Fragment af en Angelsaxisk Homili

Velg språk	Angelsaxisk	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Carl Richard Unger (1817-1897)

Fragment af en allitereret Angelsaxisk Homili
hvori nævnes nogle af Nordens
hedenske Guddomme

Meddeelt efter en Codex i Britisk Museum med en ordret Dansk Oversættelse

Ved Carl Richard Unger

Annaler for nordisk oldkyndighed
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1846

DET Haandskrift, hvoraf nærværende Fragment er taget, og som findes i Britisk Museum, Bibl. Cotton. Julius E. VII, er en fortræffelig og vel skreven Pergaments-Codex, neppe yngre end Begyndelsen af tiende eller Slutningen af niende Aarhundrede (omtrent 900). Det udgjör 238 Blade i liden Folio, 32 Linier paa Siden, og indeholder forövrigt Legender og Helgenhistorier, Alt angelsaxisk. Nærværende Homili indtager de sidste 5 Sider i Bogen, idet den begynder överst fol. 236, b. og er defect i Slutningen; den forangaaende Side fol. 236, a nederst findes den i Prædikenen behandlede Text paa Latin med Overskrift De falsis diis saaledes: »O, fratres dilectissimi ! Divina scriptura cultum unius veri dei nos docuit his verbis dicendo: Unus est dominus, una fides, unum baptisma; unus est deus et pater omnium, qui est super omnes et per omnia et in om- nibus nobis, ex quo omnia, per quem omnia, in quo omnio; ipsi gloria in saecula!«

Med Hensyn til den angelsaxiske Text bemærkes, at den er nöiagtigen afskreven efter Codex, paa det nær, at alle Forkortninger ere oplöste, de lange Vokaler efter Grimm overalt adskilte fra de korte ved Circumflex, Diphthongerne fra de brudne Vokaler ved Accenten, og ä, der gaaer over til a (stäf pi. stafas) adskilt fra det lange æ (dæl pl. dælas), hvilke to Lyd i Haandskrifterne udtrykkes ved samme Tegn æ. Desuden ere de almindelige Skilletegn satte isteden for Skindbogens Punkter. Enkelte Rettelser af aabenbare Skrivfeil i Codex ere bemærkede under Texten. Oversættelsen er affattet saa ordret efter Originalen som det var muligt.

Angelsaxisk Eálâ, ge gebröðra ðá leôfestan! þät godcunde gevrit ûs tæhte þone biggeng ânes sôþes godes þysum vordum cveþende: Ân drihten is and geleáfa, and ân fulluht; ân god and fäder ealra Þinga, se þe is ofer ealle þing and þurh ealle þing and on ûs eallum; of þâm synd ealle þincg, and Þurh Þone synd ealle þincg, and on þâm synd ealle þincg; sŷ him vuldor â tô vorulde ! Amen. Se älmihtiga fäder gestrŷnde ænne sunu of him sylfum butan vtfes gemânan, and þurh þone sunu he gevorhte ealle gesceafta, gesevenlîce and ungesevenlîce. Se sunu is eallsvâ eald svâ se fäder, forþan þe se fäder väs æfre bûtan anginne, and se sunu väs æfre bûtan anginne of him âcenned, eall svâ mihtig svâ se fäder. Se hâlga gâst nis nâ âcenned, ac he is þäs fäder and þäs suna villa and lufu, of him bâm gelîce, and þurh þone hâlgan gâst syndon ealle gesceafte gelîffäste, þe se fäder gesceôp þurh his sunu, se þe is his vîsdôm. Þeós hâlige þrŷnnys is ân älmihtig god, æfre unbegunnen and ungeendod. Hî synd þrŷ on naman: fäder and sunu and hâlig gâst , and hî ne synd nâ þrŷ godas, ac hî þrŷ syndon ân älmihtig god untôdæledlîc , forþâm