Fortælling om Røgnvald og Raud (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 1

Fortælling om Røgnvald og Raud

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826

Om Røgnvald og Raud

1. Der var en Mand, ved Navn Lodin, som boede paa Ærvig, sønden for Stat, en rig Mand, dog ikke overmodig af Sindelag, han havde en smuk og anseelig Kone, som hed Gyda, med hvilken han havde to Sønner, Røgnvald og Ulf. Lodin var en Ven af Thorolf Skjalg, men Thorolf gjorde dog mere af Konen. Thorolf var ofte til Gildes hos Lodin, og blev der længe, han talte stedse meget med Lodins Kone, og Ordet gik, at han ikke vel gjengjældte ham hans gode Beværtning og Vennegaver. Det hændtes nu, da Skjalg engang var til Gildes i Ærvig, at Folk kom ind i Skalen før Dag, og fortalte Thorolf, at den Loftsal, hvor Lodin sov, var opbrudt, og han selv dræbt, men der var ingen, der vidste, hvo der havde gjort det. Thorolf sagde, at de vare ilde behandlede, men man mærkede dog ikke, at han sørgede meget derover, og der vare mange, som havde Thorolf mistænkt for denne Gjerning, thi der var meget ved hans Ophold der, som kunde lede paa den Tanke, men ingen torde offentlig erklære det. Thorolf bød sig til at ville drage Omsorg for Gyda, hun takkede ham derfor, og han førte hende hjem med sig, men inddrog alle hans Jorder og Løsøre. Lodins Sønner vilde han tvinge til at trælle; Røgnvald lod sig ogsaa tvinge, men Ulf ikke, hvorfor han blev solgt som Træl til fremmede Lande, og omtales ikke mere i denne Saga. Røgnvald voxte snart til; han var stor og stærk og smuk af Udseende; han udførte snart meget Arbejde, og var meget duelig og behændig. Thorolf behandlede ham som Træl, men da han var voxen, satte han ham til at styre de andre Trælle og holde dem til Arbejde. Engang sagde Røgnvald til Thorolf: “Jeg vilde være tilfreds med at være hos dig, om du vilde give mig en Kone, som jeg syntes om.” “Det vil være en let Sag,” svarede han, “thi jeg har nok af Trælle-Herkomst. Der er en Pige, ved Navn Sigrid, som jeg vil lade dig faae, hun er en Datter af en ringe Bonde, som boer ikke langt herfra, det er et godt Parti for dig, og vil jeg have din Troskab til Gjengjæld.” Røgnvald sagde, at han ikke hidindtil havde tjent ham uden Troskab. Det blev da besluttet, at Røgnvald fik Sigrid, som baade var en smuk Pige, duelig og vel oplært; de fik snart en Søn, som de kaldte Gunnar, der voxte op til en stor og smuk Dreng. Thorolf Skjalg tog Drengen fra dem, og elskede ham, som han var hans egen Søn. Saaledes hengik tre Vintre. Thorolf Skjalg drog hver Sommer paa Krigstoge, og satte Røgnvald til imidlertid at bestyre Gaarden hjemme, men om Vinteren sad han rolig, og havde stedse mange Mænd om sig. Den Vaar, da Drengen Gunnar, Røgnvalds Søn, var tre Vintre, rustede Thorolf sig til at fare paa Vikingetoge, som han plejede, men før han drog hjemmefra, gik han til Røgnvald, og talte saaledes til ham: “Jeg agter at lade udføre mere Arbejde her i Sommer end sædvanligt; thi jeg vil lade gjøre en stor Drikkeskale, hvorpaa der skal anvendes al Flid. For dette Arbejde skal du staae, og være Tilsynsmand over de andre Trælle, og skaffe Bygningsmænd dertil, thi du er en meget duelig Arbejdsbestyrer og selv kunstsærdig, og da vilde jeg sige, at der var arbejdet godt, om jeg kunde beværte mine