Fortælling om Steen Skaptesøn (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 7. nov. 2016 kl. 16:20 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 4-5


Fortælling om Steen Skaptesøn


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1831


1. Denne Sommer kom, efter Kong Olafs Bud, følgende Mænd fra Island: Steen, en Søn af Skapte Lovsigemanden, Thorodd, en Søn of Snorre Gode, Geller, en Søn af Thorkel Eyjolfsøn, og Egil, en Søn af Sidu-Hall og Broder til Thorsteen. Gudmund Eyjolfsøn var død Vinteren før. Disse Islændere begave sig, saasnart de kunde, til Kong Olaf; og da de kom til ham, bleve de vel modtagne, og forbleve alle hos ham Vinteren efter. Denne samme Sommer spurgte Kong Olaf, at det Skib, han forrige Sommer havde sendt til Færøerne, var forsvundet, og var ingensteds kommet til Land, saa at man havde hørt noget dertil. Kongen lod da et andet Skib udruste og bemande, og sendte det til Færøerne efter Skatten. Disse Mænd sejlede ligeledes bort, og styrede ud i rum Sø men man hørte siden ligesaa lidet til dem, som til de forrige, saa der vare mange Gisninger om, hvad der var blevet af begge disse Skibe.


2. Kong Olaf lod de Mænd, som vare komne fra Island, og som foran ere nævnte, kalde til sig, nemlig Thorodd Snorresøn, Geller Thorkelsøn, Steen Skaptesøn og Egil Hallsøn. Derpaa tiltalte han dem saaledes: “I have bestandig i Sommer talt til mig om, at I vilde fare ud til Island, men jeg har ikke givet noget bestemt Svar derpaa; nu vil jeg sige eder mine Tanker. Du, Geller, skal fare ud til Island, hvis du vil røgte mit Ærende der, men de andre Islændere skulle ikke rejse, førend jeg faaer at vide, hvorledes det Ærende optages, som jeg vil overdrage dig, Geller!” Men da Kongen havde givet denne sin Villie tilkjende, fandt de, som havde Lyst til at rejse hjem og som det nu var forbudet, at man havde skammelig bedraget dem, og tyktes ilde om deres tvungne Ophold og Ufrihed. Geller drog nu om Sommeren til Island med Kong Olafs Budskab, som han næste Sommer fremførte paa Thinget; dette Olafs Budskab bestod i, at han bad Islænderne antage de Love, han havde anordnet for Norge, og yde ham af Landet Thegngjeld39) og Nefgjeld40), nemlig for hver Person en Penning, hvoraf ti gjaldt lige med en Alen Vadmel; derhos tilsagde han Folket sit oprigtige Venskab, naar de vilde tilstaae ham dette, men hvis ikke, haarde Vilkaar, naar han fandt Lejlighed dertil. Denne Sag gav dem meget at tænke paa, og de raadsloge længe derom, men endelig blev det med alles Samtykke bestemt, at de nægtede at antage Lovene og at yde de Skatte og alle de Paalæg, Kongen forlangte. Denne Sommer drog Geller igjen til Kong Olaf, og fandt ham om Høsten øster i Vigen, efter at han var kommen ned fra Gøtland, saaledes som herefter endnu skal fortælles i denne Saga. Da det led ud paa Høsten, drog Kong Olaf op til Throndhjem, og sejlede med sine Folk ind til Nideros, hvor han lod berede til Vintersæde. Den Vinter over blev Kongen der i Kjøbstaden; det var hans trettende Regjeringsaar.


