Finsk tro og finsk galder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Finsk religion og mytologi

Finsk tro og finsk galder

Ferdinand Ohrt
1918

Kaarle Krohn: Suomalaisten runojen uskonto (De finske Runokvads Religion), Helsingfors 1915.
Sammes Suomalaiset syntyloitsut (De finske Ophavsgaldere), Helsingfors 1917.

Kaarle Krohn (1863–1933)
Maleri af Vilho Sjöström

FOR Finland var de første Aar af Verdenskrigen en trykket, men dog nogenlunde rolig Tid ogsaa for videnskabeligt Arbejde. I hvert Fald de Maaneder, hvor Isen skærmer Helsingfors mod Overfald fra Søen, kom Manuskripterne op fra Kældrene, og Presserne gik i Gang. Af de to ovennævnte Værker kunde det sidste se Lyset endnu sidste Sommer, för Ragnarokmörket blev tæt over det ulykkelige Land. Et Indblik i finsk Folkemindeforskning ogsaa i de seneste Aar maa fylde os med den störste Respekt. Fra sin Lærestol som fast Professor i Faget og fra sit "Folkedigtningsseminarium" tænder Kaarle Krohn den lysende og varmende Lue for sine Elever, men lærer dem tillige at træde Forskningens trange Stier ind i den viede Lund. Han giver dem Opgaver at løse og gör dem til sine Medarbejdere; hvad de samler og ordner, det gennemforsker og gennemlyser han selv. Man faar stundom en stærk Anelse om, at han giver Eleven Æren for at have "set", hvad Læreren dog først havde lukket dennes Öjne op for. Men Hold paa Hold modnes saa Eleverne, og somme faar lært at gaa paa egen Haand. — Udenfor denne Kreds, blandt Krohns jævnaldrende, har især Sprogforskeren Prof. Setälä nu og da givet interessante Bidrag til Folkemindeforskningen.

Det følgende Referat fra Krohns to sidste Værker vilde naturligt falde i tre Grupper: Religion, Trylledigtning, Heltedigtning. Pladsen tillader dog ikke her at tage den sidste med; Krohns ny Granskninger af "Heroerne" kaster ændret og mærkeligt Lys over flere af Kalevalas Skikkelser; men hans Resultater har dog her næppe endnu vundet saa stor Fasthed som paa de andre Omraader.

1. RELIGION

Nutidens Forskning af finsk Hedentro grundlagdes af Castrén i hans fortjenstfulde Værk "Finsk Mytologi", 1853. Siden fulgte Julius Krohns († 1888) "Den finske Æts hedenske Gudedyrkelse" (udg. 1894 af Sönnen Kaarle K.). Og nu kom altsaa "De finske Runokvads Religion". Titlerne er talende. Paa Castréns Tid er Religion i förste Række Myter om Guder og Heroer; siden har man lært at se Kultus, Menneskets praktiske Forhold til Magterne, som det grundlæggende. Og mens baade Castrén og J. Krohn vil spænde over hele den finsk-ugriske Æt og give et samlet Billed af Suomifinners, Volgafinners, Lappers og sibiriske Ugrers Tro, saa kommer Bogen af 1914 som første Led i et Værk, hvor fire Fagmænd skal tage hver sin Gruppe indenfor Ætten. Dog er Esterne, der staar Finnerne saa nær, tagne med her i förste Del.

Krohn tager sit Stade ikke i de kronologisk ældste Beretninger (Henrik Letter om Esterne i 13de Hdaar, Finlands Reformator Agricola i 16de), men i den levende Folketradition, dels — som Titlen viser — i Runo-kvadene, der er optegnede fra Folkemunde især i 19de Hdaar, dels ogsaa i Levn af gammel Døde- og Naturkultus, som stedvis endnu trives eller dog mindes. Ud herfra kastes saa jævnlig Lys over de ældre Beretninger.

De gamle Tiders religiøse Formidler mellem almindelige Mennesker og Aandeverdenen er "Vismanden", "Seeren", "Troldmanden", hvad man nu vil kalde det primitive religiøse Geni. Naar vi hører om en finsk Troldmand, som sidder i Røgen over et Baal, medens de omværende synger, og som paa denne Vis drager sin Sjæl indad, bort fra den synlige Verden; eller naar en anden lægger sig i Kiste, faar kastet Jord paa og bagefter skuer de Underjordiske og fra dem henter Viden om hvad den Syge fejler, — saa skönner vi, at vi staar overfor noget meget gammeldags. Endnu langt ned mod vor Tid var Ekstasen, Bortrykkelsen, for den finske Vismand en Vej til Aanderne. Fra een Egn mindes, at Seeren dækkede sit Hoved til for at sondre sig fra den ydre Verden [man jævnføre Thorgeir paa Altinget]. I Østfinland har i 19de Hdaar den Tilnærmelse til Ekstasen været almindelig, at Galdremanden skriger op, saa Fraaden staar af Munden, Haaret rejser sig, han vrider sin Krop, tramper og hopper; hans "Natur" vaagner:

Hæv dig, min Natur, af Dvale,

op, min Aand, fra væltet Stamme (eller: fra Graven),

op fra dybe Land, mit Ophav!