þe him Þrym is ân gecynd and ân ræd and ân veorc on eallum þingum, and selre ûs is soðlîce to gelŷfenne on þâs hâlgan þrŷnnysse and hî geandettan , þonne ûs sŷ tô smeágenne tô svŷðe ymbe þät. Ðeós þrŷnnyss gesceôp þâ scînendan englas and Adam and Euan eft syððan tô mannum, 5   and sealde him anveald ofer eorðlîce gesceafta; and hî mihton vunian symle bûtan deâðe, gif hî Þät ân godes bebod 10   næfre ne tôbræcon. Þâ vunode Adam svâ orsorh on blysse and him nân gesceaft scäððan ne mihte, 15   Þâ hvîle þe he geheóld þât heofonlîce bebod. Him ne derode nân fŷr, þeáh þe he mid fôtum onstôpe, nê nân väter ne mihte 20   þone mannan âdrencan, þeâh þe he on ŷþum urne færlice. Nê nân vildeór ne mihte nê nân vyrmcyn ne dorste 25   derian þâm men mid his mûðes slite. Nê hunger nê þurst nê hefigtîma cŷle nê nân svîðlîc hæto 30   nê seócnys ne mihton Adam gesvincan on þâm earde, þâ hvîle þe he þät lytle bebod mid geleáfan geheóld. 35   Eft Þâ þâ he âgylt häfde and godes bebod tôbräc, þâ forleás he þâ gesælða, and on gesvincum leofode, svâ þät hine biton lŷs 40   bealdlîce and fleán, þone þe ær ne dorste se draca furþon hreppan. He môste þâ varnian við väter and við fŷr, 45   and behealdan värlîce, þät hearde ne feólle, and mid âgenum gesvince him ætes tilian, and þâ gecyndelîcan gôd 50   þe him god ongesceôp, he môste þâ healdan gif he hî habban volde, mid mycelre gŷmene, svâ svâ git dôð þâ gôdan, 55   þe mid gesvince healdað hî sylfe við leahtras. Eác svilce seó sunne and sôðlîce se môna vurdon benæmede 60   heora vynsuman beorhtnysse äfter Aclames gylte, nâ be âgenum gevyrhtum, Be seofonfealdum väs seó sunne þâ beorhtre, 65   ær þâm se man âgylte, and se môna häfde þære sunnan beorhtnysse, svâ svâ heó scŷnð nû ûs. Hî sceolon eft svâþeáh, 70   äfter dômnes däge, heora beorhtnysse, habban be fullan be þâm þe hî gesceapene væron; and se môna ne ealdað 75   äfter þâm däge, ac bið ansund scînende svâ svâ seó sunne dêð nû. Men magon eác geearnian mid mycelre earfofinysse, 80   þät hî vunian mid gode on vynsumnysse æfre äfter dômes däge â bûtan deâðe, þâ þe nû gehŷrsumiað 85   his hæsum mid veorce; and þâ þe god forseôð beóð besencte on helle, on þâm êcum vîtum and endeleásum cvylmingum. 90   Nû ne rædde ve on bôcum, þät man ârærde hæþengild on eallum þâm fyrste ær Noes flôde; ôþ þät þâ entas vorhton 95   þone vundorlîcan stypel äfter Noes flôde, and him svâ fela gereord god þær forgeaf svâ þæra vyrhtena väs. 100   Þâ þâ hî tôfêrdon tô fyrlenum landum, and mancynn þâ veóx. þâ vurdon hî bepæhte þurh þone ealdan deofol, 105   Þe Adam ær besvâc, svâ þât hî vorhton vôlîce him godas, and þone scyppend forsâvon, þe hî gesceôp tô mannum. 