Vis kilden til Formodet Herkomst og Slægtskab med andre Folkeslag (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Formodet Herkomst og Slægtskab med andre Folkeslag (Rink)]] !!  !! 
|-
|}

<blockquote> [[Fil:Aron 018a.jpeg|thumb|500px|<center>Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869)</center>]]<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big>'''Tillæg om [[Eskimoerne (Rink)|Eskimoerne]]'''<br><br><big><big>'''VI. Formodet Herkomst</big><br> og Slægtskab med andre Folkeslag'''</big></big></center><br>


Det har været og er vel endnu den meest almindelige Mening, at Eskimoerne ere nærmere beslægtede med Asiaterne end med de øvrige Amerikanere, og at de følgelig ere indvandrede fra Asien af, ganske afseet fra hvorledes det øvrige Amerika er blevet befolket. Den oprindelige Grund til denne Antagelse er vel en gammel Fordom, ifølge hvilken man i alle Henseender har søgt at hævde den gamle Verdens Fortrin for den nye, men forøvrigt har man ogsaa støttet sig til mange andre Grunde: mest dog til dem, der hentes fra Legemsbeskaffenheden, hvorimod Sproget har været den eneste og tillige en temmelig almindelig antagen Anstødssteen for alle dem, der hævde Eskimoernes fortrinsviis asiatiske Slægtskab. Med Hensyn til Spørgsmaalet om Legemsbeskaffenheden ville vi her indskrænke os til i Korthed at bemærke, at jo mere Undersøgelserne ere skredne frem, desto mere kommer man til den Slutning, at Amerikanerne ikke udgjøre nogen Race for sig, men om end i ringere Grad dog vise lignende Afvexlinger som den gamle Verdens Beboere, og at der endvidere fra Ekkimoerne kan forfølges en gradviis Overgang gjennem deres nærmeste indianske Naboer paa Vestkysten til de øvrige oprindelige Nordamerikanere. Da man savner enhver opbevaret Efterretning om Eskimoernes Bosæstelse paa de nu af dem befærdede Kyster, undtagen deres tarvelige og dunkle historiske Sagn, der ikke engang i fjerneste Maade ligefrem omtale deres Herkomst, er det nødvendigt at tage alle Omstændigheder i Betragtning, som kunne kaste noget Lys over dette Spørgsmaal, naar man vil udfinde den Forklaringsmaade, der bedst passer paa dem alle i Forening. Dette kan altsaa kun skee forsøgsviis, ved at opstille forskjellige Gisninger. Under den Forudsætning, at der i de bekjendte Slægtskabsmærker, saasom nylig anført i Legemsbeskaffenheden, ikke ligger nogen aldeles afgjort Grund til at antage et bestemt Slægtskab, afgive Landenes Beliggenhed og naturlige Betingelser for Beboernes Livsophold den første og naturligste Veiledning til at opstille en rimelig Gisning.


Nyere geologiske Undersøgelser have lært, at de eskimoiske Lande tilligemed Spitsbergen i en tidligere Jordperiode have havt et langt varmere Klima. Men skjøndt dette efter en geologisk Maalestok endog kan siges at have fundet Sted i den nyere Tid, ligger det dog i Forhold til Menneskeslægtens Historie saa langt tilbage, at der ikke kan være nogen Grund til at antage, at Menneskenes Tilværelse i hine Egne gaaer tilbage til en Tid, da de levede under et tempereret Klima, saalænge man nemlig ikke finder nogen Levninger eller noget Spor, som kunde bestyrke en saadan Antagelse. De efterfølgende Betragtninger gaae altsaa ud fra den Forudsætning, at disse Lande, saalænge de have været beboede af Eskimoer, i Hovedsagen have havt den samme Skikkelse og det samme Klima som nu. Det første man da kan paastaae, er at Indbyggerne maae være komne fra sydligere Egne, thi selv de der antage, at Mennesket er skabt paa forskjellige Steder af Jorden, maae dog udelukke Polaregnene fra disse. Den næste Paastand, vi mene at kunne opstille, er den, at de ikke ere dragne langs Kysten fra hine sydligere Egne til de nordligste paa Jorden, men at Vandringen er skeet gjennem det Indre af Landet og at de første efterat de have naaet de nordligste Egne tillige have forandret deres Levemaade og ere blevne Kystbeboere. Efter hvad vi have seet af det Foregaaende, ere Eskimoernes Opfindelser og øvrige Eiendommeligheder saa eensartede og saa afpassede efter de Naturforhold, hvorunder de leve, at selv om de have medbragt deres Sprog sydfra, maa dog alt det øvrige ved Bosættelsen paa Polarkysten være undergaaet en Forandring, der baade blev temmelig brat og tillige maa antages at have udstrakt sig samtidig mere eller mindre til den hele Stamme, og altsaa forudsætter at Folket ikke har levet adsplittet, som nu, men saa samlet, at et vist Sammenhold og den nødvendige Samfærdsel kunde finde Sted. Men dette lader sig ikke godt forene med en Vandring langs Kysten, der mere eller mindre medfører Forestillingen om en fremadskridende Række. Alt eftersom de enkelte Led i denne Række overskrede en vis Breddegrad, skulde de have anskaffet sig Kajakker, have sagt fuldstændigt Farvel til Landjorden med Hensyn til Erhvervelsen af deres Livsfornødenheder, eller med andre Ord være blevne forvandlede til Eskimoer, hvorpaa de saa udbredte sig videre og videre, og de næste i Rækken undergik den samme Forvandling. De efterfølgende Betragtninger ville vise, at de naturlige eller geografiske Betingelser gjøre det vanskeligt nok at udfinde den Forklaringsmaade, der paa een Gang tilfredsstiller Tanken om den for et Kystfolk nødvendige store Adsplittelse og tillige aabner Veien for det indbyrdes Sammenhold, som synes nødvendigt for et saa stort Spring i Kulturtilstanden, som den nu tilsyneladende saa stillestaaende og uforanderlige Folkestamme engang maa have gjort. En saadan eensidig Vandring langs Kysten har jo desuden sine andre Vanskeligheder deri, at man ikke godt kan tænke sig nogen rimelig Foranledning til den, og at den jo saa godt som forudsætter, at de Kyster, som skulde befærdes, ikke vare beboede iforveien. Den Udbredelse af Folkestammerne fra Syd til Nord, hvis Slutningsfrembringelse har været Eskimoerne, maa altsaa i Hovedsagen tænkes at være foregaaet over Fastlandet, og forsaavidt ingen andre afgjørende Grunde maatte tale derimod, selvfølgelig det amerikanske Fastland. Thi hvorledes man end tænker sig Amerika oprindelig befolket, kan det dog ikke feile, at der engang senere maa have fundet Folkevandringer Sted fra de mere til de mindre begunstigede Lande baade mod Nord og Syd, idet de svagere eller fredelige Stammer have trukket sig tilbage til de sidste, og det er os her jo kun om den nærmeste Oprindelse til Eskimoerne at gjøre.


