Forskjell mellom versjoner av «Forord (Alexanders saga)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
m
Linje 8: Linje 8:
  
  
<div class="toccolours">For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen [http://www.heimskringla.no/fonts/OLD1NT__.TTF OldNordicTimes] installert på din PC ''eller'' Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows ''eller'' installeres i fontboken i Mac OS.</div>
+
<div class="toccolours"><center>Noen spesialtegn vises ikke på iPhone/iPad.</center></div>
  
  
Linje 104: Linje 104:
 
''Vokalerne:''
 
''Vokalerne:''
  
Imellem korte og lange Vokaler skjelnes som oftest ikke, dog betegnes de sidste af og til ved en Accent (ét Sted ved Fordobling, siin 2<sup>1</sup>). Undertiden accentueres ogsaa Diphthonger, og Vokaler der ifölge sin Natur ere lange, som eí, aú, &#509;, ligeledes &#281;&#769;, &#511;, <font face="Old1NordicTimes" size="3">[</font>; ved de 3 sidste har man dog af Mangel paa Typer ikke kunnet gjengive Accenten. Herved maa bemærkes, at Accenten kun bruges over disse, naar de virkelig ere Diphthonger eller lange Vokaler, altsaa ikke naar au eller ø staar for Omlyden af a (ö), eller æ og &#281; blot ere graphiske Tegn for e.
+
Imellem korte og lange Vokaler skjelnes som oftest ikke, dog betegnes de sidste af og til ved en Accent (ét Sted ved Fordobling, siin 2<sup>1</sup>). Undertiden accentueres ogsaa Diphthonger, og Vokaler der ifölge sin Natur ere lange, som eí, aú, &#509;, ligeledes &#281;&#769;, &#511;, ø&#808;; ved de 3 sidste har man dog af Mangel paa Typer ikke kunnet gjengive Accenten. Herved maa bemærkes, at Accenten kun bruges over disse, naar de virkelig ere Diphthonger eller lange Vokaler, altsaa ikke naar au eller ø staar for Omlyden af a (ö), eller æ og &#281; blot ere graphiske Tegn for e.
  
Tegnene for de to Lyd æ og &#339; forblandes meget ofte, saaledes at æ, &#281;, der egentlig skulde staa for æ (Omlyd af á), ligesaa hyppig bruges for &#339; (Omlyd af ó); og ø, <font face="Old1NordicTimes" size="3">[</font>, der egentlig skulde betegne &#339;, igjen paa den anden Side sættes istedenfor æ. Exempler herpaa finder man overalt.
+
Tegnene for de to Lyd æ og &#339; forblandes meget ofte, saaledes at æ, &#281;, der egentlig skulde staa for æ (Omlyd af á), ligesaa hyppig bruges for &#339; (Omlyd af ó); og ø, ø&#808;, der egentlig skulde betegne &#339;, igjen paa den anden Side sættes istedenfor æ. Exempler herpaa finder man overalt.
  
 
a staar undertiden, upaavirket af den fölgende Stavelses u, istedenfor Omlyden ö<ref>At Omlyden af a i vort gamle Sprog, som nogle paastaa, har været ligelydende med ö er umuligt. Denne Paastand gjendrives noksom af Linjerimet i de gamle Vers (f. Ex. Skokkr lá dyrr á dökkri Fagrsk. P. 121, Öld hefir afrád goldit sms. P. 141; disse to Linjer danne förste Led af en Visefjerding, hvor Reglerne fordre samme Consonant i Rimet kk, ld, men forskjellig Vokal ö og o, ikke o og o), og skjönt dette er et Bevis instar omnium, kan man dog til Overflod bemærke, at mange af de gamle Haandskrifter temmelig nöiagtig adskille disse to Lyd; fortrinlig er især i saa Henseende de saakaldte Annales Regii (No. 2087 qv. æld. Saml. Kongl. Bibl. i Kjöbenhavn) skrevne paa Island omtrent ved Aar 1300, en Codex der paa det nöiagtigste ved forskjellige Tegn og Accenter adskiller Vokallydene. Angaaende Udtalen af denne Omlyd hos de Gamle, er det vel umuligt at komme til nogen Vished, maaske den kan have havt den dunkle Lyd af det engelske u; imidlertid synes Udtalen ö (den nu brugelige paa Island og i nogle Strög af Norge) at burde foretrækkes for o (den almindelige i de fleste norske Dialekter), saa meget mere som den förste i enkelte Ord har vedligeholdt sig overalt i Landet (som i Björn, Örn, Öl, Kjöt, snögg, glögg og lign.).</ref> (ellers i dette Haandskrift betegnet o, au, ø, &#491;): staðvct (d. e. stöðugt) 39<sup>27</sup>, ústaðug 55<sup>32</sup>, markuð 64<sup>26</sup>.
 
a staar undertiden, upaavirket af den fölgende Stavelses u, istedenfor Omlyden ö<ref>At Omlyden af a i vort gamle Sprog, som nogle paastaa, har været ligelydende med ö er umuligt. Denne Paastand gjendrives noksom af Linjerimet i de gamle Vers (f. Ex. Skokkr lá dyrr á dökkri Fagrsk. P. 121, Öld hefir afrád goldit sms. P. 141; disse to Linjer danne förste Led af en Visefjerding, hvor Reglerne fordre samme Consonant i Rimet kk, ld, men forskjellig Vokal ö og o, ikke o og o), og skjönt dette er et Bevis instar omnium, kan man dog til Overflod bemærke, at mange af de gamle Haandskrifter temmelig nöiagtig adskille disse to Lyd; fortrinlig er især i saa Henseende de saakaldte Annales Regii (No. 2087 qv. æld. Saml. Kongl. Bibl. i Kjöbenhavn) skrevne paa Island omtrent ved Aar 1300, en Codex der paa det nöiagtigste ved forskjellige Tegn og Accenter adskiller Vokallydene. Angaaende Udtalen af denne Omlyd hos de Gamle, er det vel umuligt at komme til nogen Vished, maaske den kan have havt den dunkle Lyd af det engelske u; imidlertid synes Udtalen ö (den nu brugelige paa Island og i nogle Strög af Norge) at burde foretrækkes for o (den almindelige i de fleste norske Dialekter), saa meget mere som den förste i enkelte Ord har vedligeholdt sig overalt i Landet (som i Björn, Örn, Öl, Kjöt, snögg, glögg og lign.).</ref> (ellers i dette Haandskrift betegnet o, au, ø, &#491;): staðvct (d. e. stöðugt) 39<sup>27</sup>, ústaðug 55<sup>32</sup>, markuð 64<sup>26</sup>.
  
