Fortælling om Haldor Snorresøn II (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 6


Fortælling om Haldor Snorresøn II


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1831



Kapitel 1

Kong Harald kom den samme Vinter, som vi nu have fortalt om, til Norge, og da han var kommen ind til Byen Nideros, lod han stævne Ørething; han erholdt der, ligesom andensteds, Kongenavn over det hele Land, og blev da ene regjerende Høvding over hele Norge; denne Vinter opholdt han sig i det Throndhjemske. Haldor Snorresøn havde, som før er fortalt, været ude i Miklegaard med Harald, og var vendt tilbage med ham fra Garderige til Norge; Han holdtes da i megen Hæder og Anseelse af Kong Harald, og var hos Kongen denne Vinter, da han sad i Kjøbstaden Nideros. Men imod Enden af Vinteren, og da det begyndte at mildne i Vejret, gjorde man sig tidlig færdig, for at drage i Kjøbmandsfærd; thi der havde været saa godt som ingen eller liden Sejlads fra Norge, formedelst Ufreden imellem Norge og Danmark og den deraf følgende Tvang. Da det nu som ud paa Vaaren, mærkede Kong Harald, at Haldor Snorresøn blev ilde tilmode; Kongen spurgte ham en Dag, hvad der laae ham paa Hjerte. Haldor svarede: “Jeg længes efter at rejse ud til Island, Herre!” Kongen sagde: “Mange kunde vel have større Aarsag til Hjemvee, end du; men hvor faaer du Skibslejlighed fra, og hvorledes vil du raade med dit Gods?” Han svarede: “Det tænker jeg let at kunne raade med, thi jeg ejer ikke mere, end hvad jeg staaer og gaaer i.” “Da er du slet lønnet,” sagde Kongen, “for lang Tjeneste og mangen udstanden Fare, jeg skal give dig Skib og Ladning, at din Fader kan see, du ikke har tjent mig for intet.” Haldor takkede Kongen for sin Gave. Faa Dage efter kom Haldor til Kongen, og denne spurgte ham, hvor mange Skibsfolk han havde antaget. Han svarede: “Alle Kjøbsvende have allerede ladet sig hyre, og jeg kan ikke faae en eneste Maud; jeg tænker derfor, at det Skib, I gav mig, faaer blive her tilbage.” Kongen sagde: “Da kommer min Gave dig kun lidet til Nytte, men lad os endnu bie og see, hvorledes vi komme ud af det med at skaffe Roerkarle.” Næste Dag blev blæst til et Møde i Byen, og forkyndt, at Kongen vilde tale med Borgerne og Kjøbmændene; Kongen kom silde til Mødet, og viste sig med et bekymret Aasyn, da han endelig kom; han sagde: “Vi have Hørt, at der skal være udbrudt Ufred i vort Rige, øster i Vigen; Danekongen Svend har udrustet en Hær, og vil tilføje os skade, men vi ville paa ingen Maade opgive ham vort Land; vi forbyde derfor alle Skibe at rejse fra Landet, førend jeg af hvert Skib har erholdt hvad jeg ønsker, saavel af Folk, som af Levnetsmidler, undtagen en lille Knør, som Haldor Snorresøn ejer, og som skal gaae til Island; skjønt dette maaskee vil tykkes eder, som allerede have gjort eder færdige til at løbe ud, vel strængt, saa tvinger dog Nødvendigheden os til dette Paabud, men bedre syntes det os, hvis vi kunde sidde i Fred og Ro, og hver fare, hvorhen han vilde.” Derpaa opløstes Forsamlingen. Kort efter kom Haldor til Kongen: denne spurgte ham, hvorledes det gik ham med Udrustningen til hans Rejse, og om han havde faaet sig nogle Roerkarle. Haldor svarede: “Ja nu har jeg faaet mere end nok, thi der komme langt flere til mig og forlange Hyre, end jeg er i Stand til at modtage, og de løbe mig saaledes paa Døren, at de ere færdige at rive mit Huus ned, saa at jeg hverken Nat eller Dag har Ro for deres Begjæring herom.” Kongen sagde: “Behold nu de Roerkarle, du allerede har antaget, og lad os see, hvad der nu videre følger.” Næste Dag blev atter blæst til Møde, og forkyndt, at Kongen atter vilde tale med Kjøbmændene; denne Gang kom Kongen betids til Mødet, thi han var blandt det første Sæt, og havde da et meget mildt Aasyn; han stod op og sagde: “Nu har jeg en god Tidende at bringe; det er ikke andet end Opspind og Løgn, hvad I hørte om Ufreden igaar; vi give nu hvert Skib Lov til at fare fra Landet, hvorhen enhver lyster at sejle; komme tilbage om Høsten, og bringer os Kostbarheder med, og I skulle derimod have vor Bevaagenhed og Gunst.” Alle Kjøbmænd, som vare der forsamlede, bleve meget glade delover, og priste Kongens herlige Ord. Haldor sejlede til Island om Sommeren, og var den Vinter hos sin Fader; næste Sommer sejlede han atter ud, og kom til Kong Haralds Hof; men man fortæller, at han da ikke altid fulgte med Kongen, som før, og om aftenen, naar Kongen gik til Sengs, blev han siddende tilbage.


