Fortælling om Thoraren Nefjulfsøn I (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 21. apr. 2017 kl. 13:03 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 4


Fortælling om Thoraren Nefjulfsøn I


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1834


Kapitel 1: Om Thoraren Nefjulfsøn

Der var en Islænder, ved Navn Thoraren Nefjulfsøn, som havde sin Slægt paa Nordlandet. Han var ikke af fornem Familie, men en meget forstandig Mand, og djærv i sin Tale med Konger og Fyrster; han var en stor Kjøbmand, og opholdt sig i lang Tid hveranden Vinter paa Island, hveranden i Norge. Thoraren var en meget hæslig Mand, især paa Udlemmerne; thi han havde store hæslige Hænder, men hans Fødder vare endnu styggere. Da den Begivenhed forefaldt, som vi nu i nogen Tid have opholdt os ved, var Thoraren just i Tønsberg, og havde flere Gange talt med Kongen; nu satte han sit Kjøbmandsskib i Stand, for om Sommeren at sejle til Island. Kong Olaf havde ham i nogle Dage til Gjæst hos sig, og talte med ham om adskillige Ting; Thoraren sov da i Kongens Herberge; da skete det en Morgen tidlig, at Kongen vaagnede, men alle de andre sov endnu i Herberget, Solen var da kommen noget op, og der var meget lyst derinde; Kongen sage, at Thoraren sov og strakte den ene Fod udenfor Sengeklæderne; han betragtede Foden en Stund, og derpaa vaagnede de andre Mænd i Herberget. “Thoraren,” sagde derpaa Kongen, “jeg har været vaagen i nogen Tid, og tænkt paa det Syn, som kom mig for Øje, og som jeg finder meget forunderligt, nemlig en Mands Fod, hvis Mage jeg aldrig har seet, og jeg troer ikke her i Kjøbstaden findes styggere Fod;” hvorpaa han bad de andre Mænd at see, om de ikke meente det samme; men alle, som saae den, gave Kongen Ret. Da Thoraren mærkede, hvad Kongen sigtede til, sagde han: “Der er kun faa Ting i Verden, Herre, som der jo findes Mage til, og det samme, tænker jeg, gjælder ogsaa her.” “Da vil jeg dog,” sagde Kongen, “heller blive ved min paastand, at der ikke findes nogen anden saa hæslig Fod, om det end skulde gjælde et Væddemaal.” Hvorpaa Thoraren svarede: “Da vil jeg vædde med eder, Herre, at jeg her i Kjøbstaden skal finde en hæsligere Fod.” “Lad saa være,” sagde Kongen, “og den, som har Ret, skal have Lov til at udbede sig hvad han vil af den anden.” Dette samtykkede Thoraren, og rakte den anden Fod ud under Dynen, og denne var i ingen Maade smukkere end hin, men paa den fattedes desuden den store Taa. Da sagde Thoraren: “See nu her, Herre, den anden Fod, den er saameget hæsligere, som her fattes en Taa, og jeg har nu vundet Væddemaalet.” “Nej,” sagde Kongen, “den Første er netop den hæsligste, thi paa den ere fem stygge Tæer, men her er kun fire, saa det tilkommer mig at begjere noget af dig.” “Da plejer man dog altid,” svarede Thoraren, “at holde det for hæsligst, som er anderledes, end vor Herre skabte det fra Begyndelsen af; men her maa man sande det gamle Ord, at højt er Herrebud; hvad vil I da begjere eller have af mig?” Kongen svarede da: “Det, at du skal føre Kong Rørik ud til Grønland, og bringe ham til Leif i Brattelid.” Thoraren svarede, at han aldrig havde været i Grønland. Kongen svarede: “Da er det nu paa Tiden, at du sejler derhen, saa vidt berejst som du er, hvis du ikke har været der før.” “Jeg vil lade eder vide, Herre,” sagde Thoraren, “hvad jeg vilde have bedet eder om, hvis jeg havde vundet Væddemaalet.” “Ja, gjør det,” svarede Kongen. “Jeg vilde bede om at blive eders Hirdmand, og naar I tilstaaer mig det, saa er jeg saa meget mere forpligtet til ikke at undslaae mig for denne Rejse, eller hvad andet I vil forlange af mig.” Kongen tilstod hans Begjering; Thoraren blev da Kong Olafs Hirdmand, og lovede at tage Rørik med sig. Siden satte han sit Skib i Stand, og da han var færdig til Rejsen, tog han mod Kong Rørik, men sagde endnu, inden han forlod Kong Olaf: “Hvis det nu hænder sig, Herre Konge! som ofte kan skee, at vi ikke kunne komme til Grønland, men maae søge ind til Island eller andre Lande, hvorledes skal jeg da skille mig ved Kong Rørik, saa at I er tilfreds dermed? “Kongen svarede: “Kommer du til Island, da skal du overgive ham til Gudmund Eyjulfsøn eller Skapte Lavmand eller andre Høvdinger, som af Venskab for mig ville tage imod ham, og hertil skal du faae mine Jærtegn, hvorsomhelst du end monne lande; men skulde du komme til andre Lande, som ligge nærmere hæved, da mag det i det mindste saa, at du er fuldkommen vis paa, at Rørik aldrig kan komme tilbage til Norge; men det skal du dog kun gjøre, naar du ingen anden Udvej seer for dig.” Da der gaves Bør, sejlede han udenskjærs udenfor alle Øer nord til Lindesnæs, og styrede derpaa ud paa Verdenshavet; han fik ikke god Vind, og vogtede sig da især for, at komme for nær Norge; han sejlede Søndenfor Island og havde Sigte af Landet, og derpaa vester ud ind i Grønlands Hav, men fik derpaa et stærkt Uvejr, tumlede længe om paa Havet, og lagde henimod Høsten ind i Bredefjord paa Island. Thorgils Aresøn var den første blandt Høvdingerne, som kom til dem; ham bragde Thoraren Kong Olafs Budskab, Venskabsforsikringer og de Jærtegn, som skulde følge Kong Røriks Modtagelse. Thorgils var vel Fornøjet dermed, og tog strax mod Kong Rørik, der saaledes blev om Vinteren hos Thorgils Aresøn paa Reykehole; men Rørik fandt sig ikke Fornøjet der længer end den Vinter, og bad Thorgils, at han skulde lade ham bringe til Gudmund paa Mødrevalle. Thorgils gjorde saa. Gudmund tog imod ham for Kongens Ordsendings Skyld, og han var da hos ham næste Vinter, men da var han ogsaa kjed af det der, og Gudmund tingede ham ind paa en lille Gaard, som hed Kalvskind, hvor der kun vare faa Tyende; der levede Rørik i tre Aar, og sagde saa, at siden han mistede sin Kongeværdighed, havde han ingensteds været saa vel fornøjet som her, thi her blev han mest æret af alle. Derefter faldt Rørik i en Sygdom, hvoraf han døde; man siger, at han er den eneste Konge, som er begraven paa Island. Thoraren Nefjulfsøn gjorde siden mange Handelsrejser, og opholdt sig undertiden hos Kong Olaf. Den samme Sommer som han rejste til Island med Kong Rørik, sejlede Hjalte Skeggesøn ogsaa derud, efter at have modtaget Vennegaver af Kong Olaf ved Afskeden. Den Sommer drog Eivind Urarhorn i Vesterviking; om Høsten kom han til Irland, og gik i Tjeneste hos Irekongen Konoføger. Om Høsten mødtes Irekongen og Einar Jarl fra Ørkenøerne i Ulfreksfjord, hvor det kom til et stort Slag, i hvilket Irekongen havde langt større Mandskab og vandt Sejer. Einar Jarl undkom kun med eet Skib, og sejlede om Høsten tilbage til Ørkenøerne, og havde da mistet saa godt som alt sit Krigsfolk og alt det Bytte, som de havde faaet om Sommeren; Jarlen var saare misfornøjet over denne sin Færd, og tilskrev det især de Nordmænd, som havde været med Irekongen Konoføger i Slaget, nemlig Eivind Urarhorn og hans følgesvende.