au (av), undertiden med ét Tegn <font face="Old1NordicTimes" size="3">2</font>, bruges, foruden regelmæssigen som Diphthong, ogsaa 1) for at betegne Omlyden ö som: taulo (d. e. tölu), vst<font face="Old1NordicTimes" size="3">2</font>ðoct (d. e. ústöðugt), haufðingi (höfðingi), s<font face="Old1NordicTimes" size="3">2</font>mv (sömu). 2) og paa et Sted 28<sup>14</sup> <font face="Old1NordicTimes" size="3">2</font> = á (Aa, Elv).
+
au (av), undertiden med ét Tegn &#42809;, bruges, foruden regelmæssigen som Diphthong, ogsaa 1) for at betegne Omlyden ö som: taulo (d. e. tölu), vst&#42809;ðoct (d. e. ústöðugt), haufðingi (höfðingi), s&#42809;mv (sömu). 2) og paa et Sted 28<sup>14</sup> &#42809; = á (Aa, Elv).
  
 
e bruges undertiden for &#281;, dels altsaa for æ (Omlyd af á), som: sei (d. e. sæi) 93<sup>4</sup>, geta (d. e. gæta) 12<sup>13</sup>, gefa (d. e. gæfa) 13<sup>21</sup>, nest (d. e. næst) 13<sup>10</sup>, hesto (d. e. hæstu) 90<sup>11</sup>, véra (d. e. væra) 125<sup>13</sup>; dels for &#339; (Omlyd af ó), som: hevir (d. e. h&#339;fir) 39<sup>30</sup>, eginn (d. e. &#339;ginn) 67<sup>9</sup>. Sjeldnere staa æ (&#281;) og ø for e, som: æn (d. e. en) 7<sup>3</sup>, hærnaðe (d. e. hernaði) 53<sup>12</sup>, &#281;ín (d. e. ein) 35<sup>11</sup>, br&#281;f (d. e. bréf) 25<sup>1</sup>.
 
e bruges undertiden for &#281;, dels altsaa for æ (Omlyd af á), som: sei (d. e. sæi) 93<sup>4</sup>, geta (d. e. gæta) 12<sup>13</sup>, gefa (d. e. gæfa) 13<sup>21</sup>, nest (d. e. næst) 13<sup>10</sup>, hesto (d. e. hæstu) 90<sup>11</sup>, véra (d. e. væra) 125<sup>13</sup>; dels for &#339; (Omlyd af ó), som: hevir (d. e. h&#339;fir) 39<sup>30</sup>, eginn (d. e. &#339;ginn) 67<sup>9</sup>. Sjeldnere staa æ (&#281;) og ø for e, som: æn (d. e. en) 7<sup>3</sup>, hærnaðe (d. e. hernaði) 53<sup>12</sup>, &#281;ín (d. e. ein) 35<sup>11</sup>, br&#281;f (d. e. bréf) 25<sup>1</sup>.
Linje 118: Linje 118:
 
&#491; findes af og til for at betegne ö (U-Omlyden af a) som: s&#491;k 26<sup>25</sup>, sv&#491;r 63<sup>5</sup>, strandh&#491;gg 13<sup>25</sup>, &#491;reiganom 5<sup>29</sup>; dernæst staar &#491; nogle Steder for á (Aa, Elv) som: 22<sup>19</sup> 53<sup>19</sup>, &#491;na (d. e. ána) 30<sup>25</sup>.
 
&#491; findes af og til for at betegne ö (U-Omlyden af a) som: s&#491;k 26<sup>25</sup>, sv&#491;r 63<sup>5</sup>, strandh&#491;gg 13<sup>25</sup>, &#491;reiganom 5<sup>29</sup>; dernæst staar &#491; nogle Steder for á (Aa, Elv) som: 22<sup>19</sup> 53<sup>19</sup>, &#491;na (d. e. ána) 30<sup>25</sup>.
  
ø og <font face="Old1NordicTimes" size="3">[</font> bruges dels 1) for &#339; (s. ovenfor), dels 2) for ö, som: øsco (d. e. ösku Dat. af aska) 48<sup>18</sup>, øxn 52<sup>6</sup>, øxl 50<sup>1</sup> ørugt 59<sup>13</sup>, øðrovis 29<sup>9</sup>, høvom (d. e. höfum) 23<sup>10</sup>, sandhøfum 51<sup>5</sup>, friðargørð 59<sup>9</sup>, rønd 19<sup>5</sup>, røskve 89<sup>9</sup>, sløngor 21<sup>28</sup>, spørðo 48<sup>14</sup>, støkr (d. e. stökkr) 22<sup>10</sup>; <font face="Old1NordicTimes" size="3">[</font>rende 10<sup>8</sup>, <font face="Old1NordicTimes" size="3">[</font>rendum 38<sup>28</sup>, t<font face="Old1NordicTimes" size="3">[</font>mðot (d. e. tömdut) 33<sup>31</sup>.
+
ø og ø&#808; bruges dels 1) for &#339; (s. ovenfor), dels 2) for ö, som: øsco (d. e. ösku Dat. af aska) 48<sup>18</sup>, øxn 52<sup>6</sup>, øxl 50<sup>1</sup> ørugt 59<sup>13</sup>, øðrovis 29<sup>9</sup>, høvom (d. e. höfum) 23<sup>10</sup>, sandhøfum 51<sup>5</sup>, friðargørð 59<sup>9</sup>, rønd 19<sup>5</sup>, røskve 89<sup>9</sup>, sløngor 21<sup>28</sup>, spørðo 48<sup>14</sup>, støkr (d. e. stökkr) 22<sup>10</sup>; ø&#808;rende 10<sup>8</sup>, ø&#808;rendum 38<sup>28</sup>, tø&#808;mðot (d. e. tömdut) 33<sup>31</sup>.
  
