Fortællingen om den forsømmelige islænding
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Fortællingen om den forsømmelige islænding
Íslendings þáttr óráðga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
1. Islændingen, der fortav skattefundet
Det fortælles, at der engang kom en mand fra Island, der — som det siges — var fattig og stammede fra nordlandet. Han holdt om natten vagt ved deres skib, og da folkene var faldet i søvn, så han det gå for sig oppe i Gauldalen ved Gaulosen, at to mænd i hemmelighed gik dertil med graveredskaber og gravede i jorden dér. Og det forekom ham, at de måtte lede efter en skat. Han gik derpå fra skibet og kom uset til dem og så, at de havde fået en kiste op, og han mente at vide, at den måtte være fuld af guld og sølv. Han sagde til ham, som han mente var lederen — han hed Torfinn, at de skulle betale ham noget, og så ville han holde tæt med fundet, »— og jeg kræver tre mark vejet,« sagde han, »— og hvis jeg sidenhen igen kommer til at mangle penge, så skal I give mig det samme igen, for det er så store værdier, I har fundet, at det kan blive mange mænds lykke.« Torfinn gik ind på disse vilkår og gav ham så meget, som han forlangte. Da så islændingen, at der var runetegn på kisten, og de sagde, at jarl Håkon havde ejet denne skat og selv skjult den, og nu mente islændingen, at jarlens arvinger måtte eje disse værdier. Øverst i kisten lå en tyk guldring og et halssmykke af guld.
Således skiltes han og Torfinn. Islændingen gik til skibet med sin fangst og sagde intet om dette, men Torfinn blev på kort tid så velhavende, at han knapt anede, hvor meget han ejede, og han blev derefter kaldt Torfinn Købmand eller Torfinn den Rige. Straks derefter havde han næsten del i hver eneste handelsrejse, og han udstyrede sig selv ypperligt med våben og klæder, men nu blev der megen snak om hans formue, og folk havde svært ved at forstå, at hans vilkår havde ændret sig så hurtigt.
Islændingen gik det derimod dårligt med pengene, og det hele gik tabt for ham. Han traf Torfinn nogle år senere og bad ham om penge, som de havde aftalt. Torfinn kendte ikke noget til dette og sagde, at islændingen ikke havde noget krav imod ham. Så skiltes de for denne gang.
Derefter opsøgte islændingen Einar Tambarskælver og bad om hjælp og sagde at være uden midler, og Einar tog imod ham. Og nu agtede han at belønne Einar ved at fortælle ham om fundet af skatten og mente, at det ikke var urimeligt, hvis Einar ville mene at have nogen adkomst til den skat, som Håkon Ladejarl — hans svigerfar — havde ejet. Det blev dog ved tanken, og han sagde ikke noget om dette til Einar.
2. Da Kong Harald tog skatten fra Torfinn
Så gik vinteren helt til det blev sommer, og han glemte at fortælle det. Da mændene agtede at tage deres vej om foråret, spurgte Einar islændingen, hvad han agtede at tage sig til, og denne sagde, at han mest havde lyst til at drage ud til Island. »Det er også bedst for dig,« sagde Einar, »— og her er nogle småpenge, som jeg vil give dig, så du kan købe nogle nødvendigheder. Jeg skal lade det føre til skibet. Der er også en kiste med nogle varer, den skal jeg også nok give dig.« Så skiltes de. Islændingen tog væk og sagde ikke noget om fundet af skatten, men tog til byen og traf kong Harald.
En dag, da folk gik fra kirke, sagde kongen: »Hvem er den mand, der går hen ad gaden iført stadstøj?« Han fik at vide, at det var Torfinn Købmand. Kongen sagde: »Det er underligt, at sådanne mænd får samlet så mange værdier på så kort tid og bliver så velhavende. Jeg husker, at han for kort tid siden nærmest var fattig. Det skulle være mærkeligt, om der ikke stikker noget under. Kald ham til mig — jeg vil træffe ham!« Og dette blev gjort. Da han kom for kong Harald, sagde kongen: »Hvorfra har du alle de store værdier, som du har skrabet sammen på så kort tid?« Han var længe om at svare, men fandt dog på et og andet påskud. »Nej,« sagde kongen, »— det nytter ikke noget, det du siger. Nu er der to muligheder: Sig sandheden velvilligt — eller også kommer du til at fortælle den nødtvunget og under en form for pinsel.« Da fortalte han sandheden velvilligt. Og da kongen vidste sandheden om, hvorfra hans gevinst var kommet, lod kongen alle værdierne fremskaffe, og han tilegnede sig dem lige så vel som alt fra handelsrejserne og sagde, at Torfinn trods alt slap billigere end fortjent, når han ikke blev dræbt, selv om han var blevet taget med kongens værdier. Kongen gav ham derpå nogle penge, og han forlod landet.
3. Om islændingen og mellemværendet mellem Einar og kongen
Så kom islændingen i tanker om, at han nok havde fortiet skattefundet rigeligt længe, så han opsøgte Einar og fortalte ham da alt, hvad der var foregået. Einar sagde: »Din sag — og alle vi andres — kunne have stået bedre, såfremt vi havde fået fat i skatten før kong Harald, men nu er det aldeles umuligt af nappes med ham om skatten. Vi havde haft alle muligheder imod Torfinn, og da ville hans vilkår endda være bedre end nu. Du kan ikke være nogen lykkefugl, så lovende som din sag ellers var tilrettelagt fra begyndelsen. Her skal du alligevel få noget sølv af mig, men vend du hurtigst muligt tilbage til Island og kom ikke til Norge, så længe kong Harald sidder ved magten.« Så skiltes de for anden gang.
Kort tid efter drog Einar til byen med et stort følge af både sine slægtninge og venner, og da han kom til byen, gik han derhen, hvor kong Harald var i kirke. Da kongen gik fra kirke, vendte Einar sig imod ham og hilste på ham. Kongen modtog hans hilsen. Derpå spurgte Einar, om han havde bemægtiget sig den skat, som Torfinn den Rige havde i sin vartægt. Kongen sagde, at sådan forholdt det sig, og at det var landets lov, at kongen ejede de værdier, der blev fundet i jorden. Einer sagde, at det var ret for så vidt angik de værdier, som ingen vedkendte sig, »— men her har jeg umiskendelige tegn på — både med runer og ligeledes ved de enkelte værdigenstande — at jarl Håkon — min svigerfar — har ejet denne skat. Nu mener jeg — og Bergljot, min kone og Håkons datter — at eje dette arvegods som alt andet efter Håkon. Og hvis I ikke vil slippe skatten,« sagde han, »— så skal vi ikke afholde os fra at drive på, selv om I står i vejen — hvis det er det, I foretrækker.« Kong Harald sagde: »Du er magtfuld — Einar! — hvis du er mere konge over landet, end jeg er — og det er dog mig, der kaldes sådan.« »Nej,« sagde han, »— du er konge over dit land, men jeg vil ikke tåle ulovligheder af nogen.«
Da trådte godsindede folk imellem dem, så det ikke udviklede sig til det værre, og de skiltes for denne gang. Der faldt da ro over sagen en tid, og deres gemytter kølede noget ned, som tiden gik, og sagen stilnede af efter tilskyndelse fra de folk, der var begges venner — Einars og kongens — og som ønskede at stå på god fod med dem begge.
.jpg){kind=link}