Fafnersmaal (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Fafnersmaal


[I den store Udg. som anden Deel af det 2det Qvad om Sigurd Fafnersbane II, 166-88, 921-24. Jfr. dette Værks Fortale (1ste D.) S. XIX. See ellers Saga-Bibl. II, 56 o. f. 110 o. f. 208 o. f., samt den yngre Eddas Fab. 72 (Stockholms. Udg. S. 138). Digtet kaldes af nogle det 3die Qvad om Sig. Fafnersb.]


Sigurd og Regin droge til Gnitahede, og hittede der Fafners Sti, hvorpaa han kröb til Vandet. Der paa Vejen gjorde Sigurd en stor Grav og gik ned i den — men da Fafner kröb fra Guldet sprudede han Gift, men den flöj hen over Sigurds Hoved. Da Fafner foer over Graven gjennemborede Sigurd ham med Sværdet lige til Hjertet. Fafner rystede sig og slog med Hoved og Hale. Sigurd sprang frem af Graven, da de saa hinanden.


FAFNER sagde:
1. "Svend — Ungersvend![1]
Af hvilken Svend er du avlet?
Af hvilken Æt er du baaren?
Da du den blanke Klinge
I Fafners Blod rödfarved —
Sværdet mig til Hjertet gaaer."


Sigurd skjulte sit Navn fordi det var Folks Tro i Oldtiden at et döende Menneskes Ord formaaede meget, naar det forbandede sin Uven ved hans Navn.[2] Han svarede:


2. "Ædelt Dyr[3] jeg heder,
Men gaaet jeg har
Yngling uden Moder;
Ej har jeg en Fader
Som Mændenes Sönner,
Og ensom jeg vandrer."
 
3. FAFN. "Veed du, hvis du Fader ej havde
Som Mændenes Sönner,
Hvilket Vidunder dig avled?"
 
4. SIG. "Min Slægt jeg dig siger
Ubekjendt at være,
Mig selv ligervis —
Sigurd jeg heder,
Sigmund hed min Fader;
Dig jeg har med Vaaben fældet."
 
5. FAFN. "Hvo dig opfordred?
Hvi lod du dig forlede
Til mit Liv at fortære?
Du skarpöjede Svend!
Havde en grum Fader[4] —
Ufödt har og sin Deel!"
 
6. SIG. "Mig Modet opfordred,
Jeg hjalp mig med egne
Hænder og det hvasse Sværd.
Sjelden blir den kjek,
Naar affældig han vorder,
Som var i Barndom blöd."
 
7. FAFN. "Veed jeg, hvis du voxe kunne,
For dine Venners Bryst
Saa man dig kjæmpe vred;
Nu er du bunden
Og en Krigsfange —
Man siger Fanger stedse bæve."
 
8. SIG. "Hvi bebreider du mig Fafner!
At jeg fjærnet er
Fra min Faders Gods —
Ikke er jeg bunden
Skjönt jeg blev i Krigen fangen,
Du fandt at lös[5] jeg lever."
 
9. FAFN. "Hadske Ord dig tykkes
I Alt at være,
Naar kun sandt jeg dig siger —
Det lysende Guld
Og den ildröde Skat —
De Penge[6] dig Döden skal volde."
 
10. SIG. "For Gods vil stedse raade
Enhver blandt Mænd
Indtil den ene Dag —
Thi en Gang
Enhver som blev födt
Heden til Hel[7] skal fare."
 
11. FAFN. "For dig skal stedse
Staa Norners Dom
Over en uklog Daare —
I Vand skal du drukne
Hvis i Vind du sejler —
Alt er farligt for den som skal döe."[8]
 
12. SIG. "Sig du mig Fafner!
Da man siger du er
Vis og ret meget veed,
Hvilke ere de Norner
Som i Nöden staa bi
Og Barnet fra Moderen kaare?"
 