 
u betegnes hyppig ved v; sjeldnere derimod bruges u som Consonant for v, som: sviuirðliga 5<sup>15</sup>.
 
u betegnes hyppig ved v; sjeldnere derimod bruges u som Consonant for v, som: sviuirðliga 5<sup>15</sup>.
Linje 131: Linje 131:
 
Naar ð skulde komme til at staa sidst i en ubetonet Stavelse efter en Vokal, skrives det undertiden t: scilnat 32<sup>4</sup> for skilnað af skilnaðr. Hyppigere bruges dog omvendt ð efter enkelte Consonanter for d og t, som lycð (d. e. lykt), specð (d. e. spekt), vacða (d. e. vakta), fiolðe (d. e. fjöldi), vanði (d. e. vandi).
 
Naar ð skulde komme til at staa sidst i en ubetonet Stavelse efter en Vokal, skrives det undertiden t: scilnat 32<sup>4</sup> for skilnað af skilnaðr. Hyppigere bruges dog omvendt ð efter enkelte Consonanter for d og t, som lycð (d. e. lykt), specð (d. e. spekt), vacða (d. e. vakta), fiolðe (d. e. fjöldi), vanði (d. e. vandi).
  
To Gange forekommer Tegnet <font face="Old1NordicTimes" size="3">q</font> for ng, nemlig svivirðe<font face="Old1NordicTimes" size="3">q</font>, 52<sup>1</sup>, la<font face="Old1NordicTimes" size="3">q</font>t 120<sup>12</sup>.
+
To Gange forekommer Tegnet &#331; for ng, nemlig svivirðe&#331;, 52<sup>1</sup>, la&#331;t 120<sup>12</sup>.
  
 
For Bogstavet v brager Codex foruden det almindelige Tegn ogsaa et andet, der nærmer sig mere dette Skrifttegns angelsaxiske Form. Af Mangel paa Typer har man ikke kunnet adskille disse.
 
For Bogstavet v brager Codex foruden det almindelige Tegn ogsaa et andet, der nærmer sig mere dette Skrifttegns angelsaxiske Form. Af Mangel paa Typer har man ikke kunnet adskille disse.
Linje 138: Linje 138:
  
  
Hvad de i Codex forekommende Forkortninger angaar, da ere de gjengivne overensstemmende med de Steder, hvor de forekomme oplöste. Herved maa bemærkes: i Enden af Ordene anvender dette Haandskrift om hinanden e og i, ligeledes Endelsen er og ir; dog da den sidste ir synes at forekomme noget hyppigere, er Forkortningstegnet <sup>[[Fil:-ir-er.jpg|8px]]</sup> ved Enden af Ord altid oplöst ir. Herfra undtages dog naturligvis de faa Tilfælde, hvor <sup>[[Fil:-ir-er.jpg|8px]]</sup> bruges for ar, nemlig svar<sup>[[Fil:-ir-er.jpg|8px]]</sup> og ridd<sup>[[Fil:-ir-er.jpg|8px]]</sup>i d. e. svarar, riddari; thi saaledes skrives disse Ord helt ud andre Steder i Codex. Formerne þ'rar, þ'ri, þ'ra findes ingensteds oplöste, man kan saaledes ikke vide om Afskriveren har ment þeirar o. s. v. eller þeirrar o. s. v.; den förste Form er her valgt. Præt. Plur. af vera skrives hyppigst forkortet v&#186;, dog flere Steder helt ud varu, varo og voro, da det sidste synes at forekomme oftest, er denne Oplösningsmaade bleven fulgt paa de Steder, hvor Codex har v&#186;. Forkortningen m&#772;m&#772; Dat. Plur. af maðr er bleven oplöst monnom, som Ordet findes paa et Sted skrevet helt ud; paa et andet Sted staar maunnom, paa et tredie monnum. Dativ af hann skrives forkortet h'm, undtagen paa ét Sted, hvor det er oplöst honom; denne Skrivemaade er derfor her fulgt.
+
Hvad de i Codex forekommende Forkortninger angaar, da ere de gjengivne overensstemmende med de Steder, hvor de forekomme oplöste. Herved maa bemærkes: i Enden af Ordene anvender dette Haandskrift om hinanden e og i, ligeledes Endelsen er og ir; dog da den sidste ir synes at forekomme noget hyppigere, er Forkortningstegnet <sup>[[Fil:-ir-er.jpg|8px]]</sup> ved Enden af Ord altid oplöst ir. Herfra undtages dog naturligvis de faa Tilfælde, hvor <sup>[[Fil:-ir-er.jpg|8px]]</sup> bruges for ar, nemlig svar<sup>[[Fil:-ir-er.jpg|8px]]</sup> og ridd<sup>[[Fil:-ir-er.jpg|8px]]</sup>i d. e. svarar, riddari; thi saaledes skrives disse Ord helt ud andre Steder i Codex. Formerne þ'rar, þ'ri, þ'ra findes ingensteds oplöste, man kan saaledes ikke vide om Afskriveren har ment þeirar o. s. v. eller þeirrar o. s. v.; den förste Form er her valgt. Præt. Plur. af vera skrives hyppigst forkortet v&#186;, dog flere Steder helt ud varu, varo og voro, da det sidste synes at forekomme oftest, er denne Oplösningsmaade bleven fulgt paa de Steder, hvor Codex har v&#186;. Forkortningen m&#773;m&#773; Dat. Plur. af maðr er bleven oplöst monnom, som Ordet findes paa et Sted skrevet helt ud; paa et andet Sted staar maunnom, paa et tredie monnum. Dativ af hann skrives forkortet h'm, undtagen paa ét Sted, hvor det er oplöst honom; denne Skrivemaade er derfor her fulgt.
  