Kapitel 2

En Mand hed Thorer Englandsfarer; han havde været en meget anseelig Kjøbmand, og i lang Tid faret paa forskjellige Lande, og bragt Kongen Kostbarheder hjem. Thorer var Kong Haralds Hirdmand, og den Gang meget gammel. Thorer kom i Samtale med Kongen, og sagde: “Jeg er, som I veed, en gammel Mand, og bliver nu træt og skrøbelig, jeg føler mig nu ikke mere i Stand til at følge Hofsæderne med at drikke Minde og andre Dele, som vedbør; jeg maa nu see mig om en Forandring heri, skjønt det er bedst og behageligst, at være hos Eder.” Kongen svarede: “Det er let for os at komme ud af den Vanskelighed, min Ven! bliv ved Hirden, og drik, med min Tilladelse, saa lidt og saa meget, du selv vil.” Baard hed en Mand fra Oplandene, en brav Mand og ikke gammel; han stod i stor Yndest hos Kong Harald; Baard, Thorer og Haldor vare Sidekamerader; og en Aften da Kongen gik forbi det Sted, hvor de sad og drak, gav Haldor just i samme Øjeblik Hornet fra sig; det var et stort og vel poleret Dyrehorn; han saae da grant derigjennem, at han havde drukket godt det halve mod Thorer, men for ham gik det kun langsomt med at drikke; da sagde Kongen: „Seent lærer man dog Mænd at kjende, Haldor!” sagde han, “da du saaledes paa Nidingviis drikker omkaps med en gammel Mand, og løber efter Kvindfolk ved Aftenstide, men følger ikke din Konge.” Haldor svarede ikke et Ord, men Baard mærkede paa ham, at Kongens Yttring mishagede ham meget. Strax om Morgenen tidlig begav Baard sig til Kongen; “Nu er du tidlig paa Færde, Baard!” sagde denne. “Jeg er nu kommen,” svarede Baard, “at foreholde eder, Herre! at I igaar Aftes talte Haldor, eders Ven, ilde og ubilligen til, da I bebrejdede ham, at han drak som en Sinke; thi det var Thorers Horn, og han havde faaet nok, og agtede da at bære det hen til Drikkekarret, men Haldor tog imod det, og drak for ham mere end Halvdelen; det er ogsaa aldeles usandt, hvad I sagde, at han var letfærdig af sig, derimod vilde hans Venner ønske, at han fulgte eder noget ivrigere.” Kongen sagde, at han og Haldor vilde komme tilrette om den Sag, naar de mødtes. Baard gik da hen til Haldor, og sagde, at Kongen talte Godt om ham, og at det var bedst, han ikke lagde saadanne Yttringer paa Hjerte, som Kongen ikke meente noget med; Baard gjorde sit Bedste med at mægle imellem dem. Det led nu saaledes frem, at der var nogen Spænding imellem Kongen og Haldor. Men ved Juletider bleve, som Skik var, Folk dømte i Drikkebøder; og een Morgen i Julen blev Ringningen forandret, da Kjertesvendene gave Klokkerne Penge for at ringe langt tidligere, end sædvanlig; Haldor blev da tilligemed en stor Mængde andre Mænd dømt i Drikkebøder. Om Dagen satte de sig i Halmen, og skulde drikke deres Bøder ud. Haldor sad paa sin sædvanlige Plads, men de bragde ham ikke desmindre Bøde-hornet; han afslog at drikke det; man underrettede Kongen derom; “Det kan ikke være sandt,” sagde Kongen, “han vil nok tage derimod, naar jeg bringer ham det;” han tog da Bøde-hornet, og gik hen dermed til Haldor; denne rejste sig, da Kongen kom; og denne bad ham at drikke sine Bøder. Haldor svarede: “Jeg troer ikke, at være falden i Straf, endskjønt I finde paa allehaande Kneb, og forandre Ringningen allene for at Folk kan falde i Bøder.” Kongen sagde: “Du kommer nu til at drikke dine Bøder, ligesaa godt som de andre.” “Maaskee,” sagde Haldor, “du mager det saa, Konge, at jeg drikker disse Bøder, men aldrig vilde Sigurd Syr have bedt Snorre Gode til sligt imod hans Villie;” han tog da Hornet, og drak, men Kongen blev meget vred, og gik tilbage til sin Plads. Men den ottende Dag i Julen uddeeltes Solden til Mændene; det Sølv, som da uddeeltes, kaldte man Haralds-Slæt, det var for største Delen Kobber; men da Haldor tog mod sin Sold, havde han den i Skjødet paa sin Kappe, og betragtede den, og syntes det var ikke reent Sølv; han slog da med sin anden Haand nedenunder Kappen, saa at Sølvet faldt ned i Halmen. Baard sagde: “Nu handlede du ilde dermed, Kongen vil ansee det for en stor Fornærmelse, naar hans Sold kastes saaledes hen.” Haldor svarede: “Sligt bryder jeg mig ikke om; det har vel ingen Fare!”


