Fortælling om Kristendommen (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 28. des. 2013 kl. 12:54 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 2


Fortælling om Kristendommen


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827


1. Thangbrand kommer til Island, og forkynder Kristendommen

Da Kong Olaf Tryggvesøn havde hersket to Aar over Norge, sendte han Præsten Thangbrand til Island; han landede i Selvaagar i den nordre Alptefjord. Da de Indfødte vidste, at Thangbrand og hans Mænd vare Kristne, vilde de ikke tale med dem, og ej vise dem til Havn, og Bøjgdemændene vilde ingen Hjælp eller Bistand yde dem. I den Tid boede Sida-Hal paa Thvaattaa; han gjorde i nødvendige Ærender en Rejse nordop til Fljotsdal; og da han drog tilbage, kom Thangbrand ham imøde, gik for ham og hilste ham ærbødig; han fortalte Hal Aarsagen til hans Ankomst der, og tillige at Kong Olaf havde sendt den Hilsen til ham, at, om han kom til Østfjordene, da skulde Hal yde ham Bistand i hvad han kunde behøve; Thangbrand bad da Hal om, at han skulde hjælpe ham at faae sit Skib i Havn, og yde ham Bistand i andre nødvendige Ting. Hal optog vel og villig hans Ord og Kong Olafs Hilsen; han skaffede strax Folk til at føre Thangbrands Skib tll Lejravaag i den søndre Alptefjord, og lod det sætte op paa det Sted, som siden kaldes Thangbrands Havn eller Skibsstade; men hele Ladningen lod han føre hjem paa sin Toft, og rejste dem der et Telt, hvori de boede om Vinteren; der sang Thangbrand Messer og holdt Gudstjeneste. Hal behandlede Thangbrand og hele hans følge vel, og sørgede for alle deres Fornødenheder; han var ofte i Teltet hos dem. Om Høsten Dagen for Michaelis Højtidsdag holdt Thangbrand og hans Folk Helligaften; Hal var der da, og spurgde, hvorfor de nu holdt op med Arbejde. Thangbrand svarede: ”Den Dag, som stunder til, holde vi hellig og Højtidelig til Ære for Guds hellige Erkeengel Michael. ”Hvo var denne Michael, ”spurgde Hal, ”og hvad Egenskaber besad han?” ”Michael var ikke et Menneske,” svarede Thangbrand, ”men han var en Aand” der af den almægtige Gud var beskikket til Høvding over andre Engle, som han har sat til at stride imod Djævelen og hans djævelske Apostler og at beskytte alle rettroende kristne Folk mod de urene Aanders skadelige Pile; Erkeenglen Michael er ogsaa fornemmelig given af Gud Magt over de kristne Sjæle, som fare fra denne Verden, at han skal tage imod dem, og føre dem i Paradis's ophøjede Hvile, hvor der er uudsigelig Fryd og Glæde, Herlighed og Salighed og alskens gode Ting i Overflødighed; der er ingen død, ingen Sorg eller Sygdom, ingen Bekymring eller Jammer, men uendelig Sundhed og evigt Liv. Der ere de Mennesker, som i deres Liv med Retskaffenhed og et reent Hjærte have tjent deres Skaber, deelagtige i Englenes Tjeneste; deres Skjønhed og Glands overgaaer Solens Lys, deres Vellugt overgaaer al Sødhed, deres Hurtighed, Styrke og Kraft er større end man kan tænke sig; deres utallige Mængde er til den bestemte Tjeneste af Gud inddeelt i ni Hærskarer; nogle af dem have Ordre og Vælde til at modstride og nedslaae hele de onde Aanders Magt, hvilke bestandig efterstræbe Menneskeslægten og søge at gjøre den Skade; andre bortvise Sygdomme, Skader og Gjenvordigheder fra Menneskene, og skaffe de dødelige isteden derfor fuldkommen Sundhed og alle andre Fornødenheder og lykkelige Ting; andre staae bestandig for Skaberen og have derhos alle det fælles Hverv og Foretagende, uafladelig at prise den almægtige Gud, og ubeskrivelig at fornøje ham med fagert lydende Sange, bestandig beundrende hans Skjønhed, og ønskende evindelig at see hans Ansigt.” Men da Thangbrand med megen Veltalenhed havde foredraget disse og deslige Ting, sagde Hal: ”Det synes mig umuligt for Menneskene at skjønne og fatte, hvor fuld af Herlighed den maa være, hvem saadanne og saa ypperlige Engle tjene.” Thangbrand svarede: ”Sandelig har den Helligaand indblæst denne Indsigt i Brystet paa dig, som er en hedensk Mand.” Da Hal nu om Aftenen var kommen til Bords med sine Huusfolk, sagde han til dem: ”Thangbrand og hans Stalbrødre