Festens gave - Det store tuskhandels-stævne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929
Det store tuskhandels-stævne
Meget er forandret, siden jeg var barn. Dengang var skibe sjældne, og vi levede vort liv paa samme maade, som vore forfædre. Vor føde og vore klæder bestod kun af det, vi selv kunne skaffe, og næsten alle fangstredskaber var gammeldags og selvgjorte. Nu bor vi mellem hvide mænd, og naar kulden ikke er altfor streng, gaar vi i hvide mænds klæder; daglig spiser vi fremmede landes varer, og vore skikke er ikke længere de samme som før. Vore børn gaar nye tider i møde.Den, som nu mangler et eller andet, gaar ind i en butik og skaffer sig, hvad han behøver. Det er enkelt mands sag og angaar ingen andre; det er ønsker, som bliver opfyldt i stilhed. Saadan var det ikke i min ungdom. Al handel var dengang en fælles sag mellem forskellige bopladser, og da man ingen penge havde, maatte man bytte sig sine fornødenheder til. Men to genstande har sjældent samme værdi, og for at gøre alle parter tilfredse i en vareudveksling, maatte man ordne sig paa en saadan maade, at handelen alene ikke blev hovedsagen, men kun en del af alt det, der skulle lokke og glæde de folk, der skulle begive sig ud paa lange rejser for at vise andre, hvad de havde, og frit fortælle dem, hvad de selv trængte til.
Derfor indstiftede man handelsfesten og knyttede dertil mange ceremonier, der regnedes for hellige og ubrydelige. Men festen var hovedsagen; thi vore forfædre vidste, at menneskenes sind aabner sig, naar de er glade, og al smaalighed forjages, naar man mødes ved muntre ædegilder.
Jeg var en ung mand, da vi boede inde i landet lidt nord for Igdlo. Jagten havde været heldig; vi havde mange skind af ulv og jærv og rødræv. Renjagten havde ogsaa været god, og derfor blev det besluttet at sende bud til "tindernes folk" (Kingingmiut) nede ved Cap Prince of Wales. Tilfældigt havde vi hørt, at kystboerne her havde haft en heldig hvalfangst, og at de havde overflod af det spæk, som vi trængte til; de havde ogsaa hvalrostand og liner af remmesæl, som vi ikke kunne skaffe os i indlandet. Og fine, hvidspættede skind af tamren, som de købte fra tjuktjerne.
Vi var to unge mænd, der blev sendt ud som indbydere. Vi fik hver en stav at bære, smykket med ørnedun og bemalet med røde ringe af okker. Hver ring betød et navn, vi skulle huske, og navnene skulle nævnes nøjagtigt i den rækkefølge, som vi selv havde faaet dem opgivet. Dengang blev der ikke handlet i flæng, men vareudveksling plejede næsten altid at finde sted mellem to mænd, der gennem mange aar havde en aftale imellem sig. De kaldte sig for fætre, var modstandere i sangkampe, kappedes i alle idrætter og regnede sig for saa nært knyttede til hinanden, at de i den tid, festen varede, som regel byttede koner.
Tidligt om efteraaret brød vi op og gav os paa vej ned over fjældene, der førte ud til havet. Mange nætter i træk havde vi vore ensomme lejre, ofte i fint vejr og glæde, undertiden i storme, hvor vi havde svært ved at finde selv det simpleste ly for snefoget. Men vi var vant til rejser, og vi var unge og ligeglade. Da vi endelig naaede frem, modtoges vi med stor hjertelighed og behandledes som hellige mænd, der røgtede sagnørnens ærinde. Vi blev festligt bespist, og mange madofre blev bragt til festens ophav. Men hastværk havde vi, og vi maatte hurtigt hjem for at give meddelelse om, at alle havde modtaget indbydelsen og ville komme med alt, hvad de kunne fragte paa deres slæder. Vor boplads ventede os med spænding, og vi fik her en behandling, ganske som om vi var fremmede folk, der kom paa besøg. Alle vore bopladsfæller samledes i festhuset, og under megen pudsig skæmt kom vi frem med, den besked, vi havde at bringe. Det var i de tider, da der skulle være humør i alt, hvad man tog sig for. Budbringerne skulle have lov til at give alle mulige falske meddelelser, indtil sandheden omsider med mange omsvøb blev aabenbaret. Det var skik, at de hellige indbydere rundt omkring i deres klæder skulle gemme smaa, bitte træstykker, der angav antallet paa de slæder, der skulle komme. Men disse træstykker maatte aldrig udleveres frivilligt; folk skulle kaste sig over os og selv finde dem frem under slagsmaal paa skrømt. Denne spøg blev der altid gjort meget ud af. Saa snart den fulde melding var afgivet, skulle det vindue aabnes, der altid findes øverst oppe i taget paa festhuset, og herigennem skulle der saa rejses en høj stander, og paa toppen af den skulle en udstoppet ørn sættes. Til denne skulle der siden ofres ved hvert maaltid, der blev givet, saa længe festen stod paa.
