Fortælling om Øgmund Ditt og Gunnar Helming (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.

Islændingesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 2

Fortælling om Øgmund Ditt og Gunnar Helming

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826

I denne Tid vare mange og anseelige Mænd paa Island, som vare i Slægtskab med Kong Olaf Tryggvesøn. Een af dem var Vigaglum, en Søn af Eyolf Ruga og den før omtalte Vigfus Herses Datter Astrid. Vigaglums Søster hed Helga, hun var gift med Stejngrim i Siglevig. Deres Søn var Thorvald med Tilnavnet Tasalde. Med Vigaglum var opvoxet en Mand ved Navn Øgmund Rafnssøn; hans Fader Rafn var en rig Mand, som boede nordpaa i Skagefjord; han havde været Glums og hans Moder Astrids Træl, og Glum havde givet ham Friheden, og var altsaa Rafn hans Frigivne. Øgmunds Moder var af Guddølernes Æt, og hun er ikke nævnet; hun var beslægtet med Vigaglum. Øgmund var smuk af Udseende, en stor Mand, og besad fortrinlige Legemsfærdigheder; han blev særdeles godt behandlet af sin Frænde Glum. Glum var da til Aars, og boede paa Thverbrekka i Øxnedal, da hans Frænde Øgmund var voxen, men Glums Søn Vigfus var da hos Hakon Jarl i Norge. En Vaar sagde Øgmund til Glum, at han ønskede gjærne at rejse udenlands. ”Jeg vil,” sagde han, ”kjøbe mig et, Skib paa Gaase, dertil vil jeg anvende min Faders Penge, som ere tilstrækkelige, men beder, at du vil staae mig bi med Tilsyn og Raad.” Glum svarede: ”Mange fare udenlands, som ikke ere saa haabefulde, som du viser dig at være; men vigtigt synes det mig, at du snarere maatte faae Hæder og Anseelse af Færden, end meget Gods, om du ej faaer begge Dele.” Glum Kjøbte ham da et Skib af nogle Nordmænd, og Øgmund beredte sig til Afrejsen med en betydelig Pengesum, som hans Fader gav ham; Øgmund skulde styre Skib og Folk; paa Skibet vare faa andre end Islændere, som ikke forhen havde faret udenlands. De gik til Søes temmelig sildig om Sommeren; Børen var dem gunstig, de fik stærk Blæst og belejlig Vind, men da de vare komne Havet igjennem, bleve de Land vaer paa Heldningen af Dagen, og Stormen var heftig ind imod Land. Nordmændene, som viste Vejen, sagde da, at det var forsigtigst at stryge Sejlet og lægge bi om Natten, og sejle til Land ved lys Dag. Øgmund svarede: ”Ej skulle vi lade saa god en bør gaae os unyttet bort, det er ikke vist, at det bliver saadan bør i Morgen, og det er meget maanelyst i Nat.” De gjorde, som han sagde, at de sejlede fort; men da de vare komne nær Land, laae der for dem i et Sund mellem Øerne mange Langskibe sammenbundne, og de bleve ikke Skibene vaer, førend de sejlede eet i Sænk og derpaa ind til Fastlandet til Havnen. Nogle af dem, som vare paa Kjøbmandsskibet, sagde da, at de havde sejlet uagtsomt, men Øgmund svarede, at enhver kom til at vogte sig selv. Over disse Langskibe raadede Hakon Jarl, og det Skib, som de havde sejlet i Sænk, ejede en Mand, som hed Halvard; han var en mægtig Mand og en god Ven af Jarlen; alt det Gods, som var paa Skibet, forliste, men Folkene vare bjærgede. Det blev fortalt Jarlen strax om Morgenen, hvilken Beskæmmelse og Skade, der var tilføjet dem. Jarlen blev meget vred ved at høre dette, og sagde saa: ”Disse Mænd maa være Tosser, og ikke have været komne før i fremmedt Land; nu giver jeg dig, Halvard! Lov til at revse dem, og hævne din Beskæmmelse; thi saadanne maa disse Mænd i alt Fald være, at du faaer ikke der med Overmagt at gjøre; du mangler hverken Tapperhed eller Haardførhed til at tilføje dem en ligesaa stor eller større Skam, hvo de end ere.” Da svarede Vigfus Vigaglumsson: ”I maa, Herre! ville tage Bøder af disse Mænd, saa at de beholdt Livet, om de ville underkaste sig