højtiligholde Dagen i Morgen til Ære for en Gud, som de have; nu skulle I have Lov til at højtideligholde denne Dag med dem; det er ogsaa tilladt os at gaae til at see og høre paa denne Religions Skikke.” Da Hal om Morgenen var paaklædt, gik han til Teltet, og stod udenfor det med alle sine Huusfolk; men da de hørte Klokkelyden og hørte de syngende Mænds fagre Stemmer, hvoraf de ingen af Delene forhen havde hørt, syntes de meget vel derom, men endnu mere, da Messen blev sungen, da de saae Munkene klædte i herlig Dragt og Kjerterne skinnende med klart Lys, og mærkede Røgelsens søde Vellugt. Da Hal kom hjem, spurgde han sine Huusfolk, hvorledes de syntes om de Kristnes Skikke. De svarede, at alt, hvad de havde seet og hørt af deres Skikke og Gudstjeneste, syntes dem meget reent og skjønt. Præsten Thangbrand talte ofte for Hal, og tilskyndte ham at omvende sig til den kristne Troes Skikke. Engang sagde Hal til Thangbrand: ”Det er Tilfældet, at her hos mig ere to meget gamle Kjærlinger, skrøbelige af høj Alderdom, saa at de ligge paa deres Sygesæng, og kunne ikke føre sig selv af Stedet; nu vil jeg lade dig døbe Kjærlingerne, og hvis de efter Daaben kunne røre sig noget mere, eller deres Sygdom lindres noget, og de faae ingen Skade af, at de røres saa meget, og føres i Vand; da indseer jeg, at en stor Kraft følger den kristne Religion, og skal jeg da lade mig og alle mine Huusfolk døbe.” Derpaa opmuntrede Hal Kjærlingerne til at antage den Tro, som Thangbrand forkyndte, og da de bejaede Præstens trefoldige Spørgsmaal om Troen paa Treenigheden, og tillige at de begjerede Daaben efter Troens Medfør, døbte Præsten Thrangbrand dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Helligaands, og klædte dem i hvide Klæder. Da Huusbonden Hal kom til dem Dagen efter, og spurgde, hvorledes de befandt sig, svarede de begge paa een Gang, saaledes sigende: ”Meget vel befinde vi os, thi vore Lemmer ere vel formedelst Alderdommens Medfør af ringe Kræfter, men alligevel er dog al den Sygdom og Svaghed, som længe har betynget og betrængt os, borte, og isteden derfor er kommen en fuldkommen Hvile og Sundhed i Legemet, thi alle vore Lemmer og Ledemode ere smidige og skikkede hver til sin Forretning, ligesom vi vare blevne unge anden Gang; forsvunden er ogsaa al Ængstelighed og Rædsel og Lede til Livet, men vi have faaet Fryd og Glæde og sikkert Haab om den evige Glæde og tilkommende Salighed.” Hal blev glad ved dette, og lovede at antage Troen. Hal blev med alle sine Huusfolk døbt Løverdagen før Paaske i Bækken, der løb fra hans Brønd; Thangbrand gav denne Bæk Navn, og kaldte den Thvaattaa, hvorefter Gaarden siden er opkaldt. Thangbrand drog om Sommeren til Thinget med Hal; men da de kom ned i Skogeherred, Kjøbte Hedningerne den Mand, som da var mest berømt paa Island for Trolddom, og hed Galder-Hedin, til, at han skulde saa gjøre ved sin Kunst, at Præsten Thangbrand sank levende ned i Jorden. Hal og Thangbrand toge Herberge paa Kirkebø; der boede da Surt Asbjørnssøn, hvis Fader Asbjørn var en Søn af Thorstejn, Ketil den Taabeliges Søn; disse Frænder havde i lang Tid boet paa Kirkebø, den ene efter den anden, og vare alle Kristne, thi der kunde ingen Hedninger boe. Den Dag Hal og Thangbrand nu rede bort fra Kirkebø, sprak Jorden under Thangbrand, og hans Hest sank ned, men han selv kom af den, og undslap ved Guds og sine Medfølgeres Bistand. Thangbrand kom til Thinget, og omvendte mange Mennesker til den sande Tro i den Søndre Fjerding og i de nordlige Herreder af Øfjordboernes Fjerding. De, som vilde antage Troen, indbøde ham derop til sig; han kom da op til Øxarfjord om Sommeren, og døbte der mange Mennesker i den Bæk ved Skinnested, som siden hedder Thangbrandsbæk eller Brandsbæk; og i Myvatn døbte han Folk i Thangbrandsdam; men formedelst Øfjordboernes Voldsomhed naaede han ikke at komme længere mod Vesten end til Skjalfandefljot. Den samme Sommer dræbte Thangbrand og Gudlejf, formedelst Nidviser og Gudsbespottelse, Are, en Søn af Mar, hvis Fader var Skjalden Veturlide i Fljotshlid. Om dette Drab er saaledes kvædet:

