Forskjell mellom versjoner av «Fafner (V.B.Hjort)»

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
 
Linje 28: Linje 28:
  
  
::Sigurd og Regin droge op til Gnitahede, og fandt der det Spor, i hvilket Fafner krøb til Vands. Sigurd gjorde en stor Grav der paa den Vej. og steg ned i den. Da nu Fafner skred af Guldet, sprudede han Edder; men den fløj hen over Sigurds Hoved Da Fafner skred over Graven stak Sigurd ham med Sværdet lige til Hjærtet. Fafner sprællede og slog om sig med Hoved og Hale, Sigurd sprang op af Graven, og da saae de hinanden.
+
::Sigurd og Regin droge op til Gnitahede, og fandt der det Spor, i hvilket Fafner krøb til Vands. Sigurd gjorde en stor Grav der paa den Vej, og steg ned i den. Da nu Fafner skred af Guldet, sprudede han Edder; men den fløj hen over Sigurds Hoved Da Fafner skred over Graven stak Sigurd ham med Sværdet lige til Hjærtet. Fafner sprællede og slog om sig med Hoved og Hale, Sigurd sprang op af Graven, og da saae de hinanden.
  
  
Linje 439: Linje 439:
 
::Guldet eje,
 
::Guldet eje,
 
::Som ligger i Mængde  
 
::Som ligger i Mængde  
::Paa Fafhers Leje.  
+
::Paa Fafners Leje.  
  
  

Nåværende revisjon fra 29. nov. 2019 kl. 12:13

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


25. Fafner


Sigurd og Regin droge op til Gnitahede, og fandt der det Spor, i hvilket Fafner krøb til Vands. Sigurd gjorde en stor Grav der paa den Vej, og steg ned i den. Da nu Fafner skred af Guldet, sprudede han Edder; men den fløj hen over Sigurds Hoved Da Fafner skred over Graven stak Sigurd ham med Sværdet lige til Hjærtet. Fafner sprællede og slog om sig med Hoved og Hale, Sigurd sprang op af Graven, og da saae de hinanden.


Fafner.
1.
Svend dog, Svend!
Hvis Søn er Du?
Hvor stammer Du fra?
Da Sværdet nu
Det blanke Du farved
I Fafners Blod,
Klingen mig lige
Til Hjærtet stod.


Sigurd dulgte sit Navn, fordi det var deres Tro i Oldtiden, at en døende Mands Ord havde en stor Magt, naar han forbandede sin Fjende ved Navns Nævnelse.
Han kvad:


2.
Krondyr jeg hedder,
Og vandrer i Livet
Som den, hvem ingen
Moder er givet;
Ej har jeg Fader
Som andre Mænd,
Jeg drager omkring
En eensom Svend.


Fafner.
3.
Hør, hvis Du ej Fader
Som Andre har,
Hvad Moder mon da
Til Verden Dig bar?


Sigurd.
4.
Jeg siger Dig, Intet
Du veed om min Stamme,
Og om mig selv
Er din Viden den samme;
Sigurd, Sigmunds
Søn, Man kalder
Den Mand, for hvis Vaaben
Her Du falder.


Fafner.
5.
Hvo hidsed Dig, Svend,
Med det lynende Blik!
Hvor kom det, at mig
Tillivs Du gik?
Din Fader var vist
En grusom Mand,
Du styrer den samme
Vej, som han.


Sigurd.
6.
Ene mig hidsed
Mit eget Mod,
Haand og Klinge
Er Bistand god;
Den, hvis Barndom
Blødagtig falder,
Næppe bli'er hvas
Paa sin gamle Alder.


Fafner.
7.
Hvis op Du voxed
I Venskabs Skjød,
Da voldte din Vrede
Manges Død;
Nu est Du en Fange,
Tagen i Krig,
Og fangen Mand bæver
Evindelig.


Sigurd.
8.
Ej Fafner med Grund
Mig foreholder,
At Faderrige
Jeg ikke volder;
Skjøndt tagen i Krig,
Er jeg ikke i Baand,
Du følte, at frit
Jeg rører min Haand.


Fafner.
9.
Hadskhed at ligge
I Alt, Du troer,
Skjøndt kun jeg siger
Dig sande Ord;
Det glimrende Guld,
Den luende Skat,
Den Rigdom bringer
Dig Døden brat.


Sigurd.
10.
I Ejendom finder
Enhver Behag
Bestandig indtil
Hiin ene Dag;
Thi eengang kommer
For hver en Sjæl
Den Stund, da heden
Den farer til Hel.


