Fortællingen om Norne-Gæst

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Udvalgte fornaldersagaer

Fortællingen om Norne-Gæst

Norna-Gests þáttr

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2022

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44

---

1. Gæst kommer til kong Olav

Nornerne ved Gæsts vugge
Illustration af Johannes Gehrts

Det fortælles, at det skete engang, mens kong Olav Tryggveson sad i Trondheim, at en mand kom til ham sidst på dagen og hilste behørigt på ham. Kongen tog godt imod ham og spurgte, hvem han var, og han sagde, at han hed Gæst. Kongen svarer: »Du kan være gæst her, uanset hvad du hedder.« Gæst svarer: »Dette er mit rigtige navn — herre! — og jeg tager med tak imod at være gæst her, såfremt det er muligt.« Kongen sagde, at det var i orden. Men fordi det var sent på dagen, ville kongen ikke tale med gæsten, og han gik straks til aftenmesse og siden til bords og derpå i seng for at hvile sig.

Men denne samme nat vågede kong Olav Tryggveson i sin seng og læste sine bønner, mens alle de andre i herberget sov. Det forekom da kongen, at en alf eller en ånd kom ind i huset, selv om alle døre var lukkede, og han gik forbi sengene og alle de mænd, som sov dér, og til sidst kom han hen til sengen ved den mand, som lå yderst. Da standsede alfen og sagde: »Det er en forbavsende stærk lås, der her er for et tomt hus, men kongen er ikke i denne henseende så klog, som andre hævder, når de kalder ham den viseste mand, siden han nu sover så fast.« Derpå forsvandt han væk gennem lukkede døre.

Tidligt den følgende morgen sendte kongen sin skosvend hen for at finde ud af, hvem der havde ligget i denne seng om natten, og det viste sig at være den nyankomne gæst. Kongen lod ham tilkalde og spurgte ham, hvem han var søn af. Og han svarer: »Min far hed Tord, men blev kaldt Tingbider. Han var dansker og boede i den by i Danmark, der hedder Grønning.« »Du ser sund og rask ud,« siger kongen. Denne Gæst var djærv i sin tale og større end de fleste andre, kraftfuld, men noget præget af høj alder. Han bad kongen om at måtte opholde sig længere ved hirden. Kongen spurgte, om han var kristen. Gæst sagde, at han var blevet primsignet, men ikke døbt. Kongen gav ham tilladelse til at være ved hirden, »— men du får ikke lov til at være længe hos mig som udøbt.« Men alfen havde sagt det om låsen, fordi Gæst om aftenen havde slået korsets tegn i lighed med de andre mænd, selv om han dog var hedning. Kongen sagde: »Har du nogle særlige færdigheder?« Han sagde, at han kunne spille på harpe og fortælle sagaer til folks fornøjelse. Da sagde kongen: »Det er ilde, at kong Svend lader udøbte mænd forlade sit rige og rejse mellem landene.« Gæst svarer: »Det skal den danske konge ikke have skylden for, for jeg forlod Danmark, længe før kejser Otto lod Danevirke brænde og tvang kong Harald Gormsøn og Håkon Blotjarl til at antage kristendommen.« Kongen spørger Gæst om mange forskellige ting, og han svarede godt og klogt på det meste. Det siges, at Gæst kom til kong Olav i dennes tredje regeringsår. Det samme år kom der også to mænd til ham, som begge hed Grim og var blevet sendt af Gudmund på Glæsisvoldene. De havde to horn med til kongen som en gave fra Gudmund. Disse blev også kaldt for Grim. De havde flere ærinder hos kong Olav, som det siden skal blive fortalt. Nu kan det fortælles, at Gæst opholdt sig hos kongen. Han fik plads yderst efter gæsterne. Han havde en høvisk adfærd og var vel skikket. Han var også vellidt af de fleste, og man satte pris på ham.