Venner i denne Skale til Høst, og deri Højtideligholde min Hjemkomst.” Røgnvald lovede det, og Thorolf drog i Vikingsfærd. Røgnvald begyndte nu med Skalens Bygning, han lejede to meget duelige vendiske Bygmestere paa gode Vilkaar for dem, thi han sparede ikke Thorolfs Penge; med dem sluttede Røgnvald et fortroligt Venskab. Det gik vel og hurtig med Skalens Bygning. Røgnvald lod vel gjemme baade Spaaner og afhuggede Stumper. Han bestyrede hele Arbejdet. Men da Skalen var heel færdig og indhegnet, lod han Trællene bringe en stor Mængde Brænde hjem og opstable det lige højt med Væggene paa alle Sider af Skalen; alt dette var gjort, før Thorolf kom hjem om Høsten. Da han kom hjem, betragtede han Bygningen, og sagde, at han var vel tilfreds med den; han spurgde Røgnvald, hvorfor han havde ladet føre en saa stor Vedkast hjem. “Grunden hertil,” svarede denne, “er deels, at jeg er kjed af den idelige Klagen over Mangel paa Brænde, her er om Vinteren, da der forbruges saa meget, deels ogsaa, fordi jeg vilde forhindre, at Solstraalerne skulde Skade Skalens nye Tømmervægge, der kun ere lidt tjærede.” Thorolf bekymrede sig ikke mere herom, men lod derpaa berede til et kosteligt Gilde i Skalen, og bød sine Venner til sig; der var sørget for meget stærk Drik, og blev skjenket rundeligen, og Røgnvald var ivrig sysselsat med at have Øl i Beredskab at bære ind. De vendiske Bygmestere skjenkede for Gjæsterne. Røgnvald skyndte dem til at ombære Drikken saa hyppig mueligt, thi der var Raad nok dertil, han sagde, at af store Gilder gik der aller størst Ry, naar Gjæsterne i førstningen bleve ganske drukne. Skjenkerne stode i Forstaaelse med ham, og vidste, hvad han agtede at gjøre. Thorolf Skjalg gjorde meget af Drengen Gunnar, og havde ladet ham give en rød Skarlagens Kjole, og lod ham sidde hos sig i Højsædet. Man drak nu saa heftig den første Aften, at enhver til sidst laae sovende paa sin Plads; men da det var kommet saa vidt, havde Røgnvald endnu nok at bestille, skjønt han ikke længer behøvede at indbære Øl; og nu saae man, hvad de Spaaner skulde til, som han havde gjemt om Sommeren. De vendiske Mænd stode ham da bi, og de bare en Mængde Brænde hen for Skale-Døren, og lagde Spaanerne til; siden stak de Ild i det altsammen og i den store Vedkast, saa Skalen stod snart i lys Lue. Røgnvald gik da ind, og greb sin Søn Gunnar fra Thorolf i Højsædet, og bar ham sovende ud til sin Moder, og sagde, at det var bedre, at han vaagnede seent, “thi nu have vi nok at bestille.” Hun sagde, at det var tilvisse nok. Alle de, som vare i Skalen, vare saa ganske drukne, at de ikke vaagnede, før Luen spillede om dem; Skalen brændte saaledes med alle dem, der vare i samme. Røgnvald stak og Ild i Trællehuset, og brændte de Folk, som vare der inde. Siden gik de til Stranden, og tog et Skib og roede ud af Fjorden; da først vaagnede Drengen, og saae Luen og Røgen oppe paa Land. Han sagde da: “Det er forunderligt, nu er jeg kommen her, men for kort Tid siden sov jeg hos min Fosterfader; den store Ild, som jeg seer hjemme i Gaarden, har du onde Røgnvald forvoldt, jeg vilde meget heller være der hos min Fosterfader end her hos dig, thi ej vil du gjøre vel ved mig, da du har gjort ilde ved ham.” Røgnvald bød den uforstandige Pog at tie. De droge nordefter, og havde meget Gods