Skjøndt Urindvaanerne over den større Strækning af Nordamerika maae kaldes Jagtfolk, synes det dog som om Fiskeriet paa Floder og Indsøer har været den vigtigste Betingelse for deres Livsophold, deels paa Grund af dette Erhvervs Sikkerhed, deels formedelst den uhyre rige Kilde til Fødemidler, det afgiver. Den amerikanske Forfatter Lewis Morgan (som forøvrigt anseer Eskimoerne for indvandrede fra Asien) har gjort opmærksom paa den store Betydning, som Floderne have havt til at drage Mennesker sammen i de Dale, gjennem hvilke de løbe ud mod Nordvest, fra Californien af og om til Mackenziefloden, og som alle udmærke sig ved en uhyre Rigdom paa Lax. Paa Grund af den Tilbøielighed, som Urindvaanerne i alle Lande have havt til bestandig at udbrede sig indtil de stødte paa naturlige Hindringer, maatte de ældste Beboere af hine Flodbredder bestandig føres længere ned mod deres Mundinger, og de yderste vandrende Stammer maatte paa danne Maade omsider blive Beboere af Havkysten. Allerede paa Floderne havde de jo bestandig maattet drive Skibsfart, det gjaldt saa kun om at uddanne denne saaledes at de ogsaa kunde færdes paa Havet. Nu er netop Vestkysten af Nordamerika tilligemed de talrige Øer langs samme beboet af Indianere, som udmærke sig fremfor de øvrige Nordamerikas Indianere i flere Henseender, og deriblandt navnlig ved deres Duelighed i Skibsfarten. De kaldes Nordvestindianerne og ere deelte i en usædvanlig Mængde, ved Sprogene adskilte Stammer. Nordvestiudianerne drive blandt andet Hvalfiskefangst med ganske lignende Redskaber som Eskimoerne, og de ligne disse forsaavidt i Levemaaden, som de have faste Boliger for Vinteren, samt flytte om, alt efter Erhvervskilderne i de andre Aarstider. Men da hele Kysten, som de beboe, har et mildt Klima med en rig Plantevæxt og mangehaande Frembringelser, findes der ingen Stammer her, der paa lignende Maade som Eskimoerne have gjort sig uafhængige af Landjorden: tvertimod kan denne vel siges at være af samme Betydenhed for dem som Havet. Anderledes maatte det blive med de Stammer, hvis Vandring langs Floderne førte dem ud til Kysten i Egnene af Beringsstrædet og Iishavet. For dem blev Livsopholdet bestandig vanskeligere efterhaanden som Klimatet blev strengere og Skovvæxten tabte sig, men da de saa naaede selve Havkysten og opdagede at Sælhunden alene paa een Gang var istand til at yde dem alt, men at dens Fangst paa den anden Side ogsaa udfordrede, at de ganske opoffrede sig for denne og indrettede deres Levemaade efter den, var det naturligt, at de bleve mere udprægede Kystboer, og at Modsætningen mellem dem og Indlandsboerne bleve større, end hos Nordvestindianerne. Vi komme saaledes til den Antagelse, at hine Kyster i det Hele først have faaet deres Beboere gjennem Flodmundingerne , og at de Nybyggere, der paa denne Maade kom ud til Kysten norden for en vis Bredegrad, bleve til Eskimoer og Aleuter. Naar vi kaste et Blik paa Kaartet, vil det strax være iøiefaldende, at det nordvestlige Hjørne at Amerika omtrent fra 60 ° N. B. af er gjennemstrømmet af større og mindre Floder, der netop kunde tænkes at have forsynet hele Kysten fra Alaska til Mackenziefloden med Beboere. Visse Floders bugtede Løb, de mange Bifloder og Indsøer gjøre, at der gives en Forbindelse over Land imellem dem indbyrdes paa mange Steder og heelt op til deres Udspring i det fjerne Indland. Hvad vi foran have anført om den aarlige Handelsforbindelse paa hele den samme Kyst, viser, at Indbyggerne selv efterat have taget Bolig ved Havet kunde vedligeholde en ikke ringe indbyrdes Samfærdsel. Endelig synes der, efter den nuværende Beboelse af hine Flodbreder ved andre Stammer at dømme, at være al Grund til at antage, at de maae have kunnet afgive et langt større Antal af Beboere til Kysten end der svarer til sammes eskimoiske Bebyggelse, at der altsaa ogsaa har kunnet være et Overskud til at udbredes over de udstrakte Kyster mod Øst og over til den asiatiske Side. Det synes som om vi saaledes have alle Betingelser samlede for at en Befolkning, der allerede som Indlandsboere udgjorde een Stamme med fælleds Sprog, eller hvis vi ville tage Hensyn til Aleuterne, maaskee to oprindelige Stammer, kunde bosætte sig paa Kysten, uddanne sig en ny fælleds Levemaade og endelig spredes ad over de øvrige Kyster indtil Grønland og Labrador.


Naar man seer hen til den oftere omtalte Stillestaaen eller overordentlig ringe Forandring i Kulturtilstand, som Eskimoerne have været underkastede i det Tidsrum af henved 1000 Aar, siden Europæerne have begyndt at kjende til dem, er det indlysende, at ganske særegne Omstændigheder maae have ægget dem til Virksomhed dengang de uddannede sig til det, de nu ere. Thi som vi saae, have de paa een Gang uddannet sig i alle Retninger, i Opfindelser og Levemaade, i Religion og Sagn, men ere saa senere atter standsede i dem alle. De ydre Anledninger til Forandring og nærmest da til Fremskridt i Kultur ere som bekjendt deels Sammenstød med Fjender, der ægge et Folk til Sammenhold og Kraftanstrængelse, deels Omflytning til nye Bopæle, hvor andre Naturforhold tvinge til at gjøre nye Opfindelser for at friste Livets Ophold, begge disse Indflydelser maae netop i høi Grad have gjort sig gjældende hos hine Indlandsboer, da de gik over til at blive Kystboer. Først har vel deres Vandring mod Nord og ud imod Kysten været foranlediget ved Tryk fra andre Folkestammer. Men da de naaede Flodmundingerne var det nærmest Naturforholdene, som paavirkede dem. Det er vel rimeligt, at de allerede paa Floderne have forsøgt at betrække deres Baade med Skind istedetfor Birkebark, thi derpaa seer man endnu Exempel hos Indianerne, men først da de mødte Søgangen i Flodmundingen, maae de have lukket Baaden foroven, og saaledes er Kajakken opstaaet, og denne har atter ledet til Opfindelsen af de øvrige mærkværdige Redskaber til Kajakfangsten. Forsaavidt det maatte forholde sig saa, at de Hunde som Indianerne holde, ere forskjellige fra Eskimoernes, og at disse sidste antages at nedstamme fra den nordligste Ulveart, maatte man vel og formode, at Hundeslæden er bleven opfunden og de dertil fornødne Trækdyr afrettede, for dermed at befare det frosne Hav om Vinteren. Ligesom ved de større eller mindre Stammer, at hvilke Amerikas Urindvaanere bestaae, leve i en stadig indbyrdes Krigstilstand, saaledes maatte der isærdeleshed snart opstaae et saadant fjendtligt Forhold mellem de nye Kystboer og de mere krigerske Stammer, der trængte bag efter dem; omsider bleve alle de oprindelige Indlands-Eskimoer trængte ud til Havet, og den stadige Krig med deres fælleds Fjender i Indlandet maatte fremkalde det Sammenhold imellem dem, som endnu behøvedes for at fuldende den Udvikling, ved hvilken de senere ere bleve staaende, idet de nemlig samtidig begyndte at adskilles og udbrede sig over de aleutiske Øer, til den asiatiske Kyst og mod Øst til Grønland og Labrador.