2. Væddemålet

Kort før jul vendte Ulf den Røde hjem sammen med en skare mænd. Han havde om sommeren været sendt ud i kongens ærinde, idet han var sat til at forsvare landet i Viken mod danskernes angreb om efteråret. Han plejede altid at opholde sig hos kong Olav i midvinteren. Ulf havde mange gode kostbarheder med til kongen, som han havde skaffet om sommeren, og han havde fået fat i en guldring, som hed Nittet. Den var nittet sammen syv steder, og alle delene havde hver sin farve. Den var lavet af meget bedre guld end andre ringe. Denne ring havde Ulf fået af en bonde, der hed Lodmund, og ringen havde tidligere tilhørt kong Half, som Halfskæmperne udsprang fra og blev opkaldt efter, da de tvang værdierne fra kong Halfdan i Ylfing. Men Lodmund krævede til gengæld, at Ulf skulle beskytte hans gård med kong Olavs støtte. Dette lovede Ulf ham. Kongen fejrer nu jul på storslået vis og sidder i Trondheim. På julens ottende dag overrækker Ulf den Røde ringen Nittet til kong Olav. Kongen takker ham for gaven og den trofaste tjeneste, han altid har ydet ham. Denne ring blev nu sendt rundt i hele herberget, hvor mænd sad ved drikken, for på den tid var der ikke rejst haller i Norge. Den ene efter den anden betragtede den, og folk mente ikke at have set guld, der var lige godt som det i ringen. Til sidst når ringen hen til gæsternes bænk og den ukendte Gæst. Han ser på ringen og rækker den videre tværs hen over den hånd, hvormed han holdt drikkebægeret. Han virker uanfægtet og siger ikke noget om kostbarheden, men taler muntert videre med sine fæller. En tjener i herberget skænkede for gæsterne yderst på bænken. Han spørger: »Synes I godt om ringen?« »Vældig godt,« sagde de, »— bortset fra den nyankomne Gæst; han fandt ikke, at den var noget særligt, men vi tænker, at han ikke har begreb om den slags, siden han ikke ænser det.« Herbergstjeneren træder frem for kongen og fortæller ham, hvad gæsterne har sagt, og hvordan denne nyankomne gæst ikke ænsede, hvilken skat det var, da han fik forevist denne kostbarhed. Da sagde kongen: »Denne Gæst, der er kommet, véd nok mere, end I går og tror, og han skal komme til mig i morgen og fortælle mig en historie.« Nu taler de sammen — gæsterne yderst på bænken — og de spørger den nyankomne gæst, hvor han har set en ring, der er lige så god eller bedre. Gæst svarer: »I finder det underligt, at jeg ikke sagde meget om den ring, men det er, fordi jeg ganske bestemt har set guld, som på ingen måde var ringere, men syntes bedre.« Så ler kongens mænd højt og siger, at nu blev det meget morsomt, »— og du vil nok vædde med os om, at du har set guld, der er tilsvarende godt som dette, men du skal kunne bevise det. Vi satser 4 mark gangbart sølv, men du skal sætte din kniv og dit bælte på spil, og kongen skal afgøre, hvem der har ret.« Da sagde Gæst: »Jeg kan ikke gøre begge dele og både tåle jeres latterliggørelse og undlade at gå ind på det, I siger, og jeg vil afgjort indgå væddemål herom og satse så meget, som I foreslår, og så må kongen afgøre, hvem der har ret.« De afslutter nu samtalen. Gæst tager sin harpe og spiller længe og godt på den om aftenen, så alle finder, at det er en fornøjelse at høre på, men Gunnarsslag er dog den bedste, han spiller. Han slutter af med at spille den gamle Gudruns list. Den havde folk ikke hørt før. Derpå sov man natten igennem.

3. Kong Olav afgør væddemålet

Om morgenen står kongen tidligt op og overværer gudstjenesten, og da den er til ende, går kongen til bords med sine hirdmænd. Og da han har taget plads i højsædet, træder flokken af gæster frem for kongen sammen med Gæst og fortæller ham alt om deres samtale og det væddemål, som de har indgået. Kongen svarer: »Det behager mig ikke, at I indgår væddemål og sætter jeres penge på spil. Jeg formoder, at drikken er steget jer til hovedet, og jeg finder det tilrådeligt, at I opgiver det, navnlig såfremt Gæst synes, at det er det bedste at gøre.« Gæst svarer: »Jeg ønsker, at alle vores aftaler skal stå ved magt.« Kongen sagde: »Jeg synes, jeg fornemmer på dig — Gæst! — at mine mænd har forregnet sig i denne sag, men det vil snart vise sig.«