13. FAFN. "Meget ulige
Troer jeg Norners Herkomst være,
Slægt de ikke eje sammen;
Nogle ere af Asers Kjön,
Nogle af Alfers Kjön,
Nogle ere Dvalins[9] Döttre."
 
14. SIG. "Sig du mig Fafner!
Da man siger du er
Vis og ret meget veed,
Hvad den Kampmark[10] heder,
Hvor Sværd-væske blande
Surtur og Aser sammen?"
 
15. FAFN. "Oskopner[11] den heder,
Der alle Guder skulle
Spydene svinge.
Bifröst[12] brister
Da bort de drage,
Hestene i Söen[13] svömme.
 
16. Ægers Hjelm[14] jeg bar
Over Menneskers Sönner,
Medens jeg paa Skatten laa.
Ene stærkest af alle
Troede jeg mig være;
Ej traf jeg mange Mænd!"
 
17. SIG. "Ægers Hjelm ikke
Ene bjerger
Hvor Vrede stride —
Da det erfares,
Naar man blandt flere kommer.
At ingen er raskest af Alle."[15] —
 
18. FAFN. "Edder jeg spruded[16]
Mens paa min store
Faderarv jeg laa!".
 
19. SIG. "För spraglede Slange
Fnyste du saare,
Blev saa haard i Hu —
Meer rasende vorder
Mændenes Vrede
Ved den Hjelm at have."
 
20. FAFN. "Nu raader jeg dig Sigurd!
Det Raad du modtage.
Rid kun heden hjem —
Det lysende Guld
Og den ildröde Skat —
De Penge dig Döden skal volde."
 
21. SIG. "Raad mod dig er fundet,[17] —
Nu jeg ride vil
Til det Guld som i Lynget ligger.
Men du Fafner! lig
I Livets sidste Kamp
Der hvor dig Hel have!"
 
22. FAFN. "Regin mig forraadte,
Han dig forraade vil,
Os han begge Död skal volde.
Nu Fafner sit Liv
Lade maa;
Din större Styrke vandt!"


Regin var gaaet bort medens Sigurd dræbte Fafner — men kom tilbage da Sigurd törrede Blodet af Sværdet.


REGIN sagde:
23. "Hil dig nu Sigurd!
Nu har du Sejer vundet
Og Fafner ombragt.
Af Mænd som Muld betræde
Mest uforfærdet
Siger jeg dig födt at være."
 
24. SIG. "Uvist er det at vide
Naar vi komme alle sammen,
Sejerguders[18] Sönner,
Hvo mest uforfærdet födtes —
Mangen en er kjek,
Som Klingen dog ej stöder
Ind i en Andens Bryst."
 
25. REG. "Glad er du Sigurd!
Glad af din Sejer,
Da du törrer Gram i Græsset.
Du har min
Broder saaret,
Selv er jeg dog i noget Skyld."
 
26. SIG. "Du det voldte,
At jeg ride skulde
Hid over höje[19] Fjelde;
For Rigdom og Liv
Raadte end den spraglede Slange,
Havde du mig ej hidset til Strid." —


Da gik Regin til Fafner og skar Hjertet ud af ham med det Sværd som kaldes Ridil, og drak derefter Blod af Saaret. Han sagde:


27. "Sid du nu Sigurd!
Til Sövn vil jeg gaa,
Hold kun Fafners Hjerte til Ilden;
En slig Ret"[20]
Vil jeg nyde
Efter denne Drik af Blod."
 
28. SIG. "Du fjærnede dig
Mens jeg i Fafners Blod
Min skarpe Klinge farved.
Min Styrke jeg satte
Mod Slangens Kræfter
Medens du i Lynget laa."
 
29. REG. "Længe vilde du
Lade den gamle
Trold i Lynget ligge,
Havde du ej nyttet
Det Sværd som selv jeg gjorde,
Din hvæssede Klinge.
 
30. Mod er bedre
End Sværdstyrke
Hvor Vrede stride skulle;
Thi den kjække Mand
Seer jeg stedse vinde
Sejer med den slöve Klinge.
 