Den her opstillede Gisning, som nærmest er grundet paa de geografiske Forhold, synes ogsaa at svare til de ældre Sagns rigtignok meget skjulte historiske Indhold. Vi ere allerede i det Foregaaende komne til nogle Slutninger angaaende Maaden hvorpaa dette turde være at udtyde, navnlig følgende: 1) At de Mennesker og Dyr, som Grønlændernes Forfædre i et tidligere Hjem ere komne i Berøring med, ere at søge blandt de overnaturlige Væsener, med hvilke de have befolket deres nuværende Land, hvilket ligefrem er beviisligt med Hensyn til de Dyr, for hvilke de endnu have bevaret det Navn, som de bære hos Eskimoerne i de Lande, hvor de findes. 2) At Sagnene i Hovedsagen ikke ere opstaaede i Tidernes Løb og saaledes af ganske forskjellig Alder, men i et bestemt Tidsrum, efter hvilket der saa er indtraadt en Stilstand i Sagndigtningen og man har indskrænket sig til at bevare og benytte de gamle, samt endvidere at dette Tidsrum maa være nærmest det samme som det, i hvilket hele den øvrige Forandring i Kulturtilstanden er foregaaet, saa at altsaa hine overnaturlige Væsener kunne give os et Vink om de Egne, i hvilke vi maae søge Skuepladsen for denne Forandring. 3) At en Række af Begivenheder eller Bedrifter, som ligne hverandre eller gaae ud paa de samme Formaal, men hvorom der fra først af er bleven fortalt forskjellige Beretninger, ved at blive til egentlige Sagn ere sammensmeltede til en enkelt Fortælling, hvilket vi nærmest have sluttet os til fra Sagnet om Ungortok, der saaledes kommer til at forestille en Række af Sammenstød, forefaldne mellem Eskimoerne, der havde bosat sig ude paa Øerne og de sidste Nordboer, som endnu fandtes i det Indre af Fjordene.


Først er da at bemærke, at den Skildring, som Sagnene give af Indlandsboer, godt passer paa Indianerne, med hvilke Eskimoerne endnu staae i Berøring, især ved Mackenziefloden og videre mod Vest. De kaldes i Sagnene meest '''tornit''', men desforuden nævnes '''erĸigdlit, inorutsit, igaligdlit''' og '''isserĸat''', de sidste ogsaa kaldede '''tukimut uvisorersartut''', »de som blinke paalangs«. De fire sidste ansees al Nogle for Underafdelinger af Tornit, af Andre for særskilte. Navnene ere dannede af bekjendte Ordstammer og betyde for de tre sidste omtrent: Kæmpemennesker, Grydebærere, og de Skjulte eller de som blinke paalangs. Navnet '''tornit''', eller i Enkelttal '''tunek''', er derimod af mindre tydelig Oprindelse. I Labrador, hvor der som bekjendt findes Indianere i Indlandet, skulde ifølge de derværende Brødremissionærers Lexikon en »Land-Indianer« hedde '''alla''' og derimod en »Grønlænder« '''tuneĸ'''. Men det sidste er udentvivl en fuldstændig Misforstaaelse. Eskimoerne i Labrador have neppe kunnet vide noget om Grønlænderne førend Europæerne og da navnlig Missionærene fortalte dem om dem; '''tuneĸ''' har hos dem ligesom hos Grønlænderne betegnet et Folk, med hvilket deres Forfædre have ligget i Kamp. Det er vel muligt, at det saaledes ogsaa hos Labradorerne betegner en Indlandsbo efter Sagnet, eller fabelagtig Indlandsbo og ikke er blevet overført paa deres nuværende Indlandsboer, med hvilke de ikke synes at leve i en lignende Grad paa Krigsfod. Men i Sagnet, om Navaranak, der er fælleds for Grønland og Labrador, svarer Nordgrønlændernes '''tuneĸ''' til Labradorernes '''alla''' eller virkelige Indlandsbo. Eskimoerne nærmest, nordenfor Labrador kjende ifølge en Grønlænders Beretning baade '''erĸigdlit''' og '''tukimut uvisorersartut''', som de hensætte til det Indre af deres Land. Eskimoerne paa Point Barrov see kun sjeldent Indlandsboer, og kalde dem It-kalyi, ifølge Simpson. Men mod Øst altsaa ved Mackenzie, paastode de at der var et Folk med to Ansigter og et Øie midt i Panden af hvert, hvilket han mener at kunne svare til nogle Indianere der siges at kunne see deres Fjenders Pile bagtil. Herved menes vel de saakaldte Loucheux eller Skelerne, som ifølge Andre undgaae deres Fjenders Pile ved et Blik til Siden, hvilket altsaa minder om Grønlændernes »Blinkende paalangs«. Ved Kysterne Syd for Behringsstrædet tales der endelig om et Folk, som boer længst inde i Landet og som har Haler, altsaa svarende til '''erkigdlit'''. Hvad vi saaledes vide om de andre Eskimoers Forestillinger angaaende Indlandsboerne er desværre høist ufuldstændigt, men naar det sættes i Forbindelse med det som siges om dem i de grønlandske Sagn, og disse sammenlignes med det Forhold som endnu finder Sted mellem Eskimoer og Indianere, kan det neppe feile, at vi i disse sidste gjenkjende Grønlændernes Indlandsboer. Naar vi nemlig først see hen til den Omstændighed ialmindelighed, at der skjelnes mellem Kystbo og Indlandsbo som skarpt fra hinanden adskilte Stammer, der i Reglen staae fjendtligt overfor hinanden, da møde vi dette kun i det nordlige Amerika, ikke i det nordlige Asien, thi endog de eskimoiske Kystboer, som findes i Asien, leve i fredeligt Samqvem og i en stadig Forbindelse med deres Indlandsboer, og disse sidste færdes ogsaa paa Kysten og paa Havet. Navnlig have vi i den ofte omtalte Strækning fra Mackenziefloden og mod Vest en Skueplads, der passer for Begivenhederne i selve Sagnene. I Egnen af denne Flod er det især at Krigen mellem Kystboer og Indlandsboer har raset indtil vore Dage, her ere Eskimoerne altid aarvaagne og beredte paa pludselige Overfald. Her ere udentvivl mange Begivenheder forefaldne, som kunde sammenlignes med Fortællingen om de tvende Brødre, der boede ved Mundingen af en Fjord og af hvilke den ene blev overfalden af de »lumpne Umiarissat«, der kom roende ved Nattetid i deres Birkebarks-Baade med Aarer som Indianernes, overfaldt og dræbte alle Husets Beboere, hvorpaa den anden Broder drog til Indlandet for at hævne sig paa dem, der »blinke paalangs«. Thi de omtalte »Skelere«, der endnu ere Eskimoernes værste Fjender, færdes netop ved denne Flod og anrettede endnu for faa Aar siden ved sammes Bredder et skrækkeligt Blodbad paa dem. Men et andet Billede af saadanne Overfald have vi ogsaa i Fortællingen om Kunuk og »Stormløberne«, hvis Ansigter gave et rødt Gjenskin i Vandet, thi Indianerne bruge ogsaa at lægge sig i Baghold og bryde pludselig frem med rødmalede Ansigter for at give sig et frygteligt Udseende. Men i de vestlige Egne gives der deels Strækninger, over hvilke Kystboerne kun komme i ringe Berøring med Indlandsboerne, deels saadanne, hvor Samqvemmet ikke udelukkende er fjendtligt, og hvor det endnu tildeels ikke er mere fjendtligt end mellem mindre Stammer af selve Kystboerne indbyrdes. Af de forskjellige Maader, hvorpaa et saadant Samqvem kan have yttret sig, have vi et Billede i Sagnet om Akigsiak som nedstammede baade fra Kystboer og Indlandsboer, om Qvinden der flygtede til Indlandsboerne, om Qvinden som blev røvet af en Indlandsbo og om Søsteren, der opsøgte sin Broder blandt Indlandsboerne. Omendskjøndt Sagnene i Forbindelse med Begivenhedernes Lokalisering tillige saavidt muligt omforme de fremmede Folkeslag og tillægge dem Eskimoernes Levemaade, have de dog i disse Skildringer formeentlig bevaret adskillige af Indianernes Træk, hvorpaa vi tildeels allerede i det Foregaaende og navnlig i Anmærkningerne til Sagnene have henledet Opmærksomheden, saasom Indlandsboernes Legemsstørrelse, deres Hurtighed, deres Boltspil og muligen Krigsdandse, Huse med Nedgang gjennem Taget o. a. Paa samme Sted have vi endelig omtalt, hvorledes Sagnet om Kumagdlase og Asalok hentyder til Maaden hvorpaa Kystboerne opnaaede Metalredskaber. Først kom Kumagdlase paa sin lange Reise nemlig til et Sted paa Kysten, hvor der stod en Mand og byggede paa en Baad. Ved hans Side laae der et heelt Bjerg af Muslingskaller, som han havde brugt til at arbeide i Træ med, og hans voxne Søn, som stod ved Siden af ham, havde været et Barn, da han begyndte paa Baaden. Men saa var det at Kumagdlase drog til Indlandsboerne og hjembragte Kobberknive. Her synes der altsaa at være sigtet til Kystboer, som ikke engang havde Steenknive. Nu er det en bekjendt Sag, at Indianerne i Nordamerika før Europæernes Tid have udgravet gedigent Kobber og forarbeidet det til Redskaber. Disse Kobbergruber synes at have ligget i ganske forskjellige Egne, og ialtfald er Kobberet ved Handel kommet omkring saavel til de forskjellige Stammer af Indianerne som til Eskimoerne. Endnu ved Franklins-Expeditionerne har man truffet afsides boende Eskimoer, der paa denne Maade syntes at have faaet Kobberet til deres Vaaben. Ved Mackenziefloden synes der saaledes at være vandret Kobber ud til Kysten, men fremfor alt er det en Indianerstamme ved Eskimoernes yderste Grændse i Vest og Syd, de saakaldte Athnaer ved Floden Athna, som frembringe og forarbeide Kobber og forsyne Nabofolkene dermed. Herved er der nu den Mærkelighed, at samtlige Eskimoer fra Grønland til Behringsstrædet have en fælleds Benævnelse for Jernmetal, og at denne Benævnelse tillige bruges for Kniv i Betydning af et skjærende Redskab af ringe Størrelse til Brug ved Maaltiderne o. a., hvorimod der gives flere særskilte Benævnelser for andre skjærende og stikkende Redskaber. Endvidere have Eskimoerne i Forbindelse med Aleuterne ligeledes en fælles Benævnelse for Kobbermetal. Men hos selve Athnaerne er det netop hiin Benævnelse for Jern som betyder Kobbermetal, alt selvfølgelig under Forudsætning af, at Ordfortegnelserne i dette Punkt ere paalidelige. Dette kunde synes at tyde paa, at denne samme Benævnelse ogsaa hos Eskimoerne oprindelig har betydet baade skjærende Redskab og Metal, nemlig saalænge dette kun var eet Slags, Kobber, hvorimod den siden, da Jernet blev bekjendt, blev overført paa dette og en ny Benævnelse dannet for Kobbermetal. Dette forudsætter deels, at Eskimoernes Udbredelse til de østlige Egne ikke gaaer saa heelt langt tilbage i Menneskehedens Historie, deels at der allerede i meget gammel Tid er kommet Jern fra Asien over Behringsstrædet til Amerika, forsaavidt man ikke vil antage, at Benævnelsen hidrører fra Jern, som Eskimoerne selv have tilveiebragt, nemlig af Meteorjern.