De går derpå væk derfra, og folk gik hen for at drikke. Og da drikkebordene var stillet frem, lader kongen Gæst tilkalde og siger dette til ham: »Nu må du nødvendigvis fremvise noget guld — såfremt du har det — så jeg kan afgøre jeres væddemål.« »Det gør du nok gerne — herre!« sagde Gæst. Han finder da en pung frem, som han havde på sig, og derfra tog han en knyttet bylt, som han åbner og rækker kongen. Kongen kan se, at dette er et stykke af en sadelring, og han ser, at det er virkelig godt guld. Han beder da om at få ringen Nittet, og da det er sket, sammenligner kongen guldet og ringen. Derpå sagde han: »Dette guld, som Gæst er kommet med, er utvivlsomt det bedste, og det samme vil de fleste andre mene, såfremt de ser det.« Mange kunne bekræfte kongens ord. Han erklærede derpå, at Gæst havde vundet væddemålet. Gæsterne fandt, at de havde båret sig uforstandigt ad i denne sag. Da sagde Gæst: »Behold jeres penge, for jeg har ikke brug for dem, men indgå ikke oftere væddemål med fremmede mænd, for I kan ikke vide, om den I har truffet, både har set og hørt mere end jer. Men dig — herre! — vil jeg takke for afgørelsen.« Da sagde kongen: »Nu ønsker jeg, at du fortæller, hvor du har det guld fra, som du bærer rundt på.« Gæst svarer: »Det vil jeg nødig, for de fleste vil nok finde den historie, jeg fortæller, ganske utrolig.« »Vi vil dog høre den alligevel,« siger kongen, »— for du har tidligere lovet at fortælle din historie.« Gæst svarer: »Hvis jeg fortæller jer, hvor guldet kommer fra, gætter jeg på, at I vil høre flere historier.« »Det kan godt være,« siger kongen, »— at du gætter rigtigt her.«

4. Gæst begynder sin fortælling

»Nu vil jeg fortælle om dengang, jeg drog sydpå til Franken. Jeg ønskede at vide mere om kongers skikke og den store anseelse, som Sigurd Sigmundson nød for sin skønhed og styrkes skyld. Der skete ikke noget videre, før jeg kom til Franken og mødte kong Hjalprek. Han havde en stor hird omkring sig. Dér opholdt Sigurd sig dengang, søn af Sigmund Vølsungson og Hjørdis Eylimesdatter. Sigmund faldt i kamp mod Hundingssønnerne, og Hjørdis giftede sig med Half, som var kong Hjalpreks søn. Dér voksede Sigurd op i sin barndom, og det gjorde alle kong Sigmunds sønner: Sinfjøtle og Helge, som dræbte kong Hunding og derfor blev kaldt Hundingsbane. De overgik alle med hensyn til styrke og vækst. En tredje hed Håmund. Sigurd var dog den fremmeste af alle brødrene. Det er også velkendt, at Sigurd har været den gæveste af alle hærkonger og den ypperligste mand i den hedenske tid. Da var også Regin, Hreidmars søn, kommet til kong Hjalprek. Han var mere fingersnild end nogen anden og dværg af vækst, en klog mand, men grusom og troldkyndig. Regin lærte Sigurd mange forskellige ting og elskede ham højt. Han fortalte da om sine forældre og også om de mærkelige hændelser, der var sket. Men jeg havde ikke været der længe, før jeg i lighed med mange andre gik i Sigurds tjeneste. Alle elskede ham højt, for han var både mild og omgængelig og rundhåndet over for os.

5. Sigurd drager på hævnfærd

En dag kom vi hen til Regins huse, og Sigurd blev da godt modtaget. Da kvad Regin dette vers:

En rådsnar mand

møder nu her

i mine sale:

Sigmunds afkom —

yderst kraftfuld,

mens jeg er gammel;

et opgør må ventes,

når ulven er glubsk.

Og desuden sagde han:

Nu er Yngves ætling

ankommet her;

den tapre fyrste

skal fostres af mig.

Den mand vil blive

mægtigst af alle;

hans lov skal lyde

landene over.

Sigurd var dengang altid sammen med Regin, og denne fortalte ham meget om Fafner, og hvordan han lå på Gnitahede i drageskikkelse og var usædvanlig stor af vækst. Regin lavede et sværd til Sigurd. Det hed Gram og var så skarpt, at da han stak det i floden Rhinen og lod en uldtot drive med strømmen imod det, da skar sværdet uldtotten over. Derpå kløvede Sigurd Regins ambolt med sværdet. Efter dette opildnede Regin Sigurd til at dræbe Fafner, som var Regins bror, og han kvad dette vers:

Højt skulle de le,

Hundings sønner —

de, som var årsag

til Eylimes fald —

hvis fyrsten glemte

faderhævnen

i sin stræben efter

strålende ringe.