eders Dom; nu vil jeg drage hen at faae at vide, hvo de ere, og søge at stifte Forlig, om I vil tilstæde det.” ”Det maa du gjøre,” svarede Jarlen, ”men for stor, tænker jeg, vil dem synes min Kjendelse angaaende Bøder for saa stor en Sag.” Midlertid drog Vigfus ud til Kjøbmandsskibet, og kjendte der sin, Frænde Øgmund, tog med Glæde imod ham, og spurgde ham om Tidender fra sin Fader paa Island. Øgmund underrettede ham om det, han spurgde om. Siden sagde Vigfus: ”Eders Sag tegner til at blive meget vanskelig ved denne Hændelse.” Vigfus fortalte da, hvad der var skeet, og tillige at Hakon Jarl havde været uvillig til at høre om noget Forlig med dem; ”Nu er det mit Ærende hid, Frænde! at bede dig at henskyde Sagen til Jarlens Dom, men jeg skal føre din Sag, saa godt som jeg kan, og vil den da efter Omstændighederne faae et taaleligt Udfald.” ”Saaledes har jeg hørt fortælle om denne Jarl,” svarede Øgmund, ”at ej henskyder jeg hele min Sag til hans Dom, og allermindst naar han truer med Ondt, thi det vil han holde; men ej undslaaer jeg mig for at bøde for dette Tilfælde, om han vil afsige en taalelig Dom.” ”Du maa agte paa, hvad der vil være rigtigst for dig,” svarede Vigfus; ”thi du har her med saadan en Mand at gjøre, at du vil ikke kunne udholde hans Vrede og nægte hans Dom.” Vigfus foer ud til Jarlens Skib, og sagde ham, at det var hans Fostbrødre og nogle af dem hans Frænder. ”De ville ogsaa lægge deres Sag i eders Vold, Herre!” føjede han til. Da sagde een af Jarlens Mænd” ”Usandhed fortæller du nu din Herre, Vigfus! de byde intet passende Tilbud for deres Brøde.” Halvard sagde: ”Det er sandest, at det anstaaer mig at hævne mig selv, og ej at behøve andre dertil.” Jarlen bad ham at gjøre saa. Vigfus sagde: ”Den Mands Banemand skal jeg vorde, om jeg maa raade, som dræber min Frænde Øgmund.” ”Ja!” svarede Halvard, ”om I Islændere end ere meget overmodige, kan man dog vænte, at Folk her i Landet ikke ville taale Beskæmmelse uden Erstatning ligesaa lidt af eder Vigaglums Frænder, som af andre Mænd, der ere i nogen Anseelse.” Halvard roede da til Handelsskibet, men Jarlen lod holde stræng Vagt over Vigfus. Halvard kom til Skibet og spurgde, hvo der var anfører der. Øgmund nævnte sig. Da sagde Halvard: ”Vi Stalbrødre have en stor Sag imod eder, og ere nu komne her for at faae at vide, om I ville byde passende Bøder for eder.” ”Ej skulle Bøder nægtes eder,” svarede Øgmund, ”om I ej fordre for overdrevent.” ”Saadanne Mænd er det at Sagen angaaer,” sagde Halvard, ”at de ej ville tage imod Smaating for store Beskæmmelser.” ”Saa ville vi nægte Bøderne,” sagde Øgmund, ”om I kræve altfor meget.” ”Jeg ansaae det og bedst passende,” sagde Halvard, ”ikke at bede eder om det, som I selv burde byde;” sprang han da op paa Handelsskibet, og gav Øgmund et vældigt Slag af sin Øxehammer, saa at han strax faldt i Besvimelse. Efter saa forrettet Sag drog Halvard til Jarlen og fortalte ham, hvad der var skeet; men Jarlen sagde, at der var gjort meget mindre end tilbørligt. Halvard svarede: ”Deres Høvding var mest sagskyldig heri, og jeg syntes ikke om dennesinde at gjøre mere af den Sag, end at slaae ham i Besvimelse, og det var passende, at Beskæmmelse kom imod Beskæmmelse; men det staaer altid til at forøge Hævnen siden, om man synes det.” Saasnart Vigfus fik dette at vide, tog han sig det meget nær, og agtede at anfalde Halvard og dræbe ham, om han kunde komme afsted dermed, men Jarlen lod vogte ham, saa han ikke kunde faae det iværksat. Øgmund kom til sig selv igjen, men havde dog faaet et stort Saar, og laa længe om Vinteren, men blev dog helbredet omsider, og blev meget spottet for denne Begivenhed, saa at han, hvor han kom, blev