110   Hî nâmon þä tô vîsdôme, Þät hî vurðodon him for godas þâ sunnan and þone mônan for heora scînendan beorhtnysse, and him lâc offrodon 115   and forlêton heora scyppend. Sume men eác sædon be þâm scŷnendum steorrum, þät hî godas væron, and vurþodon hî georne, 120   Sume hî gelŷfdon on fŷr for his færlîcum bryne, sume eâc on väter, and vurþodon hî for godas, sume on þâ eorðan 125   forþan þeheó ealle þing âfêt. Ac hî mihton tôcnâvan, gif hî cûþon þät gesceád, þât se is âna god, þe hî ealle gesceôp 130   ûs mannum tô brice for his micclan gôdnysse. Þâs gesceafta dôð svâ svâ him gedihte hyra scyppend, and ne magon nâht dôn 135   bûtan drihtnes villan, forþan þe nân scyppend nis bûtan se ân sôþa god; and ve hine vurðiað mid gevissum geleáfan, 140   cväþende mid mûðe and mid môdes incundnysse, Þät se is âna god Þe ealle þincg gesceôp. Git þâ hæþenan 145   noldon beón gehealdene on svâ feavum godum, ac fêngon to vurðigenne mislîce entas and men him tô godum, 150   þâ þe mihtige væron on voruldlîcum geþincðum, and egefulle on lîfe, þéah þe hî leofodon fûllîce. Ân man väs eardigende 155   on þâm îglande Creta, Saturnus gehâten, svŷðlîc and välhreóv, svâ þät he âbât his suna, þâ þâ hî geborene væron, 160   and unfäderlîce macode heora flæsc him tô mäte. He læfde svâ þeáh ænne tô lîfe, þeâh ðe he âbite 165   his gebrôðra on ær; se väs Jouis gehâten, hetol and þrymlîc. He âflîgde his fäder of þâm foresædan îglande, 170   and volde hine âcvellan, gif he him côme tô. Se Jouis väs svâ gâl, þät he on his svustor gevîfede, seó väs gehâten Juno, 175   svîðe heálîc gyden. Heora gedôhtra væron Minerua and Uenus; þâ forläg se fäder fûllîce bûtâ, 180   and manega his magan mânlice gevemde. Þâs mânfullan men væron þâ mærostan godas, þe þâ hæþenan vurðodon 185   and vorhton him tô godum; ac se sunu väs svâ þeáh svîþor gevurþod þonne se fäder være on heora fûlan biggencge. 190   Þes Jouis is ârvurþost ealra þæra goda, þe þâ hæþenan häfdon on heora gedvylde, and he hâtte Þôr 195   betvux sumum þeódum, þone þâ deniscan leóda lufiað svŷðost. His sunu hâtte Mars, se macode æfre saca, 200   and vrôhte and vâvan he volde æfre styrian. Þisne vurðodon þâ hæþenan for heálîcne god, and svâ oft svâ hî fyrdodon, 205   oððe tô gefeohte voldon, þonne offrodon hî heora lâc on ær þysum gode. Hî gelŷfdon þät he mihte micclum him fultumian 210   on þâm gefeohte, forþan þe he gefeoht lufode. Sum man väs gehâten Mercurius on lîfe, se väs svðîe fâcenful 215   and svicol on dædum, and lufode eác stala and leáshrednysse; Þone macodon þâ hæþenan him tô mæran gode, 220   and ät vega gelætum him lâc offrodon, and tô heágum heorgum him brôhton onsägednysse. Þes god väs ârvurðe 225   betvux eallum hæþenum, and he is Ôþon gehâten ôþrum naman on denisc. Sum vîf hâtte Uenus, seó väs Joues dôhtor, 230   svâ fracod on gâlnysse, Þät hire fäder hî häfde and eác hire brôþor and óþre gehvylce on myltestrena vîsan, 235   ac hî vurðiað þâ hæþenan for hâlige gydenan, svâ svâ heora godes dôhtor. Manega ôþre godas væron mislîce âfundene, 240   and eác svylce gydenan on svŷðlîcum vurðmynte geond ealne middaneard mancynne tô forvyrde, ac þâs synd þâ fyrmestan, 245   þeáh þe hî fûllîce leofodon. Se syrvigenda deófol, þe svîcað embe mancynn, gebrôhte þâ hæþenan on þät heálîce gedvyld, 250   þät hî svâ fûle menn him fundon tô godum, þe ðâ leahtras lufodon, þe lîciað þâm deófle, þät eác heora biggengan 255   heora bysmor lufodon, and älfremede vurdon fram þâm älmihtigan gode, se þe leahtras onscunað and lufað þâ clænnysse. 