Forord (Af Bibelen paa norsk-islandsk)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Af Bibelen paa norsk-islandsk


Forord


Det er en bekjendt Sag, at Sagaskrivning blomstrede i Middelalderen paa Island, og at der ogsaa i Moderlandet frembragtes adskillige andre vigtige literære Produktioner, f. Eks. det religiøs-pædagogiske Skrift „Kongespejlet“, et Skrift, som neppe har Sidestykke i nogen Literatur i Samtiden. Men det kan ogsaa have sin Interesse at betragte nærmere, i hvad Forhold den omfangsrige norsk-islandske Literatur i Middelalderen stod til Bibelen. Vel er det først omkring 100 Aar efter Kristendommens Indførelse, at der begyndte nogen Literatur; men her som andetsteds, hvor Kristendommen indføres i hedenske Lande, bliver dog Sproget længe væsentlig hedensk. Der bliver meget at kjæmpe med, naar kristelige, bibelske Begreber og Forestillinger skulle udtrykkes i et saadant Sprog. Det er af ikke liden Vigtighed at se, hvorvidt Folk her tillands i den Tid, som ikke kjendte det lærde Sprog Latinen, kunde faa noget umiddelbart Kjendskab til Bibelen, eller endog et middelbart Kjendskab til den gjennem Bøger, som støttede sig til Bibelen; det maa endvidere have megen Interesse at se, hvorledes man hjalp sig frem ved at udtrykke bibelske Forestillinger og Begreber i vort gammelnorske Sprog. Man har troet, at det lod sig bedst gjøre ved at samle saavidt muligt alle bibelske Citater i den gamle norsk-islandske Literatur.

Som i andre Lande paa den Tid var det ogsaa Tilfældet i Norge og paa Island, at det især var Gejstligheden, som havde nogen højere Dannelse. Men i Norge og paa Island stod ogsaa en Del verdslige Stormænd jevnhøjt med Gejstligheden i Dannelse. Derfor var det en Del af Gejstligheden og af saadanne Stormænd, som drev literær Virksomhed. Men det var en særdeles heldig Omstændighed i Norge og paa Island, at idetmindste i den senere Middelalder Kyndighed og Færdighed i Landets Sprog var gjort til Betingelse for Ansættelse i gejstligt Embede (noget som, saavidt vides, var særeget for disse Lande). Dette fremgaar af Laurentius's Saga, skreven ved Slutningen af det 13de Aarhundrede, hvor der (Kap. 11) omtales, at Mangel paa Færdighed i det norske Sprog var en Hindring for, at en vis Jon Flæming (fra Flandern) kunde faa kirkeligt Embede i Nidaros. Endvidere kjendes to Pavebreve angaaende Geistliges Ansættelse, det ene af 18de Jan. 1375, det andet af 28de Aug. 1376; det første er udstedt for en Geistlig fra Camin i Pomern paa et Kanonikat i Nidaros, det sidste for en Gejstlig fra Hamar Stift paa et Kanonikat i Oslo. I begge sættes Færdighed i at tale Landets Sprog som nødvendig Betingelse for deres Ansættelse (smlgn. P. A. Munchs N. F. Hist. Anden Afd. I, S. 348, og M. J. Monrads Fredriks Universitets Stiftelse, S. 67).

At Gejstlige havde et godt Kjendskab til Bibelen, som man kan se blandt andet af Thjodrek Munks latinske „Historia Norvegiæ“, skreven paa Kong Sverres Tid omkring 1180, er ikke saa mærkeligt. Men det er mere værdt at lægge Mærke til, at Kongespejlet, som er skrevet ved samme Tid af en af Norges Stormænd (efter Ytringer i selve Skriftet at dømme, maa Forfatteren have boet nordlig i Throndhjems Stift eller paa Helgeland), forudsætter særdeles godt Kjendskab til Bibelen, enten nu dette Kjendskab har været umiddelbart eller middelbart gjennem Skrifter.

