 e, 4°. Denne saga slutter sig nær til Fornaldarsögur og visse islandske folkesagn med troldeforgørelser (álög). Kong Rigard i England er gift med Sólbjört; han befaler, at deres barn skal udsættes, hvis det bliver en søn (jfr. Gunnlaugss., Finnbogas.). Barnet udsættes, men findes af en gammel bonde, som opfostrer det. Drengen, Ali, kaldes flekkr, på grund af en plet (modermærke) på hans højre kind. Det opdages, hvem han i virkeligheden er, men en tjenestekvinde hos hans fader vredes på ham og »lægger det på« ham, at han skal forsvinde og komme til hendes søster, jættekvinden Nótt. Her reddes han fra døden ved Nótts datter, den menneskelige Hlaðgerðr. Áli kommer så til en møkonge Torbjörg, hvem han bliver gift med efter at have overvundet hendes beiler, den ene af to brødre. Ingifreyssønnerne Alf og Huge (dette viser åbenbart kendskab til Ynglingasaga). Men Nótts broder forgør Áli atter og omskaber ham til en varulv, han reddes ud af ulykken af sin gamle fostermoder. Endelig bliver han slået med sygdom af Nótt, for hvilken han helbredes med bistand af hendes broder Jötunokse, der dræber sin egen søster for at få Torbjörg til ægte, men så bliver han naturligvis selv dræbt, og dermed er troldpakket udryddet. Til slutning lykkes det Áli at redde Hlaðgerðr, der af en konge er bleven dømt til døden som troldkvinde; så giftes hun med samme konge. Sagaen er ret ubetydelig og fra omkr. 1400. Men den er så at sige mere rationel i sit indhold end de fleste andre. Den er helt og holdent opdigtet, og motiverne hæntede viden om. Jfr. i øvrigt O. Jiriczek i den ovf. citerede afhdl. 17—22.
Dámustasaga
Dámustasaga i AM 557, 4°. Sagaens indhold er ovf. gengivet under rímerne (s. 57).
Dinússaga
Dinússaga drambláta i AM 575 a, 4°. Den første del er ovf. (s. 57-8) gengivet under rímerne. Disse slutter med kongedatterens og hendes møers forvandling til krager. De reddes fortsætter sagaen ved en troldkyndig mands hjælp, ligesom Dínús på sin side af en mand ved navn Heremitas (!). Denne hjælper Dínús og hans mænd og befrier dem for de horn, som de havde fået ved en trylledrik. Herefter driller de to kongebørn hinanden pa flere måder. Det ender med, at Dínús skal holde bryllup med Filotemia i hendes faders hal; men også det berode på svig fra hendes side. Heremitas bevirkede, at hun ikke fik sin svig sat igennem og Dinus sover hos Filotemia; fra nu af er hun knækket og erklærer til sin vrede fader, at hun herefter intet ondt vil gøre Dínús. Hendes fader samler en stor hær for at angribe Dinus, men Heremitas hjælper atter ved lutter øjenforblændelser, tvinger kongen til at falde tilføje. Og så ender det med et virkeligt prægtigt bryllup. Heremitas viser sig — i en selvfortælling — at være en fordreven indisk kongesøn; Dínús hjælper ham nu til at få sit rige igen.