Kapitel 3

Efter Julen lod Kongen sine Skibe gjøre færdige, da han agtede at sejle sydpaa, men da Kongen næsten var færdig, gjorde Haldor sig endnu ikke i Stand. Baard spurgte ham, hvorfor han ikke gjorde sig færdig. “Thi jeg agter slet ikke at rejse,” sagde Haldor, “jeg seer, at Kongen ikke bekymrer sig om mig.” “Det er dog vist nok hans Villie,” sagde Baard, “at du skal rejse med.” Baard gik strax til Kongen, og sagde ham, at Haldor gjorde sig ikke færdig; “du vil uden Tvivl mene,” sagde han, „at du vanskelig vil faae en Stavnbo i hans Sted.” “Siig ham,” svarede Kongen, “at det er min Mening, at han skal følge med mig, samt at den Spænding, som nu i nogen Tid har været os imellem, ikke er alvorlig meent.” Baard opsøgte Haldor, og sagde ham, at Kongen paa ingen Maade vilde undvære hans Tjeneste, og efter hans Overtalelser gjorde Haldor sig færdig, og drog med Kongen. En Nat, da de nu sejlede, sagde Haldor til den Mand, som styrede Kongens Skib: “Drej af!” Men Kongen sagde til Styrmanden: “Hold ligefrem!” Haldor sagde anden Gang: “Lad falde af!” Kongen befalede ham, at styre lige ud. Haldor sagde: “I stævner lige paa Skæret.” Derpaa løb Skibet saa haardt paa Skæret, at Nederdelen deraf strax brødes, og man maatte da see at komme til Land paa de andre Skibe; hvorpaa Telte bleve rejste, og Skibet gjort ved. Morgenen efter vaagnede Baard ved, at Haldor bandt sin Skindseng (1) sammen; “hvad har du nu for, Fostbroder!” sagde Baard. Haldor svarede: “Jeg vil ud paa den Skude, som ligger kort herfra, maaskee vi ikke længer fortrædige hinanden, hvis hver farer sin Vej; jeg vil ikke, at Kongen oftere skal fordærve sine Skibe eller andre Kostbarheder, mig til Foragt.” Baard sagde: “Bi endnu, Kamerad! indtil jeg har talt med Kongen.” Men da Kongen saae Baard komme, sagde han: “Nu er du aarle paa Benene, Baard!” “Det gjøres atter Behov,” sagde Baard, “Haldor er i Færd med at drage bort, og mener, som sandt er, du har handlet uvenlig imod ham, og det er en vanskelig Sag at have med eder to at gjøre; han vil nu tilbage til Throndhjem til sit Skib, og sejle i Vrede ud til Island; I skilles da ikke vel ad, og det er min Mening, at du neppe faaer dig nogen anden Mand, der er saa paalidelig, som han.” Kongen meente, de vilde nok endnu blive forligte, og sagde, han vilde ikke lægge det paa Hjertet. Baard vendte da tilbage, og sagde Haldor Kongens Venlige Ord. Haldor svarede: “Til hvad Ende skal jeg længer tjene ham, da jeg ikke faaer min Sold ærlig og redelig.” Baard sagde: “Tal ikke om det! Du maa vel finde dig i samme Behandling, som Leensmænds sønner nyde og taale, og heller ikke handlede du skaansomt dermed forleden, da