3. Ketil Jæmte hed en Mand, en Søn af Emund Jarl fra Sparrebo i Throndhjem; han flyede for Kong Eisten Ildraade øster over Kjølen, ryddede Skoven, og bebyggede det Land, som siden fik Navn af Jæmteland. Derhen flyede ogsaa mange andre Mænd fra Throndhjem formedelst den samme Ufred, thi Eisten lagde svær Skat paa Thrønderne, og gav dem sin Hund Sør til Konge. Ketil Jæmtes Sønnesøn var Thorer Helsing, som Helsingeland er kaldt efter; dette Land bebyggede han først, men da Harald Haarfager bemægtigede sig Norge, da rømte endnu en stor Mængde ud af Landet formedelst hans Voldsomhed, baade Thrønder og Nummedøler, og da forøgedes endnu mere Bygderne i Jæmteland, men nogle droge heelt ud til Helsingeland øster ved Havet, og disse bleve den Svenske Konge undergivne. Men da Hakon Adelsteensfostre regjerede over Norge, blev der sluttet Fred, og aabnedes Handel imellem Throndhjem og Jæmteland; formedelst Kong Hakons Mildhed søgte Jæmterne endog til ham, og lovede ham Lydighed og betalte ham Skat; han gav dem da Lov og Landsret; de vilde nemlig heller give sig under Norges Konge, end underkaste sig Sverrigs, da de dog oprindelig vare fra Norge. Det samme gjorde ogsaa alle de Helsinger, som havde deres Slægt nordenfor Kjølen, og dette forblev saa, ligetil Olaf Digre og Olaf Svenske tvistede om Landeskiftet; da vendte Jæmterne, og ligesaa Helsingerne tilbage under de Svenskes Konge, saa at Eideskoven blev da Grændsen for Norge mod Østen, og derfra Kjølen lige nord til Finmarken. Da hævede den svenske Konge Skat af Helsingeland, og ligeledes af Jæmteland, som i fordums Tid; ja det havde den Gang alt varet i nogen Tid, at Jæmterne havde betalt den svenske Konge Skat, og at Sysselmænd af ham vare indsatte over Landet. De svenske vilde da heller ikke vide af andet at sige, end at hele Landstrækningen, som laae østenfor Kjølen, hørte under Sverrigs Konge. Det gik da her, som man finder mange Exempler paa, at skjønt der er Svogerskab og Venskab imellem Kongerne, vil enhver dog beholde alt det Land, som han troer at have nogen Ret til; Kong Olaf havde nemlig paa sin Side sendt Bud til Jæmteland, og tilkjendegivet Jæmterne sin Villie, at de skulde vise ham Lydighed og i andet Fald truet dem med haarde Vilkaar; men Jæmterne vare blevne enige om at erklære, at de vilde vise den svenske Konge Lydighed.


Gerhard Munthe: Steen bad Thorgeir skaffe sig hest og slæde

4. Thorodd Snorresøn og Steen Skaptesøn vare meget misfornøjede med, at de ikke maatte have Lov til at rejse hvorhen de selv vilde. Steen var en meget smuk Mand, og meget færdig i alle Slags Idrætter; han var ogsaa en god Skald, gik gjerne prægtig klædt, og higede efter at udmærke sig. Hans Fader Skapte havde digtet en Drape om Kong Olaf, og havde lært Steen den, og det var saaledes betænkt, at Steen skulde fremføre dette Kvæde for Kongen. Steen kunde ikke bare sig for at lade nogle haanlige Ord falde om Kongen baade i løs og bunden Tale. Saavel han som Thorodd vare lidet forsigtige i deres Ord; de sagde, at Kongen viste sig som en slettere Mand, end de, som paa Tro og Love havde sendt ham deres Sønner eller Frænder, og ligeledes sagde de, at det var en stor Svig af Kongen, at han behandlede dem som ufrie Mænd, og ikke lod dem selv være Herrer over deres egen Rejse. Kongen blev meget vred herover. En