Kirkens hellige Vogters (1)
Taler havde den tapre
Kriger søgt at hindre
Sønderpaa i Landet;
Sædernes Forbedrer (2),
Stridbar selv, lod Sværdet
Lyde i sin Digter (3)
Veturlides Hoved.

Der var ogsaa en anden Mand, der gjorde en Nidvise om Thangbrand og Gudlejf; han hed Thorvald den Listige, og boede i Heyvig paa Grimsnæs. Denne Nidvise sendte Thorvald den Listige til Ulf Uggesøn:

Sikkert Budskab vil jeg
Sende til den tapre
Ugges Søn, med Staalets
Styrer heel fortrolig,
At han den skændige Fjende,
Som forhaaner Guder,
Skal for Ulve kaste,
Jeg den anden vil dræbe.

Saadant digtede han, og meget værre endnu. Ulf kvad denne Vise til Svar paa hin:

Om end Budet sendes
Af den kyndige Sømand,
Digterens Bøn dog ikke
Agter jeg at opfylde;
Sig til saadan Daad at
Sælge, er Skjalden farligt,
Ondt er nu i Gang, for
Meget Meen jeg sørger.

Thangbrand og Gudlejf dræbte siden Thorvald den Listige ved Hestlæk. Derefter drog Thangbrand østerpaa til sit Skib, og beredte sig til at drage bort fra Landet. Saasnart han var færdig, tiltraadte han Rejsen, thi han saae, at han ikke udrettede meget med Kristendommens Forkyndelse, da de, som med Ydmyghed villigen antoge Guds Budskab og den hellige Daab, vare kun faa imod dem, som med fuld Avind modstode og paa alle Maader stræbte at tilintetgjøre Kristendommen. Thangbrand var ikke kommen langt ud paa Havet, inden der overfaldt ham en stormende Modvind, som kastede Skibet tilbage til Island; han kom i Land ved Høfn i Borgefjord ikke langt fra Hvidaa. Den Gang boede paa Skalholt Gissur den Hvide, en Søn af Tejt Ketilbjørnssøn. Da han spurgde, at Thangbrand var kastet tilbage, bød han ham til sig, og Thangbrand opholdt sig i Skalholt om Vinteren. Denne Vinter rev Stormen Thangbrands Skib bort, saa at det blev noget forslaaet; derom digtede Skaldrefs Moder Stejnun:

Thor har ført af Lejet
Thangbrands lange Sødyr
Begge Borde han rysted,
Og mod Jorden det stødte;
Til at sejle vil Skuden
Skikket ej siden være
Thi en heftig Storm den
Ganske slog i Splinter.

Og fremdeles kvad hun:

Jætteafkoms Morder (4)
Sønderbrød for Klokkens
Vogter (5) hele Skibet,
Søhesten Guder dreve,
Christ ej Knørren beskærmed.
Da den haardt blev slaaet,
Lidt kun, troer jeg, vogted
Gud da Vikingens Ganger.

Skibet lod Thangbrand istandsætte, og kaldte det da Jærnmejs eller Jærnkurven; og efter det er Jærnmejshøfde opkaldt. Om Vaaren foer Thangbrand vesterpaa til Bredefjord til Tardestrand, og opholdt sig en Tid hos Gest Oddlejfssøn. Der udfordrede en fremmed Bersærk ham til Holmgang. Thangbrand sagde, at han var heel beredt. Bersærken sagde: ”Du vil ikke vove at gaae til Tvekamp med mig, om du forud seer mine Idrætter.” Thangbrand spurgde, hvilke disse Idrætter vare. Han svarede: ”Jeg gaaer med bare Fødder gjennem brændende Ild, og jeg lader mig uden Bedækning falde paa Spidsen af mit Sværd, og ingen af Delene skader mig.” ”Derfor maa Gud raade,” svarede Thangbrand. Der blev da gjort en stor Ild, og Thangbrand viede Ilden. Bersærken gik uden Frygt paa den, og brændte Fødderne stærkt; derpaa lod han sig falde paa Sværdet, men Thangbrand havde forud gjort Kors over Spidsen, og Bersærken fik deraf strax sin Bane. Over hans Død glædede sig ikke blot de Kristne, men ogsaa Hedningerne, thi mange havde udstaaet Underkuelse og Overlast af denne Bersærk. Gest lod sig da primsigne, og ligesaa nogle andre der vesterpaa, som vare Gests Venner. Derefter drog Thangbrand til sit Skib, og foer fra Landet om Sommeren paa Jærnmejs; han havde en heldig Rejse, kom til Throndhjem, og lagde ind til Nidaros.


2. Kjartan, Gissur og Hjalte bede om Fred for Islænderne

Nu maa først fortælles om de Islændere, som denne samme Sommer kom ude fra Island til Nidaros, kort førend Kong Olaf kom tilbage fra Halogeland. Een af dem var Haldor, en Søn af Gudmund den Mægtige paa Mødrevalle; en anden Kolbejn, en Søn af Thord Freys Præst og Broder til Brenna-Flose: en tredje Sverting, en Søn af Offerpræsten Runolf; ogsaa Thoraren Nefjulfssøn havde et Skib at styre blandt dem; alle disse vare Hedninger, og desuden vare der mange andre baade fornemme og ringe Mænd. Disse nu nævnte Mænd lavede sig til at sejle bort, enhver med sine Skibsfolk, saasnart Kong Olaf var kommen tilbage fra Halogeland, thi der blev dem fortalt, at Kongen nødte alle til Kristendommen. Hedningerne lagde strax ud af Aaen, da Kongen var kommen til Byen, og sejlede ud af Fjorden, men Vinden var dem imod og kastede dem tilbage ind under Nidarholm. Det blev nu Kong Olaf fortalt, at der laae Islændere med nogle Skibe ude under Holmen, som alle vare Hedninger, og vilde søge at komme bort fra ham. Kongen sendte strax Mænd ud til dem, forbød dem at drage bort, og bød dem at lægge ind til Byen. De gjorde saa, men udlossede ikke deres Skibe. I den Tid kom ude fra Island de anseelige og ypperlige Mænd, som havde antaget Kristendommen efter Præsten Thangbrands Forkyndelse, Gissur Hvide og Hjalte Skeggesøn fra Thjorsaadal. Hjalte var gift med Gissur Hvides Datter Vilborg. Aarsagen til Hjaltes Udenlandsrejse var, at han om Sommeren havde paa Althinget fremsagt denne Kvædling:

Guder jeg ej vil spotte!
Tykkes mig Freya en Tæve,
Een af to er det stedse,
Odin eller Freya.