du kastede Sølvet i Halmen og lod det spildes, og du kan troe, at Kongen finder ved slig Adfærd megen Foragt viist imod sig.” Haldor svarede: “Da kan jeg dog ikke vide, om den Bistand, jeg har ydet Kongen, en eneste Gang har været saa uefterrettelig, som den Sold, Kongen giver.” “Det kan være sandt,” sagde Baard, “bi endnu efter mig, jeg vil endnu en Gang til Kongen.” Baard kom for Kongen, og sagde: “Opfyld min Begjering, Herre! lad Haldor faae sin Sold i reent Sølv, thi han fortjener det.” Kongen svarede: “Finder du ikke det vel djærvt, at forlange anden Sold for Haldor, end den Leensmænds sønner tage imod, efter den foragtelige Maade, paa hvilken han sidste Gang handlede med Solden?” Baard svarede: “Det er at tage i Betragtning, Herre! som er af langt større Værd, hans Mandighed, og saa eders langvarige Venskab, og derhos din Højmodighed; men du kjender Haldors Sindelag og vanskelighed, og det er din egen Ære, at vise ham Hæder.” Kongen sagde: “Du taler som en brav Mand; lad ham da faae Sølvet!” det skede da saa, og Baard bragde Haldor tolv Øre brændt Sølv, og sagde: “Seer du nu, at du faaer af Kongen, hvad du forlanger.” Haldor svarede: “Jeg vil dog ikke oftere være paa Kongeskibet, men vil han nu længere have mit Følgeskab, da skal han give mig et Skib til min Befaling og Ejendom.” Baard sagde: “Det lader sig ikke gjøre, at Leensmænd skulle afstaae deres Skibe til dig, du er ogsaa altfor begjerlig.” Haldor sagde, han vilde ikke følge Kongen, med mindre det blev tilstaaet ham. Baard drog hen, og fortalte Kongen hvad Haldor forlangte, “og hvis det øvrige Mandskab paa det Skib,” sagde han, “bliver ligesaa paalideligt, som Befalingsmanden, saa vil det være dig en stor Hjælp.” Kongen sagde: “Skjønt dette synes vel meget forlangt, saa vil jeg dog ikke berøve mig Haldors Følgeskab.” Kongen lod da kalde een af sine Leensmænd, Svend fra Lyrgja, til sig, og sagde til ham: “Du er en storslægtet og forstandig Mand, Svend! jeg vil nu have dig hos mig paa mit Skib, og du skal være med i mine Raadslagninger.” Han svarede: “Hidtil har du for det meste haft andre Mænd i dit Raad, jeg er ogsaa kun lidet skikket dertil, men hvem har du da tiltænkt mit Skib?” “Haldor Snorresøn skal have det,” sagde Kongen. Svend svarede: “Det havde jeg dog aldrig tænkt, at du vilde lade en Islænder tage Skibsbefalingen fra mig.” Kongen sagde: “hans Slægt er ikke slettere paa Island, end din er i Norge; her er ogsaa mange endnu i dette Land, som kun i meget faa Led kunne regne sin Slægt op til mægtige og berømte Mænd.” Det maatte nu være som Kongen vilde, og Haldor tog mod Skibet; Kongen styrede øster til Vigen, og tog der paa Gjæsteri.