Fafner.
11.
Nornens Dom
Fra hver en Krog
Skal lure paa Dig
Som et Letsindsdrog;
Du drukner, naar blot
I Blæst Du roer,
For Dødviet Fare
I Alting boer.


Sigurd.
12.
Fafner, Man kalder
Dig viis med Rette
Og meget vidende!
Siig mig dette:
Hvo ere de Norner,
Som gange til Nød,
Og Barnet kaare
Fra Moders Skjød?


Fafner.
13.
Af sondrede Arter
Er Norners Stand,
Som ikke i Slægt
Sig regne kan;
Asamøer
Og Alfepiger,
Men nogle ere
Fra Dvalins Riger.


Sigurd.
14.
Fafner, Man kalder Dig
Viis med Rette,
Og meget vidende!
Siig mig dette:
Hvad hedder den Holm,
Hvor Kampen raser
Blodig imellem
Surt og Aser?


Fafner.
15.
Oskopner den hedder.
Samles der
Skal til Sværdleg
Gudernes Hær;
Bævrast brister,
Naar bort de gaae,
I Tykningen Gangerne
Svømme maa.


16.
Øgershjelmen
Mod Folk jeg bar,
Saalænge paa Skatten
Jeg ruget har;
I Styrke jeg troede
Mig overgaae
Alle, jeg traf
Af Mænd kun faa.


Sigurd.
17.
Øgershjelmen
Alene kan
Ej skjærme i Striden
Mand mod Mand;
Hvo Flere træffer
Tilsidst vil finde,
At Ingen kan Alle
Overvinde.


Fafner.
18.
Edder jeg fnyste,
Mens paa Leje
Jeg havde min Faders
Arv i Eje.


Sigurd.
19.
Paa Kraft Du hvæste,
Glindsende Snog!
Og Haardhed hele
Dit Sind betog;
Des større Had
Den Hjelm vil tænde
Blandt Mænd, hvem nu
Den gaaer ihænde.


Fafner.
20.
Jeg raader Dig, Sigurd!
Mit Raad Du høre:
Lad Hesten Dig lige
Til Hjemmet føre!
Det glimrende Guld,
Den luende Skat,
Den Rigdom bringer
Dig Døden brat.


Sigurd.
21.
Med Dig fik vi raadet:
Jeg rider forvist
Til Guldet, som gjemmes
I Lyngen hist,
Mens, Fafner! her
Du ligger og venter
I Dødskamp paa,
At Hel Dig henter.


Fafner.
22.
Mig Regin forraadte,
Dig vil han forraade,
Han vorder til Bane
For os baade;
Nu troer jeg, at Fafner
Snart sit Liv
Forliser, din Magt
Var mig for stiv.


Regin var gaaet bort, medens Sigurd vog Fafner, og kom tilbage, da han vidskede Blodet af Sværdet.


Regin sagde:
23.
Hil Dig, Sigurd!
Du sejrende øved
Drabet, og Fafner
Sit Liv berøved;
Af alle Mænd,
Paa Jorden ere,
Den haardeste Hals
Jeg siger Dig være.


Sigurd.
24.
Naar Sejrguders Sønner
Samles alle,
Man veed ej, hvo
Der er haardest at kalde,
Mangen er skrap,
Uagtet ej
Hans Klinge til Andres
Bryst fandt Vej.


Regin.
25.
Glad er Du, Sigurd!
Og sejerkjær,
Mens Gram Du tørrer
I Græsset der;
Min Broder dog
Den Dræbte var,
Skjøndt selv i Noget
Skyld jeg har.


Sigurd.
26.
Dit eget Raad
Det saa monne føje,
At hid jeg red
Over hellige Høje;
End ejed den Glindsorm
Gods og Liv,
Om Du ej havde
Mig egget til Kiv.


Da gik Regin hen til Fafner og skar Hjærtet ud af ham med Sværdet Ridil, og drak Blod af Saaret.


Regin kvad:
27.
Sid ned og Hjærtet
Ved Ilden vend,
Imens til at sove
Jeg lægger mig hen;
Først jeg Drikken
Af Blodet nød,
Saa æder jeg Livets
Kolde Glød.


Sigurd.
28.
Borte Du var,
Da Fafners Blod
Min skarpe Klinge
Jeg farve lod;
Styrke jeg prøved
Med Ormens Magt,
Mens Du Dig havde
I Græsset lagt.


Regin.
29.
Længe kunde
Hin gamle Trold
Ligget paa Lyngen
For Dig i Behold,
Om ikke jeg selv
Havde gjort Dig et Sværd,
Den skarpe Klinge,
Du brugte her.