Dag gik Steen for Kongen, og spurgte ham, om han vilde høre paa den Drape, hans Fader Skapte havde digtet om ham. Kongen svarede: “Det er bedst, Steen, at du først kvæder det, som du selv har digtet om din Konge.” Steen sagde, at det var ingen Ting, han havde digtet, “thi,”, sagde han, “jeg er ikke Kongens Skald, og kunde jeg end digte, saa vilde I dog finde det, som alt andet ved mig, kun af ringe Værd;” Steen gik da bort, da han nok kunde mærke, hvad det sigtede til, og talte ikke videre med Kongen. Thorgeir hed een af Kong Olafs Fogeder, han forestod en Kongsgaard i Orkedalen; han var den Gang tilstede, og hørte denne Samtale, imellem Kongen og Steen; hvorpaa han drog hjem. En Nat løb Steen tilligemed sin Skosvend bort fra Byen; de toge først Vejen op paa Gaularaas, og derfra heelt ud til Orkedalen. Her kom de om Aftenen til den Kongsgaard, som Thorgeir bestyrede, hvor Thorgeir da bød Steen at blive om Natten, og spurgte om Hensigten af hans Rejse. Steen bad ham, at lade ham faae en Hest og Slæde, da han saae, der blev aget Korn hjem. Thorgeir svarede: “Jeg veed ikke, hvorledes det hænger sammen med din Rejse, og om du rejser med Kongens Tilladelse; eders Samtale forleden Dag syntes mig just ikke venskabelig.” Steen svarede: “Har jeg end ikke Lov til at raade mig selv for Kongen, saa skal jeg dog ikke lade mig befale af hans Trælle:” hvorpaa han trak sit Sværd og dræbte Fogeden. Derpaa tog han Hesten, befalede sin Svend at springe op paa den, og satte sig selv i Slæden; hvorpaa de droge deres Vej, og kjørte hele Natten, indtil de om Morgenen kom ned i Surnedal paa Møre; derpaa lode de sig sætte over Fjordene, og rejste det hurtigste, de kunde, uden at sige noget Menneske det begaaede Drab; derimod udgave de sig for Kongens Mænd, og fik derfor god Befordring paa Rejsen, hvor de kom. En Aften kom de til Thorberg Arnesøns Gaard paa Giske; han var ikke hjemme, men hans Kone Ragnhild, Erling Skjalgsøns Datter, var hjemme og modtog dem vel, efterdi de vare gamle Bekjendte. Det havde nemlig tildraget sig forrige Gang, da Steen var rejst til Norge, og ejede selv Skibet og var Formand paa det, at han var kommen til Land ved Giske, og laae der ude ved Øen; da var Ragnhild kommen ned og skulde gjøre Barsel, og havde en meget haard Forløsning; Her var da ingen Præst paa Øen, og heller ikke i Nærheden, hvorfor man sendte Bud til Kjøbmandskibet, og lod spørge, om der var nogen Præst ombord; der var en saadan ombord, som hed Baard, en Mand fra Vestfjordene, endnu ung og ikke meget lærd; Sendebudene bade ham følge hjem med sig til Huusfruen; Præsten, som kjendte sin egen Vankundighed, syntes det var en vanskelig Sag, og vilde ikke gjerne dertil; da overtalte Steen ham, og bad ham tage med dem. Præsten svarede: “Jeg vil tage derhen, naar du vil tage med, thi det tykkes mig en stor Hjælp, at have dig ved Haanden at raadføre mig med.” Steen sagde, han gjerne vilde føje ham deri, om Præsten saa hellere vilde rejse. Derpaa begave de sig til Gaarden og ind til Ragnhild; kort efter fødte hun et Barn, det var et Pigebarn, og var mege svagt; Præsten døbte Barnet, men Steen bar hende, og hun fik Navnet Thora. Steen gav hende en Guldring, som han havde paa Haanden. Ragnhild lovede ham sit oprigtige Venskab, og bad ham komme til sig, naar han behøvede hendes