Vis kilden til Fortællingen om Torleif Jarleskjald

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9" 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr Þorleifs jarlaskálds]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Thorlejf Jarleskjald]] !! !! 
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Torleif Jarleskjald]] !! !! 
|-
|}


<center>[[Islændingesagaer]]


<big><big>'''Fortællingen om Torleif Jarleskjald'''</big></big>

''Þorleifs þáttr jarlsskálds''


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]<br>

Heimskringla.no<br>
© 2013</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' Íslendinga sögur, ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
----


''Nu skal der fortælles en historie, som gik for sig i slutningen af Håkon Ladejarls dage, om de kunster og den galder og trolddom, hvormed han blev vanæret — og det meget efter fortjeneste, for hans ondskab og gudsfornægtelse var hård ved mange folk og medførte ubodelig skade på sjæl og legeme. Det gik ham sådan — som det går mange — at når straffens dag er kommet, er det ikke let at undkomme, for det er Djævelens natur, at den mand, som han mener at have fuldkommen i sin vold, og som ikke har håb om Gud, besviger og besnærer han først med sine forbandende rænkers beregnende snedighed i dennes usle levedages fremskriden, men ved udløbet af hans jordiske liv bliver han kastet i knugende kummers kvalfulde fængsel med armod og ondskab uden ophør.''


'''1. Om Torleif og hvordan han måtte forlade landet'''

Dengang boede Asgeir Rødfeld på Brekka i Svafadardal; han var en mægtig mand og af fornem slægt. Hans kone hed Torhild; hun var en klog kvinde, afholdt og gæv. De havde tre sønner, som alle lovede godt. Deres ældste søn hed Olav og blev kaldt Knoglebryder, den næste var Helge den Modige, men begge er andre sagaer mere vedkommende end denne. Deres yngste søn hed Torleif; han blev tidligt duelig og dygtig og en meget dreven mand i idrætter. Han var en god skjald. Han blev opfostret hos Midfjord-Skegge — sin morbror — på Reykjar i Midfjord, indtil han var 18 år gammel. Skegge holdt meget af Torleif og opfostrede ham med megen kærlighed. Folk sagde, at Skegge nok oplærte Torleif mere i fordums færdigheder, end andre anede. Så drog Torleif hjem til sin far.

Han dræbte Kløve Ménvolder med sin bror Olavs bistand, men Karl den Røde havde eftermålet efter Kløve, og han gik så hårdt til sagen, at Torleif blev fredløs og bortvist fra Svarfadardal. Ljotolf Gode havde hjulpet Ingvild Fagerkind — Torleifs søster. Han skaffede Torleif skibslejlighed i Gåsøre, men Torleif blev drevet tilbage. Han blev om vinteren holdt skjult skiftevis hos Ljotolf Gode og sin far — Asgeir. Han lærte dér hos sin far mange gamle kundskaber, for denne sagdes at være kyndig i mange ting. Torleif var da 19 år gammel.

Karl ledte vedholdende efter Torleif, og der indtraf om vinteren mange hændelser, der er omtale værd, som det fortælles i Svarfdølernes saga. Om foråret drog Torleif vestpå til Skegge — sin slægtning og fosterfar — og bad ham om hjælp og råd i denne sag, og med støtte og råd fra Midfjord-Skegge og Ljotolf Gode drog Torleif hen til nogle købmænd og købte sig et skib, der stod oppe ved Blandaos. Han skaffede sig en besætning og drog derefter hjem til Brekka, hvor han mødte sin far og mor, som han bad om rejsemidler, og han fik så mange penge, som han mente at behøve. Da foråret kom, lastede han sine varer på skibet og forlod for stedse Brekka og bad sin far og mor og sin fosterfar — Midfjord-Skegge — have det godt.