Sigurd.
30.
Mod er bedre
End mægtigt Sværd
For vrede Mænd
I Stridens Færd,
Med Klinge sløv
En tapper Mand
Tidt store Sejre
Vinde kan.


31.
Bedre den Skrappe
End den Slappe
Kan i Hildes
Leg sig rappe,
Bedre den Frejdige
End den Flade
Vogte sig vil
I Alt for Skade.


Sigurd tog Fafners Hjærte og stegte det. Da han troede, at det var fuldstegt, og Saften af Hjærtet satte Skum, følte han paa det med sin Finger for at skjønne, om det var færdigt. Han brændte Fingren og stak den i Munden; men da Fafners Hjærteblod kom ham paa Tungen, forstod han Fuglenes Røst. Han hørte Egderne kviddre i Krattet.


Første Egde.
32.
Der sidder Sigurd,
Sveden brister,
Fafners Hjerte
Ved Ild han rister;
Klogere Ringenes
Bryder sig viste,
Hvis selv han den glindsende
Livsseje[1] spiste.


Anden.
33.
Der ligger Regin,
Pønser paa List,
Svenden, som troer ham,
Sviger han vist;
Vrangt i Vrede
Han sammenlænker,
Smeder til Hævn
For Broderen Rænker.


Tredje.
34.
Lod han den Graaskjælm
Fare til Hel
Et Hoved kortere,
Gjorde han vel;
Ene han skulde da
Guldet eje,
Som ligger i Mængde
Paa Fafners Leje.


Fjerde.
35.
Flinkere var han,
Hvis nytte han kunde
Det Venskabsraad,
Som I Søstre ham unde,
Ravnen han glæded,
Sig selv han tjente:
Hvor Ørene rage,
Er Ulv ivente.


Femte.
36.
Saa flink den Kriger
Er ingenlunde,
Som det af en Høvding
Ventes kunde,
Hvis bort han lader
En Broder drage,
Naar først han den anden
Har bragt af Dage.


Sjette.
37.
Taabelig er han,
Hvis dennesinde
Skaane han vil
Sin lumske Fjende
Regin, som ligger
Og vil ham forraade,
Ej han sig vogter
For slig en Vaade.


Syvende.
38.
Kort ham Hov'det,
Den garstige Trold,
Saa tager han ej
Dine Ringe ivold!
Som eneraadig
Du da skal eje
Den ganske Skat
Fra Fafners Leje.


Sigurd.
39.
Saamægtig Skjæbnen
Ej vorde kan,
At Regin fik Ord
For min Banemand;
Begge Brødrene
Skulle snart
Heden sig give
Til Hel paa Fart.


Sigurd huggede Hovedet af Regin og aad da Fafhers Hjerte, samt drak baade Regins og Fafners Blod; da hørte Sigurd, hvor Egderne sagde:


40.
Bind Du kun sammen
De røde Ringe,
En Konge ej lader
Af Frygt sig tvinge;
Jeg veed, hvor den fagreste
Mø monne gange
Prydet med Guld,
Søg hende at fange!


41.
Grøn er Vejen
Til Gjukes Hjem,
Skjæbnen viser
Vandreren frem;
En Datter den herlige
Konge mon have,
Hende Du vinder
Med Fæstensgave.


42.
En Sal paa højen
Hindfjæld staaer,
En Ild foruden
Rundt om gaaer,
Den lavede dygtige
Mænd til at true
I Kraft af sin lysende
Rædselslue.


43.
En Stridsmø veed jeg
Paa Fjældet sover,
Lindens Fortærer
Leger henover,
Søvntorn stak
I Møens Skrud
Ygger, da Mænd
Hun kaarede ud.


44.
Møen Du skuer
Med Hjælm, som did
Paa Stækvinge lige
Hun red fra Strid,
Ej Sigdrivas
Søvn Du bryde,
Skjoldung! Norner
Sligt forbyde.


Sigurd red langs Fafners Spor til hans Kule, og fandt den aaben. Døren og Stolperne og alle Stokkene i den Bolig vare af Jern, men Skatten var nedgravet i Jorden. Der fandt Sigurd overmaade meget Guld, saa at han fyldte to Kister. Han tog der Øgershjelmen, en Guldbrynje og Sværdet Hrotte, og mange Klenodier, og dermed belæssede han Grane, men Hesten vilde ikke gaae frem, førend Sigurd steg op paa dens Ryg.




Noter:

  1. d. e. Hjærtet.