Fortællingen om Orvar-Odd

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Norrøne fornaldersagaer

Fortællingen om Orvar-Odd

gjenfortalt for ungdommen av

Alexander Bugge

1915

1. Orvar-Odds fødsel og ungdom.

Det var en mand, som het Grim; han blev kaldt Loddenkind. At han fik det tilnavnet, kom sig derav, at da far og mor hans giftet sig, var det buden mange finner til brylluppet. Men bryllupsnatten, da mor hans skulde se ut, fik hun øie paa en finn, som var lodden over hele kindet, og siden, da hun fødte en søn, var han like ens. Grim var søn av en mægtig høvding ved navn Ketil Hæng; om ham er det ogsaa mange frasagn. Grim bodde paa Ravnista, længst nord i Norge; han var rik paa gods og hadde stor magt, baade i Haalogaland og videnom andetsteds. Han var gift, konen hans het Lofthøna; hun var datter av Harald herse øst fra Viken. En sommer døde Harald; da Grim fik bud om det, gjorde han sig rede til at fare syd til Viken for at se til arven efter ham; for Harald herse hadde store eiendommer dér. Da Lofthøna fik vite dette, bad hun om at faa fare med. Men Grim sa nei, for hun var med barn; men hun sa, at hun likevel fik være med, og Grim var glad i hende, saa han lot hende faa viljen sin. - Lofthøna var vakrere og flinkere end nogen anden kone i Norge paa den tid. -

Grim seilet med to skibe fra Ravnista, og færden gik godt. Men da de var kommet helt syd i landet, utenfor et sted, som heter Berurjodr, bad Lofthøna om, at de skulde la seilene falde, for hun kjendte sig ufrisk. De la da til land. Dér bodde det en mand, som het Ingjald. Han var gift og hadde en ung søn, som het Aasmund. Grim sendte mænd op til gaarden til Ingjald for at si, at han og konen hans var kommet dit, og hvordan det stod til med hende. Da Ingjald hørte det, spændte han for vognslæden sin og kjørte selv ned til skibene, og bød dem al den hjælp, som de trængte. De kjørte nu hjem til Ingjalds gaard. Lofthøna blev fulgt op i kvindehuset; men Grim blev ført ind i storstuen og sat i høisætet, og Ingjald visste ikke alt det gode, han skulde gjøre Grim og konen hans. Da Lofthøna hadde ligget en stund, fødte hun en gut; konerne tok imot ham og sa, at de aldrig hadde set et barn saa vakkert. Lofthøna saa paa gutten og sa, at de skulde bære ham til far hans; han skulde gi barnet navn. Det gjorde de. Gutten blev overøst med vand, fik navn og blev kaldt Odd. Da Grim og konen hans hadde været hos Ingjald i tre dager, sa Lofthøna, at hun var rede til at fare. Grim sa da til Ingjald, at han vilde fare bort. «Jeg vilde gjerne,» sa Ingjald, «ha en hædersgave av dig til tak for gjestevenskapet.» «Det er rimelig,» svarte Grim, «vælg selv din løn; for ikke skorter det mig paa gods.» «Jeg har nok av gods,» sa Ingjald. «Saa be om noget andet,» svarte Grim. «Jeg vilde gjerne fostre barnet dit,» sa Ingjald. «Ikke vet jeg, hvad Lofthøna sier til dette,» svarte Grim; men da han fortalte det til Lofthøna, raadet hun til, at de skulde ta imot tilbudet, og saa gjorde de. Derefter seilet de videre; men Odd blev efter paa Berurjodr. Grim og Lofthøna kom til Viken og hentet arven efter hendes far. Siden reiste de hjem igjen og fik god bør. Da de kom utenfor Berurjodr, sa Grim, at de skulde la seilene falde. «Hvorfor skal vi ikke fare videre?» spurte Lofthøna. «Jeg tænkte, du gjerne vilde se sønnen din,» sa Grim. «Jeg saa paa ham, da vi skiltes,» sa hun, «og det syntes mig, som om han ikke vilde komme til at se med kjærlige øine paa os Ravnistafolk. Men nu vil vi fare videre,» la hun til. Det er ikke mere at fortælle om deres færd. Grim og Lofthøna kom hjem og bodde siden paa Ravnista.

Odd vokset op paa Berurjodr sammen med Aasmund, søn til Ingjald, og lærte alle de idrætter, som folk kunde paa den tid. Men Aasmund tjente ham i alle ting. Odd var den vakreste gut, en kunde se, og framifraa i alt. Han og Aasmund gik i fostbrødrelag og var hver dag oppe i bakken og skjøt med bue eller ute paa sjøen og svømmet. Ingen kunde maale sig med Odd i alle idrætter; men han var aldrig ute og lekte med andre gutter; Aasmund fulgte ham overalt. Ingjald satte Odd fremfor Aasmund i alle ting. Odd fik alle, som kunde, til at lage sig piler; men han passet ikke paa dem, saa de fór ofte ind under bænkene i hallen. Derfor hændte det mangen gang, at naar mændene kom hjem og det var mørkt, stak de sig paa pilene hans. Derav blev Odd ilde likt. Folk talte om dette til Ingjald, og han nævnte det til Odd og sa, at han maatte vare paa pilene sine. «Hvorfor har du ikke git mig noget til at gjemme dem i?» svarte Odd. «Jeg skal gi dig det du vil til at gjemme dem i,» sa Ingjald. «Det vet jeg ikke, om du vil,» svarte Odd. «Hvad er det da?» sa han. «Du har en treaarsgammel, svart bukk,» svarte Odd, «den vil jeg dræpe og flaa.» Ingjald sa, at han skulde faa den. De tok da bukken, slagtet og flaadde den med klover og horn; Odd fyldte belgen med pilene sine og stanset ikke, før den var fuld; men det var mange flere piler, end folk ellers brukte ha. Han fik sig ogsaa en bue, som var bra stor, saa den passet til alle pilene hans. Odd var klædt i rød skarlagens kjortel og hadde guldlad paa hodet. Pilekoggeret bar han paa ryggen, hvor han fór. Ikke brydde Odd sig om at ofre til guderne; for han trodde paa sin egen kraft og styrke, og det samme gjorde Aasmund. Men Ingjald var den største blotmand.

Ved denne tid var det en seidkone, som het Hild. Hun drog rundt i gjestebud og sa folk de ting, som skulde hænde, og hvordan vinteren vilde bli. Hun hadde et helt følge, naar hun fór rundt, femten gutter og femten jenter. Nu var hun paa en gaard ikke langt fra der, hvor Ingjald bodde. Saa var det en morgen, at Ingjald stod tidlig op og gik bort til der, hvor Odd og Aasmund laa, vækket dem og sa: «Idag vil jeg sende Dere hjemmefra, gutter.» «Hvor skal vi fare?» spurte Odd. «I skal byde spaakonen hit,» sa Ingjald, «for nu har jeg gjort færdig gjestebud til at ta imot hende.» «Jeg vil ikke fare,» sa Odd, «og jeg skal vite dig stor utak, om hun kommer hit.» «Du skal idetmindste fare, Aasmund,» sa Ingjald; «for dig har jeg raadighet over.» «Jeg skal gjøre dig en anden ting, som du ikke skal synes bedre om end jeg om dette,» sa Odd. Aasmund fór nu og bød konen til at komme til Ingjald. Hun tok imot indbydelsen, og kom med hele sit følge. Ingjald gik imot hende med alle sine mænd og bød hende ind i salen. De ordnet det slik, at hun skulde lage til seiden om natten. Om morgenen spurte Ingjald, hvordan det var gaat. Hun svarte, at hun trodde, at nu visste hun alt det, han vilde vite. Siden lot Ingjald alle sine mænd sætte sig paa bænkene, og saa gik han først selv frem for seidkonen. «Det er vel, at du er kommet hit, Ingjald,» sa hun; «for det kan jeg si dig, at du skal bo her til din alderdom og være hædret og avholdt av dine venner.» Dernæst gik Aasmund frem. «Det er vel, at du er kommet hit, Aasmund,» sa hun; «for din hæder og dit navn skal fare viden om i verden; dog vil du ikke bli gammel; men du vil tykkes en bra kar og en stor kjæmpe, hvor du end kommer.» Efter dette gik Aasmund tilbake til sit sæte, og de andre folkene paa gaarden gik frem for seidkonen, og hun sa hver av dem, hvordan det var laget for dem. Siden fortalte hun om, hvordan vinteren vilde bli, og meget andet, som folk ikke visste før. Tilslut spurte hun: «Er nu alle her kommet til mig?» «Ja nu tror jeg, næsten alle har gaat frem,» sa Ingjald. «Hvad er det, som ligger paa bænken derborte?» spurte hun. «Det er bare en skindfeld,» svarte han. «Jeg synes, den stundom rører sig, naar jeg ser dit,» sa hun. Da reiste han, som hadde ligget under felden, sig, tok tilorde og sa: «Det er ret, som det synes dig, at dette er et menneske, og det er en mand, som vil, at du straks skal tie stille og holde kjæft om mig og min skjæbne; for ikke tror jeg paa det, du siger.» Odd hadde en kjæp i haanden og sa: «Denne kjæppen kjører jeg i næsen paa dig, hvis du vil spaa mig;» men spaakonen tok tilorde og sa: «Jeg vil likevel si dig din skjæbne, Odd; men du skal høre paa mig. Du skal bli meget ældre end andre mænd; for du skal leve i tre hundrede aar og fare fra land til land; men hvor du end kommer, skal du synes den største. Dit navn skal gaa over hele verden; men aldrig skal du fare saa langt, at du jo ikke skal dø her paa Berurjodr. Det staar en hest her i stalden, fakset og graalét; skallen til Fakse her skal volde din død.» «Spaa du værst av alle kjærringer,» sa Odd og spratt op og kjørte kjæppen i næsen paa hende saa haardt, at blodet strømmet. «Ta sakene mine,» sa spaakonen; «jeg vil bort herfra, aldrig før er jeg kommet til et sted, hvor folk har slaat mig.» «Det skal du ikke gjøre,» sa Ingjald. «Du skal være her tre nætter, og jeg skal gi dig bøter og gode gaver.» Hun tok imot gaverne, men fór likevel fra gjestebudet.

Efter dette bad Odd Aasmund bli med sig. De tok Fakse, la bidslet paa den og drog den med sig, til de kom til en liten dal. Der gjorde de en dyp grav. Siden dræpte de Fakse og kastet den ned i graven og la store stener ovenpaa. Saa fyldte de sand over stenene og reiste en svær haug over, der hvor Fakse laa. «Nu tror jeg, jeg kastet av mig den spaadommen, at Fakse vilde volde min død, og det er troldom, om den kommer op igjen,» sa Odd. Siden gik de hjem og fandt Ingjald. «Vil du la mig faa et skib?» spurte Odd. «Hvor skal du fare hen?» sa Ingjald. «Jeg agter mig bort fra Berurjodr, og vil aldrig komme hit, saa længe jeg lever,» svarte Odd. «Det vil du ikke gjøre, for da gjør du det, som synes mig værst,» sa Ingjald. «Men vil du ha nogen folk med dig?» la han til. «Aasmund skal fare med mig,» svarte Odd. «Jeg vil, du snart skal sende Aasmund tilbake,» sa Ingjald. «Ikke skal han komme tilbake før end jeg,» sa Odd. «Det gjør du ilde,» sa Ingjald. «Jeg skal gjøre det, jeg vet du liker mindst, fordi du bød spaakonen komme hit,» svarte Odd; «du visste, det ikke var noget, som tyktest mig værre.»

2. Odd forlater Berurjodr og drager til sin far.

Odd og Aasmund gjorde sig nu rede til færden. De gik til Ingjald, bad ham leve vel og fór til skibet, drog det frem og rodde fra land. «Hvor skal vi fare?» spurte Aasmund. «Vilde det ikke være et godt raad at gjeste frænderne mine i Ravnista?» sa Odd. Men da de var kommet ut forbi øerne, sa Odd: «Det blir tungt at ro hele veien til Ravnista. Nu vil jeg prøve, om jeg har noget av ættegaven vor; det er mig sagt, at Ketil Hæng brukte at heise seil i stille veir; nu vil jeg prøve og drage seilet op.» De gjorde saa og fik straks bør, like til de kom til Ravnista tidlig en morgen. De gik frem til gaarden. Der stod det en mand, som hilste dem velkommen og spurte om deres navn. «Det skiller dig ikke,» sa Odd og spurte, om Grim var hjemme; «for du skal kalde ham ut.» Manden gik ind og sa til Grim, at det var kommet to mænd, som sa, han skulde komme ut til dem. «Hvorfor kan de ikke komme ind?» sa Grim. «Gaa ut og bed dem komme ind!» Manden gik ut med dette bud. «Du skal gaa ind igjen og si til Grim, at han skal komme ut til os,» sa Odd. Manden gjorde saa. «Hvordan ser disse mændene ut?» spurte Grim. «De er vakre og store av vekst, og den ene har en stor belg paa ryggen,» svarte manden. «Da siger du, at Odd og Aasmund, fosterbror hans, er kommet hit,» sa Grim; siden gik han og alle hans mænd ut, hilste dem velkommen og tok vel imot dem. Da de var kommet ind i salen og hadde sat sig, spurte Odd efter sine frænder, Gudmund, bror sin, og Sigurd, søskenbarnet sit. «De ligger her nord under øen og agter sig til Bjarmeland,» sa Grim. «Da vil jeg træffe dem,» sa Odd. «Jeg vil, at du skal være her i vinter,» sa Grim. «Jeg faar nu først fare og finde dem,» svarte Odd.

Grim fór da med ham til nordsiden av øen; der laa Gudmund og Sigurd med to skibe. Odd ropte fra land ut til sine frænder. De tok vel mot ham, straks de hørte, hvem det var. «Hvor er Dere ment paa at fare?» spurte Odd. «Til Bjarmeland,» svarte Gudmund. «Da vil jeg og Aasmund fare med Eder,» sa Odd. «Du kan ikke være med i sommer, Odd,» svarte Gudmund, han førte ordet for dem, «vi har nu gjort os rede til at fare; men næste sommer kan du være med, hvorhen du vil.» «Det er vel talt,» sa Odd; «men det kan være, at jeg faar mig skib til sommeren, og da trænger jeg ikke at be Dere om at faa være med.» «Ikke kan du fare med os denne gangen,» sa Gudmund, og dermed skiltest de. Odd og Aasmund blev nu hjemme hos Grim; han satte Odd i høisætet hos sig og Aasmund ved siden av Odd og gjorde stor stas av dem. Men Gudmund og Sigurd laa en halv maaned nord under øen og kunde ikke komme bort. Saa var det en nat, at Gudmund bar sig ilde i søvne; da han vaaknet, spurte Sigurd, hvad han hadde drømt. «Jeg drømte,» sa han, «at jeg laa her under øen; men oppe paa øen saa jeg en hvitebjørn, som laa i ring om den, og hodet og roven til dyret mødtes her over skibene. Men det var saa grumt, at jeg syntes aldrig, jeg hadde set saa fælt et dyr, alle haarene vendte fremover, og det saa ut, som om det vilde løpe ut paa skibene og sænke dem. I det samme vaaknet jeg. Men nu skal du tyde drømmen.» «Den drømmen er ikke vond at tyde,» sa Sigurd. «Den grumme bjørnen, som du saa, er fylgjen til vor frænde Odd. Han er nu vred paa os. Men det kan jeg sige dig, at aldrig kommer vi bort herfra, før han blir med os.» «Men kanske han nu ikke vil fare med os, selv om vi byr ham det,» sa Gudmund. «Hvad skal vi da gjøre?» sa Sigurd. «Da vet jeg ingen anden raad, end at vi byr ham det ene av skibene vore,» sa Gudmund. De gik nu i land og hjem til Ravnista, og fandt Odd og bad ham fare med sig. Men Odd sa, han vilde ikke. «Vi skal gi dig det ene av skibene, om du vil være med,» sa Gudmund. «Da skal jeg fare,» svarte Odd; «jeg er færdig med det samme.» Grim fulgte dem til skibene. «Her er en dyrebar ting, jeg vil gi dig, Odd frænde,» sa han. «Det er tre piler. Dem tok Ketil Hæng fra Guse finnekonge. De træffer alt, som en sigter paa med dem; for de er smedet av dverger.» Pilene hadde fjærer av guld; de fløi selv av strengen og paa den, saa en aldrig trængte at lete efter dem. «Aldrig har jeg faat en gave, som tyktes mig jevngod,» sa Odd, og takket sin far. Dermed skiltes de, og Odd steg ut paa skibet.

3. Odds færd til Bjarmeland og Finmarken.

Nu fik de straks bør og seilet nordover langs med Finmarken. Da løiet vinden av, og de la til en havn og var der om natten. Oppe paa land stod det en mængde finnegammer. Om morgenen gik mændene fra Gudmunds skib i land, og løp ind i hver gamme, og røvet alt det som finnerne eide. Finnerne likte dette ilde og skrek og bar sig. De, som var paa skibet til Odd, vilde ogsaa gaa i land; men han vilde ikke gi dem lov. Om kvelden kom Gudmund og hans mænd tilbake til skibet. «Var du oppe paa land?» spurte Odd. «Jeg har gjort noget, som jeg syntes var rigtig moro,» svarte han, «jeg fik finnerne til at graate. Men vil du ikke være med mig i land imorgen?» «Nei, det er langt fra,» sa Odd. De blev liggende der i tre døgn; da fik de bør, og det fortælles intet om deres færd, før de kom til Bjarmeland og seilet opefter elven Dvina. Dér kastet de anker ved et nes.