'''2. Da jarl Håkon lod Torleifs folk hænge'''

Så drog Torleif til havs, og han fik god vind og kom med sit skib til Viken østpå. Håkon Ladejarl var da i Viken. Torleif gik i land og lod sit skib losse. Han opsøgte jarlen og hilste ham. Jarlen tog godt imod ham og spurgte om hans navn, slægt og herkomst, og Torleif fortalte ham det. Jarlen spurgte også meget til, hvad der var sket på Island, og Torleif fortalte ham det beredvilligt. Da sagde jarlen: »Det forholder sig sådan — Torleif! — at ''vi'' vil have handelen med dig og din besætning.« Torleif svarede: »Vi har kun småt med varer — herre! — og vi vil sikkert være bedre tjent med andre aftagere. I kan vel lade os selv afgøre, hvem vi vil sælge vores sager og ejendele til.« Jarlen fandt, at Torleif svarede fjendtligt, og han brød sig meget lidt om dennes ord — og således skiltes de.

Torleif gik hen til sine folk og sov om natten, men om morgenen stod han op og tog til købstaden, hvor han hele dagen efterspurgte gode aftagere og handlede med dem. Da jarlen erfarede det, fór han talstærkt ned til Torleifs skib, hvor han lod alle mændene gribe og binde. Derefter ranede han dér alle værdier og inddrog dem under sit eget, men lod skibet brænde til ene aske, og efter dette lod han bjælker indskyde mellem boderne, og dér lod han alle Torleifs følgesvende hænge. Derpå drog jarlen væk med sine folk, og han tog de varer, som tilhørte Torleif, og fordelte dem mellem sine folk.

Om aftenen, da Torleif kom tilbage og agtede at se til sine folk — hvilket han gjorde — så han sporene efter, hvad der var overgået hans kammerater, og han mente at vide, at dette viderværdige værk var forvoldt af jarl Håkon. Han forhørte sig nu grundigt om, hvad der var foregået, og da han havde fået klar besked, kvad han dette vers:


::Over skaden skælver
::skjaldens sind nu — kvinde!
::Til koldt kulstøv brændtes
::knarren her på stranden.
::Hvem mon véd om ikke
::vovehestens øder
::snart for denne sviden
::smage vil min gengæld?


'''3. Da Torleif var hos kong Svend'''

Det fortælles, at Torleif efter denne hændelse kom sig ombord på et købmandsskib og sejlede sydpå til Danmark, hvor han opsøgte kong Svend og var hos denne om vinteren. Han havde ikke været der længe, før det en dag skete, at Torleif gik for kongen og bad ham høre på et kvad, som han havde digtet om ham. Kongen spurgte, om han var skjald. Torleif svarede: »Det afhænger af, hvordan du dømmer — herre! — når du har lyttet.« Kongen bad ham fremføre det, og Torleif kvad da en drapa på 40 vers, og dette er omkvædet:


::Himlens herre skænked’
::held til jyders konge,
::som i England ofte
::æggen modigt rødned’.


Kongen — og alle som hørte det — roste kvadet meget og sagde, at det både var godt digtet og fortrinligt fremført. Som digterløn gav kongen Torleif en ring, der vejede en mark, og et sværd, som var en halv mark guld værd, og han bad ham blive længe hos sig. Torleif gik til sin plads og takkede kongen meget.

Således gik nogen tid, men det varede ikke længe, før Torleif blev uglad i en sådan grad, at han knapt gad at sætte sig til drikebordet eller sidde sammen med sine bordfæller. Kongen bemærkede det snart, og han lod Torleif kalde for sig og sagde: »Hvad skyldes din manglende glæde — Torleif! — siden du dårligt bryder dig om at overholde vores skikke?« Torleif svarede: »Du har vel hørt — herre! — at den, som spørger dertil, er pligtig til at afhjælpe den andens vanskelighed?« »Fortæl først!« sagde kongen. Torleif svarede: »Jeg har i vinter digtet nogle vers, som jeg kalder ''Koneviserne'' — jeg har digtet dem om jarl Håkon, for i skjaldskaben er ''kone'' betegnelse for ''jarl''. Nu gør det mig uglad — herre! — hvis jeg ikke får din tilladelse til at drage til Norge og overbringe jarlen kvadet.« »Vist skal du få tilladelse,« sagde kongen, »— men du skal dog først love at komme tilbage til os — så hurtigt som du kan — for vi vil ikke undvære dig på grund af dine evner.« Torleif lovede det og skaffede sig så rejselejlighed og drog nordpå og gjorde ikke holdt, før han kom til Trondheim. Jarl Håkon sad da på Lade.


