Faavnesord (Fáfnesmǫ́l)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
oversatt av
G. A. Gjessing
Kristiania
1899
(Fáfnesmǫ́l)
Sigurd og Regen fór op paa Gnitahede og fandt faret efter Faavne, der han skred efter vand. Der gjorde Sigurd en stor grav over veien, og i den steg Sigurd. Men da Faavne skred af guldet, blæste han edder; men det spruded over hovedet paa Sigurd. Og da Faavne skred over graven, stødte Sigurd ham sverdet i hjertet. Faavne rysted sig og slog med hoved og hale. Sigurd løb op af graven, og saa da den ene den anden.
1.
Faavne kvad.
«Svend — ja svend!
hvem er, svend! din far?
af hvad folk er du født?
der i Faavnes blod
du farved sverd;
staar mig til hjertet staal!»
Sigurd dulgte sit navn, fordi det var folks tro i hedningetid, at døendes ord havde stor magt, hvis han banded sin fjende ved navn.
2.
Han kvad.
«Fagerhjort nevnt
faret jeg har
som søn, der savner mor;
fader jeg har ei
som folks sønner,
altid jeg ensom gaar.»
3.
Faavne kvad.
«Og har du ei far
som folks sønner,
hvad udyr avled dig da?»
- - - - - -
4.
Sigurd kvad.
«Æt min jeg siger
ukjendt dig være,
og sammelund mig selv;
Sigurd jeg heder,
Sigmunds arving,
jeg, som med vaaben dig vóg.»
5.
Faavne kvad.
«Hvem hidsed dig?
hvi lod hidse dig du
at volde mig livs forlis?
snarøiet svend
snar var din fader —
arten, den ypper sig snart.»
6.
Sigurd kvad.
«Hugen mig hidsed,
hænder fuldt hjalp mig
og mit det snare sverd;
færrest er djerv,
drager paa aar han,
er bange han som barn.»
7.
Faavne kvad.
«Vist — fik du voxe
i venners favn,
saa man dig djerv i dyst;
nu er træl du,
tagen i kamp,
fange bær' altid frygt.»
8.
Sigurd kvad.
«Laster du, Faavne!
at lidt jeg nød
godt af min faders gods;
ei er træl jeg,
tagen i kamp end,
fandt du, jeg lever fri.»
9.
Faavne kvad.
«Haansord ene
hører i alt du,
siger dog sandt jeg dig kun;
glodrøde gods
og guldet blankt —
de ringe din bane blir.»
10.
Sigurd kvad.
«Raade hver én
for rigdom vil
alt til sin døde-dag;
thi engang maa
hver mand jo dog
heden fare til Hel.»
11.
Faavne kvad.
«For næste nes
har du norners dom,
letsindig daares lod;
drukner i vand du,
om i vind du ror —
feig mand er alt til fald.»
12.
Sigurd kvad.
«Sig mig, Faavne!
forfaren du er,
og vel du meget véd:
hvem er de norner,
som nød lindrer,
og frir af fødsels-vé?»
13.
Faavne kvad.
«Norner jeg agter
af ulig byrd,
ei har de æt tilsammen;
somme aasbaarne,
somme alvbaarne,
somme døtre af Dvalin.»
14.
Sigurd kvad.
«Sig mig, Faavne!
forfaren du er,
og vel du meget véd:
hvad den ø heder,
hvor æser og Surt
blander i kampen blod?»
15.
Faavne kvad.
«Uskabt den heder,
der alle skal
de guder lege med geir;
Bilrost brister
der de bro rider,
svømmer saa foler i flod.
16.
Rædselshjelm jeg
reiste mod mænd,
saa lenge paa skat jeg laa;
troede mig ene
allersterkest —
hvor mange mig mødte end.»
17.
Sigurd kvad.
«Rædselshjelm ei
redder nogen,
hvor gramme gaar til strid;
da man merker,
møder en flere,
at ingen er aller bedst.»
18.
«Edder jeg fnyste,
da paa faders arv,
den rige, jeg ruged end.»
- - - - - -
19.
Sigurd kvad.
«Funklende orm!
fræste høit du
og bød saa haard en hug;
voxer des mér
vreden hos mænd,
først den hjelm de faar.»
20.
Faavne kvad.
«Raader jeg, Sigurd!
raad du nemme,
og rid du herfra hjem;
glodrøde gods
og guldet blankt —
de ringe din bane blir.»
21.
Sigurd kvad.
«Raad har du raadet,
ride dog vil jeg
til guld, som ligger i lyng
men, Faavne! du
i dødskamp ligg,
der dig hente Hel.»
22.
Faavne kvad.
«Regen mig sveg,
svige han dig vil,
bane os begge han blir;
lade faar Faavne
sit liv, jeg ser,
styrken din var nu størst.»
Regen var gaaet bort, medens Sigurd vóg Faavne, kom først tilbage, da Sigurd strøg blodet af sit sverd.
23.
Regen kvad.
«Held dig, Sigurd!
seir har du vundet
og Faavne feldet nu,
af alle mænd,
som muld treder,
kalder jeg djervest dig.»
24.
Sigurd kvad.
«Uvist, om sammen
vi alle kom,
hvem der var djervest da;
mangen er sterk,
som staal ei gjør
blodigt i andens bryst.»
25.
Regen kvad.
«Stolt er du, Sigurd!
og seiersglad,
der Gram du tørrer i græs;
broder min har du
banesaar givet,
volder dog somt jeg selv.»
26.
Sigurd kvad.
«Du saa raaded,
jeg ride skulde
hid ad rimet hei;
gods og liv nød
glitrende orm,
havde ei du haanet mit mod.»