Efter dette gør Sigurd sig klar til at tage af sted, og det er hans hensigt at hærge hos Hundings sønner, og kong Hjalprek skaffer ham et stort følge og nogle hærskibe. På denne færd blev Sigurd fulgt af sin bror Håmund og dværgen Regin. Jeg var der også, og de kaldte mig dengang Norne-Gæst. Kong Hjalprek havde lært mig at kende, dengang han var i Danmark sammen med Sigmund Vølsungson. Da var Sigmund gift med Borghild, men de skiltes, da Borghild dræbte Sigmunds søn Sinfjøtle med gift. Sydpå i Franken blev Sigmund siden gift med Hjørdis, der var datter af Eylime, som Hundings sønner dræbte, og Sigurd skulle således både hævne sin far og sin morfar. Helge Sigmundson, som blev kaldt Hundingsbane, var en bror til Sigurd, som siden blev kaldt Fafnersbane. Sigurds bror Helge havde dræbt kong Hunding og tre af dennes sønner: Eyjolf, Herrød og Hjørvard. Lyngve undslap sammen med sine to brødre Alf og Heming. De var meget berømte for al deres formåen, og Lyngve var anfører for brødrene. De var meget troldkyndige. De havde underkuet mange småkonger og dræbt mange kæmper og brændt mange borge og øvet det værste hærværk i Spanien og Franken. Dengang var kejserdømmet ikke nået over fjeldet og herop nordpå. Hundings sønner havde underlagt sig det rige, som Sigurd havde i Franken, og her havde de en stor styrke.

6. Sigurd fælder Hundings sønner

Nu skal det fortælles, hvordan Sigurd gjorde sig klar til at kæmpe mod Hundings sønner. Han havde en stor hær og velbevæbnet hær. Det var mest Regin, der anførte styrken. Han havde det sværd, der hed Ridil, som han havde smedet. Sigurd bad Regin låne sig sværdet. Det gjorde han, men bad ham dræbe Fafner, når han vendte hjem efter denne færd. Dette lovede Sigurd ham. Vi sejlede derpå sydpå langs landet. Så løb vi ind i et voldsomt uvejr, og mange mente, at det blev forvoldt af Hundingssønnernes trolddomskunster. Vi sejlede derefter tættere på land, og da så vi en mand på et klippefremspring, der strakte sig ud fra kystfjeldet. Han bar en grøn kappe og blå benklæder og langskaftede støvler med knapper, og han havde et spyd i hånden. Denne mand råbte os an og sagde:

Hvem rider her

Ræfils heste

på det buldrende havs

høje bølger?

Sejlets Stuf’er

stænkes af skumsprøjt,

og vinden truer

vovens mære.

Regin kvad som svar:

Her er Sigurds flok

på søens træer;

en drabelig bør

driver os frem,

og bølgen slår hårdt

mod den høje stavn

på spantehesten —

hvem spørger om dette?

Kappemanden kvad:

Hnikar blev jeg kaldt,

da kampen stod på,

og den unge Vølsung

gav æde til Hugin;

kald du nu enten

karlen fra bjerget

for Fang eller Fjølner

på farten med jer!

Så lagde vi til land, og stormen ophørte straks, og Sigurd bad den gamle mand komme ombord på skibet. Det gjorde han, og vi fik da den gunstigste vind. Manden satte sig ved Sigurds knæ og var meget imødekommende. Han spurgte, om Sigurd ønskede at få gode råd af ham. Sigurd siger, at det vil han gerne, og han sagde, at han mente, at manden nok var god til at give råd, som kunne gavne folk. Sigurd sagde til kappemanden:

Fortæl hvad du véd

om varsler — Hnikar! —

der gavner guder og mennesker;

findes mon nogle,

der nytter i strid,

og hjælper, hvor sværd skal svinges?

Hnikar sagde:

Der er mange varsler,

mænd bør kende,

som gavner, når sværd skal svinges:

Når et sværdtræ følges

af den sorte ravn,

tror jeg, det varsler vel.

Et andet er,

når du agter dig bort

og står færdig til færden,

men øjner to

uden for huset —

mænd, der hungrer efter hæder.

Et tredje er

en tudende ulv,

der høres fra under en ask;

det varsler om held

mod våbenklædte,

hvis du ser dem først.

Gå aldrig frem

mod fjendehæren

i lavt modlys

fra månens søster;

sejren er sikret

den sværdlegsfremmer,

som kan se og kæmper

i kilefylking.

I stridens stund

er den største skade

at snuble foran fjenden;

troløse diser

står tæt ved din side —

de ønsker at se dig såret.

Enhver bør være

vasket og kæmmet

og mæt fra morgenen af,

for ingen aner,

hvad aftenen bringer;

der er ingen held ved hastværk.