med sig, bestaaende af Bordtøj og brændt Sølv, som de vendiske Mænd havde baaret ud, medens Røgnvald forberedte Branden. De havde ikke Held paa Rejsen, thi Skibet forliste for dem sønden for Stat; de vendiske Mænd druknede, og alt det Gods, som var paa Skibet, forliste de; men Røgnvald fik sin Kone og Søn reddet, og førte dem til Gaarden i Ærvig. Thorolf Skjalg havde sat over de derværende Ejendomme nogle ubetydelige Mænd, dem drev Røgnvald bort, og bosatte sig der; hans Frænder glædede sig over, at han havde faaet sit Gods og sin Fædrearv. Røgnvald foregav nu, da han kom til Ærvig, at Thorolf Skjalg havde frigivet ham, og for hans lange og tro Tjeneste tilbagegivet ham hans Ejendomme, hvilket Folk fandt troligt. Det spurgdes vidt omkring, at Thorolf var indebrændt, men ingen vidste, hvo der havde gjort det; man søgte heller ikke at komme paa Spor derefter, thi hans Søn Erling var endnu et Barn, og Thorolf havde desuden været en overmodig og gjerrig Mand og derfor ikke elsket af Almuen, og hans fleste kjære Venner vare ogsaa indebrændte med ham. Da Røgnvald havde en kort Tid været hjemme i Ærvig, tog han sin Søn Gunnar, og gik til Søen med ham, og fik sig en lille Baad; siden tog han et andet større Skib, og førte Baaden langt ud paa Søen, Han tog da og bandt Drengen ved Indholterne i den lille Baad, og lod den drive, hvorhen den vilde, men Røgnvald roede til Land. Sigrid spurgde, hvor han havde været, og hvad han havde gjort ved Barnet. Han sagde, at han kunde ikke sige andet dertil, end at han vilde forhindre, at Drengen skulde sige, hvo der havde indebrændt Skjalg. Røgnvald boede siden paa sin Gaard Ærvig, og var meget anseet. Men om Drengen er at fortælle, at Baaden, han var paa, dreves af Vind og Strøm nordefter langs Landet, og kom omsider til en Ø. Røgnvald havde indrettet det saa, at, skjønt Drengen var bunden ved Baaden, saa at han ikke kunde løse sig selv, vare dog hans Hænder frie, saa han kunde tage den Føde, som Røgnvald havde lagt i Baaden til ham at leve af. Over den Ø, hvor Baaden drev op, herskede en Blotmand eller Afgudsdyrker, og der var et stort Gudehuus, som var helliget til Thor. Denne Mand fandt Baaden, og det Hele syntes ham underligt; imidlertid løte han Drengen, og talte til ham, men han tav. Bonden tog Drengen, og bar ham hjem til sin Kone. De syntes, at det var en smuk Dreng, og de havde selv ingen Børn. De forsøgte at faae ham til at tale, men kunde ikke faae et Ord af ham. Bonden fortalte sine Naboer herom, og spurgde efter, om nogen skulde vide, hvorfra dette Barn var kommet, men ingen vidste det. Da sagde Bonden: “Ja! eftersom ingen kjender sig ved denne Dreng, vil jeg opføde ham og antage ham i Søns Sted, men han skal tage Navn af sin Kjortels Farve og hedde Rand (Rød). Han voxte nu der op, og blev en stor og driftig Mand, og hans Fosterfader elskede ham meget, saa at han gav ham alle sine Ejendomme efter sin død. Denne Blotmand blev ikke gammel, men da han var død, tog Raud Bestyrelsen af alt hans Gods og alle Hans Ejendomme, og Raud blev nu ogsaa en stor Blotmand, og man beretter, at han manede med megen Ofren Thors Billede der i Gudehuset, saa at Djævelen talte med ham fra Billedet, og rørte det saaledes, at det syntes at gaae ude med ham om Dagen. Raud førte det ofte med sig omkring paa Øen.