31. Bedre er for den Tappre
End den Forsagte
I Hildes Leg at gaa;
Bedre har den Glade
End den Modlöse[21]
I hvad ham end kan möde."


Sigurd tog Fafners Hjerte og stegte det paa en Ten, men da han troede det maatte være fuldstegt, og Saften fraadede ud af Hjertet, da tog han derpaa med Fingrene, for at kunne skjönne om det var stegt nok. Han brændte sig og stak Fingeren i Munden, men da Fafners Hjerteblod kom paa hans Tunge, forstod han Fuglenes Sprog.[22] Han hörte at Svaler[23] qviddrede i Krattet, og at en af dem sagde:


32. "Der sidder Sigurd
Bestænkt med Blod,[24]
Fafners Hjerte han
Ved Flammen steger.
Vis tyktes mig
Ringes Giver,
Hvis selv han fortærte
Spraglet Livs-gjemme."
 
33. 2den SVALE. "Der ligger Regin,
Tænker ved sig selv,
Vil svige den Yngling
Som ham troer.
Vred han sammenhamrer[25]
Vrange Ord;
Den Ulykkers Smed
Nu vil Broder hævne."
 
34. 3die SV. "Han graahærdet Taler
Hovedlös burde
Sende til Hel;
Da han ene kunde
For hele Skatten raade,
Fafners dyre gyldne Leje."
 
35. 4de SV. "Vis han tyktes mig,
Hvis han fölge kunde
Söstre! eders gode
Venne-Raad —
Tænkte sig om,[26]
Ravnen glæded;
Der jeg Ulven venter
Hvor jeg hans Ören seer."[27]
 
36. 5te SV. "Ej er saa vis
Raske Kriger,
Som af Hærföreren
Ventet jeg havde,
Hvis han en Broder
Bort lader slippe,
Naar han har den Andens
Alder forkortet."
 
37. 6te SV. "Han er meget uklog
Hvis han sparer
Den folkskadende Fjende,
Regin, som der ligger
Forraadende ham —
Kan han ikke sligt afværge."[28]
 
38. 7de SV. "Han rimkolde Jætte
Ved Hovedet skille
Og Ringene med! —
Da skal da det Gods
Som Fafner bevogted
Enevældig eje."
 
39. SIG. "Ej saa vældig Skjæbnen
Vorde skal, at Regin
Min Död forkynder,
Thi brat skulle begge
Brödre fare
Heden til Hel."


Sigurd hug Hovedet af Regin, aad derefter Fafners Hjerte og drak baade hans og Regins Blod.[29] Da hörte Sigurd at Svalerne talte:


40. "Sigurd! du samle
Gyldne Ringe;
Ej kongeligt det er
At qvæles af Frygt[30] —
Jeg kjender en Mö
Langt skjönnere end alle,
Begavet med Guld —
Hvis hende faa du kunde.
 
41. Til Giuke ligge
Grönne Veje,
Skjæbnen vinker
Vandrerne frem;
Der en herlig Konning
Har en Datter fostret,
Du hende Sigurd! skal
Med Fæstensgave vinde.
 
42. Paa Hindens höje
Fjeld staaer en Sal,
Uden til den heelt
Omgives af Flammer;
Den have vise
Mænd opreist
Af det ikke dunkle
Havets Skin.[31]
 
43. Jeg veed at paa Fjeldet
Den Stridskyndige sover,
Der over leger
Lindens Fare.[32] —
Ygger[33] för paa Lejet[34]
Stak med (Sövnens) Torn
Qvinden som Helte
Kaare vilde.[35]
 
44. Du kan Mand! see
Möen hjelmbedækket,
Hende som fra Kampen
Paa Vingskorner[36] red —
Ej Skjoldungers Ætling
Sigurdrifa maa
Af Sövnen opvække,
Det Norners Dom forbyder."[37] —


Sigurd red efter Fafners Spor til hans Leje og fandt det aabent. Dets Dörre og Dörstolper, samt alle Husets Bjelker og Stötter, vare af Jern, men Skatten nedgravet i Jorden. Der fandt Sigurd en stor Mængde Guld, hvormed han fyldte to Kister. Der tog han Rædselshjelmen, en Guldbrynie, Sværdet Hrotte og mange Kostbarheder, hvormed han belæssede Grane, men Hesten vilde ikke gaa frem förend Sigurd besteg den tillige.