Man havde visselig i Norge og paa Island i Middelalderen en alsidig Viden. Det kan vel siges, at man der stod højt i Dannelse for den Tid. Reformationen, som i de fleste Lande, hvor den indførtes, blev en fortrinlig aandelig Løftestang, blev ikke det i Norge for det første. Den afbrød en ikke uvigtig Kulturudvikling. Men der gik lang Tid hen, inden der kunde sættes nogen bedre i Stedet. Og det værste var, at der i Norge ikke engang findes at have været gjort noget Forsøg paa da at oversætte Bibelen paa Landets Sprog. Man maatte efterhaanden vænne sig til det beslægtede danske Sprog. Men dermed tog det naturligvis lang Tid. Paa Island derimod fik den dygtige Odd Gottskalkson, en Discipel af den saa ofte ufortjent roste Bergens Biskop Gjeble Pederson, en Bibeloversættelse istand og trykt paa Kong Kristian III's Bekostning 1540. Dermed var Grunden lagt til den nyere islandske Literatur.

At der ikke tænktes paa en Bibeloversættelse i Norge paa Landets Sprog, det kan man ikke bebrejde Kongen og de danske Magthavere for. Det var ikke at vente, at de interesserede sig derfor. Men Bebrejdelsen rammer de norske Biskoper, som vare saa ligegyldige for en saa vigtig Sag.

Alle protestantiske Lande, undtagen Norge, fik da sin Bibeloversættelse. Tyskland fik sin ved Luther. Nordtyskland fik sin ved Bugenhagen. Robert Olivetanus oversatte Bibelen for Schweiz. Tyndal og Coverdale oversatte Bibelen paa Engelsk. Hans Mikkelsen og Kristen Pedersen o. Fl. oversatte den paa Dansk. Lars Andersson og Brødrene Olof og Lars Person oversatte den paa Svensk. Mikkel Agricola oversatte ialfald noget af Bibelen selv paa Finsk. Og endelig oversette den omtalte Odd Gottskalkson idetmindste det Nye Testamente paa Islandsk. Men Ingen tænkte paa saadant i Norge!


Om man i Norge og paa Island har havt nogen fuldstændig Bibeloversættelse før Reformationen, er uvist. Idetmindste kjendes ikke nogen saadan fuldstændig Oversættelse opbevaret. Derimod findes der Levningner af en saadan. Der haves nemlig et større Verk over Bibelen, det saakaldte „Stjorn“, som er kommet istand paa Kong Haakon Magnusens Foranstaltning, altsaa engang mellem Aarene 1299-1319. Men denne er ikke i sine største Bestanddele nogen egentlig Bibeloversættelse, men rettere en Slags Bibelhistorie, en sammendragen Parafrase af de historiske Bøgers Indhold, med en Mængde Tilsætninger af flere ikke-bibelske Forfattere, især af Scholastica Historia af Petrus Comestor († 1178 ell. 1198) og af Speculum historiale af Vincentius af Beauvais († 1264). Dette Verk begynder med 1ste Mosebog og gaar til Slutningen af 2den Kongernes Bog (til det babylonske Fangenskab).

Men Verket i denne parafrastiske Bibel med en Mængde ikke-bibelske Tilsætninger begynder med 1ste Mosebog og slutter med 2 Mos. 18. Deretter er der begyndt paa et nyt Blad efter en noget ældre, sagamæssig, parafrastisk Bearbejdelse med Josva Bogs 1ste Kapitel, og denne gaar til Verkets Slutning eller til 2 Kong. 25.

Men mellem disse Bestanddele er senere indskudt i det fuldstændigste Haandskrift, som findes tilligemed de øvrige Haandskrifter af „Stjorn“ i den arnamagnæanske Samling i Kjøbenhavn, 8 Blade, som begynde med 2 Mos. 19 og gaa til Mosebøgernes Slutning (5 Mos. 34). Til dette kommer nærmest ogsaa endnu et Blad, som er fundet i Rigs-Bibliotheket i Stockholm efter et Haandskrift fra 15de eller Begyndelsen af 16de Aarh., og som indeholder 2 Mos. 4. 24-7, 15, skjønt dette Brudstykke er noget friere i Oversættelsen.