kaldt Øgmund Ditt, eller den Faldende, men han lod, som han ej mærkede, hvad Folk sagde. Vigfus kom ofte til ham og bad ham hævne sig; ”Jeg vil yde dig min Hjælp,” sagde han, ”til at du kan kaste denne Beskæmmelse af dig.” Øgmund svarede: ”Denne Begivenhed troer jeg ikke skader mig, Frænde! synes mig, at jeg er ikke mere beskæmmet herved end Halvard, og man kunde næppe vænte, at det vilde gaae lempeligere af, saa haardt som vi fra først af havde begyndt vor Sag; det er uraadeligt at hævne dette, eftersom Halvard er en god Ven af Hakon Jarl, men du er kommen her i hans Vold; jeg har andet at gjengjælde din Fader Glum, end at føre dig i saadan Fare, at du sikkert vil kunne vænte Lemlæstelse eller endogsaa Døden for min Skyld.” ”Derfor takker jeg dig ikke,”svarede Vigfus, ”og ej heller vil min Fader takke dig, for at du lader, som du derved, tværtimod mit eget Ønske, vil sørge for mig; jeg troer at du gjør det mere af Mangel paa Mod end af Forsigtighed; og ondt er det at understøtte den Mand, som har et Harehjærte i Brystet; det er ogsaa rimeligst, at du slægter mere Trælleætten paa end Thværaaboernes Æt.” De skiltes saaledes, at Vigfus var meget opbragt. Nu forløb Vinteren og Vaaren; Øgmund gjorde da sit Skib i Stand, og foer ud til Island om Sommeren, og havde forhvervet sig betydelig Rigdom ved denne Færd; han kom med sit Skib til Øfjord. Glum spurgde snart Skibets Ankomst; det blev ham ogsaa fortalt, hvilken Beskæmmelse Øgmund havde faaet. Da Øgmund havde ordnet sit Skib og sine Sager, drog han til Thverbrekka, og opholdt sig hos Glum en Tid; Glum var meget tavs imod ham, og det mærkedes tydelig, at han ikke gjærne saae hans Ankomst. Øgmund var meget munter og førte et stort Væsen; han drog til alle Forsamlinger og deeltog meget i Folks Tale, og om nogle bleve uenige, da var ingen hurtigere til store Foretagender end Øgmund; han var ogsaa meget driftig til alt, hvad Glum behøvede til Gaardens Drift eller Tilførsel, og opførte sig meget smukt; men det var længe, at Glum ikke vilde tale med ham. En Dag sagde endelig Glum til ham: ”Vide skal du det, Øgmund! at jeg takker dig ikke for dit Arbejde, og underlig tykkes mig, at du er saa drivende, og beredt til at tage Deel i andres Sager, da du ingen Daad udøver, og har din første Færd faaet et jammerligt Udfald, saa at jeg vilde gjærne aldrig see dig, da du vilde blive dig selv til Skam og til en Bebrejdelse for alle dine Frænder, og bære et evigt Vanæresnavn, fordi du ikke torde hævne dig.” ”Du maae betænke, Frænde!” svarede Øgmund, ”hvad der bevægede mig til at opgive Hævnen; jeg var bange for, at din Søn Vigfus vilde komme i stor Fare.” ”Det behøvede du,” sagde Glum, ”ikke at sørge for, da han ikke vilde selv; det tyktes mig bedre, at I vare begge døde, og du havde viist Mod til at hævne dig. Nu er det enten Tilfældet, at du er mere taalmodig og udholdende end de fleste andre, saa at du vil vise Tapperhed, skjønt senere, thi paa den anden Side er du ikke saa blødagtig at see til, eller du er aldeles uduelig, og det snarrest er Tilfældet, hvad man mindst kunde ønske, at ofte er Trælleætten uskikket til Mandighed, men ej vil jeg længer have dig hos mig.” Øgmund drog da til sin Fader; men da Øgmund havde været to Vintre paa Island, gjorde han sit Skib i Stand og fik Folk til det, og sejlede til Norge, kom til Land nord ved Throndhjem, og styrede ind i Fjorden; han lagde sit Skib silde om Dagen under Nidarholm. Da sagde Øgmund: ”Nu skulle vi sætte en Baad ud; jeg vil roe ind i Aaen, og spørge om Tidender fra Landet. Øgmund tog over sig en Kappe af to Farver og besat med Guldsmykker ved Hænderne; det var et kosteligt Stykke. Øgmund gik i Baaden selv tredie; det var