Vis kilden til Fjordboerne, som besøgte Kangek og beskjæmmede deres Bespottere (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fjordboerne, som besøgte Kangek og beskjæmmede deres Bespottere (Rink)]] !!  !! 
|-
|}

<blockquote>[[File:Jens Erik Carl Rasmussen - Grønlandsk fanger i sin kajak en snevejrsdag - 1886.png|thumb|500px|<center>Fanger i kajak – ''Jens Erik Carl Rasmussen'', 1886</center>]]
<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big><big><big>'''12. Fjordboerne, som besøgte Kangek</big><br> og beskjæmmede deres Bespottere'''</big></big><br><br>''(Efter den mundtlige Fortælling)''</center><br>


Der boede engang tre Brødre inde i Fjorden (ved Nouk), de vare ægte Fjordboer og kom aldrig ud til Yderkysterne. Men da de hørte tale om de mange Alker, som skulde findes ude ved Kangek, talte de sammen om, at de nok kunde have Lyst til at see dem og de opmuntrede da hinanden til at tage derhen. Ved Afreisen vilde den Yngste dog ikke med, hvorfor de to begave sig paa Veien alene. Da de nu naaede Kangek vilde de først lande ved det ydre Næs, eftersom de nemlig ikke vidste, at der stod svær Brænding paa samme. Da Mændene paa Kangek saae dette, sagde de til hverandre: »de Fjordboer hist kjende nok ikke noget til Søgang, lader os have Løier af dem.« Imidlertid kom de dog nærmere hen til Husene, hvor der var godt at lande, men man raabte til dem: »vi pleie ikke at gaae denne Vei her nedenfor Husene, vi pleie altid at lande hist paa det yderste Næs; rigtignok er det ikke let at komme op der formedelst Søgang, man kan kun stige ud idet man lader Brændingen skylle over sig.« De tvende Stakler gik da af Beskedenhed atter ud til Næsset, men skottede tilbage og mistvivlede næsten, da de befandt sig foran det. Tilvisse, de Folk paa Kangek vare dengang ildesindede og have rimeligviis tænkt ikke at ville redde dem, hvis de skulle forulykkes under Forsøget paa at stige iland. Imidlertid da Mændene derinde fra Land af bestandig vedbleve at skynde paa dem, skottede den Ældre tilbage med sin Aare, og da han var kommen i en passende Afstand fra Strandbredden, og hine vare blevne ganske tause, roede han rask til, lod sig bære af den svære Dynning lige op paa Klippen, stak hurtig sin Aare under Remmen af Kajakken, trykkede sin Halvpels ned medens Søen brød over ham, og sprang med det samme ud af Kajakken og op paa Landet, hvor han stod og ventede til Søen atter førte hans Kajak ind til ham, hvorpaa han greb den og trak den op. Da hørtes der ikke en Lyd fra de mange Spottere, som stode der, slagne af Forbauselse over den Landgang, som de selv ikke saae sig istand til at eftergjøre. Endnu medens han trak Kajakken op, roede den yngre til og gjorde det samme endnu bedre, thi han var mere behændig end den ældre, derfor havde han ladet denne gaae først, for at passe paa ham. Da de havde ladet sig see paa denne Maade, fattede Mændene Godhed for dem, og enhver vilde, den ene heller end den anden indbyde dem til sig. Da de hørte disse Indbydelser, og den Ældste mærkede, at de havde villet have dem tilbedste, sagde han: »vi Stakler vare egentlig ikke de rette til at komme herud, nei! vor yngste Broder han er ganske anderledes, men han havde ikke Lyst til at følge os. Om Sommeren nemlig, naar den store Landiis kalver deroppe i Iisfjorden, og de spraglede Sælhunde indfinde sig, saa vilde vi gjerne være med, men vi tør ikke paa Grund af den svære Søgang, vi vente gjerne til den har lagt sig lidt, og staae imidlertid og see til, hvorledes vor yngste Broder sætter over Fjorden. Deraf kunne I vide, at vi daarlige Stakler egentlig ikke ere de rette til at komme herud.« De mange Spottere gave ikke en Lyd fra sig. Da de Fremmede havde bragt deres Kajakker i Orden, gik de paa Indbydelse op i Husene og bleve beværtede med Alker, som de fandt megen Behag i, dog fandt de Indvoldene endnu mere velsmagende end Kjødet, eftersom de nemlig sammenlignede dem med Indvolde af Maager, som de vare vante til at spise. Dagen efter gik de med paa Alkejagt og begav sig derpaa hjem igjen, efterat have faaet fuld Last til deres Kajakker.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 35-36
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]