Den næste Række af Sagn, som turde lede os paa et Spor i historisk Retning er den, som handler om det gaadefulde Land hiinsides Havet, som kaldes Akilinek. I Grønland forstaaer man nu derved Labrador og Landene nordenfor samme, men Forestillingen om at der findes Land i denne Retning er sikkert først indført af Europæerne, og der er intet Spørgsmaal om, at Grønlænderne have medbragt deres Sagn om Akilinek ligesom de andre Sagn, fra et tidligere Hjem, altsaa som vi ville forudsætte fra hine samme Egne hiinsides Mackenzie-Hoden. Landet Akilinek kan da ikke godt blive andet end den asiatiske Kyst tilligemed St. Laurents-Øen og de mindre Øer i Behringsstrædet. Saasnart Eskimoerne vare blevne Beboere af Havkysten og havde lært at færdes paa Havet, maatte disse Lande jo blive det første Maal for deres Opdagelsesreiser, som de senere fortsatte indtil Grønland og Labrador. Fra Øerne i Behringsstrædet skal man kunne see Fastlandet paa begge Sider. Det kunde jo altsaa ikke feile, at nogle af de nye Kystboer maatte flytte over og bosætte sig der, forsaavidt de ingen Hindringer mødte, og dette maatte skee længe førend hine fjerne østlige Lande bleve bebyggede. De nuværende asiatiske Eskimoer leve, som vi alt have anført, i et venskabeligt Forhold til deres Indlandsboer, Tschukscherne, men have, som det synes med disse i Forening, ialtfald til visse Tider levet paa Krigsfod med deres Stamfrænder hiinsides Strædet og paa St. Laurents Øen, idet Beboerne af visse mindre Øer ligesom vare neutrale og dreve Mellemhandel mellem begge. Det er en bekjendt Sag, at der deels ved Krigene, deels i Tilfælde af Strandinger gjøres Slaver og at disse Slaver, navnlig qvindelige, sælges af Kyst- til Indlands-Tschukscherne, samt at ogsaa de sidste befare Behringsstrædet om Sommeren i Baade og om Vinteren vise sig paa samme i Rensdyr-Slæder. Paa den anden Side kjende saavidt vides Nordamerikas Indlandsboer intet til at bruge Trækdyr til Slæder, denne Opfindelse tør altsaa antages at være gjort af Eskimoerne først efterat de vare blevne til Kystfolk. Man antager, som omtalt, at det er Polarlandenes Ulv som de have benyttet hertil. Naar vi erindre, at der gives et Sagn, som hører til de bedst bekjendte i hele Grønland og som gaaer ud paa at skildre, først hvorledes en Qvinde bliver borte og formodes bortført til Akilinek, dernæst hvorledes hendes mandlige Slægtning opsøger vilde Dyr for at afrette dem til at trække Slæde, hvorledes han gjenfinder hende i Akilinek, som gift med en Mand der ikke er nogen rigtig Kystbo, og endelig hvorledes denne aflægger et, Besøg med sin Kone i hendes Hjem, kjørende i en Slæde der er forspændt med Rensdyr, da tale jo næsten alle Omstændigheder for at Sagndigtningen i denne Fortælling har villet skildre forskjellige Begivenheder vedkommende deels hiin Opfindelse, deels Berøringen med Akilineks Beboere. Sagnet gjengives, som vi have seet, noget forskjelligt, men hine Hovedpunkter ere altid de samme, og navnlig er det altid Rensdyrene, der bruges som Trækdyr fra hiin, de glubende Dyr derimod fra denne Side af Havet. Kajakkens Opfindelse synes derimod ikke at være bleven foreviget ved noget Sagn, maaskee fordi den gik mere gradviis for sig ved en Forandring af Baadene, som havde været brugte paa Floderne.