Offerpræsten Runolf, en Søn af Ulf Jørundssøn, var den første, der tog sig det nær og kaldte det Gudebespottelse, og han sagsøgte derfor Hjalte til Straf, skjønt det var ham ikke let at sætte det igjennem; han viste ved denne Sag mere sin Avindsyge og Magt, end Retfærdighed; thi formedelst Hjaltes Vennesælhed kunde han ikke faae Retten holdt, førend han satte den paa Øxaraabro, og lod Brohovederne forsvare med væbnet Magt; og da kunde han ikke faae nogen til at være Sagsøger, førend han endelig fik en Mand med Navn Thorbjørn, en Søn af Thorkel i Guddale, til at sættte sig i Retten og være Sagsøger. Ved denne Dom blev Hjalte gjort fredløs formedelst Gudebespottelsen. Han beredte sig samme Sommer til at drage bort, fra Landet paa et Skib, som han havde ladet bygge hjemme i Thjorsaadal. Da han var færdig, drog han ned langs den vestre Rangaa til Søen; da de nu styrede ned ad Aaen, løb en stor og ubekendt Mand med Skjold for sig og Spyd i Haanden langs Aabreden. Hjalte anede, at denne Mand var sendt ud efter ham, og raabte til ham, saa sigende: ”Du store Mand! der ligger dig i Brystet en Halmvisk, hvor Hjærtet skulde være.” Men han skød Spydet til Hjalte saa haardt, at det gik igjennem Skjoldet, som han holdt for sig. De grebe da Manden, og Hjalte spurgde, hvo han var, og hvo der havde sendt ham i dette Ærende. Han svarede: ”Jeg hedder Narfe, og er sendt af forstanderen Runolf, at løse mig fra en Straf, jeg er dømt til, ved at dræbe dig.” Hjalte sagde: ”Jeg skal give dig et godt Raad til at blive befriet fra Straffen; drag ud af Landet, og følg med mig!” Dette modtog han. Gissur og Hjalte fore dernæst bort fra Landet, og traf Kong Olaf i Nidaros. Kongen tog med Mildhed imod dem, saasom han fik at vide, at de vare Kristne.


3. Hjaltes og Gissurs Mandighed

Kort efter kom Thangbrand, som nylig var kommen fra Island, til Kong Olaf, og fortalte Kongen, hvor ilde Islænderne havde taget imod ham; ”Nogle digtede Nidviser om mig,” sagde han, ”og andre vilde dræbe mig, men til Slutningen blev jeg gjort fredløs paa Althinget, og det er vist, at Folket der vil aldrig antage Troen, nogle faa undtagne.” Ved denne Thangbrands Beretning blev Kongen meget opbragt, saa at han lod strax blæse til Thinge, og indbyde dertil alle Islænderne, som vare i Byen eller paa Skibene; dernæst bød han sine Folk at gribe alle dem, som vare Hedninger, plyndre, lemlæste eller dræbe dem; men de islandske Høvdinger Kjartan Olafssøn, Gissur, Hjalte og andre, som vare Kristne, gik for Kongen, og bade om Fred for Islænderne, sigende: ”Ej maa du, Herre, Konning! gaae fra dit Ord; du har sagt, at, om et Menneske havde gjort dig nok saa meget imod, vilde du dog tilgive det, om det vilde lade sig døbe og afstaae fra hedenskabet; nu ville alle de Islændere, som ere her, antage den sande Tro og lade sig døbe, og vi ville finde paa et Raad til at faae Kristendommen indført paa Island. Her ere Sønner af mange mægtige Mænd paa Island, og deres Fædre ville yde deres formaaende Bistand til denne Sag. Naar man har med raa Hedninger at gjøre, saa bør man gaae forstandigen til Værks og bruge Mildhed og Skaansomhed, og ved saadan Fremgangsmaade udretter man ofte mere end ved Grumhed og Heftighed; og saa meget mere, jo haardere og taprere Mænd man har imod sig. Thangbrand derimod gjorde sig kun yndet af faa paa Island; det er eder ikke ubekjendt, Herre! hvorledes han foer frem her hos eder; derude havde han det samme Sind, gik til Værks med Haardhed og Voldsomhed, og dræbte Folk, naar de mishagede ham, og sligt taalte man der ikke af ham.” Da Hjalte og Gissur havde sluttet deres lange og smukke Tale, sagde Kongen: ”Hvilke, og af hvad Æt ere disse veltalende Mænd?” Gissur svarede: ”Hjalte er en Søn af Skegge, en Søn af Ejlif, en Søn af Ketil den Eenhaandede; Hjaltes Moder var Thorgerde, en Datter af Hlif, en Datter af Torf-Ejnar Jarl, Røgnvald Møre-Jarls Søn; men jeg er, sagde Gissur, en Søn af Tejt, en Søn af Ketilbjørn, en Søn af Ketil, en mægtig Mand fra Nummedalen; Ketilbjørns Moder hed Æsa, en Datter af Jarlen Hakon Grjotgardssøn; min Fader Tejts Moder, vedblev Gissur, var Helga, en Datter af Thord Skegge, en Søn af Rapp, en Søn af Bjørn Buna, en Søn af Vedrgrim; men min Moder var Alof, en Datter af Bødvar, en Søn af Vikinge-Kaare; Bødvar var Broder til Erik paa Ofrestad, din Morfader, Konge! Det gjorde jeg formedelst Slægtskabet med eder, Konge! at jeg bød Thangbrand til mig, da andre forfulgde ham.” Da Kongen hørte, at de vare saa nær i Slægtskab, blev han mild imod Gissur, og sagde saa: ”I Svogre skulle være velkomne hos os i Vinter, og om I love eders Omsorg og Bistand til, at vor Villie om Kristendommen kan faae Fremgang paa Island, da skulle alle disse Islændere drage frit bort fra os, undtagen de fire, som I holde for fornemst; dem vil jeg beholde, som Gidsler, indtil Kristendommen enten er ved Lov antagen paa Island eller fuldkommen afslaaet; dertil nævner jeg den Mand, som har opholdt sig en Tid her hos os, og hvem vi have prøvet som en brav Mand, Kjartan Olafssøn, og desuden Haldor Gudmundssøn, Freys Præst Thords Søn Kolbejn, og Sverting Runolfssøn; disse Mænds Fædre og Frænder maa nu ganske have det i deres Magt, om jeg skal sende deres Frænder med Hæder til dem, eller lade dem dræbe.” Hjalte og Gissur svarede: ”Gjærne ville vi love dette for Islændernes Frelse, men indstændig bede vi om, at I vil gjøre vel imod de Mænd, som I udnævne til Gidsler.” Kongen sagde: ”Ere I i nogen Forbindelse, i Svogerskab eller i Slægtskab med disse Mænd, for hvem I saa indstændig bede?” Da tog en Nordmand til Orde, og svarede Kongen meget ubesindig: ”Jeg var i Sommer,” sagde han, ”paa Islændernes Althing, da denne Svertings Fader Runolf sagsøgte Hjalte til Fredløshed.” Men Thangbrand faldt ham i Talen, og bød denne Mand strax tie: ”Men I, Konge!” sagde han, ”maa gjøre vel imod Hjalte og Gissur, thi man har Prøver paa, at de ofte lønne med Godt dem, som tilføje dem Ondt, som Hjalte atter viste, da han drog fra Island, thi han tog da en Mand med paa Rejsen, som var sendt ud paa hans Liv, og vilde dræbe ham.” Derefter bleve alle hidtil udøbte Islændere døbte. Gissur og Hjalte vare om Vinteren hos Kong Olaf i den største Hæder og Kjærlighed. Gidslerne vare ogsaa hos Kong Olaf om Vinteren, og nøde god Behandling.