De hadde ikke ligget der længe, før de saa, at det kom en mængde folk ut fra en skog og samlet sig paa ett sted. «Hvad tror du, disse folkene vil, Gudmund?» sa Odd. «Jeg vet ikke,» svarte Gudmund, «men hvad tror du, Odd frænde?» «Jeg tror, at det her er et stort blot, eller at folk drikker arveøl,» sa Odd; «men nu skal du, Gudmund, vogte skibene; men Aasmund og jeg vil gaa i land.» Da de kom til skogen, saa de en stor stue; derinde sat det mange folk paa bænker og drak. Skjænkekarrene stod nede ved deren, og det skinnet av dem, saa det var lyst i hele salen. Folk snakket, og det var meget støi. «Skjønner du, hvad de sier?» sa Odd. «Ikke mere end fugle-kvidder,» svarte Aasmund; «men skjønner du det?» «Nei,» svarte Odd. «Men ser du den manden, som gaar rundt og skjænker? Jeg undres paa, om han ikke skjønner norsk. Nu vil jeg gaa ind, men du skal vente paa mig her ute imens.» Odd gik nu ind og stillet sig ved døren, uten at nogen la merke til ham. Det varte ikke længe, før kjøgemesteren kom dit, hvor Odd stod; han visste ikke ord av det, før Odd drev til ham med begge hænder og slængte ham over hodet paa sig. Manden ropte og skrek, at trollene tok ham. Bjarmerne spratt op, men de fik ikke tat kjøgemesteren fra Odd, og det endte med, at Odd og Aasmund hadde ham med sig til skibet; men bjarmerne trøstet sig ikke til at fare efter dem. Ombord paa skibet satte Odd skjænkeren ned og spurte ham om nyt. Men manden svarte ikke. «Ikke trænger du at tie,» sa Odd; «for jeg vet, at du kan tale norsk.» «Hvad er det, du vil vite?» sa skjænkemesteren. «Hvor længe har du været her?» spurte Odd. «Nogen aar,» svarte han. «Hvorledes har du hat det?» spurte Odd videre. «Saa vondt som det var mulig,» sa manden. «Hvad skal vi gjøre, som bjarmerne mindst vil like?» sa Odd. «Det er vel spurt,» sa manden. «Oppe ved elven staar det en haug; den er gjort av to ting, av sølv og av jord. For hver mand, som kommer til verden, og for hver, som gaar ut av den, bærer de en haandfuld med sølv dit, og like meget muld. Det er ikke noget, som bjarmerne vilde like mindre, end om I tok og røvet alt sølvet i haugen.» Da Odd hørte det, sa han til Gudmund, at han og hans mænd skulde gaa til haugen og gjøre, som skjænkeren sa; imens skulde han selv passe skibene.

De gjorde saa og læsset sølvet i sækker paa ryggen, og kom tilbake til skibet med det. Siden sa Odd, at han og Aasmund vilde gaa op til haugen. Men Gudmund og Sigurd skulde passe vel paa skjænkeren; for han stirret op mot land, som om han ikke tyktes saa ilde om bjarmerne, som han talte. Gudmund og Sigurd sat nu og talte sølvet og hadde skjænkeren mellem sig; men før de vidste ord av det, sprang han op og løp i land, og var borte. Imens gik Odd og Aasmund til haugen og tok alt det sølv, de kunde faa; deretter vendte de tilbake mot skibene. Men paa veien braastanset Odd. «Hvorfor gaar du ikke videre?» spurte Aasmund. «Jeg ser en mængde folk komme ut fra skogen - og jeg, som lot pilene mine tilbake paa skibet,» men saa tænkte han sig om litt. «Nu vet jeg raad,» sa han, Odd hadde en bastøkse i haanden og gik ind i skogen. Imens skulde Aasmund og hans mænd fare frem til et nes ved elven; da Odd kom tilbake, hadde han en svær klubbe i haanden. «Hvad tror du, alle disse folkene vil?» sa Aasmund. «Jeg tænker, det er skjænkeren, som er sluppet løs fra Gudmund, og han har fortalt om os til bjarmerne,» svarte Odd. Imens drev hele flokken mot dem, med skjænkeren i bredden. «Hvor har du været?» spurte Odd. «Jeg har været oppe i land og fortalt bjarmerne om eders færd,» svarte skjænkeren; «de vil gjerne ha kjøpstevne med eder. De vil kjøpe vaaben av eder og gi sølvvaaben for jernvaaben.» «Det kjøpet vil vi ikke ha,» sa Odd. «Da faar vi slaas,» sa skjænkeren. Det blev en haard og lang strid; men enden blev, at Odd og hans mænd drev bjarmerne paa flugt. Da striden var endt, sa Odd: «Nu skal vi skifte gods, og ta vaaben istedenfor sølv,» og saa gjorde de. - Odd skjønte, der var trollskap med i sølvet til bjarmerne. - Siden fór de ned til skibene. Men da de kom dit, var de alle borte. «Hvad raad skal vi nu ta?» sa Aasmund. «Enten har de lagt sig i skjul her under øen, eller ogsaa er de blit anderledes mot os, end vi tænkte,» sa Odd, «men nu skal jeg prøve.» Han gik til skogen og tændte ild i et stort træ, saa luen stod høit tilveirs. Da saa de, at skibene seilet mot land. Odd og hans mænd kom nu ombord, og det blev et glædesmøte mellem frænderne. De seilet nu bort med sit hærfang, og det fortælles intet om deres færd, før de kom til Finmarken, til det samme havneleie, som de før hadde været i. Men om natten vaaknet de ved, at de hørte en fæl dur oppe i luften. Mens de talte om dette, kom det et nyt brak, og det var ikke mindre; tilslut kom et tredje, og det var størst: det var, som om to veir møttes i luften. Odd sa, at de skulde binde fast alt det, de kunde, og ta bort alt, som stod oppe. Ikke før hadde de gjort det, før det kom et veir saa sterkt, at skibene nær var gaat under. Gudmund ropte fra skibet sit til Odd og spurte, hvad de skulde gjøre. «Du skal ta alle finnesakerne og kaste overbord,» sa Odd. Gudmund gjorde saa. De saa da, at det altsammen samlet sig som i en sæk og drev fremover imot uveiret, til det kom ut av syne. Men veiret holdt sig likevel, og tilslut blev de nødt til at lægge til land. Odd raadet til, at de skulde sætte skibene op paa land og bygge en stue. De gjorde, som han sa; siden undersøkte de landet, og fandt, at det var en stor ø.

Det skortet ikke paa vilde dyr, og de skjøt det, de trængte til føde for sig. En dag drog Odd tilskogs og skjøt en stor bjørn. Da dyret var dødt, flaadde han huden av det, satte spjeller i munden paa det og tvers igjennom det, saa reiste han det op og snudde det mot fastlandet. Ikke længe efter saa de en kveld, at det stod en mængde folk, store og smaa, ute paa et nes, som vendte imot øen. «Hvad tror du, disse folkene vil?» spurte Gudmund. «Jeg vet ikke,» sa Odd; «men jeg vil friste at fare tillands og se at faa vite, hvad de taler om.» Odd og Aasmund gik til sjøen, steg i en baat, rodde ind under neset, holdt aarerne op og lydde til, hvad de sa. Da hørte de, at han, som var høvdingen deres, tok til orde og sa: «Som dere vet, er det kommet nogen barn til øen, som vi eier; de gjør stor ugagn for os, og derfor vil vi ta dem av dage. Her i haanden min har jeg en ring; den vil jeg gi til den, som tar livet av dem.» Da han var færdig, traadte en kone frem og sa: «Vi kvindfolk er glad i stas, gi du mig ringen!» «Det er vel talt,» svarte jetten; - for det var troll, som var kommet der. -

Odd og Aasmund rodde nu tilbake og fortalte de tidender, de hadde hørt. Men ikke før var de kommet i land, før de saa en kjærring, som kom vassende ut til øen; hun var i skindkjortel, stor av vekst, og saa styg, at de syntes, at de aldrig hadde set slikt kvindfolk før; hun gik bort til skibene, tok i begge stavnene og rystet dem, saa de trodde, at hver fjæl skulde brytes sund. Siden gik hun op paa øen, men Odd listet sig efter og stillet sig bak bjørnen, og skjøt efter hende; han hadde iforveien lagt gløder i munden paa dyret. Da kjærringen saa pilen komme, holdt hun haanden frem, og den gjorde ikke mere men, end om den var kommet mot en sten. Da tok Odd en av pilene til Guse finnekonge, og skjøt. Trollkjærringen holdt atter haanden frem, men pilen gik gjennem haanden og ind i øiet og ut gjennem nakken. Da gik hun sin vei. Odd skjøt nu for tredje gang, og det gik like ens. Konen holdt den andre haanden frem, og pilen gik tvers gjennem den og ind gjennem det andre øiet og ut gjennem nakken, saa maatte trollkjærringen vasse hjem saa godt hun kunde og fortælle om sin ufærd.

Saa var det en kveld, de stod utenfor stuen sin; da saa de paany, at det samlet sig mange folk ute paa det samme neset. Odd og Aasmund rodde da til land og holdt aarerne op. Høvdingen tok til orde: «Det er et stort under, at vi ikke kan faa tat disse barna av dage. Jeg sendte den gjæveste konen dit. Men de har et dyr, som blæser ut piler, og som det brænder ild ut av næseborene paa, men nu er jeg søvnig, saa jeg vil fare hjem og sove.» Han gjorde saa, og Odd og Aasmund rodde hjem. Tredje kvelden samlet det sig atter folk, og Odd og Aasmund rodde bort og lydde. Da hørte de, at det samme trollet tok til orde og sa: «Nu har jeg faat syn.» «Hvad er det, du ser?» spurte de andre trollene. «Nu ser jeg,» sa han, «at det er kommet to barn hit i en baat, og lytter til, hvad vi taler om, men jeg skal gi dem en sending.» «La os kaste os til siden saa fort vi kan,» sa Odd; de hadde ikke før gjort det, før det kom en sten susende fra neset; den faldt ned der, hvor baaten netop hadde ligget. «Det er et stort under, at baaten deres er hel, og at de er i live begge to,» sa høvdingen; «men nu vil jeg kaste igjen.» Men Odd og Aasmund kom sig undav denne gangen ogsaa. Tredje gangen kastet trollet en sten, som var saa svær, at vandet stod helt i veiret, der hvor den faldt ned, saa baaten var nær ved at kantre. Men de kom sig lykkelig i land likevel. Imens var trollene blit søvnige og ruslet hjem. «Nu vil jeg se, hvor dette folket bor,» sa Odd; han og Aasmund drog da baaten sin i land og gik opover, til de kom til en helle; der saa de, at det lyste, og at trollene sat bænket rundt varmen. Stortrollet sat i høisætet. Han var baade stor og styg; haaret laa ned paa herderne og var svært og tykt som barderne paa en hval, næsen var svær og øinene vonde. Kjærringen hans sat ved siden av, og hun var ikke likere. Da tok høvdingen til orde og sa: «Nu har jeg faat syn, og nu vet jeg, hvem som er kommet hit; det er sønnerne til Grim Loddenkind, Odd og Gudmund. Det er finnerne, som har sendt dem hit; for de tænker, at vi skal faa tat dem av dage. Men vi kan ikke faa gjort ende paa dem; for jeg ser, at det er laget slik, at Odd skal leve meget længer end andre mænd. Derfor vil jeg nu gi dem bør bort herfra, slik som finnerne gav dem hit.» «Gi du værst av alle, troll!» sa Odd ved sig selv. Trollet sa videre: «Jeg ser ogsaa, at Odd har de pilene, som kong Guse har eid. Derfor vil jeg gi ham navn og kalde ham Orvar-Odd (d. e. Pile-Odd).» I det samme tok Odd en av pilene til Guse og la den paa buestrengen, og vilde gi trollet tak for børen. Men da trollet hørte hvinet, fløi det op; pilen traf haanden til konen hans, og gik ut gjennem den andre haanden, hun løp op og fløi paa jetten og rusket i ham. De andre trollene løp ogsaa op paa bænkene, og nogen hjalp trollet, nogen kjærringen. Odd skjøt nu endda en av Guses piler i øret paa jetten, og efter det fór han tilbake til skibene. «Du har været længe borte,» sa Gudmund. «Ja,» svarte Odd, og fortalte, hvad han hadde utrettet, «og desuten har jeg faat kjendenavn, trollet sa, at jeg skulde hete Orvar-Odd.» Odd og fællerne hans gjorde sig nu rede og satte skibene i sjøen. Men straks de var kommet ut fra land, fik de et veir saa haardt, at de næsten ikke hadde kjendt slikt før, og uveiret holdt ikke op, før de kom til den samme havnen, som de var seilet ut fra. Men da var det ikke længer nogen finnegammer at se. Der blev de liggende, til de igjen fik bør, saa seilet de ut og stanset ikke, før de kom til Ravnista, langt utpaa vinteren. Alt godset lot de Grim faa og sat der om vinteren.

4. Odd i viking.

Odd blev saa navngjeten av denne færd, at folk syntes, at det aldrig hadde været gjort slik en færd fra Norge før. Det var megen glæde der om vinteren og store drikkelag. Men da det blev vaar, spurte Odd sine frænder, hvad raad de hadde tat. «Du skal raade for os,» sa de. «I viking vil jeg fare,» sa Odd. Han sa nu til Grim, at han vilde la ruste ut fire skibe. Grim stod for bygningen og sa fra til Odd, da skibene var færdige. Odd spurte da sin far, om han kunde si ham nogen viking, som det var værd at prøve kræfter med. Grim sa: «Det er en viking, som heter Halvdan, han ligger øst ved Elveskjærene med 30 skibe.» Da de var færdige, seilet de sydover, og kom til der, hvor Halvdan laa og bød ham til kamp. Det blev en haard strid, men enden blev, at Odd ryddet drakeskibet, som Halvdan var paa; Halvdan selv blev dræpt i løftingen paa skibet sit, og Odd tvang alle hans mænd til at gaa ham til haande. Selv tok han draken og alt godset til sig, men de andre skibene gav han til vikingerne. Siden seilet han hjem til Ravnista, og var der om vinteren. Næste aar drog han paa sin fars raad mot en viking ved navn Sote, som laa syd ved Skida med 30 skibe. Der gik det like ens, Odd ryddet draken til Sote og dræpte ham selv. Derefter gav han alle vikingerne grid og lot dem beholde de andre skibene. Draken, som Sote hadde eid, gav han til Gudmund og Sigurd, men selv beholdt han drakeskibet til Halvdan viking, det, som han hadde tat aaret i forveien. Han lot hele skibet male, og drakehoderne og veirfløiene lot han pryde med guld. Da de var færdige, gik Odd til far sin og sa: «Nu skal du vise mig til den største vikingen, du vet.» «Det er to vikinger,» sa Grim, «den ene heter Hjalmar den hugstore, den andre heter Tord, han kaldes Stavnglam. De har femten skibe med hundrede mand paa hvert av dem, om vinteren er de hos kong Lodver i Svitjod, men om sommeren er de paa hærskib.»

Da Odd hørte dette, gjorde han og fællerne hans skibene sine rede og seilet til Svitjod. Dér la de til ved et nes, og Odd gik op i landet for at se sig om. Da han var gaat et stykke, fik han se, at det laa femten skibe paa den andre siden av neset, men oppe paa land var det reist hærboder. De, som raadet for disse skibene, var Hjalmar og Tord. «Hvad skal vi nu gjøre?» spurte Gudmund. «Vi skal dele vore mænd i to flokker,» sa Odd, «du og den ene halvdelen skal ro med skibene frem forbi neset og rope hærrop; imens vil jeg og den anden halvdelen gaa op i skogen og rope hærrop derfra mot de mænd, som er i land. Da kan det kanske være, at de leer paa sig.» Hjalmar og mændene hans var oppe paa land og holdt paa at leke, da de hørte Gudmunds hærrop; men de brydde sig ikke noget om det og blev ved at leke. Men da de hørte det andre hærropet oppe fra land, stanset de, saa længe det varte, og saa tok de fat paa leken igjen.

