Forord (Postola sögur)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Noen spesialtegn vises ikke på iPhone/iPad.

Postola sögur

Forord

De her udgivne Apostelsagaer grunde sig paa latinske Kilder. Da flere af dem, dels nogenlunde fuldstændigt, dels i Fragmenter, ere os levnede i Haandskrifter, der ikke kunne være fra en senere Tid end Aar 1200, har man god Grund til at slutte, at de allerede i det 12te Aarhundredes sidste Halvdel, hvad deres væsentligste Indhold angaar, have været til. Siden ere de i nye Bearbeidelser blevne forøgede med nyt tilkommet Stof, og disse senere Recensioner ere da tilblevne i Løbet af det 13de Aarhundrede, og flere af dem vel i dette Aarhundredes sidste Halvdel.

Et nøiere Kjendskab til Apostlernes senere Skjebne maa have ligget den tidlige Kristenhed stærkt paa Hjerte, og da det Lidet, det nye Testamente herom meddeler, ikke har været tilstrækkeligt, har Traditionen traadt til og søgt at raade Bod paa dette Savn, saaledes at der tidligt i Folkemunde maa have dannet sig Sagn om dem, om deres Bestræbelser for Kristendommens Udbredelse i de forskjellige Lande, og om deres Martyrdød. Disse Sagn ere da senere blevne optegnede og stadig forøgede, indtil de have antaget den Form, hvori de nu foreligge i græske Bearbeidelser. Allerede i det 6te Aarhundrede synes disse at være overførte paa Latin, og fingeres i Fortalen til den latinske Text at skyldes en hebraisk Original af Abdias, første Biskop i Babylon (om ham i Saga Simonis ok Jude S. 787), og at være oversat paa Græsk af dennes Discipel Eutropius, samt igjen fra Græsk paa Latin af Fortalens Forfatter Julius Africanus. Denne Bog er flere Gange trykt i det 16de Aarhundrede, saaledes i Paris 1571 in 8^vo under følgende Titel: „Abdiæ Babyloniæ primi episcopi ab apostolis constituti, de historia certaminis apostolici, libri X, Julio Africano interprete, og blev optagen i „Fabricii Codex Apocryphus Novi Testamenti, Hamburgi 1703.“ Denne Bog har naturligvis udgjort et vigtigt Grundlag for disse Postola Sögur, men som Hjælpekilder have da ogsaa de sædvanlige middelalderske encyclopædiske Haandbøger været benyttede, Peter Commestors Historia Scholastica, Speculum Historiale af Vincentius Bellovacensis, Speculum Ecclesie o. lign. foruden flere af Kirkefædrenes Skrifter og Commentarer til den Hellige Skrift. Nøiagtig overalt at paavise disse Kilder, vilde overskride baade Udgiverens Evner og Hjælpekilder, og da Bogen i og for sig er bleven temmelig stor, maa disse Forord indskrænke sig til at omfatte, hvad der nødvendigst vedkommer Udgaven selv og de Haandskrifter, der ligge til Grund for samme.

____________

Før de enkelte her trykte Sagaer og de ved hver af dem benyttede Haandskrifter omtales, vil det være hensigtsmæssigt foreløbig at give en Beskrivelse af de 7 Codices, der have indeholdt mere eller mindre fuldstændige Samlinger af Apostelsagaerne. Det bemærkes, at Haandskrifterne, hvor ikke andet anføres, findes i den Arna-Magnæanske Samling i Kjøbenhavns Universitetsbibliothek.

1.

Codex Scardensis har indeholdt den fuldstændigste Samling, og den har tillige havt flere af Sagaerne i den vidtløftigste Recension. Originalen existerer desværre ikke mere, men Arne Magnussøn har i sin Tid under sit eget Tilsyn ladet tage en særdeles god Afskrift af den og fordelt den i 3 Bind (No. 631, 636 og 628 qv), saa at Tabet for saa vidt ikke er meget stort. Den har efter Arnes Antydning været en tospaltet Pergamentsbog, i Folio, og, at slutte fra Indholdet af det i Jons og Jacobs Saga tabte Blad (S. 639¹⁴-643¹¹), har hver Spalte næsten indeholdt saa meget som en Side i nærværende Udgave, den har saaledes været omtrent af samme Størrelse, og, hvad den største Del af Bogen angaar, sandsynligvis af samme Alder som Membr. 234 Folio (jvf. Guðbr. Vigfusson Biskupa Sögur I S. XXXV), omtrent fra Aar 1325. Navnet har den af Skard paa Skardstrand ved Bredefjorden paa Island. Den Orden, hvori Sagaerne have fulgt paa hinanden i denne Codex, er tagen til Følge i denne Udgave.

Bogens Indhold har da været: 1) Peters Saga (her trykt som den første Bearbeidelse af denne Saga S. 1-126); 2) Paulus Saga (S. 236-279); 3) Andreas Saga S. 389-404); 4) Johannes og Jacobs Saga (S. 536-711); 5) Thomas Saga (712-727); 6) Phillippus og Jacobs Saga (S. 740-743), 7) Bartholomæus Saga (S. 744-752), 8) Mathias Saga (S. 775-778), 9) Simons og Judas (S. 779-789) og 10) Mathæus (797-807). No. 1 og 2 indeholdes i Cd. 631 qv., No. 3 i Cd. 628 qv., No. 4. i Cd. 636 qv., No. 5-10 samtlige i Cd. 628 qv.

Den ældste og største Del af Codex (1-4) har havt en jævn og god Orthographi, har adskilt d og ð, for den sidste ofte þ, har havt nogle Eiendommeligheder tilfælles med adskillige i Norge skrevne Bøger, saasom mið (vi to) = við, det samme Forkortningstegn for r finale som for er, hvor islandske Haandskrifter fra en senere Tid gjerne bruge Forkortningstegnet for ur, dog har den ikke adskilt æ og œ, men betegnet begge Lyd med æ. De under 5-10 anførte Partier af Bogen have været med en anden og yngre Haand; denne bruger sjelden ð, betjener sig hyppig af en eiendommelig Snirkel over Vokalerne e, æ, a og o; dette har dog af typographiske Hensyn ikke kunnet gjengives i Udgaven, undtagen ved o, hvor det er opfattet som ỏ, rigtigst havde det vel været ogsaa her at lade den ubetegnet, thi det har vistnok ikke været Afskriverens Mening, at stỏd og iỏkt skulde betegne stöd og iökt. Til denne Egenhed er intet Hensyn taget i Varianterne, hvor et andet Haandskrift ligger til Grund.

2.

Membr. 652 qv. er kun levnet i Fragmenter, den har nemlig nu ikke mere tilbage end 14 Blade. Det er dog saa heldigt, at Bogen er bleven afskreven, medens den endnu var hel, ved Midten af det 17de Aarbundrede, og denne Afskrift er Cd. 630 qv. Den Orden, hvori Originalen har havt Sagaerne, kan man ikke med Bestemthed vide, da Afskriveren i dette Punkt ikke ganske har fulgt sin Original. Af de levnede Blade kan man imidlertid see, at Bogen har havt Mathæus Saga sidst og umiddelbart foran denne Simon og Judas, ligesom Scardensis, og at Bartholomæus Saga har fulgt efter Jacobs. Peters Saga, hvoraf intet Brudstykke er levnet, har efter al Sandsynlighed staaet først, ligesom i Scardensis; havde den staaet midt inde i Bogen, hvilken Plads Afskriveren af 630 qv. har tildelt den, vilde der utvivlsomt have været nogle Blade tilovers af den som den længste, thi af de øvrige, med Undtagelse af Philippus og Jacobs samt Mathias Saga, som dog forholdsvis kun have optaget liden Plads, findes der Blade tilbage, hvilke af Bogbinderen vilkaarlig ere indheftede. Denne Bearbeidelse af Apostelsagaerne har ikke medtaget Paulus's Saga, og, naar man undtager Thomas, Bartholomæus, Simon og Judas, og Mathæus Sagaer, har den de øvrige i en fra Scardensis meget forskjellig Form.