Da gik Regen hen til Faavne og skar hjertet ud af ham med det sverd, som er kaldt Ridel, og saa drak han blod af saaret efterpaa.
27.
Regen kvad.
«Sid nu, Sigurd!
jeg sove gaar,
hold Faavnes hjerte mod flammen;
lyster mig bide
det bevrekjød
til denne drik af blod.»
28.
Sigurd kvad.
«Fjernt du skred,
mens skarpe sverd
jeg farved i Faavnes blod;
mod ormens magt
maalte min kraft jeg,
mens du i lynget laa.»
29.
Regen kvad.
«Lenge lod ligge
i lynget du
jotnen gammel og graa.
hjalp ei det sverd dig,
jeg selv gjorde,
dit det sterke staal.»
30.
Sigurd kvad.
«Mer gjælder mod
end magt i staal,
hvor gramme gaar til strid;
djerv mand ser jeg
dristig kjempe
til seir med sløvet sverd.
31.
Bedre er for rask
end for rædde mand
at lakke til kampens leg;
bedre for modig
end for modfalden,
hvad som end komme kan.»
Sigurd tog Faavnes hjerte og stegte paa tén. Da han tenkte, det var fuldstegt, og saften syded af hjertet, saa tog han paa det med fingeren og prøvede, om det var fuldstegt. Han brendte sig og stak fingeren i munden; men da Faavnes hjerteblod kom ham paa tungen, da skjønned han fuglenes røst. Han hørte, at meiserne kvidred i krattet.
32.
Meisen kvad.
«Sidder der Sigurd
slagen med blod,
steger ved flammen
Faavnes hjerte;
tyktes mig raadsnild
ringes øder,
tæred selv han
tindrende hjerte.»
33.
Den anden kvad.
«Ligger der Regen
legger op raad,
svige vil han svend,
som ham tror;
sanker i nag han
svigfulde ord,
vil harms volder
hevne sin broder.»
34.
Den tredie kvad.
«Hoved kortere
kallen graa han
sende heden til Hel;
alt det guld da
ene han raader,
gods under Faavne gjemt.»
35.
Den fjerde kvad.
«Klog han mig tyktes,
kunde han nytte
Eders, søstres,
sande huldraad —
søgte sit gavn han
og gleded ravn;
ulven jeg venter,
der dens øren jeg ser.»
36.
Den femte kvad.
«Den kjempe dog
saa klog ei er,
som «hærens trøst»
jeg tenkte mig,
om ene bror
han bort la’r gaa,
mens anden ei
han undte liv.»
37.
Den sjette kvad.
«Helt uklog han —
om end han nu
sparer sin fjende falsk,
der Regen ligger,
ruger paa svig —
véd sig ei vogte mod sligt.»
38.
Den syvende kvad.
«Kolde jotnen
kortere et hoved
lade fra gods han gaa
liggende-fæ,
som Faavnes var
ene han eie da vil.»
39.
Sigurd kvad.
«Er ei skjebnen saa ram,
at Regen skal
baneord bære af mig;
begge brødre,
brat saa skal de
heden fare til Hel.»
Sigurd hug hovedet af Regen, og dernæst aad han Faavnes hjerte og drak deres begges, Faavnes og Regens, blod. Da hørte Sigurd, hvor meiserne kvidred.
40.
«Baste du, Sigurd!
baugene røde,
kvies ved mangt
er ei kongesed;
mø ved én jeg
allerfagrest,
viv paa guld rig —
vandt du kun hende!
41.
Ligger til Gjuke
grønne stier,
frem viser skjebnen
for ferdesmænd;
der drotten dyr
datter har fostret,
hende du, Sigurd!
til hustru faar.
42.
Sal er paa høie
Hindarfjeldet.
udentil hel
hyllet i flammer;
den har vise
vætter bygget
af uskygget
elveglimmer.
43.
Véd paa vidd jeg
valkyrje i søvn,
leger derover
lindens vaade;
Ygg stak med søvntorn,
der ungmø vóg andre helte,
end han vilde.
44.
Skue du, svend! faar
skjoldmø i hjelm,
hun som fra valen
Vingskorne red;
naar ei at bryde
mod norners bud
skjoldungs slegtning
Sigrdrív's blund.»
Sigurd red efter Faavnes far til hans bøle og fandt det aabent og døre og stolper af jern; af jern var ogsaa alle bjelker i huset, og det var gravet ned i jorden. Der fandt Sigurd en mengde guld og fyldte der to kister. Der tog han rædselshjelmen og guldbrynjen og sverdet Hrotte og mange kostbarheder og lagde det i kløv paa Grane; men hesten vilde ikke gaa frem, før Sigurd steg paa ryggen af den.
Noter:
3): I den tabte halvstrofe har Faavne, efter Volsungesaga's text, bebreidet Sigurd, at han ikke tør sige sit navn, hvorfor denne i sir. 4 giver sig tilkjende.
11): «ror» ɔ: ikke seiler (i for sterk vind).
13): Dvalen, en dverg.
15): Bilrost = Bivrost, broen fra himlen til jorden, jvf. S. E. I 60.
34): kallen ɔ: her nærmest «troldkallen».
40): «mø» ɔ: rimeligvis Brynhild. «vandt du kun hende!» (hvad du dog ikke gjør; thi til Gjuke fører skjebnen din ferd.) B.'s udg. p. 415.
42): elveglimmer ɔ: guld.
43): lindens vaade: lindens forderv ɔ: ild.
43): Jfr. Sigrd.s ord og B's helf.
44): Vingskorne, hestenavn.