'''4. Da Torleif gik for jarlen klædt som tigger'''

[[Fil:Haakon jarl.jpg|thumb|right|350px|<center>Jarl Håkon mens han endnu havde hår og skæg i behold</center>]]Torleif iklædte sig nu tiggertøj og bandt et gedeskæg for munden og fandt sig en stor sæk, som han stak under tiggertøjet og anbragte sådan, at det for alle skulle se ud som om, han åd den mad, som han kastede i sækken, for dens åbning var oppe ved hans mund — under gedeskægget. Derpå tog han to krykker med hver sin spids for enden og drog så af sted, indtil han kom til Lade. Det var aftenen før jul på den tid, hvor jarlen havde taget plads sammen med de mange stormænd, som han havde indbudt til julegilde hos sig. Tiggeren gik uhindret ind i hallan, men da han kom ind, vaklede han overordentlig meget og støttede sig stærkt til krykkerne og gik hen til de andre tiggere, hvor han satte sig yderst i halmen. Han var noget stridbar over for tiggerne og ganske hårdhændet, og de fandt sig dårligt i, at han stødte til dem med stokkene. De rykkede sig væk, og deraf opstod en sådan huseren og højrøstethed, at det kunne høres over hele hallen. Da jarlen blev opmærksom på det, spurgte han, hvem der forvoldte denne larm. Han fik at vide, at der var kommet denne tigger, som var så ondskabsfuld og uregerlig, at han på ingen måde holdt sig tilbage. Jarlen bad ham kaldes for sig, hvilket blev gjort, men da tiggeren kom for jarlen, hilste han ham kun kortfattet. Jarlen spurgte ham om navn, slægt og hjemsted. »Mit navn er usædvanligt — herre! — da jeg hedder Nidung Gjaldendeson og stammer fra Sørgedalene i Det kolde Svitjod. Jeg bliver kaldt Nidung den Nærgående. Jeg er kommet vidt omkring og har besøgt mange høvdinge. Jeg er nu blevet så gammel, at jeg på grund af alder og svigtende hukommelse ikke med sikkerhed kan sige, ''hvor'' gammel jeg er. Jeg har hørt meget om din herskemåde og håndfasthed, visdom og vellidthed, lovholdenhed og ligefremhed, flothed og formåen.« »Hvorfor er du så stædig og svær at komme til rette med i forholdt til andre tiggere?« Han svarede: »Hvad kan man vente af én, som mangler alt på nær uret og elendighed og ikke har det nødvendige, og som har ligget længe ude i skov og vildmark, end at han bliver arrig over ælden og alt sammen, når han tidligere var vant til hæder og herlighed fra de ædleste høvdinge, men nu blivet hadet af hver en tarvelig tølper?« »Kan du noget — tigger! — siden du siger, at du har været blandt høvdinge?« Tiggeren svarede, at det kunne meget vel tænkes, at der var noget om det, »— dengang jeg var yngre. Det går jo sådan, som man siger, at vi alle skal blive skravl. Det siges også, at det er svært for den sultne at skryde. Jeg skal heller ikke skryde over for dig — herre! — medmindre du lader mig få noget at æde, for så medtaget er jeg af alderdom, sult og tørst, at jeg vist ikke kan holde mig oprejst længere. Det er ganske ufyrsteligt sådan at udspørge en fremmed om dit og dat uden at huske på, hvad der tjener manden, for alle er skabt med den egenskab, at de behøver både at æde og drikke.« Jarlen beordrede, at han skulle have et anstændigt måltid — så meget, som han behøvede. Det skete også, men da tiggeren kom til bords, gik han grundigt til maden og tømte alle de fade, der var i nærheden af ham, og som han kunne nå, så tjenestefolkene måtte finde mad frem for anden gang. Tiggeren tog nu ikke mindre grådigt for sig af maden end før. Det så for alle ud, som om han åd maden, men han kastede den i virkeligheden ned i den føromtalte sæk. Folk lo meget ad denne tigger. Tjenestefolkene sagde, at han både var vældig og vomsvær, og endda klarede han at æde meget. Tiggeren tog sig ikke af det, men gjorde som hidtil.