Røgnvalds og Sigrids Skilsmisse

2. Om Sigrid, Røgnvalds Kone paa Ærvig, fortælles, at hun engang gik til sin Mand, og talte saaledes til ham: “Vi have længe været sammen med inderlig Kjærlighed, men nu agter jeg, at vi skulle skilles ad, thi jeg kan ikke finde mig i det længer, efter hvad der er skeet; jeg har været vidende om og samtykket med dig i de store Gjerninger, som du har udført, og hvorover hviler et saa uigjennemtrængeligt Slør; thi det veed man af Erfaring, at ingen, som har myrdet blot et eneste Menneske, bliver ved at være lykkkelig lige til sit Yderste; men disse store Ting, som vi ere indviklede i, ere af langt større Betydenhed end een Mands Mord; nu har jeg hørt, at vidt omkring i Verden Hersker en anden Tro, end den vi have, og de, som have denne Tro, kalde sig efter den Gud, paa hvem de troe, som hedder Hvidekrist, og derfor kaldes de Kristne. Mig er og sagt, at Hvidekrist er saa barmhjærtig, at om end et Menneske har gjort nok saa meget Ondt, tilgiver han det alt, naar det vil blive Kristen og holde hans Tro; jeg har og spurgt, at een af vore Landsmænd drager vide om Land at forkynde denne Tro, han hedder Olaf, og er en Søn af Konning Tryggve Olafssøn. Nu agter jeg at opsøge ham, og om jeg finder, at alt det er sandt, hvad mig er fortalt, da vil jeg antage den Tro, som han forkynder, og maaskee det da kan gaae an for os, men ikke saaledes, som det nu staaer med vor Sag.” Røgnvald svarede: “Du vil vel raade derfor, men jeg vil blive tilbage, og om jeg maatte raade, skulde der ingen Forandring skee i vor Tilstand.” Dernæst drog Sigrid bort fra Landet med nogle Kjøbmænd, som sejlede til England. Sigrid traf Kong Olaf i Vesterlandene, og da hun fik Kongen i Tale, tiltalte hun ham saaledes: “Jeg er kommen herover, fordi jeg spurgde, at du forkynder en anden Tro, end Nordmændene have; jeg vil nu lade mig døbe, og siden have og holde den Tro, som du forkynder.” “Du farer med et godt Ærende,” svarede Kongen, “og faa tage saaledes imod Kristendommen, og jeg vil gjerne tilstaae dig den hellige Daab”. Sigrid blev da døbt. Siden sagde hun til Kongen: “Hvis I synes, at jeg har gjort vel i dette, da gaaer det her, som man siger, at altid seer Gave efter Gjengjæld; du vil komme til Norge, og forkynde der den sande Tro, og jeg vænter, at og din store Lykke vil med Guds Miskundhed formaae mere end dine Landsmænds Ondskab og Modstand; jeg vil derfor underrette dig om, at der er en mægtig og rig Mand, ved Navn Røgnvald, som boer i Ærvig sønden for Stat i Norge; han er min Mand, og det er nu min Bøn, Herre, at I ville, naar I komme til Norrig, med Blidhed og venlige Ord bevæge denne Mand til at antage den sande Tro, thi han lader sig snarere bevæge ved Mildhed end ved Haardhed. Der er en anden Mand, som hedder Raud, og raader over en Ø nordpaa ved Halogeland; det er mig mindre tydeligt, hvad jeg har med ham at gjøre. Begge ere de store Mænd og i flere Henseender ikke ulige i Sindelag, og det vilde være dig godt, o Konning! at de hellere vare dig med end imod.” Siden fortalte hun ham nøjagtig alt, hvad der var gaaet for sig imellem Skjalg og Røgnvald, og ligeledes, hvorledes det stod til med andre mægtige Mænd i Norge. Sigrid gav Kong Olaf gode Gaver, førend de skiltes, thi hun havde ført meget Gods med sig fra Norge. Derefter drog hun ud i Verden, og endte der sit Liv med megen Fromhed. Men Kong Olaf Tryggvesøn foer kort efter over til Norge, som før fortaltes.