tidlig om Morgenen; de roede ind til Bryggen. Da gik der en Mand ned fra Byen; han var iført en Kaabe, som var gjort af Skarlagen og bordyret med megen Kunst. Den kaabeklædte Mand gik ned til Bryggen og spurgde, hvo der styrede Baaden. Øgmund navngav sig. Bymanden sagde: ”Er du Øgmund Ditt?” ”Saa kalde Folk mig,” sagde han, ”men hvad hedder du?” Han svarede, ”Jeg hedder Gunnar Helming, og jeg er saa kaldt, fordi jeg har en Fornøjelse af at have dobbelt farvede Klæder.” ”Hvad Tidender har man her i Landet,” spurgde Øgmund videre. ”Det tykkes nu den største Tidende,” svarede Gunnar, ”at Hakon Jarl er død, men den berømmelige Konge Olaf Tryggvesøn kommen til Regjeringen.” ”Veed du noget til,” spurgde Øgmund, ”hvor den Mand er, som hedder Halvard, thrøndsk af Slægt, ætstor og rig?” ”Det er ikke underligt at du spørger om ham,” svarede Gunnar; ”han kaldes nu Halvard Hals, thi han var med i Jomsvikingeslaget forrige Vinter med Hakon Jarl, og fik der et stort Saar paa Halsen bag ved Øret, og bærer han siden den Tid Hovedet skjævt, men nu er han her i Byen hos Kong Olaf og har faaet megen Hæder af ham; men du har en god Kappe, Øgmund! som seer net ud, da den har to Farver, vil du sælge mig den?” Øgmund svarede: ”Ej vil jeg sælge dig Kappen, men om du synes vel om den, da vil jeg give dig den.” ”Hav megen Tak for din Gave,” sagde Gunnar, ”og denne Gave vilde jeg gjærne gjengjælde dig, men denne Kaabe skal du først have, kan være at den kan komme dig til Nytte.” Gunnar gik da op længere ind i Byen, og var iført Kappen, men Øgmund tog Kaaben paa. Han sagde til sine Mænd: ”Nu skulle vi gjøre Baaden fast ved Bredden løselig ved Bagstavnen, saa at den ikke driver bort, medens jeg gaaer op; men I skulle sidde paa eders Pladser, og have Aarerne i Lave til Roning.” Derpaa gik Øgmund op i Byen, og blev ikke mange Folk vaer; han saae en Dør paa et Herberge; der stode nogle Mænd og toede deres Hænder, og een af dem var større og skjønnere end de andre; han bar Hovedet skjævt, og Øgmund kjendte da af Gunnars Udsigende, at det maatte være Halvard. Øgmund gik til Døren, og alle de, som vare inde, syntes at kjende, at det var Gunnar Helming. Han talte meget sagte, og bad Halvard, komme ud et Øjeblik at tale med ham, ”thi jeg har”', sagde han, ”et nødvendigt Ærende til dig, som ingen, Opsættelse taaler;” og han drejede da om paa den anden Side af Døren, og blottede Sværdet, som han havde i sin Haand. Alle kjendte Gunnar Helming, og derfor gik Halvard ene ud, men saasnart han kom til Øgmund, hug denne ham Banehug. Øgmund løb derpaa ned til Baaden, kastede Kaaben af sig, lagde en Steen i Hatten og slængte den ud i Aaen, saa den sank til Bunds. Øgmund gik i Baaden) og bød sine Folk roe ud af Aaen. Men da de kom til Skibet, sagde han til sine Mænd: ”Her er stor Ufred i Landet, men nu blæser Vinden inde fra Fjorden ud efter, vi ville derfor hejse vore Sejl og sejle ud tilbage til Island. De sagde, at han var meget ræd, at han ikke torde komme i Land, om end Landsfolket havde Stridigheder indbyrdes. De gjorde dog, som han bød, kom tilbage til Island og landede i Øfjord. Øgmund drog nu til Vigaglum og fortalte ham Udfaldet af sin Rejse, og sagde, at Hævnen nu var udført, skjønt det varede længe. Glum var vel tilfreds dermed, og sagde at han ogsaa altid havde tænkt, at han omsider vilde blive en duelig Mand. Øgmund var da hos Glum om Vinteren og blev godt behandlet. Men nu maa fortælles om Halvards Mænd, at de syntes det varede længe, inden han kom ind igjen; de gik da ud, og fandt ham liggende død i sit Blod. Denne Begivenhed blev nu berettet til Kong Olaf, og tillige, at man troede at Gunnar Helming havde dræbt ham. Kongen svarede: ”Gunnar