De Væsener Troldmanden kommer i Føling med, er fra først af Aanderne fra det dybe Land: de Døde.

Paa Bogens Omslag har Krohn et stiliseret Billed: To Mennesker knæler med Hovedet mod Jorden i en hegnet Gravlund, hvor en Dug med Skaaler og Mad ligger paa Grønsværet. Jævnsides Ekstasen ser Krohn Dødedyrkelsen som det ældste Grundlag i finsk som i finno-ugrisk ja i al primitiv Religion. Saare levende males gennem en Række Skildringer den østfinske Dødekultus for os. Det gælder at sörge for de bortgangne, om man selv og Korn og Kvæg skal trives vel! De Døde faar stedvis en Tømmerbygning over Graven i Stil med gammeldags karelske Huse; ad et lille Vindu kan Beboeren kigge ud. Ved Gravfærden gives stundom Benene af en Okse eller en hel Hane til den Døde; eller man giver ham, med Forening af Symbolik og økonomisk Sans, lidt Kul og Aske i Kisten med de Ord: "Dær er din Ko, og dær er dit Faar". Dernæst sættes regelmæssigt Mad paa Graven, (Ærter og Bønner er her som i den klassiske Oldtid særlig Dødespise), og de mærkelige Graadkvad lyder jævnlig over den. Og endelig holdes der særlige Mindefester, paa Graven og hjemme: For den enkelte afdøde fejredes "Seksugersfesten"; i de første seks Uger efter Dødsfaldet, da Legemet endnu ikke er opløst, menes Sjælen af sig selv at gæste Gaarden; men derpaa faar den et Mindemaaltid, hvor Husets Ældste tænder Røgelse omkring og under Bordet. For alle Døde i Slægten festedes een eller flere Gange om Aaret; de kunde da indbydes ved Raab fra Gaardspladsen og efter deres Maaltid atter vises ud ved Raab: "Gaa bort, hav nu spist og drukket; gaa did hvor I føres hen, hver til Jert eget Sted; tag (de døde) Smaabörn ved Haanden, gaa bort!" Den störste Dødefest, Kekri, var om Efteraaret; i estisk hedder Oktober "Aandemaaned", hingekuu; ogsaa hos Letterne er det de Dødes Tid; i finsk hedder November "Dødningmaaned", marraskuu (af ældre marðas, et ældgammelt Laanord, jfr. f. Ex. mortuus). Kirken søgte naturligvis at samle Dødekulten til Allehelgen- og til Sjæledagen, 1-2/11. Dødedyrkelse ved Juletid spores kun i Vestfinland, under nordisk Indflydelse. Østpaa gaar, ikke ved Jul men ved Kekritide, "Kekrifolkene" om fra Landsby til Landsby, udklædte og med Masker, og kræver Mad og Drikke, "ellers slaar vi Ovnene i Stykker"; de fremstiller vel de Døde. Andre Istedtrædere for disse er Tiggerne; de faar stedvis ved Gravfester Del i Maden og kaldes da "de navnløse".

"Gaa hver til Jert eget Sted", hed det i Døderaabet. Oprindelig bor hver død i sin Grav; den er Dødhjem, Kalma, Tuonela. En mærkelig vestfinsk Vuggesang vugger Barnet: "Visselulle, ind i Tuonela", i den Stue, der er lavet af Græstørv, og hvis Vægge er klædt med Mos, dær ligger Barnet godt, uden at dreje sig, "did ej høres Hanens Galen, heller ikke Hundens Glammen". "Gravjordfolket" (yngre: "Kirkefolket") danner dog et Samlag, men först under kristelig Paavirkning faar man et virkelig fælles Dødsrige (ɔ: Skærsilden) eller to (Himmel, Helved). Men holder de Døde ikke efter hedensk Opfattelse til ogsaa andre Steder end i Gravene?

Spörgsmaalet om Naturdyrkelsens Forhold til Dødekultus erklærer Krohn for saare vanskeligt, men han stræber jævnlig at vise en Sammenhæng mellem dem indenfor finsk Folketro. Jordens, Skovens, Vandets Aander kan i al Fald delvis opfattes som Dødninge: Det første Menneske der dør i en Gaard, bliver Gaardens Vare eller Skytsaand, haltia; Vandaander tænkes ofte som druknede Sjæle; Fossens Aand faas i Tale, naar et Dødninghoved sænkes i Vandet; "Ildfolket" gör man sig hørigt ved at tage Ild fra tre Arner, hvis første Brugere ikke kendes ɔ: er døde; o. s. fr.