260   Hî gesetton eác þâ þære sunnan and þâm mônan and þâm ôþrum godum âlcum his däg; ærest þære sunnan 265   þone sunnandäg, and siððan þâm mônan þone mônandäg, and þone þriddan däg hî þeóvdon Marte, 270   heora feohtegode, him, tô fultume; þone feorðan däg hî sealdon him tô frôfre þâm foresædan Mercurię, 275   heora mæran gode; þone fîftan däg hî freolsodon mærlîce Joue tô vurðmynte, þâm mærostan gode; 280   þone sixtan däg hî gesetton þære scamleásan gydenan, Uenus gehâten, and Frycg on denisc; þone seofoðan daghî sealdon 285   Saturne þâm ealdan, þæra goda fäder, him sylfum tô frôfre, endenexð svâ þeáh, þeáh þe he yldest være. 290   Hî voldon git vurþian ârvurðlicor þâ godas, and forgeáfon him steorran, svilce hî âhton heora geveald, þâ seofon tunglan: 295   sunnan and mônan and þâ ôþre fîf; þâ farað æfre ongean þone rodor to eástdæle verd, 300   ac hî gebîgð se heofon underbäc æfre. Ac steorran svâþeáh scinon on heofonum on frymðe middaneardes, 305   ær þâ mânfullan godas vurdon âcennecle oþþe gecorene tô godum. Hî vorhton eác anlîcnyssa þâm ârvurðum godum, 310   sume of smætum

Dansk O, I elskeligste Brödre! den guddommelige Skrift har lært os at dyrke een sand Gud, sigende med disse Ord: der er een Herre og Tro og een Daab, een Gud og Fader for alle Ting, der er over alle Ting, gjennem alle Ting og i os alle; af ham ere alle Ting, ved ham bestaaer alting og paa ham beroe alle Ting; ham være Priis altid i Evighed! Amen. Den almægtige Fader avlede en Sön af sig selv uden Kvindes Medvirkning og ved Sönnen frembragte han alle Skabninger, synlige og usynlige. Sönnen er ligesaa gammel som Faderen , thi Faderen var stedse uden Begyndelse, og Sönnen var stedse uden Begyndelse födt af ham, ligesaa mægtig som Faderen. Den hellige Aand er ikke födt, men han er Faderens og Sönnens Villie og Kjærlighed med lige megen Deel i dem begge, og ved den hellige Aand ere alle Skabninger levendegjorte, som Faderen skabte ved sin Sön, der er hans Viisdom. Denne hellige Treenighed er een almægtig Gud evig uden Begyndelse og Ende. Der er tre i Navn : Fader og Sön og hellig Aand, og dog ingenlunde tre Guder, men de tre ere een almægtig uadskillelig Guddom; thi de tre have een Natur, een Villie og eet Arbeide med alle Ting; og bedre er det os sandeligen at troe paa denne hellige Treenighed og bekjende den, end det vilde være for os at gruble for meget herover. Denne Treenighed skabte de skinnende Engle Og Adam og Eva siden til Mennesker, 5   og skjenkede dem Magt over jordiske Skabninger; og de kunde leve stedse uden Död, hvis de det ene Guds Bud 10   aldrig overtraadte. Da boede Adam saa tryg i Salighed, og ham ingen Skabning skade kunde 15   den Stund han holdt det himmelske Bud. Ham skadede ingen Ild, skjönt han traadte paa den med Födder, og heller intet Vand kunde 20   drukne Mennesket, om han end paa Bölgerne löb dristigen. Og intet vildt Dyr kunde og ingen Ormeyngel turde 25   plage Mennesket med sin Munds Slid, Ei heller Sult eller Törst eller besværlig Kulde eller overvættes Hede 30   eller Sygdom kunde Adam pine i det Land al den Stund han det lille Bud holdt med Tro. 35   Da han nu derimod havde syndet og brudt Guds Bud, da tabte han de