I disse Stykker har vi saaledes Levninger af en Bibeloversættelse fra det 13de Aarhundrede (s. Stjorn Fort. S. V). Der er rigtignok sprunget over hele Vers, ja endog hele Kapitler, som indeholde Gjentagelser af, hvad der allerede tidligere er fortalt (hvad der ogsaa er Tilfældet med den angelsachsiske Oversættelser af de 5 Mosebøger); men i det, som meddeles, lægger Oversætteren her an paa at levere Bibelens Ord uden Tilsætninger. Oversættelsen er naturligvis efter den latinske Vulgata.

Der er ikke her meddelt noget af det, som findes i „Stjorn“s Tekst, da dette Verk er udgivet af Prof. Unger (Kristiania 1862) og er tilgjængeligt i Boghandelen. Der henvises til dette Verk og til Udgiverens Fortale. „Stjorn“ er et Verk paa 654 store Oktavsider, og det vilde blevet for vidtløftigt her at meddele noget af samme. „Stjorn“ indeholder det meste af det Gamle Testamentes historiske Bøgers Indhold.

Derimod er der her samlet alt, som har kunnet findes af Bibelcitater andensteds i den gammelnorsk-islandske Literatur. Der vides ikke at være ladet ud af Betragtning noget Skrift, hvor der kunde antages, at noget Bibelsted fandtes citeret. Og ved flittig Gjennemgaaelse er det optegnet alt, som her kunnet findes, uden forsaavidt der er ladet ude af Betragtning nogle Citater af det Gamle Testamentes apokryfiske Bøger. Disse vare ikke særdeles mange. Dels var de vanskelige at finde, dels var der nogen Frygt for, at Samlingen kunde blevet noget vidtløftig alligevel. Maaske et og andet Citat ikke kan være fundet. Der er desuden stødt paa nogle faa ubetydelige Udsagn, som gives ud for Bibelcitater, hvor det f. Eks. heder: Spámaðr segir, eller Drottinn segir, men som ikke har kunnet findes i Bibelen.

De fleste Skrifter i den gammelnorske Literatur, hvori Bibelsitater ere fundne, ere Oversættelser fra Latin, maaske nogle fra Angelsachsisk. Der er Grund til at tro, at en Mængde af de kristelige Begreber og Forestillinger i den gammelnorske Literatur er hentet fra Angelsachsisk, da de første Geistlige i Norge kom fra England.

De Kildeskrifter, hvorefter de gammelnorske religiøse Skrifter ere oversatte, maa alle antages at have øst sine Bibelcitater af Vulgata.

Et og samme Bibelsted kan være fundet flere Gange. Vare Afvigelserne betydelige, saa ere de forskjellige Tekster her meddelte, saasom flere af Søndagsevangelierne efter de forskjellige Homiliebøger. Ere Afvigelserne ubetydelige, er alene Bibelstedet, som det forekommer paa et Sted, benyttet, og de vigtigste Afvigelser paa andre Steder ere tagne med som Varianter; forøvrigt er Stedet, hvor det findes i andre Skrifter, ladet ud af Betragtning. Der kunde ikke være Mening i at meddele et og samme Bibelsted indtil 5-6 Gange, eller endog derover.

Der kunde været Spørgsmaal, om ikke de meddelte Bibelcitater burde været meddelt med den Orthografi, hvori de forefindes i Kilderne. Men da de ere tagne af Skrifter, som ere skrevne i Løbet af 3-4 Aarhundreder (fra ca. 1100-1500), og Citaterne her ere ordnede efter de bibelske Bøger, vilde det blevet en meget broget Mangfoldighed. Og da de fleste Skrifter, hvoraf Citaterne ere samlede, desuden ere grundede paa flere Haandskrifter, og derfor ere trykte med normaliseret Orthografi, har man fundet det rettest her at normalisere Skriften i alle Citaterne.