havde jeg mindst ønsket, at dette skulde hænde men dog skal der strax søges efter ham, og han skal fæstes op i en Galge, om han har bedrevet denne Gjerning.” Gunnar Helming havde en Broder, som hed Sigurd: han var en rig Mand og Kong Olafs Hofsinde og meget elsket af Kongen. Sigurd var der i Byen, og saa snart han fik at vide, at hans Broder var bestemt til Døden, søgte han efter ham og fandt ham. Sigurd spurgde, om han havde bedrevet den Gjerning, som han blev beskyldt for. Gunnar sande, at det var langt fra. Sigurd sagde: ”Det holde Folk dog for afgjort, og siig du mig, hvad du veed om denne Begivenhed?” Gunnar sagde: ”Det siger jeg for Øjeblikket hverken dig eller noget andet Menneske.” ”Undfly da!” sagde Sigurd. Gunnar gjorde saa, og kom til Skoven, og blev ikke funden; han drog siden østerpaa over Fjældene og forklædt gjennem Oplandene, og han standsede ikke, før han kom frem østerpaa i Sverrig. Der holdtes store Ofringer i den Tid; Frey havde længe været mest dyrket, og Freys Billede var i den Grad fortrollet, at Djævelen talte med Folk gjennem Afgudsbilledet, og en ung og smuk Kvinde var given Frey til Tjeneste. Det var Folkets Tro, at Frey var levende, som viste sig ved somme Ting, og de troede, at han behøvede at have Samleje med sin Kone. Hun skulde mest raade med Frey for Offerstedet og alt hvad der hørte til. Gunnar Helming kom omsider dertil, og han bad da Freys Kone hjælpe sig, og bad, at hun vilde lade ham være der; hun saae paa ham, og spurgde, hvo han var; han udgav sig for en ringe og udenlandsk Rejsende. Hun sagde: ”Ej maa du i alle Henseender være en Lykkes Mand, thi Frey seer ikke med Venneøjne paa dig; hvil dig nu her for det Første i tre Nætter, og lad os saa lægge Mærke til, hvorledes Frey da synes om dig.” Gunnar svarede: ”Meget bedre tykkes jeg om at faae din Hjælp og Yndest end Freys.” Gunnar var en munter og skjemtefuld Mand, og da tre Nætter vare forløbne, spurgde Gunnar Freys Kone, hvorledes det nu skulde blive med hans Ophold der. ”Ej veed jeg det nøje,” sagde hun, ”du er en fattig Mand, og kan dog hændes, at du er af god Slægt, og vilde jeg derfor hellere yde dig nogen Bistand, men Frey synes lidet om dig, og frygter jeg at udsætte mig for hans Vrede; du kan nu blive her en halv Maaned, og saa kunne vi see, hvad der foregaaer.” Gunnar sagde: ”Saa gaaer det her, som jeg helst ønsker, at Frey hader mig, men du hjælper mig, thi jeg anseer ham for en ikke ringe Djævel.” Gunnar blev alt mere og mere afholdt, jo længere han havde været der, formedelst sin Munterhed og Raskhed i det Hele; han talte da igjen med Freys Kone, og spurgde hende om Udfaldet af hans Sag. Hun svarede: ”Folk synes godt om dig, hvorfor jeg holder det for bedst, at du bliver her i Vinter, og drager til Gildes med Frey og mig, naar han skal gjøre Folk godt Aar, men dog synes han ilde om dig.” Gunnar takkede hende derfor. Det kom nu til den Tid, at de beredte sig til at drage hjemme fra, og Frey og hans Kone skulde sidde i en Vogn, men deres Tjenestekarle skulde gaae foran; de havde en lang Fjældvej at fare; da overfaldt der dem et stærkt Sneefog, saa at det blev tung Vej; Gunnar var sat til at følge Vognen og lede Øget, men omsider kom det saavidt, at alt Folket løb fra dem, saa at Gunnar ene blev tilbage, tillige med Frey og hans Kone i Vognen. Gunnar begyndte da at blive meget træt af at lede Øget, og da det havde gaaet saaledes en Tid, opgav han at gaae foran, og satte sig i Vognen, men lod Øget raade for Vejen. Kort efter sagde Freys Kone til Gunnar: ”Hjælp end og led Hesten! ellers vil Frey anfalde dig;” han gjorde saa en Tid, men da han igjen udmattedes meget, sagde han: ”Nu vil jeg forsøge paa at tage imod