Fortællingen om Stevner Torgilsson
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
|
Fortællingen om Stevner Torgilsson
Stefnis þáttr Þorgilssonar
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
1. Da Stevner kom til kong Olav
Der var en mand, der hed Stevner. Han var søn af Torgils, søn af Eilif, søn af Helge Bjola, søn af Ketil Fladnæse, søn af Bjørn Buna. Stevner blev født på Kjalarnæs, hvor han voksede op som barn. Stevner drog udenlands i en ung alder og antog kristendommen i Danmark og var en gæv mand. Stevner kom til Torvald Kodranson og drog sammen med ham vidt omkring i verden for at lære hellige steder og mægtige folks skikke at kende. Langt om længe vendte Stevner tilbage til landene nordpå. Dér mødte han Olav Tryggvason vesten for havet[1] og blev hans mand. Han drog med kong Olav østpå til Norge.
2. Da Stevner drog til Island og forkyndte kristendommen
Stevner den Islandske opholdt sig hos kong Olav. Kongen talte ofte med Stevner, da denne var en klog mand og havde været vidt omkring. Kongen udspurgte ham meget om mægtige høvdinges fremfærd og skikke i andre lande, og ligeledes om hans rejser med Torvald Kodranson. Stevner svarede på det, kongen spurgte om. Kongen spurgte Stevner, om han kunne tænke sig at besøge sine slægtninge på Island og dér forkynde den hellige tro. Stevner svarede: »De fleste folk tog imod Torvald, da han i dette ærinde var på Island sammen med biskop Fridrek, på en sådan måde, at jeg ikke længes efter det — og han var på alle måder bedre egnet end jeg til at fremføre det budskab.« Kongen sagde: »På samme måde som jeg har påbegyndt fremmelsen af det kristne bud her i Norge — hvor jeg fuldkommen har gjort det til min hjertesag, at jeg aldrig skal ophøre med disse anstrengelser, førend hele landets befolkning har antaget den rette tro — sådan skal jeg heller ikke lægge mindre vægt på med alle midler at bringe Gud til de folk, der bebor Island eller andre nordlande, som hører under mit rige i henseende til handelsrejser og indførsel af de goder, som vi ikke kan undvære, mens de lande har dobbelt så meget behov for de ting, som udføres herfra. Og det er ikke passende, at kristne mænd besudler deres tro ved at pleje handel og selskabelig omgang med hedninge, som var det deres brødre. Nu er jeg mest opsat på at sende bud til Island og påbyde Guds tro og finde ud af, hvordan det går. Jeg ser ingen andre her iblandt os, som er bedre egnet til dette ærinde, for du er deres landsmand og fuldbefaren i kristendommen og de hellige skikke.« Stevner svarede: »Jeg drager gerne i dit ærinde, hvad enten du ønsker mig til Island eller andre steder. Men jeg frygter, at min færd kun vil nytte lidt, for islændingene — mine slægtninge — er hårde at have med at gøre, og de er sene til at opgive det, de én gang har påbegyndt.«
Derpå gjorde Stevner klar til at tage til Island, og han stod siden til havs sammen med nogle lærde folk og andre følgesvende, som kong Olav skaffede ham. Deres tur gik godt, og rejsen var både rolig og kortvarig. Stevner kom med sit skib til Gufåens munding noget før altingstiden. Han begyndte straks at forkynde Guds ord åbenbart, men da folk fandt ud af, at han var kristen, og i hvilket ærinde han kom, tog de dårligt og uanstændigt imod ham — og hans egne slægtninge var dog de værste. Han drog djærvt omkring med ti mand vest- og sydpå. Da han indså, at ingen rettede sig efter hans prædikener på de egne — alle folk var hedninge sydpå i landet og i Vestfjordsfjerdingen — blev Stevner vred og lod hov og hørg nedbryde og udskårne gudebilleder ødelægge med hjælp fra sine følgesvende. Så samlede hedningene sig og lod da ingen komme til at nedbryde deres hov eller mishandle deres guder.
Den samme sommer blev det lovfæstet på Altinget, at alle, der talte grimt om guderne eller udsatte dem for nogen form for fortræd eller usømmelighed, skulle gøres fredløse og landsforvises. De folk, som havde forbrudt sig, skulle sagsøges af deres slægtninge — næstsøskendebørn i tredje og fjerde led og derimellem — idet hedenske folk kaldte kristendommen for slægtsskam. Af den grund blev Stevner gjort fredløs af sine slægtninge — sønnerne af Osvif, der var søn af Helge, søn af Ottar, søn af Bjørn, søn af Ketil Fladnæse. De hed: Torolf og Askel, Torråd og Vanråd. Men Uspag — deres bror — ville ikke sagsøge ham. Stevner svarede dem, da de havde straffet ham med denne fredløshed: »I har fordømt mig, men det vil ikke skade mig, og der vil ikke gå mange vintre fra nu, før I på grund af denne sag vil blive ramt af stor fortræd og mangel på lykke.«
3. Da Stevners skib rev sig løs
Stevners skib stod om vinteren ved Gufåens munding, men om foråret, da sneen smeltede på fjeldet, blev skibet løftet op og slidt løs på grund af stormvejr og forhøjet vandstand i åen. Skibet drev til havs, at det forekom hedningene indlysende, at guderne var vrede på Stevner. Derom kvad de dette vers:
- Nu har stormen Stevners
- stavnhest ganske taget;
- flom fra fjeldet knarren
- flår i mange stykker.
- Dette gny har guder
- — gætter vi — bevirket;
- is i åen brager —
- endnu styrer guder.
Kort efter kom Stevners skib i land ved den almægtige Guds vold og vilje, og det var sådan, at intet eller kun lidt var ødelagt.
4. Da Stevner kom fra Island
Den sommer kom Stevner Torgilsson ude fra Island til kongen; ham, som kongen — som det før blev skrevet — sommeren forud havde sendt derud. Han tog imod ham med den største mildhed, og Stevner opholdt sig ved kongens hof og fortalte ham alt om sin færden, og hvor stor en modstand hans sag havde mødt på Island. Han sagde, at han mente, det ville blive et sejt træk at kristne Island.
5. Drabet på Stevner
Stevner Torgilsson havde opholdt sig hos kong Olav Tryggvason, siden kongen havde haft ham sendt til Island, som det før blev skrevet. Stevner var med i den del af kong Olavs mandskab, som sejlede fra ham ved Vendland,[2] og da man nordpå i Norge erfarede, at kong Olav var blevet sveget fra magten, gjorde det Stevner meget sorgfuld ligesom kongens andre kære venner. Mest smertede dette budskab alle dem, som i længst tid og i det største venskab havde været hos kong Olav.
Stevner trivedes ikke i Norge efter kong Olav. Så gjorde han klar til en Romfærd og tog på pilgrimsrejse. Da han kom sydpå til Danmark, kom han en dag til et sted, hvor jarl Sigvald var. Og da Stevner så jarlen, kvad han dette:
- Ej jeg nævner
- (uden stævner:
- Den niddings næb
- nedad krummer)
- han som kong Svend
- sveg fra landet
- og Tryggves søns
- tillid svigted’.
Dette blev fortalt jarl Sigvald, og han mente at kunne genkende sig selv i dette, så han lod Stevner gribe og dræbe — og dette alene var årsag til hans dødstraf.
Noter:
