Forskjell mellom versjoner av «Fortælling om Odd Ufeigsøn (C.C.Rafn)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Fortælling om Odd Ufeigsøn (C.C.Rafn))
 
m
Linje 3: Linje 3:
 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
|-
 
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Odd Ufeigsøn (C.C.Rafn)]] !!  !!  
+
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Odd Ufeigsøn (C.C.Rafn)]] !!  !!  
 
|-
 
|-
 +
! !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Odd Ufeigson]] !!  !!
 
|}
 
|}
  

Revisjonen fra 24. jan. 2013 kl. 11:47

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Morkinskinna, Flateyjarbók, Hrokkinskinna.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 6


Fortælling om Odd Ufeigsøn


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1832


Kapitel 1

En Sommer sejlede Odd, en Søn af Ufeig Skidasøn, fra Island; de havde kun liden Bør, bleve drevne nordop til Finmarken, og forbleve der om Vinteren; Kong Harald regjerede da over Norge. De seilede om Foraaret fra Finmarken, og Odd sagde da til sine Skibsfolk: „Denne Rejse er noget vovelig, thi ingen har Lov til at handle med Finnerne her nordpaa, uden med Kongens eller Sysselmandens Tilladelse; og Einar Fluga, som nu har Sysselet og Bestyrelsen over Finmarken, er ikke at spøge med, lad mig derfor vide, hvorvidt I har givet eder af med Handel med Finnerne;” de nægtede at have kjøbslaaet med dem. Da de kom ned til Thjotta, roede der et Langskib under Øen, og stævnede hen til dem; det var Einar Fluga med et stort følge. Da sagde Odd: “Gjører eder nu færdige, og vogter Eder vel for, at ingen finske Varer findes hos eder; og hvis man ikke saa ganske kan lide paa, som jeg frygter for, at I ikke har kjøbt noget af Finnerne, saa lad alt det Gods komme paa eet Sted, hvis Skibet skulde blive ransaget.” Nu gik det i Opfyldelse, hvad Odd formodede; enhver kom frem med hvad han havde kjøbt, og de skjulte det derpaa saaledes som Odd fandt raadeligst, og bleve færdige dermed, førend Einar kom til dem; de lagde med Langskibet til Knørren, og gik op paa den. Odd hilste Einar, thi de havde før talt med hinanden. Einar sagde: “Du, Odd, er ikke bekjendt for andet, end Godt, men I have tilbragt Vinteren hos Finnerne, og det kunde vel værre, at dine Folk ikke, ligesom du, have vogtet sig for at handle med dem: men vi have Befalingen over denne Landstrækning af Kongen, og ville ransage eders Skib.” Odd sagde, det skulde staae dem frit for, at eftersee deres Ladning. Folkene lukkede da deres Kister op, Einar og hans Ledsagere gik omkring paa Skibet, men fandt ikke noget af Finneskatten. Det var smukt Vejr, og just ingen stærk Bør, men begyndte da at blæse temmelig op; da sagde Einar: “Disse Mænd have taget sig mere i Agt for at handle med Finnerne, end jeg tænkte; jeg troer ikke det er værd at rive hele Skibsbunden fra hinanden, men det er bedst, vi gaae over paa vort Skib, thi Stormen tager til.” Da sagde en Mand, som sad paa Skibsbunken: “Du skal dog først see den Pakke, som jeg har her, hvad den indeholder.” han gav sig derpaa til at løse Pakken, og Einar biede imidlertid, der var en lang Øl omkring den, saa det gik langsomt med at løse den op; Einar bad ham skynde sig, hvilket han lovede; han tog ud af den en anden Pakke, der var endnu forsvarligere bunden, saa det varede længe, inden han fik den løst. Da sagde Einar: “Det gaaer langsom for dig;” men han biede dog endnu, om der maaskee kunde findes noget i hans Pakke, som han kunde give dem Sag for. Derpaa kom da den tredie Pakke for Lyset, og da han fik den lukket op, var der ikke andet deri, end nogle Pjalter og andet Skramleri. Da sagde Einar: “Din Kjeltring, som her har staaet og narret os, saa man nu næsten ikke mere kan see Øen.” Einar og hans Mænd gik derpaa over paa deres Skib, og lagde fra, thi Stormen tog til hvert Øjeblik; de skiltes da saaledes, at Einar havde en svær Dyst at roe imod Vinden, førend de naaede Thjotta. Da sagde Odd: “Nu ere vi sluppne lykkelig og vel fra Einar Fluga, nu har det ingen Nød, hvis vi kan undgaae at træffe paa Kong Harald. Einar sendte strax Bud til Kong Harald, og gav ham Underretning om Odds Rejse. Da Odd med sine Folk kom ned til Mjola, lagde de til Havn der, thi de havde ingen bør til at sejle længer mod Syd; men der under Øen laae Kong Harald med nogle Skibe. Da de nu fik Øje paa Kjøbmandskibet, sagde Kongen til sine Mænd: “Nu træffer det sig maaskee godt, dette er uden Tvivl Odd Ufeigsøns Skib, jeg maa have fat paa ham, jeg veed aldrig at Einar Fluga er bleven saa grovelig tagen ved Næsen, som af denne Odd.” Kongen roede strax med mange af sine Mænd hen til Kjøbmandsskibet, og gik op paa det. Odd bød Kongen velkommen, men han svarede temmelig vredt: “Du Handler ikke ret imod mig, Odd! Jeg har allid viist dig Hæder, men du har rejst hen og handlet med Finnerne uden min Tilladelse.” Odd svarede: “Gjerne, Herre! havde vi i Høsten gaaet i Land længer sydpaa, end i Finmarken, hvis vi havde haft bør dertil; men det derimod stod i min Magt, ikke at handle med dem uden eders Tilladelse.” Kongen sagde: “Det troer jeg, jeg kunde have Grund til, om jeg lod eder alle hænge, og om du end ikke selv har taget Deel deri, saa see dine Mæd mig dog ud til, at de ikke have brudt sig om at handle, uden at spørge mig ad, og vi ville derfor ransage eder.” “Det maa I, som I selv vil Herre!” sagde Odd. Det skede, og de fandt slet ikke noget.


Kapitel 2

Thorsteen hed en ung og smuk Mand, en Frænde af Thorer Hund; han var en Ven af Odd, og var da hos Kongen: han blev tilbage paa Skibet, da Kongen gik. Thorsteen tog Odd til en Side, og spurgte, om de havde nogen Skyld i denne Sag, og sagde, at Kongen var vred, og vilde anstille en skarp Undersøgelse. Odd sagde: “Det er det sande i Tingen, min Ven! at vi ikke ere saa ganske uskyldige; mine Folk have givet sig til paa egen Haand at handle med Finnerne, endnu har jeg dog fundet Udvej til at skjule Varerne.” “Hvor er Godset nu?” sagde Thorsteen. Odd svarede, at det var altsammen i een Sæk. „Kongen vil komme igjen,” sagde Thorsteen, “og lade ransage, men Sækken med de finske Varer skal du tage og lægge under Kongen, og deroven paa indrette Højsædet for ham, jeg tænker da ikke, han falder paa, at han selv sidder paa Godset, men det er dog altid en vovelig Sag, hvorledes det vil løbe af.” Thorsteen tog da bort, og Odd gjorde, som han havde lært ham. Kongen kom, og satte sig paa det Sæde, der var indrettet for ham, men hans Mænd søgte omkring i Kisterne, og overalt blev der opbrækket, hvor de tænkte at finde noget, men der fandtes intet af det de søgte. Kongen sagde: “Jeg kan ikke vide, hvorledes det gaaer til, thi jeg er overbeviist om, at her ere nogle finske Varer paa Skibet.” Kongen gik da bort med sine Mænd, men Thorsteen stundede sig lidet, og sagde til Odd: “Nu duer det ikke mere, Kongen vil ikke lade Eftersøgningen fare, og naar han kommer næste Gang, vil han komme efter vort Kneb; lader os nu svøbe Godset ind i Seglet, og fæste det op under Raaen, nu vil alting blive revet fra hinanden og efterseet, baade Skibsbunken og alt andet.” Odd og hans Mænd gjorde, som Thorsteen havde sagt, men denne gik bort; og da han kom til Kongen, spurgte denne ham, hvorfor han var bleven tilbage. Thorsteen svarede: “Jeg var nødt dertil, Herre! der sprang et Baand i mine Beenklæder.” Kongen var temmelig vred; kort efter gik han op paa Odds Skib, og sagde: “Maaskee I har lavet mit Sæde til med de finske Varer, og der skal man nu først lede, og siden rundt om paa Skibet, og jo flere Hindringer I lægger os i Vejen, desto haardere skal eders Straf blive.” De søgte da oppe og nede, hvor de selv vilde, og fandt intet. Kongen gik i Land, men Thorsteen fik atter Lejlighed til at blive tilbage, og sagde til Odd: “Nu er her ikke andet for at gjøre, end at føre det finske Gods over paa den anden Side af Næsset, og skjule det der paa Land; thi Kongen vil komme her i Morgen, og han vil da ogsaa opdage dette Skjulested, men jeg vil nu gaae en anden Vej i Land, end Kongen, da vil han ikke saa let fatte Mistanke om, at jeg er bleven her tilbage. Men jeg giver eder det Raad, at I søger ud i aaben Sø, saasnart det seer nogenlunde ud til god Vind, og at I ikke fører det finske Gods ombord, førend i det Øjeblik I vil hisse Sejl: Kongen vil saaledes gaae eder paa Klingen, at I aldrig slippe vel bort uden den allerstørste Forsigtighed, thi han er ikke mindre haardnakket, end snild i hvad han en Gang har sat sig i Hovedet.” Odd sagde, han skulde vanskelig kunne gjengjælde