Kapitel 4

Det var en Dag, da Kongen sad og drak tilligemed mange af sine Mænd, og Haldor var derinde i Stuen; da kom hans Svende derind, og vare ganske vaade; de fortalte, at Svend og hans Folk havde taget Haldors Skib, som de skulde bevogte, og kastet dem i Søen; Haldor stod strax op, og gik for Kongen, og spurgte, om han maatte beholde det Skib, han havde givt ham, eller om den Gave ikke skulde staae ved Magt? Kongen sagde, at det skulde blive ved hans Løfte, og kaldte strax paa sine Hirdsvende, til at følge Haldor, og befalede dem at bemande sex Skibe paa det bedste for at sætte efter Svend. De gjorde saa, og droge ud, for at opsøge Svends Folk, og fandt dem. Svend lod sig forfølge til Land, og de løb op i Skoven, men Haldor tog Skibet tilbage, og drog til Kongen dermed. De sejlede mod Enden af Sommeren nord til Throndhjem, og Kongen sad i Kjøbstaden om Vinteren. Svend i Lyrgja opholdt sig den Vinter paa sine Gaarde, og sendte Bud til Kong Harald, at han ganske vilde give sin Sag angaaende Skibet ham i Vold, men helst vilde han dog kjøbe Skibet af Haldor, hvis det saa behagede Kongen; men strax da Kongen saae, at Svend skød hele Sagen under hans Dom, da vilde han indrette det saa, at de begge kunde være fornøjede; han bad derfor Haldor om at sælge sig Skibet, og kjøbte det af ham, og betalte ham strax dets Værd i Guld og brændt Sølv, saa at der ikke skortede mere, end en halv Mark Guld; Haldor krævede dette saa smaat, men det blev dog ikke betalt. Men i Begyndelsen af Vaaren sagde Haldor til Kongen, at han om Sommeren vilde ud til Island, og saae gjerne, at Resten af Skibets Værd nu blev ham betalt. Kongen unddrog sig Betalingen, og det mærkedes nok, at han aldrig kunde lide, naar Haldor krævede, men dog forbød Kongen ham ikke Rejsen til Island. Haldor gjorde sit Skib i Stand om Foraaret; en Aften silde, da han var ganske færdig, lagde han ud af Aaen; der havde da rejst sig en god Bør. Haldor gik i Baaden med nogle Mænd, og roede ind til Bryggen; der lagde han Bagstavnen til, lod een Mand holde Baaden der, og befalede de andre at blive siddende ved Aarerne, og saaledes bie efter ham; han gik allene fuldtbevæbnet op i Byen, og hen til det Herberge, hvor Kongen og Dronningen sov; men det gjorde nogen Støj, i det han gik ind, saa at de begge vaagnede derved, og Kongen spurgte, hvem der saaledes brød ind til dem om Natten. “Det er Haldor, her er,” sagde han, “jeg er nu færdig til at rejse bort og Vinden er god, og det er nu bedst at betale mig de tilbagestaaende Penge.” “Det kan ikke skee nu saaledes i en Hast” sagde Kongen, “bi til i Morgen, og vi skulle da betale dig.” “Jeg vil have det nu strax,” sagde Haldor, “denne Gang vil jeg ikke gaae forgjæves, thi jeg kjender dit Sind og veed, at du ikke synes om denne min Færd og Manen, hvordan du end lader nu; lidet vil jeg troe dig herefter; og det er ikke rimeligt, at vi træffes saaledes ofte, at Fordelen er paa min Side, jeg vil derfor nu benytte den. Jeg seer at Dronningen har en skikkelig stor Ring paa Haanden, giv mig den!” Kongen sagde: “Saa kommer vi først til at søge Vægtskaalen op og veje Ringen.” “Det behøves ikke, sagde Haldor, “jeg tager den for Fyldest for mit Tilgodehavende; du skal ikke spille Gjæk med mig denne Gang, lad mig nu snart faae den!” Da sagde Dronningen: “Lad ham faae Ringen, som han forlanger! seer du ikke , at han staaer med opløftet Sværd over dig.” Hun trak da Ringen af, og gav Haldor den; han tog den, og takkede dem begge for god Betaling, og bad dem leve vel. Han gik derpaa hastig ud, ned til Baaden, hvor hans Mænd paa det ivrigste brugte Aarerne, og roede ud til deres Skib, løftede strax Anker, og hidsede Sejl; men de havde aldrig saa snart Vendt, førend der overalt hørtes Blæsen af Lure i Byen; tilsidst saae de, at tre Langskibe vare blevne lagte ud, og styrede efter dem. Det var stærk standende Bør og Knørren sejlede godt; men da Kongens Mænd saae, at Haldor kom fra dem, vendte de tilbage, men han stak ud i Søen, og saaledes skiltes de ad; han fik god Bør til Island, og han og Kong Harald saae aldrig mere hinanden.