 
Cd. Arn. Magn. 520 qv. er en Papirsafskrift af A, der nogle Steder er bleven confereret.  
 
Cd. Arn. Magn. 520 qv. er en Papirsafskrift af A, der nogle Steder er bleven confereret.  
Linje 177: Linje 177:
 
Christiania i Februar 1848.  
 
Christiania i Februar 1848.  
  
C. H. Unger.
+
C. R. Unger.
  
  

Revisjonen fra 31. okt. 2019 kl. 09:31

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Noen spesialtegn vises ikke på iPhone/iPad.


Riddarasögur


Forord


Alexander den Store var en af Middelalderens mest yndede Romanhelte, hvorfor ogsaa hans Bedrifter ere blevne Gjenstand for fast utallige Bearbeidelser saavel i Vers som Prosa hos de fleste af Europas Nationer. Hvad Under da, at vore Forfædre, som med saa megen Interesse omfattede alt, hvad der havde Navn af Historie, ogsaa have optaget dette Emne imellem den store Mængde Oversættelser, hvortil de hentede Stoffet fra Frankrigs og Englands mere fabelagtige Sagnkredse.

Hvorvel nu denne Slags Sagaer i historisk Vigtighed og Interesse naturligvis langt fra kunne maale sig med dem, der omhandle Begivenheder i de nordiske Lande, saa ere de dog for Sproget og Litteraturhistorien af stor Betydenhed, og fortjene derfor tilfulde, ligesaavel som den store Masse endnu utrykte Skrifter af legendarisk-asketisk Indhold, at drages frem for Lyset.

For ikke at tale om de vigtige Bidrag disse Skrifter indeholde til Kulturhistorien, og de interessante Betragtninger de lede til ved den eiendommelige Maade, hvorpaa vore Forfædre opfattede, gjengave og ligesom nationaliserede det fremmede Stof, vil jeg kun her kortelig gjöre opmærksom paa deres Vigtighed i sproglig Henseende. Det er en Selvfölge, at her, paa Grund af det forskjellige Stof og det fremmede Feldt, hvorpaa Tanker og Begivenheder bevæge sig, maa forekomme mangfoldige Begreber og Ord, Berigelser for Sprogforraadet, til hvis Fremtræden Skildringen af det vante, hjemlige Liv ei saa let gav Anledning; ja undertiden kunne endog saaledes leilighedsvis enkelte hidtil enestaaende απας λεγóμενα af og til dukke frem og sende Lys paa Steder, hvor man för famlede efter den rette Betydning (jvf. narir, nærværende Saga 10015, med Skirnism. str. 31 Ældre Edda).

Hertil kommer at en stor Del af denne Slags Oldskrifter have vedligeholdt sig i ældre Afskrifter, og saaledes i Sprogform er forblevne nærmere den oprindelige Text, end Tilfældet er med mange andre; i ældre Tider bleve nemlig aldrig Afskrifter tagne med diplomatarisk Nöiagtighed, men enhver Afskriver forandrede Orthographi og tildels Sprogform efter eget Skjön, udelod Ord, som vare ham dunkle, optoge andre paa hans Tid mere brugelige Udtryk og Böiningsformer for de i Originalen forekommende forældede eller da mindre bekjendte, kort behandlede sin Text fra Formens Side med fuldkommen Egenraadighed. Jo længere altsaa deslige Afskrifter stige op i Tiden, desto troere og anskueligere maa det Billede være, de give af Sproget i dets ældre og oprindelige Skik, og desto vigtigere bliver det at erholde, saa vidt muligt, nöiagtige Aftryk deraf til Befordring af et mere selvstændigt Studium af Oldsproget.


__________


Förend jeg gaar over til at gjöre Rede for Haandskrifterne og disses Benyttelse ved Udgaven af denne Alexanders Historie, maa jeg i Korthed omtale det latinske Digt, der ligger til Grund for denne Saga, samt dettes Forfatter og Forhold til den norske Bearbeidelse (s. forövrigt Grässe: Die grossen Sagenkreise des Mittelalters, Dresden und Leipzig 1842, samt Nyerup: Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder, Kjöbh. 1816.)

Philippe Gautier de Lille eller de Chàtillon (Mag. Philippus Galterus Castellionæus) var födt i Ryssel (Lille), men kaldte sig efter Staden Châtillon, som han selv siger:


Insula me genuit, rapuit Castellio nomen,
Perstrepuit modulis Gallia tota meis.


Han skal have været Provst ved Domkirken i Dornick (Tournai). Sit Digt Alexandreis tilegnede han Guillermus, Erkebiskop af Rheims, og inddelte det i 10 Böger, hvis Begyndelsesbogstaver tilsammenlagte udgjöre dennes Navn; saaledes begynder for Exempel förste Bog:


Gesta ducis Macedum totum digesta per orbem,
Quam large dispersit opes, quo milite Porum
Vicerit et Darium, quo principe Græcia victrix
Risit, et a Persis rediere tributa Corinthum,
Musa, refer . . . . . . .