Erling Skjalgssøn giftes

3. Vi kom før fra, at Kong Olaf drog med sin Hær til Gulething, thi Bønderne havde sendt ham Bud, at de der vilde svare paa hans Begjering. Da begge Parter nu vare komne til Thinge, talte Kongen først med Landshøvdingerne, forestillede dem Sagen, og bød dem antage Kristendommen, ligesom andre. Den mægtigste af dem svarede: “Vi Frænder have talt om denne Sag, og ere komne overeens om, at hvis du vil tvinge os til noget, og tilintetgjøre vor Lov, og nøde os med nogensomhelst Tvang; da ville vi staae imod af alle Kræfter, og sejre saa de, hvem Skjæbnen bestemmer det; men om du, o Konning! vil tilstaae vor Slægt nogen lykkelig Forfremmelse, da vil du derved kunne bevæge os alle til at vise dig tro Tjeneste.” “Hvad ville I da have, at jeg skal tilstaae eder,” spurgde Kongen, “for at vort Forlig og Forbund kan blive fastest?” Høvdingen svarede da: “Det er det fornemste, at du skal gifte din Søster Astrid, Kong Tryggves Datter, til vor Frænde Erling Skjalgssøn, ham ansee vi nu for den vakreste af alle unge Mænd i Norrig.” “Det finder jeg at være et godt og hæderligt Giftermaal,” svarede Kongen, “thi Erling er rig og af fornem Slægt og en smuk Mand; men dog maa Astrid selv svare paa den Sag; nu vil jeg søge at faae at vide, hvad hun synes derom, thi alt, hvad der paa nogen Maade staaer i min egen Magt, vil jeg gjøre, for at Guds Kristendom kan faae Fremgang.” Siden talte Kongen med sin Søster om denne Sag, om hun vilde ægte Erling med hans Samtykke. “Lidt nytter det mig da,” svarede hun, “at jeg er en Konnings Datter og en Konnings Fuldsøster, om jeg skal ægte en Mand, som ikke beklæder nogen Værdighed, jeg vil hellere vente nogle Vintre paa et andet Giftermaal.” Astrid tavg derpaa, og gik sin Vej. Kongen lod tage en Høg, som Astrid ejede, og lod alle Fjedrene plukke af den, og sendte hende den derpaa. Da sagde Astrid: “Vred er Broder min nu,” og hun stod strax op og gik til Kongen, som tog vel imod hende. Hun sagde da, at Kongen maatte raade for hendes Giftermaal, ligesom han selv vilde. “Det tænkte jeg,” sagde han, at jeg vel havde Magt til at ophøje enhver her i Landet til Værdighed, som jeg finder for godt.” Kongen lod da Erling og alle hans Frænder kalde til sig, og man talte nu over om Frieriet, og Slutningen blev, at Astrid blev fæstet til Erling. Derpaa lod Kongen Thinget sætte, og bød Bønderne at antage Kristendommen, og da Erling og alle hans Frænder stode Kongen bi i at fremme Sagen, tilstod hele Almuen Kongens Begjering, thi der var ingen, som vovede at tale imod Høvdingerne. Alt dette Folk blev da døbt og kristnet. Kort efter holdt Erling Skjalgssøn sit Bryllup, og der var meget Folk forsamlet. Kong Olaf var der ogsaa, og tilbød at ville give Erling Jarls Navn og et stort Rige, men hertil svarede Erling: “Herser have mine Frænder været før mig, jeg vil ikke bære et højere Navn end de; men derom vil jeg bede, Konning! at I vil lade mig være den største Mand med det Navn i Norrig.” Dette tilstod Kongen ham, og ved Skilsmissen gav Kong Olaf sin Svoger Erling Herredømme over alt Landet lige fra Sognsø til Lindesnæs paa samme Vilkaar, som Kong Harald hin Haarfagre gav sine Sønner. Kongen drog fremdeles nordefter, og forkyndte Guds Navn, hvor han kom frem.