4. Gissur og Hjalte forkynde Kristendommen paa Island

Gissur Hvide og hans Svigersøn Hjalte Skeggesøn. vare hos Olaf Tryggvesøn nordoppe i Kjøbstaden den femte Vinter, han var Konge i Norge, som før blev omtalt. Tidlig om Vaaren sagde Kongen, at han vilde sende dem ud til Island, at forkynde den sande Tro der. De toge villigen mod hans Befaling, og gjorde deres Skib i Stand, saasnart der kunde fares mellem landene. Da gjorde ogsaa Sverting Runolfssøn sit Skib i Stand, og agtede sig til Island om Sommeren. Skibet stod ganske sejlfærdigt foran Bryggen. Sverting gik da til Kong Olaf, foredrog ham sin Sag, og bad om Lov at rejse. ”Det er mig meget om at gjøre, Herre!” sagde han, ”at vi nu ikke bære Ladningen af vort Skib, som forud er sejlfærdigt.” Kongen svarede med megen Vrede: ”Det stod til dig at gjøre dit Skib færdigt uden Tilladelse; det er ogsaa vel, at Offermandens Søn er der, hvor det tykkes ham værst at være; hele den Bestemmelse, som jeg gjorde i Høst, skal staae ved Magt; her vil jeg raade mere end I, skjønt I lidet agte mine Bud ude paa Island.” Dermed skiltes de, og Sverting drog ikke bort den Gang. Gissur og Hjalte begave sig paa Rejsen, saasnart de vare færdige, og med dem fulgde en Præst, ved Navn Thormod, som Kongen gav dem med, og nogle andre viede Mænd, som skulde yde Præsten Bistand ved Gudstjenesten. De fik god Bør, men havde kun en sagte Vind. De kom foran Durholmeos den Dag, da Brenna-Flose red over Arnastakshede til Althinget. Flose spurgde da Tidender fra Norge af nogle, som havde roet ud til Gissur og Hjalte, og tillige fik han at vide, at hans Broder Kolbejn tilligemed tre andre holdtes som Gidsler af Kong Olaf. Flose fortalte paa Thinget om Hjaltes Ankomst og andre Tidender, som han havde spurgt. Gissur og Hjalte naaede til Vestmanøerne samme Dag, som Flose spurgde deres Komme; de landede ved Hørgeøre, og skøde der det Kirketømmer i Land, som Kong Olaf havde ladet hugge og medgivet dem med den Befaling, at de skulde rejse denne Kirke der i Nærheden, hvor de først landede. Der blev nu kastet Lod om, paa hvilken Side af Vigen Kirken skulde staae; Gissur og Hjalte byggede siden Kirken nordenfor Vigen, thi saaledes faldt Lodkastningen ud. Der var forud et hedensk Gudehuus og megen Offertjeneste, alt dette tilintetgjorde de. Da de havde opholdt sig to Dage paa Øerne og rejst Skroget til Kirken, droge de derfra, og naaede til Øsand samme Dag, som Folk rede til Althinget. Da de kom til det faste Land, kunde de ikke faae Rideheste og ingen Hjælp paa Rejsen af Indbyggerne østenfor Norderaa, thi hele den Strækning var beboet af Offerpræsten Runolfs Undergivne. De gik da hele Vejen østenfra, lige til de kom til Hof; der boede Skegge Asgautssøn og hans Søn Thorvald, som var gift med Hjalte Skeggesøns Søster Koltorfa. Skegge gav dem alle Heste og andre Ting, som de behøvede, thi hans Søn Thorvald, Hjaltes Svoger, var allerede reden til Thinget. De rede derfra til Laugardal. Gissur og de andre bade om, at Hjalte maatte blive der tilbage, og ikke ride paa Thinget i Hænderne paa sine Fjender, som forrige Sommer havde gjort ham fredløs, førend Gissur forud havde forsøgt Forlig og skaffet ham Fred. Ved Gissurs og sine andre Venners Bøn lod Hjalte sig bevæge til at blive der tilbage med tolv Mand; men Gissur, og de, som vare med ham, fore videre, indtil de kom til Vellankatla ved Ølfusvatn. Derpaa sendte Gissur Bud til Althinget, at hans Venner og Frænder og alle de, som vilde yde ham Bistand, skulde komme til ham, thi han havde da spurgt, at Hjaltes Fjender agtede med Magt at udelukke dem fra Thingpladsen. Alle Gissurs Venner og Hjælpere, som han havde sendt Bud til, samlede sig nu hos ham, og det var en stor Mængde. Inden de rede derfra, kom ogsaa Hjalte ridende derhen med alle de Mænd, som vare blevne tilbage hos ham i Laugardal. Gissur og Hjalte rede med deres Mandskab