Herligheder og levede med Möie, saa at ham bede Luus 40   dristigen og Lopper, hvem ei för vovede Slangen engang at röre. Han maatte da vogte sig for Vand og for Ild, 45   og tilsee varligen, at han haardt ei faldt, og med eget Arbeide erhverve sig Föden; og de naturlige Goder, 50   som Gud skabte ham med, han maatte dem passe, hvis han vilde beholde dem, med megen Omhu, saaledes som end de Gode 55   gjöre, der med Möie passe sig for Synder. Saaledes ogsaa sandeligen Solen og Maanen 60   bleve berövede sin yndige Klarhed efter Adams Feiltrin, ingenlunde ved egen Forseelse. Syvfold var Solen da lysere, 65   för Mennesket forbröd sig, og Maanen havde Solens Klarhed, som den skinner nu for os, De skulle dog atter 70   efter Dommens Dag have tilfulde sit Skin, saaledes som de skabtes og Maanen skal ei aftage 75   efter den Dag, men skal skinne i sin Heelhed saa som Solen gjör nu. Menneskerne kunne ogsaa opnaae med stor Vanskelighed, 80   at de komme til at boe hos Gud evig i Salighed efter Dommens Dag stedse uden Död, de som nu fölge 85   hans Bud i Gjerning, og de som Gud foragte skulle styrtes i Helvede i de evige Pinsler og endelöse Martre. 90   Nu læste vi ei i Skriften, at man reiste Afguder i al den Tid för Noas Flod, indtil Kæmperne byggede 95   det underbare Taarn efter Noas Flod, og dem saa mange Sprog Gud da gav, som der var Arbeidere. 100   Da de nu droge til fjerne Lande, og Menneskeslægten tiltog, da bleve de forlokkede af den gamle Djævel, 105   som Adam för besveg, saa at de ryggeslöse gjorde sig Guder, og foragtede Skaberen, der skabte dem til Mennesker. 110   De grebe da til den Viisdom, at de dyrkede som sine Guder Solen og Maanen for deres skinnende Glands, og ofrede dem Gaver, og forlode sin Skaber. 115   Nogle Mennesker sagde ogsaa om de skinnende Stjerner, at de vare Guder, og tilbade dem ivrigen. 120   Nogle troede paa Ilden for dens ödelæggende Brænden, Nogle ogsaa paa Vandet, og dyrkede dem som Guder; Nogle paa Jorden, 125   fordi den ernærer alle Ting. Men de maatte skjönne, hvis de havde nogen Forstand, at han er alene Gud, som skabte dem alle 130   til Nytte for os Mennesker for sin store Godheds Skyld. Disse Skabninger gjöre, som deres Skaber har tilsagt dem, og kunne intet gjöre 135   uden Herrens Villie, fordi der er ingen Skaber uden den eneste sande Gud, og vi skulle tilbede ham med fast Tro, 140   sigende med Munden og med Sjælens Inderste: at han er ene Gud, som Alting skabte. Dog Hedningerne 145   vilde ei nöies med saa faa Guder, men begyndte at dyrke forskjellige Jætter og Mennesker som Guder, 150   hvilke vare mægtige i verdslige Værdigheder og anseede i levende Live, skjönt de levede skjændigen. En Mand boede 155   paa Öen Creta, Saturnus kaldet, ubændig og blodtörstig, saa at han dræbte sine Sönner, naar de vare födte, 160   og ufaderligen gjorde deres Kjöd til sin Spise. Han levnede dog een i Live, skjönt han, havde dræbt 165   hans Brödre tilforn; han blev kaldet Jovis, grum og vældig. Han forjog sin Fader fra den for omtalte Ö, 170   og vilde dræbe ham, dersom han kunde komme over ham. Denne Jovis var saa töileslös at han ægtede sin egen Söster, hun blev kaldet Juno, 175   en saare ophöiet Gudinde. Deres Dötre vare Minerva og Venus; dem besov Faderen skjændigen begge to, 180   og mange af sine Slægtninge skjændede han nedrigen. Disse ryggeslöse Mænd vare de ypperste Guder, som Hedningerne tilbade 185   og gjorde til sine Guder; men Sönnen blev dog mere hædret, end Faderen havde været i deres onde Dyrkelse. 190   Denne Jovis er ærværdigst af alle de Guder, som Hedningerne havde i deres Vildfarelse og han hed Thor 195   hos nogle Folk; ham de danske Folk elske höiest. Hans Sön hed Mars, han yppede altid Tvistigheder, 200   og Strid og Elendighed vilde han altid vække. Denne tilbade Hedningerne som herlig Gud, og saa ofte de togede, 205   eller vilde i Striden, da ofrede de sine Gaver i Forveien til denne Gud. De troede at han kunde storligen hjelpe dem 210   i Kampen, fordi han elskede Kamp. En Mand kaldtes Mercurius i levende Live, han var saare svigagtig 215   og falsk i Gjerninger, og elskede ogsaa Tyveri og Underfundighed. Ham gjorde Hedningerne til en ypperlig Gud, 220   og ved Korsveiene ofrede de ham Gaver, og til höie Bjerge bragte ham Offere. Denne Gud var hædret 225   hos alle Hedninger, og han kaldes Odon med et andet Navn paa dansk. En Kvinde hed Venus, hun var Jovis Datter, 230   saa fræk i sin Lyst at hendes Fader havde hende, og tilmed hendes Broder, og andre hvilkesomhelst paa Skjögers Viis, 235   og hende dyrke Hedningerne som hellig Gudinde, som sin Guds Datter. Mange andre Guder bleve paa forskjellig Maade opfundne, 240   og saaledes ogsaa Gudinder i stor Anseelse over hele Jordkloden til Fordærvelse for Menneskerne, men disse ere de fornemste, 245   skjönt de levede skjændigen. Den besnærende Djævel, som sviger Menneskeslægten, bragte Hedningerne i denne forfærdelige Vildfarelse, 250   at de saa onde Mænd fandt sig til Guder, som elskede de Synder, der behage Djævelen, saa at ogsaa deres Dyrkere 255   elskede deres Vanære, og bleve vild fremmede for den almægtige Gud, som hader Synder og elsker Reenhed. 260   De satte da ogsaa for Solen og Maanen og de andre Guder, for enhver sin Dag; först for Solen 265   Söndagen, og derpaa for Maanen Mandagen, og den tredie Dag underkastede de Mars, 270   sin Krigsgud, til Hjelp for sig. Den fjerde Dag skjenkede de til Tröst for sig den föromtalte Mercurius 275   den herlige Gud. Den femte Dag helligholdt de herligen til Priis for Jovis den ypperste Gud. 280   Den sjette Dag bestemte de for den skamlöse Gudinde Venus kaldet og Frigg paa dansk. Den syvende Dag gave de 285   Saturnus den gamle. Gudernes Fader, sig selv til Gavn, dog allersidst, skjönt han var ældst. 290   De vilde endnu dyrke med mere Ære Guderne, og gave dem Stjerner, som om de havde Magt over dem: de syv Himmellegemer, 295   Solen og Maanen og de andre fem; de bevæge sig altid imod Firmamentet, ad Östen til, 300   men Himlen bringer dem ved sin Omdreining stedse tilbage. Men Stjernerne skinnede dog paa Himlen ved Verdens Begyndelse, 305   för de ryggeslöse Guder blev födte eller kaarne til Guder. De gjorde ogsaa Billeder af de ærværdige Guder, 310   nogle af puurt . . .

---