Kapitel 5

Haldor Snorresøn var en velvoxen og smuk Mand, overmaade stærk og vaabendjærv; det Vidnesbyrd gav Kong Harald Haldor, at han blandt alle Mænd under sit Ophold hos ham havde været den, som mindst bevægedes ved ethvert uventet Tilfælde, hvad enten der var Mands Fare eller glædelig Tidende forhaanden, han yttrede dog hverken større eller mindre Glæde; han hverken nød nogen Spise eller drak eller sov mere eller mindre, end han ellers plejede, hvad enten det gik ham vel eller ilde. Haldor talte kun lidet, var ordknap og frisindet i sin Tale, barsk og stolt, og nidkjær i alt, med hvem han end havde at gjøre; men dette passede ilde med Kong Harald, da han havde Tjenestemænd nok foruden ham; kun lidet stemmede de derfor med hinanden, efter at Harald var bleven Konge i Norge. Da Haldor kom til Island, satte han Bo vaa Gaarden Hjardarholt. Nogle Aar senere sendte Kong Harald Bud til Haldor Snorresøn, at han skulde gjøre en Udenlandsrejse, og endnu en Gang opholde sig hos ham, og lovede ham endnu større Hæder end før, og at ingen af Almuestand skulde han stille højere i Norge, hvis han vilde adlyde dette hans Bud. Haldor svarede, da man bragde ham dette Kongens Budskab: “Jeg vil aldrig herefter drage til Kong Harald, hver maa nu være fornøjet med sin Deel; jeg kjender hans Sind, og veed grant, at han vilde holde, hvad han lovede, ikke at stille nogen Mand i Norge højere, end mig, hvis jeg vilde komme til ham, thi han vilde lade mig hænge i den højeste Galge, hvis han, maatte raade.” Men i Kong Haralds sidste Levedage fortælles der, at han sendte Bud til Haldor Snorresøn, og bad ham sende sig nogle Rævebælge, som han vilde lade berede til at lægge over sin Seng, thi Kongen syntes da at trænge til noget varmt; og da dette Budskab kom til Haldor, da siges der, at han først brød ud i disse Ord: “Ældes nu Hanen,” sagde han, men sendte ham dog Bælgene, som han havde forlangt; men Haldor rejste ikke udenlands siden den Tid han og Kong Harald skiltes ad i Trondhjem, som nys er fortalt; han boede paa Hjardarholt til sin Alderdom, og blev en gammel Mand.


Noter:
1. Hængekøje.