Efterhaanden som Eskimoerne uddannede sig til Kystboer og traadte i et fjendtligt Forhold til Indlandsboerne, have de selvfølgelig ved Siden af den fælleds Krig mod disse ogsaa begyndt paa indbyrdes Stridigheder. Ærgjerrighed parret med Misundelse har ledet til Voldshandlinger og disse have gjennem Blodhævnen indledet de Rivninger, der vistnok have bidraget betydeligt til Befolkningens store Adsplittelse og Udbredelse. Det er derfor rimeligt, at der allerede i hiin ældste Tid er opstaaet Fortællinger, af hvilke vore nuværende Sagn om saakaldte stærke Mænd, Kappestrid, Drab og Hævn kun mere eller mindre ere Gjengivelser. Særligt ville vi kun fremhæve, at de lange Vandringer over Land fra den ene Kyst til den anden, som undertiden omtales, i Forbindelse med Hentydninger til et endnu strengere Klima, kun ved en Lokalisering synes at være overførte paa Grønland, men forøvrigt bedre at passe paa det nordligste Amerikas store Ølande og Halvøer.


Det gjelder nu om at undersøge, hvorvidt der ikke hos de Folkeslag, der ere Eskimoernes nærmeste Naboer, skulde findes Slægtskabsmærker, der maatte stride mod den Gisning om deres Herkomst som deels de geografiske Forhold, deels Sagnenes formeentlige historiske Indhold har ledet os til. Vi have allerede omtalt de saakaldte Indlands-Eskimoer, der slutte sig nærmest til de vestlige. Bredderne af den store Flod Ko-Yukon ere beboede af Indianere heelt ud til dens Munding, hvor de støde umiddelbart op til de eskimoiske Kystboer, men ved Floderne nærmest mod Nord og imod Syd er det at man træffer Indlands-Eskimoerne. Det er dog navnlig kun om de sydligere at man har nøiere Underretning. De beboe Bredderne af Floden Kuskokwim og dens Bifloder. Vi have allerede omtalt, at Sproget er ganske eskimoisk. De have faste Vinterpladse paa flere hundrede Indvaanere hver langs Floden, holde Slæder og Hunde og drive Fiskeri paa Floden fra Kanoer, fange vel ogsaa mindre Hvaldyr, navnlig Hvidfisk, som skulle gaae op i Floden, men de synes forøvrigt ikke at vove sig ud paa Havet, fra hvilket de ogsaa ere adskilte ved sumpet Lavland, hvorimod de Bredder, som de beboe, have en rig Skovvæxt. I enhver af deres Bygder er der et stort »Kashim« (grønlandsk: '''ĸagsse'''), der bruges til dagligt Ophold for Mændene, og forøvrigt til festlige Sammenkomster, der beskrives ganske som Grønlændernes hvad Dands og Sang med Syngestrid angaaer, men som forøvrigt ere høist mærkelige ved aarlige Udstillinger, i hvilke enhver Mands, saavelsom Drengenes Jagtudbytte udstilles, og hvor store Uddelinger af Gaver finde Sted, alt for at give Ærgjerrigheden Næring. En særskilt Stamme af Indlands-Eskimoerne, de saakaldte Agolegmiut vides i den nyeste Tid at være fordrevet fra sit Hjem i det Indre og at have bosat sig ude ved Havkysten. Det er i denne samme Egn, at Kenayerne, som udgjøre en Green af de egentlige Indlands-Indianere, ere trængte over Bjergene ned til Havkysten, som de besøge til visse Aarstider, efterlignende de omboende Eskimoer i deres Erhverv, idet de have anskaffet sig, om end ikke Kajakker, saa dog Skindbaade, og fange Delfiner med Harpun og Blære efter Eskimoernes Opfindelse. Der turde saaledes muligen endnu kunne paavises ligefrem af Erfaringen Exempler paa den Overgang fra Indlands boer til Kystboer, ved hvilken vi mene at Eskimoerne ere blevne til det, de nu ere, eller ialtfald den Maade hvorpaa Overgangen er bleven fortsat, efterat de oprindelige Nybyggere paa Kysten havde gjort de til Erhvervet paa Havet nødvendige Opfindelser.


Nærmest omkring de omtalte Indlands-Eskimoer eller ved Eskimoernes sydlige Grændse paa Vestkysten synes der at være en ringe gjensidig Indblanding mellem dem og Indianerne, fra hvilke de forøvrigt overalt ere temmelig skarpt adskilte. Man har sammenfattet de forøvrigt i talrige mindre Stammer deelte nordvestlige Indianere i tre Hovedgrupper: Athabasker eller Tinnier, Nordvestindianere og Algonkiner. De sidste støde kun op til Eskimoerne i Labrador. Nordvestindianerne danne Eskimoernes Fortsættelse som Kystboer mod Syd, men Athabaskerne ere at betragte som deres egenlige Indlandsboer fra Hudsonsbugten til Behringstrædet, idet de atter deles i tre Afdelinger: de østlige, Loucheux i Egnen af Mackenziefloden og Kutschin langs Ko-Yukon. Som bekjendt er der i Nordamerika ikke forekommet noget Hyrdefolk eller noget Spor af egentlig Qvægavl. Alle disse Eskimoernes nærmeste Naboer have det tilfælleds med dem, at de leve af Jagt og Fiskeri og som Følge deraf have den samme Mangel paa Sands for Eiendom. Hertil kunde man endnu vel føie, at det især er Jagten som betinger deres Levemaade og Samfundstilstand, om end Fiskeriet paa nogle Steder yder den større Deel af de nødvendige Fødemidler. Hos Eskimoerne er Jagten gaaet over til at blive en Jagt paa Havet, Boligerne nærme sig mere til at være faste, Redskaber og Eiendele ere deels konstrigere end hos de fleste Indlands-Indianere, hvorimod hos Nordvest-Indianerne ligeledes Jagten deelviis drives paa Havet, og Sandsen for Boliger og Eiendele er endnu mere udviklet end hos Eskimoerne. I Hovedsagen have dog hos alle disse Nordamerikas Urindvaanere baade Næringsveie, Eiendoms- og Stands-Forhold ganske det samme Præg. Hos de østlige Tinnier saavelsom hos Loucheux naaer Fælledsskabet og Ringeagten for Eiendom den høieste Grad, men selv hos Nordvestindianerne, som endog have et Rangsystem, der hovedsagelig er grundet paa Rigdom, er enhver Opsamling af Formue ud over visse snevre Grændser umuliggjort ved visse Vedtægter, og navnlig den at foranstalte store Høitider, ved hvilke alle overskydende Eiendele hensynsløst bortgives, i enkelte Tilfælde endog forsætlig tilintetgjøres, alt for at erhverve Anseelse og faae Adkomst til Rang. Det er fra disse samme Indianere at Slaveriet har udbredt sig til Aleuterne og de nærmeste Eskimoer, saa at Slaver ere en gjængse Handelsvare langs hele den vestlige Kyst, hvorimod det er ukjendt hos de østlige Indianere, nærmest dog vel som en Følge af deres øvrige Eiendomsløshed og omvankende Liv, der hverken vilde tillade dem at føre saadanne Krigsfanger med sig, eller levne nogen Anvendelse for dem. Men afseet fra dette Slaveri, som grunder sig paa Krigens Ret over den Overvundne, ere ogsaa Samfundsforholdene i Hovedsagen de samme hos Eskimoerne og alle disse Nabofolk, al borgerlig Anseelse er mere end hos andre Folkeslag grundet paa personlig Duelighed, og det er tillige den der i Hovedsagen betinger den verdslige Øvrigheds, Høvdingdømmets Magt, hvor der i det Hele findes et saadant. Saavidt skjønnes er der ogsaa overalt en stor Lighed i Henseende til selskabelige Skikke, ikke blot med Hensyn til Forlystelserne, Væddekampe og Lege, navnlig Boltspillet, der er ganske lignende endog hos fjerne Indianerstammer, som hos Grønlænderne, men ogsaa, ialtfald hos Nordvestindianerne, med Hensyn til Syngestriden.