ordnet til Slag frem paa Althinget; Hedningerne løb da strax sammen med fuld Bevæbning, og det var da paa det nærmeste, at de skulde stride; men ved Guds Miskundhed bleve Hedningerne betagne af Rædsel, og vovede ikke at gjøre Angreb. Gissurs Søstersøn Asgrim Ellidegrimssøn tog da imod Gissur og hele hans Trop i sit Telt. Anden Dagen efter sang Præsten Thormod Messe paa Gjabakke ved Vestfjerdingboernes Telt. Efter Messen gik syv lærde Mænd i deres Ordensdragt til Lovbjerget, og bare foran sig de samme to store Kors, som endnu ere i Ydre-Skard; det ene angiver Kong Olaf Tryggvesøns og det andet Hjalte Skeggesøns Højde. Der var da en stor Forsamling paa Lovbjerget. Derpaa lagde de lærde Mænd Røgelse paa Gløder, og Vellugten udbredte sig ligesaa meget imod Vinden som for Vinden. Der blev da en god Stilhed, og Hjalte og Gissur fremførte deres Ærende med megen Snildhed og Veltalenhed; først fortalte de, hvad der havde hændet dem paa deres Rejse; derpaa fremførte de paa det djærveste Kong Olafs Ærende om Kristendommen; omsider forandrede de Talen til en sagtmodig Opmuntring til Almuen, og bade hele Folket med Blidhed og milde Bønner at forandre sin Tilstand til det Bedre, og give sig under den højeste, alle Kongers Konges Vælde og Tjeneste, for ved Daabens Antagelse og den hellige Troes Holdelse at forhverve sig af selve Gud den uendelige Fryds evige Belønning i Himmeriges Herlighed. Da de havde fremført deres Ærende med megen Fortrøstning og Veltalenhed, opstod der en stor Støj og højrøstet Tale, ved det at den ene nævnte sig Vidner imod den anden, og de Kristne og Hedningerne erklærede, ikke længere at ville have fælles Love med hinanden. I det samme kom en Dreng løbende frem paa Thinget, og fremførte sit Ærende med stor Heftighed; han sagde, at en underjordisk Ild var udbrudt, og Ildstrømmen løb i voldsom Fart ned til Offerpræsten Thorodds Gaard, og truede alle hans Ejendomme med en hurtig Brand. Da Hedningerne hørte denne Tidende, svarede en af dem: ”Det er ikke underligt, om Guderne vredes over saadanne Taler, som vi nu hørte for kort siden at fremføres.” Da svarede Offerpræsten Snorre Thorgrimsson: ”Paa hvem vare Guderne vrede, da Jorden brændte her, hvor vi nu staae (6). Derefter gik Folk bort fra Lovbjerget og hjem til deres Telte. De Kristne talte da sammen, og bade Sida-Hal, at han skulde opsige den Lov, som skulde følge med Kristendommens Antagelse; men Hal løste sig derfra, ved at han betalte Ljosvetningernes Offerpræst Thorger, som i den Tid var Lovsigemand over hele Landet, for at han skulde fremsige den Lov, som skulde holdes tilligemed Kristendommen. Thorger var den Gang endnu Hedning, og det fortælles, at Hal gav ham et halvt Hundrede i Sølv under det Vilkaar, at han i Lovens Begyndelse skulde fremføre tre Bestemmelser, som Hal, Gissur og Hjalte foresagde ham, hvorledes han end bestemte de øvrige Artikler. Det var den Første Bestemmelse: at alle Folk paa Island, som forud ikke vare døbte, skulde være Kristne og antage Daaben; det var den anden: at alle Gudehuse og Afgudsbilleder skulde være fredløse; og det var den tredie: at enhver Ofring, som blev vidnesfast, skulde straffes med Forviisning. Da Thorger kom til sit Telt, lagde han sig ned, bredte sin Kappe over sit Hoved, og laa saaledes et Døgn uden at tale et Ord. I den Tid havde Hedningerne et talrigt Møde, og overlagde deres Sag, hvorledes de skulde kunne modstaae og tilintetgjøre denne nye Kristendoms Forkyndelse. De bleve da enige om, at de skulde ivrigen paakalde Guderne, og udvælge to Mænd af hver af Landets Fjerdinger, som skulde ofres til Guderne, for at de ikke skulde lade Kristendommen overgaae Landet. Da Gissur og Hjalte fik dette at vide, stævnede de alle de Kristne sammen til et Møde, paa hvilket Hjalte stod op, og tog saaledes til Orde: ”Vi have hørt fortælle fra vore Modstanderes Sammenkomst, at