Kapitel 2: Kong Olaf søger base i Island

Kong Olaf sendte den Sommer Thoraren Nefjolfsøn til Island i sine Ærender, og denne styrede med sit Skib ud fra Throndhjem paa samme Tid, som Kong Olaf rejste til Møre; Thoraren sejlede derpaa ud i rum Sø, og fik saa god Bør, at han paa fire Døgn sejlede til Øre paa Island; hvorpaa han strax begav sig til Althinget, og ankom til Lovbjerget; han gik strax til Lovbjerget, og da de foretagne Sager vare tilende, tog han saaledes til Orde: “Jeg forlod Kong Olaf Haraldsøn for fire Dage siden, han lod bringe Hilsen, Guds og sin Hilsen, hid til alle Høvdinger og Forstandere her i Landet, og derhos til hele Almuen, Mænd og Kvinder, unge og gamle, rige og fattige, og han vil være eders Herre, hvis I ville være hans Mænd, og begge Parter hinandens Venner til alt Godt.” De optoge disse hans Ord vel, og sagde, de vilde være Kongens Venner, naar han vilde være deres. Da tog Thoraren atter til Orde: “Med denne sin venlige Hilsen udbeder Kongen sig tillige som Vennegave af Nordlænderne, at de ville give ham det Udskær, som ligger udenfor Øfjord, og som man kalder Grimsø; hvorimod han af sit Land vil forunde eder de Fordele, som I ville begjere af ham; men i særdeleshed anmoder han Gudmund den Mægtige om at tage sig af denne Sag, thi Kongen har spurgt, at Gudmund har den meste Indflydelse paa Nordlandet.” Gudmund svarede: “Stor Priis sætter jeg paa Kongens Venskab, og anseer det for langt gavnligere for mig, end det Udskær, han forlanger; men den har Kongen dog ikke spurgt ret, at jeg skulde have mere at sige over Øen, end andre, thi den er nu gjort til en Alminding; vi ville nu holde Møde og Stævne med hverandre, og med de Mænd, som have mest Gavn af Øen.” Derefter gik de hjem, hver til sine Telte. Siden holdt Nordlænderne Stævnemøde med hverandre, og raadsloge herom; hver sagde sin Mening; Gudmund anbefalede denne Sag meget, og mange andre rettede deres Mening efter hans. Da spurgte man, hvorfor hans Broder Einar ikke sagde noget dertil: “Vi mene, sagde de, “at han har bedst skjøn derpaa.” Da svarede Einar: “Jeg har talt saa lidet i denne Sag, fordi ingen har spurgt mig om mine Tanker; men naar jeg skal sige min Mening, saa overvejer og betænker, Landsmænd, hvad det vil sige, at underkaste sig Skatteydelse til Kong Olaf, og alle saadanne Paalæg, som Folk i Norge have; og denne Ufrihed ville vi ikke blot paadrage os selv, men ogsaa vore Sønner og Sønnesønner, og hele vor følgende Slægt, og alle dem, som dette Land beboe, og aldrig mere vil Landet blive befriet fra denne Trældom.” Da kvad Einar denne Vise:

Nødig som Landingsplads jeg
Grimsø mister, skjønt Kongen
Ivrig det ønsker, men hans
Vrede mig dog bedrøver;
Øen vi vil beholde,
Ej til Fyrsten den afstaae,
Han er en herlig Drot, ved
Kamp fremmes hans Vælde.

“Men omendskjønt nu denne Konge er en god Mand, som jeg gjerne troer han er, thi de tale bedst om ham, som kjende ham nøjest, saa bliver han dog ikke ældre end gammel, og det vil i Fremtiden ikke gaae anderledes til, end hidtil, naar Kongeskifte indfalder, at nogle af dem ere gode, andre slette; hvis nu dette Lands Indbyggere ville beholde den Frihed, de have haft, siden Landet blev bebygget, da vil det være raadeligst, ikke at give nogen noget Fodfæste hos os, hverken ved at tilstaae dem nogen Ejendom her i Island, eller at betale nogen herfra forlangt Skat, der kunde forklares som Tegn paa Underdanighed; men det finder jeg derimod passende, at de Mænd her, som have Lyst dertil, sende Kongen Vennegaver, Falke eller Heste, Telte eller Sejl, eller andre saadanne Ting, som ere værd at sende; men om Grimsø er det at sige, at om ogsaa intet, af Fødevarer at være, faaes derfra, saa lader sig der vel underholde en stor Hær, og noget saadant formoder jeg Kongen har i Sinde; hvis nu det er en fremmed Hær, og man sejler derfra med Langskibe, da tænker jeg mange Smaafolk ville finde det trangt nok for deres Dørre, der hvor de roe ind.” Saasnart Einar havde talt dette og udviklet den hele Sammenhæng, var hele Almuen alle som een enige i, at saadant aldrig skulde tilstaaes. Da saae Thoraren, hvad Udfaldet vilde blive paa dette hans Ærende.

Thoraren Nefjolfsøn gik næste Dag til Lovbjerget, og talte fremdeles Kongens Ærende, og begyndte saaledes: “Kong Olaf sendte med mig Bud her til landet til sine Venner, og nævnte han i Særdeleshed Gudmund Eyjolfsøn, Snorre Gode, Thorkel Eyjolfsøn, Skapte Lovsigemand, Thorsteen Hallsøn; han sendte Bud til eder desangaaende, at I skulle drage over at besøge ham, og være hans kjærkomne Gjæster; “I skulde ikke,” sagde han, “forsømme denne Rejse, hvis I sætte nogen Priis paa hans Venskab.” De svarede saa paa dette hans Ærende, at de takkede Kongen, men angaaende Rejsen vilde de sige Thoraren deres Mening, naar de havde overlagt med deres Venner, hvad herpaa var at svare. Høvdingerne holdt derpaa Raadslagning indbyrdes, og sagde da hver sin Mening om denne Rejse. Snorre Gode og Skapte fraraadte, at udsætte sig for den Fare fra Nordmændenes Side, som kunde ventes, naar de alle paa een Gang droge bort fra Landet til Norge, de som raadte mest for Landet; “af dette Budskab,” sagde de, “maatte de snarere fatte Mistanke om, at der var noget i hvad Einar havde omtalt, at Kongen vilde anvende Tvangsmidler mod Islænderne, hvis det kunde lykkes ham.” Gudmund og Thorkel Eyjolfsøn skyndte meget til, at man skulde rette sig efter Kongens Budskab, og sagde, det vilde blive en meget hæderlig Rejse; men da de drøftede Sagen endnu nøjere, bleve de enige om, at de ikke selv skulde rejse, men hver af dem skulde vælge en Mand i sit Sted, den som tyktes dem bedst skikket dertil; efter saa forrettet Sag skiltes de ad paa Thinget, og denne Sommer blev der ikke noget af nogen Udenlandsrejse. Men Thoraren drog baade frem og tilbage den Sommer, og kom om Høsten til Kong Olaf, og fortalte ham Udfaldet af sit Ærende, samt at Høvdingerne vilde komme fra Island, i Følge Hans Budskab, eller sende andre Mænd i deres Sted.