Kong Olaf kommer til Røgnvald

4. Da Kong Olaf var paa Gjæsteri i Nærheden af Ærvig, mindedes han, hvad Sigrid havde sagt i Vesterlandene om sin Mand Røgnvald, som før fortaltes. Kongen sendte da Mænd til Røgnvald, og bad ham komme til sig. Sendemændene kom til Røgnvald, og fremførte Kongens Ord for ham. Røgnvald svarede: “Velkomne skulle I være her; gaaer ind og drikker, og bliver her, saa længe I finde for godt, men jeg veed ikke, at jeg har noget Ærende til Kongen, om I ej vide det.” Kongens Mænd droge derpaa tilbage, og fortalte ham nøjagtig, hvad Røgnvald havde svaret. “Da har jeg et Ærende til ham,” sagde Kongen, “om han ikke har noget til mig, og jeg skal komme der med betydeligt Mandskab .” Da Røgnvald spurgde, at Kongen vilde komme der, sendte han alle sine Folk bort fra Gaarden. Da Kongen nærmede sig, saae de en Mand udenfor Gaarden, og da Kongen spurgde, hvo det var, sagde man ham, at det var Røgnvald. “En stor Mand er det, og af et godt Udvortes,” sagde Kongen. Røgnvald gik nu ene imod Kongen, og bød ham velkommen. Kongen optog det vel. Siden sagde Kongen: “Det er mit Ærende til dig, Røgnvald! som til alle andre her i Landet, at jeg vil, at du skal troe paa een almægtig Gud Fader og Søn og hellig Aand, Himlens og Jordens og alle synlige og usynlige Tings Skaber; med denne Tro skal du forsage Djævelen og alt hans Væsen og alle hans Gjerninger og alle Afguder og Troen paa dem; siden skal du, som enhver anden, der vil frelse sin Sjæl og erhverve sig det evige Liv, lade dig døbe i den hellige Treenigheds Navn med sand Anger og Bekjendelse af alle dine Synder; men den Gud, paa hvem du skal troe, er saa mægtig, mild og barmhjærtig, at han i Daaben tvætter alle Synder af Mennesket, om det end har begaaet nok saa meget Ondt, naar det gaaer til Skriftes hos en Præst, og med sand Anger bekjender alle sine Misgjerninger.” Da Kongen havde fuldendt sin Tale, svarede Røgnvald: “Det har nu længe gaaet mig godt med min Tro, men jeg synes meget vel om dit Bud, Undtagen een Ting, som du siger, at man skal gaae til Skriftes og bekjende sine Gjerninger, thi meget mere er gaaet mig over, end jeg kan sige, og derfor vil jeg ikke antage din Tro, men paa ingen Maade skal jeg forhindre, at andre gaae over til Kristendommen.” Kongen lod da Røgnvald gribe, og tog ham i sin Forvaring.

Paa Dragshede holdes fire Fylkers Thing

5. Denne samme Sommer stævnede Kong Olaf fire Fylker til et Thing, som skulde holdes paa Dragshede norden for Stat; der skulde møde: Sognboerne og Fjordboerne, Søndmørerne og Romsdølerne. Kong Olaf drog til Thinget med et meget betydeligt Mandskab, som han havde ført med sig østerfra, og ligeledes det Folk, som var kommet til ham fra Rogeland og Hørdeland. Bønderne kom til Thinget, som det var bestemt. Og da Kongen kom der med sin Hær, paabød han der Kristendommen ligesom paa andre Steder, og eftersom han syntes, at Bønderne ikke vilde strax tilstaae Hans Andragende, bød han dem to Vilkaar, at enten skulde de lade sig døbe og antage den sande Tro, eller de skulde holde Slag med ham; men eftersom Bønderne saae, at Kongen havde saa betydelig en Hær, indsaae de nok, at de ikke havde Styrke til at slaaes med Kongen; de besluttede sig da omsider alle til at lade sig kristne, og antoge den hellige Daab. Derefter drog Kongen til Øen Selja, og fandt der den hellige Sunnifas Legeme og andre hellige Relikvier af den salige Skare, som havde fulgt hende, som før fortaltes. Derpaa drog Kongen til Nordmøre med sin Hær, og kristnede det Fylke.