Hedningerne have lovet at give deres Guder i Offer to Mennesker af hver Fjerding i dette Land, for at de med deres falske Guders Bistand skulde kunne øde og tilintetgjøre den kristne Religion; men snarere stræbe de ved saadant Djævelens Raad og Tilskyndelse at forhindre deres egne Sjæles Frelse og Salighed. Derimod synes det os ikke upassende, at vi Kristne paa vor Side udvælge ligesaa mange Mænd, til at give og hellige vor levende, sande og salige Gud, ikke saaledes, at vi tilføje dem legemlig Død, men at de, som ere bestemte til denne Sejersgave, selv døde hos sig de legemlige Laster og Kjødets onde Tilbøjeligheder, og at de, skyende Verdens Lyster, leve med Blidhed, Retfærd og Maadehold i denne Verden, bestandig ofrende sig selv ved deres gode Gjerninger som et helligt Offer til vor Herre Jesum Christum, saa at de omsider forhverve sig med ham evigt Liv i Himmerige, og blive der saa meget desto saligere, som de ere her villigere dertil. Hedningerne vælge de værste Mennesker til at give deres Guder, og ofre dem med en ynkelig og dem for deres onde Gjerninger fortjent Død, og støde dem ned fra Klipper eller i Bjergkløfter; men vi skulle derimod vælge de Mennesker i vort Land, om hvem vi have det bedste Haab, at deres Dyder gjøre dem til et levende, helligt, reent og Gud velbehageligt Offer, saa at den almægtige Gud af sin Miskundhed for deres Fortjeneste ikke lader sine avindsyge Fjenders Ondskab faae Magt imod sine rettroende Tilbedere, men i det Sted ved aldeles at øde og tilintetgjøre de djævelske Afguders hele Dyrkelse, mager det saa, at Kundskaben om vor Herres Navn vidt udbredes, saa at alle Folk i dette Land gjærne og frivillig underkaste sig den kristne Troes saliggjørende Love. Om eder nu synes, vil jeg og Gissur med Glæde være de første til at tilstaae dette Sejersgaves Løfte for Søndlendingerne (7).” Da alle de Kristne sagde, at de syntes vel om det, blev der spurgt efter, hvo af de andre Landets Fjerdinger der vilde underkaste sig dette Løfte. Da fremstod fra Beboerne af Østfjordene Hal fra Sida og Thorlejf fra Krossevig, som katdes Thorlejf den Kristne. Denne samme Thorlejf stævnede Digerketil efter Brod-Helges Raad og Tilskyndelse, for Kristendommens Holdelse, som berettes i Vopnfjordboernes Saga; men samme Dag, da Ketil stævnede ham, blev der saa stort et Sneefog, da han var kommen paa Vejen med sin Trop, at de fore vild af Vejen, og det kom saa vidt, at Ketil saae ingen anden Udvej til at frelse sit og sine Mænds Liv, end at tye til Thorlejfs Gaard. Thorlejf tog imod ham med al Velvillie og Blidhed, og behandlede dem, medens de holdtes tilbage af Uvejret, saa godt han formaaede, som om det havde været hans Søn eller Broder. Fra den Tid lod Ketil hele Sagen mod Thorlejf falde, og var bestandig siden hans fuldkomne Ven. For Beboerne af Nordfjerdingen underkastede Hlenne fra Saurbø i Øfjord, Orm Tøskubaks Søn, og Thorvard Spakbødvarsøn fra Skagefjord sig dette Løfte; men fra Vestfjordboernes Fjerding var der ingen dertil uden Gest Oddlejfssøn. Derved bleve Hjalte og Gissur bedrøvede, at der ikke kunde faaes nogen anden dertil. Men da der blev efterspurgt, om nogen vilde tiltræde, svarede Orm Kodranssøn, den før omtalte Thorvald Vidførles Broder: ”Vist vilde der være een til at Udfylde dette eders priselige Løfte, hvis min Broder Thorvald var her tilstede paa Thingen. Men eftersom han nu er fjærnt borte fra os, hvad enten han nu er levende eller død, da vil jeg gjærne, skjønt jeg er uværdig dertil, gaae i hans Sted i dette, om I ville antage mig dertil; dog er det dristigt af mig at tilbyde sligt, thi jeg er alene primsignet, men ikke døbt.” Høvdingerne og alle de Kristne, som vare der, toge med Takke imod hans Tilbud. Orm blev da strax døbt; han opholdt sig til den Tid paa Gilsbakke i Borgefjord hos sin Svoger Hermund, som da var gift med Hans Søster Gunhild.