Gjentjeneste; men Steen svarede, at han nok neppe vilde komme til at bære flere Pigebørn, og de skiltes saaledes ad. Nu var det imidlertid kommet dertil, at Steen bad Ragnhild at opfylde sit givne Løfte, fortalte hvad der var hændet ham, og hvorledes han var falden i Kongens Unaade. Hun lovede ham al den Bistand, der stod i hendes Magt, bad ham blive til hendes Husbonde Thorberg kom hjem, og lod ham sætte sig hos hendes Søn Eisteen Orre, som da var tolv Aar gammel. Steen gav Eisteen og Ragnhild Foræringer. Thorberg havde endnu før han kom hjem faaet den hele Begivenhed med Steen at vide, og saae temmelig suurt. Ragnhild gav sig i Tale med ham, fortalte ham Steens Forfatning, hvorledes alt var gaaet til, og bad ham tage imod ham, og tage sig af hans Sag. Thorberg svarede: “Jeg veed allerede hvad der er forefaldet med Steen, Kongen har holdt Piilthing efter sin Gaardsfoged Thorgeir, og Steen er erklæret fredløs over hele Norge, saa at han maa dræbes eller gribes, hvorsomhelst han træffes; Kongen er overmaade vred, og jeg er ikke saa uforstandig, at jeg skulde tage en udenlandsk Mand i Beskyttelse, og derved paadrage mig Kongens Unaade; lad du derfor Steen rejse bort, saa snart som muligt.” Ragnhild svarede, at enten skulde hun og Steen rejse bort sammen, eller blive der begge. Thorberg sagde, hun kunde rejse hvorhen hun vilde; “dog haaber jeg,” sagde han, “at du, hvis du rejser, kommer snart tilbage, thi her i Giske vil du dog nyde mere Anseelse, end noget andet Sted.” Da gik deres Søn Eisteen frem, og sagde, at han vilde ikke blive der tilbage, naar hans Moder tog bort. Thorberg sagde, at de viste megen Heftighed og Paastaaenhed i denne Sag; “saa det bliver vel Enden,” sagde han, “at I faaer at raade; men deri slægter du og dine Frænder altfor meget din Æt paa, Ragnhild,” sagde han, “saaledes at ringeagte Kong Olafs Bud.” Ragnhild svarede: “Hvis du virkelig holder det for saa farligt, at beholde Steen hos dig, saa drag hen med ham til min Fader Erling, eller giv ham et saadant Følgeskab med, at han fri og sikker kan komme derhen, da haaber jeg min Fader, naar jeg sender ham Bud, strax vil tage imod ham.” Thorberg sagde, at derhen vilde han ikke sende Steen, “thi Erling,” sagde han, “kan have nok i sin egen Deel, som kan paadrage ham Kongens Misfornøjelse, uden at jeg behøver at volde ham endnu mere.” Steen forblev nu der om Vinteren; men efter Juul kom Sendebud fra Kong Olaf til Thorberg med Befaling, at denne skulde indfinde sig hos Kongen før Midfaste, og blev denne Kongens Befaling givet med megen Strænghed. Thorberg meddeelte sine Venner denne Sag, og raadførte sig med dem, om han skulde vove under disse Omstændigheder at drage til Kongen; men de fleste fraraadte ham det, og meente, det var raadeligst, at skille sig ved Steen, førend han drog til Kongen. Thorberg var imidlertid mere tilbøjelig til ikke at undslaae sig for denne Rejse. Noget efter rejste han hen til sin Broder Finn, forestillede ham Sagen, og bad ham ledsage sig. Finn svarede: “Ondt tykkes mig et saadant Kvinderegimente, ikke for sin egen Kone at torde lyde sin lovlige Herre og Konge.” “Det maa staae til dig selv,” sagde Thorberg, “om du vil rejse med eller ej, men jeg tænker du lader det snarere være af Frygt, end af Hengivenhed mod Kongen.” Brødrene skiltes ad i