Ganske klar er Sammenhængen mellem Dødedyrkelsen og Ærefrygten for Björnen. Her er imidlertid ikke Tale om afdøde Mennesker, men den fældede Björn hyldes og frygtes, fordi den er gaaet over i de døde Sjæles magtfulde Skare. Til de ældgamle Björnegravølskikke slutter sig i Østfinland en Række Smaasange; Kvad og Ritus indgaar intim Forening til et Slags primitivt Drama. Nogle Træk, der viser dette, skal fremdrages her. Stednavne m. m. i disse Kvad viser iøvrigt, at de stammer fra Syd- og Vestfinland; hernede mindes stedvis Ritus endnu, men Kvadene er glemt. — Saasnart de gæve Björnejægere var naaet til at fælde Bamsen, ved Spyd eller i senere Tid ved Bøsse, formildede de den dødes Vrede ved at oplyse den om, at Drabet var sket ganske uforsætligt, man vidste ikke ret hvordan:

Ej var det min Agt at komme

frem til Bamselilles Bolig:

Rönnestaven frem mig førte,

Hæggekæppen hid mig leded,

Hunden rulled som et Nøgle,

mine Skier løb selv til Skoven.

Siddende i en Slæde føres nu "den lille Fugl", "Honninglabben" hjem til Gaarden. Mens Skindet flaaedes, lød det:

Lad os bytte vore Skjorter,

vende vore Overfrakker!

Giv du mig en ulden Skjorte,

tag af mig en Jærnstofskjorte:

Jærn baader dig bedst i Krattet,

staar sig sejest imellem Graner.

Jeg har ikke lavet Kniven,

heller ikke har min Fælle:

Kniven lavet blev i Estland,

kom fra Sakserlandets Købing,

førtes hid i Klædepakke

gennem Øresund, det dybe.

Altsaa er Hævntanker unyttige, Knivsmeden bor fjærnt eller er død. — Det var Mænds Sag at fejre Björnens Gravøl, Kvinderne taaltes höjst i en Krog af Stuen, samt fik Lov at brygge Øllet. Björnekødet kogtes af Mændene; paa Suppen sattes Bönner, Døderetten. Naar Kødet bares fra Køkkenet i Stuen, hed det:

Vogt Jer nu, I stakkels Koner,

tag Jert Moderliv i Vare,

skærm Jert Skød, I Gaardens Kvinder,

(mens den Gode gaar i Stuen,

mens den Salige sig nærmer)!

Den Døde kunde jo skræmme de Svangre, stræbe til nyt Liv gennem deres Foster. Maaltidet begynder; Fadet med Hovedet, der er kogt for sig, skal nu hvirvles rundt fra Mand til Mand:

Nu skal Bamsen endevendes:

Nu er Bamsen nederst ved Dören,

nu er Bamsen bagest ved Væggen.

Se, hvor "Skoven" nu sig drejer,

se, hvor "Skoven" nu sig vender

som en Konge med sin Klinge,

som en Tjur med Halefjeren.

(metsä, Skoven, er lig Björnen, og metso er Skovfuglen, Tjuren). Nu bydes Skovens Haltia til Gilde:

Skovhjems honningmilde Moder,

Skovens gyldne Drot og Herre,

kom nu til din Okses Bryllup,

til din Langpels' Gæstegilde!

Ved Gravøllet kan en Person, af Kön modsat Björnens, forestille dens Brudgom eller Brud. Saa skæres Hovedet itu, og Tænderne løses ud og fordeles mellem Jægerne:

Nu kommer de Knoglers Knagen,

Knoglers Knagen, Hoveders Bragen;

nu er Tændernes Tur at spredes.

Morgenen efter Gildet gaar man under Sang ud til et höjt Træ, der afkvisfes (ligesom døde Mennesker faar deres afkvistede Træ); oppe i det fæstes Hovedskallen, tilpas höjt:

Ikke skal for lavt du sættes,

hvor de sorte Myrer æder;

ikke skal for höjt du sættes,

hvor de Høge graa dig æder.

Man hælder Øl i Skallen, saa det flyder ud ad Hullerne. Og saa giver man den Døde, hvis Sjæl nu farer til Skovs, klogelig det Bud med til de levende Björne:

Sig, naar du herfra er faret,

sig, naar du til Skovs er kommen:

Ikke blev jeg haardt behandlet,

Honning fik jeg her at æde,

og man bød mig Mjød at drikke.

Ved Tilbagekomsten fra Træet modtoges Mændene med det ængstelige Spörgsmaal:

Hvorhen bragte du dit Bytte?

Lod du det paa Isen ligge,

har du traadt det ned paa Vejen,

sænket det i Sne og Pløre?

Men Svaret skildrer den hædrende Ligfærd:

Didhen bragte jeg mit Bytte,

op paa Top af gylden Bakke,

op paa Kobberaasens Skuldre,

satte det paa hellig Stamme,

(eller:) satte det at se paa Maanen,

skue frydefuldt paa Solen.

I ældste Tid sang blot Mænd Björnekvadene, siden kunde Mænd og Kvinder veksle "Spörgsmaal" og "Svar". Mer og mer glemtes Sangene; et Björnejægerlag i russisk Karelen tilkaldte i 1907 en dygtig Runosangerske fra Kirkebyen, som alene sang alle Kvadene ved Höjtiden: Solosang af en Kapacitet istedetfor Menighedens Fælleshymner. Anderledes gik det etsteds i Sydkarelen; her holdt Menigheden sig aktiv, selv da de rette Ord var glemt: Björnejægerne bad i Fællig Fadervor og sang af Salmebogen, saa det rungede i Skoven. —

Selv om Naturdyrkelsen i Finsk er ældgammel, ses den dog at være udformet under ikke ringe Paavirkning fra Skandinavien (mulig tildels fra Slaverne). Ikke blot er Skovpigen som hos os hul i Ryggen, og Vandmanden musikalsk, men Grundforestillingen om enkelte Skytsaander i Naturen, haltiat (jfr. hallita, at herske), svarer helt til jordrådan (jordrået), skogsrådand' o. l. i Sverig og svensk Finland. Aabenbare Laan er tonttu (tomte, Nisse, allerede hos Agricola), han kræver Ofre, hvad den gamle Gaard-haltia ikke gör; endvidere para (bjära. Heksens "Mælkekat"), näkki og jätti.