Flóressaga ok sona hans
Flóres saga ok sona hans findes i AM 343 a, 577, 586, 4°. En konge Flóres i Tracia og Tartaria er en stor søkonge. Han kommer til kong Castus(-or) i Kartago, der har datteren Elena; Flóres ser hende, frier til hende, men får afslag og sejler bort; han kommer snart igen, medens Castus er borte, erobrer borgen, tager Elena og fører hende bort med sig. Han tvinger hende til samleje og hun føder trillinger: Felix, Fenix og Ajax. Hun overlades nu med sine sønner til en margreve, hvor de behandles godt. Imidlertid er Castus kommen hjem; da han erfarer det skete, samler han hær og får med sig en hertug Abel, der er opfostret hos ham; han og Elena har elsket hinanden. De kommer nu til margreven og efter en hæftig kamp bliver denne overvunden og hans borg brændt; Elena og hendes sønner føres bort. På tilbagevejen forliser det skib, hvorpå de alle er, og det øvrige mandskab sejler hjem. Flóres ægter en datter af Filip af Schwaben og får en datter Elena. Til denne bejler senere hertug Sintram i Fenidi, der har brødrene Reinald i Susa og Bertram i Segard; han får imidlertid afslag, samler en stor hær og får bl. a. 3 dygtige riddere og kæmper med de mærkelige navne: Unus, Secundus og Tertius. Hæren kommer til Flores' borg; efter en voldsom kamp bliver de ankomne overvundne og fangne. Om natten fortæller fangerne med de mærkelige navne for tidsfordriv deres livshistorie, og det viser sig da, at de er brødre, Flóres' trillingsønner, der på en mærkelig måde hver for sig er bleven reddede, da skibet forliste. De bliver alle benådede, ligeledes ved deres mellemkomst hertugen, som nu ovenikøbet får Elena til ægte; de 3 brødre giftes også med dem, de har kær, og Ajax bliver konge i Kartago. Sagaen har lånt personer og motiver allevegne fra, ikke mindst fra Didrikssaga, der også nævnes i slutningen, fra Placidussaga og så videre; mærk også »hertug Abel«. Det hele er som sædvanlig lutter digt.
Geirarðssaga
Geirarðs saga jarls findes ikke særskilt, men kun som en del af den udvidede bearbejdelse af Mágussaga (se ovf. 102); indholdet er det samme som i rimerne.
Gibbonssaga
Gibbons (Gibbeons) saga findes i AM 335, 529, 4°, hvoraf det første ikke er yngre end o. 1400. Der var en konge i Frankland, ved navn Vilhjálmr; han har børnene Gibbon (-eon) og Ferita. Gibbon bliver en dygtig ridder. En dag er han på jagt, forfølger en hjort og kommer endelig til et næs, hvor han ser et klæde på jorden; han træder derpå, men det hæver sig straks op og fører ham bort til en hal (i Grækenland), hvor alt ydes ham af usynlige hænder; han går i sæng og finder der en jomfru. De tales ved; hun hedder Grega og er kongens datter: hun har ladet ham bortføre og de fatter elskov til hinanden; han er dér et år. Men de lever ganske kysk. Dette er, som enhver ser, Partalopehistorien om igen. Gibbon rejser så hjem og går engang atter på jagt; han træffer dværgen Asper, der lader ham se den herlige Flórentía i Indialand; han aflægger det løfte at ville vinde hende. Nu fortælles der vidt og bredt om ham, hvorledes Flórentía behandler ham og hvorledes han udfører forskellige bedrifter og idrætsprøver (lege; harpespil); han overvinder landeværnsmanden Æskupart. Endelig kommer han ved dværgens hjælp i sæng hos Flórentía og besvangrer hende; hun føder en søn, der opkaldes efter Æskupart. Men Grega bortfører atter Gibbon og nu bliver de gift; han bliver konge og han hersker i fred, men hjælper dog en af sine mænd til hans fædrenerige igen. Nu optræder den unge og voldsomme Æskupart og vil hævne den skam, der er overgået hans moder, og dræbe sin fader. De kæmper hidsigt, men forsones efter kampen. Æskupart bliver konge i Frankland. Hele dette væv er ubetydeligt og egenlig noget ulogisk sammensat. Alle mulige motiver er her opdyngede; øjenforblændelser, dværgekunster og desl. spiller deri en betydelig rolle. Efterligninger og lån fra forskellige hold foruden fra Partalópasaga findes.
Hríngssaga ok Tryggva
Hríngs saga ok Tryggva findes i AM 489, 586, 4°; indholdet er gengivet under rimerne. se ovf. s. 50.
Markólfssaga ok Salómóns
Markólfssaga ok Salómóns. Den saga, der herved menes, er så vidt vides, fuldstændig tabt, undtagen for så vidt som der i AM 696 III findes et blad deraf; i følge dette er Markolf en høvding og en af Salomons mænd. Hvad der ellers findes under titlen »Samtal Markolfs og Salómons« (i mange hdskrr.) har intet med denne saga at gøre: det er gengivelse af en fremmed original og består kun af samtaler, hvor Markolf, der er den hæsligste og laveste skabning, overbyder sig selv med grove plumpheder. Det produkt vedkommer os ikke.