Tidligt paa vinteren, saa snart føret var fast og godt, ankom gæsterne i stort optog med tungt læssede slæder. Men lang tid forinden spejdedes der efter dem, thi de skulle modtages af særlige udsendinge en dagsreje fra bopladsen. Hertil blev de unge mænd udvalgt, som man kaldte løbere. De skulle være de bedste idrætsmand, de hurtigste, de behændigste og de stærkeste. Ogsaa de fik hellige symboler paa festen og deres pande smykket med skindstrimler, der var prydet med ørnefjer. I haanden skulle de bære en stav, og i enden af den var der fastgjort en lækkerbisken, som indbyderen sendte den mand, han ventede, som en særlig velkomst. Saa snart løberne var i sigte, skulle hele toget standse; alle de mange mænd, kvinder og børn stillede sig op i rækker og istemte en sang. Naar denne sang forstummede, skulle løberne springe frem med udstrakte arme og danse hen til den mand, de var sendt ud for at møde, og saa stillede de sig bag ved ham, nævnede hans og indbyderens navn og stak ham lækkerbiskenen i munden. Saaledes bragte de deres velkomsthilsener en for en, og saa snart det var gjort, begyndte det spændende kapløb.
Alle mænd, der er gode løbere, slutter sig til dem, og nu skal man se, hvem der kan komme først til bopladsens festhus. Dette gælder intet mindre end selve bopladsens ære; thi kommer de fremmede først, har de ret til at tage festhuset fra dets ejere. Og saa starter løberne. Bag efter dem kommer unge kvinder med en tom slæde; thi efterhaanden som løberne bliver varme og kaster deres klæder, skal pigerne samle dem op. Og det kan hænde, at kappestriden bliver saa hed, at de ivrigste naar frem, kun iført kamiker og inderbenklæder, med nøgen og dampende overkrop, der er helt bedækket med rim. Ved ankomsten hyldes de med sang og dans og mad.
Gæsternes hovedfølge ankommer dagen efter. Langsomt arbejder de sig frem med deres tunge slæder, og nu skal de alle være iført smukke klæder, der aldrig før har været brugt. Et stykke foran husene standser de og modtages af bopladsens ældste mænd og børn; det gamle og det nye skal gaa dem i møde for endnu en gang at hylde dem paa indbydernes vegne. Straks efter ankomsten stiller de fremmede sig op i en lang række; det samme gør bopladsens folk, og trommerne kommer frem. Ørnen var et friluftsdyr, derfor skal festerne indledes med sang under aaben himmel. Men i samme øjeblik man begynder at slaa paa trommerne, kommer to lurvet klædte, halvnøgne mænd ud fra festhuset med lange, brændende fakler i haanden. Deres arme er bare, de har ingenting paa benene lige fra vristen og op til skridtet, og de faa pjalter, der hænger paa dem, er skind af gamle pelse, hvor haarene er slidt af.
Festen aabner for en ny tid. Fest fornyr mennesker. Derfor kommer disse lurvet klædte mænd som et modsætningens symbol, som et billede paa alle de genvordigheder, al den modgang, begge lejre har kæmpet sig igennem, før man med god samvittighed kunne samles til fest. Med de lange fakler højt hævet over hovedet løber de mærkelige mænd op og ned langs rækkerne og raaber: "Dette er ild og varme fra vor boplads! Gid den maa tø jer op! Dette er ild og varme fra vor boplads! Gid den maa tø jer op!"
Atter røres trommerne, men næppe prøver koret paa at falde ind, før der igen kommer to halvnøgne, sortsværtede mænd ud af huset; de er lige saa lurvet klædt som fakkelbærerne, og i lange dansehop springer de ind mellem gæster og værtsfolk, mystiske, frygtindgydende og grinende med malede, ukendelige fjæs. Der er noget ildevarslende over dem, thi krig kom jo med den første fest, og derfor bærer de bue og pil, pile med skarptslebne spidser. Længe danser de op og ned mellem rækkerne, indtil de pludselig standser foran en af de højeste mænd, lægger pilen paa buen og skyder den af saa tæt hen over hans hoved, at det næsten strejfes. Straks løfter alle hænderne i vejret, thi med dette pileskud er alt ondt og farligt skudt bort fra festdagene. Nu kan de glade sange istemmes, og man kan gaa op til husene og faa den velkomstmad, som enhver har ønsket sig.