Vrede, og Thorberg drog siden til sin anden Broder Arne, og bad denne rejse med sig til Kongen, for at sige ham, hvorledes Sagen forholdt sig. Arne svarede: “Det synes mig underligt, saa klog og forsigtig en Mand som du er, at du har styrtet dig i en saadan Ulykke, at have paadraget dig Kongens Vrede, og det uden Nødvendighed; det havde endda været at undskylde, hvis det var dine Frænder eller Fostbrødre, du havde taget dig af, men slet ikke dette, at du har taget en Islænder i din Beskyttelse, og en Mand, Kongen har erklæret fredløs, og derved sat dit og dine Frænders og Venners Liv og Gods i Vove, saa mange som ville understøtte din Sag.” Thorberg svarede: “Det gaaer som man siger, at der er et Udskud i hver Æt; det holder jeg for det største Uheld min Fader har haft, at han havde saa daarligt Held med sine Sønner, at den sidste han fik vanslægtede saa ganske fra vor Æt, at han hverken besidder Mod eller Mands Hjerte; og det skulde være baade vist og sandt, at, naar jeg ikke frygtede for derved at beskæmme min Moder, vilde jeg aldrig erkjende dig for Broder” Thorberg begav sig derpaa paa Hjemvejen, og var ilde tilmode. Siden sendte han nogle Mænd op til Throndhjem til sin Broder Kalf, og bad ham møde sig ved Agdenæs. Da Sendebudene kom til Kalf, lovede denne strax uden nogen Modsigelse, at begivesig paa Rejsen. Ragnhild sendte ogsaa Bud til Jæderen til sin Fader Erling, og bad ham sende sig Folk. Erlings Sønner, Sigurd og Thorer, begave sig da paa Vejen, og havde hver sin vel bemandede Jagt paa tyve Roerbænke. Disse sejlede nu til Giske, hvorpaa de tilligemed Thorberg droge videre frem nordpaa; da traf de paa Vejen Finn og Arne, som havde to Skibe, hvert paa tyve Roerbænke; med alle disse Folk fore de nu op til Throndhjem, og Steen var med dem paa Rejsen; og da de kom til Agdenæs, forefandt de der Kalf Arnesøn, der ogsaa havde et velbesat Skib paa tyve Roerbænke; derpaa droge de alle tilhobe ind til Niderholmen, og laae der om Natten. Næste Morgen holdt de en Raadslagning med hverandre; Kalf og Erlings Sønner vilde, at de med deres hele Styrke skulde drage ind til Byen, og lade det komme an paa Lykken; men Thorberg derimod vilde, at man skulde see, hvad man kunde udrette med det Gode, og først gjøre Kongen et antageligt Bud; hertil gave Finn og Arne deres Samtykke; dette blev da besluttet, og Finn og Arne droge til Kongen med nogle faa Mænd. Kongen havde da allerede spurgt, hvor mandstærke de vare komne, og tiltalte dem derfor temmelig haardt. Finn gjorde da det Tilbud for Thorberg og Steen, at Kongen skulde bestemme saa stor en Pengebod, han selv vilde, men Thorberg skulde beholde Landefred og de Forleninger, han hidtil havde haft, og Steen benaades paa Liv og Lemmer. Kongen svarede: “Mig tykkes, at denne Rejse allerede hjemmefra er indrettet saaledes, at I nu tænke at kunne enten halvt eller ganske raade for denne Sag; mindst havde jeg dog ventet af eder Brødre, at I vilde drage med en Hær imod mig, og jeg kan vel tænke, at Jæderboerne have været Ophavsmænd derfor; men Pengebøder behøve I ikke at tilbyde mig.” Da svarede Finn: “Ingenlunde have vi Brødre samlet Folk, for at byde eder, Herre, nogen Ufred, heller ikke maa I tilskrive Jæderboerne det, thi det var os, som bad dem om Hjælp; men Grunden til at vi samlede saa meget Mandskab