Nítídá saga frægu
Nítídá saga frægu findes i AM 529, 4° og fl. Nitida er en møkonge i Paris (jfr. atter Serena i Kláruss.), udstyret med alle herlige egenskaber. Hun er en god ven af dronning Egidia i Apulien, der har en søn Hléskjöldr; denne slutter sig trofast til Nitida; de to foretager et tog til øen Visio, der tilhører troldmanden Vergilius; midt på øen er der en sø med en holm, hvor der findes mange underfulde stene, æbler og urter. Nitida får endel af disse stene, og ved hjælp af dem redder hun sig ud af alle farer og undgår alle troldmandens rænker. Til hende bejler nu kong Inge, kong Hugons søn i Miklagård; han har en søster Listalín. Så nævnes en konge i Indien Livorius og dennes søster Svíalín; fremdeles er der 3 sønner af kong Soldan. Alle disse kommer til kort over for Nitida, der dels gækker dem, dels lader dem slå ihjæl, indtil resultatet bliver, at hun dog ægter Livorius. Hléskjöldr får Listalín og Inge Svíalín. Vergilius spiller en noget underordnet og ynkelig rolle og forsvinder helt, hvad man ikke væntede; denne person er dårlig udnyttet af forf. Der findes genklange f. ex. fra Fridtjofssaga (Livorius er en hel vinter forklædt hos Nitida) osv.
Rémundarsaga
Sagan af Rémund keisarasyni findes i AM 539, 567 II (14. årh.), 570 b, 579 osv. Udg. af Sv. G. Broberg 1909—128). Denne saga, der slutter sig nær til de franske riddersagaer, handler om kejsersønnen Rémund i Saxland. Han overgår alle andre i boglig kunst, men navnlig i turnering. 12 kongesønner slutter sig til ham, deriblandt Berald af Frankrig. En gang drømte Remund, at han var kommen til et herligt land, hvor han så en herlig hal og mange prægtige folk, deriblandt en underdejlig jomfru, til hvem han bliver viet i en kirke; de veksler ringe — så vågner han. Han har ringen på sin hånd (jfr. Skíðarima). Han bliver meget betagen af drømmen, lader male et livagtigt billede af hende (jfr. Trist. s.). som han stadig fører med sig. Engang blev han angreben af Tartarkongens søn Eskupart (jfr. Gibbonssaga), der erklærede, at denne jomfru var hans elskede. De kæmper og Eskupart falder; men en stump jærn bliver siddende i Remunds hoved og Eskupart udtaler, før han dør, at den skal blive siddende dér og volde hans død, medmindre verdens skønneste jomfru kan helbrede ham. Nu kommer der pludselig en ukendt mand, der kalder sig Viðförull, og slutter sig til Remund; de to og Berald rejser ud og kommer efter endel æventyr, der i og for sig godt kunde undværes for sammenhængens skyld, til Indien, hvor Remund træffer kongedatteren Elina, der viser sig at være drømmens jomfru. De fatter straks kærlighed til hinanden og hun helbreder ham. Til gengæld hjælper han til at overvinde Siciliens konge Geiraldus, der er kommen for at bejle. Derpå rejser Remund hjem og Elina skal vænte på ham i 3 år. Der finder nu en vældig kamp sted med Tartarkongen og hedninge; Remund vinder en glimrende sejr. Han ægter Elína efter de 3 år. Viðförull viser sig at vare en kongesøn, sendt ud af Elina; han holder bryllup. Der er i denne lange saga en overordenlig vidtløftighed i skildringer og ophobning af begivenheder; det er som forf. aldrig kunde få nok. Flere af de fortalte begivenheder kunde, som bemærket, særdeles godt undværes, f. ex. at Rósamunda, en kongedatter i Afrika, forelsker sig hæftig i den syge Remund, og da han ikke vil genelske hende, anklager hun ham for at have forført hende, men dette fører ikke til andet end de ligegyldigste kampe. Sagaen er stærkt påvirket af Eliss., Didrikss., Máguss. og fl. Den må stamme fra midten af det 14. årh.9).