Frey, om han angriber mig.” Frey styrtede da ud af Vognen, og de begyndte at brydes, og Gunnar blev meget afkræftet; han saae at det ikke vilde gaae an paa den Maade; han tænkte da ved sig selv, at, om han kunde overvinde denne Djævel, og Lykken vilde forunde ham at komme tilbage til Norge, da vilde han vende tilbage til den sande Tro og forlige sig med Kong Olaf, om han vilde tage imod ham; og strax efterat han havde tænkt dette; begyndte Frey at snuble for ham, og dernæst faldt han; den Djævel, som havde været skjult i Billedet, løb da ud af det, og en blot Træbul blev tilbage; denne brød Gunnar heelt Sønder. Siden satte han Konen to Vilkaar, at han vilde løbe fra hende, og sørge for sig selv, eller hun skulde sige, naar de kom til Bøjgder, at han var Frey; hun sagde, at hun heller vilde sige det, han tog da Afgudens Klæder paa. Vejret begyndte nu at klare op, og omsider naaede de til det Gilde, som var beredt for dem; der var da forud komne mange af de Mænd, som skulde have fulgt dem. Folket syntes nu, at det var meget herligt, hvorledes Frey viste sin Magt, at han kunde komme til Bøjgderne med sin Kone i saadant et Vejr, da alle Folkene vare løbne fra dem, og derhos at han kunde nu gaae med andre Mennesker, og spiste og drak som andre. De fore omkring til Gilder om Vinteren; Frey talte ikke meget med andre end sin Kone. Han vilde ikke lade Kvæg slagte for sig som før, og intet Slagtoffer vilde han modtage, og intet Slags Offer uden Guld og Sølv, gode Klæder eller andre Kostbarheder. Men da Tiden led frem, syntes Folk at mærke, at Freys Kone var med Barn, det syntes de var meget herligt, og de svenske syntes nu særdeles vel om denne deres Gud; Vejret var ogsaa saa mildt, og alle Ting tegnede sig saa godt, at intet Menneske kunde mindes sligt. Dette spurgdes vidt omkring, hvor mægtig de svenskes Offergud var; det kom ogsaa for Kong Olaf Tryggvesøn, og han anede, hvorledes det vel hang sammen, og en Dag om Vaaren kaldte Kong Olaf Gunnar Helmings Broder Sigurd til Samtale med sig. Kongen spurgde, om han havde hørt noget til sin Broder Gunnar. Sigurd sagde, at han intet havde hørt. Da sagde Kongen: ”Jeg har en Anelse om, at denne de svenskes Offergud, hvorom der nu tales saa meget, og som de kalde Frey, sikkert er din Broder Gunnar, thi de Ofringer ere de stærkeste, naar der ofres til levende Mennesker. Nu vil jeg sende dig derover efter ham, thi det er beklageligt at vide, at et kristent Menneskes Sjæl skal saa jammerlig forgaae; jeg vil opgive ham min Vrede, om han vil være villig lil at komme til mig; thi jeg veed nu, at Øgmund Ditt og ikke Gunnar har dræbt Halvard.” Sigurd gjorde sig strax færdig, og drog til denne Frey, og kjendte sin Broder Gunnar; han fremførte Kong Olafs Ærende og Hilsen for ham. Gunnar svarede: ”Villig er jeg til at fare og forliges med Kong Olaf, men om de svenske mærke, hvorledes det hænger sammen, da ville de tage mig af Dage.” Sigurd sagde: ”Vi skulle lønligen drage herfra, og sætte vor Fortrøstning til, at Kong Olafs Lykke og gode Villie vil med Guds Miskundhed formaae mere end de svenskes onde Hensigt og Eftersøgen.” Gunnar gjorde sig nu færdig tilligemed sin Kone, og de toge med sig saa meget Løsøre, som de kunde føre; siden begave de sig hemmelig om Natten paa Rejsen. Men da de svenske bleve det vaer, troede de at indsee alt, hvorledes det hang sammen, og de sendte strax Folk efter dem, men disse vare ikke komne langt, inden de forvildedes af Vejen og fandt dem ikke; de svenske droge da med saa forretet Sag tilbage. Men Sigurd og de andre standsede ikke deres Færd, førend de kom til Kong Olaf; han tog igjen Gunnar til Naade, lod hans Kone døbe, og de holdt siden den sande Tro.