Vi skal nu til Slutning i Korthed gjøre Rede for de Skrifter, hvoraf Citaterne ere tagne:

1. Homiliu-Bók. Isländska Homilier efter en Skindbog i Rigsbibliotheket i Stockholm, udgivne af Prof. Theodor Wisén i Lund (Lund 1872). Haandskriftet er skrevet paa Island antagelig omkring 1150. Det bestaar af 55 Homilier og Smaastykker, deriblandt en Udvikling af Trosbekjendelsen, en Udlæggelse af Fadervor m. m. Rimeligvis er hele Bogen oversat fra latinske Homiliebøger. Der er fundet latinske Originaler til en og anden Homilie i den i en i Köln 1539 trykt Samling: „Homiliæ, hoc est sermones sive conciones ad populum . . . primum ab Alcuino Levita iussu Caroli Magni in hunc ordinem redactæ.“

2. Gammel-norsk Homiliebog, udgiven af C. R. Unger (Kristiania 1862-64) efter et Haandskrift i den arnamagnæanske Samling i Kjøbenhavn, skreven i Norge i det 12te Aarh., antagelig paa Østlandet. Først indeholder denne Bog et Skrift af Alcuin: „Cuediusending“ (de Virtutibus et Vitiis liber). Originalen af dette Skrift kjendes og er trykt med i Udgaven. Desforuden indeholder Bogen 33 Homilier, deriblandt en Udlæggelse af Fadervor og en hel Del Fortellinger om Hellig-Olafs Jertegn. Flere af dem, maaske endog alle, ere Oversættelser fra Latin.

3. Leifar Kristinna frœða íslenzkra, udgivne af Thorvald Bjarnarson (Kjøbenhavn 1878) etter 9 forskjellige Haandskrifter eller Brudstykker deraf i Kjøbenhavn. Det vigtigste af disse er fra Tiden før det 13de Aarh. Bogen indeholder noget af Prosper af Aquitanien's Epigrammer, 11 Homilier af Gregor den Store, Brudstykker af samme Kirkefaders Dialoger, atter 8 Homilier, en Udlæggelse af Fadervor og forskjellige Brudstykker. Gregors Dialog-Brudstykker ere ogsaa trykte i „Heilagra Manna Sögur“, hvorom der bliver mere Tale nedenfor. Nogle af de Brudstykker, som ere benyttede i disse „Leifar“, høre til det ældste af alle islandske Haandskrifter.

4. Maríu Saga findes i flere Haandskrifter i den arnamagnæanske Samling i Kjøbenhavn og i Rigsbibliotheket i Stockholm og i nogle Brudstykker i det norske Rigsarkiv, alle fra det 14de Aarh. Alt er efter latinske Originaler, blandt hvilke ere de bekjendte apokryfiske Evangelier (de nativitate Mariæ o. fl.). Bogen er udgiven af C. R. Unger (Kristiania 1871 - et Verk paa henved 1000 Sider). Først findes der omtrent alt, hvad der i Luk. 1ste og 2det Kapp. meddeles om Maria, dog med mange Tilsætninger. Dernæst findes der af og til i Legenderne et og andet Bibelsted. Ofte ere disse lagte Djævelen i Munden. Denne er fremstillet som vel bevandret i Bibelen.

5. Postola Sögur, udgiven af C. R. Unger (Kristiania 1874 - et Verk paa XXX + 936 Sider). Denne Udgave grunder sig paa 7 Haandskrifter, hvoraf ingen fra senere Tid end det 12te Aarh., og hvoraf de fleste findes i den arnamagnæanske Samling i Kjøbenhavn. Alle disse ere Oversættelser fra Latin, som atter, idetmindste for en Del, er Oversættelser fra Græsk, og indeholder de for det meste bekjendte apokryfiske Acta apostolorum, men ogsaa hvad der findes om Apostlerne i Ap. Gj. i det Nye Testamente. Denne Bog indeholder saaledes: Peters, Paals, Andreas', Jons, Jacobs, Thomas', Bartholomæus', Mathias', Matthæus' og Jons Baptistæ Sagaer. Flere af disse Sagaer findes i flere forskjellige Redaktioner.