Og derpå sejlede vi sydpå langs Holsten og østen for Frisland, hvor vi lagde til. Hundings sønner får straks besked om vores færd, og de samler hæren og får hurtigt en stor styrke. Og da vi mødes, opstår der en hård kamp. Lyngve og hans brødre stod i spidsen for alle angreb, men alle deres folk gik dog hårdt frem. Sigurd gik imod dem med en sådan kraft, at alle måtte vige for ham, for sværdet Gram var til stor fare for dem, og der var ingen grund til at beskylde Sigurd for manglende mod. Da han og Lyngve mødes, skifter de mange hug og kæmper med den største tapperhed. Der bliver da et ophold i kampen, mens alle mænd betragter denne tvekamp. Det gik længe sådan, at ingen af dem formåede at såre den anden, fordi de var så øvede i våbenbrug. Derpå søger Lyngves brødre hårdt frem og dræber mange, mens andre flygter. Så vender Håmund, Sigurds bror, sig imod dem, og jeg fulgte med ham, og de fik da nogen modstand. Kampen mellem Sigurd og Lyngve ender med, at Sigurd tager ham til fange, og han blev da lagt i lænker. Og da Sigurd sluttede sig til os, skiftede kamplykken snart. Da faldt Hundings sønner og hele deres hær, og da begyndte natten at mørkne. Om morgenen, da det blev lyst, var Hnikar forsvundet, og ingen så ham siden. Folk mente, at det havde været Odin. Så drøftede man, hvilken død Lyngve skulle lide. Regin foreslog, at der skulle ristes blodørn på hans ryg. Regin fik da sit sværd af mig, og med det snittede han Lyngve i ryggen på den måde, at han skar ribbenene løs ved rygsøjlen og trak lungerne ud. Dér døde Lyngve med stor tapperhed. Da sagde Regin:

Sigmunds bane

fik en blodig ørn

skåret på ryggen

med det skarpe sværd;

der var få som ham

af fyrsteslægt,

der rødnede jorden

til ravnens glæde.

Vi fik et stort krigsbytte. Sigurds hærfolk tog det hele, for han ville ikke have noget af det. Der var store værdier i klæder og våben. Siden dræbte Sigurd Fafner og også Regin, fordi denne ville svige ham. Så tog Sigurd Fafners guld og red af sted med det. Han blev derefter kaldt Fafnersbane. Siden red han op på Hindshede, hvor han traf Brynhild, og det gik sådan mellem dem, som det berettes i Sigurd Fafnerbanes saga.

7. Sigurd Fafnersbane træffer Starkad Storværkson

Sigurd bliver siden gift med Gudrun Gjukesdatter. Så opholdt han sig en tid hos sine svogre, gjukungerne. Jeg var med Sigurd nordpå i Danmark. Jeg var også hos Sigurd, da kong Sigurd Ring sendte sine svigersønner, Gandalfsønnerne, mod gjukungerne Gunnar og Høgne og forlangte, at de skulle betale skat til ham, ellers ville de blive udsat for hans hær, men de valgte at forsvare deres land. Ved landegrænsen afmærkede Gandalfsønnerne da slagmarken mod gjukungerne med hasselkæppe, hvorpå de drog hjem. Men gjukungerne beder Sigurd Fafnersbane om at følge dem i kamp. Han sagde, at det skulle ske. Jeg opholdt mig da endnu hos Sigurd. Vi sejlede da igen nordpå til Holsten og gik i land på det sted, der hedder Jernelv. Ikke langt fra havnen var der sat hasselstænger på det sted, hvor slaget skulle stå. Da fik vi øje på en mængde skibe, der kom sejlende nordfra. De blev anført af Gandalfs sønner. Så angreb man fra begge sider. Sigurd Ring var der ikke, for han måtte forsvare sit land, Sverige, mod kurlændinge og kvener, som hærgede dér. Sigurd Ring var da blevet meget gammel.

Så bragede hærene sammen, og kampen bliver voldsom med stor mandskade. Gandalfs sønner gik hårdt frem, for de var både større og stærkere end andre mænd. I deres hær så man en stor og stærk mand. Denne mand fældede både mænd og heste, så ingen kunne stille noget op, for han lignede mere en jætte end et menneske. Gunnar bad Sigurd gå imod denne menneskedjævel, for det kunne ikke gå på denne måde. Sigurd begav sig nu hen imod denne store mand, og han havde nogle folk med sig, men de fleste havde ikke megen lyst til dette. Vi traf snart denne store mand,« siger Gæst, »— og Sigurd spurgte ham, hvad han hed, og hvor han kom fra. Han siger, at han hedder Starkad Storværkson og er fra Fenring nordpå i Norge. Sigurd siger, at han har hørt om ham, men for det meste ikke noget godt, »— og sådanne mænd skal man ikke skåne for ulykke.« Starkad sagde: »Hvem er denne mand, der taler så ondt om mig?« Sigurd fortalte, hvem han var. Starkad sagde: »Er det dig, der kaldes Fafnersbane?« »Det er det,« siger Sigurd. Da prøvede Starkad at slippe væk, men Sigurd følger efter ham og hæver sværdet Gram og slår ham på tandgærdet med hjaltet, så han får slået to kindtænder ud. Dette var et hug, som skulle skamfere ham. Sigurd bad den menneskekøter komme væk, og Starkad fortrak. Men jeg samlede den ene kindtand op og tog den med mig. Den bruges nu i en klokkestreng i Danmark, og den vejer 7 øre. Folk synes, at det er et tankevækkende syn. Efter Starkads flugt flygtede også Gandalfsønnerne. Så vandt vi et stort bytte, og derpå vendte kongerne hjem til deres rige, hvor de en tid forholdt sig i ro. Kort tid efter hørte vi om Starkads niddingsværk, da han dræbte kong Ole i badet.