Digtets Tilbliven maa falde i Slutningen af det 12te Aarhundrede; thi Erkebiskop Guillermus döde 1201, og Digteren omtaler Thomas Beckets Mord (29 Decbr. 1170) som en nylig foregaaet Begivenhed (s. nærv. Overs. S. 115). Digtet selv er fornemmelig bearbeidet efter Curtius, udmærker sig ved livlige, fortræffelige Skildringer, og var derfor særdeles yndet i Middelalderen, da det blev fortolket i Skolerne, endog med Tilsidesættelse af de klassiske Digtere. Derfra skriver sig den Mængde Haandskrifter af Digtet (tildels med Varianter og korte oplysninger), som endnu existere, og de mange Udgaver man i forrige Tider foranstaltede deraf (2 i 15de, 4 i 16de og 1 i 17de Aarhundrede), hvilke dog alle nu ere saa sjeldne, at der f. Ex. i Kjöbenhavn, hvor der findes 5 Haandskrifter af dette Digt (3 i den Arn. Magnæanske Samling og 2 paa det kongelige Bibliothek), paa Tryk kun existerer et eneste Exemplar, den daarlige Udgave in qv. Lyon 1558, der forvares paa det kongelige Bibliothek, og i Christiania findes den desværre ikke paa noget af Bibliothekerne.

Den norske Bearbeider har ikke lagt an paa at levere nogen ordret eller slavisk Oversettelse af sin Original, som han behandler temmelig frit, men har meget mere stræbt at lempe Stil og Foredrag efter de indenlandske Sagaers Vis, og har derved lagt for Dagen stort Mesterskab i Behandlingen af sit Modersmaal. Det var ogsaa det ypperlige Sprog i denne Saga, som i den Grad tildrog sig den store Arne Magnussens Opmærksomhed, at han selv i sin Tid forberedede en Udgave deraf (s. Werlauff: Biographiske Efterretninger om Arne Magnussen i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed. III. 128.)

Paa Steder, hvor Digteren anstiller almindelige Reflexioner eller moralske Betragtninger over Begivenhederne, har Oversætteren som oftest holdt sig nærmere ved Originalens Ord og Udtryk, og citerer da gjerne meistari Galterus som Hjemmelsmand, undertiden med Tillæg af: er versat hefir þessa sögu. Til Sammenligning hidsættes her af Originaldigtet, hvad der svarer til Slutningen af 2den Bog, nærværende Udgave S. 36:


Proh gloria fallax
Imperii! proh quanta patent ludibria sortis
Humanæ! Cirum terræ pelagique potentem
Delicias orbis, quem summo culmine rerum
Extulerat virtus, quem fama locarat in astris,
Qui rector composque sui, qui totus et unus
Malleus orbis erat, imbellis femina fregit.
Parcite, mortales, animos extollere fastu
Collatis opibus aspernarique minores!
Parcite, victores, ingrati vivere summo
Victori! vires, sceptrum, diadema, triumphos,
Divitias dare qui potuit, auferre valebit.


Hvem der er den egentlige Oversætter eller Bearbeider af denne Saga paa Norsk er vel vanskeligt at vide med Bestemthed, da den ældste og bedste Codex tier herom, og skjönt den yngre Afskrift i Cod. Arn. Magn. 226 fol. angiver den som Biskop paa Hólum 1264 afdöde Brand Jonsson, saa grunder denne Angivelse sig sandsynligvis kun paa en traditionel Formodning. At Oversættelsen er bleven til omtrent ved Midten af det 13de Aarhundrede, Oversætteren være nu en Nordmand eller Islænder, kan man med Rimelighed slutte af Sproget, og dette synes ogsaa at bestyrkes ved den Bemærkning, som er knyttet til Digterens Beretning (S. 115) om Robert af Flandern og Thomas Beckets Mord, at man heraf kan skjönne, hvad Tid Mester Galterus har levet (hefir uppi verit); thi havde Oversætteren været Digterens Tid nærmere, havde han vel ikke af slige Omstændigheder behövet at slutte sig til dennes Levetid.


_______


Ved Udgaven af nærværende Saga ere fölgende Haandskrifter benyttede, samtlige i den Arnamagnæanske Samling i Kjöbenhavn:


1.

A) Pergamentscodex 519 qv. Efter denne Codex er Texten aftrykt, dog saaledes at den ved aabenbare Skrivfeil og Udeladelser er suppleret efter B (226 fol.), saa ofte det lod sig gjöre, og forövrigt ved Conjectur berigtiget, hvor man med nogenlunde Sikkerhed kunde slutte sig til den rette Læsemaade; dog ere slige Forandringer bemærkede i Noterne, og Membranens Læsemaade der anförte, da Erfaring har vist, at hvad man saaledes ved förste Öiekast har anseet for Feil, undertiden ved fortsat Forskning kan gjöre sig gjældende som det rette.

Sagaens Inddeling i 10 Böger, overensstemmende med den latinske Alexandreis, grunder sig for en Del paa Codex selv, da den der (undtagen ved Niende Bog) er antydet ved et stort malet (rödt eller grönt) Begyndelsesbogstav, og kan maaske være til Nytte for dem, der have Adgang til Originalen og Lyst til Sammenligning.

Med Hensyn til dette ypperlige Haandskrifts[1] Skjebne kan man bemærke, at Arne Magnussen har erhvervet det i Norge af en Magister Ottesen, Prest i Bergen, og at det tilforn havde tilhört den bekjendte Geert Miltzow, Prest paa Voss. I sin egenhændig optagne Catalog over sine Haandskrifter (Cd. Arn. Magn. 435 qv.) har Arne nemlig fölgende Rubrik:

Alexandri Magni Saga, antiqvâ scripturâ.
Örvaroddz Saga
4to.
Bokina feck eg i Norege af Mag. Otta Ottasyne preste i Biörgvin, hefur hana átt Mag. Geert Miltzow prestur á Voss.

Ordene: Örvaroddz Saga har han senere overströget, og ved Siden af tilföiet: þesse Örvaroddz Saga er nu separerud hier fra, og er sier i lage. Det samme har han ogsaa bemærket paa en tilheftet Papirlap bagi Cd. 519, 4to.: Hier aptan vid var Örvaroddz Saga med annarri og nyrre hendi, hveria eg her fra nú separerad hefi. Denne Örvarodds Saga staar nu blandt Additamenterne No. 76b qv., og her har ligeledes Arne Magnussen paa en Seddel anmærket, at den stod bagved Alexanders Saga, og at han havde faaet den i Norge (s. Rafn: Fornaldar sögur II, X-XI). Det kan altsaa ingen Tvivl være om, at han med denne i Catalogen anförte Alexandri Magni Saga mener Cd. 519 qv. Den Papirlap, som för laa lös og nu er fastheftet foran i denne Codex, og hvorpaa med Arnes Haand: Kom fra Ormi Dadasyne 1721, maa fölgelig senere ved en Feiltagelse være kommen ind denne Bog, hvor den ikke hörer hjemme.