Det store festhus er klart til modtagelsen. Den ene af de hellige indbydere, der stadig har hovedet smykket med smukke fjer, fører de fremmede ind og anviser dem den plads, der er bestemt for dem. Thi som regel har gæsterne ønsket sig særlige skind eller kostbart pelsværk, og dette er nu fremlagt paa gulvet og bliver deres, i det øjeblik de sætter sig paa det.
I baggrunden af festhallen er indbydernes plads; men de sidder med ryggen til; thi de maa ikke se deres gæster her, før sangen er begyndt. Ogsaa de har fjerprydede kranse om hovedet og dertil en sort streg hen over øjnene. Det skal give held. Imellem dem sidder den trommeslager, der skal slaa an paa den store festtromme, hvis øverste kant er smykket med skarpe, dristige takker. Bag ved indbyderne sidder deres koner sammen med koret; de fleste unge mænd har trommer, de sædvanlige flade tamburiner, som senere skal anvendes under dansen. Omtrent midt paa gulvet mellem de to hold sidder en trædukke, en mandsling med læbesmykker af perler, en fjer paa hver side af hovedet og en langhaaret ulveskindskant om hætten. Det er en mekanisk dukke, og naar der trækkes i en snor, kan den bevæge arme og hoved og slaa paa tromme. Dette gør den, hver gang en kvinde træder ind.
Et vældigt slag paa den store trætromme forkynder, at alle er samlede. Og nu rejser indbyderne sig langsomt op og svajer frem og tilbage i bøjede knæ, idet de for hvert nyt trommeslag retter sig et stykke i vejret og drejer sig lidt hen imod deres gæster, indtil de tilsidst staar fuldt oprejst med ansigtet mod dem, de har indbudt. Nu begynder sangen, medens de klapper takten med deres hænder, indtil atter et vældigt, alt overdøvende slag paa festtrommen lyder; da kaster alle indbyderne sig paa knæ og holder sig i denne stilling med hovederne sænkede, indtil dansetamburinerne igen bringer fart i forsamlingen.
Hermed er de indledende ceremonier forbi. Indbyderne træder en for en frem og synger en sang, hvori de nævner deres ønsker, ønsker, der, hvor kostbare de end maatte være, skal opfyldes af gæsterne; thi den gamle hunørn havde bestemt, dengang hun indstiftede festen, at ingen maatte gaa bort med uopfyldte ønsker. Ønskerne var hellige som selve festen.
Siden er det gæsternes tur at svare, og nu frembærer de deres ønsker. Paa den maade udveksles alle slags ejendele mellem bopladserne, og enhver faar det, han mangler.
Denne gaveudveksling kunne staa paa i flere dage; det kom an paa antallet af værtsfolk og gæster, og hvor meget de ejede. Alt skulle helst være overvældende og overdaadigt; man satte en ære i at overgaa hinanden; der skulle foregaa ting, man kunne tale om resten af vinteren, og derfor gjaldt det om aldrig smaaligt at tænke over, om man muligvis fik mindre, end man gav.
Sidst kom det store festmaaltid til ørnens ære. Alt var her lagt saa vældigt an, at det ikke var beregnet paa, at der skulle spises op. Thi fem gange skulle indbyderne bringe al slags kød ind, saa meget der kunne stables op paa festhallens gulv, lutter lækre, udsøgte sager. Man spiste, hvad man orkede, resten bar man ud paa vildtgalgerne for siden at læsse det paa slæder, naar man engang brød op. Saa blev det gæsternes tur. Ogsaa de skulle fylde festhuset fem gange med mad, og saaledes fik man igen, hvad man havde givet, men paa den maade, at kød af landdyr byttedes med kød af sødyr.
Samværet kunne strække sig over uger. Der skulle synges og danses hver aften; man skulle rigtig lære hinanden at kende og berette om alle sommerens og efteraarets oplevelser. Og fortællerne, der her havde lejlighed til at tale for udvalgte tilhørerskarer, forsømte aldrig lejligheden. Men naar den dag kom, da værtsfolkene ikke havde noget imod at vende tilbage til deres daglige sysler, og gæsterne saa smaat begyndte at tænke paa deres egen boplads, kom opbruddets dag. Da samledes alle stavene, hovedprydelserne, smykkerne, den mekaniske dukke, ja, selv den udstoppede ørn. Og et stort baal antændtes. Thi alle de hellige symboler skulle brændes; de maatte aldrig overleve festen. Og først, naar de var blevet til aske, kunne man tage afsked og gaa hver til sit.
Fortalt af
Arnasungâq
Kilde
Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.
