Frejr og Gerde (Nordisk Mytologi efter Kilderne)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891
Frejr, Njørds Sön, havde en Gang sat sig paa Hlidskjalf og overskuede hele Verden. Han saa hen til Jøtunhejm, og hans Blik faldt paa en fager Mø, der gik fra sin Faders Hus til sit Jomfrubur. Derover blev han syg i Sindet. Njørd bad hans Tjener Skirner, at faa ham til at tale; og Skade, Njørds Hustru, sagde: »Staa op, Skirner, gaa hen og bed vor Sön tale: sporg, paa hvem vor kloge Sön er vred!« Skirner svarede: »Ondt Svar venter jeg af eders Sön, hvis jeg begynder at tale med ham og spörge, paa hvem han er vred.« Han gik dog til ham og sagde: »Sig, Frejr, Gudehøvding, hvad jeg ønsker at vide: hvorfor du, min Herre, sidder hele Dagen alene i de store Sale!« Frejr svarede: »Hvorledes skal jeg kunne sige dig, Ungersvend, min store Sjæleve! Solen skinner, men ej til min Glæde.« Skirner genmælede: »Jeg tror ikke, at din Sorg er saa stor, at du ikke kan sige mig den; fra Ungdommen af vare vi sammen, og godt kunne vi tro hinanden.« Frejr fortalte saa: »I Gymers Gaarde saa jeg den Mø gaa, som er mit Hjerte kær; hendes Arme straalede, saa Hav og Himmel lyste deraf. Jeg elsker Møen höjere, end nogen Undersvend kan elske, men ingen af Aser og Alfer under os at være sammen.« Skirner tog til Orde: »Giv mig da en Ganger, som kan bære mig over den flagrende Lue, og det Sværd, som svinger sig selv mod Jætternes Slægt!« Frejr svarede: »Jeg giver dig en rask Ganger, som skal bære dig over den flagrende Lue, og det Sværd, som svinger sig selv, naar den, som fører det, er kæk.« - Skirner talede til Hesten: »Det er mørkt ude, det er paa Tide for os at drage over de taagefulde Bjærge; vi ville enten fuldbringe vort Hverv, eller den vældige Jætte tager os til Fange!« Han red saa til Jøtunhejm til Gymers Gaarde. Der var rasende Hunde lænkede ved Trægærdet, som omgav Gerdes Sal. Skirner red hen til en Höj, hvorpaa der sad en Kvæghyrde, og spurgte ham: »Sig mig, du Hyrde, som sidder paa Höj en og bevogter alle Veje, hvorledes jeg kan komme til at tale med den unge Mø Gerde for Gymers Hunde!« Hyrden raabte: »Er du viet til Døden eller alt død! Det vil altid blive dig forment at tale med Gymers gode Mø.« Skirner mælede: »Andet er bedre end at klage for den, som er villig til at fare! Til en urokkelig Dag er min Alder og mit Liv bestemt.« -Gerde hørte Skirner komme og udbrød: »Hvilken uhyre Larm lyder her i vore Haller, Jorden ryster, og alle Gymers Gaarde skælve!« Hendes Trælkvinde svarede: »En Mand er her udenfor stegen af Hestens Ryg og lader Dyret græsse.« Da sagde Gerde: »Bed ham træde ind i vor Sal og drikke den herlige Mjød; skönt jeg frygter, at min Broders Bane er der ude.« Hun tiltalede den indtrædende Skirner: »Hvem er du af Aser eller vise Vaner eller Alfer, og hvorfor kommer du til vore Sale?« Skirner svarede: »Ikke er jeg en As eller en viis Van eller en Alf. - Her har jeg elleve luerøde Æbler, som jeg vil give dig, Gerde! naar du vil skænke Frejr din Elskov.« Gerde svarede: »Æblerne modtager jeg aldrig, for at vorde nogen Mand til Vilje; og aldrig ville Frejr og jeg komme til at leve sammen.« Skirner vedblev: »Jeg giver dig en Ring, som blev brændt med Odins unge Sön, Balder; otte lige saa tunge dryppe af den hver niende Nat.« Gerde gensvarede: »Ikke modtager jeg Ringen, som blev brændt med Odins unge Sön; mig fattes ikke Guld i min Faders Gaard.« Da truede Skirner: »Ser du dette skarpe Sværd, Mø? Hovedet hugger jeg af din Hals dermed, hvis du ikke giver dit Minde til min Begæring!« Gerde mælede: »Aldrig vil jeg taale Tvang for at elske nogen Mand; om jeg end tror, at hvis du og Gymer mødes, I da ville lystes at kæmpe.« Skirner genmælede: »Ser du dette skarpe Sværd, som jeg holder i Haanden: for dets Æg vil din Fader, den gamle Jætte, segne!« Og han vedblev: »Med en Tvangs Vaand slaar jeg dig; tæmme dig, Mø, vil jeg efter min Lyst! Du skal komme hen, hvor Menneskenes Sönner aldrig ville se dig. Paa Ørnetue skal du sidde, vendt mod Hel; Mad skal være dig ledere, end den glinsende Midgaardsorm er for Menneskene. Til Undersyn vorde du, naar du kommer ud; alt skal stirre paa dig; du vil blive mere bekendt end Hejmdal, Gudernes Vogter. Fra dit Hjems Dör du gabe; Ensomhed og Afsky, Tvang og Utaalmodighed, Sorger og Taarer vokse for dig. Jeg forkynder dig en tung Bølgegang af Smerter. Skodder indestænge dig den hele Dag i Jættens Gaard. Til Rimthursens Hal skal du slæbe dig med Besvær hver Dag, glædeløs, berøvet alt godt; Graad skal du have for Gammen. Med en trehovedet Thurs skal du hendøse Livet eller være uden Mand; hentæres skal du, som den henvisnende Tidsel. Jeg gik ind i den unge Skov, for at finde en Tryllevaand, og jeg fandt den. Vred er dig Odin, Frejr skal afsky dig; fly, onde Mø, for Gudernes hellige Vrede rammer dig. Hører, Jætter og Rimthurser, hører selv, Aser, hvorledes jeg forbyder Møen Omgang med Mænd! Runer rister jeg dig: Ustyrlighed, Vanvid, Utaalmodighed.« Da udbrød Gerde: »Hil være dig da, Svend, tag mod Rimkalken, fuld af den gamle Mjød, skönt jeg aldrig havde troet, at jeg skulde skænke nogen af Vanernes Æt min Yndest.« Skirner genmælede: »Min Rejses Udfald vil jeg nöje vide, förend jeg rider hjem. Naar vil du give dig hen i Elskov til Njørds mandige Sön?« Gerde svarede: »Efter ni Nætters Forløb vil jeg skænke Njørds Sön min Kærlighed i den stille Lund Barre, som vi bægge kende.« - Nu red Skirner hjem. Frejr stod ude, hilsede ham og sagde: »Sig mig, Skirner, för du tager Sadel af Hest eller gaar et Skridt frem, hvad, du udrettede i Jøtunhejm!« Skirner svarede: »Efter ni Nætters Forløb vil Gerde skænke dig Kærlighedens Glæde i den stille Lund Barre, som vi bægge kende.« Da udbrød Frejr: »Lang er een Nat, længere to, hvorledes skal jeg udholde at vente i tre! Tit tyktes mig en Maaned kortere end en saadan halv Længselens Nat!«
Anmærkning.
Ovenstaaende er fortalt efter et Digt i den ældre Edda.
Den yngre Edda betragter Frejrs Kærlighed til Jættepigen som en Straf for »det store Overmod«, at han havde sat sig i Odins hellige Sæde, Hlidskjalf.