Sálussaga ok Nikanórs
Sagan af Sálus ok Nikanór findes i Am 343 a. 4°. 162 c, fol. Æmnet er gengivet ovf. under rímerne (s. 56). Sagaen er udg. i Fjórar riddarasögur Rvik 1852. Den hører til de mindre interessante.
Sigurðarsaga fóts
Sagan af Sigurði fót findes i Sth. 7 fol. mbr. Indholdet er ovf. gengivet under rimerne (s. 51).
Sigurðarsaga turnara
Sagan af Sigurði turnara findes i Sth. 7, fol. Sigurd, kong Vilhjálms søn i Frankrig, er udmærket dygtig i alle boglige kunster og idrætter, fremfor alt i turnament; deraf hans tilnavn. Han drager ud på tog og kommer til kong Valdemar i Grækenland; han sejler med prægtige skibe til byen (jfr. Sigurd jorsalfar); han bliver vel modtagen, men kalder sig Asmund. Hermod greve af Spanien kommer og tilbyder turniment. Sigurd overvinder ham på det glansfuldeste og drager atter på vikingetog, efter først at have truffet kongens datter, som han indtil da intet havde vidst om. Han sover hos hende hele to vintre. Endelig før kongens skatmester nys om sagen og fortæller kongen den. Nu efterstræbes Sigurd ganske som Torstein dromund i Grettiss. og undslipper på lignende måde; endelig tvinger han kongen til at give sit minde til ægteskab med datteren, efter at han har åbenbaret, hvem han er.
Sigurðarsaga þögla
Sagan af Sigurði Þögla findes i AM 152, fol., 567 XX, 4° og fl., udg. i Rvik 1883. Jfr. O. Jiriczek i Zs. f. Phil. XXVI, 10-11. 23. 24-25; Kölbing: Zs. f. vergl. litt. gesch. N. F. X, 381 ff. Kong Hlödver har 3 sønner: Halfdan, Vilhjálmr og Sigurðr; denne sidste vokser op, tavs som Helge og får sit tilnavn deraf; han er lidet elsket af sin fader og bliver derfor opdraget hos jarlen Nere, der har en søn Randverr; han bliver Sigurds fostbroder. I Frankrig hersker Sedentiána, en datter af Flores og Blankinflúr. Hun er overmodig og behandler alle bejlere ilde. Halfdan og Vilhjálmr går på vikingetog. Halfdan mishandler engang et dværgebarn og forbandes, han skal til hævn lide alt ondt. Han bejler til Sedentiána, men han og broderen behandles på det hånligste og værste (legemlige lidelser). Imidlertid vokser Sigurd sig stor og stærk. Han drager ud på æventyr, redder en løve af en drages klør, har kampe med troldkvinder, giver dem liv og får udmærkede kostbarheder af dem (naturstene, der bevirker forandringer i udseende osv.), så går han på vikingetog og har kampe; efterhånden bliver fostbrødrene 4 (der tilsidst alle får hver sin kongedatter). Endelig begiver Sigurd sig til Frankrig for at afstraffe Sedentiána, men det går ligeledes ham ilde. Hun har nemlig også en natursten; Sigurd får en dværg til at stjæle den fra hende, og han får hende lokket bort fra hallen, og nu må hun, der før var så stolt, finde sig i, for at redde sit liv, at først en svinehyrde, så en led dværg og en jætte ligger hos hende; ellers vilde hun være død af kulde og elendighed. Men det er naturligvis Sigurd selv i forskellige skikkelser, der ved hjælp af sine naturstene kan give sig det udseende han vil, og det hele foregår i hendes egen have; hun føder en søn, som hedder Flóres. Nu går der mange år og endelig kommer Sigurd med sine brødre; nu er Sedentiána bleven spag og modtager dem med største glæde. Men hun må dog finde sig i, i hele skarens nærværelse at høre, hvad der er vederfaret hende; hun er ved at segne i jorden af skam. Så forklarer Sigurd det hele og han ægter hende til slutning. Der er endnu flere, ganske overflødige bedrifter. Sagaen er i det hele vel sammenhængende, men den er meget vidtløftig og indeholder ulidelig lange skildringer og en unødvendig ophobning af motiver og begivenheder af den bekendteste art. Ingen saga forbinder i samme grad som denne Fornaldarsaga- og riddersagamotiver på engang. Der er enkelte gode ting deri og tilløb til karakterskildringer, men det bliver heller ikke til mere.
Sigrgarðssaga frækna
Sagan af Sigrgarði frækna findes i AM 556 a, 4°. Jfr. O. Jiriczeks citerede afhdl. s. 15—16. 24. Kong Rikarðr i Garderige er gift med Silven; de har sønnen Sigrgard d. tapre; han besidder alle idrætter, men er meget kvindekær; han har fostbrødrene Högne Sigmund, sønner af bonden Gustolf og hans hustru Gerd (jfr. Bósasaga). De dræber rådgiveren, den onde Ulf, og bliver gjort fredløse. I Tartariet hersker kong Hergeir, der med sin første hustru, der er tidlig død, har 3 døtre: Ingibjörg, Signý, Hildr. Man gifter sig anden gang med en kvinde, ingen kender (en trold); hun har to brødre; da de 2 yngste kongedøtre ikke vilde gifte sig med disse, forvandler dronningen dem henholdsvis til en so og et føl og pålægger den ældste, Ingibjörg, der har frarådet giftermålene, at hun skal blive ond og troløs mod mænd og aldrig blive anderledes, før end et æg, der tilhører hende selv, sprænges i hendes (Ingibjörgs) eget næsebor (!). Dronningen dræber kongen og forsvinder med sine brødre. Sigrgard kommer nu til ingibjörg, der er bleven dronning, og frier til hende; hun modtager ham først med venlighed, men behandler ham tilsidst hånligt, og han drager bort. Han kommer igen, forklædt som købmand, har et klæde, der svæver i luften og vil bortføre hende, men hun er lige så klog som han, og han lider atter kun skam og vanære. Han drager så på vikingetog, får to mænd ombord. Hörðr harðstjelr og Velstigandi (jfr. Hjalmtérss.), der hjælper ham. Det er brødrene Högne og Sigmund. Der fortælles videre om søkampe og især om, hvorledes de udfører de arbejder, som Ingibjörg pålægger dem til straf for, at »Knud« - det er Sigrgard, der har dræbt en mand af det navn intaget hans skikkelse og siger, at han har dræbt Sigrgard — har dræbt »Sigrgard«, men alle disse arbejder går ud på at frelse hende og hendes søstre for trolddommen, hvilket naturligvis endelig lykkes, og det ender med et bryllup mellem alle 3 par hovedpersoner. Denne stemodersaga er, som man ser, nærmest beslægtet med Fornaldarsagaerne og er stærkt påvirket af dem; også hjemlige forhold skinner igennem (boldlege osv.). Alt i alt er den en af de bedste og læseværdigste.
Valdemarssaga
Valdemarssaga, i AM 589 c, 4° udg. i Fjórar riddarasögur jfr. O. Jiriczeks anf. afhdl. s. 9. Det er en ubetydellig saga, der tildels slutter sig til Fornaldars., for så vidt som den både er en jætte- og stemodersaga; den er dog af en noget ejendommelig art. Kong Filippus i Saksland har to børn, Valdemar og Marmoria; denne bliver bortført af en grib; Valdemar aflægger det løfte at finde hende. Han drager ud og kommer til Riseland, hvor han træffer en smuk risedatter; hos denne er han om vinteren og med hendes hjælp lykkes det at finde søsteren. Lúpa, kong Aristarkus' dronning i Riseland, havde bortført Marmoria, for at hun skulde ægte hendes stesøn Blábus; denne har søsteren Florida. Valdemar får Marmoria og Florida i sin magt og senere Blábus, efter at have kæmpet med ham. Det ender så med, at Blábus får Marmoria og Valdemar Florida; den kønne risedatter ægtes af Aristarkus, da Lupa er bleven dræbt af en troldkvinde under en kamp.