Denne Membrans ægte, gamle Sprog- og Böiningsformer charakterisere den som henhörende til de bedste af de ældre Haandskrifter; saaledes kan man f. Ex. mærke Præt. Conj. af de reduplicerende Verber uden Omlyd (liope Pag. 67 Lin. 8) samt det nægtende -a: era, vara, en Egenhed den har tilfelles med Eirspennill og Morkinskinna, og man kan vel uden at feile meget anse den for samtidig med den förste af disse Codices, skjönt den vistnok er yngre end den sidste. Tiden for dens Afskriven maa man vel saaledes med Gislason henföre til omtrent 1300, og maaske snarere för end efter dette Aar. Orthographien (f. Ex. Forvexlingen af æ og œ) synes at röbe en islandsk Afskriver.


Til Lettelse for dem, der ei ere vante ved Haandskrifternes i enkelte Punkter vaklende Retskrivning, anföres denne Membrans vigtigste Egenheder i saa Henseende.


Vokalerne:

Imellem korte og lange Vokaler skjelnes som oftest ikke, dog betegnes de sidste af og til ved en Accent (ét Sted ved Fordobling, siin 21). Undertiden accentueres ogsaa Diphthonger, og Vokaler der ifölge sin Natur ere lange, som eí, aú, ǽ, ligeledes ę́, ǿ, ø̨; ved de 3 sidste har man dog af Mangel paa Typer ikke kunnet gjengive Accenten. Herved maa bemærkes, at Accenten kun bruges over disse, naar de virkelig ere Diphthonger eller lange Vokaler, altsaa ikke naar au eller ø staar for Omlyden af a (ö), eller æ og ę blot ere graphiske Tegn for e.

Tegnene for de to Lyd æ og œ forblandes meget ofte, saaledes at æ, ę, der egentlig skulde staa for æ (Omlyd af á), ligesaa hyppig bruges for œ (Omlyd af ó); og ø, ø̨, der egentlig skulde betegne œ, igjen paa den anden Side sættes istedenfor æ. Exempler herpaa finder man overalt.

a staar undertiden, upaavirket af den fölgende Stavelses u, istedenfor Omlyden ö[2] (ellers i dette Haandskrift betegnet o, au, ø, ǫ): staðvct (d. e. stöðugt) 3927, ústaðug 5532, markuð 6426.

au (av), undertiden med ét Tegn ꜹ, bruges, foruden regelmæssigen som Diphthong, ogsaa 1) for at betegne Omlyden ö som: taulo (d. e. tölu), vstꜹðoct (d. e. ústöðugt), haufðingi (höfðingi), sꜹmv (sömu). 2) og paa et Sted 2814 ꜹ = á (Aa, Elv).

e bruges undertiden for ę, dels altsaa for æ (Omlyd af á), som: sei (d. e. sæi) 934, geta (d. e. gæta) 1213, gefa (d. e. gæfa) 1321, nest (d. e. næst) 1310, hesto (d. e. hæstu) 9011, véra (d. e. væra) 12513; dels for œ (Omlyd af ó), som: hevir (d. e. hœfir) 3930, eginn (d. e. œginn) 679. Sjeldnere staa æ (ę) og ø for e, som: æn (d. e. en) 73, hærnaðe (d. e. hernaði) 5312, ęín (d. e. ein) 3511, bręf (d. e. bréf) 251.

o vexler med u i Böinings- og Afledningsendelser, samt med au, for at betegne ö; paa to Steder bruges det for á: hovom (d. e. hávum) 8920 og boðom (d. e. báðum) 5723.

ǫ findes af og til for at betegne ö (U-Omlyden af a) som: sǫk 2625, svǫr 635, strandhǫgg 1325, ǫreiganom 529; dernæst staar ǫ nogle Steder for á (Aa, Elv) som: 2219 5319, ǫna (d. e. ána) 3025.

ø og ø̨ bruges dels 1) for œ (s. ovenfor), dels 2) for ö, som: øsco (d. e. ösku Dat. af aska) 4818, øxn 526, øxl 501 ørugt 5913, øðrovis 299, høvom (d. e. höfum) 2310, sandhøfum 515, friðargørð 599, rønd 195, røskve 899, sløngor 2128, spørðo 4814, støkr (d. e. stökkr) 2210; ø̨rende 108, ø̨rendum 3828, tø̨mðot (d. e. tömdut) 3331.

u betegnes hyppig ved v; sjeldnere derimod bruges u som Consonant for v, som: sviuirðliga 515.


Consonanterne:

Undertiden fordobles Consonanterne urigtigen, som: solenn (d. e. sólin) 1053, i mott (d. e. í mót) 3727, grett (d. e. grét) 589; undertiden, og dette er hyppigere, skrives de enkelt, hvor en nöiagtigere Skrivebrug fordobler dem, som: drepin (d. e. drepinn) 12831, ein (d. e. einn) 1237, gneg (d. e. gnegg) 6716, spretr (d. e. sprettr) 7125, rekiona (d. e. rekkjuna) 728, stok (d. e. stökk) 8927.

Som oftest udelades h foran l, n og r, som: luti, lutr, níga, raustr, reysti, ræðaz, rummaðr.

Naar ð skulde komme til at staa sidst i en ubetonet Stavelse efter en Vokal, skrives det undertiden t: scilnat 324 for skilnað af skilnaðr. Hyppigere bruges dog omvendt ð efter enkelte Consonanter for d og t, som lycð (d. e. lykt), specð (d. e. spekt), vacða (d. e. vakta), fiolðe (d. e. fjöldi), vanði (d. e. vandi).