Odd og Gudmund vendte nu begge tilbake under neset og møttes dér. «Det er ikke visst, de er saa skjælvendes av sig de mændene, vi har møtt her,» sa Odd. «Hvad raad skal vi nu ta?» sa Gudmund. «Ikke skal vi stjæle os ind paa disse mænd,» sa Odd. «Vi skal ligge her ved neset inat og vente til imorgen.» Neste dag gik de paa land med alle sine mænd til møtes med vikingerne. Hjalmar spurte, da de møttes, hvem som raadet for flokken. Odd svarer: «Her er flere høvdinger end én.» «Hvad heter du?» spurte Hjalmar. «Jeg heter Odd og er søn av Grim Loddenkind fra Ravnista.» «Er du den Odd, som fór til Bjarmeland fornylig?» sa Hjalmar. «Men hvad er dit erende hit?» «Jeg vil vite, hvem som skal være den største av os to,» sa Odd. «Vi har 15 skibe,» sa Hjalmar. «Da er det stor folkemon,» sa Odd. «Folkene ombord paa de ti av skibene skal sitte i ro,» sa Hjalmar, «og mand skal gaa mot mand.» De gjorde saa og fylket begge sine mænd og slos til om kvelden, da holdt de op fredsskjold. «Vil du ha denne leken oftere?» sa Hjalmar til Odd. «Ikke tænker jeg andet,» svarte Odd; «for aldrig har jeg set bedre kjæmper eller mere haardføre mænd; naar det blir lyst, vil vi begynde paa igjen.» Om kvelden forbandt de sine saar. Næste morgen fylket de paany og slos hele dagen. Da det led utpaa kvelden, heiste de fredsskjold. Odd spurte nu Hjalmar, hvordan han tyktes det var gaat med kampen. Hjalmar sa, han var vel nøid, og begge blev forlikt om, at de skulde bli ved med kampen den næste dagen. Da tok Tord, fællen til Hjalmar, til orde og spurte Odd, om de hadde meget gods ombord paa skibene sine. «Nei det er langt fra, vi har ikke gjort noget bytte før i sommer,» svarte Odd. «Da tror jeg, en skal lete længe efter uvittigere mænd,» sa Tord; «her ligger vi og slaas bare av kappelyst og for ærens skyld.» «Hvad vil du, vi skal gjøre?» sa Odd. «Synes I ikke, det var rimeligere, at vi slog os i fællig?» sa Tord. «Det liker jeg godt,» sa Odd, «men jeg vet ikke, hvad Hjalmar synes om dette.» «Jeg er villig,» sa Hjalmar, «men jeg vil bare ha de vikingelovene, som jeg har hat før.» «La mig faa høre dem, saa skal jeg si, hvad jeg synes om dem,» sa Odd. «Det første er aldrig at æte raat kjøt,» sa Hjalmar, «for de, som gjør det, er mere lik varger end mænd; det næste er, at vi ikke skal røve kjøbmænd eller bønder, og aldrig gjøre mere strandhugg, end vi trænger for at skaffe os mat; aldrig skal vi rane kvinder eller føre dem ned til skibene mot deres vilje; den, som gjør det, skal miste livet, hvem han saa er.» «Gode tykkes mig lovene dine,» sa Odd, «og det skal ikke hindre os i at bli kammerater.» Efter dette slog de sig i lag, og det siges, at nu hadde de alle like meget gods, som Hjalmar og mændene hans hadde, før de møttes.

Siden fór de paa hærfærd til Sjælland. Der fældet Odd alene seks berserker, og han Hjalmar tok skibene deres. Derefter seilet Gudmund og Sigurd hjem til Haalogaland; men Odd blev med Hjalmar til Sverige. Der tok kongen imot dem med begge hænder, og de var nu i ro om vinteren. Sveakongen hadde en datter, som het Ingebjørg. Hun var den fagreste mø, en kunde se. «Hvorfor beiler du ikke til kongsdatteren, Hjalmar?» spurte Odd, «for jeg ser, at din hug staar til hende og hendes til dig.» «Jeg har beilet til hende,» svarte Hjalmar; «men far hendes vil ikke gi hende til nogen, som ikke har kongsnavn.» «Da skal vi drage en hær sammen til sommeren og gaa mot kongen og by ham to vilkaar, enten kamp eller at han gir dig datter sin,» sa Odd. «Ikke vet jeg, om jeg vil det,» svarte Hjalmar; «for jeg har længe hat fredland her.»

5. Odd vinder skjorten.

De sat i ro om vinteren, men om vaaren la de ut i hærfærd, saasnart de var færdige. Først seilet de til Skotland og herjet dér, og siden fór de til Orknøerne, la landet under sig og sat dér om vinteren. Næste aar fór de til Irland, og herjet dér, baade nede ved sjøen og oppe i landet. Alle, som kunde, flygtet for dem, baade mænd og kvinder. Men saa var det en dag, at Odd og Aasmund var alene oppe paa land. Da hørte Odd med ett, at en streng gjaldet; i det samme fløi der en pil ut fra en skog i nærheten. Den traf Aasmund, - han faldt til jorden og var død med det samme. Odd syntes aldrig, han hadde hat slik en sorg før. Han blev saa vond i hugen, at han ikke tænkte paa andet end at gjøre irerne al den skade, han kunde. Da han hadde gaat en stund, kom han til en rydning i skogen; dér var var det mange folk, mænd og kvinder. Fremst mellem dem saa han, at det stod en mand i purpurkjortel; han hadde en bue i haanden, og pilene hans var stukket ned i jorden. Odd tyktes vite, at der, hvor den manden var, kunde han lete efter hevn; han la en av pilene til Guse paa strengen og skjøt efter manden. Den kom midt paa livet paa ham, og han faldt straks død ned. Siden skjøt Odd tre andre mænd, og resten flygtet tilskogs. Odd gik nu bortefter en vei i skogen, han var saa harm, at han rykket hvert træ, han kom imot, op med roten. Som han holdt paa med dette, kom han til et træ, som sat løsere end de andre, og da han skulde se til, saa han, at det nedenunder var en dør, som gik ned i jorden. Han skjøv døren op og gik ind i jordhuset. Dér sat det fire kvinder, en av dem var meget vakrere end de andre. Odd tok fat i hende og vilde dra hende ut av huset. Men hun sa: «Slip mig, Odd!» «Hvad, troll, kan du vite, om jeg heter Odd eller hvad jeg heter?» sa Odd forundret. «Jeg visste det, straks du kom hit,» sa hun, «og det vet jeg, at Hjalmar er med dig, og jeg skal sige det til ham, at jeg gaar nødtvungen med dig til skibene.» «Du skal bli med mig likevel,» sa Odd; de andre kvindfolkene prøvde at holde hende igjen; men hun bad dem at la være. «Jeg skal gi dig saa meget guld, som du vil eie, om du vil la mig i fred.» «Jeg har nok av gods og guld,» svarte Odd. «Da skal jeg gjøre en skjorte til dig,» sa hun. «Det skorter mig ikke paa skjorter,» sa Odd. «Men du har ingen slik, som jeg kan gjøre,» svarte hun. «La mig høre!» sa Odd. Hun svarte: «Du skal aldrig bli kold i den, hverken paa sjø eller land, aldrig skal du bli træt, naar du svømmer, og ikke skal ild skade dig, hunger nage dig, eller jern bite dig. Den skal skjerme dig mot alt uten mot én ting.» «Hvad er det?» spurte Odd. «Jern skal kunne bite dig, om du er paa flugt, selv om du er i skjorten,» svarte hun. De blev forlikt om, at Alvvor - saa het kvinden - skulde ha skjorten færdig til næste sommer, og Odd lovte, at han i denne tid ikke skulde herje i Irland. Da Odd kom ned til skibene, fortalte han først om Aasmunds død, og de reiste haug efter ham. Derefter sa Odd til Hjalmar, at han, saa fort det var raad, vilde bort fra Irland. Vikingerne lot ilde over dette, og saasnart de kom bort fra øinene til Odd, talte de ilde om han, men Hjalmar sa, at det skulde være, som Odd vilde. Det fortælles intet om deres færd, før de kom til Læsø. Der møtte de en jarl, som hadde 30 skibe. Det blev en haard strid; men enden blev, at Odd og Hjalmar vandt seier, og nu sa ingen længer, at Odd var feig og ikke turde slaas. De skiltes nu. Gudmund og Sigurd fór hjem til Ravnista og satte sig i ro der og vilde holde op med hærfærd. Odd sat i Danmark om vinteren; men Hjalmar fór hjem til Svitjod. Næste aar møttes de i Skaane. Da sa Odd, at han vilde til Irland igjen. «Du vilde jo ikke herje der forrige sommeren,» sa Hjalmar. «Hvordan det saa er, saa skal vi fare dit til sommeren,» sa Odd. Det blev, som han vilde. Da de kom til Irland, vilde Hjalmar følge med Odd i land, men han sa, han vilde fare alene; for han hadde stevnet møte med nogen kvinder i skogen, sa han. Odd gik da op i landet til den rydningen, som han og Alvvor hadde avtalt at møtes ved. Men da han kom dit, var det ingen dér. Odd blev sint og trodde, hun hadde narret ham. Men da en stund var gaat, hørte han vognrammel og saa, at det var Alvvor, som kom. Hun hilste ham først og sa: «Du maa ikke være vred, fordi jeg kom senere end avtalt.» «Er skjorten færdig?» spurte Odd. «Ja,» svarte hun, «men nu vil jeg, du skal prøve den.» Han gjorde, som hun bad om, og skjorten sat som støpt om ham. «Hvad vil du ha i løn for skjorten?» spurte Odd. «Her kommer mange og herjer, siden far min faldt,» sa hun (det var Alvvors far og de tre brødrene hendes, som Odd hadde dræpt), «og jeg holder paa at miste landet. Derfor vælger jeg det som løn, at du skal sitte her i tre vintre.» «Det lover jeg, om du vil gifte dig med mig.» sa Odd. «Du tykkes vel, jeg er mandfolkegal,» sa hun, «men dog vælger jeg dette.» Da Odd skulde se sig om, saa han like ved en flok mænd. Han spurte, om disse mænd var sat for at dræpe ham. «Det være langt fra,» sa hun; «disse mændene skal følge dig til skibene, og nu skal du fare med større hæder end forrige sommeren.» Odd gik nu tilbake til skibene, fandt Hjalmar, og sa, at han gjerne vilde sitte disse tre vintrene i Irland. Hjalmar sa ikke nei til det, og Odd blev nu gift med Alvvor. Men om sommeren laa de ute paa hærskib, og det varte ikke længe, før alle de vikingerne, som hadde herjet paa Irland, var dræpt eller hadde flygtet unna. Men da Odd hadde været der i tre aar, var han blit saa lei av at være der, at det ikke nyttet at holde ham tilbake. Odd og Alvvor hadde en datter, som blev kaldt Ragnhild. Odd vilde ta hende med sig, men Alvvor vilde ikke. Tilslut blev de forlikt om, at Hjalmar skulde avgjøre det. Han sa, at jentungen skulde vokse op hos mor sin. Det fortælles, at Ragnhild siden kom til Ravnista og blev gift der, og at mange mægtige mænd nedstammet fra hende.

6. Odd møter Agmund Øytjovsbane.

Da Odd og Hjalmar var rede, seilet de bort fra Irland og øst til Svitjod. Paa veien hadde de haarde kampe. I England slog de sig sammen med en viking, som het Skolle, og kjæmpet med Jatmund Englandskonge. Slaget stod i tre dager; men enden blev, at kong Jatmund faldt. De sat i England om vinteren. Men om vaaren seilet de syd til Skida. Dér laa det to konger; den ene het Lodve, den anden Hake. De hadde 30 skibe. Odd rodde mot dem med 10 skibe. Det blev en haard strid, men enden blev, at Odd og Hjalmar vandt ti av skibene. Men ikke før var striden endt og de hadde faat hvilt sig litt, før det kom tyve nye skibe roende mot dem fra land, og nu tok det til en strid, som var saa haard, at Odd syntes, at han aldrig hadde været i slikt basketak før. Det endte med, at alle kongerne faldt med alle sine mænd. Men Odd og Hjalmar hadde ikke flere mænd, end at de kunde seile bort med en ask.

Ikke længe efter kom de til Elveskjærene, og la ind i en vik, som heter Tranevaag. Der saa de to skibe ligge, det var tjeldet med svart over dem begge, endda det var tidlig paa sommeren. «Jeg skulde ønske, at vi ikke lot vikingerne merke, at vi er her,» sa Hjalmar, «for de ligger rolig under teltene sine.» «Det skal ikke være,» sa Odd og ropte høit og spurte, hvem som raadde for skibene. I det samme reiste en mand sig og svarte: «Han heter Agmund.» «Hvad er det for en Agmund?» spurte Odd. «Hvor har du været, som ikke har hørt om Agmund Øytjovsbane?» svarte manden. «Aldrig har jeg hørt tale om dig, og aldrig har jeg set saa styg en mand,» sa Odd. Manden hadde svart haar; det hang en floke ned over ansigtet, der hvor haartoppen skulde være, saa en kunde ikke se andet av det end tænderne og øinene. Han hadde ni mand med sig, og alle var de like stygge. Jern bet ikke paa dem, og de lignet mere jetter end mennesker, saa svære og ilske var de. «Hvad er det for en mand, som siger, jeg er styg?» sa Agmund. «Jeg heter Odd,» svarte han. «Er du den Odd, som var i Bjarmeland for længe siden?» «Ja, det er den samme manden,» svarte Odd. «Det er bra,» sa Agmund, «for dig har jeg lett efter, saa længe jeg har levet. Vil du slaas tilsjøs eller paa land?» «Paa sjøen vil jeg slaas,» sa Odd. Agmund og mændene hans tok nu teltene ned, og de rustet sig paa begge sider. Striden blev baade haard og lang. Men da det var gaat en stund, rakte Agmund fredsskjold op og spurte Odd, hvorledes han tyktes det gik. «Ilde,» svarte Odd. «Hvorfor da?» sa Agmund. «Jeg har brukt at slaas med mænd og ikke med djævler,» sa Odd; «for litt siden hug jeg dig i halsen saa haardt, jeg kunde; men sverdet bet ikke.» «Det samme kan jeg si, at jeg slaas med troll og ikke med mennesker,» sa Agmund; «jeg hug ogsaa i halsen paa dig, men sverdet mit bet ikke, og bedre sverd findes ikke. - Men vil du, vi skal slaas længer? For da kan jeg si dig, hvorledes det vil gaa. Begge fosterbrødrene dine, Hjalmar og Tord, og alle mændene dine vil falde, og likesaa alle kjæmperne mine, og bare vi to vil være tilbake.» «Ikke skal denne leken ende med, at alle vore mænd falder,» sa Odd; de tok nu til at slaas igjen, og tilslut var det ikke flere i live paa Odds side end han selv, Hjalmar og Tord. Agmund hadde mistet alle mændene sine saa nær som otte. «Vil du nu, vi skal skilles?» sa Agmund; «for nu sier jeg, det er likt mellem os.» «Des før des bedre,» svarte Odd; «om du bare ikke siden sier, jeg er ræd og ikke tør slaas.» Efter dette holdt de op med kampen. Odd og fællerne hans rodde ut av vaagen, og la sig under en holme. De blev nu enige om, at Odd skulde fare paa skogen og skyte dyr, mens Hjalmar gjorde op varme og Tord passet skibet. Men da de kom tilbake til baaten, var Tord blit borte. De lette rundt om efter ham, og tilslut fandt de ham i et bergskar; dér sat han og var død. «Dette er ilde,» sa Odd, «vi har ikke hat slikt tap, siden Aasmund døde.» Da de skulde se efter, saa de, at det var stukket et spyd ind under den ene haanden paa Tord, og at odden stod ut gjennem den andre haanden. «Dette har den vonde Agmund gjort,» sa Odd; «han tyktes ikke, vi hadde mistet saa meget i striden som han; men nu skal vi straks ro ut gjennem vaagene og lete efter dem.» De gjorde saa og lette en hel uke mellem vaager og skjær, men hverken fandt de Agmund eller spurte noget til ham. De tok da Tord og førte ham med sig til Svitjod og reiste haug over ham. Siden fór de hjem til Upsala og fortalte kongen disse tidender.

7. Hjalmars død.

Kongen tok imot Odd og Hjalmar med begge hænder, og de sat nu i ro en stund. Før sommeren bød kongen dem skibe og folk, om de vilde nu bli der. De rustet ut to skibe og hadde 40 mand paa hvert og seilte frem foran land. Anganty berserk og brødrene hans hadde stevnet Hjalmar til holmgang, for Anganty hadde beilet til Ingebjørg kongsdatter, som Hjalmar var glad i, men fik hende ikke. De møttes paa Samsøy, og det blev en haard strid. Anganty og brødrene hans var berserker og de største kjæmper, og Anganty eide sverdet Tyrving, som blev en mands bane, hvergang det blev draget. Odd vilde slaas mot Anganty, for han hadde skjorten, sa han, som vernet ham. Men Hjalmar vilde ikke dette. Det blev da til, at Hjalmar gik mot Anganty, men Odd maatte nøie sig med at slaas med de elve brødrene hans og dræpte dem alle. Striden mellem Hjalmar og Anganty var baade lang og haard, men enden blev, at Hjalmar dræpte Anganty; da orket han ikke mere og maatte sætte sig paa en tue. Da Odd kom ned til ham efter striden, saa han, at Hjalmar hadde skiftet lét og var døden nær. «Nu skulde du ha gjort, som jeg vilde, da jeg vilde gaa mot Anganty,» sa Odd. «Engang skal alle dø,» svarte Hjalmar. «Saar har jeg seksten,» sa han, «brynjen er slitt, svart er mig for øinene, jeg ser ei at gaa. Angantys sverd bet mig i hjertet, den hvasse odd hærdet i edder.» Siden talte han om sin elskede, Ingebjørg kongsdatter, og bad Odd dra en guldring av armen paa ham og gi hende til minde. Saa døde Hjalmar. Men Odd tok ham paa ryggen og bar ham ned til skibet og seilet hjem til Svitjod med den døde Hjalmar. Da han kom til Upsala, la han Hjalmar ned foran døren til hallen, selv gik han ind med Hjalmars hjelm og brynje og la dem paa gulvet foran kongen og fortalte alt, som var hændt. Siden gik han bort til Ingebjørg kongsdatter, hun sat og sydde paa en skjorte til Hjalmar. «Her er den ringen, som Hjalmar sendte dig med sin hilsen, da han døde,» sa Odd og rakte hende ringen. Hun tok ringen og saa paa den, men svarte ikke; saa faldt hun bakover i stolen og var død. Odd tok hende i sine armer og bar hende ut til Hjalmar og la hende i armene paa ham. Siden blev de lagt i samme grav, og det blev reist en haug over dem.