'''5. Jarlsniddet fremføres'''

Da drikkebordene blev taget ned, gik Nidung Tigger for jarlen og sagde: »Nu skal du have tak for det — herre! — selv om du har nogle dårlige tjenestefolk, der gør alting værre, end du giver besked på. Nu ønsker jeg, at du vil udvise mig den nedladenhed — herre! — at påhøre det kvad, jeg har digtet om dig.« Jarlen sagde: »Har du tidligere digtet noget om høvdinge?« »Det har jeg rigtignok — herre!« sagde han. Jarlen sagde: »Det kan være, at det gamle ordsprog gælder: Det er ofte godt, som gamle folk kvæder. Fremfør nu kvadet — tigger! — så skal vi høre på.« Så begyndte tiggeren på kvadet og fremsagde første halvdel, og jarlen syntes, at der var lovord i hvert eneste vers, og fandt, at også Eriks — hans søns — bedrifter omtaltes. Som kvadet skred frem, fik det imidlertid den underlige indvirkning på jarlen, at en kriblen og kløen bredte sig voldsomt over hele maven på ham — og særligt omkring sædebalderne, så han ikke kunne forholde sig i ro, og så vældig var denne kløen, at han lod sig kradse med kamme, hvor de kunne komme til det, men til dér, hvor de ikke kunne nå, lod han tage et hampeklæde og slå tre knuder derpå, hvorpå han lod to mand trække det mellem balderne på sig. Nu fandt jarlen ingen behag i kvadet, men sagde: »Kan du ikke — din helvedes karl! — digte noget bedre, for dette forekommer mig ikke mindre at skulle kaldes nid fremfor ros. Lad det blive bedre — eller også skal du få det betalt!« Tiggeren lovede, at det skulle blive bedre, og begyndte så på de vers, der kaldes ''Tågeversene'', som står midt i ''Jarlsniddet'' — og dette er begyndelsen på dem:


::Tåger anes østpå;
::ilinger ses vestpå.
::Stank fra stjålne varer
::stiger her i vejret.


Da han var færdig med Tågeversene, var der blevet mørkt i hallen, og han begyndte igen med Jarlsniddet, og da han kvad den sidste og afsluttende tredjedel, da var hvert et våben, der var i hallen, i gang, uden at mennesker førte dem — og det voldte manges død. Jarlen besvimede, og tiggeren forsvandt da væk gennem lukkede døre og ulåste låse.

Efter at kvadet var tilendebragt, tog mørket af, og der blev lyst i hallen. Jarlen kom til sig selv og fandt, at niddet havde truffet ham, og man så også mærkerne herpå, for alt skæg og hår på den ene side af jarlens hoved var faldet af, og det groede aldrig ud igen.

Nu lod jarlen hallen rengøre, og de døde blev båret ud. Han mente nu at vide, at dette måtte have været ingen anden end Torleif, som hermed måtte mene at have gengældt ham mandrab og skade på ejendom. Jarlen lå nu af denne overlast hele denne vinter og store dele af sommeren.