5. Kristendommen antages ved Lov paa Island

Ljosvetningernes Offerpræst Thorgejr havde, som nys blev omtalt, ligget hele Dagen og Natten; men Morgenen derpaa satte han sig op, og bad alle Thingmændene gaae til Lovbjerget saavel de Kristne, som Hedningerne. Da alt Folket var kommet sammen der, blev der først en stor Støj og højrøstet Tale. Men saasnart Folk havde sat sig, og der blev Lyd, tog Thorgejr saaledes til Orde: ”Hører, I Vise! mine Ord, og hele Almuen give nøje Agt paa, hvad jeg taler! Mig synes, at det seer ud til at blive til stor Skade og ubodeligt Tab for hele vort Bøjgdelaug, om dette Lands Folk ikke skal have een Lov og Religion, thi naar Loven deles, tilintetgjøres Freden; deraf vil opstaae Misforstaaelse og Uenighed blandt Folk, som snart vil voxe til fuldkomment Fjendskab, ufred, Krig, saa at vort Land derved vil i kort Tid ødelægges, om der ikke sørges for et forstandigt Raad, som kan forhindre dette. Derfor skulle vi med al Omhu vogte os, og sørge for, at saa stor en Ulykke ikke skal ramme os, at vi selv, Landsmænd og Frænder, skulle af Overmod stride imod hinanden; lad os heller søge med al Skjønsomhed og god Villie at sætte og slutte, have og holde Forlig, Enighed og fast Fred indbyrdes med hverandre her i vor Fædrearv og Fødeland. Det have I, mener jeg, hørt, at Kongerne i Norrig og Danmark førte i lang Tid Krig og holdt store Træfninger med hinanden, lige til begge Rigernes Høvdinger bleve kjede af denne Overlast og Ufred; da gjorde de Forlig og sluttede Fred mellem Landene imod Kongernes Villie; og den beslutning havde den lykkelige følge, at disse Konger, som længe havde været uenige med hinanden, bleve ved deres Raadgiveres og Undergivnes gode Villie kjære Venner, og sendte hinanden kostbare Foræringer, og denne Fred holdtes, saa længe disse Konger levede. Skjønt nu vore Høvdinger ikke ere saa mægtige som Kongerne i andre Lande, og vi ikke saa vise, som deres Raadgivere, er det os dog bedst at tage Exempel af deres vise Beslutning. Vi ville derfor bilægge Sagen mellem dem, som her ere mest uenige, paa den Maade, at begge Partier faae noget af deres Fordring sat igjennem, men ingen af dem raader ene; saa at vi efter fast sluttet Forlig alle tilsammen kunne glæde os ved den gode Beslutning, være eet Folk under een Lov, og alle have eet Navn efter een Tro og Religion, bestyrkede ved vort Fædrelands Fred og Held, forbundne i eet Enigheds Forbund; thi I maa troe mig, at, saasnart Loven deles, tilintetgjøres med det samme Freden imellem os. Det er derfor Begyndelsen og Slutningen af mit Raad og min Tilskyndelse, at vi skulle alle med eet uløseligt Enigheds Samtykke holde een Fred, bortfjærnende al Anledning til Uenighed og deraf flydende Uheld.” Da Thorgejr endte sin Tale, havde Guds Miskundhed givet hans Veltalenhed den lykkelige Virkning, at alle Thingmændene, saavel Hedninger som Kristne, strax tilstode eenstemmigen, saa at ingen talte imod, at have og holde i alle Henseender den Lov, som han vilde fremsige. Da sagde Thorgejr: ”Det er Begyndelsen til vore Love til Forening med de Kristne, at alle Mennesker paa Island, store og smaae, skulle være Kristne, og de, som hidtil ikke ere døbte, skulle antage Daaben, men alle Templer og Gudebilleder skulle være vanhellige og nedbrydes. Enhver, som ofrer til Afguderne, saa at han ved Vidner kan overbevises derom, skal være fredløs. Men fordi de, som mest have modstaaet Kristendoms Forkyndelsen, næppe kunne indsee, at det kan lade sig gjøre baade at opføde alle Børn, som fødes, saavel de Fattiges som de Riges, og derhos fornægte og forbyde sig de Ting til Føde, som er Almuens meste Næring; skulle disse have deres Villie deri, at de gamle Love om Børns Udsættelse og Hestekjøds Spiisning skulle staae ved Magt, og det skal ikke kunne straffes, om end nogen ofrer i Løn, saa at det ikke bliver vidnesfast. Saa skulle vi ogsaa holde alle de andre gamle Love, som ikke aabenbart stride imod Kristendommen.” Thorgejr sluttede nu sin Tale, og alle roste den Lov, som han havde fremsagt, at ingen maatte afholde eller forhindre nogen fra at tjene Christum saa inderlig, som han selv ønskede. De bleve ogsaa med stærk Magt og kraftig Iver drevne til at aflægge deres Religions gamle Vane, skjønt de i førstningen bleve bevægede til at antage Daaben og det kristne Navn, mere med Magt end af fuldkommen Kjærlighed til Gud og egentlig Godvillighed. Ikke desmindre, skede det ved vor Herres Mildhed og Miskundhed, at inden faa Vintre var dette før omtalte Hedenskab med hemmelig Ofring, Hestekjøds Spiisning, og Børns Udsættelse efter alle Høvdingernes beslutning og med Almuens Samtykke aldeles tilintetgjort og afskaffet. De sluttede Thinget med, at Kristendommen blev ved Lov antagen over hele Island; alle, som vare der tilstede paa Thinget og forud vare Hedninger, bleve da primsignede og mange døbte; men de bleve ikke alle døbte der, fordi Beboerne af den nordre og østre Fjerding ikke vilde komme i koldt Vand, og mange af dem bleve derfor døbte ved Badet paa Reykjar i Laugardal. Hjalte Skeggesøn stod Fadder til Herredsforstanderen Runolf Ulfssøn, som havde sagsøgt ham den forrige Sommer; og da han var primsignet, sagde Hjalte: ”Vi lære nu den gamle forstander at bide i det sure Æble.” Da Thingmændene kom hjem i Herrederne, blev Almuen døbt samme Sommer, saasnart det lod sig gjøre, og ingen talte da imod Kristendommen. Siden er Kristendommen bestandig tiltagen og forøget men aldrig tilintetgjort.




Noter:

1) Thangbrands.
2) Thangbrands.
3) Som havde digtet Nidviser om ham.
4) Thor.
5) Den kristne Præst.
6) Lovbjerget bestaaer af en gammel Lavastrækning som har bedækket Egnen før landet blev bebygget.
7) Beboerne af Sydfjerdingen.