Kong Olaf kommer til Raud

6. Dernæst sejlede Kong Olaf ind til Hlade, og lod Gudehuset nedbryde og borttage alt det Gods, som der var, og al Prydelse af Gudebillederne. Han tog en stor Guldring af Døren, som Hakon Jarl havde ladet gjøre, og derefter lod han brænde hele Huset og alle Gudebillederne. Da Bønderne mærkede det, lode de Budstikken gaae omkring i alle de nærmeste Fylker, og udbøde en Hær, med hvilken de agtede at drage mod Kongen. Kong Olaf styrede med sin Flaade ud af Fjorden, og sejlede nordpaa langs Landet, og agtede sig til Halogeland, at kristne Folket der. Men da Kongen kom norden for Nummedalen, agtede han sig ud til Rauds Ø. Samme Morgen gik Raud til sit Gudehuus, som han plejede. Thor var da meget sørgmodig og gav ikke Raud noget Svar, hvor meget denne end forsøgte at faae Ord ud af ham. Raud syntes det var underligt, og forsøgte paa mange Maader at faae ham til at tale, og spurgde hvad Aarsagen dertil var. Da svarede Thor omsider meget kummerfuld, og sagde, at han gjorde det ikke uden Aarsag, “thi de Mænds Komme, som agte sig her til Øen, er mig meget ubehagelig, og jeg har stort Had til dem.” Raud spurgde, hvad det var for Mænd. Thor sagde, at det var Kong Olaf Tryggvesøn og hans Folk. Raud sagde: “Blæs du din Skægrøst imod dem, og lad os staae imod dem med Mandighed!” Thor sagde, at det vilde kun lidet nytte, men de gik dog ud, og Thor blæste stærkt i Skægget, og tudede Skægrøsten; og der kom da strax saa stor Modvind imod Kongen, at han ikke kunde blive ved at sejle frem, men nødtes til at vende om og sejle tilbage til samme Havn, hvorfra han var sejlet ud, og saaledes gik det nogle Gange, men Kongen blev meer og meer tilbøjelig til at drage til Øen, og omsider sejrede hans gode Villie ved Guds kraftige Bistand over den Djævel, der stod imod ham. Raud kom atter til Gudehuset, og da var Thor meget barsk og uvenlig, og da Raud spurgde ham om Aarsagen, sagde han, at nu var Kongen kommen til Øen. Raud sagde: “Vi skulle da staae imod dem af alle Kræfter, og ikke strax give os; men Thor sagde, at det nyttede kun lidet. Kongen sendte da Bud til Raud, at han skulde komme til ham. Raud svarede langsomt herpaa: “Ej vil jeg ile med at komme til Kongen, thi hans Ankomst er mig ikke meget behagelig, og endnu mindre behagelig er den min mægtige Gud Thor.” Kongen drog da til Rauds Gaard, og kaldte der sammen alt det Folk, som var paa Øen. Siden forkyndte han Raud og alle dem, som vare sammenkomne, Guds Ord med Mildhed og Sagtmodighed og uden al Strænghed, og forsøgte at føre Raud paa den rette Vej ligesom andre Folk. “Det er mit Ærende hid til denne Ø, ligesom andensteds”, sagde Kongen, “at føre dig, Raud! og alt dette Folk fra de Vildstier, ad hvilke I nu alt for længe have vandret efter Djævelens Tillokkelse, og vise eder paa den lige Vej, som fører til den evige Salighed alle dem, der vandre ad den, ved rigtig at efterfølge de guddommelige Bud; men det er, at troe paa den sande Gud Fader og Søn og hellig Aand, og lade sig døbe i hans Navn, gjøre siden hans Villie med et godt Hjærte og iagttage hans velsignede Bud, og, naar man har handlet retteligen, da at faae i Belønning den evige Salighed hos den almægtige Gud. Men det er den sande og almægtige Gud, som ethvert tænksomt Menneske maa indsee, der har skabt Himmelen og Jorden og Havet, Solen og Maanen og alle tilværende Ting af Intet i Begyndelsen, og som siden styrer og regjerer alle sine Skabninger efter sin Villie og herlige Tilskikkelse. Og det vil man ogsaa kunne indsee, at de ere ikke Guder, skjønt de kaldes saa, hvis Billeder ere gjorte efter onde mennesker, og saa meget mindre kunne de hjælpe andre, da de jo selv ere baade blinde og døve, stumme og døde, og kunne ikke bevæge sig af Stedet, uden de bæres af Mennesker, eller Djævelen bevæger dem ved Falskhed og Koglerier, for at han derved desto lettere kan føre Menneskene bag Lyset, naar det synes som om Afguderne yde dem nogen Bistand til de onde Gjerninger, som de ville udføre, der troe paa dem. Men de falske Guder have saa meget mindre nogen sand Magt, at selve Djævlene ere svage og afmægtige imod den alvældige Guds Kraft.” Raud svarede saaledes paa Kongens Tale: “Det lader sig høre, hvad du siger, o Konning! men jeg skjøtter ikke meget om at opgive den Tro, som jeg har haft, og som min Fosterfader lærte mig; og det gaaer ikke an at sige, at vor Gud Thor, som boer her i Templet, mægter lidet, thi han forudsiger tilkommende Ting, og prøvet har jeg, at han er sikker at sætte sin Lid til i alle Besværligheder, og derfor vil jeg ikke afbryde vort Venskab, saalænge han er mig tro, men ej vil jeg formene nogen, at holde den Tro, som ham synes bedst.” “Det er og rimeligt,” svarede Kongen, “at det kun nytter lidt for dig ene at staae imod, naar alle andre ville følge det rette Raad, og du maa have spurgt, at jeg har ofte snart skilt de Mænd, som ikke vilde lyde mine Bud til deres egen Frelse og Tarv, ved Liv og Gods.” “Nu begynder du med Trudsler,” sagde Raud, “men derved lader jeg mig kun lidt bevæge; men da du nu er saa haardnakkket, o Konning! i denne Sag, og du siger, at din Gud er saa stærk, og kan alt, hvad han vil, da vil han sikkert styrke dig saa, at du kan udrette meget; men du kalder Thor ringe og afmægtig, men jeg vænter, at du vil faae andet at vide; nu vil jeg gjøre et stort Baal, og du og Thor skulle saa gaae dertil, hver fra sin Side, og tage hinanden i Hænderne; saa skal den af eder ansees for at have sejret, som trækker den anden over Ilden, og tænker jeg, at Thor skal blive dig temmelig haandstærk.” Kongen sagde, “Hvo hørte saadan Tale før, ingen af dem, som jeg har paabudet den hellige Tro, har før dristet sig til, at foreslaae mig at trækkes med Djævlene, men dog vil jeg gjøre dette, stolende paa den almægtige Guds Miskundhed, at Djævelen intet vil formaae imod Jesu Kristi Kraft, og dog gaaer jeg til denne Prøve paa det Vilkaar, at ingen af os, hverken Thor eller jeg, skal spare hinanden, hvordan det end gaaer, og ingen Mand skal hjælpe nogen af os, hvo der end monne tabe.” Der blev da gjort et stort Baal, som blev stukket i Brand. Thor gik til Ilden, og var dog temmelig uvillig dertil; de toge hinanden i Hænderne, og trak haardt i hinanden, men Thor maatte give sig, stødte Fødderne imod Brændet, og faldt frem i Ilden, og brændte der i et Øjeblik til Aske, men Kongen fik ikke den mindste Skade. Da sagde Kong Olaf: “Nu kunne alle see, at de have en slet Tro, som stole paa Thor, eftersom han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Ilden.” Raud svarede: “Det er nu prøvet, o Konning! at du har sejret i Kampen med ham, og aldrig mere skal jeg troe paa ham, men dog er det langt fra, at jeg vil lade mig døbe dennesinde. Kongen lod da Raud gribe, og beholdt ham i sin Varetægt, men dog vidste hverken Røgnvald til ham eller han til Røgnvald. Alt det øvrige Folk paa Øen blev døbt, og antog den sande Tro. Kong Olaf spurgde, at Haleyerne havde en Hær ude, og agtede at værge Landet imod Kongen, om han kom derop; for denne Hær vare følgende Høvdinger: Harek fra Thjotta, Thorer Hjort fra Vaage, og Eyvind, med Tilnavnet Kinnrifa. Da vendte Kongen med sin Hær tilbage til Throndhjem og ind i Fjorden, thi han spurgde, at Thrønderne havde ladet den sammentrukne Hær skilles ad, og hver gaae hjem til sit, saasnart Kongen foer ud af Fjorden, og de fik at vide, at han agtede sig op til Halogeland.