8. Odd i fremmede land.

Odd blev i Svitjod om vinteren. Men om vaaren gav Sveakongen ham skibe og folk. Og han fór nu hele sommeren og lette efter Agmund Øytjovsbane, men han fandt ham ingen steder. Om høsten kom Odd til Gautland; der fik han høre om en viking ved navn Sæmund, som skulde være en større hardhaus end nogen anden. Odd hadde bare ti skibe, men Sæmund hadde 55; likevel la Odd til kamp mot ham. De kjæmpet hele dagen, men da kvelden kom, var alle skibene ryddet for Odd, og han stod alene oppe. Odd visste da ingen anden raad end at hoppe overbord. Det var næsten mørkt, men en mand saa likevel, at han svømmet fra skibet, og kastet spydet sit efter ham, det traf Odd i leggen og trængte like ind til benet. Odd kom da i hug det, som Alvvor hadde sagt, at skjorten ikke vilde verne ham, naar han var paa flugt; han svømmet da tilbake til skibet sit. Men vikingerne fik øie paa ham, og grep ham og slængte ham op i skibet til sig. Sæmund sa, at de skulde lægge ham i lænker, og satte tolv mand til at vaake over ham; men selv rodde han i land med de andre mændene sine og reiste telt for natten.

Som Odd sat der i lænker, sa han til en av vogterne: «Det er saa kjedelig her. Vil I finde paa noget moro, eller vil I, at jeg skal skjemte for eder?» «Vi tænkte,» sa han, som var formand for dem, «at du hadde liten hug paa at skjemte, du som er eslet til at dræpes imorgen.» «Jeg er ikke ræd,» sa Odd, «engang skal hver mand dø.» «Da vælger vi, at du skal finds paa noget moro,» sa de. Siden sang Odd kvæder for dem, og han holdt ikke op, før de var sovnet alle sammen. Derefter slæpte han sig bortover, til han fik tak i en øks, som laa paa tiljerne; ham fik snudd den slik, at eggen vendte op; saa snudde han hænderne mot den og gnudde og gnudde saa længe, til han fik skaaret over baandet og fik hænderne fri, saa løste han lænkerne av føtterne sine og var fri. Da han hadde gjort det, gik han bort til vogterne og bad dem vaakne; for nu var fangen deres fri, sa han. Med disse ord slog han dem ihjel alle sammen. Siden tok han pilekoggeret sit og rodde i land. Da han var kommet i land, trak han spydet ut av leggen og bandt rundt saaret. Imens vaaknet Sæmund og sendte folk ut til skibet for at se til fangevogterne. De kom tilbake og fortalte, at de var dræpt alle sammen og at Odd var borte. Sæmund drog nu rundt i Gautland for at lete efter Odd. Men paa samme tid fór Odd og lette efter Sæmund. Saa var det tidlig en morgen, at Odd kom ut av skogen. Da ser han skibene til Sæmund ligge paa havnen og teltene hans staa oppe paa land. Han gik da tilbake og hugget sig en drabelig klubbe. Med den gik han mot teltet, hvor Sæmund laa, og veltet det over ham; derefter dræpte han Sæmund og 15 av hans mænd. De andre gav sig i Odds vold og kaaret ham til sin høvding.

Nu, da alle fosterbrødrene til Odd, Aasmund, Tord og Hjalmar var dræpt, sendte han bud til Ravnista til frænderne sine, Gudmund og Sigurd, og spurte, om de ikke skulde fare sammen i viking igjen. De fulgte hans bud og møttes med Odd om vaaren, og det blev et stort glædesmøte. De seilet sydover og herjet i mange land, Flæmingjaland, Frankland og Valland. Det fortælles intet om deres færd, før de kom til et land, der de brøt skibene sine ved stranden. De maatte da gaa fra borde med sine mænd. De hadde ikke gaat længe, før de kom til et stort hus; det var bygget av sten og saa anderledes ut end noget andet hus, de hadde set før. De satte sig utenfor huset, men de hadde ikke sittet der længe, før de saa folk komme gaaende mot huset og de hørte laat, som de aldrig hadde hørt før. «Det maa være underlige mænd, som bor her,» sa Odd, «men nu skal vi bie, til mændene gaar fra huset.» Det gik, som Odd mente. Da en stund var gaat, drev mændene fra huset. En av dem gik dit, hvor Odd og følget hans sat, og spurte: «Hvem er Dere?» Odd sa ham, som det var sandt, hvad de het, og hvor de var kommet fra. «Men hvad er dette for et land, vi er kommet til, og hvad er dette for et hus?» spurte han. Manden svarte: «Dette landet heter Akvitania, men huset kalder vi en mynster eller en kirke.» «Men hvad er det for laat, I har derinde?» spurte Odd videre. «Det kalder vi messe,» svarte manden; «men I er hedninger.» «Vi tror ikke paa andet end vor kraft og styrke,» sa Odd. Siden fulgte manden Odd og hans fæller til et herberge. Der var de i nogen uker, og talte ofte med folkene i landet. Da en tid var gaat, spurte disse, om de ikke vilde la sig døpe. Gudmund og Sigurd sa ja til det, men Odd sa, at han var ikke laget slik, at han kunde være længe paa et sted, han vilde flakke om fra land til land, og være snart med hedenske, snart med kristne mænd. Det blev da ikke noget av, at Odd blev døpt; men han blev der likevel endda en stund. Tilslut blev han lei av det og spurte frænderne sine, om de ikke vilde fare bort. Men de sa, at de aldrig hadde likt sig saa godt noget sted. Odd fór da bort alene i løndom. Men da han var kommet ut fra byen, saa han en stor flok komme mot sig. De var alle sammen prægtig klædt, men ingen av dem bar vaaben. I det samme saa Odd, at det kom løpende fire mand mot følget og rev den mand, som red i spidsen for dem, av hesten, og hugget hodet av ham. Derefter skyndte de sig bort. Odd skjønte, at dette var ilde handlet, og fulgte efter dem, til de kom til et jordhus. Han løp efter dem ind i huset og gik mot dem; det endte med, at han dræpte alle fire. Siden skar han hoderne av paa dem, og bandt dem sammen ved haarene, og like ens tok han med sig hodet av den mand, som disse misdæderne hadde dræpt. Derefter gik han tilbake til byen.

- Imens var følget, som Odd hadde møtt, kommet ind i byen og hadde ført liket av den dræpte mand til kirken. Odd fulgte efter dem dit og kastet hoderne ind i kirken og sa: «Her er hodet av ham, som blev dræpt for Eder; men jeg har hevnet ham.» De syntes, dette var et stort verk, for denne manden var biskop i byen. Odd fik stor hæder av dette, og folkene i byen vilde paa ingen vis, at han skulde fare bort. Men tilslut blev han lei av at være der og listet sig bort en nat, uten at nogen visste det. Han fór nu fra land til land. Omsider kom han til Jødeland, og lauget sig i Jordan. Han skjøt fugler og vilde dyr til mat til sig og bar jevnt og støtt pilekoggeret paa ryggen.

9. Odd i Riseland.

En dag som Odd gik langs med en elveos under et berg og nogen store klitter og tænkte paa, om han ikke skulde finde noget at skyte, kom det en vældig fugl og grep ham i klørne sine og fløi bort med ham, uten at han kunde faa sat sig til motverge. Fuglen fløi med ham over mange land, men tilslut kom den til et høit berg og satte sig paa en avsats i berget; der var redet og ungerne dens. Odd var uskadt, for skjorten vernet ham mot fuglens klør. Odd var nu hos ungerne til gammen i bolet og saa ingen raad til at komme bort, for fjeldet var høit, og der var en dyp sjø nedenfor. Gammen selv var sjelden hjemme, den fløi ut og lette efter mat. Engang som den var borte, tok Odd og bandt sammen nebbet paa ungerne; derefter gjemte han sig i et skar like ved. Det varte ikke længe, før gammen kom tilbake med det, den hadde fanget, det var fugl, fisk og mandekjøt. Omsider kom den ogsaa med kokt kjøt. Straks den var borte, tok Odd maten og gjemte sig igjen. Paa den vis berget han livet en stund. Endelig en dag saa han en svær jette komme roende i en stenbaat bortover mot der, hvor bolet var. Jetten var sint, han talte høit med sig selv og sa: «Det er skammelig til fugl der oppe i bolet; den stjal kjøttet, jeg netop hadde kokt. Jeg tænkte mindst, at det var en fugl, som skulde faa klørne i dem, da jeg stjal okserne fra kongen, men nu skal jeg prøve at hevne mig.» Da Odd hørte dette, ropte han ned til jetten: «Her er alt det, du leter efter; jeg har gjemt det.» Jetten kløv op til bolet, tok kjøttet sit og bar det ned til baaten. Saa sa han: «Hvad er det for et pattebarn, jeg saa her? Vær ikke ræd, kom frem og bli med mig!» Odd kom da tilsyne, og jetten tok og løftet ham ned i baaten. «Hvordan skal vi faa dræpt dette udyret?» spurte jetten. Odd sa, at de skulde tænde ild paa redet; da kunde det være, at varmen tok fat i fjærene paa gammen, naar den kom flyvende, og at de paa den vis kunde faa bugt med den. Det gik, som Odd sa, og gammen blev dræpt. Odd hug neb og klør av den, og tok den med sig. Derefter rodde de bort. Paa veien spurte Odd jetten om hans navn. Han fortalte, at han het Hilde og var fra Riseland. Han hadde en kone, som het Hilderide, en datter, som het Hildegunn, og en søn, som het Gudmund. «Han blev født igaar. Vi er tre brødre,» sa han, «og vi har stevnet ting til sommeren. Der skal det avgjøres, hvem av os som skal bli konge over Riseland. Den skal bli konge, som imens har øvet det største manddoms verk, og som har den olmeste hunden. Vi skal hidse hundene mot hverandre paa tinget.» «Hvem av dere tror du blir den heldige?» spurte Odd. «Ialfald blir det ikke mig,» svarte risen, «for jeg har alle tider været den sidste av os, og slik vil det nok gaa nu ogsaa.» «Jeg skal prøve at hjælpe dig, om du vil love ikke at gjøre mig noget vondt,» sa Odd. «Aldrig har jeg før set saa litet barn, som vet saa godt at finde paa raad, og som er saa god til at snakke for sig,» sa risen. «Naar vi kommer hjem, skal jeg gi dig til Hildegunn, datter min, hun skal opfostre dig sammen med min søn Gudmund, og leke med dig.» Derefter satte jetten sig til aarerne og rodde hjem til Riseland. Odd tyktes, han aldrig hadde set nogen ro saa fort. Da risen kom hjem, viste han datteren sin det barnet, han hadde fundet, og bad hende stelle det like godt som hans eget barn. Hildegunn tok Odd og satte ham paa gulvet ved siden av sig; men da naadde han hende ikke længer end til midt paa laaret. Og endda større end datteren hans var jetten selv. Siden tok Hildegunn og satte Odd paa fanget sit og sang:

«Liten tutt

og topp til næse,

større var Gudmund,

født igaar.»

Saa la hun ham i vuggen hos risebarnet og sang og nynnet barnesanger over dem begge. Men det varte ikke længe, før Odd krøp ut av vuggen og bort til risedatteren. Han sa hende, at han ikke var noget barn, endda han var mindre av vekst end risefolkene, for de er større og sterkere end noget andet folk; vakrere er de ogsaa, men ikke klokere. Nu varte det ikke længe, før de blev rigtig gode venner, Odd og Hildegunn, og det endte med, at de i løndom blev mand og kone.

Odd blev vinteren over i risegaarden. Om vaaren spurte han risen, hvad godt han vilde gjøre den mand, som kunde skaffe ham en hund, saa han kunde seire over brødrene sine. Jetten sa, at han skulde gjøre alt det, han bad ham om. Da sa Odd: «Det ligger et dyr i Vargøyerne, som kaldes hibjørn; den har den natur, at den hele vinteren ligger i dvale, men om sommeren staar den op, og da er den saa graadig og vild, at hverken fæ eller folk kan staa for den. Dette dyret har jeg von om vil vinde over hundene til brødrene dine.» Jetten lovte, at hvis Odd vilde følge ham til dette dyret, saa skulde han lønne ham med alt det gode, han ønsket. Siden gjorde de sig rede til færden.

Før de reiste, talte Odd og Hildegunn sammen, og hun sa, hvor glad hun var i ham. Men endda skjønte hun, det var bedst, at han reiste sin vei, selv om de aldrig fik se hverandre mere. «Det kan ikke dølges, at jeg er med barn,» sa hun og spurte, hvorledes Odd vilde hun skulde gjøre med det. «Hvis det er en gut, skal du sende ham til mig, naar han er ti aar gammel,» sa Odd; «for da venter jeg, at det er mands mod i ham. Men er det en jente, skal du opfostre hende, som du selv vil, for hende kan jeg ikke stelle med.» Derefter skiltes de, og Hildegunn graat saart, da Odd gik ombord i baaten.

Jetten satte sig til aarerne, men Odd syntes, det gik sent, og at færden var lang; han tok da til den idræt, som Ravnistamændene hadde faat, og drog seil op, og straks fik de bør og seilet frem med land. Men da jetten saa det, blev han sint, drev til Odd, slængte ham under sig og sa: «Gjør du det en gang til, saa dræper jeg dig. Alle fjeldene og hele landet løper der, hvor du er, men baaten vil synke under os.» Men Odd sa: «Du skal ikke bry dig om dette; for du er ikke vant til at seile. La mig staa op, saa skal du se, at jeg sier sandt.» Jetten gjorde, som Odd bad om, og Odd lot seilet falde. Han saa da, at land og fjeld laa stille. Odd sa, at han ikke skulde undre sig, om han syntes, det gik rundt, naar de seilet, for han kunde stanse, saasnart han vilde. Jetten skjønte da omsider, at det gik fortere at seile end at ro. Odd heiste nu seilet igjen, og jetten sat rolig. Da de hadde seilet en stund, kom de til Vargøy, og gik i land paa øen. Dér var det en stor ur. Odd bad jetten stikke haanden sin ind i uren og kjende efter, om det var noget der. Han gjorde saa og stak armen ind helt til akselen. «Ja, det er noget levende her,» sa han. Siden tok han rorvanten sin og drog bjørnen ut. «Nu skal du ta med dig denne bjørnen, og ikke slippe den løs før paa tinget, naar Dere hidser hundene paa hverandre,» sa Odd.

Med disse ord skiltes Odd fra risen, og de blev enige om, at de skulde møtes næste vaar paa samme sted. Da den tid kom, at de skulde møtes, var Odd den, som kom først. Han gjemte sig i skogen like ved, og vilde ikke, at jetten skulde se ham; for han visste ikke, hvorledes det var gaat paa tinget. Det varte ikke længe, før han saa jetten komme. Han hadde en svær kjel fuld av sølv i den ene haand og to tunge kister i den andre. Da han hadde ventet en stund, sa han: «Ilde er det, Odd fostersøn, at du ikke kommer; jeg har ikke stunder til at bie her længer, for det er ingen, som passer paa riket mit, mens jeg er borte. Men her lar jeg bli igjen to kister fulde av guld, og en kjel med sølv, dem skal du ha, om du kommer sent, jeg lægger en helle over, forat ikke vinden skal fyke det væk, men ovenpaa lægger jeg sverd, hjelm og skjold, forat du skal finde det. Er du i nærheten, saa du kan høre mine ord, saa kan jeg si dig, at jeg blev konge over brødrene mine, og at hunden min var den olmeste; for den bet ihjel begge hundene deres og mange av mændene deres, som vilde holde den igjen. Jeg viste frem gammens neb og klør, og det syntes folk var meget større daad end det, som brødrene mine hadde øvet; og nu er jeg alene konge over det landet, som vi brødre eide. Men nu maa jeg hjem til riket mit. Det kan jeg ogsaa si dig, at Hildegunn, datter min, har faat en søn, som hun siger, du er far til. Han heter Vigner, ham skal jeg opfostre saa godt jeg kan, og lære ham alle slags idrætter, og naar han er ti aar gammel, skal jeg sende ham til dig slik, som I hadde avtalt.» Siden rodde risen i stenbaaten sin. Straks han var borte, stod Odd op og gik til hellen, som godset laa under, men den var et berg saa stort, at mange mænd ikke kunde røre den. Odd fik da ikke tak i andet end det, som laa ovenpaa hellen, men det var dog meget gods.