Denne Membrans Alder maa man vel henføre til Slutningen af det 13de Aarhundrede. Den skjelner temmelig nøiagtigt mellem æ og œ, betegner det sidste ved ø, hvilket Tegn undertiden bruges = ö, der dog sædvanlig skrives ỏ; gjør en overdreven Brug af æ = e, navnlig i Diphthongerne æi og æy, omvendt anvender den, skjønt sjeldnere e = æ, f. Ex. litilleti o. lign. Præpositionen fyrir skrives dels saa, og dels fyr; v bruges oftest baade for u og v (disse to Bogstaver ere i denne Udgave adskilte, uanseet Haandskrifternes vaklende Brug); Diphtongen au skrives dels saaledes, dels av, dels sammendraget ꜹ. Af og til ere Bogstaver udeglemte, og disse ere ofte i senere Tider blevne tilføiede, saaledes er sialfur S. 437¹⁰ fremkommen derved, at der oprindelig har staaet feilagtig sialf, og dette har en senere Haand rettet ved at skrive Forkortningstegnet for ur over.

De af Membranen tiloversblevne Blade ere trykte umiddelbart efter den fuldstændige Text, hvortil de høre. De første 4 Blade af Johannes Saga ere meddelte som Fragment A (S. 436-443); de ere parvis sammenhængende, dog ere de to første ,1, af Bogbinderen satte sidst og derfor paginerede 5-6, 7-8, derimod de sidste ,2, stillede først og derfor paginerede 1-2, 3-4. Det 5te Blad (pagineret 9-10) af Jacobs Saga, er trykt S. 521²⁹-523¹², det 6te Bl. (pagineret 11-12) indeholdende Slutningen af Jacobs Saga, S. 524^15-38, samt Begyndelsen af Bartholomæus, S. 754¹¹-755¹⁵, det 7de Bl. (pag. 13-14) af Andreas Saga, Fragm. I S. 343¹⁶-345¹⁶, det 8de (pagin. 15-16) Fortsættelsen at Bartholomæus Saga S. 755¹⁷-757², 9de Bl. (pag 17-18) af Thomas Saga, S. 727⁸-728³³, 10de Bl. (pag. 19-20) af Simon og Judas Saga, S. 789²⁰-791²⁸, 11te Bl. (pag. 21-22) Slutningen af Simon og Judas 791⁶-791²⁸ og Begyndelsen af Mathæus S. 807⁷-808¹³. 12te Bl. (pag. 23-24) og 13de Bl. (pag. 25-26) Fortsættelse af Mathæus (S. 808¹⁵-811²⁹), 14de Bl. (pag. 27-28) indeholder Slutningen af denne Saga 811³¹-813⁵.

Den fuldstændige Text er meddelt efter 630 qv., der paa sine Steder er jevnført med 659 qv., der indeholder enkelte Fragmenter paa Pergament af en Afskrift af 652 qv. omtrent fra Aar 1600. Man maa sige om Afskriveren af 630 qv., at han temmelig samvittighedsfuldt har fulgt sin Original, han har jo rigtignok som alle den Tids islandske Afskrivere sædvanlig moderniseret Orthographi og Sprogform, men har dog undertiden ogsaa bestræbt sig for at beholde de gamle Former, af og til brugt ø (d. e. œ) undertiden skrevet o, sommetider synes han endog at ville overbyde sin Original ved Former, som efter hans Mening skulde give Sproget et rigtigt antikt Præg (f. Ex. kvameþ = komit, framask(!) = framast, Superlativ af fram), men som dog aldrig have været brugelige i det gamle Sprog. Endnu et Skridt videre gaa Afskrifter af 630 qv., som ligge til Grund for den paa Island trykte Udgave af Postola Sögur, hvor man endog finder þauk, en pseudo-antik Form for det nyislandske þaug (det gamle þau), der er dannet i Analogi med mik, mjök = det senere mig, mjög o. lign. Man vilde gjøre Afskriveren af 630 qv. storligen Uret, hvis man vilde skrive paa hans Regning de mange Feil, der fra Afskrift til Afskrift er gaaet over i den islandske Udgave. Interessant er det i saa Henseende at sammenligne 629 qv., der er en Afskrift paa anden eller tredie Haand af 630 qv. Blandt Beviserne for at 630 ligger til Grund for de Afskrifter den islandske Udgiver har betjent sig af, kan anføres et temmelig slaaende. I Johannes Saga I, S. 418²⁸ forekommer Ordene kvamu Johannis; her har Originalen 652 qv. kvamo (S. 437¹²), og Afskriften 630 qv. kuamu; men noget fedtagtigt ved Papiret paa dette Sted i 630 qv. har bevirket, at Blækket har flydt ud, saa at man ved en flygtig Betragtning af Ordet kuamu kunde tage a for æ og m for nt, og saaledes læse qvænto, og dette forunderlige Ord staar virkelig i den islandske Udgave S. 72²⁹ og i 629 qv. Hvad man med Grund kan anke over hos Afskriveren af 630 qv. er, at han, som vel de fleste den Tid gjorde, undertiden naar Skriften i hans Original var dunkel eller vanskelig at læse, har udfyldt Meningen efter eget Hoved, selv hvor Membranen med nogen Anstrængelse godt havde ladet sig læse. Nærværende Udgiver har søgt at føre Haandskriftets nyislandske Form tilbage til den gamle, han har saaledes adskilt æ og ø, men dog ikke fulgt Membranen i Brugen af æ = e.

For at levere en Prøve paa Orthographi og Sprogform i 630 qv. meddeles her nedenfor efter dette Haandskrift Brevet fra Jarlen i Ephesus til Keiser Domitian af Johannes Saga (S. 417³⁸-418¹⁹). Her har man tillige Anledning til at sammenligne Afskriften med Fragmentet af Originalen 652 qv. (S. 436¹⁶-437³).

Hinum mylldasta keisara og synum drottni domiciano sender jarll Effesio kuediu. Vier vilium kinna ydar hinne hæstu dijrd, ad hingad ꜳ Asia er komenn eirnn madr af kine ebreskra manna, [og kenner folkinu ad trua ä Jesum Christum hinn krossfesta, og þad sannar hann [med mỏrgum jarteiknum. Allann atruniad goda vorra þeirra er vier higgium [almattk og osigrud onyter hann, og þau enn gỏfuglegu hóf [vor er alla æfi hafa stadid þa brytur hann nidr. Er þessi fiolkunnugi galldra madr gagnstadlegr ydru bodordi og hefur nu af sinne fiolkyngi og viel bodum snuid mestum hlut borgar lydsinz j Effeso til dyrkunar vid hinn krossfesta mann hinn dauda. Nu firer þa sauk ad vier hỏfum mikid ꜳstryki ä odaudlegum godum og berum þar firer mikla vmvandan, þa budum vier ad leida hann firer vora domstola, og logdum stund ä med blydum ordum og strydum ad minna hann a ad neita drottne gudi synum Jesu Christo epter ydru bodordi, og lieti af ad boda nafn hans, en færdi þuilykar förner almattkum godum vorum, enn er vier mättum med ỏnguum hætti þessu til leidar koma vid hann þa lietum vier rita bref þessi, og sendum sydan ydru konglegu velldi ad huerke er ydari mikilmennsku lijkar ad giera af þessum hinum ohlydna manne er fir var nefndr, þa lꜳtid ydr soma ad giora oss þad i kunnleika, þoo ad vier syeum laagier hiä ydr, lifid heiler.

Det samme lyder i den islandske Udgave, hvormed Cd. 629 qv. for det meste stemmer, saaledes:

Hinum vildasta keisara og drottni sínum Dómitianó sendir jall í Ephesó kvedju. Vér viljum kynna ydur hina hædstu dýrd, ad híngad i Asía er kominn einn madur af kyni ebreskra manna, sem kénnir fólkinu ad trúa á Jesúm Kristum hinn krossfesta, og þad sannar hann med mørgum jarteiknum. Allan átrúnad goda vorra, þeirra er vér hyggjum almáttk og ósigrandi, þa ónýtir hann; og þau gøfuglegu hof vor er alla æfi stadid hafa, þá brýtur hann nidur; er þessi fjølkunnugur galdramadur gagnstædilegur ydru bodi,og hefur nú af fjølkyngi sinni og vélbodum snuid mestum hluta borgarlýdsins í Ephesó til dýrkunar vid hinn krossfesta dauda mann. Nú fyrir þá søk ad vér høfum mikid ástríki á ódaudlegum godum, og berum þar fyrir mikla umvøndun, þá budum vér ad leida hann fyrir voru dómstóla, og løgdum stund á med blídum ordum og strídum ad minna hann á ad neita drottni Gudi sínum Jesú Kristó eptir ydar bodi, og léti af ad boda nafn hans, en færdi þvílíkar fórnir almáttkum gudum vorum. En er vér máttum med øngvum hætti þessu til leidar koma til (Trykfeil for vid) hann, þá létum vér rita bréf þessi, og sendum ydru konúnglegu veldi, til ad vita, hvad ydar mikilmennsku líkar ad gjøra þessum hinum óhlýdna manni, er fyrr var nefndur. Nú látid ydur sóma ad gjøra oss þad í kunnugleika, þóad vér séum lágir hjá ydur. Lifid heilir!