Om Sol-, Maane-, Stjærnedyrkelse er der ingen folkelige Minder. Agricola siger vel: "De dyrkede meget andet, Sten, Stubbe, Stjærner, Maane"; men denne summariske Paastand kan være formet over de middelalderlige Kirkesynoders stadig mekanisk gentagne Forbud mod al Slags Hedenskab; Tiltalen til Maanen i Trylleformler er, ganske som hos os, importerede Ramser. Dog kender baade Agricola og Folketroen Væsener der æder eller sværter Maanen. Kultus af Tordenen er derimod udøvet; den forudsætter Agerbrug og kan være kommen baade fra Gottoner og fra Slaver. Ukko, Gubben, minder om "fader Thoren", "gogubben". Fra 16de Hdaar af omtales Fester for ham, tildels flyttede til Petri eller Elias' Dag, med Mad, med "Ukkos Skaal" (jfr. Thors Skaal), vældig Ølrus og Svömmetur bagefter — indre og ydre Fugtning for at skaffe frugtbar Regn; i Ingermanland holdt Festen sig stedvis lige til Aar 1900. Torden kommer efter særlig finsk Opfattelse af, at Ukko tærsker i sin Lo: "Tærsk, Ukko, din Flammelo, lad din Gnistlo springe; Ild staar ud ad Vindverne, Gnister gaar ud ad Dören". Rauni, Ukkos Hustru, er af Setälä tydet som nordisk Rön, det frugtbærende, Thor viede Træ.

Med Agerbruget faar man ogsaa Kornguder. Agricolas "Rongoteus", der "gav Rug", er nu genfunden i Kvad som Rukotivas og Runkoteivas: "Rug-guden", et nordisk Navn. Og "Markens Pekko", som "gav Byggen Vækst" (Agricola), har Magnus Olsen udledet af et gammelt Beggvu lig Freys Tjener Byggvir (af "Byg"). Samme Skikkelse har vi maaske i de setukesiske Esters Peko, en Voksfigur, der paa Omgang gæmmes i Gaardenes Kornkister og hver Vaar faar sit Bygølgilde, endnu fejret 1908; efter een Skildring afgør et Slagsmaal mellem Bymændene, hvem der skal være næste Aars Pekovogter: den der först faar en blodig Skramme. En Bælg- og Rodfrugtguddom har vi i Egres (Agricola) eller Ägröi eller Äyräs-konen, jfr. rofgumman i svensk Finland og dansk Ærte-kælling; faar man i Karelen fat i en dobbelt, sammenvokset Roe, skal man bære den særskilt hen til Kulen, falde flere Gange undervejs og gentage: "Jeg kan ikke bære den, hellig Ägröi; aa hvor den er tung". Endelig har vi Sämpsä, der minder os om Frey-Nerthusdyrkelsen (se A. Olriks Referat i Danske Studier 1907 S. 62); Navnet tydes som Skovsiv (jfr. tysk Semse), der i det tidlige Foraar bruges til Kvægfoder. — I Kvadenes "Moder Jord", "Jord-moder" vil Krohn ikke se Tanken om Mulden som alt Livs Ophav, men den af Dødedyrkelsen fremgaaede "Jordkone".

Troen paa en Skytsaand, haltia, for det enkelte Menneske, har som för antydet Rod i Dødekultus, men synes dog udformet i Tilknytning til nordiske Forestillinger. Denne haltia er Menneskets "Natur" (luonto af luoda, skabe), jfr. islandsk "Naturer" i Flertal om slige Aander. Ogsaa et Ord der betyder Fylgje, Medfølger, (saattaja) kendes. Skytsaanden kan optræde som Dyr, f. Eks. som Björn. Foruden sin egen "Natur" kan Troldmanden iøvrigt ogsaa göre sig andres underdanig, Dødningers, Skov- eller Vandaanders, Tordenens; han bliver da ikke at spøge med.