Gaae vi derimod over til de Folkeslag, der støde op til Eskimoerne i Asien, da er Forholdet her et ganske andet. Naar undtages den Kyst, som de selv beboe, findes der i hele den gamle Verden ingen særlige Kystboer i Modsætning til Indlandsboer. Fra deres Naboer, Tschukscherne, af og indtil Lapperne træffe vi her, med Undtagelse af Kamschadalerne, udelukkende Hyrdefolk, hvis Rigdom bestaaer i deres Rensdyrhjorder, og som kun drive Jagt og Fiskeri som underordnet Erhverv, eller Fiskeri isærdeleshed, forsaavidt som visse Familier eller mindre Afdelinger af den samme Stamme ved Forarmelse miste deres Rensdyrhjorde og opslaae faste Boliger ved Floderne, sjældnere ved Havet. Medens saaledes hele Nordkysten af den nye Verden har sine eskimoiske Kystboer, kan Asiens Nordkyst næsten betragtes som ubeboet, da den kun befærdes til visse Aarstider af Indlandets nomadiske Beboere. De Folkeslag, som vi her ville indskrænke os til at sammenligne Eskimoerne med, ere Tschukscher, Korjæker, Tunguser, Ostjaker, Samojeder og Kamschadaler. De fem første ere, som omtalt, Hyrdefolk og som saadanne ved deres Eiendomsforhold skarpt adskilte fra alle de amerikanske Folkeslag, som vi i det Foregaaende have omtalt. Selv Tschukscherne, som leve i umiddelbart Samqvem med deres eskimoiske Kystboer, eie i deres Rensdyrhjorder en Rigdom eller Adgang for den Enkelte til Rigdoms Erhvervelse, som er utænkelig hos nogen af de nævnte Amerikanere. Det er især ved denne Overlegenhed at de holde deres eskimoiske Naboer i et fredeligt Afhængighedsforhold. Naar Folk af disse Nomadestammer forarmes, blive de, som omtalt, Fiskere, dog uden at der indtræder nogen skarp Grændse mellem dem og deres Stamfrænder. lalmindelighed bosætte de sig i saadant Øiemed ved Floderne, men for Tschukschernes og Korjækernes Vedkommende skeer dette ogsaa ved Havet, og disse Kystboer optræde da som en ligefrem sydlig Fortsættelse af Eskimoerne, udbredende sig fra disse til Kamschadalerne, der udelukkende drive den samme Næringsvei og intet kjende til Qvægavl. Det kunde for et flygtigt Øiekast synes, som om man i Forholdet mellem disse Indbyggere i det østlige Siberien saaledes havde en Veiledning til at forklare sig Eskimoernes Oprindelse fra et asiatisk Hyrdefolk ligesaa godt som vi have forsøgt at udlede dem fra amerikanske Jagtfolk, men ligesom i det Hele Forandringer i Kulturtilstanden ved en Tilbagegang høre til de sjældnere, saaledes vil det ogsaa vise sig, at denne Formodning ikke støttes ved en Sammenligning af Folkeslagenes øvrige Særkjender, som her alle bør tages i Betragtning, i Forbindelse med en nærmere Drøftelse af de geografiske Betingelser. Først er her at bemærke, at der ikke er noget som kunde tyde paa, at Eskimoerne skulde have erholdt nogen af de for dem væsentlige Opfindelser fra Asien, men at, forsaavidt som disse ere kjendte af andre Folk i denne Verdensdeel, dette da snarere er skeet ved at de have lært af Eskimoerne, forsaavidt Opfindelserne ikke ere gjorte uafhængigt af hinanden. Dette sidste turde vel gjælde om den større Skindbaad og om Hundeslæden. Den første brugtes af Tschukscherne, Kyst-Korjækerne og paa de kuriliske Øer, men som det synes neppe engang paa det mellemliggende Kamschatka. Hundeslæden derimod var eiendommelig for Kamschadalerne, men om deres Hund svarede til den grønlandske, vides ikke. Hvad derimod Kajakken angaaer, da synes denne ikke at have været kjendt udenfor selve de asiatiske Eskimoer, og Harpunerne med Fangeblære ikke at være naaet videre end til deres nærmeste Naboer, Tsehukscherne, der bruge dem til Hvalfangst, hvorimod Korjækerne og Kamschadalerne bruge andre Fangemaader for Sælhunde og Hvale, forsaavidt de efterstræbe disse Dyr. Dog træffer man hos Kamschadalerne nogle Konstgreb ved at fange Sælhunde paa Isen, der stærkt minde om Eskimoerne. Men hos Kamschadalerne saavel som hos de øvrige Asiater, der drive Jagt og Fiskeri, er det sidste paa samme Maade det overveiende, som Jagten er det i Nordamerika. Kamschadalerne boe derfor ved Floderne, tildeels langt inde i Landet, have saa godt som faste Boliger, om end særskilte for Sommer og for Vinter, og vise ikke Tilbøielighed til det omflakkende Liv, som Eskimoerne føre ialtfald i den ene Halvdeel af Aaret. De ligne i de fleste Henseender de fastboende Korjæker, ganske som om de kunde have havt en lignende Oprindelse som disse, kun at slet ingen af deres Stamme havde bibeholdt Rensdyravlen.


Hvad forøvrigt alle de Særkjender angaaer, der vedrøre Næringsvei og Levemaade, da haves der som bekjendt hos Folkeslag paa et lavere Kulturtrin kun faa saadanne, som kunne give Veiledning til at udfinde deres indbyrdes Slægtskab, da der hersker den største Eensartethed overalt, hvor Naturforholdene nogenlunde ere de samme. Dette gjælder da ogsaa om de oprindelige Folkeslag i det nordligste Amerika og i Siberien, naar vi fradrage de Særkjender, som ere en Følge af Hyrdefolkenes høiere Udviklingstrin. Det staaer da tilbage at anstille en Sammenligning i Henseende til Kulturlivets mere aandelige Frembringelser: Sprog, Sagn og Religion. Men hvad Sagnene angaaer, da tænkes der herved ikke saameget paa de Oplysninger, de kunne give ligefrem ved deres historiske Indhold, som paa de Slutninger, man kan drage af Ligheder i deres Indhold hos de forskjellige Folkeslag, forsaavidt nemlig Lighederne ere af den Beskaffenhed, at de forudsætte en fælleds Oprindelse eller ialtfald støtte andre Grunde for at antage en saadan, paa lignende Maade som vi have benyttet dem til at paavise det nære Slægtskab mellem Eskimoerne indbyrdes. Men hvad vi i saa Hensende vide om de eskimoiske Sagns Forhold til de siberiske paa den ene og de amerikanske paa den anden Side, er saa ufuldkomment, at vi ville overlade denne Undersøgelse til Fremtiden og her indskrænke os til nogle Bemærkninger om Sprog og Religion, uden derhos at miskjende, at ogsaa det som vi kunne sige herom er meget ufuldkomment, og at navnlig Sprogenes Sammenligning henhører under en særskilt Videnskab.


Hvad Sprogene angaaer, da er det, som bekjendt, fremfor selve Ligheden i Ordenes Lyd først Sprogbygningen man har taget Hensyn til ved at inddele dem og antyde deres indbyrdes Slægtskab. Man har deelt dem i Eenstavelses-, Agglutinations- og Flexionssprog, og for at tale i Korthed har man henregnet baade de siberiske og de amerikanske under den anden Afdeling, men antaget, at de amerikanske derhos ligeoverfor andre Sprog vise en saa mærkværdig Særegenhed i Bygningen, at man ialtfald bør opstille dem som en særlig Underafdeling, hvilken man har givet Navn af de polysynthetiske Sprog. At det grønlandske Sprog henhører til de sidste og at det endog i en fremtrædende Grad er i Besiddelse af de Egenskaber, man saaledes har gjenfundet mere eller mindre over hele Amerika, er en saa almindelig Antagelse, at der neppe vides at være reist nogen væsentlig Indvending derimod, og at den udgjør den vigtigste Anstødssteen for Paastanden om Eskimoernes Indvandring fra Asien til Amerika. Vi ville her indskrænke os til nogle Sammenligninger med Hensyn til de vigtigste Egenskaber ved den grønlandske Sprogbygning, som ifølge det Foregaaende kunne sammenfattes under følgende: Sproget eier et meget stort Antal uselvstændige Ord, der ikke kunne bruges for sig, men ved at føies til de selvstændige frembringe sammensatte Ord, hvis Mening man ikke kan gjengive i de bekjendte europæiske Sprog, uden ved Hjælp af to eller flere Ord. Sproglæren har derfor en særskilt Ordbygningslære, som er af stor Vigtighed, da det er ved Hjælp af den, at man skal udtrykke en stor Deel af de Begreber, man i andre Sprog har særskilte Ord for og derfor finder i Ordbogen. Alle Sprogets Ord, de være sig enkelte eller paa denne Maade sammensatte, ere næsten kun to Slags, nemlig Nominer og Verber, og disse uddannes fremdeles videre ved Bøining, men denne Bøining er af den Beskaffenhed, at ogsaa ved den flere Begreber optages i Ordet, som i mange andre Sprog maae udtrykkes ved særskilte Ord. Ved Nominets Bøining udtrykkes først, om det er Subjekt (ved en Genitiv) eller om det er Objekt, dernæst betegner den Eiendomsforholdet, som ellers skal udtrykkes ved possessive Pronominer, og endelig gjengiver den i de saakaldte Casus locales det som ellers skulde udtrykkes ved Præpositioner. Ved Verbets Bøining er der den store Mærkelighed, at den udtrykker ikke alene Subjektet, men tillige Objektet, nemlig begge forsaavidt de ellers skulde udtrykkes ved personlige Pronominer, hvorved disse altsaa blive overflødige og Verbet alene kan udtrykke en heel Sætning, eller endog, ved Benyttelsen af Ordbygningslæren, en heel Sætning med een eller flere underordnede Sætninger. Endelig udmærker Sproglæren sig ved en Simpelhed, Regelmæssighed og Skarphed, som man neppe gjenfinder i de bekjendte europæiske Sprog. - Alt hvad der her er anført om det grønlandske, gjælder om samtlige amerikanske Sprog ialmindelighed, men selvfølgelig i en større eller mindre Grad og forsaavidt Sprogene hidtil ere undersøgte. Om enkelte af dem er der saaledes reist Tvivl, og det er endog blevet paastaaet, at der fandtes et Eenstavelses-Sprog iblandt dem. Af Bøiningerne synes ogsaa den særegne Form for Subjektiv-Genitiv kun at spores hos Nordvest-Indianerne. Derimod er der den gjennemgaaende Forskjel saavel i Ordbygningen som Bøiningen, at medens i det Grønlandske alle Forandringer foretages med Enden af Ordet, skeer det mere eller mindre i alle de øvrige amerikanske Sprog deelviis ved Begyndelsen, og medens man i det Grønlandske kun kan sammensætte Ord af eet selvstændigt og forresten uselvstændige Ord, kunne i de andre amerikanske Sprog ogsaa selvstændige Ord føies til andre selvstændige. Naar vi dernæst gaae over til de siberiske Sprog, da regnes det Tungusiske, Ostjakisiske og Samojediske til den store Familie af finniske eller altaiske Sprog, hvorimod det ikke er tydeligt, om det Kamschadalske og de med hinanden ganske nær beslægtede Sprog Korjækisk og Tschukschisk ogsaa regnes til den samme Afdeling. Om hine, til de altaiske henhørende Sprog gjælder det ialmindelighed, at de vel i Henseende til Bøiningen kunne udrette en stor Deel af det samme, som udmærker Bøiningen i det grønlandske, men hvad Ordbygningen angaaer, synes de i Modsætning til dette ikke at være stort forskjellige fra de bekjendte europæiske Flexionssprog, alt at dømme efter de, rigtignok ufuldendte Grammatiker af Castrén, som vi ere i Besiddelse af. Det er ogsaa kun for Nominernes Vedkommende, at Bøiningen kan lignes ved de amerikanske Sprogs, nemlig i Henseende til Former, der gjøre Præpositioner og possessive Pronominer overflødige, hvorimod der ikke synes at være noget ret tilsvarende til den amerikanske Conjugation, hvorved Verbet kommer til at betegne et Objekt og altsaa kan udgjøre en heel Sætning. Hvad Ordbygningen ved Tilhængsstammer angaaer, da synes den at indskrænke sig deels til nogle Endelser, ved Hjælp af hvilke Nominer kunne dannes af andre Taledele, deels til et vist begrændset Antal Endelser, der enkeltviis kunne sættes til Verbet og lægge en Betydning i samme, som ellers skulde gjengives ved et særskilt Ord, navnlig et Adverbium. I eet af Sprogene udrettes der noget lignende ved Bøiningen. Hvad endelig det Tsukschiske, Korjækiske og Kamschadalske angaaer, da findes der ialtfald intetsteds nogensomhelst Hentydning til, at deres Sprogbygning skulde nærme sig mere til den amerikanske end til den altaiske. Derimod er der een mærkelig Egenskab, hvorved det Grønlandske synes at ligne alle disse siberiske og at adskille sig fra alle de amerikanske Sprog. Denne Egenskab er den Orden, i hvilken alle Forandringer ved Ordet foretages, nemlig kun ved Slutningen, ikke ved Begyndelsen. Dette er hvad vi have at anføre om Sprogenes Slægtskab med Hensyn til Sprogbygningen. Hvad Ligheden i Henseende til Ordlyden angaaer, da har man anstillet almindelige Sammenligninger mellem amerikanske Sprog paa den ene, og enten de europæieke eller de asiatiske pa den anden Side, men deels modsige de hinanden, deels gaae de ud paa at udvise Slægtskab mellem alle Folkeslags Sprog ialmindelighed, og kunne altsaa ikke tjene os til nogen Veiledning her. Vi ville indskrænke os til at bemærke, at man ved et flygtigt Gjennemsyn af Ordfortegnelser kommer til den Slutning, at det Eskimoiske er grundforskjelligt fra Nabofolkenes Sprog til begge Sider. Kun enkelte af dets Ordlyd finder man indblandede i disse, og deriblandt især i det Tschukschiske paa den ene, og et af de nordvestindianske Sprog paa den anden Side. Dog gives der herfra ganske lignende som ved Sprogbygningen een Undtagelse, ved hvilken det Grønlandske nærmer sig til de asiatiske Sprog. Denne bestaaer deri, at ved Deklinationen Dualis betegnes ved k og Flertallet ved t, hvorimod Tallet i de amerikanske Sprog enten udtrykkes ved andre Endelser eller paa heelt andre Maader. Endelig bør vel ogsaa den Særegenhed fremhæves, at medens det Eskimoiske maaskee er enestaaende ved sin Mangel paa Forskjelligheder, det være sig i Sprogbygning eller Ordlyd, i Forhold til Udstrækningen af de Lande, i hvilke det tales, har man troet i det øvrige Amerika at opdage rigtignok noget ganske tilsvarende med Hensyn til Sprogbygningen, men netop det Modsatte i Henseende til Ordlyden, nemlig en Rigdom paa Sprog og en indbyrdes Forskjellighed mellem disse, som i ingen anden Verdensdeel.