'''6. Da Torleif traf kong Svend og drog til Island'''

[[Fil:Skógafoss.jpg|thumb|right|300px|Skógafoss, hvor landnamsmanden Þrasi Þórólfsson (Trase den Gamle) skulle have skjult en kiste med guld]]Der er det at fortælle om Torleif, at han rejste sydpå til Danmark, og han havde det til rejsekost, som han narrede fra dem i hallen. Hvor længe han end var undervejs, så standsede han ikke sin færd, før han kom til kong Svend, som tog imod ham med åbne arme og spurgte til hans rejse. Torleif fortalte alt, hvad der var forekommet. Kongen svarede: »Nu vil jeg forlænge dit navn og kalde dig Torleif Jarleskjald.« Derpå kvad kongen et vers:


::Torleifs træskhed ødte
::trønderfyrstens rygte;
::hist og her man stadigt
::hører Jarlsnid kvædet.
::Manden med sin digtning
::mødte landets styrer;
::beskt for bølgeløvens
::brand igen blev givet.


Torleif sagde til kongen, at han længtes efter Island, og bad kongen om tilladelse til at tage derud straks det blev forår, og kongen sagde, at sådan skulle det være: »Jeg vil i navnefæste give dig et skib med mandskab og udstyr og en sådan ladning, som du behøver.« Så var Torleif dér om vinteren, og han blev godt behandlet, men da foråret kom, gjorde han sit skib klar og stod ud på havet og fik god vind og kom med sit skib til Island til den å, der hedder Tjorså. Det siges, at Torleif blev gift om efteråret og fik den kvinde, der hed Aud, og som var datter af Tord, der boede på Skogar under Eyjafjeldene — han var en gæv og meget rig bonde, der kom af Trase den Gamles slægt. Aud var en aldeles fortrinlig kvinde. Torleif opholdt sig om vinteren på Skogar, men foråret efter købte han land på Høfdebrekka i Myrdal, hvor han boede siden.


'''7. Torleifs død'''

Men nu skal der vendes tilbage til jarl Håkon, og de fleste af hans mén bedredes, men nogle siger, at han aldrig blev den samme mand som før. Nu ville jarlen gerne gengælde Torleif denne beskæmmelse, hvis han kunne, og han påkaldte derfor sine fortrolige — Torgerd Hørgebrud og dennes søster Irpe — for at sende en sådan galder ud til Island, der helt kunne betvinge Torleif. Han anrettede store offergaver for dem og frittede efter svar, og han fik et svar, der passede ham. Han tog et stykke drivtømmer og lod fremstille en træmand deraf, og ved egen trolddom og påkaldelse og de to søstres hekseri og spådomskunster lod han dræbe en mand for at udtage hans hjerte og sætte det i denne træmand, som derpå fik tøj på og blev navngivet og kaldt Torgard. De manede så meget djævelsk kraft i ham, at han gik rundt og talte med folk, og de fik ham derefter ombord på et skib og sendte ham ud til Island i det ærinde at dræbe Torleif Jarleskjald. I hans bælte stak Håkon et kort hugspyd, som han havde taget fra søstrenes helligdom, og som Hørge havde ejet.

Torgard kom ud til Island på den tid, hvor folk var på Altinget. Torleif Jarleskjald var på tinget. Det skete en dag, da Torleif gik fra sin bod, at han så en mand krydse Økseå vestfra. Han var stor af vækst og så skræmmende ud. Torleif spurgte denne mand, hvad han hed. Han kaldte sig Torgard og slyngede straks ukvemsord efter Torleif, og da Torleif hørte det, agtede han at trække sværdet Kongeeje, som han havde i bæltet. I samme øjeblik stak Torgard hugspyddet imod Torleifs liv og tværs igennem ham, og da denne fik stikket, huggede han til Torgard, men denne styrtede sig ned i jorden, så kun fodsporene var at se. Torleif snørrede kjortelen om sig og kvad dette vers:


::Væk forsvandt den voldsmand.
::Hvad blev der af Torgard?
::— denne så kampdjærve,
::drabsvante forbryder.
::Kæmpen nu troldkyndigt
::kasted’ sig i grunden;
::hist i Helved’ evigt
::helst jeg så ham blive.