var, at vi vilde først tilbyde eder vor Tjeneste, men hvis det ej lykkes, men I afslaaer den og vil tilføje Thorberg nogen Overlast, saa ville vi med den Magt, vi have samlet, drage til Kong Knud den Mægtige, og see, om han vil vise os bort; men at volde dig nogen Ufred har aldrig været vor Hensigt.” Kongen saae paa ham, og sagde: “Hvis I Brødre ville sværge mig til, at staae mig bi udenlands og indenlands, og aldrig at skilles fra mig uden min Tilladelse, og ikke skjule nogen Svig imod mig, som kommer til eders Kundskab, saa vil jeg tage imod Forlig af eder.” Derpaa drog Finn hen til sine Folk og fortalte, hvilke Vilkaar Kongen havde forelagt dem. Derpaa raadsloge de atter med hverandre; Thorberg sagde, at han for sin Part vilde indgaae dette Vilkaar; “thi jeg har ingen Lyst til,” sagde han, “at forlade mine Besiddelser, og tye til fremmede Høvdinger, men troer, det vil geraade mig til Hæder, at følge Kong Olaf og at blive hos ham.” Da svarede Kalf: “Ed vil jeg ikke aflægge til Kong Olaf, men jeg vil blive her i Landet kun saalænge jeg beholder mine Forleninger og Værdigheder, og Kongen vil være min Ven; og saaledes mener jeg, at vi alle skulle gjøre.” Finn svarede: “Jeg har besluttet, at lade Kongen ene raade for Forliget imellem os.” Arne Arnesøn sagde: “Jeg har besluttet at staae dig bi, Broder Thorberg, selv om du vilde stride med Kong Olaf; saa meget mindre vil jeg nu forlade dig, da du nu har fattet en saa god Beslutning; jeg vil derfor følge dig og min Broder Finn, og antage de Vilkaar, som I finde eder fornøjede med.” De tre Brødre, Thorberg, Finn og Arne, gik dernæst ombord paa eet Skib, roede ind til Byen, og begave sig til Kongen; Forliget gik da saaledes for sig, at Brødrene svore Kongen den forlangte Ed; derpaa søgte Finn at faae Steen forligt med Kongen, men denne sagde, at Steen kunde for ham fare i Fred, hvorhen han vilde; “men hos mig skal han ikke være herefter,” sagde Kongen, “og det vil han selv synes bedst om.” Thorberg drog derpaa ud til sine Folk. Kalf drog derfra ud til sin Gaard paa Egge, men Finn til Kongen, og Thorberg, Arne og de andre Folk rejste hjem. Steen fulgte med Erlings Sønner, men tidlig paa Foraaret begav han sig over til England, hvor han gik Kong Knud den Mægtige til Haande, og fandt sig vel fornøjet i hans Tjeneste.


5. Steen opholdt sig i nogen Tid hos Kong Knud, og opførte sig meget prægtig i Vaaben og Klæder, hvorfor han blev kaldt Steen hin Prude. Gamle Sagnmænd fortælle, at han drev sin Galskab saa vidt, at han lod sin Hest beslaae med Guld, og lod dette endog anbringe ovenpaa Hoven. Kong Knud forekom det, at han vilde kappes med ham i Pragt, og derfor maatte Steen drage bort fra ham. Siden tilbragde han sit liv paa Rejser, og det blev tilsidst hans Endeligt, at han led Skibbrud ved Jylland, og kom ene i Land: den Gang var han endnu meget prægtig klædt og havde mange Kostbarheder paa sig, og var meget udmattet; der fandt en Kvinde ham, som gik ned med sine Klæder for at vaske og havde sin Tærskel i Haanden; han var ganske afkræftet og laae i Tangen. Da hun saae, han havde saa mange Kostbarheder paa sig, gik hun hen, og slog ham ihjel med Tærskelen, og myrdede ham for at plyndre hans Gods, efter hvad man fortæller eller troer derom. Dette blev Lønnen for hans Overmod og Ulydighed mod Kong Olaf.