3.

Membr. 645 qv. Denne gamle Skindbog maa være skreven ved Aar 1200 (Jvf. Guðbr. Vigfusson, Fortale til Biskupa Sögur XLVIII, Konr. Gislason: Um Frumparta ísl. tungu LXII-LXVI). De af denne Bog her meddelte Sagaer findes der i følgende Orden: Clemens Saga (S. 126-151), Petrs Saga (S. 201-211), Jacobs Saga (S. 524-529), Bartholomæus Saga (S. 757-762), Mathæus Saga (S. 813-823), Andreas Saga (S. 349-353), Paulus Saga (S. 216-236).

Denne Membran har mange Forkortninger og sammenslynger ofte to Bogstaver i én Figur, dette er især Tilfælde med af, an, ar, av, nd, ng, ns, de, dr. For Bogstaven f findes to Tegn, det ene har den latinske Form og staar paa Linien, det andet den angelsaxiske (det almindeligste i norske og islandske Haandskrifter), der drager sig under Linien. V bruges oftest for u og v, dog forekommer ogsaa u af og til; Vokalen u er overalt her i Udgaven adskilt fra Consonanten v. I enkelte Lydbetegnelser findes i dette Haandskrift en stor Vaklen, saaledes kan Ordet för skrives paa 6 forskjellige Maader: før, fǫr, faur, favr, fꜹr, fa∞.

Et Særkjende for dette Haandskrift er følgende latinske Forkortningstegn: n̅ (d e. non) = eigi, nͥ (d e. nisi) = nema, s; (d. e. sed) = heldr, sic' (d. e. sicut) = sva sem, p (d. e. post) = efter, l (d. e vel) = eþa. At Skriveren her ikke ved Tegnet har tænkt paa den latinske Opløsning af Forkortningen antydes derved, at nͥ ogsaa kan betegne Verbet nema (at lære), s; ogsaa heldr Præsens af halda, og n̅ ogsaa eigi, Præsens Conjunctiv af eiga. Disse Forkortningstegn forekomme langt hyppigere end deres Opløsninger: Eigi findes saaledes helt ud skrevet kun tre Gange, to Gange alene, i Originalen 54¹¹, 91¹, og den tredie Gang Eigi n̅ (d. e. Eigi eigi) i Originalen 30²⁰, her i Udg. S. 134⁹, eige én Gang (Originalen 78¹), æig én Gang (Orig. 51²⁶), eg' to Gange (57²⁸, 63), ellers overalt n̅; eþa findes, saa vidt bemærket, kun én Gang, ellers l'; efter én Gang, ellers p'; sva sem to Gange ellers sic'. Disse Forkortninger ere derfor overalt i Udgaven opløste, uden at der under Texten er gjort nogen Bemærkning derved. Hvor derimod andre latinske Ordformer forekomme, ere disse henviste til Noterne med et tilføiet Cd. (d. e. Codex), og deres Overssættelse sat op i Texten, dog ere i de sidst trykte Bartholomæus og Mathæus de latinske Ord beholdte i Texten. De saaledes hyppigst forekommende latinske Ord ere: dominus = drottenn, ipse = sialfr, sanctus = heilagr, discipulus = lærisveinn, pater noster = faþer várr, frater = broþer, mia (d. e. misericordia) = miskunn, opc (d. e. omnipotens) = almattegr; én Gang forekommer: nisi relinquat áþr alla gøfgon viþ idola S. 202^22-23, af orþa ratione S. 202²⁴, verbis eius 202³⁶.

Bogen er med to forskjellige Hænder; den ene har skrevet de første 42 Blade, den anden begynder med 43de Blad (eller Side 85, hvor Andreas Saga efter en Lacune slutter og Paulus' Saga begynder) og gaar til Bogens Ende. De to Hænder afvige lidt fra hinanden i Retskrivningen. Den første Haand betegner stadig den reflexive Form af Verberne ved sc (sk), og anden Person Pluralis ligesom den neutrale Form af Perf. Partic. skrives i dette Tilfælde altid zc, f. Ex. it finnezc (S. 138³⁷), ér męltozc firer (S. 136²⁴), gleþezk ér (S. 211¹¹), hugþesc eki hafa scipazc (S. 139¹¹). Den anden Haand bruger afvexlende sc og z i den reflexive Form. Lyden æ udtrykker den første Haand meget sjelden ved dette Tegn (f. Ex. vǽnliga S. 131¹), undtagen naar det sættes over Linien som Forkortninger: v^æ = være, h^æþasc = hræþasc, og bruger det da ogsaa gjerne for rø, f. Ex. g'þa d.e. græþa = grøþa, h^ra d. e. hræra = hrøra; ellers betjener den sig af ę eller e; den anden Haand bruger afvexlende æ, ę og e, dog oftest det sidste. Den første Haand anvender altid þ baade i Begyndelsen af Ord og i Enden = ð; den anden Haand benytter ð paa en mindre sædvanlig Maade ogsaa i Begyndelsen af Ord: ðvi, ðegar o. lign. Ordet byscop findes saaledes helt ud skrevet én Gang (i Origin. S. 38²⁹) og er derfor overalt opløst saaledes, da dette synes at have været den i vort gamle Sprog hyppigst forekommende Form, ihvorvel biscop staar i den sidste Linie af Thorlaks Jertegn umiddelbart foran Clemens Saga. Med Hensyn til Formen for Ordet Gud maa mærkes, at overalt hvor en hedensk Guddom betegnes, skrives goþ, altsaa solar goþ, skurþgoþ, goþa varra; ligesaa ved afledede Ord: godomr (d e. goþdomr), goþligr (divinus), goþlauston; menes derimod den sande Gud, skrives Ordet forkortet med et stort G og for at betegne Genitiv og Dativ sættes s eller e over G, og det er kun paa to Steder at Ordet skrives helt ud og da med Formen guþ, nemlig een Gang af anden Haand sidst i Paulus' Saga (her i Udg. S. 236¹⁶), og een Gang af første Haand i Clemens Saga (her i Udg S. 142¹⁰); for den anden Haands Vedkommende (altsaa i Paulus' Saga og Slutningen af Andreas efter Lacunen S. 352) er der overalt opløst guþ, i det øvrige derimod, som er skrevet af første Haand, er Formen goþ bleven foretrukken.

Dette Haandskrift stemmer i de Sagaer, som det har tilfælles med 652 (630) qv., temmelig nøie med dette, og er derfor mestendels trykt som Tillæg dertil.

4.

Membr. 656 qv. Denne Pergamentsbog, der indeholder Fragmenter af Maríu Saga og Postola Sögur, er i senere Tid bleven sønderlemmet i fire Parter, hvilke, den Gang Bogen udgjorde et Helt, have været forbundne paa følgende Maade: 656 A¹ (Fragmenter af Maríu Saga), 656 C (Slutningen af Maríu Saga og betydelige Fragmenter af Peters og Paals Saga, trykt S. 283-318, og Begyndelsen af Jóns Saga), 656 A² (Fortsættelsen af Jóns Saga, trykt S. 445-454, og Mathæus Saga, trykt S. 825-834), 656 B (Fragmenter af Andreas Saga, 2 Blade, trykt som Fragm. II S. 345-348, Fragm. af Jacobs Saga 1 Blad, trykt S. 534-535, Fragm. af Thomas Saga, 3 Blade, trykt S. 729-734). Med Hensyn til Sagaernes Følgerække i denne Codex veed man altsaa, at Peters og Paals Saga har staaet først, derefter Jons, og umiddelbart efter denne Mathæus, men hvorledes de øvrige have fulgt paa hinanden, er usikkert, da de sidste 6 Blade have været løse og vilkaarligen ere sammenheftede. Bogen er vel skreven i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede. Som særeget ved dette Haandskrift kan mærkes den hyppig forekommende Form senir = synir, Flertal af sonr, ligesaa at dette er det eneste af alle Haandskrifterne, der bruger Formen postuli = postoli.

5.

Codex 239 Folio. Denne Membran er skreven af to meget forskjellige Hænder. Indholdet er:

1) Johannes og Jacobs Saga, samme Recension som Codex Scardensis og meget nøie stemmende med denne, og her i Udgaven (S. 536-699) betegnet A². Haanden synes at være den samme, som har skrevet Codex 226 Folio (Stjórn), adskiller som oftest æ fra œ, hvilken sidste Lyd den betegner ø, vakler i Enden af Stavelser mellem Brugen af ð og d. Sagaen begynder paa første Blads Bagside, har mange Defecter og udgjør nu 35 Blade.

2) Fragmenter af Jóns Saga baptista (her i Udgaven betegnet C). Begyndelsen mangler, og mellem de 17 tilbageblevne Blade er der mange Lacuner; der synes at mangle 2 Blade i Begyndelsen, og 12 paa forskjellige andre Steder; Sagaen ender paa Bagsiden af 17de Blad. Med denne Saga begynder den anden Haand i Codex.

3) Peters Saga; begynder paa samme Side som den foregaaende ender; samme Recension som Scardensis, og her i Udgaven betegnet A³. Sagaen udgjør 33 Blade og er defekt i Slutningen, hvilken er bleven udfyldt paa vedheftede Papirplade efter Membr 639 qv.

4) Andreas Saga, 6 Blade; Begyndelsen mangler; den er i Udgaven betegnet B, se S. 324²⁷.

5) Pave Gregors Dialoger; 8 Blade, indeholdende Begyndelsen af disse.

6.

Fasc. 655 qv. XII, XIII A, XIII B; 6 store Pergamentsblade. Fragm. XIII A bestaar at 2 Blade, der have dannet det første og sidste af et Læg eller Ark; det første Blad indeholder Slutningen af Peters Saga, det sidste Blad er Begyndelsen af Jacobs Saga. De indre tabte Blade have maaske indeholdt Johannes' og Andreas' Sagaer. Fragm. XIII B og XII ere 4 Blade af et Læg eller Ark, hvori XIII B¹ og ² have udgjørt de ydre og XII¹ og ² de indre til dem stødende Blade; XIII B¹ indeholder Slutningen af Bartholomæus og Begyndelsen af Mathæus's Saga; XII¹ slutter sig umiddelbart til det foregaaende og indeholder altsaa Fortsættelsen af Mathæus' Saga, hvorefter det inderste af Lægget mangler, rimeligvis 2 Blade; XII² indeholder Slutningen af Mathæus og Begyndelsen af Simon og Judas, XIII B fortsætter den sidste. Denne Codex kan vistnok ikke være yngre end den sidste Halvdel af det 13de Aarhundrede; den skjelner nøiagtig mellem æ og œ og nærmer sig, hvad Retskrivning angaar, meget til den i Norge paa den Tid brugelige; den er dog uden Tvivl islandsk (jvf. især nærv. Udgave S. 215¹⁶), og beklageligt er det, at den kun er os levnet i Brudstykker. Skriften er paa sine Steder saa slidt, at den er aldeles ulæselig. Fragmenterne af Peters Saga ere trykte som II B S. 211-216, Jacobs Saga som II S. 529-533, Bartholomæus Saga som II S. 762-766, Mathæus Saga som IV S. 834-841, Simon og Judas som II S. 791-797.

7.

Codex 236 Folio; en temmelig ung Pergamentscodex, skreven omkring Aar 1500. Den indeholder: 1)Johannes og Jacobs Saga, 536-673) her i Udgaven betegnet C. Den for dette Haandskrift særegne Afslutning af Sagaen er meddelt S. 672-673, hvorved man faar et Begreb om Afskriverens særegne Retskrivning; med Hensyn paa Sproget maa man lægge Mærke til, at han ved Enden af Sagaen ganske er falden ud af den gamle Sprogtone, og der er Grund til at antage, at han ikke blot er Afskriver men ogsaa Forfatter til denne Slutning. 2) Peters Saga = B. Recensionen af Scardensis, er ikke benyttet i Udgaven. 3) Paulus Saga (236-279), betegnet D her i Udgaven. Slutningen mangler, S. 263²⁷. 4) Saga Johannes baptista, i Udgaven betegnet D; med denne Saga slutter Codex.

_________________

Vi skulle nu gaa over til at omtale de enkelte Sagaer, hvoraf denne Samling bestaar, efter den Orden, hvori de her i Udgaven ere meddelte, samt de Haandskrifter, der ligge til Grund for hver enkelt. Foreløbig bemærkes, at alle Overskrifter i nærværende Udgave med store Bogstaver ere tilsatte af Udgiveren, de med liggende Skrift findes i Haandskrifterne.

Petrs Saga Postola

I.

Til den her først trykte Recension af Peters Saga ere 6 Haandskrifter benyttede, hvilke efter deres indbyrdes Slægtskab falde i to Klasser A og B, hvoraf hver tæller 3 Codices, der i Noterne under Texten betegnes A¹, A², A³; B¹, B², B³. For Kortheds Skyld har man brugt A^{1 2} = A¹ og A², B^{2 3} = B² og B³ o. s.v. Naar A eller B anføres uden tilføiede Tal, tilkjendegives, at alle til Klassen henhørende Haandskrifter ere enige om den anførte Læsemaade, og Forkortningen övr. (d. e. de øvrige) modsættes gjerne Læsemaaden i A¹.

A¹, Codex Scardensis (se ovenfor II, III), er lagt til Grund, som den, der har den bedste og constanteste Retskrivning og uden Tvivl ogsaa har været den ældste (den er, tilligemed Fragm. 658 E qv. det eneste af Haandskrifterne, der skjelner mellem d og ð); den er ogsaa fuldstændig og uden Lacuner. Dog har det været nødvendigt paa mange Steder, hvor alle de øvriges Samstemmighed er den imod, at henvise dens Læsemaader til Noterne, og paa enkelte Steder har den endog rene Skrivfeil, som Udgiveren ikke har kunnet indlade sig paa at angive. Som et Exempel herpaa kan anføres, at i første Linie paa første Side, hvor alle de andre Haandskrifter have rettlætis solin drottinn, har A¹ rettlætis solin skein, hvilket her er aldeles meningsløst. Som en Egenhed ved A¹ maa fremhæves de af og til forekommende latinske Ord, saaledes: benedictionem 65³⁸, carcer 69³⁸, 72^38-39, 73³⁶, in carcerem ductus 72³⁶, custodes 72⁴⁰, discipuli 79³⁶, magistri 81³⁸, veritatis 99³⁵.

A², Membr. 639 qv.; den indeholder kun Peters Saga, er fuldstændig og sandsynligvis skreven i første Halvdel af det 15de Aarhundrede.

A³, Membr. 239 Folio (jvf. ovenfor XII), den ender med Ordene: Eptir þat villdi Flaccus (S. 106²⁷).

B¹ Membr. No. 19 qv. i det kongelige Bibliothek i Stockholm, indeholder kun Petrs Saga og er sandsynligvis fra den sidste Halvdel af 14de Aarhundrede; den har en Lacune af 2 Blade (S. 51¹¹-54¹²) og er defekt i Slutningen, hvor den ender med Ordene þo at timinn (S. 125²⁵).

B², Membr. 621 qv., rimeligvis fra første Halvdel af det 15de Aarhundrede. Bogen har Lacuner paa følgende 6 Steder: S. 15²⁹-18³, 30³⁰-33², 50²⁰-52²², 85¹⁷-89⁹, 95³²-98²⁹, 106¹⁷-108¹⁵. De sidste Blade i Bogen optages af Petrs Drápa, hvoraf en Prøve er meddelt i Gislasons „Fire og Fyrretyve Prøver af oldnordisk Sprog og Litteratur,“ Kjøbenhavn 1860, S. 557.

B³, Membr. 660 qv. fra Midten af det 15de Aarhundrede, er meget feilagtigt indbunden, har større eller mindre Lacuner paa 9 forskjellige Steder og afslutter Sagaen med Cap. 123 (S. 110²⁰). Paa samme Side, hvor Petrs Saga ender, meddeles følgende korte Beretning om Apostlernes Endeligt: Petrus ok Paulus voru pindir i Romaborg, var Petrus krossfestr en Paulus hoggvinn. Andreas broder Petri var ok krossfestr i borg þeiri er Patras heitir a Achialandi. Johannes ewangelista var uppnuminn a Asialandi i Effesoborg. Jacobus brodir Johannis var hoggvinn i Galilea i riki Herodes hins þridia. Jacobus annar brodir drottins vars hann var lostinn med vifl i Jorsolum a kirkiu, þa er hann taldi tru fyrir folki. Philippus a Tidialandi(!) var grioti bardr a krossi ok uppnuminn. Bartholomeus var pindr, flegin hudin med hnifi ok hoggvinn sidan a enu yzsta Indialandi. Thomas var hoggvinn a audru Indialandi med sverdi. Matheus a Ethiopialandi i borg Nadaber ham var pindr ok hoggvinn. Simon ok Judas voru bardir med kylfum a Kaldealandi, en færdir sidan i Babilonem.

Med Hensyn til Capitelinddelingen stemme alle Haandskrifterne, paa meget faa Undtagelser nær, og den samme Inddeling er tagen til Følge her i Udgaven. Capitlernes Overskrifter, der ere afvigende i de forskjellige Codices, ere, som af liden Betydenhed, ikke medtagne. Det første Capitel har Overskriften „Prologus“ i A³, B² og B³; de samme Haandskrifter sætte foran det næste Capitel: Her byriar (hefr) sogu Petrs postola, de andre have dels ingen Overskrift her, dels kan den ikke læses.

Foruden disse ovenfor anførte Haandskrifter findes ogsaa adskillige Membranfragmenter af denne samme Recension af Petrs Saga i Fasc 658 qv., hvilke ogsaa ere jævnførte, og hvoraf nogle ere benyttede til Varianter; de fleste stemme med B-Klassen, kun et med Signaturen E slutter sig nærmere til A-Klassen, og dette havde maaske, paa Grund af adskillige Eiendommeligheder i Retskrivningen, fortjent at meddeles særskilt.

Som Tillæg til denne vidtløftigere Recension af Petrs Saga er meddelt den om Clemens Romanus efter 645 qv. (s. ovenfor IX-XI), dens Plads synes nemlig rettest at være her, da den for en Del i Sammenhæng fortæller Begivenheder, der i Petrs Saga omtales mere spredt, derved at de handlende Personer selv, Clemens, hans Fader, Moder og to Brødre, hver for sig, eftersom de optræde, fortælle sine Oplevelser. Fortællingen grunder sig dels paa de saakaldte Recognitiones, der tillægges Clemens selv, eller, som de ogsaa kaldes Clementis Romani de Actis Petri (her i Bogen, S. 142², kaldet Iterarium d. e. Itinerarium Petri), dels paa Martyrologium Sancti Clementis. Som Exempel paa hvor frit den latinske Original er behandlet, anføres her af denne hvad der svarer til Stedet S. 146³⁰-147⁶, hvor alle de Ukvemsord opregnes, der tillægges Clemens ligeoverfor de hedenske Guder: Dicunt ab ipso affici contumeliis et lacerari patrios deos, ut qui Jovem, omnium deorum maximum, ne deum quidem nominaret; Herculem Alcmenæ filium (quem illi suum conservatorem aiunt) impurum quendam dæmonem et scelestum vocaret; carissimam et suavissimam Venerem meretricem induceret; atque optimam iaculatricem. Dianam, sapientem Mercurium deum sermonis, bellicosum Martem, Saturnumque ipsum, ex æquo omnes infamaret atque criminaret. Summa hæc fuit orationis: aut diis sacra faciat et immolet, aut vita quam primum privetur.

Den som andet Tillæg trykte Fortælling om Pilatus er meddelt efter Mmbr. 226 Folio, Spalte 632-638 (betegnet A), jevnført med Membr. 225 Folio (betegnet B) og Membr. Fragm. i 229 Folio (betegnet C).

II. A.

Til Grund for denne Recension af Petrs Saga ligger Codex 630 qv. (jvf. ovenfor V), der i Noterne er betegnet A, hvor andre Haandskrifter ere benyttede til Sammenligning, men hvor Texten derimod kun beror paa dette Haandskrift og Rettelser ere foretagne i samme, er Haandskriftets Læsemaader i Noten betegnede med Cd. Fragmenter af en anden Afskrift af Originalen til 630 qv. (652 qv.) findes i Membr. 659 qv. fra Begyndelsen af det 17de Aarhundrede, der paa sine Steder er bleven jevnført; herfra skriver sig Læsemaaden formæli S. 199¹², hvor 630 qv. har formælendr. To gamle Pergamentsblade i Fasc. 655 qv. XVI A, ere benyttede S. 167-169 og S. 172-173. Fra Cap. 21 S. 181 er Varianter tagne af Membr. 235 Folio, betegnet C, hvori Slutningen af Petrs Saga findes. Den sidste Del af Sagaen fra Cap. 22 S. 182 er tildels en Oversættelse af den saakaldte Marcelli de mirificis rebus et actibus beatorum Petri et Pauli et de magicis artibus Simonis magi, der begynder saaledes: Cum venisset Paulus Romam, convenerunt ad eum omnes Judæi, dicentes: Nostram fidem, in qua natus es, ipsam defende; non est enim iustum, ut tu, cum sis Hebræus ex Hebræis veniens, gentium te magistrum iudices, et incircumcisorum defensor factus, tu cum sis circumcisus, fidem circumcisionis evacues. Cum ergo Petrum videris, suscipe contra eum contendere, quia omnem observationem nostræ logis evacuavit: exclusit Sabbatismum et Neomenias, et legitimas ferias inanivit.

Som Tillæg S. 201-211 er meddelt Fragmenter af Petrs Saga efter den gamle Membran 645 qv. (jvf. ovenfor IX). Ingen Capitelafdeling findes her i Codex, den er tilføiet for at lette Jævnførelsen med den fuldstændige Saga.

II. B.

Dette Fragment af Petrs Saga (S. 211-216) findes i Fasc. 655 qv. XIII A, (jvf. ovenfor XII, XII).

_________

Pals Saga Postola

I.

Denne første Bearbeidelse af Paulus Saga (S. 216-236) findes i Membr. 645 qv. (jvf. ovenfor IX, XI). Dens væsentligste Grundlag er Apostlernes Gjerninger. Da Paulus efter Legenden led Martyrdøden sammen med Petrus i Rom, er den sidste Del af hans Saga indflettet i dennes; herhen peger Slutningsordene S. 236¹⁶ svá sem sagt er í annarri sögu, hvorved menes Petrs Saga, som staar længere foran i Cd. 645 qv. To gamle Pergamentsblade i Fasc. 655 qv. XVI B, Fragmenter af samme Codex, hvortil de paa foregaaende Side anførte Blade af Petrs Saga have hørt, ere S. 223-230 benyttede til Varianter og betegnede Fr.

II.

Til Grund for den S. 236-279 trykte vidtløftigere Paulus' Saga er lagt Membr. 234 Folio, betegnet A, jævnført med Scardensis (ovenfor II, III) betegnet B, samt Membr. 84 octavo (fra Midten af 15de Aarhundrede) betegnet C, og Membr. 236 Folio (jvf. ovenfor XIII) betegnet D. Et manglende Blad i A (S. 267¹²-271¹⁸) er udfyldt efter C. Tillige er jævnført 2 Pergamentsblade og Fragmenter af et 3die i Fasc. 655 qv. XVII; det første Blad indfalder S. 260²⁵-263², det andet S. 271²⁷-274⁴, det tredie S. 276¹⁷-278³⁰; de to sidste ere Levninger af en gammel Codex, der synes at være skreven i Norge, den skjelner nøie mellem æ og œ, og den sidste Bogstav har den i norske Haandskrifter sædvanlige Form.