10. Odd og Rødgrane.

Odd vandret nu gjennem skoger og ødemarker. Saa var det en dag, han kom ut av skogen frem til en rydning. Der satte han sig under en ek, for han var træt. Da saa han, det kom en mand gaaende, han hadde blaa kappe, høie skor og rørkjep i haanden. Han var middelshøi av vekst og hadde langt rødt skjeg; hatten lot han sige ned over ansigtet, han saa ut som en høvding. Manden gik bort til der, hvor Odd sat, og hilste ham ved navn. Odd hilste igjen og spurte, hvem han var; han sa, at han het Grane, men folk kaldte ham Rødgrane. «Du har faa mænd nu og farer ikke som nogen mægtig høvding, Orvar-Odd,» sa han, «men det er ilde for slik en gjæv kar som du.» «Det er længe, siden jeg har raadet over mænd,» svarer Odd. «Vil du binde fostbrødrelag med mig?» sa Rødgrane. «Det er vanskelig at si nei, naar en faar et godt tilbud,» sa Odd, «jeg vil nok ta imot det.» «Det skal du ikke angre paa,» sa Grane; «for nu vil jeg si dig, at her ved landet ligger det to kjæmper, som har tolv skibe. Den ene av dem er fra Danmark og heter Gardar; den andre er fra Gautland, han heter Sirne. De er mine fostbrødre, og ikke kjender jeg større kjæmper eller bedre mænd. Jeg skal ogsaa faa dig i fostbrødrelag med dem, og du skal bli den, som faar mest at si av os; dog vil det være bedst at følge mine raad. - Men hvor vilde du helst styre færden, om det gaar, som jeg nu har sagt?» «Det ligger mig jevnlig paa sinde at finde Agmund Øytjovsbane,» svarte Odd. «Vogt dig! Vogt dig!» sa Rødgrane; «tal ikke slik, for træffer du Agmund en gang til, saa vil det gaa dig meget værre end første gangen, det er ikke et menneske, du har at gjøre med dér.» «Jeg vilde gjerne faa hevnet Tord, fostbror min,» svarte Odd, «og jeg skal aldrig gi det op, før jeg har fundet ham.» «Vil du, jeg skal si dig, hvorledes Agmund er kommet til verden?» sa Rødgrane. «Da tror jeg, du vil synes, at intet menneskelig væsen kan vinde over ham. Du mindes, at du fór til Bjarmeland, og hvad skade du gjorde paa bjarmerne. Men da du var borte, tyktes bjarmerne, at de var ilde farne; for de vilde gjerne faa hevn. Derfor fik de under en stor foss tak i en trollkjærring, som var fuld av galdrer og al slags trolskap og giftet hende med kongen sin. De to fik en søn, som blev kaldt Agmund. Han var alt som ung ulik de fleste mennesker, for han slegtet paa mor sin, men far hans var ogsaa en stor blotmand. Da Agmund var tre aar gammel, blev han sendt til Finmarken, og der lærte han alslags galdrer og troldom. Da han var fuldlært i det, fór han hjem til Bjarmeland. Han var da syv aar gammel, men saa stor som en voksen mand, sterk av kræfter og vanskelig at ha at gjøre med; ikke var han blit vakrere at se til hos finnerne, for han var baade svart og blaa i ansigtet; men haaret hans var langt og svart og hang i en floke foran øinene. Derfor blev han kaldt Agmund Floke. Bjarmerne tænkte at sende ham mot dig og dræpe dig, men de skjønte, at det skulde noget til, før de fik slaat dig ihjel. Derfor seidet de over Agmund, saa jern ikke bet paa ham, og de øvet slik troldom med ham, at han ikke blev lik noget andet menneske. Paa denne tid var det en viking, som het Øytjov, han var den største berserk, og det fandtes ikke større slaaskjæmpe end ham. Han hadde aldrig færre skibe end 18, og aldrig sat han i land, men baade vinter og sommer laa han ute paa sjøtrær. Han vandt Bjarmeland og skatla det. Agmund hadde imens faat sig otte følgesvender, som alle saa like ens ut som han, og som jern ikke bet paa. Agmund var dengang ti aar gammel. Siden gav han sig i lag med Øytjov, og de drog sammen i hærfærd. Agmund og Øytjov blev saa gode venner, at Øytjov for hans skyld opgav alle skatter fra Bjarmeland, men Agmund lønnet ikke dette bedre, end at han myrdet Øytjov, mens han laa og sov i sin seng. Siden blev han kaldt Agmund Øytjovsbane. Dette hændte den samme sommer, som du slos med ham i Tranevaagene. Dengang var Agmund tolv aar gammel. Han likte ikke, at han ikke fik tat hevn over dig, og derfor myrdet han Tord Stavnglam, fostbror din. Siden drog han til mor sin, trollkjærringen. Hun var da blit til et finngalkn; hodet hendes er som paa et menneske, men resten er som paa et dyr med forfærdelig store klør og en gyselig hale; med den dræper hun baade mennesker og dyr. Agmund egget hende til, at hun skulde ta dig avdage, og nu er hun kommet sydover til England og leter efter dig. - Nu har jeg fortalt dig alt det, jeg vet om Agmund,» la Rødgrane til. «Det blir ikke let at faa bugt med ham, om han er slik, som du siger,» sa Odd, «men likevel har jeg god hug paa at træffe ham.» «Endda er han værre, end jeg har sagt,» sa Rødgrane, «for han er mere som en djævel end som et menneske, saa jeg tror ikke, at han kan dræpes av mennesker. - Men la os nu fare ned til skibene.» - Det gjorde de.

Da de kom ned til sjøen, saa Odd mange skibe flyte paa vandet. De gik ombord i et av dem. Der saa Odd to mænd, som var høiere end alle de andre. De stod op og hilste paa Rødgrane, sin fosterbror. Han satte sig ned mellem dem og bød Odd sætte sig. Saa tok han til orde og sa: «Her er kommet en mand, som I, fostbrødre, nok ogsaa har hørt tale om. Han heter Odd, og folk kalder ham Orvar-Odd. Jeg vil, at han skal være vor fostbror, og at han skal være den, som har mest at si av os, for han er mest vant med at drage i hærfærd.» Sirne svarte: «Er det den Odd som fór til Bjarmeland?» «Ja, det er det,» sa Rødgrane. «Da tror jeg, at det kan være til held for os, at han blir vor fostbror,» svarte Sirne. «Jeg liker ogsaa dette fuldt vel,» sa Gardar. Og dermed svor de sig i fostbrødrelag.

Rødgrane spurte nu Odd, hvor han vilde, de skulde seile. «Først vest til England,» svarte Odd. De gjorde, som han sa, og da de kom til England, tjeldet de over skibene sine, og laa der en stund. Saa var det en godveirsdag, at Sirne og Gardar og mange av mændene deres gik i land for at finde paa noget moro. Odd var nede ved skibene, men Rødgrane var ikke at se. Solen stekte, og det var fælt varmt. Sirne og Gardar tok av sig klærne og svømmet ut paa et vand, som var dér. Like ved var det en skog. Men da det led ut paa dagen, saa de et grulig svært dyr komme ut av skogen. Det hadde menneskehode og forfærdelig svære hugtænder. Halen var baade lang og diger, og klørne var ikke litet smaa. I hver klo hadde det et sverd; de var baade bjarte og store. Da dette finngalknet kom frem til der, hvor mændene var, brølte det stygt og dræpte i første paagang fem mand. Dyret hug to mand med sverdene, en bet det med tænderne, og to slog det med halen. Det varte ikke længe, før det hadde dræpt 60 mand. Da Gardar saa dette, skyndte han sig at ta paa sig klærne og gik mot dyret. Han hug saa haardt til dyret, at sverdet fløi ut av kloen paa det og ut i vandet. Men finngalknet hug til Gardar med det andre sverdet sit, saa han faldt til jorden, og løp ned paa ham. I det samme kom Sirne til med sverdet Snidil, som var det bedste av alle sverd; han hug til dyret, saa det andre sverdet ogsaa fløi uti vandet. Men finngalknet slog til ham, saa han faldt i svime.

Alle, som kunde løpe ned til skibene, fortalte Odd hans fostbrødres og mange mænds fald og sa, at de maatte skynde sig fra land saa fort de kunde og se til at gjemme sig for uhyret. «Det var stor skam,» sa Odd, «om vi ikke hevnet vore fostbrødre, saa raske mænd som de var, og det skal aldrig ske, at vi flygter.» Dermed tok han pilekoggeret og gik i land. Han hadde ikke gaat langt, før han hørte en frygtelig laat og saa finngalknet komme farende. Han la da en av Gusepilene paa buestrengen og skjøt i øiet paa dyret, saa pilen kom ut gjennem nakken. Finngalknet fløi mot ham saa fort, at han ikke fik tid til at skyte en gang til, og grep ham med begge klørne i bringen, saa han holdt paa at stupe bakover. Men skjorten hjalp Odd nu som før, saa klørne ikke skadet ham. Han grep sverdet sit og hug saa haardt han kunde, saa halen gik av dyret, og med den andre haanden holdt han det ut fra sig, saa det ikke fik bitt ham. Da dyret hadde mistet halen, løp det hylende tilskogs. Da Odd saa det, skjøt han endda en gang efter det. Pilen traf det i hjertet og kom ut gjennem brystet, og dermed faldt det til jorden; de andre, som ikke før hadde turdet komme nær det, løp nu til og hug det og slog det, saa det til slut var ganske dødt. Derefter lot Odd dyret brænde; men fostbrødrene sine lot han bære ned til skibene og læget deres saar.

11. Vigne Oddssøn.

Siden seilet de bort fra England, og sat i Danmark om vinteren. Derefter laa de mange somre ute i hærfærd og herjet videnom, indtil Sirne og Gardar blev lei av det og satte sig i sine riker. Rødgrane var med overalt, for han var kommet tilbake, da Odd hadde dræpt fingalknet og de var færdige til at seile. Han var sjelden med i haarde kampe; men han var den bedste til at gi gode raad, og han fraraadet sjelden storverker. Odd drog nu alene ut paa hærfærd og lette paany efter Agmund Øytjovsbane. Det var nu ledet 10 aar, siden Odd fór fra Riseland. Saa var det en kveld, at han laa ved et utnes, og hadde sat teltene sine paa land. Da saa han, at det kom en mand roende, og han var ikke liten. Han rodde saa hvasst mot skibene til Odd, at alt det, som han kom imot, brast isønder. Siden gik han i land og bort til teltene og spurte, hvem som raadet for skibene. Odd sa, hvem han var. «Men hvem er du?» Han sa, at han het Vigne. «Men er du den Odd, som fór til Bjarmeland?» «Ja, det er saa,» svarte Odd. «Det kan vel ikke være rigtig,» svarte Vigne. «Hvorfor det?» «Jo, for jeg har vondt for at tro, at du er far min, du, som er saa liten og ser ut som en skit-unge.» «Hvem er mor din, og hvor gammel er du?» sa Odd. Vigne svarte, at mor hans het Hildegunn, og at han var født og vokset op i Riseland, men han var ti aar gammel. «Mor min sa mig, at Orvar-Odd var far min. Og da trodde jeg, at han maatte være meget sterkere end andre mænd; men nu ser jeg, at du bare er en liten stakker at se til, og det er du vel og i styrke.» «Tror du kanske, at du vil komme til at øve flere storverker end jeg?» sa Odd. «Likevel vil jeg vedgaa frændskapet med dig, og nu skal du være velkommen her.» «Det tar jeg imot,» sa Vigne; «dog synes det mig ikke noget stort karsstykke at være sammen med slike smaakarer som dere, som mere ser ut som mark end som mænd; og jeg tænker nok, at jeg skal komme til at øve flere storverker end du, om jeg lever længe nok.» Odd bad ham om likevel ikke at forsmaa hans mænd.

Næste morgen gjorde de sig rede til at seile. Vigne spurte, hvor Odd vilde stevne hen. Han svarte, at han vilde lete efter Agmund Øytjovsbane. «Av ham faar du ikke meget godt, om du finder ham,» sa Vigne; «for han er det største troll og den værste jette, som er skapt i den nordre delen av jorden.» «Er du saa ræd nu, at du ikke tør træffe Agmund Floke, du, som gjorde slik nar av mig og mine mænds vekst og styrke?» sa Odd. «Ikke skal du kunne si, jeg er ræd,» sa Vigne; «men disse ordene skal jeg engang lønne dig for, saa du ikke vil synes, at du har det bedre, end jeg har det nu. Jeg kan si dig, hvor Agmund er. Han og de otte Flokeguttene hans er kommet til en fjord, som heter Skugge, den ligger i Hellelands utbygder. Han er kommet dit, fordi han ikke bryr sig om at møte dig. Men nu kan du opsøke ham, om du vil, og se, hvorledes det gaar.» Odd sa, at slik skulde det være.

Siden seilet de, til de kom til Grønlandshavet. Der styret de sydover langs med landet, og siden seilet de vestover. Da de var kommet i nærheten av Helleland, sa Vigne: «Nu skal jeg idag seile i forveien med skibet mit, og saa skal I følge efter mig.» Odd sa, at han skulde faa raade. Siden paa dagen saa de to kletter komme op av havet. Odd undret sig meget over dette. De seilet mellem kletterne; men da en stund var gaat, saa de en stor ø, som var bevokset med lyng. Odd sa, at de skulde lægge til der. Vigne spurte, hvad det skulde være til. Men Odd bad fem av sine mænd gaa i land og lete efter vand. Vigne sa, at det trængtes ikke, og han bød, at ingen av hans mænd skulde gaa i land. Men da mændene til Odd var kommet op paa øen og hadde været der en liten stund, saa sank hele øen, og de druknet allesammen. Kletterne var ogsaa borte, da de skulde se efter dem. Odd undret sig meget over dette og spurte Vigne, hvad dette kom sig av. Vigne svarte: «Jeg ser, at du har vett, som du har vekst til. Jeg kan si dig, at det er to sjøudyr; det ene heter havguva, det andet lyngbak; det er den største av alle hvaler i verden. Men havguva er det største udyr, som findes i sjøen; den er laget slik, at den sluker baade mennesker, skibe, hvaler og alt det, den kan naa. Det sundet, som vi seilet igjennom, var mellem begge kjæverne paa den. Næsen og underkjæven dens var de kletterne, som Dere saa i havet. Men den øen, som sank, det var lyngbak. Agmund Floke hadde sendt disse uhyrer mot os for at dræpe dig og dine mænd. Han tænkte, at flere end de, som nu druknet, skulde ha gaat i land paa øen, og at havguva skulde ha slukt os allesammen. Men nu seilet vi gjennem gapet paa den; for jeg visste, at den nys var kommet op av havet. Nu har vi faat set litt av kunsterne til Agmund; men likevel tror jeg, at han vil volde dig mere vondt end nogen anden mand.» «Vi faar friste,» sa Odd. De seilet nu, til de kom til Helleland, og la ind i fjorden Skugge. Da de hadde kastet anker, gik Odd og Vigne i land. Da de hadde gaat en stund, kom de til et virke; det saa ut til at være sterkt og fast bygget. Agmund Floke gik ut paa muren med sine fæller, hilste venlig paa Odd, og spurte, hvad han vilde. «Det trænger du ikke at spørre om,» sa Odd; «jeg vil ha dit liv.» «Det er mit raad, at vi forlikes og blir venner nu,» sa Agmund. «Nei!» sa Odd, «det skal det ikke bli noget av; for jeg kan aldrig glemme, at du dræpte Tord Stavnglam, fostbror min, og myrdet ham, efter at vi hadde sluttet forlik.» «Det gjorde jeg,» sa Agmund; «for jeg synes ikke, vor kamp var like før, men saa længe jeg vil det, skal du aldrig komme over mig, mens jeg er her inde i borgen, endda du nu har fundet mig. Men nu byr jeg dig, at du og sønnen din slaas med mig og kammeraterne mine. Vil du ikke det, saa stænger vi os inde her i virket.» «Ja, saa skal det være,» svarte Odd, «at jeg skal slaas med dig, Agmund, men Vigne med lagsbrødrene dine.» «Det skal ikke ske,» sa Vigne, «nu skal jeg lønne dig, fordi du sa, jeg var ræd, den gangen vi først møttes, og at jeg ikke turde træffe Agmund; for nu vil jeg slaas med ham.» «Det vil vi komme til at angre paa siden,» svarte Odd; «men du skal faa viljen din.»