8. Om Sigurds hest Grane

Det skete en dag, da Sigurd Fafnersbane var på vej til et møde, at han red ud i noget søle, og hesten Grane sprang op med en sådan kraft, at sadelgjorden bristede, og ringen faldt af. Da jeg så, at den lå og skinnede i æltet, samlede jeg den op og gik hen til Sigurd med den, men han forærede mig ringen. Og for ikke længe siden så I nu dette samme guld. Så sprang Sigurd af hestens ryg, og jeg tørrede den af og vaskede mudderet af den og tog en lok af dens halehår for at kunne vise, hvor stor den var.« Gæst fremviste lokken, og den var 7 alen lang. Kong Olav sagde: »Jeg finder dine beretninger meget fornøjelige.« Alle roste nu Gæsts fortællinger og hans mod. Kongen ønskede, at han skulle fortælle meget mere om, hvad der var hændt hans frænder, og Gæst fortæller dem mange underholdende ting helt til det bliver aften. Så gik man hen for at sove. Men den følgende morgen lod kongen Gæst tilkalde, for han vil tale mere med ham. Kongen sagde: »Jeg har ikke helt fået rede på din alder, og hvor sandsynligt det er, at du er så gammel en mand, at du har været til stede ved disse hændelser. Du må fortælle en anden historie, så vi kan vurdere, hvor sande disse hændelser er.« Gæst svarer: »Jeg tænkte nok, at I ville høre flere historier, hvis jeg fortalte, hvordan det gik til med guldet.« Kongen sagde: »Vist skal du fortælle mere.«

9. Sigurds og Brynhilds død

»Da kan jeg i øvrigt fortælle,« siger Gæst, »— at jeg drog nordpå til Danmark, og dér bosatte jeg mig på min fædrene arv, for min far var pludselig død. Ikke længe derefter hørte jeg om Sigurds og også gjukungernes død, og jeg syntes, at det var store nyheder.« Kongen sagde: »Hvordan døde Sigurd?« Gæst svarer: »De fleste siger, at Guttorm Gjukeson stak et sværd igennem ham, mens han sov i Gudruns seng, men tyskerne siger, at Sigurd blev dræbt ude i skoven. Men mejserne sagde, at Sigurd og Gjukes sønner var redet af sted til et tingmøde, og så dræbte de ham. Men alle er enige om, at de dræbte ham, mens han lå ned og ikke var forberedt på det, og de sveg ham trods deres troskabsed.« Og da spørger en hirdmand: »Hvad gjorde Brynhild så?« Gæst svarer: »Brynhild dræbte da syv af sine trælle og fem trælkvinder og stak et sværd igennem sig og bad om at blive kørt i vogn hen til et bål sammen med disse folk og blive brændt, når hun var død. Og det blev gjort sådan, at der blev lavet et bål til hende og et andet til Sigurd, og han blev brændt før Brynhild. Hun blev kørt i en vogn, som var beklædt med gudvæv og purpur og skinnende guld overalt, og sådan blev hun brændt.« Da spurgte folk Gæst, om Brynhild havde kvædet noget, da hun var død. Han sagde, at det havde hun. De bad ham kvæde det, hvis han kunne. Da sagde Gæst: »Da Brynhild blev kørt ad Helvejen til bålet, kørte man tæt forbi en fjeldhammer med hende. Dér boede en jættekælling. Hun stod ude ved klippeporten og var klædt i en skindkjortel og helt sort at se på. I hånden havde hun en lang gren fra skoven, og hun sagde: »Denne vil jeg lægge på dit bål — Brynhild! — og det bedste ville være, at du blev brændt levende for dine ugerninger, fordi du lod Sigurd Fafnersbane — denne gæve mand — dræbe. Jeg var ofte villig til at hjælpe ham, og derfor skal jeg kvæde hævnvers mod dig, så alle, der hører dem, vil finde dig endnu mere afskyelig. Derpå kvæder de mod hinanden — Brynhild og jættekællingen. Jættekællingen kvad:

Stop! Jeg nægter dig

at styre igennem

min gård, som er rejst

på en grund af fjeld;

sæt dig hellere

og sy på en dug —

og hold dig i øvrigt

fra andres mænd!