To Gange forekommer Tegnet ŋ for ng, nemlig svivirðeŋ, 521, laŋt 12012.

For Bogstavet v brager Codex foruden det almindelige Tegn ogsaa et andet, der nærmer sig mere dette Skrifttegns angelsaxiske Form. Af Mangel paa Typer har man ikke kunnet adskille disse.

Det mediale Suflix ved Verberne betegnes almindeligen ved z, dog ogsaa ved sc, zc: bersc 405, versc 4431, sezc 11530, hofzc 11717; to Gange ved s: dvels 202, 2618, men dvelz 2425.


Hvad de i Codex forekommende Forkortninger angaar, da ere de gjengivne overensstemmende med de Steder, hvor de forekomme oplöste. Herved maa bemærkes: i Enden af Ordene anvender dette Haandskrift om hinanden e og i, ligeledes Endelsen er og ir; dog da den sidste ir synes at forekomme noget hyppigere, er Forkortningstegnet -ir-er.jpg ved Enden af Ord altid oplöst ir. Herfra undtages dog naturligvis de faa Tilfælde, hvor -ir-er.jpg bruges for ar, nemlig svar-ir-er.jpg og ridd-ir-er.jpgi d. e. svarar, riddari; thi saaledes skrives disse Ord helt ud andre Steder i Codex. Formerne þ'rar, þ'ri, þ'ra findes ingensteds oplöste, man kan saaledes ikke vide om Afskriveren har ment þeirar o. s. v. eller þeirrar o. s. v.; den förste Form er her valgt. Præt. Plur. af vera skrives hyppigst forkortet vº, dog flere Steder helt ud varu, varo og voro, da det sidste synes at forekomme oftest, er denne Oplösningsmaade bleven fulgt paa de Steder, hvor Codex har vº. Forkortningen m̅m̅ Dat. Plur. af maðr er bleven oplöst monnom, som Ordet findes paa et Sted skrevet helt ud; paa et andet Sted staar maunnom, paa et tredie monnum. Dativ af hann skrives forkortet h'm, undtagen paa ét Sted, hvor det er oplöst honom; denne Skrivemaade er derfor her fulgt.

Cd. Arn. Magn. 520 qv. er en Papirsafskrift af A, der nogle Steder er bleven confereret.


2.

B) Pergamentscodex No. 226 fol. (jvf. Gislason: Um frump. IX-XIV) Efter denne Membran er en Lakune af to Blade i A bleven udfyldt, og det saaledes supplerede (Pag. 76-82) sat imellom Klammer. Ligeledes er det som Anhang trykte Brev fra Alexander til Aristoteles, der ikke staar i A, taget af denne Codex (s. Note til Pag. 162).

Med Hensyn til den Recension af Alexandersagaen, som findes i denne Bog, kan man mærke, at den ofte er betydelig kortere end A, idet paa mange Steder hele Sætninger og Perioder, der kunne være borte uden at skade Fortællingens Gang, ere udeladte, fornemmelig i de længere Taler. At anmærke disse Udeladelser i Noterne vilde have været for vidtlöftigt og uvigtigt; man vil her blot gjöre opmærksom paa, at naar en Feil i A er rettet uden at B's Læsemaade anföres, er dette gjerne et Tegn paa, at det tilsvarende Sted mangler i den sidste Codex.

Angaaende Retskrivning og Sprogform i denne Membran kan bemærkes, at den bruger æ (ę) for æ og œ, ofte ꜳ (almindelig sammenslynget i ét Tegn, hvilket man her ikke har kunnet gjengive) for á, d for ð, samt ofte mer og mit for ver og vit (Plural, og Dual. af 1ste Pers. Pron.), og Præp. med for vid.

Bogen er skreven paa Island, formodentlig noget efter Midten af det 14de Aarhundrede, og deler sig hvad Indholdet angaar (Alexanders Saga indtager nemlig en saare liden Part af denne store Foliant) i to til forskjellige Tider forfattede Hoveddele. Den förste af disse er den saakaldte Stjórn (eg. stjórn heimsins, Verdens Styrelse) en Art af Bibelhistorie fra Verdens Skabelse til det Babyloniske Fangenskab, en Compilation af Peter Comestors Historia scholastica, Vincentii Bellovacensis Speculum historiale o. fl. a. (s. Werlauff: Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighet III 128); denne er, som Bogens Fortale melder, samlet og oversat paa Foranstaltning af Kong Haakon Magnusson (reg. 1299-1319), og tildels efter dennes egen Medvirkning og Diktat. Brand Jonsson († 1264) kan saaledes ikke have havt noget at bestille med Udarbeidelsen af denne förste Del af Bogen, skjönt dette nok kunde være muligt ved den anden, hvor blandt andet tillige findes Alexanders Saga, da han ved Enden af denne anden Part af Bogen, der kun tilfældigvis maa være kommen til at staa paa samme Membran som Stjórn, udtrykkelig nævnes som Oversætter efter Kong Magnus Haakonssöns (Lagabøters) Befaling.


3.

C) 4 Membranblade, No. 655 qv. fragm. XXIX. Disse Blade stemme saa nöie med Cd. A, at man gjerne kunde antage den Codex, hvoraf de ere Levninger, forat være samtidig med A og at hidröre fra samme Original som denne. Da dette Haandskrift imidlertid har adskilt sig noget fra A i Retskrivningen, hidsættes her til Sammenligning det meste af 4de Blads förste Side (jvf. denne Udgave Pag. 1447 til 1458). Hvad her er sat imellem ( ) er udeglemt af Sagaskriveren, hvad der staar imellem [ ] kan ikke sees paa Grund af Huller i Pergamentet.