Siden tok de til at slaas. Det var nede ved sjøen. Agmund og Vigne gik mot hverandre saa haardt de kunde; for de var begge sterke og flinke til at bruke vaaben, men Vigne gik saa kraftig mot Agmund, at han vek tilbake bortover stenhammeren og hoppet ned paa en avsats; det var 40 fot dypt. Vigne efter ham, og de til at slaas, saa jord og stener fløi om dem; for de ryddet op jord og stener, som var det løst mel. Imens slos Odd og Flokeguttene. Han hadde en stor klubbe i haanden, som han dængte dem med; for jern bet ikke paa dem, og han slog saa haardt, at det ikke varte længe, før han hadde dræpt dem alle sammen. Da var han litt træt, men han hadde ingen saar, for skjorten skjermet ham. Men han hvilte ikke lange stunden, for han syntes han maatte vite, hvor det var blit av Vigne. Han gik da bort efter hammeren, til han kom dit, hvor Vigne og Agmund hadde gaat mot hverandre. I det samme slog Agmund til Vigne, saa han faldt, og straks kastet han sig ned over ham og bet isønder strupen paa ham; paa det viset lot Vigne sit liv. «Nu tror jeg, det hadde været bedre for dig, om vi var blit forlikt,» sa Agmund, «for nu har du lidt et tap, som du aldrig vil forvinde. Jeg tror, det aldrig har været nogen mand i Norderlandene, som var saa sterk; for han var bare ti aar gammel, og han vilde ha overvundet mig, hadde jeg været som et almindelig menneske, men jeg er mere som en aand. Men han har ødelagt buken min slik, at han næsten har knust hvert ben i kroppen paa mig, og jeg vilde ha været død, om jeg hadde kunnet dø.» Odd var saa sint at han hoppet ned paa hammeren mot Agmund. Men Agmund sprang ut i sjøen, saa skumsprøiten stod om ham. Og ikke saa Odd, at han kom op siden. Dermed skiltes Agmund og Odd. Odd var ilde ved, for aldrig hadde noget gaat ham saa nær før. Odd gik nu ned til skibene sine og seilet til Danmark. Der fandt han Gardar, fostbror sin; han tok svært vel imot ham. Odd var i Danmark hele vinteren. Om vaaren la han og Gardar i hærfærd, og sendte bud til Sirne i Gautland, at han skulde slaa følge med dem. Han gjorde som de bad. Rødgrane var ogsaa med og spurte Odd, hvor han vilde, de skulde styre hen. Odd sa, at han vilde lete efter Agmund Øytjovsbane. «Du faar bare skam og skade, hvergang du og Agmund møtes,» sa Rødgrane, «og likevel leter du efter ham. Ikke maa du tro, at Agmund har bedret sig, siden du og han skiltes. Men har du lyst til at vite det, saa kan jeg si dig, hvad der er blit av ham. Han er kommet øst til Geirrød jotun i Geirrødgaardene, og er blit gift med Geirild, datter hans. De er begge de største trold og jeg vil raade dig fra at fare dit.» Odd sa, at han ikke desmindre vilde fare.

Odd og fostbrødrene hans gjorde sig nu rede til at fare i Austerveg. Men da de kom øst til Geirrødgaardene, saa de en mand, som sat i en baat og fisket. Det var Agmund Øytjovsbane; han hadde en lodden kappe over sig. - Denne kappen var gjort av overskjegget paa alle de kongerne, som Agmund hadde skatlagt i Austerveg. - Odd satte efter baaten; men Agmund rodde unda, det bedste han kunde. Odd og fostbrødrene hans løp nu alle ombord paa ett skib og tok hver sin aare, men Agmund rodde saa sterkt, at de ikke tok ham igjen, før de kom til land. Da løp Agmund i land og lot baaten sin ligge i fjæren. Odd efter ham, han var den, som snarest kom fra borde, og Sirne efter ham igjen. De sprang begge efter Agmund, men da Agmund skjønte, at han og Odd ikke kunde undgaa at møtes, ropte han høit og bad Geirrød komme sig til hjælp. Det varte ikke længe, før Geirrød kom med hele følget sit, - femti mand. Snart kom ogsaa Gardar og de andre av Odds mænd. Nu blev det den haardeste strid; Geirrød gav ikke smaa hugg, og det varte ikke længe, før han hadde dræpt femten mand for Odd. Da tok Odd en av Gusepilene, la den paa buestrengen og skjøt. Pilen traf Geirrød i brystet og kom ut gjennem skuldrene, men Geirrød gik likevel fremover og blev tre mands bane, før han døde. Geirrild gjorde ogsaa meget vondt, for paa en liten stund hadde hun dræpt 18 mand. Da vendte Gardar sig mot hende og skiftet hugg med hende, men det endte med, at Gardar faldt død til jorden. Da Odd saa dette, blev han farlig sint, han la en av pilene sine paa buestrengen og skjøt efter hende, saa pilen traf hende under den høire haanden og kom ut gjennem den venstre. Men folk saa ikke, at hun gav sig for det. Hun fór frem gjennem fylkingen og dræpte 5 mand. Da skjøt Odd endda en gang efter Geirrild. Pilen kom ind i smaatarmene hendes og ut gjennem lenderne, og ikke længe efter døde hun. Agmund ryddet heller ikke litet vei i kampen; paa en kort stund hadde han dræpt tredive mand, før Sirne snudde mot ham. Det blev et haardt basketak, og Sirne fik mange saar. Men snart efter saa Odd, at Sirne vek tilbake for Agmund. Han gik da selv mot ham. Men da Agmund saa det, vendte han sig paa flugt. Baade Odd og Sirne satte efter ham saa fort de kunde. Tilslut blev Agmund nødt til at kaste kappen sin, den, som vi mindes var gjort av skjegget til alle skattekongerne. Da han hadde gjort det, blev han lettere til bena, og Sirne magtet ikke at følge ham. Men Odd var raskere paa foten og drog ind paa Agmund. Tilslut møttes de og kjæmpet baade haardt og længe, men Odd var ikke kar om at bøie Agmund i knæ. Sirne kom ogsaa til med Snidil i haanden og vilde hugge til Agmund, men da han saa det, holdt han Odd fremfor sig, og brukte ham til skjold. Slik gik det længe, uten at Sirne naadde at komme nær Agmund. Men Agmund fik heller ikke kommet Odd tillivs, for skjorten skjermet ham. Men tilslut fik Odd sat begge føtterne sine mot en jordfast sten, og gik saa haardt paa Agmund, at han maatte bøie sig. I det samme hug Sirne til Agmund, før han fik set sit snit til at skyve Odd fremfor sig. Hugget tok hele bakdelen av Agmund og mere endda, saa han blev rent skamfert. I det samme grep Odd ham i skjegget og rykket det ut, saa haken, kinderne og hele ansigtet og en del av hjerneskallen fulgte med. Men Agmund sank ned i jorden, og den lukket sig over hodet paa ham. Dermed skiltes de.

12. Odd hos Jolv bonde.

Odd og Sirne fór nu til skibene sine; men de hadde lidt stor mandskade. Odd syntes, at det var det største tap, at han hadde mistet Gardar, fostbror sin. Rødgrane var ogsaa blit borte, og de saa ham aldrig siden; folk tror, at det var Odin, som hadde været i følge med dem. Odd og Sirne seilet nu bort og var ilde tilfreds med sin færd. Om vinteren fulgte Odd med Sirne til Gautland, men des længer det led ut paa vinteren, des mere uglad blev han. Han tænkte paa al den ulykke, Agmund Floke hadde voldt ham. Men heller ikke syntes han, at han kunde be fostbror sin om at hjælpe sig endda en gang og kjæmpe mot Agmund. Derfor visste han ingen anden raad, end at han listet sig bort en nat, saa ingen merket det. Han fór gjennem skog og ødemarker, og stundom traf han store fjeldveier. Slik fór han viden om i verden. Stadig hadde han pilekoggeret paa nakken og skjøt piler og dyr til mat for sig. Om benene og kroppen paa sig viklet han næver, og paa hodet satte han en svær næverhat, saa han ikke lignet andre mænd, men saa ut, som om han var helt dækket av næver.

Da han hadde vandret længe slik, kom han til en bygd. Dér saa han en stor gaard ligge fremfor sig; litt længer borte laa en anden gaard; men den var ikke saa stor. Odd kom i tanker om, at han vilde gaa til den mindre gaarden; for det hadde han aldrig fristet før. Han gik til døren; dér stod det en mand og kløvet vedskier; han var liten av vekst og hvithaaret. Manden hilste venlig paa Odd og spurte om hans navn. «Nævermand heter jeg,» svarte han, «men hvad heter du?» Manden sa, at han het Jolv. «Du vil vel være her inat,» spurte han. «Ja, tak,» sa Odd. Derefter fulgte manden ham ind i stuen; dér sat det en kjærring paa en stol. «Her er en gjest,» sa manden, «du faar stelle vel med ham, for jeg har saa meget at stelle med.» Kjærringen bar sig og sa, at det var svært saa ofte, han indbød folk til at være der; men hun hadde ikke noget at by paa. Manden gik nu sin vei; men Odd og kjærringen var efter. Om kvelden kom manden tilbake, og da blev matbordet sat frem. Det stod et fat paa bordet, men Nævermand la en kniv fremfor sig; det var to holker paa den; den ene var av guld, den andre av sølv. Jolv saa paa kniven og sa: «Du har en god kniv, kammerat, hvorledes er du kommet til et slikt klenodie?» Nævermand svarte: «Da jeg var ung av aar, var det nogen av os, som brændte salt; mens vi holdt paa med det, drev et skib i land, der hvor vi var, og brøt sønder. Vi delte godset, og jeg fik denne kniven. Men om det var saa vel, at du tror, du kan ha noget bruk for den, bonde, saa vil jeg gjerne gi dig den.» «Tak for gaven din,» sa manden og viste kniven til kjærringen sin; «her kan du se, at kongen selv eier ikke gildere kniv.»

Siden spiste de og la sig til at sove. Men da Nævermand vaaknet, var alt Jolv borte, og det var koldt i rummet hans. «Er det ikke raad for at fare bort noget sted og faa sig dugurd?» spurte han. Kjærringen sa, at manden hendes vilde, at han skulde bli hjemme og vente paa ham. Midt paa dagen kom bonden hjem, og maten blev sat frem. Det kom ogsaa et fat paa bordet, og paa den siden, som bonden sat, la han frem tre stenpiler ved siden av fatet. De var store og vakre, og Nævermand syntes aldrig, han hadde set vakrere skytevaaben. Han tok og saa paa dem: «Disse pilene er vel gjort,» sa han. «Om det er saa vel, at du synes, de er godt gjort, saa vil jeg gi dig dem,» sa bonden. Nævermand slog det hen og sa: «Jeg vet ikke, om jeg trænger at bære disse stenpilene efter mig.» «Du kan aldrig vite, Odd, om du ikke vil faa bruk for dem,» sa manden. «Jeg vet, at du heter Orvar-Odd og er søn av Grim Loddenkind nord fra Ravnista,» la han til. «Jeg vet ogsaa, at du har de tre pilene, som Guse finnekonge eide, men jeg kan tænke mig, at det kan komme den stund, da disse stenpilene duger, selv om Gusepilene ikke nytter dig noget.» Odd svarte: «Siden du vet, hvad jeg heter, og at jeg eier pilene til Guse finnekonge, saa kan det vel ogsaa være, at du vet forut det, som du taler om, og tilvisse skal jeg ta imot pilene dine.» Dermed stak han dem ned i belgen, hvor han hadde pilene sine. Siden spurte Odd bonden: «Raader det nogen konge for landet her?» «Ja,» sa bonden, «han heter Herraud.» «Hvad er det for gjæve mænd hos ham?» sa Odd. «Det er to mænd, som har mest at si hos ham og er høisætestøtterne hans,» sa bonden. «Den ene heter Sigurd, den andre Sjolv, de er begge store kjæmper.» «Har kongen nogen barn?» spurte Odd videre. «Han har en vén datter, som heter Silkesiv, og det findes ingen fagrere mø i Gardarike eller videnom andetsteds,» sa bonden. «Tror du, de vil ta imot mig, bonde, om jeg kommer dit?» sa Odd. «Men da skal du ikke si, hvem jeg er.» «Jeg skal nok vite at holde mund,» sa bonden.

Siden fór de til kongsgaarden. Men da de hadde gaat en stund, stanset bonden og vilde ikke gaa længre. «Hvorfor stanser du nu?» spurte Odd. «Jeg blir lagt i lænker, om jeg kommer ind her,» sa manden; «jeg skulde være glad, om jeg var vel borte herfra igjen.» «Vi skal hjælpe hverandre,» sa Odd. «Men nu maa du bli med mig,» og dermed tok han manden og førte ham med sig. Siden gik de ind i hallen. Hirdmændene flokket sig om bonden, da de fik øie paa ham. Men Nævermand støttet ham, til de kom frem til kongen. Bonden hilste, som det sømmer sig. Kongen svarte venlig paa hans hilsen og spurte, hvem det var, han ledte efter sig der. «Ikke kan jeg vite det,» sagde bonden; «han faar selv si, hvem han er.» «Jeg heter Nævermand,» sa Odd. «Hvor er du fra?» spurte kongen. «Ikke kan jeg vite det,» sa han; «jeg har næsten al min tid ligget ute i skog og mark, saa jeg mindes ikke, hvor jeg har hjemme; men braat er den veifarendes bud; jeg vilde gjerne be dig, konge, om at faa være her i vinter,» sa Odd. «Kan du ingen idrætter?» spurte kongen; «nei det er langt fra; for jeg er mere klosset end andre mænd,» svarte Odd. «Er det noget andet du duger til?» sa kongen. «Jeg kan slet ikke noget,» sa Nævermand. «Da ser det ikke lyst ut for dig,» sa kongen; «for jeg har lovet ikke at ta imot andre end de mænd, som kan nogen idrætter, i min hird.» «Jeg kan ikke gjøre en eneste ting, som er til nytte for andre,» svarte Nævermand. «Du kan vel drage dyr sammen, om de andre skyter dem,» sa kongen. «Det kan være; jeg skal kanske forsøke engang,» sa Nævermand. «Men hvor viser du mig til sæte?» spurte han.

«Du skal sitte ytterst paa den nederste bænken, der hvor træler og frimænd møtes,» sa kongen. Siden fulgte Nævermand bonden ut; derefter gik han ind i hallen igjen og til det sæte, som han var vist til. Der sat det to brødre; den ene het Ottar, den anden Ingjald. «Kom hit, kammerat, saa skal du sitte mellem os!» sa de. Odd sa ikke nei til det. Belgen med pilene hængte han op paa en nagl over bænken, der han sat, men vandringsstaven la han under føtterne sine. Brødrene spurte ham om mangt og meget. Men de andre i hallen visste ikke, hvad de talte om.

13. Odd hos kong Herraud.

De to brødrene sa ofte til Odd, at de skulde gjemme belgen for ham. Men han vilde ikke la nogen komme nær den, og han hadde den med sig overalt, hvor han fór. Siden bød de ham penger, forat han skulde ta av sig næverklædningen sin; de skulde gi ham nogen gode klær isteden, lovte de. Men Nævermand vilde ikke; «for jeg har aldrig baaret andre klær, og aldrig skal jeg gjøre det, saalænge jeg lever,» sa han; saa folk syntes ikke, han var grei at ha at gjøre med. Om kvelden pleide Nævermand at drikke litet, og han la sig tidlig til at sove. Slik gik den ene dag efter den andre, til det blev høst og den tid kom, da mændene skulde ut og veide dyr. Om morgenen, da jagten skulde begynde, stod de to brødrene tidlig op og ropte paa Nævermand, at han ogsaa skulde staa op. Men de fik ikke vækket ham, saa fast sov han, og han vaaknet ikke, før hver mand, som vilde fare paa veide, var borte. Da reiste han sig, gned sig i øinene og sa: «Er folk færdige nu?» «Færdige,» sa Ingjald, «nei hver mand er alt borte. Vi prøvde hele morgenen paa at faa vækket dig, og nu faar vi vist aldrig skutt nogen dyr idag.» «Er Sigurd og Sjolv store idrætsmænd?» spurte Nævermand. «Ja det kan du nok faa se, om noget kommer imot dem,» sa de. Dermed gik de ut og op paa fjeldet. Det løp nogen dyr forbi, og de to brødrene, som var bænkefællerne hans, drog buen sin og fristet at skyte efter dem; men de traf ikke et eneste dyr. Da sa Nævermand: «Aldrig har jeg set folk fare ulideligere frem end Dere to; men hvorfor bærer I Eder saa uvittig ad?» De svarte: «Vi har sagt dig, at vi var mere klodset end andre mænd, og desuten blev vi jo aldrig færdig imorges. Men nu har alle de andre jaget op dyrene og skutt dem.» Nævermand sa: «Jeg kan ikke vite, om jeg vilde bære mig likesaa klodset ad, men la mig faa buen, saa vil jeg prøve.» De gav ham den og sa, at han endelig ikke maatte bryte den isund. Odd la en pil paa strengen og drog saa haardt, at buen brast i to dele. «Nu har du gjort ilde; dette er til stort men for os,» sa brødrene, «for nu er det let at se, at vi aldrig faar skutt nogen dyr idag.» «Det er ikke saa ilde, som Dere tænker,» svarte Odd; «men tror Dere, at denne staven min kunde brukes til bue - eller er Dere ikke nyfikne efter at vite, hvad det er i belgen min?» Jo, det var de svært nyfikne efter, sa de. «Da skal Dere bre ut kapperne Deres, saa skal jeg helde ut paa dem det, som er i belgen.» De gjorde, som han bad om, og Odd heldte alle pilene ut. Siden spændte han buen sin, la en pil paa strengen og skjøt over hodet paa alle de mænd, som var ute og veidet. Slik holdt han paa hele dagen og skjøt alle de dyrene, som fór forbi Sjolv og Sigurd. Han skjøt alle pilene sine undtagen de tre stenpilene, han hadde faat av bonden, og de tre pilene, som Guse hadde eiet, og ikke et dyr var det, som han ikke traf. De to brødrene løp ved siden av og syntes, det var stort gammen at se paa, at han skjøt. Om kvelden, da mændene kom hjem, skulde det, som hver mand hadde skutt, lægges paa bordet foran kongen. Alle hadde merket dyrene sine, forat han kunde faa se, hvem som hadde skutt mest. «Nu skal du frem, Nævermand, og hente byttet dit, det ligger nok paa bordet fremfor kongen,» sa brødrene. «Nei, Dere to skal gaa og si, at det er Dere, som har skutt det,» svarte han. «Det nytter ikke,» sa de; «for kongen kjender vore idrætter og vet, at vi skyter daarligere end andre mænd.» «Saa skal vi gaa frem alle tre,» sa Odd. De gjorde saa, og Nævermand tok til orde og sa: «Her er det bytte, som vi kammerater kræver som vort.» Kongen saa paa ham og sa: «Du er nok en stor buemand.» «Ja herre,» svarte han, «jeg har været vant til at skyte dyr og fugler for at faa mig mat.» Med disse ord gik han tilbake til sit sæte, og nu gik det en tid, hvor det ikke hændte noget.