6. Heilagra Manna Sögur, 2 Bind (716 og 686 + XXIV Sider), udgiven af C. R. Unger (Kristiania 1877). Dette Verk grunder sig paa flere Haandskrifter, som alle ere Oversættelser fra Latin. Disse Haandskrifter findes dels i Kjøbenhavn, dels i Stockholm, og ere skrevne i det 13de og 14de Aarh. Verket indeholder Sagaer om omtrent 50 Helgener, flere af disse i 2-3 og flere Redaktioner. Blandt disse Helgener er ogsaa Hellig-Olaf, hvorom der er en kort Saga, som ikke findes andetsteds, ligesaa et kort Sagabrudstykke om St. Hallvard. I dette Verk findes ogsaa 4 Redaktioner af Niðrstigningar-Saga eller om Herrens Nedfart til Helvede. I anden Del findes et længere Afsnit, Vitæ patrum, hvor den latinske Original ogsaa ledsager den norske Tekst.

7. Thomas Saga Erkibyskups (560 Sider), udgivet C. R. Unger (Kristiania 1869), indeholder efter forskjellige Haandskrifter 3 Bearbejdelser af den bekjendte engelske Erkebisp og Martyr Thomas Beckets Levnet. Den er bearbejdet efter latinske Levnetsbeskrivelser af denne Helgen og var til allerede tidligt i det 13de Aarh. Ogsaa denne indeholder en Del Bibelsteder.

8. Barlaam oc Josaphats Saga, en religiøs romantisk Fortælling om Barlaam og Josaphat, skreven paa Græsk i det 8de Aarh., antagelig af Johannes Damascenus, derefter oversat paa Latin og efter denne igjen bearbejdet paa Norsk ved Aar 1200, udgiven af R. Keyser og C. R. Unger (Kristiania 1851) efter flere forskjellige Haandskrifter dels i Stockholm, dels i Kjøbenhavn. Denne Saga har mange Bibelsteder. Den er mærkelig derved, at den er bearbeidet paa Gammelnorsk af en af vore Konger, nemlig Haakon Sverresson, ikke af Haakon Haakonson den unge, som antaget først af Prof. Konrad Maurer og siden af flere af hans Eftersnakkere. Udgiverne af Sagaen have nemlig med slaaende Grunde paavist (Fortalen S. XII), at Oversætteren maa være Haakon Sverreson († 1ste Jan. 1204). De støtte dette paa en grej og udtrykkelig Beretning i den islandske Biskop Gudmunds Saga, som er skreven 1345: „Det var i Begyndelsen af Kong Haakon Sverressons Regjering (1203, at Gudmund kom til Norge for at vies), men ej kunne vi forklare, hvor Biskop Gudmund kom til ham; men det er skrevet, at Herre Kongen modtog ham kjærligen. Dette er ogsaa en rimelig Beretning, efterdi den unge Kong Haakon har været en Høvding at første Klasse (hinn mesti höfþingi) og en Mand, som forstod at skikke sig vel (ok hofsemdar maðr), og saa langt borte som paa Island lever Mindet om hans Virksomhed derved, at han i en udmærket Stil har oversat Sagaen om Barlaam og Josafat, der levede i Pave Damasus' og den hellige Jeronymi Dage.“ Og denne Beretning finder atter Støtte deri, at den klassiske Stil i denne Sagaoversættelse har en mærkelig Lighed med den ligesaa sjelden klassiske Stil i det Forligelsesdokument med Gejstligheden, som denne Konge udstedte kort efter sin Regjerings-tiltrædelse 1202 eller 1203 (Norges gl. Love I, S. 444; sml. P. A. Munchs N. F. Hist. III, S. 425-430). Den Antagelse, at Sagaen skulde være oversat senere af Haakon Haakonson den unge, grunder sig derpaa, at man ellers ved, at det var paa Haakon Haakonsons (den gamles) Tid, man især oversatte udenlandske Skrifter i Norge. Denne Omstændighed er dog ikke til Hinder for, at en enkelt Saga som denne Barlaams og Josafats kan være oversat nogle Aar tidligere. Saa har det ogsaa været antaget, at denne Saga ikke engang var oversat paa Latin saa tidlig som paa Haakon Sverresons Tid. Men dette holder ikke Stik. Nu kjendes idetmindete eet latinsk Haandskrift af denne Saga allerede fra det 12te Aarh. i British Museum i London (Udgaven af denne paa Gammelfransk af John Koch, Heilbronn 1879, Einleitung S. XII). De af Maurer og Andre anførte Grunde ere saaledes ikke stærke nok til at omstøde et udtrykkeligt historisk Udsagn. Om Haakon Haakonson den unge († 1257) vides ikke andet, end at han „jevnlig gik ud at more sig med Høge og Hunde“ (Haak. Haak. Saga Kap. 288), og der vides intet om, at han havde literær Dygtighed og Interesse. Derimod kan det forklares, at Kong Sverre, som selv var prestlærd, havde givet sin Søn en lærd Opdragelse.