þa uacnar hann þo uið er hann kendi mal broður síns. litr nu uið honum helldr hermiliga oc męlir. Er tu þar bróðir .s. hann skemðar fullr en tómr trunaðr hefir svikit mæk oc riki mitt. sæ nu huart iak scal hafa rað þin. oc þa lætr hann fara spiot ær hann hællt a at æinum ungum manne æ(r) sott hafði æptir honum. þat flygr igegnum hann oc þarf hann æḡ flæíra. en .p. helldr enn undan. oc þui nest fellr niðr fillinn undir honum. þviat hann uar sárr til olifis. Porus uar þa oc sua mátfarinn at hann mátti eḡ standa afætr sína. oc þa kemr (at) A. ętlar hann dauðan. biðr sina menn fletta hann. en fillenn tecr þa at ueria hann oc bitr þa er at honum uilldu starfa. oc i þeiri suipan glepsir hann ikl[æði] hans oc slengvir honum a bac ser. oc læitar upp at standa. En þa lagu þ[o i]ðrin hans uti. oc i þui er hann costar upp at risa. gengr uindr ór filnum. En þegar er Ar mátti þeckia at lif uar með Poro. þa sigrar milldin með honum þa heift er hann hafðe til hans haft. oc þa mælir hann hui uartu sua oðr oc ǽrr þar er þu hafðir spurt til. at uer haufum alldri osigr farit. at þu þorþir at hallda uið oss orrostu. þuiat þu spyrr mic s. p. þa scal ec með æinurð svara þer. þar til er ec fræistaða uið þic at keppa. uar engi sa undir heímsolinni at ec ętlaða at til iafns myndi uið mik comaz. oc uissa ec at ec atta mikit undir mer. þar til er ec ræynda þinn crapt oc hamingiu. en nu ma sia slic mala lycð sem orðinn er ockar imilli. at þu ert mer myclu mattugri. Við þat uni ec þo at engi hefir (her) til diarfligarr uið þer risit en ec. Uil ec þat rað æiga með þer Ar. at þu stęriz ęi miauc af þessum at burð matt[u t]aca dǽmi a mer. at uerða ma sua at nauccurr comi þer akne.


Endeligen maa anföres, at der ogsaa i det kongelige Bibliothek i Stockholm blandt de norsk-islandske Haandskrifter No. 24 qv., findes Brudstykker af Alexander-Sagaen (22 Pergamentsblade fra det 15de Aarhundrede).


___________


Det Bogen tilföiede Ordregister var egentlig bestemt til at indeholde alle de i Sagaen forekommende Ord, men da dette betydelig vilde have foröget Bogens Volumen, har jeg indskrænket mig til i Regelen kun at optage dem, der ikke findes anförte i Glossariet til den af Professor Munch og mig udgivne Læsebog, eller som her forekomme i en anden Betydning end den der angivne. De anvendte Forkortninger tror jeg letteligen ville forstaaes uden nogen Forklaring; det ved de svage Verber i Parenthes tilföiede að, ð, d, t, eller Gjentagelsen af Rodens Endekonsonanter, skal antyde Præteritums Dannelse, f. Ex. rœma (d) d. e. Præt. rœmda, róma (að) Præt. rómaða, sæta (tt) Præt. sætta, spenna (nt) Præt. spenta, stökkva (kt) Præt. stökta, pynda (nd) Præt. pynda.


Jeg overgiver herved denne lille Bog til mine Landsmænds velvillige Modtagelse, med Önsket om at den ogsaa maa bidrage sit til at nære den Interesse, hvormed vort Oldsprog nu omfattes af saa mange, og med Forsikringen om intet at have sparet for ved en omhyggelig Correctur at faa den saa fri for Trykfeil som muligt. Maatte den nu vinde Sagkyndiges Bifald, og Forlæggerne nogenlunde se sine Udgifter dækkede, vilde det være en Opmuntring til snart, ved given Leilighed, at lade fölge lignende Udgaver af andre Sagaer.

Förend jeg slutter denne Fortale, skylder jeg at aflægge min Tak til Hr. P. G. Thorsen, Bibliothekar ved den arnamagnæanske Haandskriftsamling, for den Velvilje, hvormed han har lettet mig Adgangen til de under hans Værn staaende Haandskrifter, ligesom jeg ogsaa har hans Godhed at takke for Underretningen om de i det kongelige Bibliothek i Stockholm værende Membranfragmenter af Alexanders-Sagaen.


Christiania i Februar 1848.

C. R. Unger.




Fotnoter:

  1. Nærmere Beskrivelse over denne Skindbog findes hos Gislason: Um frump. ísl. tungu í fornöld. S. XL-XLIV.
  2. At Omlyden af a i vort gamle Sprog, som nogle paastaa, har været ligelydende med ö er umuligt. Denne Paastand gjendrives noksom af Linjerimet i de gamle Vers (f. Ex. Skokkr lá dyrr á dökkri Fagrsk. P. 121, Öld hefir afrád goldit sms. P. 141; disse to Linjer danne förste Led af en Visefjerding, hvor Reglerne fordre samme Consonant i Rimet kk, ld, men forskjellig Vokal ö og o, ikke o og o), og skjönt dette er et Bevis instar omnium, kan man dog til Overflod bemærke, at mange af de gamle Haandskrifter temmelig nöiagtig adskille disse to Lyd; fortrinlig er især i saa Henseende de saakaldte Annales Regii (No. 2087 qv. æld. Saml. Kongl. Bibl. i Kjöbenhavn) skrevne paa Island omtrent ved Aar 1300, en Codex der paa det nöiagtigste ved forskjellige Tegn og Accenter adskiller Vokallydene. Angaaende Udtalen af denne Omlyd hos de Gamle, er det vel umuligt at komme til nogen Vished, maaske den kan have havt den dunkle Lyd af det engelske u; imidlertid synes Udtalen ö (den nu brugelige paa Island og i nogle Strög af Norge) at burde foretrækkes for o (den almindelige i de fleste norske Dialekter), saa meget mere som den förste i enkelte Ord har vedligeholdt sig overalt i Landet (som i Björn, Örn, Öl, Kjöt, snögg, glögg og lign.).