Rastløse hoved! —

hvorfor rømmer du nu

kampenes land

for at komme her?

Du har mættet ulve —

mindes du nok! —

med menneskers blod

blandet med ondskab.

Da kvad Brynhild:

Du brud fra bjerget

bebrejder mig nok,

at jeg før har været

på vikingefærd,

men hvis mit ophav

blev målt mod dit,

skulle du regnes

for ringest af os.

Jættekællingen kvad:

Du kom — Brynhild,

Budles datter! —

med den værste ulykke

til verden her:

Gjukes sønner

har du sendt i døden;

du har ganske ødet

deres gode hjem.

Brynhild kvad:

Det er snart sagt

fra sædet her —

vidløse væsen! —

hvis du vil høre,

hvordan Gjukes børn

gjorde, at jeg stod

uden min elskede

og som edsbryder.

Ved egen blev

vi otte søstres

hamme da skjult

af en herlig konge;

i min tolvte vinter

tog han mit løfte —

den unge hersker —

om ægteskab.

Den gamle Hjalmgunnar,

Gygens broder,

lod jeg vandre

ad vejen til Hel;

en ung gav jeg sejr —

Audas broder —

men vakte vreden

voldsomt i Odin.

Jeg blev skjult bag skjolde

i Skatelunden:

Rande på række —

røde og hvide.

Kun den kunne ende

min dvale, sagde han,

som ingensteds

og aldrig blev skræmt.

På syd-siden

af salen lod han

fyrreskovens hund

flamme vældigt;

han bød den mand

bryde igennem,

der førte mig guldet,

som Fafner lå på.

På Granes ryg

kom guldets deler

hen, hvor min fosterfar

førte sit hus.

Han skilte sig ud

fra skaren dér:

En dane-viking

djærvere end andre!

Vi lagde os da

på lejet sammen;

men begge holdt vi

hænderne for os selv,

som om han var

min egen broder,

og intet skete

i otte nætter.

Men Gjukes datter —

Gudrun — røbede,

at det var Sigurds favn,

jeg sov i dér.

Uden at ønske det

indså jeg nu:

De sveg mig dengang,

jeg søgte en mage.

Længe endnu

vil livet volde

kummer og kval

for kvinder og mænd,

men Sigurd og jeg

er sammen for evigt

og skal aldrig skilles —

så skrid, din trold!

Derpå skreg jættekællingen med rædsom røst og sprang ind i fjeldet.« Da sagde kongens hirdmænd: »Dette er morsomt — fortæl flere historier!« Kongen sagde: »Det er unødvendigt at fortælle flere historier om den slags.« Kongen sagde: »Har du været hos Lodbrogssønnerne?« Gæst svarer: »Jeg var hos dem, men ikke længe. Jeg kom til dem, da de hærgede sydpå ved Alperne og ødelagde Vifilsborg. Dengang var alle bange for dem, for de sejrede, hvor end de kom, og de agtede på den tid at drage mod Rom. En dag trådte en mand frem for kong Bjørn Jernside og hilste på ham. Kongen tager godt imod ham og spurgte, hvorfra han var kommet. Han sagde, at han var kommet sydfra, fra Rom. Kongen spurgte: »Hvor langt er der dertil?« Han svarede: »Her ser du — konge! — de sko, jeg har på fødderne.« Han tog da et par jernsko af sine fødder, og de var meget tykke på oversiden, men ganske tyndslidte på undersiden. »I kan se på mine sko, hvilket slid de har været udsat for. Så langt er der herfra til Rom.« Kongen sagde: »Det er en overordentlig lang rejse, og jeg tror, vi vender om og undlader at hærge i Romerriget.« Og det gør de og rejser ikke videre, men folkene i hæren syntes, at det var underligt at skifte mening så hurtigt på grund af noget, som én mand havde sagt, når de tidligere havde besluttet det. Men hermed vendte Lodbrogssønnerne hjem nordpå og hærgede ikke yderligere i syden.« Kongen sagde: »Det er indlysende, at de hellige mænd i Rom ikke ville have dem til at overfalde stedet, og denne ånd må være sendt af Gud, så de hurtigt ombestemte sig og afstod fra at ødelægge Jesu Kristi helligste kirke i Rom.«