De som Anhang S. 279-283 meddelte Membran-Fragmenter findes i det norske Rigsarkiv.

_________

Tveggia Postola Saga Petrs ok Pals

Den her S. 283-318 meddelte Sammenstøbning af Petrs og Paulus' Saga findes i Mmb. 656 C qv. (jvf. ovenfor S. XI). Fortællingen er defekt, da der paa mange Steder mangler Blade. De i Klammer tilsatte Capiteltal er tilføiede overensstemmende med den ovenfor trykte Paulus' Saga I og Petrs Saga II A, for at lette Sammenligningen med disse.

_________

Andreas Saga Postola

I.

Til Grund for den her først trykte Bearbeidelse af Andreas Saga, S. 318-343, ligger Codex 630 qv. (jvf. ovenfor V). Enkelte Partier af Originalmembranen 652 qv. maa her have været vanskelige at læse, og Skriveren af 630 qv. har været mindre heldig med sine Gisninger. Det træffer sig dog her saa, at vor Saga paa dette Sted temmelig nøie stemmer med Acta Apostolorum Apocrypha, Fabricius I de S. Andrea, Cap. VI, hvorefter Texten nogenlunde lader sig forbedre. Stedet hvor disse Rettelser ere foretagne indfalder i Cap. 5 (S. 322 her i Udgaven), hvor Sostratus beklager sig for Andreas over sin Moder og (efter 630 qv.) siger, at hun er gaaet hen at ophidse Jarlen hans Fader imod ham. Jarlen omtales ellers ikke som hans Fader, og Latinen kalder ham proconsulem provinciæ, og efter dette er her i Texten iarl þessa heraðs (S. 322⁵) sat isteden for iarl foður minn; for En ek veit, ef ek em asakaðr indtil at þu virðiz at biðia S. 322^5-8, der er en Tillempning til den latinske Original, der lyder saaledes: Et scio, cum accusatus fuero, quia nihil habeo quod ad hæc respondeam; satius autem duco vitam amittere, quam matris detegere crimen. Nunc autem hæc tibi confiteor, ut digneris pro me dominum exorare, ne innocens præsenti vita priver, har 630 qv. følgende: En eg veit ef hann truir ordum hennar, þa mun eg ei fa mig ad forsvara um þetta, þvi mier lijst hun eggi iarlinn miog, þvi hun fieck mig ei ad drygia þennan lỏst. En af þvi segi eg þier þetta, ad eg bid þig ad bidia o. s. v.; for menn iarlsins 322¹⁰ (lat. ministri proconsulis) har 630 qv.: vinir sveinsins; for røgði moðir son sinn 322¹³ (lat. mater accusabat eum instanter) har 630 qv.: reiddiz modir sveinsins; for gleymir astuð moðurligrar milldi 322¹⁴, støttet til Recension II S. 358¹⁷ (lat. oblitus maternæ pietatis) har 63o qv.: gleymir þock sælld og þinnar milldi for let sveininn setia i myrkvafiotra ok bauð kasta a á nokkura S. 322²⁷ (lat. puerum jussit in culleum parricidii recludi, et in flumen projici) har 630 qv.: let sveininn setia i mirkvafiotra og kasta ꜳ d. nokkra. Da Jarlens Befaling at kaste Ynglingen i Elven ikke kom til Udførelse, er bauð indsat foran kasta rettest havde det egentlig været at sætte bauð isteden for let foran sveininn. I det foregaaende Capitel 4 S. 321³³ er følgende Læsemaade optagen efter et Pergamentfragment af Andreas Saga i Fasc. 238 Folio: þu byðr þeim er þer fylgia, at þei fai mer nogliga fe, sva at ek mega fa mer mat ok klæði, sem ek þarf (lat. ut jubeas his qui tecum sunt, tantum conferre pecuniæ, unde vestitum at victum comparem), hvor 630 qv. kun har: þer fait mer fe nockut, þeir er þer fylgia, og klædi sem eg þarf.

Fra S. 324²⁷ hvor Andreas Saga begynder i Membr. 239 Folio (jvf overfor XID, er Varianter af dette Haandskrift, betegnet B, anførte under Texten.

Som Fragm. I S. 343-345 er trykt det eneste af denne Saga tiloversblevne Blad i Mmbr. 652 qv., og som Fragm. II S. 345-348 er meddelt to Blade i Mmb. 656 B. qv. (ovenfor XI).

Som Tillæg S. 349-353 ere Sagaen trykt efter Mmbr. 645 qv. (jvf ovenfor IX), hvor efter Lacunen (S. 352³⁶) den anden Haand i dette Haandskrift begynder.

II.

Den anden Bearbeidelse af Sagaen, S. 354-385, er trykt efter Mmbr. 646 qv. betegnet A, formodentlig fra første Halvdel af 14de Aarhundrede, jævnført med Mmbr. 647 qv. betegnet B, fra 15de Aarhundrede. To manglende Blade i A, S. 370, have tildels men ikke ganske kunnet udfyldes efter B, da denne ogsaa har en Lacune paa dette Sted, hvorfor et andet i A manglende Blad, S. 375, ikke har kunnet udfyldes. B har Lacuner paa 3 Steder. Den ved Slutningen af A ufuldendte Fortælling om Biskopen og Djævelen, der er defekt, er aftrykt som Tillæg S. 385-389, efter Mmbr. 657 B qv., en Bog der synes at indeholde Æventyr og Fortællinger fortalte af Biskop Jon Haldorssøn, død 1339; se Keyser, Nordmændenes Videnskabelighed og Litteratur S. 468, 469.

III.

Den tredie Recension af denne Saga, S. 389-404, findes i Codex Scardensis (jvf. ovenfor S. II, III).

IV.

Den fjerde Redaction, S. 404-412, er tagen fra Memb. 625 qv.; om dette Haandskrift se Um Frumparta islenzkrar tungu (LVII) af Konr. Gislason, der henfører det til Slutningen af det 13de Aarhundrede.

_________

Jons Saga Postola

I.

Til Grund for denne Johannes Saga, S. 412-436, ligger 630 qv. og som Tillæg Fragment A, S. 436-443, ere de fire tiloversværende Blade af Mmbr. 652 qv. (Originalen til 630 qv., se ovenfor III-IV) trykte. Fragm. B, S. 443-445, er nogle Pergamentbladstumper i det norske Rigsarkiv, der have hørt til samme Haandskrift som Fragmenterne sammesteds af Thomas Erkebiskops Saga (trykte under Signaturen F S. 528-534 i Udgaven af denne Saga, Christiania 1869). Ved Hjælp af disse Bladstumper er en Mangel udfyldt i 630 qv., hvor paa Grund af Gjentagelsen af Ordet astgiof S. 414²⁹ og 414³¹ efterfølgende 3 Linier: heilags anda við postola indtil send astgiof ere oversprungne.

II.

Den anden Recension af Johannes Saga, 445-454, er meddelt efter Mmbr. 656 qv. (s. ovenfor S. XI).

III.

Den tredie Bearbeidelse af Sagaen, S. 455-465, findes i Mmbr. 623 qv., sandsynlig fra anden Halvdel af det 13de Aarhundrede. Om dette Haandskrift s. Gislason: Um Frumparta L-LVII. Mærkelig er den ikke saa sjeldne Forvexling af i og y i denne Oldbog; dog synes Skriveren selv at have erkjendt dette som en Feil, da han flere Steder, hvor han først har skrevet i, senere har rettet dette til y. Disse Rettelser ere bemærkede i Noterne. I dette Haandskrift findes stadig den latinske Form for Bogstaven f, ikke den angelsaxiske.

IV.

Den fjerde Recension, S. 466-513, eller som den i Overskriften kaldes Litla Jóns Saga, er meddelt efter Mmbr. 649 qv. Denne Codex er sandsynligvis skreven ved Midten af det 14de Aarhundrede, naar undtages det femte Blad, der maa være fra det 16de Aarhundrede og senere er indskudt S. 469-70. Efter Bogens 2det Blad mangle fire S. 467. Paa sidste (48de) Blads Bagside findes nogle paa barbarisk Latin skrevne Vers til Johannes' Ære, der begynde saaledes:

Terrigene promant et olimphi turma Johann(i)

Dogmata mellifluo virginitate vir(o)

Nederst paa samme Side staar: Þenna bekling aa kirkia sels Johannis ewangelista er stendr at Hof[i] j Vatnz dal.

Som en orthographisk Særegenhed kan mærkes, at m foran n gjerne bliver til f, saaledes hifni Dativ af himinn, hifneskr = himneskr.

_________

Jacobs Saga Postola

I.

Den først trykte Recension, S. 513-521, er meddelt efter Cd. 630 qv., og dertil slutter sig Fragment, S. 521-523, af dennes Original Mmbr. 652 qv. (s. ovenfor III-VI). Som Anhang, S. 524-529, er Sagaen meddelt efter Mmb. 645 qv. (s. ovenfor IX-XI).

II.

Den anden Bearbeidelse S. 529-533 findes i Fasc. 655 qv. XIII B (s. ovenfor XII, XIII).

III.

Fragmentet af den tredie, S. 534-535, findes i Mmbr. 656 qv. (s. ovenfor XI).

_________

Tveggia Postola Saga Jons ok Jacobs

Til Grund for denne Sammenstøbning af de to Sagaer om Johannes og Jacob S. 536-711, ligger Codex Scardensis (s. ovenfor II, III) betegnet i Udgaven A (et Blad mangler S. 639¹⁴-643¹¹), jævnført med Mmbr. 239 Folio (ovenfor XII) betegnet A², Mmbr. 236 folio (s. ovenfor XII) betegnet C, og Mmbr. 651 qv. betegnet B. Denne sidste er en liden Qvart, der slutter midt i Ordet knappinn, S. 694²⁴, men forøvrigt er fuldstændig. Bag i denne Bog, hvor nærværende Saga afbrydes, ere indheftede 2 Blade af Johannes den Døbers Saga, der ere skrevne med en anden Haand, og muligens kun ved et Tilfælde her ere blevne indsatte. Som Eiendommeligheder for dette Haandskrift kunne mærkes skilldi = skylldi Imperf af skulu, midil = millim, firir, sjeldnere fyrir, altid hon ikke hun, de vexlende Former eda og edr, overalt v = u, Irael = Israel. Denne Codex er benyttet til at udfylde den sidste Del af Lacunen i A S. 642⁵ fra þann frida til ofagnadi, þar S. 643¹¹, hvor man altsaa har en Prøve paa dens Orthographi. Desuden er ogsaa benyttet Membramfragmenterne 653^b qv., to Blade af hver sin Codex henhørende til Sagaens Begyndelse, betegnede Fr. I og II, samt 9 levnede Blade af en anden Membran 653^a qv., betegnede Fr. III, og endelig to Blade 650^a qv., betegnet Fr. IV, hvoraf det ene har tjent til at udfylde den første Del af Lacunen i A, S. 639¹⁴-642⁵.

Efter Udtrykket S. 647¹⁵, sá er þessa sögu diktaði í latínu (den som forfattede denne Fortælling paa Latin), maa man tro, at en latinsk Original har dannet Grundlaget for nærværende Saga. Fragmenter af en saadan findes udgivet i Vetustius Martyrologium Romanum Lucæ 1668 S. 130, gjenoptrykt hos Fabricius, Codex Apocryphus Novi Testanmenti III 604-623. Til Sammenligning med Fortalen her i Sagaen 536¹³ hidsættes Begyndelsen af den latinske:

Mellitus servus Christi episcopus Laodiceæ universis episcopis et ecclesiis Catholicorum in Domino æternam salutem. Volo soilicitam esse fraternitatem vestram de Leucio quodam, qui scripsit Apostolorum Acta, Johannis evangelistæ et Sancti Andreæ vel Thomæ apostoli. Quædam de virtutibus quidem, quæ per eos Dominus fecit, vera dixit; de doctrina vero multa mentitus est. Dixit enim docuisse eos duo principia, quod execratur Ecclesia Christi, cum ipse S. Johannes apostolus in capite evangelii sui unum testetur principium, in quo semper fuerit verbum, a quo universa creata sunt visibilia et invisibilia. Leucins autem dicit eos docuisse duo principia boni et mali, et bona a bono, mala vero a malo principe substitisse.

Stoffet i Slutningen af Jacobs Saga er tildels hentet fra Karlamagnus Saga, man sammenligne saaledes Capp. 84-88 her med Agulandus þáttr Capp. 1-5. Karlam. Saga S. 264-268; Capp. 92 og 93 svare næsten ordlydende til Slutningscapitlerne i Karlam. Saga S. 553-555. Det S. 709 omnævnte Jertegn, hvor Klerkens Sjæl frelses af Jomfru Maria ved Johannes's Mellemkomst, findes i Maríu Saga S. 1060.

_________

Thomas Saga Postola

I.

Thomas Saga, S. 712-727, er trykt efter 630 qv. (se ovenfor V) betegnet A, jævnført med Scardensis (s. ovenfor II) betegnet B. Det levnede Blad af Membranen 652 qv. er meddelt 727-728.

II.

Af Sagaens anden Recension, S. 729-734, er der kun tilbage 3 Blade i Membr. 656 B qv. (s. ovenfor XI). Den mærkelige Angivelse af de forskjellige Dele, hvoraf det kongelige Palads skulde bestaa, S. 730²⁹, som mangler i I. S. 715, er hentet fra Ordericus Vitalis (s. Orderici Vitalis, Historiæ Ecclestiasticæ libri tredecim, ed. Augustus le Prevost, Parisiis 1838, I, P. 310, efter hvilken nedenfor meddeles, hvad der svarer til Stykket her i Udgaven S. 730 med Overskriften Fra Thomasi:

Cum venissent Hierapolim in India civitatem, ingressus Abbanes ad Gundaforum regem, nuntiavit Thomam adesse peritissimum artificem. Rex autem de fabricando palatio cum eo tractavit, et ædificii locum illi ostendit. Thomas autem arundinem apprehendit, et metiendo dixit: Ecce januas hic disponam, et ad ortum solis ingressum: primo proaulam, secundo salutatorium, in tertio consistorium, in quarto tricorium, in quinto zetas hyemales, in sexto zetas æstivales, in septimo epicaustorium et [triclinia accubitalia, in octavo thermas, in novo gymnasia, in decimo coquinam, in undecimo colymbos et aquarum lacus influentes, in duodecimo hypodromum et per gyrum arcus deambulatorios. Rex autem considerans ait: Vere artifex es, et decet te regibus ministrare. Deinde infinitas illi pecunias relinquens, abiit.

_________

Tveggia Postola Saga Jons ok Jacobs

Den første Recension, S. 735-740, af disse Sagaer findes i 630 qv., den anden, S. 740-743, i Scardensis, med hvilken sidste er jævnført et Membr. Fragment i 238 Folio.

_________

Bartholomeus Saga Postola

Recension I, S. 743-754, er meddelt efter 630 qv. betegnet A, jævnført med Scardensis, betegnet B; dernæst er Fragmentet af Membr. 652 qv. trykt S. 754-757; derpaa er Sagaen som Tillæg, S. 757-762, meddelt efter Membr. 645 qv. (s. ovenfor IX). Recension II, S. 762-766, findes i Fasc. 655 qv. XIII. B (s. ovenfor XII-XIII).

_________

Mathias Saga Postola

Den første Recension, I, S. 767-775, er meddelt efter 630 qv.; det maa bemærkes, at Apostelens Navn skrives afvexlende i Codex Matheas, Matheus og Mathias. Den anden Recension, II, S. 775-778 er trykt efter Scardensis, betegnet A, jævnført med Membr. Fragment i 238 Folio.

_________

Tveggia Postola Saga Simonis ok Jude

Recension I, S. 779-789, er efter 630 qv. betegnet A, jævnført med Scardensis, betegnet B; Fragment S. 789-791 er Brudstykkerne af Mmbr. 652 qv. (Originalen til 630 qv.) Recension II S. 791-797 findes i Fasc. 655 qv. XII B og XIII B (se ovenfor XII, XIII).

