Fortælling om Jøkul Baardsøn (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. jan. 2013 kl. 19:42 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Fortælling om Jøkul Baardsøn (C.C.Rafn))
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 5


Fortælling om Jøkul Baardsøn


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1831


Erik Werenskiold: Jøkuls død
Hakon Jarl var, som forhen er fortalt, med sin Flaade sejlet ud fra Trondhjem og draget ned til Møre imod Kong Olaf; men da Kongen styrede ind i Fjorden, satte Jarlen efter ham, og traf da paa Kalf Arnesøn og flere Mænd, som havde forladt Kong Olaf. Kalf blev vel modtaget af Jarlen. Siden styrede Jarlen derind, hvor Kongen havde sat sine Skibe paa Land i Rodrefjord i Valdal; disse Kongens Skibe tog Jarlen, lod dem sætte ud og gjøre i Stand, og satte Befalingsmænd over dem. Der var en Mand hos Jarlen, som hed Jøkul, en Islænder, en Søn af Baard Jøkulsøn fra Vatsdal. Jøkul fik Befaling over det Skib Bøffelen, som Kongen havde ejet, og digtede da denne Vise:
Det blev min Lod at styre


Fra Sult det Skib, hvorpaa jeg
Mig venter Storm (dog Pigen
Ej høre skal jeg frygter);
Det Kongen selv har ejet
Den tykke Olaf, Skjoldet
Han svang, men dog i Sommer


Blev Sejren fra ham røvet.

Det er her i Forbigaaende at fortælle, hvilket først senere tildrog sig, at Jøkul traf paa Kong Olafs Folk og blev tagen til Fange; Kongen lod ham føre ud at halshugges, og der blev snoet en Vaand i hans Haar, som en Mand holdt i; Jøkul satte sig ned paa en Bakke, og da kom der een frem for at halshugge ham, men da han hørte det hvine i Luften, rettede han sig op, saa Hugget traf ham i Hovedet og det var et stort Saar; Kongen saae, at det var dødeligt, og befalede dem, at lade det blive derved. Jøkul satte sig da op og digtede denne Vise:

Haardt svier Saarets Flamme


Tit havde jeg det bedre!
Vidt gaber Vunden, spruder,
som Kilden, røde Strømme;
Af aabnet Hoved Blodet
Udspringer, jeg maa lide,
Thi mig rundhaandet Fyrste


Sin Vrede føle lader.

Og strax derpaa døde Jøkul.