Så gik Torleif hjem til sin bod og fortalte folkene, hvad der var sket, og denne hændelse forekom alle meget betydningsfuld. Derpå slog Torleif kjortelen op, så indvoldene faldt ud, og dér døde Torleif med et stort ry, og folk anså det for et meget betydeligt tab. Alle mente nu at vide, at denne Torgard havde været intet mindre end jarl Håkons galder og trolddom. Derefter blev Torleif højlagt. Hans høj ligger nord for lovretten, hvor den endnu kan ses. Hans brødre var på tinget, da dette skete, og de gav Torleif en hæderfuld gravfærd, og drak hans arveøl efter gammel skik. Asgeir — deres far — var da død kort i forvejen. Derpå drog folk hjem fra tinget, og vidt omkring på Island hørte man nu om denne begivenhed, som holdtes for at have stor betydning.


'''8. Halbjørn Hales vers'''

På Tingsletten boede der en mand, der hed Torkel. Han var en mand, der var rig på gående fæ, og han havde altid nok på sin gård. Han var ingen anset mand. Hans fårehyrde hed Halbjørn og blev kaldt Hale. Han plejede ofte at komme til Torleifs høj, og han sov dér om natten og havde sine får i nærheden. Han fik tit den tanke, at han ville digte et eller andet lovkvad om højboen, og han tumlede altid med det, når han lå på højen, men af den årsag, at han ikke var skjald og ikke havde fået deres evner, fik han ikke digtet, og han drev det aldrig længere med skjaldskab, end at han begyndte således:


::Denne skjald blandt skjalde ...


— men mere formåede han ikke at digte. Så var der en nat som mange andre, hvor han lå på højen og havde det samme gøremål for sig og prøvede, om han kunne komme videre med sine lovord til højboen. Til sidst faldt han i søvn, og derefter så han, at højen åbnedes, og at en velvoksen og smukt klædt mand gik ud af den. Denne gik op på højen til Halbjørn og sagde: »Dér ligger du — Halbjørn! — og vil give dig af med noget, som du ikke evner: At digte ros om mig. Enten sker det, at du bliver oplært i denne idræt — og det kan du blive bedre af mig, end af langt de fleste andre, og det er forventeligt, at det bliver sådan — eller også behøver du ikke anstrenge dig yderligere med dette. Nu skal jeg kvæde et vers for dig, og hvis du får tag i verset og har lært det, når du vågner, så skal du blive en stor skjald og digte lovord om mange høvdinge, og du vil blive meget velbevandret i denne idræt.« Derpå tog han ham i tungen og kvad dette vers:


::Denne skjald blandt skjalde
::skulle for bedst regnes;
::hørt jeg har, at kriger’n
::Håkonsniddet digted’.
::Ingen anden siden
::evned’ sligt for jarlens
::ran igen at give
::— gævt det førhen kaldtes.


»Nu skal du fremme skjaldskaben ved at digte et lovkvad om mig, når du vågner — og du skal lægge megen vægt på versemål og udtryk, men allermest på kenningerne!« Derefter vendte han tilbage til højen, som lukkedes efter ham, men Halbjørn vågnede og syntes at se skuldrene af ham. Så kunne han verset, og han gik en stund derefter hjem til gåden med sine dyr og fortalte, hvad der var sket.

Halbjørn digtede sidenhen et lovkvad om højboen, og han blev den største skjald og rejste snart udenlands og fremførte kvad om mange høvdinge og fik store æresbevisninger og gode gaver af dem, og han tjente på den måde mange penge. Der fortælles — både her til lands og i udlandet — en lang saga om ham, selv om den dog ikke er nedfældet her.

Om Torleifs brødre — Olav Knoglebryder og Helge den Modige — er der det at sige, at de sommeren efter hans død drog ud, idet de agtede at hævne deres bror, men det blev dem ikke forundt at have jarl Håkons liv i deres hænder, for han havde da endnu ikke begået alt det onde, som til skam og skade var ham tildelt, men de afbrændte dog mange af jarlens helligdomme og tilføjede ham store tab ved tyveri og hærværk og mange andre fjendtligheder, som de udsatte ham for.


— og her ender fortællingen om Torleif.


<center>— o —</center>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]