_________

Matheus Saga Postola

I, S. 797-807, er trykt efter 636 qv., betegnet A, jævnført med Scardensis, betegnet B; dernæst er som Fragment S. 807-813, meddelt Brudstykkerne af denne Saga i Mmbr. 652 qv.; de S. 809 og 811 bemærkede senere gjorte Rettelser i denne Membran synes at hidrøre fra den samme, der har skrevet 630 qv., idet han nemlig under Afskrivningen af denne Bog efter 652 qv., tillige har indsat det efter hans Skjøn manglende i Membranen; paa det første Sted S. 809³⁵, har han truffet det rette ved efter helldr at supplere skulu þier, paa det andet S. 811² har hans Rettelse været meget uheldig, i det han efter Guð varr i steden for helgaði (i Latinen: Deus benedixit nuptias) har indsat getinn i, saa at han har opfattet Stedet som „Gud blev avlet i Ægteskab.“ Denne Læsemaade er gaaet over i hans Afskrift 630 qv., og saaledes ogsaa kommen ind i den islandske Udgave af Postola Sögur S. 220¹².

Den anden, II, Recension, S. 813-823, er trykt efter den gamle Membran 645 qv. (s. ovenfor IX), og adskiller sig væsentligst fra den første ved Afsnittet om Paradiset, S. 815³¹-816²². Dernæst meddeles S. 823-825 et mærkeligt Pergamentsblad i Fasc. 655 qv. IX C, der tilligemed to andre Blade A og B synes at være Levninger af en i Norge skreven Codex, som, hvad Haandskriften angaar, har haft noget tilfælles med Codex B af Fagrskinna (s. Facsimile i Udgaven af denne), saaledes angelsaxisk Form af r og y og opretstaaende d, men har været ældre, da den har s = r i vas og lign. Dette Fragment er aftrykt med Originalens Interpunktion og eiendommelige Brug af de store Begyndelsesbogstaver.

No. III, S. 825-834, findes i Mmbr. 656 qv. (s. ovenfor XI). Ved Beskrivelsen af Paradis er Varianterne tagne af Scardensis, B. Slutningen mangler.

No. IV, S. 834-841, er trykt efter Fasc. 655 qv. XII, XIII (s. ovenfor XII, XIII); den er den eneste, som har indeholdt Apostelens Jertegn.

_________

Jons Saga Baptista

Uagtet Johannes den Døber ikke hører til Apostlerne, har dog hans Saga været optagen mellem disses i adskilige af de gamle Samlinger, den er derfor ogsaa medtagen her og stillet sidst, skjønt den vel strengt taget snarere burde have havt sin Plads foran Apostelsagærne. Den første kortere Saga, S. 842-849, er trykt efter Mmbr. 625 qv., hvorefter den fjerde Bearbeidelse af Andreas S. 404-412 er meddelt, og følger i Haandskriftet umiddelbart efter denne; den er defekt i Slutningen.

Den vidtløftigere Recension af denne Saga S. 849-931, har en særegen Interesse derved, at Forfatteren navngiver sig som Præsten Grim i et Tilegnelsesbrev til Runolf Abbed i Ver, paa hvis Opfordring han har skrevet Bogen, idet han, efter eget Sigende, foruden Evangelierne benyttede Augustinus, Ambrosius, Hieronymus og andre Kirkefædre. Da Runolf Sigmundsson var Abbed i Ver fra Aar 1264 til 1306, og Præsten Grim Holmsteinsson efter Annalerne døde 1298, maa Sagaen altsaa være bleven til i anden Halvdel af 13de Aarhundrede mellem 1264 og 1298.

De hertil benyttede Haandskrifter ere:

1. Membr. 231 Folio, hvis Indhold er: 1) Barlaam og Josaphats Saga; s. Udgaven af denne Saga, Christiania 1851 S. XIX; 2) Maríu Saga; s. Udgaven af denne, Christiania 1871 S. XII; 3) Jons Saga Baptista; 4.) Vitæ Patrum. Disse Sagaer ere alle skrevne af forskjellige Hænder, og formodentlig paa Grund af det overensstemmende Format, tospaltet Folio, blevne bundne i een Bog. No. 1 er uden Tvivl ældst og sandsynligvis skreven i Slutningen af det 13de Aarhundrede, de øvrige ere vel alle fra det 14de Aarhundredes første Halvdel.

No. 3, med en Haand ikke saa ulig den i No. 1 og smukkere end No. 2 og 4, udgjør 22 Blade med 35 Linier paa Siden, og er her betegnet A og lagt til Grund for Udgaven som det eneste Haandskrift, der indeholder Sagaen fuldstændig. Med Hensyn til Retskrivningen mærke man, at Skriveren i Steden for at fordoble Consonanterne k, n og t oftest betegner Fordoblingen ved en over Bogstaverne sat Punkt. Med Hensyn til k har han begyndt med at skrive kk, derpaa senere betegnet det k^., men endelig bleven kjed af denne Betegningsmaade, og tilsidst i Almindelighed kun skrevet enkelt k uden Punkt. Her i Udgaven er denne Bogstav altid bleven fordoblet uden Hensyn til den vaklende Brug i Haandskriftet. Ligesaa maa bemærkes, at i Endelsen ur findes Vokalen kun paa to Steder tilføiet nemlig i Ordet gilldrur (S. 912²⁴) og pipur (S. 914¹⁵), ellers skrives blot r f. Ex. konr = konur, fauðr = fauður o. lign. Dette er en Egenhed, som ogsaa er eiendommelig for den Uppsalske Codex af Snorra Edda. I Udgaven har man anseet det for rigtigst heri at følge de øvrige Haandskrifters Sprogbrug.

2. Membr. 233 Folio betegnet B. Vor Saga begynder paa første Blads Bagside med Præsten Grims Tilegnelsesbrev; dette mangler i A, da det første Blad i Bogen synes at være udrevet, paa hvis Bagside sandsynlig dette Brev har staaet. B indeholder kun Fragmenter af denne Saga, nemlig 4 Blade og en halv Spalte af det femte, hvor Johannes Saga ender og Maríu Saga (s. Udgaven af denne S. XXII) begynder.

3. Membr. 239 Folio (s. ovenfor XII) betegnet C. Dette Haandskrift begynder med Ordene Af hveriu marki S. 853¹⁶.

4. Membr. 236 Folio (s. ovenfor XIII) betegnet D. Den begynder S. 903¹ var þo sialfr.

5. To Blade indheftede ved Slutningen af Membr. 651 qv. (s ovenfor XXIV) betegnede E, S. 924¹⁴-925²⁸ og 928¹⁸-929³⁰.

Naar de øvrige Haandskrifter svigte, saa at A er det eneste Grundlag for Texten, har det oftere været nødvendigt at foretage Rettelser i denne; i dette Tilfælde er A's Læsemaade anført nedenunder ved Signaturen Cd. (d. e. Codex), for strax at gjøre Læseren opmærksom paa, at man her kun har eet Haandskrift, og at den i Texten optagne Læsemaade her er en Conjectur. For Ex. S. 885²⁴ er sealfkrafa en Rettelse af Udgiveren for sealfa krapta, som er Haandskriftets Læsemaade; samme Side Linie 21 staar i Haandskriftet efter lata i et þ, hvilket er den sædvanlige Forkortning for þat, da dette ligesaa lidt her som Linie 24 efter Johannes synes at give nogen Mening, maa det ansees for en Feil af Afskriveren, og er derfor bleven henvist til Noten med et tilf. Cd. (d. e. tilføier Codex eller tilføies i Codex). Paa det første af disse Steder er det muligt, at þ kunde være en Skrivfeil for þ'na, d. e. þenna, og at man altsaa burde læse i þenna heim.

_________

Ved Slutningen af disse Forord maa Udgiveren med Taknemmelighed erindre alle Funktionærer ved Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn for den udmærkede Velvillie, hvormed de imødekom ham under hans Ophold der Vinteren 1870-1871, da han samlede Materialet til dette Arbeide, og særskilt maa han nævne Bibliothekaren for den Arna-Magnæanske Samling, Hr. Gundorph, som paa enhver Maade søgte at lette ham Benyttelsen af de litterære Skatte, der ere stillede under hans Varetægt.

Christiania, Marts 1874.

C. R. Unger.

---

Fotnoter