Forerindring (B.C.Sandvig)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
indeholdende blant andet nogle Danske og Norske Kongers Bedrifter
Oversat af
Bertel Christian Sandvig
København, 1779
Ofte have vi giennempløiet den grædske og romerske Litteraturs rige Marker; vore egne ere blevne næsten gandske forsømte, fattige i Forhold mod hine, dog maaskee ogsaa værd at dyrkes.
Alle slebne Folkeslags ældgamle Digtekunst er i vore Tider undersøgt; ingen af dem har manglet Elskere. Forunderligt om de Danske allene skulde være saa indtagne af det Nye, at de ikke ogsaa skulde kunne læse et Digt, som har fornøiet deres Forfædre, og som, i det ringeste efter mine Tanker, endnu ikke er gandske uden Fortieneste.
Foruden at vi af Sangene allerbest kunne lære at kiende vore Forfædres Fabellære, Historie og hele Tænkemaade, synes mig at vi hos de fleste Skallde skulle finde en levende Indbildningskraft, en vis fastsat Smag, og undertiden Steder som kunne settes i Ligning med Homer og Virgil. Vel indskrænkes Beskrivelserne nesten kun til Feltslage, men disse skulle vi finde lige saa smukke og mere varierede end Homers, i det ringeste findes her ingen τονδ απαμειβομενος.
Vore gamle Skallders Digte ere fulde af dristige, men ikke unaturlige eller urimelige, Translationer; ligesom og deres Sprog, mere dyrket end vort nu brugelige, gav dem en Fordeel, som ellers i Almindelighed ikkun tilregnes de østerlandske Sprog. Een Ting kunde kaldes med mangfoldige Navne, og hvert af disse, overensstemmende i Hovedsagen, opvakte dog ved sin Betydelses Forskiellighed en nye Idee, som nødvendig maatte giøre et Digt blomsterrigt for dem, der forstode Sproget nok til at kunne dømme om dets Fiinheder. Saaledes kaldes i det her indførte Digt (16) en Pige Mær, Þorngrund, Freya, hlín, drós. Hvor mange have vi flere end Møe og Pige? Vist nok have de havt visse Aarsager til hvert navns Brug, men hvo veed vel dem nu? I det mindste kan jeg ikke overtale mig til at troe, at alle de Navne som betyde en Konge, Jofur, Gram, Lofdung, Budlung, Døgling, Hilmer o. s. v. ere blevne brugte i Fleng. Denne Sprog-Rigdom har været en stor Fordeel for Digtekunsten, og Digterne have og vidst at betiene sig deraf i deres Translationer, dog tvivler jeg paa at vi skulle finde mange saa uforstaaelige som Virgils: post aliquot mea regna videns mirabor aristas.
Stavelsemaalet i de fleste, skiønt uvandt for vore Øren, er ikke gandske umusikalsk, og i de fleste Drotqvæder en Art Trochaisk, skiønt undertiden blandet med Jamber, Amphibracher og Bacchier. Det første Stykke i denne Samling er gandske Trochaisk, men om Runa-Kapitlet tør jeg ikke sige at det er skrevet paa Vers, hvis jeg ikke maa ligne disse Vers med vore nu brugelige Recitativer. Synges kan vist nok hverken dette eller Havamal.
De faa af vore gamle Digte, som jeg har seet oversatte i noget nyt Sprog, ere for den største Deel meget mishandlede, og ligne ikke sin Original, og dog have de behaget udenlandske Kunstdommere. For endnu mere at giøre Elskere af vor gamle Litteratur bekiendte med vor ældste Digtekunst, gives her disse Fragmenter, som et Bidrag til dens Historie. Jeg tør forsikkre, at al muelig Flid er anvendt, for at passe Oversættelsen saa meget som mueligt efter Originalen, og just herfor ere saavel end og de dristigste Translationer som Stavelsemaalet og Vers-Arten nøie fulgt; vel maae jeg tilstaae, at det sidste har undertiden været mig umueligt, dog findes ingen Linie, som jeg jo kan skaffe Exempel paa, at en gammel Digter har brugt mage til.
Det skulde fornøie mig, om jeg herved havde giort Elskere af vor gamle Litteratur nogen sand Tieneste, og deres Bifald skulde opmuntre mig til fortsette dette mit Arbeide igiennem Middel-Alderen, lige til den forbedrede Digtekunsts Begyndelse i vort Fædreneland.