Noter:

  1. ↑ I Vilkina-Saga kaldes Helten Sigurd Svend (Sveinn) i Kjæmpeviserne Snaren-Svend.
  2. ↑ Jfr. mine Forsög til Forklaring ov. n. St. af Ossian IX. Afdel. (S. 167).
  3. ↑ ↄ: Sigurdýr (Sigurdur) i Texten: gavfvgt dýr.
  4. ↑ Et dunkelt Sted, hvor jeg har fulgt Olafsens Oversættelsesmaade. Ufödt (egentlig ubaaren — sigtende til en Ceremonie som ellers fuldbyrdedes af Faderen) er her det latinske posthumus, födt efter Faderens Död. Jfr. Havamaals 72de Str.
  5. ↑ ↄ : fri.
  6. ↑ Egl. Ringe.
  7. ↑ El. Döden, Graven.
  8. ↑ ↄ : som skal döe inden kort Tid. Orig. feigr (i Norge og Skotland fey).
  9. ↑ Dvergens (af dette Navn); Dvergenes overhoved.
  10. ↑ Egentl. Holm (maaske ogsaa Ö). Jfr. 1, 88, 104.
  11. ↑ ↄ : uskabt eller ufravigelig.
  12. ↑ Gudebroen (Regnbuen eller Melkevejen; Bifröst eller Bilröst.
  13. ↑ Egt. (móda) a) en stor Elv (maaske Luftelven Iving) b) Dunst, Taage.
  14. ↑ See næstforegaaende Digt Anm. 16.
  15. ↑ Jfr. Havamaals 64de Str.
  16. ↑ E. O. fnyste.
  17. ↑ El. fuldbyrdet.
  18. ↑ El. Sejerheltes.
  19. ↑ E. O. a) heilög ↄ : hellige, el. b) hélug, bedækkede med Rimfrost eller tynd Snee.
  20. ↑ Om det dunkle Ord Æiscavld see den st. Udg. Gl. II, 574 og Grimm I, 195. o. f.
  21. ↑ El. den Sörgende, Nedslagne.
  22. ↑ Om den samme Overtro blandt Grækerne see v. d. Hagens Eddal. v. d. Nib. til dette Digt; hos de gamle Danske Saxos Fortælling om Erik den Veltalende, 5te Bog.
  23. ↑ Maask. rett.: Hun-Örne.
  24. ↑ El. Sved.
  25. ↑ El. sammendynger.
  26. ↑ El. bevarede sig selv.
  27. ↑ Et Ordsprog; latiniseret i Saxos 5te Bog (Efter Grimms Anm.)
  28. ↑ El. forudsee, tage sig i Agt.
  29. ↑ See herom Anm. i den kbh. Udg. II, 923. Om den hele Mythes indiske Oprindelse m. m. ssteds. S. 922-24.
  30. ↑ E. O. at frygte for meget i Fremtiden.
  31. ↑ ↄ : Guld. Eller: Vise Mænd have omgivet den med en klar forfærdende Lue.
  32. ↑ ↄ : Ilden, Luen.
  33. ↑ Odin.
  34. ↑ El. Kappen, Björnehuden.
  35. ↑ See Fortællingen i næste Stykke.
  36. ↑ Formodentlig en vinget Lufthest (paa hvem Brynhilde foer, som Valkyrie, gjennem Luften).
  37. ↑ ↄ : Hvis den deraf flydende Ulykke skal undgaaes. Sigurd adlöd ikke dette gode Raad.
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Fafnersmaal_(FM)&oldid=68939»