9. Kongespejlet (omtalt ovenfor). Dette var udgivet af H. Einersen (Sorøe 1768) med latinsk og dansk Oversættelse, og senere af R. Keyser, P. A. Munch og C. R. Unger (Kristiania 1848). Det indeholder mange Antydninger af Bibelen, men faa ordrette Bibelsteder, dog nogle.

10. Et Stridskrift mod Gejstligheden, skrevet paa Kong Sverres Tid, maaske af denne præstlærde Konge selv. Det var under Titel: Anecdoton etc. udgivet af Prof. E. Ch. Werlauff (Kjøbenhavn 1815), og senere sammen med nysnævnte Udgave af Kongespejlet 1848. Dette Skrift indeholder mange Bibelcitater og disse baade paa Latin og Norsk. Dette er da idetmindste et originalt Skrift, tilblevet paa norsk Grund.

11. Ogsaa i Sverres Saga, forfattet i denne Konges Levetid og af Flere udgivet, senest af C. R. Unger (Kristiania 1873), findes et Par Bibelcitater i et Par Taler af Kong Sverre. Dette passer til, hvad der er bekjendt om ham, at han var prestlærd.

12. Ligesaa er der fundne et Par Bibelcitater i Sturlunga-Saga, forfattet paa Kong Magnus Haakonsons Tid, eller nogle Dele deref endog noget før. Citaterne ere fundne i nogle i Sagaen indtagne Breve fra Biskoper i det 13de Aarh. Denna Saga er senest udgiven af G. Vigfusson (Oxford 1879).

13. I 44 Prøver af oldn. Sprog og Literatur, udgivne af Konr. Gislason (Kjøbenhavn 1860), findes i forskjellige Stykker nogle Bibelsteder.

14. I et Brudstykke af den islandske Physiologus fra det 13de Aarh. (1200-1230), udgiven af Th. Møbius i Analecta norröna (Leipzig 1877), er ogsaa funden en Del Bibelsteder.

15. Endelig er nogle faa Bibelsteder fundne i Brudstykker af den islandske Elucidarius. Af denne er der opbevaret 3 Brudstykker. Det ældste menes at være skrevet før 1220, det andet fra noget senere Tid i det 13de Aarh. og det 3dje i det 15de Aarh. De ere oversatte i Annaler for nordisk Oldkyndighed for 1857 af Magnus Erikson og udgivne i Grundskriften af Konr. Gislason i samme Tidsskrift for 1858. Og det eldste Brudstykke er udgivet fotolithografisk (Kjøbenhavn 1869).