Vilhjálmssaga sjóðs
Vilhjálmssaga sjóðs findes i AM 343 a, 548, 4°. Jfr. O. Jiriczeks anf. afhdl. 6—8. 9, og Zs. f. deut. Phil. III, Isl. gátur, þulur osv. VI, 109—10. Indholdet er en meget broget blanding af alle mulige motiver, lånte allesteds fra. Hovedpersonen er en løveridder, der har kampe og farlige rejser; der forekommer de æventyrligste navne, samt andre, lånte fra historiske sagaer (en Dixin ræðismaðr), Fornaldarsagaer, Didrikss., Karlams. osv. Det er en af de dummeste og mindst tiltalende kompositioner og sikkert en af de alleryngste. Kong Rikarðr i England har sønnen Vilhjálmr; kongen ser engang en smuk kvinde og vinder en guldring af hende i tavlspil, hvorpå hun forsvinder; han giver sin søn ringen og forsvinder selv. Så har Vilhjálmr tavlkampe med en rise, der vil genvinde guldringen, men kommer stadig til kort og må bøde med at hidskaffe forskellige kostbarheder. Endelig lykkes det ham dog at vinde, og nu er turen til ham at pålægge Vilhjálmr farefulde hværv. Inden 3 år skal han sige ham, hvem han er (et bekendt motiv) og navnene på de 90 trolde, der er samlede i hans hule. Vilhjálmr rejser bort, træffer en græsk kongesøn; de bliver venner. Vilhjálmr kommer til Grækenland og træffer kongedatteren Astronomia (!); de fatter elskov til hinanden, og det er hende, der nu hjælper ham til at udføre, hvad han skal, og han frelser bl. a. sin fader, hvorom der er en lang og æventyrlig fortælling. Just som han kommer tilbage, er Astronomia sammen med sin broder efter en hæftig kamp bleven ført bort af Erkúles af Ermland, der vil ægte hende. Brylluppet skal lige til at stå, men da kommer en risefyrste for at bejle til hans søster Fulgida (dette navn endnu en gang). Atter en voldsom kamp, og nu kommer Vilhjálmr til i rette tid. Han bytter navn og udseende med en mand Sjóðr (deraf tilnavnet), der selv ikke kan se menneskeblod, og kæmper drabelig. Det ender med fuldstændig sejr. Vilhjálmr ægter Astronomia osv., drager til England og kommer i sidste øjeblik til hulen, får troldenavnene at høre og opramser dem alle sammen; remsen er trykt i Jiriczeks afhdl, den er versificeret. Der er til slutning endnu flere kampe af den sædvanlige art.
Vilmundarsaga viðutan
Vilmundar saga viðutan findes i AM 343 a, 577, 4° udg. i Rvik 187810). Det er en ubetydelig saga en stærk efterligning af Halfdan Eysteinssons saga11). Kong Visivald i Garderige har en søn Hjarrande hviða, der bliver konge og en stor krigsmand, og døtrene Sóley og Gullbrá. Engang kommer en mand Ulfr ilt-eitt (lutter ondskab ) for at fri til Soley, men hun køber en irsk træl Kolr kroppinbakr til at dræbe ham mod det løfte at gifte sig med trællen. Han dræber Ulfr, men hun, der naturligvis ikke vil gifte sig med en træl, skifter udseende med sin tjenestekvinde, Öskubuska, som bliver Kols hustru; han gør hende og 6 andre frugtsommelige, hvorpå han og den foregivne Soley flygter bort. En bonde, Sviði (ifr. Bosas.), har en søn Vilmund, der på grund af sit såre væsen kaldes viðutan (»for sig selv«, »uden for det hele«). Han træffer sammen med den rigtige Sóley, og derefter opstår mellem dem et forhold, der ligner det mellem Halfdan Og Ingigerðr. Vilmund bliver Hjarrandes gode ven og fostbroder, men efter at han i en kamp har slået (den falske) Soley ihjel, bliver han gjort fredløs af hendes fader. Alt bliver dog godt. Den rigtige Soley træder frem, og hun bliver gift med Vilmund, der bliver hertug over en del af Garderige. Efter at Buris fra Blökkumannaland har bejlet til Gullbrá, fået afslag og er fældet i en kamp. kommer Godfreyr fra Galizien og bejler til hende, og med ham bliver hun gift; Hjarrande ægter hans søster Rikisia til gengæld.