Til Ekstasen og Dødekulten som Grundlag og til den nordisk paavirkede Naturdyrkelse kommer saa som et tredje Trin den folkelige Katolicisme. Den omspænder Livet, og den gennemsyrer Folkedigtningen, hvor bl. a. Helgennavne i Mængde forekommer, ofte stærkt fordrejede. Især østpaa opstaar en mærkelig Forening af gammelt og nyt, idet Kristendommen her staar overfor en kraftig hedensk Konservatisme. Paa den ene Side lever ældgammel Tro og Skik videre, dækket af Helgenernes brede Kaaber, især da de gamle blodige Offerfester; "sidste Gang fejret 1910", "holdtes endnu 1907" o. l., hører vi derom. St. Nikolais Vædder slagtes i Bedehusets Forrum saaledes, at Blodet løber fra Halsen lige ned i et Hul i Gulvet (Fotografier af Handlingen er vedföjet). Ved St. Antonius' (Tönnis) Gilde i Estland maatte der ikke bedes Bordbön, enhver indtrædende Gæst skulde bande Husfolkene, ellers fik han Prygl; Tön-ni's Kurv, hvori der hele Aaret igennem var lagt Förstegrødeoffer af alt muligt, blev baaret rundt og nedgravet, og T. anraabtes om at skærme Køerne og Kælvningen; en "Tönni-figur" fremdraget 1898, ser nærmest ud til at forestille et Avlelem. — Negativt optræder Hedenskab i kristen Form, naar de gamle Navne paa Dødes Sjæle (kuljus, peijakas o. fl.) bliver til den Onde eller de onde Aander, og naar Hiisi, den hellige Lund, bliver Uhyggens Hjem, Helvede, og Djævelen selv.

Men paa den anden Side er efter Krohn saare meget i Folkedigtningen, der tager sig hedensk ud, i Virkeligheden katolsk Verdensbilled og Legende: og for saa vidt heri atter er Hedenskab, er det det antikke græsk-romerske i Kirkens Dragt. Fremfor alle Skikkelser har Jomfru Maria optaget finsk Følelse og Fantasi, hvad enten hun nu optræder under dette Navn eller som Solmø (Päivätär), Luftmø (Ilmatar), Plagemø (Kivutar) eller ved andet Navn. Hun kaldes ned fra det höje:

Stik dit Hoved under Skyen,

ræk din skönne Hals igennem! —

Stig herned ad Himlens Navler (Poler),

il afsted langs Luftens Sider,

over Maanen, under Solen! —

Kom herned til Synderslægten,

kom i Vaarvind, kom i Solrøg,

kom i Skyen eller Taagen!

Selv naar hun iler til Hjælp "med de hundred Horn i Panden, med de tusend Dievorter" og minder os om de Efesers Diana, er hun virkelig Jomfru Maria med dennes "Salvehorn" fulde af Lægebalsam, og med den undergørende Jomfrumælk. Bedre kendes vi ved den salige, naar hun sagte glider ind i Badstuen, hvor de finske Kvinder føder, for at bringe sin Hjælp:

Jomfru Marja, Moder liden,

træd i Badstu, dulgt og stille,

træd i Lön i Tærnens Kammer,

pas, at Døren ikke dröner,

agt, at Hængslet ikke knirker!

Kivutar, Plagemøen, ofte paakaldt i Sygdom, med Tilnavn "Smærtens Moder", hun der "samler Plagerne i sin Barm, Pinerne i sit Bryst" er Mater dolorosa; og "Plagebjærget", hvor Onderne manes ned, er Golgata. — De tre "Naturmøer", Luonnottaret, eller "skabende Møer", jfr. oldtysk Scephenta, Skaberinde, er lig de tyske Trylleformlers tre Maria'er; men bag dem ligger atter de klassiske Parcer. Dybt löndomsfuldt lyder Tiltalen til Luonnottaret i finsk Folkedigtning: "Ophavsmøer, Skabermøer, Grundstoffernes Mødre, I som var tilstede ved Skabelsen!" Vel har den finske Skjald hverken læst om "Mødrene" hos Plutark eller i anden Del af sin Faust, men han har fat i den anden Ende af samme Traad. Ogsaa Inventar i Dødsriget som Tuonelas Færgebaad og Hiisis Hund er en Efterklang fra Hellas, formidlet gennem Kirkens Billed- og Legendeskat.

Ved Skæbnemøerne og Hunden mærker vi det banke paa hos os; og flere Gange drager Krohn "kirkelige" Paralleler fra nordisk Mytologi frem; stundom vældige og dristige, som naar Iki-Turso (ɔ: den gamle Turs?), der fra Dybet standser Jesu Baad, sammenstilles med Urjætten "Hymir eller Ymir", og begge føres tilbage til Abyssus, Afgrunden (1 Mosebog 1), der paa middelalderlige Billeder fremstilles som en Person.

Men endelig maa der regnes med endnu et Element indenfor finsk "Mytologi", som egentlig hverken er hedensk eller kristeligt; det er den rent digterske Hang til at personliggöre det upersonlige. Der kan ikke være Tale om, at alle disse Gubber og Koner og Møer har nydt virkelig Kultus. Paa østfinsk sætter man med Lethed et -tar til, og se, Tingen er blevet en Kvinde: "Orm, Uld er din Mund (villa suusi), Uld dine Tænder (ɔ: du kan slet ikke bide) — Villanen er din Fader, Villatar din Moder!" En Række andre Navne betegner ikke egne Guddomme, men er digterske Følgenavne, som vi f. Eks. har truffet Päivätär og Kivutar om Jomfru Maria.

Det er Krohns Haab engang at kunne udgive en nordisk Mytologi set fra finsk Synspunkt. Den vilde blive modtaget med største Interesse og vistnok vække livlig Diskussion. Det Bang-Buggeske Syn paa Nordens "højere Mytologi" som Udtryk for Berøringen med kristelig Kultur, vil her træde os i Møde i skarp Form, men uddybet ved Erfaringer vundne under Syslen med det hjemlige finske Stof.

MAGTORDET

Den finske Signer og Maner opfatter sig selv normalt som god og omtaler hyppig, at han har en Fjende, den slemme Troldmand, "Lappen", som han gærne kalder ham. Det er værd at se paa, hvorledes den onde Troldmand skildres i Signedigtningen; visse Forestillinger om lappisk Trolddom synes her at gaa sammen med Minder om selve den gammelfinske "Vismand" paa förkristeligt Trin. Den slemme Troldmand slaar paa sin Troldtromme, han er "Ildlap" (ɔ: sidder over Baal?) og skildres som Drömmer eller Seer, Ekstatiker, men normalt ikke som Fremsiger af Tryllevers. Ildlappen kan nok forbande og bruge "stikkende Ord", men hans Magt ligger væsentlig i andre Ting, og han ejer ikke Tryllesangenes Skat. De faa Steder, hvor onde eller "lappiske" Galderkvad omtales, skyldes sekundær Udformning. — Den finske Folkedigtning forudsætter her netop det samme som ifølge Krohn Nutidens Forskning klarlægger, at Finlands (og hele Nordevropas) Trylleformler med deres faste Mønstre og stadige Motiver ikke stammer ned fra det hjemlige Hedenskab; dettes Galder har haft Lejlighedsdigtningens løsere Præg.

Sig selv føler Signeren derimod som det faste Ords Mand; og hans Ord og Magt er Guds: "Jeg taler ej med egne Ord, jeg taler med Guds Ord"; "jeg taler med ren (hellig) Mund, med Jesu søde Mund". Der er imidlertid en Forskel mellem Vest- og Østfinland. I Vest træder Signerens Jeg kun saare lidet frem, men des mere østpaa; og her i Øst kan saa Signerens "religiøse" Selvbevidsthed stige til en forbavsende Højde. Han hævder ikke blot "Jesus er min Fader, Jomfru Maria min Moder", men "Jeg er en Mand til at frelse, en Gud til at helbrede". Og Udsagn som en dybsindig dansk Digter har lagt i Munden paa een af Historiens störste Skikkelser, da han lader ham tumle over i Storhedsvanvid: "Karlsvognen tømred jeg i fjærne Tider, jeg fletted Bæltet til Orion" — dem udslynger den karelske Signegubbe frejdigt Magen til:

Jeg var sjette Mand i Laget,

dengang Himlen stjærnedæktes,

Luftens Söjle fast blev stukket,

og den store Karlsvogn straktes!

Krohn gör opmærksom paa, at i det kristnede Vestfinland var i Middelalderen Signen og Manen mest Gejstlighedens Praksis; men idet denne Tryllevisdom vandrer gennem Folket østpaa, til Egne der endnu i 16de Hdaar var næsten hedenske, optages den af Almuegubber som — selv hvor de mente at staa paa det nyes Grund — dog havde meget af Shamanens Art og Selvfølelse i sig. Vi har ovenfor ogsaa hørt om, hvorledes de bröler Trylleverset frem for at hidse deres "Natur" op. Men Forskellen mellem Øst og Vest viser sig ogsaa i, at Østfinnen ikke med saa ængstelig Nøjagtighed klæbede ved Ordets overleverede Form, men lod sin Genius raade friere. Resultatet er blevet en Naturfriskhed, et Brus af Stemmer lige fra vældig, forvreden Uhygge til den nænsomste Lokken, ofte en saa koglende Skönhed, at disse Magtord i ny Forstand fortryller Sind og Sans. Det gælder dog mest de lyriske Formler (herunder Helgenbönnerne). I det følgende skal dvæles lidt ved episke Formler.

Dengang Helten Lemminkäinen stikkes ihjel med en giftig Plante, en Gifttyde, fortryder han bittert, at han har forsömt at lære "Gifttydens Oprindelse" hos sin Moder; ellers havde han nemlig nu kunnet besværge Saaret (Kalevala 14, 423, men efter den ældste Sangform). Dette er typisk for finsk Opfattelse; kender man en Tings, et Væsens synty (Fødsel, Ophav, Oprindelse), d. v. s. Trylleordene derom, saa har man Magt over Tingen eller Væsenet. De fleste episke finske Trylleord er "Ophavsgaldere"; deres Stof er delvis kendt ogsaa i andre Lande, men i disse kun meget sjælden udnyttet til magisk Brug. Om dette Æmne handler Krohns sidste Bog; han ordner Galdrene efter Genstand og Formaal (Orm, Jærn, Sygdomme o. s. fr.); her skal de kort omtales i anden Sammenstilling.

Tankegangen, paaviser Krohn, er helt igennem kristelig. Alt det skabtes Ophav er egentlig Gud (eller hans Hellige). Træer kan besværges ved at minde om, hvorledes Skaberen i sin Tid saaede Træfrø over Bakker og Heder. Birkebark, som bruges til Sko, blev til, dengang Jomfru Maria fandt et nøgent Træ og medlidende viklede sit Lin om det. Men Magtordet skal jo hyppigt til, hvor noget Ondt er paa Færde. Hvad er da det Ondes, Ulykkernes Ophav — dog vel ikke Gud? Paa dette gamle Spørgsmaal veed man to Svar; Kristendommen kender dem begge. Det ene: Ogsaa Djævelen er Ophav eller krydser dog ved sin Indgriben Guds Værk. Det andet: Skabningen selv har ved egen Brøde sat sit Uskyldspræg over Styr. Kristelige Legender er rige paa saadanne Træk, tildels med samme Stof som i finsk Galder.

Djævelen som Ophav nævnes eller antydes af og til ogsaa i danske Trylleord: Vor Herre skabte alle Kreaturer uden Rotter og Mus, dem skabte Djævelen. I finsk Trægalder er visse Træer skabte af den Onde, saaledes Rön og Esp (ɔ: i Legenderne Kristi Korstræ). Naivt dybsindigt tvindes i Ormegalderen tre Traade, Djævelens Produkt, Guds Skaberkraft og Menneskets Daarskab, sammen: Djævelen løb omkring, hans Fraade faldt til Jord; Jesus og St. Peter kom gaaende; Peter bad: giv det dær Liv, og det blev en Orm; paa Jesu Bud stak Peter Fingeren i dens Mund; den bed ham, og Peter bad: Herre, skil den ved Livet! Jesus sagde:

Ej paa dobbelt Vis jeg virker

under ett og samme Dagslys,

vil ej skabe Liv og Aande

for at dömme det til Døden.

(Men han læser dog Saaret bort). — I en Jærngalder, mod Saar voldt af Jærn, skildres Gud som den förste der opgravede Mosemalm og med Sved og Möje smeddede den, men et Djævlevæsen gjorde det skabte skadelystent:

Hvem har stampet dig af Sumpen,

hvem har draget dig af Kæret?

Hvem om ikke Gud har gjort det,

selve Luftens Herre, Jesus.

Der drev Dugg af Herrens Aasyn,

(der flød Skum fra Jesu Pande),

dengang Staalet först blev dannet,

dengang Jærnet först blev virket.

Gedehamsen, Djævlefuglen,

skuer til fra Husets Tagskæg,

lurer (?) fra sin Plads paa Lægten —

og den lægger Ormeedder —

i det Vand hvor Jærnet svales.

Det skabtes egen Synd er Motivet i Sangen om Jærnets Edsbrud, som kun kendes i Brudstykker: Jærnet var Guds rene Skabning, og det svor forved Guds Söns Knæ, Luftens Faders Hænder (altsaa vel i Paradissmedjen), ikke at göre Fortræd, men brød siden sin Ed ved at bide Jesu Fod (ved Korsnaglingen). Krohn jævnfører Edslegenden i Baldermyten [hvor der ganske vist ikke er Tale om Edsbrud].

Blot og bar Uagtsomhed, endda hos de Himmelske, synes at volde Ulykken i den for os saa interessante Ildgalder: Ilden blev vugget, Luen blev gynget over ni Himle, i Moder Marias Favn eller over Guds Hoved. Da faldt Ilden fra den blundende, Luen fra den skødesløse, midt ned i Aluesøen eller -havet. Dette Navn (ɔ: Det nedre Hav?) forekommer i Blodgalder sammen med Tiberias og Jordan og maa betegne det døde Hav. I Vandet sluges Gnisten af Fisk, tilsidst af en rød Laks. Forgæves søges denne fanget med et almindeligt Net; men saa saaer man om Natten Hör, der øjeblikkelig vokser op, spindes af "Søstrene" og væves af "Brødrene" til et Net; nogle Opskrifter lader Hörren blive saaet i Asken efter et paa Baal brændt Menneske. Nu trækker man (her nævnes ofte Helgener som de handlende) Vod "ved Sundets Munding" eller "i Jordan"; tilsidst fanges Laksen, og Gnisten kommer for Dagen. — Motivet med Vidunderhörren genfindes i den gængse Legende om Kornet der hastigt vokser op bag den hellige Familie paa Flugten til Ægypten og derved skuffer Forfølgerne (Studier I 38). Men Fortællingen om Laksen sammenstiller K. (og allerede J.) Krohn med Lokemyten: Lokelaksen fanges jo med Vod ved Flodens Udløb i Havet; Eddaens underlige Ord "det var livsfarligt at springe i Søen", forklares ved, at Søen var det dræbende døde Hav. I Asken, hvis praktiske Betydning dog er forskellig i finsk og nordisk (hist Sædejord, her Netmønster), ser Krohn et andet Fællestræk. Ogsaa bag Lokemyten skal altsaa ligge en kristen Legende som Grundlag; og den finske Ildgnists Himmelfald er efter Krohn ett med Satanas' Fald som et Lyn fra Himlen.

I Legendernes Verden er vi klart nok ved "Sygernes Ophav". Skøgen, Pohjolas Husfrue, blev svangret af Vinden og fødte omsider ni Sønner. Hun beder Johannes døbe dem; han nægter at kristne den onde Yngel, da han har døbt vor Gud og Skaber i Jordan, i Helligströmmens Hvirvler. Saa døber hun, "den slemme Hedning", selv sine Drenge og navngiver dem; Knokkelgigt, Skud, Sting, Skæver o. s. fr. Onder sete som Börn eller Søskende (3, 7, 9, 12) er godt kendte i Evropas Trylleformler; men den finske Fortælling dækker næsten helt Herodiaslegenden; i al Fald i dens russiske Form: Herodias ægter trods Johannes' Forbud Herodes (jfr. "Skøgen", der dog er gængs Smædenavn i Trylleord) og faar tolv Døtre, som bliver til Sygdomme. Ogsaa Italien kender "Redodesa" og hendes 12 Börn; i Tyskland er hun en Nattedæmon; andre finske Kvad omtaler baade Herodes og Herodias; de kan i Østfinland træffes opfattede som Djævle. Pohjola er "Nordhjem", Helvede; ogsaa efter dansk Forestilling ligger Helvede i Nord; i gammelnordisk ligger Helhjem "nordpaa og nedentil".

Med Krohn i hans Grundopfattelse er selve den finske Galder enig, hvor den i et sammenfattende Syn overskuer sit Stof og udpeger selve "Ophav(skvad)enes Ophav":

Ophav vokser ej fra Dybet,

stiger ikke op af Mulmet;

Ophav er fra Jesu-ordet,

er fra Herrens rene Læber.

De episke Trylleord er komne til Finland vestfra, væsentlig over Sverig. Krohn viser, at især Savolakserne i Midtfinland har Fortjenesten af at have klædt Signelserne og Ophavslegenderne i digtersk Form. Det kan hænge sammen med et Hang til Grublen hos Savolaksboerne; de er tillige Mestre for den folkelige Lære- og Ordsprogsdigtning og delvis for modernere reflekterende Bondepoesi (i Runoform).

Her har kun kunnet gives enkelte Træk fra Krohns paa Stof og Tanker overordentlig rige Bøger. Den stærke Vægt han lægger paa den magiske Digtnings kristelige Byrd, har medført, at han undertiden forudsætter ret indgaaende Bibelkundskab hos Forfatterne — ved Siden af at han, höjst frugtbart, peger paa Kirkemaleriers og andre Billeders Betydning —; han gaar ogsaa ofte ret vidt i dristige Ordsammenstillinger (Ikutiera af Iskariot; Istara af Israel eller af Iskariot; nordisk Býleistr, Lokes Broder, af (Magibøgernes) Byleth, den assyriske Belit). Men unægtelig frister den finske Folkedigtning til slige Forsøg; faktisk forekommer saa "lærde" Navne som Tubalkain og Metusalem i Galdrene; og paa den anden Side undergaar Helgennavne undertiden mærkværdige Fordrejelser. Betegnende for Krohns Evne til at finde Legende, hvor andre har forklaret anderledes, er hans og Levóns forskellige Syn paa en lille Jærngalder. "Fordum, i den onde Brandsommer", hedder det i denne, brændte meget Land; kun lidt Plads paa en Klippe skaanedes og ett stakkels Menneske, som slap med at faa Taa og Hæl brændt (han kradsede Saarskorpen af i en Kilde; deraf opstod Jærnet). Levón ser her et Minde om Aaret 1730, da Landet hærgedes af store Skovbrande; Krohn finder derimod Sodomas og Gomorrhas Brand og Loths Frelse.

En anden Divergens mellem de samme Forskere fører os til et Træk ved Krohns Granskning, som til Slut skal nævnes her. I "Jærnets Ophav" hedder det ofte, at Malmen "førtes til Vismaris Smedje" (vietiin Vismarin pajahan); her finder Levón Hansestaden Vismar, der var svensk til 1803; men Krohn afslører "Vismarin" som et "Ismarin", der er blevet lydpaavirket af Naboordet "vietiin"; og Ismar er Helten i Sangen om Guldmøen (Kalev. 37), der faktisk er knyttet sammen med denne Jærngalder. Vi træffer hos Krohn en indgaaende Granskning af Tekstform, Tekstgrupper, Tekstudvikling ("Tekst" naturligvis i Betydning af det mundtligt overleverede): Træk og Navne der breder sig i adskillige Varianter, paavises som brydende Sammenhængen, indkomne fra andre Kvad under Sangenes Vandringer, opstaaede ved "Ordsmitte" (som i Ekspl. ovenfor) o. s. fr. Ikke mindst paa dette Omraade indtager finsk Folkemindeforskning en fremragende Stilling. Baade Metoden og Resultaterne byder saa meget af Interesse ogsaa for Ikke-Finner, at man varmt maa ønske disse Bøger — og et tidligere Værk om Kalevalasangenes Historie — oversatte som Helhed eller i fyldigst muligt Udtog paa et almenkendt Sprog. Forstaaeligt for enhver er nu kun det höjst interessante Billedstof (Fotografier af Dødekultus, Björneritus m. m.), der pryder Bogen om Runokvadenes Religion.

Kilde

Ferdinand Ohrt - Finsk tro og finsk galder, Danske studier, 1918; ss. 107-118.