Man ser af den meddelte Samling af Bibelcitater, at disse er ikke mange af det Gamle Testamente. Heraf findes saa meget mere i „Stjorn“. For Evangeliernes Vedkommende er Citaterne baade hyppigere og udførligere. Udførligst ere de i Ap. Gj. Af de nytestamentlige Breve er der ikke mange; heller ikke er der fundne mange af Aabenbaringen.

Som det sees, er det anseet alt for vanskeligt at faa indordnet en Del Citater af Lidelses- og Opstandelseshistorien under de enkelte Evangelier, hvorfor de ere meddelte i et lidet Afsnit for sig selv, da de ligesom i vore Kirkebøger findes sammenarbejdede i harmonisk Fremstilling.

Trods al Flid af Samleren kan muligens dog enkelte Bibelsteder ikke være fundne.

Det er mange Ting i disse Bibeluddrag, som har adskillig Interesse, idet de vise, hvorledes man her i Norge og paa Island søgte at omdanne græske Navne i en Slags norsk Form. Saaledes ved man andetsteds fra, at man gjorde Jerusalem til Jorsaler (ofte brugt i Dativformen Jorsölum, hvormed Nordboerne maaske syntes Jerusalem havde en Lydlighed), Konstantinopel til Miklagardr (den store Gaard). Men af disse Bibeluddrag ser man, at de kaldte Athenai Oþinsborg (Ap. Gj. 17, 22) og Fønix paa Kreta Feney (Ap. Gj. 27, 12). I Ap. Gj. 14. 12. 13 heder det, at de kaldte Paulus Odin og Barnabas Thor i Stedet for Zevs og Hermes, og Zevs' Prest blótmaðr Þórs o. fl. St. Smlgn. S. Bugges „Studier over de nordiske Gude- og Heltesagn“ (Kristiania 1881) fl. St.

Efter at jeg havde tænkt paa at faa samlet disse Bibelcitater, og Arbejdet paa det nærmeste var færdigt, har det glædet mig at finde, at en anden Mand, og det en Autoritet paa dette Omraade, nemlig Prof. Th. Möbius i Kiel, har udtalt Ønskeligheden om, at nogen vilde faa istand en saadan Samling. Se hans Anmeldelse af ovennævnte „Leifar kristinna frœða íslenzkra“ af Thv. Bjarnarson i Zeitschr. für deutsche Philologie, herausgeben von Ernst Höpfner und Jul. Zacher, 9de Bind (Halle 1878) S. 487[1]. Rigtignok ønsker han, at ogsaa Vulgatateksten maatte være stillet ved Siden. Men dette vilde krævet dobbelt saa stort Rum; og det har formentlig mindre for sig, eftersom Oversættelserne paa Gammelnorsk ofte ere noget fri, og ofte maaske ikke ere gjorte umiddelbart efter Vulgata.


Forkortelser:

B.: Bjarnarson: Leifar kristinna frœða íslenzkra (3).

BJ.: Barlaams ok Josaphats saga (8).

El.: Elucidarius. Sidetallet i Annalerne for 1858 er citeret (15).

H.: Heilagra manna sögur I & II (6).

M.: Maríu saga (4).

P.: Postula sögur (5).

Ph.: Physiologus (14).

Pr.: Gislasons Prøver (13).

Str.: Stridsskriftet mod Gejstligheden, Kristiania-Udg. (10).

Th.: Thomas erkibyskups saga. (7).

U.: Ungers Homiliebog (2).

W.: Wiséns Homílíubók (1).