Thorsteen den Hjælp, han ydede dem; Thorsteen drog bort, men Odd og hans Mænd bragde Godset i Land om Aftenen, og skjulte det. Men om Morgenen kom Kongen, og lod lede i Sejlet, saavel som andensteds omkring paa Skibet, og grundede bestandig paa, hvor de kunde have skjult det; men da de atter ikke fandt noget, sagde Odd: “Nu, Herre! maa I lade al eders Mistanke fare, thi der er ikke en Lap paa Skibet, uden den er efterseet.” Kongen svarede: “Det er endnu ikke afgjort, og aldrig har nogen saaledes drevet Spot med mig, hvordan jeg end saa faaer det betalt.” Kongen var saa vred, at ingen vovede at tale et Ord til ham. Nu led den Dag, og henimod Nat rejste sig en gunstig Vind; Odd og hans Mænd toge hen og førte de finske Varer ombord, gjorde sig det snareste muligt sejlfærdige, og havde vundet rum Sø, før det blev Morgen. Kongen vaagnede aarle, og sagde til sine Mænd: “Nu troer jeg, jeg gjennemskuer Odds hele Paafund, og der maa flere have haft Deel deri, end de allene, men nu haaber jeg dog vi skal finde paa deres Skib, hvad vi have søgt efter, men jeg kunde ikke give dem Dødssag derfor, saalænge det kun var en Formodning; lad os nu tage derhen og lede!” Men da de kom udenfor Teltene, og saae sig om, fik de Øje paa Odds Sejl langt ude ved Øerne. Da sagde Kongen: “For denne Gang faaer jeg ikke mere fat paa Odd, men du, Thorsteen, kan godt staae dine Venner bi, thi mere agter du nu Odd, end mig; maaskee slægter du kun din Æt paa i Svig og Falskhed.” Thorsteen svarede: “Det vilde snarere være Troskab og Hengivenhed imod eder, end Svig, at afholde eder fra den Udaad, at dræbe Odd, som har været eders Ven, og mange andre brave Mænd for en Mistankes Skyld, der dog ikke vilde være gyldig Grund til Livsstraf, om den endog befandtes sand.” Odd fik god Bør, kom til Island, og drog til sin Gaard. Der var en Mand, ved Navn Harek, en Frænde til Thorsteen; han var den Gang paa Rejser, og kom en Sommer med sit Skib i Mundingen af Midfjord; der var den Tid Uaar paa Island. Odd bød Harek Ophold hos sig om Vinteren, og viste ham alt Godt, og næste Sommer sendte han nogle gode Stodheste over med ham som en Foræring til Thorsteen, thi han og alle hans Skibsfolk, sagde han, maatte takke Thorsteen for deres Liv. Harek kom til Norge, og besøgte sin Frænde Thorsteen, som da endnu var hos Kongen; han bragde ham Hestene, og sagde, de vare sendte ham fra Odd. Thorsteen sagde: “Det kommer mig meget ubelejligt, nu var Odds Sag og den Hjælp, jeg ydede ham, saa godt som glemt, men nu kan det ikke skjules mere, og det vil blive vanskeligt at rede sig vel fra.” Thorsteen viste da Kongen Hestene, og sagde, at Odd havde sendt ham dem til Foræring. Kongen svarede: “Jeg har ingen Foræring fortjent af Odd; dig har han sendt Hestene, og ikke mig; du skal ogsaa beholde dem, men miste dit Liv,” og han befalede derpaa at dræbe ham. Men hans Mænd søgte at trække Henrettelsen i Langdrag, thi Thorsteen var en meget Vennesæl Mand; ved de andres Bønner bragdes det endelig dertil, at han beholdt Livet og Tilladelse at blive i Landet, men han maatte forlade Hoffet, og kom aldrig mere i Kongens Gunst.