Haraldssaga Hríngsbana
Haralds saga Hríngsbana findes nu ikke i sin oprindelige skikkelse, men omdannet til rimer: disse er imidlertid yngre end den tid, der her behandles. Den saga, der nu haves. f. ex. i AM 298, 4° (pap.), er ganske sikkert af yngre oprindelse. Angående indholdet af rimerne henvises til Kölbings Beiträge.
Þjalar-Jónssaga
Þjalar-Jóns saga ok Eiriks forvitna. i Sth. 6, 4° mbr., udg. i Reykjavik 1857. Kong Vilhjálmr i Frankrig har en søn Eiríkr, der er meget dygtig og som udmærker sig på vikingetog. Der kommer engang til kongen en underlig mand, der kalder sig Gestr og opholder sig hos ham om vinteren; han har banet en vej over et højt fjæld med forskellige redskaber, deriblandt et, der ligner en fil (þjöl, deraf tilnavnet). Han hed i virkeligheden Jón og var en søn af kong Svipdag i Garderige; denne var bleven overfalden og dræbt af en jarl Roðbert, der bemægtigede sig riget og som vilde ægte enken og senere Jóns søster, den dejlige Marsilia: han vil dræbe Jón, men denne flygter (her er motivet fra Völsungasaga med Sigmund og ulvinden lånt). Jón viser Erik, der, fordi han vilde se alle Jóns ejendomme, kaldtes den nysgærrige, et billede af sin søster, og Erik aflægger det løfte at ville ægte hende. De to rejser til Holmgård, og ved Jóns hjælp — han er noget af en troldmand — lykkes det at overvinde alle farer og bortføre Jóns moder og søster tillige med nogle af jarlens kostbarheder. Så ægter Erik Marsilia, og der foretages et hævntog til Garderige. Roðbert fældes og Jón bliver konge i sit fædrenerige og ægter »hovedkongens« datter. Både han og Erik lader sig døbe. Det hele er ikke ilde fortalt, men der er fuldt op af lånte motiver.
Jónssaga leikara
Jóns saga leikara, findes i AM 174, fol., 588 f., 4°. Det er en temlig ubetydelig saga om en fyrstesøn Jón, der drager ud på æventyr og kommer til en borg, hvor han dræber en vældig drage og vinder kongedatterens elskov, der straks hengiver sig til ham; de oplever derved en pinlig situation, ud af hvilken de reddes ved, at der råbes aliarm i anledning af en ulv, der skal fanges. Borgfyrstens hustru har under et krigstog været sin mand utro og fået to sønner (tvillinger) med en hirdmand; denne er bleven dræbt og sønnerne gjort enøjede, hver dag må de bære deres faders hoved frem for deres moder. Jón redder ulven, der viser sig at være en forgjort kongesøn, ægter kongens datter og får kongen til at holde op med at behandle sin dronning så grusomt. Sagaen er temlig ung, men der er formodning for, at den er omarbejdet, efter som rimerne (se ovf.) har endel afvigelser, der tyder på en ældre og bedre sagaform12).
Gregasaga
I AM 567 XXVI, 4° findes et blad, der er vanskeligt at læse, hvorpå der skal stå noget om en Grega fra Bretland, der, ifølge Arnes egen vedtegning, drager ud for at opsøge sin broder, frelser en løve af drageklør og hjælper en dreng. Hvis dette er rigtigt, hører denne saga til de her behandlede og har været af lignende art.
Om en bondesøn
I AM 577, 4° findes et defekt æventyr om en bondesøn, der drager til en konges hird, efter at hans fader har givet ham gode råd. Kongen har to døtre. Bondesønnen giver det udseende af, at han vil forføre den ene, nærmest blot for at stille et par venner i hirden på prøve; men her afbryder brudstykket.