________


Efterord

Til den Redegjørelse, som er given foran, kan endnu føies følgende Bemærkninger:

Der er i den gammel-norske Literatur ikke saa faa Steder, som er tagne af Bibelen. Men i mange af dem er Gjengivelsen saa fri, at de ikke vel kan meddeles som virkelig Prøve paa, hvorledes man udtrykte Bibelens Ord. Det har maattet rette sig efter et Skjøn, hvad som skulde medtages og hvad ikke. Derfor kan nogen finde, at adskilligt af det optagne kunde været udeladt, andre, at mere kunde været optaget. Ligeledes har det maattet rette sig efter et Skjøn, hvilke af de forskjellige temmelig enslydende Steder skulde meddeles, og hvilke ikke. Stundom er i de optagne Stykker Varianterne i Noterne nedenunder Texten valgte istedetfor, hvad der er optaget i Texten i Kildeskrifterne. Dette har ligeledes været gjort efter Skjøn. De bibelske Gjengivelser i den gammelnorske Literatur er ofte enten forkortede eller udvidede med mellemskudte Forklaringer. I dette sidste Tilfælde er disse udeladte, og der er hentydet til Afbrydelserne med to Tankestreger - - . Der kan maaske være overset flere vigtige Bibelsteder, som her kunde og burde været medtagne.

Hr. Prof. Dr. Unger og, siden hans Bortreise fra Byen, Hr. Stipendiat Ivar Aasen har bistaaet mig med Korrukturen. Herfor aflægges min forbindtligste Tak. For Inkonsekventser i Retskrivningen osv. maa bedes om velvillig Undskyldning. I Trykkeriet mangledes Bogstavet y med Accent over.

Ogsaa aflægges min Tak til Hr. Kammerherre Holst for, at jeg ved hans Velvillighed kom i Besiddelse af flere af de Kildeskrifter, som er nyttede, hvilke er udgivne som Universitetsprogrammer og ikke er i Boghandelen.


Det har været mig tungt og smertefuldt at afslutte dette Arbeide. Hele Opledelsen af Bibelstederne i den gammelnorske Literatur var udført af min Søn, Gissur Belsheim. Jeg havde ikke gjort stort andet end at hjælpe ham med at oplede Stedernes Plads i Bibelen. Han var født 16. Juni 1864, blev Student 1881 og tog Andenexamen med Udmærkelse i 1882 og omkom ulykkeligvis kort efter ved Kuldseiling paa Kristiania-Fjorden den 20. August s. A. Han havde faaet et i Forhold til sin unge Alder meget udstrakt Kjendskab til den gammelnorske Literatur og til de germanske Sprog i Almindelighed. Det skulde ikke times ham at se dette Arbeide fulført. Havde han selv oplevet det, turde det maaske i flere Stykker blevet bedre. Han havde alt i sit 16de Aar som Skolegut oversatt fra Latin den af mig paa det norske Samlags Forlag i 1880 paa norsk Landsmaal udgivne Udgave at Thomas af Kemptens Bog „Om Kristi Efterfølgelse“. Ogsaaa havde han oversat paa samme Maal fra Gammelnorsk Erik Rødes Saga, trykt i „Fedraheimen“ i 1882. Han havde ligeledes oversat flere gammelnorske Sagaer, som Fagrskinna og Egils Saga, men selv tilintetgjort dem, da disse Oversættelser ikke tilfredsstillede ham. Alene hans Oversættelse af Færöyingasaga er i Behold utrykt.


Kristiania, 17. Juli 1884.

J. Belsheim.




Fotnote:

  1. Hans Ord er følgende: „Im anschluss an obiges referat möchte ich mir eine vorschlag gestehen. Es int uns, worauf ich mir schon früher einmal (Ueber die altn. Sprache, S. 40-41) hinzuweisen erlaubte, bei allem reichtum altnordischer prosa gerade das, was nur in andern germanischen litteraturen so reichlich oder wie im gothischen fast allein erhalten worden, in jener nicht einmal fragmentarisch überliefert, übersetzungen der heiligen Schrift dasselbe gilt von den in dieser bestehung ganz ähnliche glossen u. s. w. . . . Sollte es für einen jüngeren, freilich aber auch bibelfesten germanisten nicht eine ebenso anziehende, wie belohnende aufgabe sein aus der altnord. prosa soweit sie hier in betracht komt, alle darin angeführten bibelstellen zu sammeln und geordnet mit nebenstehende vulgata zu ediren, zugleich aber auch mit einen daraus gezogenen altnord.-latein. glossar zu begleiten?“