10. Gæsts samtale med kongen

Kongen spurgte endvidere Gæst: »Hvor hos disse konger har du syntes, at der var bedst at være?« Gæst siger: »Jeg var mest glad hos Sigurd og gjukungerne. Men hos Lodbrogssønnerne kunne folk selv bestemme og leve, som de ville. Og hos Erik i Uppsala var der den største lykke. Men kong Harald Hårfager var den af de førnævnte konger, som lagde mest vægt på hirdskikkene. Jeg var også hos kong Ludvig i Saxland, og dér blev jeg primsignet, for ellers måtte jeg ikke være der, for kristendommen blev overholdt nøje på stedet, og dér var det på alle måder bedst, syntes jeg.« Kongen sagde: »Du kunne sikkert fortælle meget, hvis vi ønskede at spørge.« Kongen stiller nu Gæst mange spørgsmål, og Gæst svarer godt på dem alle, men til sidst siger han dette: »Nu vil jeg fortælle dig, hvorfor jeg kaldes Norne-Gæst.« Kongen sagde, at det ville han gerne høre.

11. Gæst bliver døbt

»Det var dengang, da jeg voksede op hos min far på det sted, der hedder Grønning. Min far havde mange penge og en kostbar husførelse. Dengang drog vølver — sådan kaldte man spåkoner — rundt om i landet og spåede folk om deres skæbne. Derfor indbød folk dem og holdt gæstebud for dem og gav dem gaver ved afskeden. Dette gjorde min far også, og de kom hjem til ham med deres følge og skulle forudsige min skæbne. Jeg lå i en vugge, da de skulle drøfte min sag. Over mig brændte to vokslys. Så talte de til mig og sagde, at jeg ville blive en mand med stor lykke, mere end mine forfædre og høvdingesønner dér i landet, og de sagde, at sådan ville det gå mig i alle henseender. Den yngste norne syntes ikke, at de to andre værdsatte hende, og de spurgte hende ikke om sådanne spådomme, som var betydningsfulde. Der opstod også en stor uro i flokken, og hun blev væltet ud af sit sæde og faldt til jorden. Hun blev derfor voldsomt fortørnet, og hun råbte højt og vredt og bad de andre høre op med at tale så godt om mig, »— for jeg lægger den skæbne på ham, at han ikke skal leve længere end det vokslys brænder, som er tændt hos ham.« Efter dette tog den ældste vølve vokslyset og slukkede det og bad min mor tage vare på det og ikke tænde det før på den sidste dag i mit liv. Derefter tog spåkonerne af sted, og de bandt den unge norne og tog hende med sådan, og min far gav dem gode gaver ved afskeden. Da jeg blev en voksen mand, overlod min mor dette vokslys i min varetægt, og jeg har det hos mig nu.« Kongen sagde: »Hvorfor kom du her til mig?« Gæst svarer: »Det var et indfald, jeg fik. Jeg forestillede mig, at jeg kunne få del i din lykke, for jeg har hørt gode og kloge mænd rose dig meget.« Kongen sagde: »Vil du nu modtage den hellige dåb?« Gæst svarer: »Det vil jeg gøre på dit råd.« Og sådan blev det, og kongen tog ham kærligt til sig og gjorde ham til sin hirdmand. Gæst havde en stærk tro og fulgte kongens skikke godt. Han var også afholdt blandt folkene.

12. Gæsts død

En dag spurgte kongen Gæst: »Hvor længe ønsker du at leve, hvis du må bestemme?« Gæst svarer: »Kun en kort tid fra nu af, hvis Gud ønsker det.« Kongen sagde: »Hvor længe vil der gå, hvis du nu tager dit vokslys?« Gæst fandt sit vokslys frem fra harpestokken. Kongen bad om at få det tændt, og det blev gjort. Og da lyset var tændt, brændte det hurtigt. Kongen spurgte Gæst: »Hvor gammel er du?« Gæst svarer: »Nu er jeg tre hundrede år gammel.« »Du er meget gammel,« sagde kongen. Gæst lagde sig ned. Han bad dem da om den sidste olie. Det lod kongen dem gøre, og da det var gjort, var der ikke meget tilbage af lyset, som ikke var brændt. Man så nu, at det lakkede mod enden for Gæst. Og det indtraf samtidig, at vokslyset brændte ud, og at Gæst døde, og alle fandt hans død bemærkelsesværdig. Kongen lagde stor vægt på hans fortællinger og fandt det bekræftet, hvad Gæst havde sagt om sin levetid.

---

Noter: