Fortælling om Svade og Arnor Kærlingenef (C.C.Rafn)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
|
|||||
|
 Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.
|
|---|
Oldnordiske Sagaer
Bind 2
Fortælling om Svade og Arnor Kærlingenef
Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827
1. Megen og mangfoldig er den almægtige. Guds Miskundhed i alle Ting, og ophøjede ere hans Bestemmelser, da han ikke lader nogen Velgjerning tilintetgjøres, men i det Sted kalder han med kjærlig Mildhed dem, som ikke forud kende ham, til at fatte, skjønne og indsee, dyrke og elske deres Forløser, som vor Herre Jesus Christus, den levende Guds Søn, har viist ved mange Tildragelser, skjønt vi her kun ville omtale faa; saaledes som det skede i Forvarsler om hans Miskundhed mod Island og om Kristendommens fuldkomne Indførelse der, viser ogsaa selve Gud i de følgende Frasagn, at han hjælper og understøtter alt Godt, dem til Gavn, som gjøre det, men han øder og tilintetgjør slette Menneskers Ondskab og Grusomhed, saa at de ofte selv omkomme i de Snarer, som de have opsat for andre. Noget efter Biskop Fredriks og Thorvald Kodranssøns Bortrejse fra Island blev der saa stort et Uaar paa Landet, at en Mængde Mennesker døde af Sult. Til den Tid boede en meget formaaende og grusom Mand, ved Navn Svade, paa det Sted i Skagefjord, som siden fører Navn af Svadested. Denne Mand sammenkaldte en Morgen mange fattige Folk; han bød dem at gjøre en stor og dyb Grav nær den alfare Vej; de fattige Folk bleve da glade i det Haab at kunne ved Lønnen for deres Arbejde forskaffe sig noget til at stille deres heftige Hunger. Da de om Aftenen vare færdige med at grave Graven, førte Svade dem alle ind i et lidet Huus; derpaa lukkede han Huset til, og sagde til dem, som vare derinde: ”Glæder og fornøjer eder nu! thi nu skal der snart blive en Ende paa eders Elendighed: I skulle være her i Nat, men i Morgen skulle I dræbes og jordes her i denne store Grav, som I selv have gravet. Da de hørte denne grusomme Dom, at Døden var dem bestemt for deres Arbejde, begyndte de at raabe med ynkelige Skrig hele Natten. Det hændte sig nu saa, at Spakbødvars Søn Thorvard den Kristne samme Nat drog op gjennem Herredet i egne Ærender, og hans Vej faldt tidlig om Morgenen forbi det Huus, hvori de fattige Folk vare inde. Da han hørte deres ynkelige Skrig, spurgde han, hvad de klagede over, og da han fik Aarsagen at vide, sagde han til dem: ”Vi skulle indgaae en Overeenskomst, om I ville som jeg; hvis I ville troe paa den sande Gud, som jeg troer paa, og gjøre det, som jeg forlanger, da ville jeg frelse eder herfra; siden kunne I komme til mig i Aas, og jeg vil føde eder alle.” De sagde, at de gjærne vilde det. Thorvard tog da Slaaerne fra Dørene, og de droge strax glade med stor Iilsomhed ned til Aas til hans Gaard. Da Svade fik dette at vide, blev han meget vred, skyndte sig saa hurtig han kunde med at væbne sig og sine Mænd; de rede derpaa med største Iil efter de Bortflygtede; han vilde gribe og dræbe dem, og derhos agtede han med Grusomhed at gjengjælde den Beskæmmelse, som han ansaae sig tilføjet af den, der havde befriet dem; men hans Grumhed og Ondskab faldt over Hovedet paa ham selv, thi i det han red rask frem ved Siden af Graven, faldt han af Hesten, og var strax død, da han naaede Jorden; og i den samme Grav, som han havde ladet grave for uskyldige Mennesker, blev den strafskyldige Hedning selv begravet af sine følgesvende, og med ham nedlagdes hans Hund og Hest efter gammel Skik. Thorvard i Aas lod den Præst, som han havde hos sig, døbe de fattige Folk, som han havde befriet fra Døden, og lære dem den hellige Tro, og han fødte dem alle der hos sig, saa længe Uaaret holdt ved. Thorvard Spakbødvarssøn er efter de flestes Beretning bleven døbt af Biskop Fredrik; dog fortæller Gunlaug Munk, at nogle holde for, at han er bleven døbt i England, og har derfra ført Tømmer til den Kirke, som han lod bygge paa sin Gaard. Thorvard Spakbødvarssøns Moder hed Arnfrid, og var en Datter af Slettubjørn Roarsson; Slettubjørns Moder hed Groa, en Datter af Herfin, en Søn af Thorgils, en Søn af Gorm, en berømt Herse i Sverrig; Thorgils Gormssøns Moder var Thora, en Datter af Kong Erik i Upsal; Herfin Erikssøns Moder var Elina, en Datter af Kong Burislaf øster i Garderige; Elinas Moder var Ingegerd, en Søster til Rise-Kongen Dagstyg.
2. Paa den samme nu omtalte Tid blev det besluttet i en Sammenkomst af Herredsfolkene, at det formedelst Hungersnøden og det store Uaar blev tilladt at opgive Oldinger og ikke give dem Levnetsmidler, ligesom ogsaa dem, der vare lamme eller i nogen Henseende skrøbelige, og ikke at give dem Herberge; det var da den haardeste Vinter med skingrende Frost; den Gang var Arnor Kærlingenef den største Høvding i Herrederne; han boede paa Miklebø i Oslandshlid. Da Arnor kom hjem fra denne Sammenkomst, gik hans Moder Thuride, en Datter af Ref fra Bard, for ham, og bebrejdede ham meget haardt, at han havde samtykket i saa grusom en Beslutning; hun forestillede ham med megen Grundighed og mange sande Ord, hvor uhørt og uhyre en Umenneskelighed det var, at nogen skulde overgive sin Fader eller Moder eller andre nære Frænder til saa grusom en Død. ”Viid tilvisse,” sagde hun, ”at, skjønt du ikke selv gjør sligt, er du alligevel paa ingen Maade udeelagtig eller uskyldig i dette skændige Manddrab, eftersom du er andres Høvding og Formand, om du tillader dine Undergivne at jage deres Forældre eller nære Frænder ud i det strænge Uvejr, og det ligefuldt, skjønt du ej selv tillader det, naar du ej med al Magt modstaaer saadan Udaad.” Arnor indsaae sin Moders gode Villie, og optog hendes Bebrejdelse vel; han var nu meget bekymret for, hvad han skulde gjøre; han fattede da den Beslutning, at han sendte sine Folk hen til de næste Gaarde, at samle alle gamle Mennesker, som vare uddrevne, sammen, og føre dem til ham, og lod dem nære med al Omhu. Den næste Dag stævnede han en Mængde Bønder sammen, og da Arnor kom til Mødet, talte han saaledes til dem: ”Det er eder bekjendt, at vi for kort Tid siden havde en almindelig Sammenkomst, men jeg har siden overvejet vor fælles Trang, og derhos betænkt den umenneskelige Beslutning, om hvilken vi alle bleve enige, da vi gave Lov til at skille gamle Mennesker og alle dem, som ikke kunne arbejde for deres Føde, ved Livet, ved at nægte dem Næringsmidler; men overbeviist ved afgjørende Grunde, fortryder jeg meget den Ondskabsfulde og uhørte Beslutning; ved at overtænke dette har jeg udfundet det Raad, som vi alle skulle have og holde, nemlig at yde disse Mennesker Hjælp og Miskundhed, saa at enhver hjælper sine Frænder det yderste han har Midler til, i Særdeleshed sin Fader og sin Moder, og de, som formaae mere, sine andre nære Frænder, at de ikke skulle sulte ihiel. For at frelse Folks Liv ville vi anvende alle vore Fødemidler og Kvæg, og vi ville dræbe vore Heste for at frelse vore Frænder hellere end at lade dem omkomme af Sult, saa at ingen Bonde skal have flere end to Heste paa sin Gaard, og ikke mindre skal den store Uvane afskaffes, som her er kommen i Brug, at man føder saa stor en Mængde Hunde, at mange Mennesker kunne leve af den Mad, som gives dem; nu skal man dræbe Hundene, saa at faa eller ingen skulle leve, og bruge den Føde, som man forhen plejede at give Hundene, til Folks Næring. Det er i Korthed Meningen, at vi paa ingen Maade tillade, at nogen af eder opgiver sin Fader eller sin Moder, naar han paa nogen Maade kan hjælpe dem, men den, som ikke har Ævne til at yde sine Forældre eller nære Frænder Livets Ophold, skal følge dem til mig til Miklebø, og jeg skal da føde dem; men den, som kan og ikke vil hjælpe sine nærmeste Frænder, ham skal jeg haardelig straffe. Nu da, mine kjæreste Venner og Brødre mere end Undergivne! lad os i alle Henseender yde vore nærmeste Frænder Hjælp og Miskundhed! og lad os ikke give vore Uvenner Lejlighed til at bebrejde os, at vi have med altfor stor Raadvildhed opført os usømmelig mod vore Slægtninge. Og om der er en sand Gud, som har skabt Solen til at oplyse og varme Jorden, og om Mildhed og Retfærdighed behager ham, som vi have hørt sige, da vise han os sin Miskundhed, saa at vi kunne faae sande prøver paa, at han er Menneskenes Skaber, og at han kan styre og regjere hele Verden, og siden skulle vi troe paa ham, og ingen Gud dyrke uden ham ene, som er sand og salig i sit Rige!” Da nu alle de, som vare der sammenkomne, villigen havde tilstaaet det, som han havde foredraget og talt, adskilte de dermed Thinget. Det var da den skarpeste Kulde og Frost, som det i lang Tid forud havde været, og den heftigste Nordenvind, og en haard Skorpe af Iis og Snee havde lagt sig over hele Jorden, saa den ingensteds var bar; men næste Nat efter denne Sammenkomst forandrede Luftens Beskaffenhed sig saa pludselig ved den guddommelige Forsorg, at Morgenen efter var al den haarde Frost borte og en mild Søndenvind med god Tø var kommen isteden; Vejrliget begyndte fra den Tid at blive mildere, og Sneen smeltede ved Solens Varme, saa at Jorden Dag fra Dag alt mere og mere kom frem, og Kvæget i kort Tid fik tilstrækkelig Græs af Jorden til at nære sig af. Alle glædede sig med inderlig Tilfredshed over, at de havde adlydt det Miskundheds Raad, som Arnor havde givet dem, og toge strax imod en saa rigelig Velgjerning af den guddommelig Gavmildhed, og derfor antoge alle Arnor Kærlingenefs Herredsfolk med deres Høvding hurtig og med Glæde den sande Tro og hellige Religion, som kort efter blev forkyndt dem, thi efter faa Aars Forløb var Kristendommen ved Lov antagen over hele Island. Arnor Kærlingenef var en Søn af Bjørn Thordssøn paa Høfde. Bjørns Moder hed Thorgerde, og var en Datter af Thorer Hima og Fridgerde, en Datter af Irernes Konge Kjarval. Høfde-Thord var en Søn af Bjørn Byrdesmør, en Søn af Roald Hruk, en Søn af Aslak, en Søn af Bjørn Jærnside, en Søn af Ragnar Lodbrok.