Tabte sagaer
Tabte sagaer er sagaen om Þórir háleggr, Grímr ok Hjálmarr, Ulfham, Illuge eldhusgode, Ormarr, Ölver Hákonarson, Sigurd Fornason, Andre, Mábil, Reinallr — hvorom der haves rimer. Enkelte af disse er behandlede ovenfor; de andre falder udenfor vor periode. Det er vel muligt, at der i enkelte tilfælde ikke har eksisteret nogen skreven, til grund for rimerne liggende saga. Disse kan selv være helt opdigtede af forfatteren eller byggede over en mundtlig fortalt saga (æventyr). Det samme gælder et æventyr om Jonatas, der findes i Jónatasrimur, etslags Samson-Dalila-æmne — rimerne er meget unge — og om Skogarkrístr.
Anden litteratur
Hvad der i øvrigt kan henføres til denne periode af mere originale frembringelser i andre grene af litteraturen, er så godt som intet. Hvad der eksisterede i forvejen, afskrev man og bearbejdede det, for så vidt som det lod sig gøre. Hverken sprogvidenskab eller lovgivning har noget selvstændigt at opvise. Hvad teologi angår, har vi hovedsagelig kun det gamle. Noget nyt er der måske kommet til, f. ex. noget af det. der findes i AM 626 4° (en forklaring til Fadervor, om synd og syndsforladelse og forskellige åndelige betragtninger; jfr. 668, 696), 650 b (prædikener), 667 X (ét blad med en oversættelse af Johannes' åbenbaring), XIX (Jesu livshistorie), 672 (håndbog for præster m. m., jfr. 684). Der findes endel såkaldte lægebøger (AM 434 d, 8° udg. af K. Kålund 1907), der går over til et slags trolddomsbøger (galdrakver) skrevne tildels med latinske ord ind imellem, og enkelte ord med lønskrift, f. ex. 435, 8°; det hele fik således et vist mystisk præg, så at det er let at forstå, at den slags bøger kunde blive farlige i en tid som hekseprocessernes. Man beskæftigede sig også med de gamle runer og runetegn (se f. ex. 461, 12°) og lign. Af en særlig betydning er runeremsen i 687 d, 461, 12° og fl., udg. sidst i Wimmers Runenschrift 281— 87. — Mere af kulturhistorisk end litterærhistorisk art er de såkaldte Minna forsagnir (formularer for mindebægre, ofte rytmisk bevægede), der findes f. ex. i 685 a, 4°.
Noter:
1) Dette navn er dog i det hele ikke at anbefale; ordet betyder, hvor det findes, blot ”løgnagtig underretning.”
2) Enkelte af disse beror vistnok på lån fra fremmede sagn, og det er muligt, at mundtlige meddelelser ligger til grund, ligesom f. ex. i Máguss., men nogle virkelige tilsvarende digte på fremmed grund har jeg ikke kunnet finde.
3) Som et morsomt eksempel på en afskrivers indskudslyst anføres her, at der i Ectorssaga indsættes optrædende personer som hestastrákar: Jón busi, Höskuldr Tálmason, Jón Andrjesson, Þorbjörn fetill, Eiríkur baðkall, Magnus skáldi, Sigurður kóngur, åbenbart en isl. gårds besætning af karle!
4) Jfr. Wulff: Notices sur les sagas de Mágus et de Geirard (Lunds Univ. årsskr. X), Suchier: Die quellen der Máguss. Germ. XX, samt Köhlers og Kölbings afhdl. i Germ. XXI.
5) Han danner således en velgørende modsætning til næsten alle andre kongesønner, der udtrykkelig siges at have studeret, lært artes liberales osv.
6) Jfr. Kålunds afhdl. Kirjalax sagas kilder i Aarbøger 1917. Her findes en gengivelse af indholdet.
7) Jfr. O. Jiriczeks ovf. anf. afhdl. s. 12-14. 24.
8) I indledningen behandler udgiveren udførlig sagaens indhold og æventyrstof, stil og sprog. Han udpeger særlig »Le petit Artus de Bretaigne« som nærbeslægtet med sagaen.
9) Sål. udgiveren.
10) Jfr. F. R. Schröder: Halfdánars. s. 82 ff.; her gives et udførligere referat af sagaen.
11) Dette fastholdes overfor Schröder.
12) I Gesta Rom. k. 56 findes ligheder med sagaen.