Saa var det en kveld, da kongen hadde lagt sig til at sove, at Sigurd og Sjolv gik bort til der, hvor de to brødrene Ottar og Ingjald sat; de hadde med sig hvert sit horn og bad dem at drikke, og de sa ikke nei. Da begge hornene var drukket ut, kom Sigurd og Sjolv med nye horn, og brødrene blev ved med at drikke. «Ligger han stadig der og sover, kammeraten Deres?» sa de. «Ja,» svarte de, «han synes, det er bedre end at sitte og drikke sig fra alt vettet, slik som vi gjør.» «Er han saa flink til at skyte?» spurte Sjolv. «Ja, han kan det like godt som alt andet,» svarte de. «Tror Dere, at han kan skyte like langt som Sigurd og jeg?» spurte Sjolv videre. «Han kan nok skyte baade meget længer og sikrere,» svarte de. «Det skal vi vedde om,» sa Sjolv. «Vi skal sætte en ring, som veier en halv mark, og Dere to skal sætte to like tunge ringer imot.» De blev nu enige om dette, og det blev avtalt, at kongen og datter hans skulde være tilstede og se paa, mens de skjøt. Siden la de sig til at sove. Om morgenen, da brødrene vaaknet, kom de til at tænke paa, at det vist ikke var meget klokt det veddemaalet, de hadde gaat ind paa; men de syntes likevel, at de maatte fortælle det til Nævermand, og det gjorde de. «Dere har veddet saa uklokt, som Dere kunde,» sa han; «fordi om jeg har skutt nogen faa dyr, saa er ikke det noget vidnesbyrd om, at jeg kan maale mig med slike buemænd som Sjolv og Sigurd, men jeg skal friste allikevel, siden Dere har lagt guld ved.» Efter dugurdstid gik alle kongens mænd ut av hallen; kongen fulgte siden ogsaa med, og vilde se paa, at de skjøt. Først gik Sigurd frem og skjøt saa langt han kunde, og der, hvor pilen kom ned, blev det merket av. Saa gik Sjolv frem og stak ned et spyd der, hvor Sigurds pil var kommet. Ovenpaa spydskaftet satte han en guldbrikke, saa spændte han buen og skjøt brikken ned. Alle syntes nu, dette var vel skutt, og sa, at nu var det ikke værd for Nævermand at forsøke sig. «Ofte hænder det, at en er heldig, endda folk ikke venter det,» sa Nævermand, «jeg skal nu visst friste likevel.» Dermed gik han bort til det sted, hvor Sigurd hadde staat, og skjøt op i luften, saa pilen længe var usynlig; men tilslut kom den ned midt paa brikken og gik gjennem den og ned i spydskaftet. «Saa godt skutt, som det end var forrige gangen, saa er dog dette endda bedre,» sa kongen, «og aldrig har jeg set nogen skyte saa vel.» Men saa tok Nævermand en anden pil og skjøt saa langt, at ingen kunde se, hvor den kom ned, og nu var alle enige om, at han hadde vundet i leken. Siden gik alle kongens mænd hjem igjen, og brødrene tok ringen, som de hadde vundet. De vilde gi den til Nævermand, men han sa, at han ikke vilde ha deres gods.

Nu led det nogen dager, men saa var det en kveld, at kongen var gaat ut. Da kom Sigurd og Sjolv igjen med hvert sit horn bort til brødrene og spurte, om de ikke vilde drikke. De sa ikke nei og tømte begge hornene; siden fik de to andre, og slik holdt de ved. «Nævermand ligger endda her og drikker ikke,» sa Sjolv. «Han vet nok likevel bedre end du, hvad som høver i alle ting,» svarte Ingjald. «Nei,» sa Sjolv, «jeg tror, han sjelden har været sammen med folk, som duger noget, han har nok oftere ligget ute i skog og mark med tiggere og omstreifere. Men tror, du at han er kar til at svømme?» «Vi tror, at han er like flink i alle idrætter, og han er nok flinkere til at svømme end de fleste,» svarte de. «Men tror Dere, at han er flinkere til at svømme end Sigurd og jeg?» spurte Sjolv. «Det tror vi visst,» svarte Ottar. «Det skal vi vedde om,» sa Sjolv, «vi skal sætte op en ring, som veier en mark, og hver av Dere skal sætte imot en ring, som veier en halv mark.» Det var brødrene villige til, og de blev forlikt om, at Nævermand, Sigurd og Sjolv skulde prøve sig næste dag, og at kongen og datter hans skulde være tilstede og se paa. Siden la de sig til at sove, men om morgenen, da de vaaknet, talte folk rundt om paa bænkene om veddemaalet deres. «Hvad er det, folk snakker om?» sa Nævermand; «har Dere veddet igjen igaar kveld?» «Ja,» svarte de og fortalte, hvad de hadde veddet om. «Nu ser det ilde ut,» sa Nævermand; «for jeg kan slet ikke svømme; jeg kunde næsten ikke holde mig oppe, dengang jeg prøvde, og nu er det længe, siden jeg har kjendt koldt vand paa kroppen min. Har Dere veddet om gods?» la han til. «Ja,» svarte de, «men du skal ikke prøve, om du ikke vil, det er vel tilpas for os, om vi faar undgjælde for vor daarskap.» «Det skal aldrig ske, at jeg ikke prøver, siden Dere tror saa godt om mig,» sa Nævermand. «Kongen og kongsdatteren skal tilvisse faa se, at jeg gaar til svømning.» Da folk fik høre det, sa de det til kongen. Og han og Silkesiv, datter hans, gik da ut for at se paa og bort til et stort vand, som laa ikke langt fra kongsgaarden. Da de kom dit, satte kongen og hans følge sig ned, og Sigurd og Sjolv la sig utpaa vandet og svømmet med fulde klær paa, Nævermand hadde ogsaa den klædning, han var vant til. Straks de kom ut fra land, la de to andre sig mot Nævermand, og tok og førte ham under sig og holdt ham længe nede. Siden lot de ham komme op igjen, og hvilte sig en stund. Derefter svømmet de paany mot ham; men da tok Nævermand en i hver haand og dukket dem under, og holdt dem saa længe nede i vandet, at folk næsten trodde, de aldrig skulde komme op igjen. Siden undte ham dem ikke lange hvilen, men grep dem anden gang og tredje gang og dukket dem under, og holdt dem saa længe nede i vandet, at folk ikke trodde, de nogensinde skulde komme levende op igjen. Men tilslut kom de op allesammen; da randt blodet av næsen baade paa Sigurd og Sjolv, og ingen av dem var kar for at berge sig i land alene. Da tok Nævermand og kastet dem op paa land. Siden la han sig atter paa svøm, og viste mange kunster, som folk pleier, naar de svømmer. Slik holdt han paa like til kvelden. Da gik han i land og bort til kongen. «Du er ikke lik nogen anden mand i idrætter, hverken i at skyte eller i at svømme,» sa kongen, «men hvad er du egentlig for en kar?» «Nu har du set alle de idrætter, jeg kan,» sa Odd. «Men vil du vite det, saa heter jeg Odd, dog kan jeg ikke gjøre nogen greie for min æt.» Silkesiv gav ham nu ringene, og siden gik kongen og hans følge hjem. De to brødrene, som hadde veddet, sa, at Odd skulde ha alle ringene, men han vilde ikke eie dem, og sa, at de skulde ha dem selv.

En av kongens mænd het Haarek. Han var en gammel mand. Han opfostret kongsdatteren og hadde stor hæder hos kongen. Haarek og kongen talte ofte sammen om, hvem denne Odd kunde være, for kongen vilde faa greie paa det. Haarek visste det heller ikke, men han tyktes, det var rimelig, han var en storættet mand.

Saa var det igjen en kveld, da kongen hadde lagt sig til at sove, at Sigurd og Sjolv gik bort til de to brødrene Ingjald og Ottar med hvert sit horn og spurte, om de ikke vilde drikke. Sjolv tok til orde: «Ligger han her igjen, denne svære Odd?» «Ja,» svarte de; «det er klokere end at drikke sig fra alt vettet sit, slik som vi gjør.» «Aa, det kommer vel bare av, at han er mere vant til at ligge ute i skog og mark end til at drikke med gjæve mænd,» sa Sjolv; «men tror Dere, han er kar for at drikke noget?» «Ja,» svarte de. «Men mon han kan taale at drikke mere end Sigurd og jeg?» sa Sjolv. «Vil han, saa kan han nok drikke meget mere,» svarte Ottar. «Det skal vi vedde om,» sa Sjolv. «Sigurd og jeg sætter op en ring, som veier tolv øre; men Dere skal sætte hoderne Deres i pant.» De to brødrene hadde drukket saa meget, at de ikke sanset at si nei. De blev nu forlikt om dette veddemaalet. Næste morgen spurte Odd, hvad det var, de talte om. De maatte da si det til ham. «Nu har Dere veddet meget taapeligere end de forrige gangene, siden Dere har lagt hoderne Deres i pant,» sa Odd. «Det er ikke visst, at jeg kan lægge mere i mig end andre mænd, fordi om jeg er større av vekst, men jeg skal likevel prøve at kapdrikke med Sigurd og Sjolv.» Da kongen fik høre dette, vilde han ogsaa se paa kapdrikningen. Og kongsdatteren og hendes fosterfar Haarek skulde likeledes være med. Sigurd og Sjolv gik nu frem for Odd, Sigurd rakte ham et horn og sa: «Du kom ikke til kampen, Odd, da de hjelmklædte mænd farvet brynjerne røde, da kampen suste og kongsgaarden stod i luer, og kongen vandt over venderne seier.» Derefter rakte Sjolv et horn til Odd og sa: «Du var ikke i kampen, Odd, da vi slog krigerne ihjel. Jeg har seks og otte saar hjem fra kampen, men du gik fra gaard til gaard og bad om mat.» Siden gik de til sit sæte. Men saa reiste Odd sig og tok et horn i hver haand og bar det frem for Sigurd og Sjolv; han kvad en vise til hver av dem og sa, at det var de to, som manglet mod. «Du, Sjolv, laa paa sotet gulv daadløs og udjerv, mens jeg var ute i Akvitania og røvet livet av fire mænd.» Derefter tømte Sigurd og Sjolv hornene. Saa gik de bort til Odd med hvert sit horn, og Sjolv sa: «Du, Odd, har faret ute med almissemænd og bedt om matbiter fra bordene, mens jeg var i kampen med løftet skjold,» og Sigurd rakte Odd et nyt horn og sa: «Du var ikke, Odd, ute hos grækerne, da vi rødfarvet vore sverd paa serkerne og jernene sang i kampen.» Odd drak hornene ut, og hadde svar paa rede haand; han nævnte de kjæmper, han hadde fældet, mens Sjolv sat hjemme og pratet med jenterne paa gaarden, «og du, Sigurd, sov under dynen, mens vi slos med bjarmerne.» Slik holdt de paa længe. Sigurd og Sjolv rakte Odd det ene horn efter det andre, og talte om de kampe, som de hadde været ute i, mens Odd ikke hadde øvet nogen daad. Men Odd tømte alle hornene og blev ivrigere og ivrigere. Han fortalte om sine kampe rundt om i landene, om sit møte med Agmund Øytjovsbane i Tranevaag og om sin og Hjalmars kamp med Anganty og brødrene hans paa Samsøy. Men Sigurd og Sjolv sat bare hjemme paa gaarden og moret sig med tjenestejenterne, sa han. Med disse ord rakte han dem hornene, og de tømte dem. Kongens mænd sat rundt om paa bænkene og lyttet ivrig til deres tale. Men da det led paa en stund, begyndte drikken at gaa til hodet paa Sigurd og Sjolv. Paa Odd kunde ingen merke noget. Da Odd skjønte, at de var blit drukne, gik han frem i hallen og gav sig til at kvæde om det, som var hændt ham like fra den tid av, da han og Aasmund var gutter og lekte sammen paa Berurjodr. Derefter gik han tilbake til sit sæte og satte sig paa bænken. Men Sigurd og Sjolv var alt sovnet der de sat, saa det blev ikke mere av kapdrikningen. Odd sat endda oppe en stund og tømte flere horn, men tilslut la mændene sig til at sove.

Om morgenen, da kongen satte sig i høisætet, var Odd og de to bænkefællerne hans alt ute. Odd gik ned til et vand og vasket sig. Brødrene saa, at næverstakken hans var revnet paa den ene armen, og at det stak frem et rødt ærme og en guldring, som ikke saa tynd ut. De gik bort til ham og rev av ham hele næverstakken. Odd lot dem faa gjøre det. Da stakken var av, saa de, at han var klædt i rød skarlagens kjortel med guldborder. Haaret hans laa ned paa skuldrene. Han hadde knyttet et guldbaand rundt hodet og var den vakreste mand, en kunde se. De tok ham nu i haanden og ledte ham frem for kongens høisæte og sa: «Her er han, som vi har fostret i vinter, men ikke vet vi, hvem han er.» «Det kan være,» sa kongen, «men hvem er denne mand, som har dulgt sig saa lenge for os?» Odd svarte: «Nu heter jeg Odd, som jeg sa dig før, konge, jeg er søn av Grim Loddenkind nord fra Norge.» «Er du ikke den Odd, som fór til Bjarmeland for længe siden?» sa kongen. «Jo, det er den manden, som er kommet hit,» svarte Odd. «Da var det ikke andet at vente, end at det skulde falde tungt for mine mænd at holde stand mot dig i idrætter,» sa kongen. Nu staar kongen op, hilser Odd velkommen og byr ham sitte i høisætet hos sig. Odd takket, men sa, at han ikke vilde det, om ikke bænkefællerne hans ogsaa fik sitte der. Det sa kongen ja til. Odd sat nu paa den ene siden av kongen og Haarek paa den andre, og kongen viste ham stor hæder og sa, at det ikke var nogen mand, som han satte høiere.

14. Odd vinner kongsdatteren.

Odd og Haarek, fosterfar til Silkesiv, talte ofte sammen. Engang spurte Odd, hvorfor ingen beilet til kongsdatteren. «Der er ingen, som trøster sig til det,» sa Haarek, «for Sjolv og Sigurd, høisætestøtterne til kongen, har beilet til hende.» «Hvorledes svarer kongen paa det?» spurte Odd. «Han har lagt vilkaar paa dem,» sa Haarek. «La mig høre,» sa Odd. «Kongen har krævet, at de først skal hente skat i et land, som heter Bjaalkeland; kongen der heter Alf Bjaalke, han er gift, og konen hans forestaar gude-hovet; hun heter Gydja. De har en søn, som heter Vidgrip, alle tre er de saa tryllekyndige, at de kan fæste sammen stolper og stjernerne. Kongen vor har før krævet skat i dette landet. Sigurd og Sjolv var villige til at fare dit for at hente skat, men de vilde ha med sig saa mange hærmænd, at det ikke blev nogen igjen til at verge landet, om fienden skulde komme. Derfor blev det ikke noget av, at de fór,» svarte Haarek. «Tror du, at kongen vil gi mig datter sin, om jeg henter skatten, naar jeg tar færre folk med?» spurte Odd. «Kongen er en klok mand,» sa Haarek, «og jeg tror ikke, han vil negte dig sin datter.» Siden talte Haarek med kongen om denne sak, og enden blev, at Odd skulde fare og hente skatten; men om han kom tilbake og hadde skatten med sig, saa skulde han faa kongsdatteren. Dette blev lovet Odd, saa mange var vidner til det.