Naar vi fradrage de Forestillinger, som grunde sig paa Eskimomoernes Levemaade som Kystboer, synes deres Tro forøvrigt at være paa det nøieste beslægtet med de øvrige nordamerikanske Jagtfolks. Hos den gamle Verdens Nordlændinger støde vi derimod paa visse Troes-Lærdomme og Skikke, som hine ere mere eller mindre fremmede for, nemlig følgende: 1) At de have mere udviklede Systemer af over- og underordnede Guder, om end tillige en ganske tilsvarende Aandeverden som Amerikanerne 2) At de alle uden Undtagelse holde Gudebilleder, som de vise Tilbedelse 3) At Offringer hos dem ere det væsentligste Middel til at forsone de høiere Magter med, Selvspægelse derimod mere underordnet. Disse Eiendommeligheder, af hvilke den anden især er iøinefaldende, synes dog ved en nærmere Undersøgelse at kunne forklares som en Følge af Hyrdelivets Kulturtrin og at falde sammen med de øvrige Afvigelser, som dette fører med sig. Udenfor dem, og navnlig med Hensyn til Sjælelæren og Præstedømmet samt dettes Forhold til den underordnede Aandeverden hersker der en Overeensstemmelse som mere end nogen anden Lighed kunde friste til at forudsætte et Slægtskab mellem hele den gamle og den nye Verden. Men denne Lighed gjelder Indianerne omtrent ligesaa meget som Eskimoerne, og kan saaledes neppe have nogen Indflydelse paa Bestemmelsen om disses nærmeste Slægtskab.


Naar vi sammenfatte hvad der i det Foregaaende er anført om Eskimoernes Herkomst, bliver det indlysende, baade at man ved grundigere at skulle undersøge samme kommer ind paa Spørgsmaal, der ligge ganske udenfor dette Skrifts Formaal og Forfatterens Evne, og tillige at de Gisninger, vi have opstillet, kunne medføre andre Gaader at løse. Vi have derfor ogsaa indskrænket Undersøgelsen til det der ligger nærmest, nemlig hvorledes Kystboer med saa mærkelige Opfindelser og en saa særegen Levemaade kunne være opstaaede af Indlandsboer og have befolket netop hine Kyster og ingen andre. Det fjendtlige Forhold til Indlandsboerne i Forbindelse med disses Overlegenhed synes jo allerede at tyde paa, at de oprindelig ere fortrængte af disse. I andre Egne af Jorden seer man vel Exempler paa, at et fremmed Folk kan bosætte sig paa en Kyst og trænge de oprindelige Indvaanere mere tilbage til Indlandets Bjerge. Men Eskimoernes store Udbredelse til de øde Lande mod Øst tyder jo paa, at netop de ere de fortrængte. Hvis det var i Asien, at Eskimoerne skulde være uddannede fra Indlandsboer til Kystboer, hvorpaa de da udrustede som saadanne skulde være vandrede til Amerika, maatte man da først paavise tilsvarende Kyststrækninger i Asien, paa hvilke de havde efterladt Levninger af deres Boliger, og dernæst maatte man antyde en rimelig Aarsag til Udvandringen. Forfatteren har ogsaa etsteds seet en løs Antydning om, at der skal findes saadanne Ruiner ved Floden lndigirka, men ellers omtales de kun i Tschukschernes Land paa saadanne Strækninger, som kunne have været Skuepladsen for de derværende asiatiske Eskimoers Omflytninger, og hvad Aarsagen til Udvandring angaaer, da seer man i de nuværende Forhold ingen Antydning til en saadan, eftersom der vel tales om pludselige Forjageiser af store Stammer, men ikke om en stadig Krigstilstand mellem Indlandsboer og Kystboer. Men allermindst, skulde man tænke sig, at Udvandrerne netop skulde vælge at sætte over til en Kyst, hvor man ialtfald nu seer, at alle øvrige Indvaanere mere eller mindre ere deres Fjender, og at den lange Række af Udvandrere, som var nødvendig til at befolke de øvrige Lande, skulde tage Veien forbi Mackenzieflodens Munding, hvor de værste Rivninger mellem Kystboer og Indlandsboer synes at have fundet Sted. Men hvorom alting er, saa maa det indrømmes, at det hele Spørgsmaaal, vi her have drøftet, endnu er meget tvivlsomt, og at dets endelige Løsning vil beroe paa en langt grundigere Undersøgelse af de enkelte Særkjender for Folkeslagene, som vi have anstillet en flygtig Sammenligning af.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 215-233.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]