Da Odd hadde rustet sig, drog han av gaarde med en liten flok mænd. Veien til Bjaalkeland var vanskelig og ugrei. De maatte gaa over myrer og daarlig is. Odd sendte speidere i forveien og fik vite, at Vidgrip hadde samlet en stor hær for at ta imot dem. Ved kveldstid kom de til en stor vold; da saa de, at Vidgrip hadde reist teltene sine ikke langt borte. Odd og hans mænd satte ogsaa op sine hærboder. Da det var blit mørkt og mændene hadde lagt sig til at sove og alt var rolig og stille, tænkte Odd, han vilde se til at faa vite, hvor Vidgrip selv hadde teltet sit. Han gik bortover til teltene hans, uten at nogen la merke til det, og tilslut kom han til det telt, som han skjønte, at Vidgrip laa i. Han stod længe og ventet, til det skulde komme nogen ut av teltet. Tilslut kom det en mand ut. Han fik øie paa Odd og sa: «Hvorfor staar du her og venter? Enten faar du gaa ind i teltet eller gaa din vei.» «Ja,» svarte Odd, «jeg var saa uheldig, at jeg ikke kunde finde igjen sovepladsen min, som jeg hadde igaar kveld. Jeg vet, at jeg skulde ligge i teltet hos Vidgrip, og det skulde være en mand mellem ham og mig, men nu kan jeg ikke finde igjen, hvor det er, og folk vil le av mig, om ikke du er saa snild at hjælpe mig.» Jo, manden lovte, at han skulde hjælpe Odd, og det gjorde han. «Nu maa du være stille,» sa Odd, «nu kan jeg greie mig selv; for nu ser jeg tydelig sovepladsen min.» Dermed gik manden bort og la sig. Odd ventet, til han var sovnet. Saa tok han spydet sit og stak det ut gjennem teltvæggen, der hvor Vidgrip laa; derefter gik han ut og bakom teltet, til han fandt det sted, hvor spydet hans stod. Saa løftet han paa teltduken, tok Vidgrip i haaret, løftet ham ut og hugget hodet av ham. Siden slængte han kroppen tilbake og satte teltet i stand igjen. Saa gik han tilbake til teltet sit og la sig til at sove og lot som ingenting.

Om morgenen, da vikingerne vaaknet, saa de, at Vidgrip var dræpt, og at hodet hans var borte. Dette tyktes dem var et stort under, og de holdt raad om, hvad de skulde gjøre. Tilslut blev de enige om, at de skulde ta en anden høvding og kalde ham Vidgrip og bære merket foran ham. Odd og hans mænd vaaknet nu ogsaa og rustet sig til kampen. Odd fik tak i en stor stang, og paa den satte han hodet til Vidgrip. Nu fylket begge hærene sig. Odd hadde meget færre folk; han gik frem foran sine mænd, og spurte fienden, om de kjendte det hodet, som blev baaret fremfor ham. Da de andre fik se Vidgrips hode, undret de sig meget. Odd bød dem nu to vilkaar, enten de vilde kjæmpe med ham eller gi sig i hans vold. Men Vidgrips mænd var blit saa skræmte og fælne, da de saa sin høvdings hode paa stangen foran Odd, at de mistet troen paa, at de kunde vinde. Enden blev da, at de gav sig under Odd og svor ham troskap. Odd tok imot alle disse mænd og fór saa videre, til han møtte kong Alv; de hadde nu begge mange mænd, dog hadde Odd færre. De tok straks til at slaas; det blev en haard kamp, og Odd syntes aldrig, han hadde set saa stort mandefald; det varte ikke længe, for flokken hans rent var skrumpet ind. Ved siden av Odd gik det en av de mænd, som nylig hadde git sig ind under ham. «Jeg synes, det er blit ryddet ordentlig foran merket til Alv,» sa Odd; «men dog ser jeg ham ikke selv nogen steder.» Da sa en mand, som før hadde været med Vidgrip: «Jeg vet ikke, hvorav det kommer, at du ikke ser ham; for han gaar like efter merket sit, de to skilles aldrig. En kan skjønne, hvor han er; for han skyter en pil ut fra hver finger, og det falder en mand for hver av dem.» «Jeg ser ham likevel ikke,» sa Odd. «Da er det en mand, som holder haanden foran ham,» svarte den anden; «men du kan kikke under armen paa mig.» Da fik Odd øie paa kong Alv og det, som var sagt om ham. Han bad manden holde armen sin slik en liten stund; imens tok han en av pilene til Guse og la paa buestrengen og skjøt. Men kong Alv løftet bare haanden fremfor sig, og pilen bet ikke. «Dere skal nu fare alle sammen, selv om ingen av Dere duger,» sa Odd; dermed skjøt han den ene efter den andre, men alle pilene til Guse faldt i græsset. «Jeg vet ikke,» sa Odd, «om det nu er kommet dit, som Jolv bonde talte om, at pilene til Guse vilde bli borte for mig. Nu faar jeg friste stenpilene hans.» Dermed tok han en av dem og la paa strengen, og skjøt efter Alv Bjaalke. Da kongen hørte hvinet, holdt han haanden fremfor sig. Men pilen fløi gjennem haanden og ut gjennem nakken. Odd tar nu den andre pilen og lægger paa strengen og skyter paa Alv. Han holdt den andre haanden frem; men pilen fløi gjennem den, ind i øiet og ut gjennem nakken; likevel faldt ikke Alv mer end før. Da skjøt Odd for tredje gangen, pilen traf ham midt i livet, og da faldt han. Stenpilene faldt i det samme til jorden, og ingen kunde finde dem siden.

Da kongen var faldt, flygtet hans mænd tilbake mot borgen. Konen hans, Gydja, stod i borgporten og skjøt med alle fingrene. Men kampen tok til at stilne av, og mange gav sig alt under Odd. Rundt borgen stod det mange gudehov og offerpladser. Men Odd tændte ild paa det altsammen og lot det brænde op. Da Gydja saa dette, ropte hun forskrækket og spurte, hvem det var, som voldte kampen og vaaget at brænde op hov og borger. Odd svarte: «Odd brændte hov og brøt borger og dræpte træguderne dine.» «Frøy skal hevne sig paa dig,» sa hun og rakte hænderne i veiret og bad: «Hjælp mig, æser og aasynjer, alle de sterke, mægtige guder!» Odd svarte: «Jeg bryr mig ikke om Frøys vrede. For mig kan alle æserne brænde. Jeg tror bare paa én gud.» Dermed gik han mot Gydja. I haanden hadde han en vældig ekeklubbe. Hun vek unda og flygtet ind i borgen med alle dem, som fulgte hende. Odd og hans mænd fulgte efter de flygtende og dræpte alle dem, som de kunde komme over. Men Gydja flygtet ind i hovedhovet, som stod midt i borgen.

Da Odd kom dit, vilde han ikke gaa ind i hovet, men gik op paa taket av det. Der var det en glugge og gjennem den saa han Gydja ligge paa knæ inde i hovet og bede til guderne sine. Han tok da en svær sten og kjørte den ned gjennem gluggen. Stenen kom midt paa ryggen paa hende og knuste rygraden, saa hun døde. Efter dette var det ingen mere, som vaaget at gjøre motstand mot Odd. Alle mænd i landet gik ham tilhaande, og han satte styresmænd og høvdinger der og krævet skatter. Derefter drog han hjem. Da han kom tilbake, fik han høre, at kong Herraud nylig var død og baaret ut og hauglagt. Odd laget da straks til gravøl efter ham, og ved dette fæstet Haarek sin fosterdatter Silkesiv til Odd.

Det blev nu drukket arveøl efter Herraud og bryllup paa samme tid. Under gjestebudet blev Odd tat til konge, og han styret nu sit rike.

15. Det sidste møte mellem Odd og Agmund Øytjovsbane.

Da Odd hadde sittet hjemme en stund, fik han høre, at kongen i Holmgard var død, og at en ukjendt mand ved navn Kvillanus med vold hadde tat hans rike og gjort sig til konge over det. Denne nye kongen var en underlig mand; han hadde en maske for ansigtet, og ingen fik nogensinde se hans aasyn bart.

Dette syntes folk var rart. Heller ikke var det nogen, som kjendte hans æt eller visste, hvor han var kommet fra. Rygtet om denne kongen gik viden om, og langt om længe fik ogsaa Odd høre om ham. Han syntes ogsaa, det var underlig, og mest undret han sig over, at han aldrig før hadde hørt om kong Kvillanus saa viden om som han hadde faret. Derfor steg han, da han fik høre om det, op paa en stok og avla løfte paa, at han skulde faa vite, hvem det var, som var konge øst i Gardarike. Nogen tid efter samlet han folk og gjorde sig rede til at fare hjemmefra. Han sendte ogsaa bud til Sirne, fostbror sin, og avtalte, at de skulde møtes østenfor Vendland, og at Sirne skulde ha tredve skibe, men han selv skulde ha femti. Alle var de vel rustet baade med vaaben og mænd. Imens hadde Kvillanus faat nys om hans færd og samlet en stor hær. Alle underkongerne i hele Gardarike var kommet til ham, og like ens mænd fra Karelen, Estland, Kurland, Samland og mange andre land. Da Odd kom i land i Gardarike, sendte han bud til Kvillanus og spurte, om han vilde ride i kamp mot ham og se, hvem som vandt. Kvillanus sa ikke nei, og fór mot Odd med hele sin hær. Da de møttes, gjorde de sig straks færdige til at ride mot hverandre. Begge hadde de lange og sterke spyd. Kvillanus hadde maske for ansigtet, som han pleide. De holdt paa i tre dager og brøt i sønder fire spydskaft; men ingen av dem blev den andens overmand. Tilslut sa Kvillanus: «Nu tror jeg, vi har prøvet hverandre nok; nu kan vi si, vi er likemænd.» - - «Det tænker jeg ogsaa, vi kan si,» svarte Odd. «Da er det mit raad, at vi ikke strides længer,» sa Kvillanus; «jeg vil by dig hjem til gjestebud.» - «Det er én ting, som staar tilbake,» svarte Odd, «jeg vet ikke, hvem du er, og jeg har avlagt løfte paa, at jeg skulde faa vite, hvem som er konge i Holmgard.»

Da Kvillanus hørte det, tok han masken fra ansigtet sit og sa: «Synes du, du kjender igjen dette skamferte hodet?» Odd kjendte straks Agmund Øytjovsbane, som han hadde revet skjegget og kinderne av paa. Nu var benet grodd igjen; men haaret var ikke vokset. Da Odd saa, hvem det var, sa han: «Nei, Agmund, vi to forlikes aldrig; dertil har du voldt mig for stor skade. Jeg byr dig til kamp imorgen.» Det sa Agmund ja til.

Næste dag begyndte kampen; den var baade haard og blodig, og det var stort mandefald paa begge sider. Sirne gik drabelig frem, som han pleide, og dræpte mange mænd; for sverdet hans, Snidil, bet alt, som det møtte. I kampen var ogsaa en søn av Agmund. Han het Svart; mor hans var Geirrid, datter av Geirrød jette, som vi før har nævnt. Sirne gik mot Svart. Men Snidil bet ikke paa ham; de tok da til at slaas, endda Svart var uten skjold, og enden blev, at Svart dræpte Sirne.

Imens hadde Odd dræpt alle underkongerne til Kvillanus. Men da han saa Sirne falde, blev han saa vond, at han ikke brydde sig om, hvordan det vilde gaa længer. Han la en pil paa buestrengen og skjøt efter Svart; men Svart bare holdt haandbaken for, og pilen bet ikke. Like ens gik det med den andre og den tredje pilen. Da kom Odd i hug, at han hadde mistet meget, da Guses piler blev borte for ham. Han vendte sig da bort fra striden og gik ind i skogen. Der hugget han sig en stor klubbe, og med den vendte han tilbake til kampen. Det varte ikke længe, før han møtte Svart. De to til at slaas. Men Odd dængte paa ham med klubben og holdt ikke op, før han hadde brutt istykker hvert ben i kroppen paa ham. Først da Svart var død, gik Odd fra ham. Imens hadde heller ikke Kvillanus været ledig. Folk sier, at det fløi en pil fra hver finger paa ham, og at det faldt en mand for hver av dem. Tilslut var alle Odds mænd faldne, og han var alene i live. - Skjorten skjermet ham. - Men Kvillanus hadde ogsaa mistet de fleste av sine mænd, og Odd kjæmpet drabelig, saalænge det var lyst. Men da natten kom, kunde de ikke se at slaas længer og maatte skilles. Kvillanus fór hjem til sin borg med dem av sine mænd, som var i live. Det var ikke mere end seksti, og alle var de mødige og saare.

Nu var det slut med kampen, og Odd drog sin vei fra kong Kvillanus's rike. Han vandret gjennem mange land, og tilslut kom han hjem til sit eget rike.

En stund efter sendte Kvillanus bud til ham med gaver og bud om venskap. Odd tok imot det; for han skjønte, det var uraad at faa tat livet av Agmund Øytjovsbane, og ikke fortælles det, at de møttes siden. Kvillanus var længe konge i Holmgard.

16. Orvar-Odds død.

Odd sat nu i mange aar hjemme i sit rike. Dronning Silkesiv fødte ham to sønner. Den ene blev kaldt Aasmund, efter Odds fostbror, den anden blev kaldt Herraud efter far til dronningen. Det saa ut til at være godt mandsemne i dem begge. Men saa var det en kveld, da Odd og dronning Silkesiv hadde lagt sig, da tok Odd til orde og sa, at han vilde fare hjemmefra. «Hvor agter du dig?» spurte dronningen. «Jeg vil fare nord til Ravnista,» svarte Odd; «jeg vil vite, hvem det er, som styrer med øerne der; for det er mig og mine ætmænd, som eier dem.» - «Jeg synes, du maa ha nok med de eiendommer og det rike, du har her, saa du skulde ikke bry dig om at faa mere,» sa dronningen, «og mindst slike øer, som ikke er værd nogen ting.» «Ja det er saa,» svarte han, «at øen er litet værd; men jeg vil likevel raade for, hvem som skal ha den, og det nytter ikke at søke at holde mig tilbake; for jeg er fast bestemt paa at fare. Men jeg skal ikke være længe borte.»

Næste dag begyndte Odd at gjøre sig rede til færden. Han rustet ut to skibe, med 40 mand paa hvert av dem. Det fortælles ikke noget om deres færd, før de kom nord til Ravnista i Haalogaland. Da Odd kom dit, tok de mænd, som nu raadet for øen, vel imot ham og gjorde et stort gjestebud til ære for ham.

De tilbød ham ogsaa, at han skulde overta øen og alle de eiendommene, som laa under den. Men Odd vilde ikke og gav dem alle eiendommene, og da han hadde været der en halv maaned, sa han, at han vilde fare igjen. Hans frænder fulgte ham ned til skibene og ledte ham ut med gode gaver.

Odd seilet nu sydover igjen fra Ravnista og stanset ikke, før han kom til Berurjodr; det ligger paa Jæderen. Der bad han sine mænd la seilene falde og gik i land med sine folk og op til det sted, hvor gaarden til Ingjald hadde staat. Men der stod bare hustomtene igjen, overgrodde med græs. Odd saa sig om og sa: «Det er underlig at vite, at hele gaarden er faldt sammen, og at alt det, som fordum stod her, er borte.» Siden gik han op i bakken, der hvor han og Aasmund hadde skutt tilmaals, og fortalte sine mænd om, hvorledes han og hans fostbror hadde hat det. Derefter gik han ned til sjøen og viste dem, hvor de hadde brukt at svømme. Da han hadde set paa altsammen, sa han, at han vilde fare videre. Mens de gik nedover til skibene, tok han til orde og sa: «Nu tænker jeg, det er liten von om, at den skal komme frem, den spaadommen, som den usle vølven spaadde mig for længe siden. Men hvad er det, som ligger der? Er det ikke skallen av en hest?» «Jo,» sa hans mænd; «den er fælt blank og gammel at se til, stor og graa utenpaa.» «Jeg gad vite, om det ikke skulde være skallen til Fakse,» sa Odd, «hvad tror I om det?» I det samme stak han til skallen med spydskaftet sit. Derved kom han til at rokke paa den, og ut krøp en orm. Den hug Odd i leggen ovenfor ankelen, saa hele foten og laaret hovnet op. Odd fik slik mén av dette, at de maatte lede ham ned til sjøen.

Da han kom dit, satte han sig ned og sa til sine mænd, at halvdelen av dem skulde sitte hos ham. De andre skulde gjøre en stensætning og bære sammen ved. «Naar jeg er død, skal I lægge mig ned i stentroen og tænde varme paa rundt omkring,» la han til. Mens de holdt paa med dette arbeide, kvad Odd for sine mænd og fortalte om alt det, som var hændt ham, like fra hans ungdom av, da han og Aasmund vokset op sammen paa Berurjodr.

Da kvædet var endt, hadde ikke Odd langt igjen at leve. Hans sidste ord til sine mænd var, at de skulde hilse dronning Silkesiv og hans sønner og venner. Derefter døde Odd. Hans mænd gjorde, som han hadde sagt. De la ham i stentroen og tændte ild paa veden, saa det brændte op altsammen. Siden seilet de bort og fik god bør, til de kom hjem. Dér fortalte de Silkesiv om de tidender, som var hændt, og bragte hende Odds hilsen. Hun og folkene i landet syntes, dette var store tidender, og Silkesiv og hendes fosterfar Haarek styret nu, til hendes sønner blev voksne og kunde overta riket.

Den æt, som er kommet fra Odd i Gardarike, vokset nu op der. Men den datter, som Odd hadde i Irland, kom, efterat mor hendes var død, til Ravnista og blev gift der, og mange mænd er kommet fra hende.

Her ender fortællingen om Orvar-Odd.

---

Noter: