Gammelnordisk jul
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Jul, Bd. I
Af
Henning Frederik Feilberg
1904
»DA SKULDE MAN BLOTE IMOD VINTEREN TIL ET GODT ÅR,
OM MIDVINTER TIL GOD AFGRØDE OG TREDIE GANG OM
SOMMEREN. DET VAR SEJRSBLOT.« (Yngl. saga k. 8.)
Norden med sin is og tåge ligger langt fra de sollyse og solvarme Middelhavslande. Langt er vi nu fjærnede fra den »evige stad«, i oldtiden var afstanden længere end mellem os og Kina i vore dage. Dunkle rygter nåede frem gennem æventyrlige sømænds vidunderrejser om egne med endeløse skove, sumpe hyllede i tætte tåger, om et fjærnt land, Thule, som blev skimtet gennem dis og uvejr af romerske søfolk, der omsejlede Britannien. Havet nordpå var ikke skinnende blankt som Middelhavet med bølger, der rejste sig under svale vindes susen, men det var »tvært«, »stift«, »geléagtigt«, vanskeligt at befare; selv stormen kunde ikke sætte det i bevægelse, som det skete med andre have, vel sagtens »fordi havet var så stort og dybt og derfor vanskeligere at få magt med.« Og hvem kunde for alvor tænke på at rejse bort fra Italien til et land som Germanien, hvor egnen var uden ynde, himmelen barsk, alt mørkt at se til? Kun, naar man har hjemme slige steder, drages man derhen. Et folk bor højt mod nord, Svionerne, ved det hartad ubevægelige hav, der omgiver og afslutter hele jordens kreds. At verdens ende må være der i nærheden, kan man slutte af, at den nedgående sol med sine sidste stråler skjuler stjærnerne, til den atter står op. Folketroen påstår endogså, at man hører dens susen, at man kan se solhestene og dens hoved med stråleglansen.
Således skildrer en romersk forfatter, Tacitus, i kejsertiden disse fjærne lande. I det 6te århundrede taler den græske historieskriver Prokopius om et land højt mod nord, hvor folket var 35 døgn uden sollys. Henimod den tid, da solen atter kunde ventes, blev mænd sendte op på bjærgtoppe for at holde udkik, om dagen ikke snart kom igen. Så snart de så den, ilede de ned i dalene med bud, at om fem dage vilde solen kunne sés i dalene. Alle glædede sig, og årets største fest fejredes blandt Thuliterne.
Dette vil omtrent svare til Lofoten og Vesterålen i Nordland, og det er let at forstå, at mennesker, der sidder i trange fjælddales mørke skygger, jubler og holder fest, når solen atter ses og bringer forårs- og sommerbud. Men der er langt derfra til Sydnorge, Mellemsverige, Danmark, hvor historien begynder.
Imellem Kristi fødselstid og omtr. år 1000 har der så vel boet i de skandinaviske lande en jordbrugende befolkning, der havde som husdyr oksen, hesten og desuden får, geder, svin og høns. Folket har vel også haft et mærke på årstider og en forestilling om årets længde, men hvorledes tiden er blevet beregnet, inden sydlandsk kultur trængte ind, kan der næppe oplyses noget som helst om. At der i Norden levede et krigerisk og stærkt folk fik naboerne tidlig at vide. Brugen af jærnet menes kendt i Danmark fra det 5te årh. før Kristus. Om ved 790 eft. Kr. fik Irerne de første nordiske vikingers tunge sværd at prøve. Et halvhundrede år senere (852) blev Dublin grundlagt af Nordboere. Northumberland, som blev kristnet omtr. 650, blev to hundrede år senere angrebet af nordiske sørøvere. Ansgar kom med sine romersk oplærte munke 826 til Danmark, 830 til Sverige, så der har inden år 1000 e. Kr. været berøringspunkter nok mellem nordiske Folk og de sydlige landes kultur, også før Olaf Tryggvesens og Knud den Stores dage. Rimeligt er det så, at det barbariske folk har modtaget mange påvirkninger af kulturfolkene, blandt andre lært en sikkrere beregning af året ved den julianske kalender. Når da Snorre har skrevet gamle frasagn om høvdinger, der har haft riger i Nordlandene, efter kyndige mænds beretninger, efter slægteregistre fra konger og storættede mænd, og nedskrevet andet efter gamle kvæder og sagadigte, så ligger der dog vel mindst 300 år, ni slægtled, mellem ham og kampene om enevælden i Norge, og det turde være rimeligt, når han skildrer blotgilder og andet, at senere tiders tanker har påvirket traditionerne, også hans beretning om de tre store offerhøjtider, »høstblotet«, fejret i efteråret for at hilse på vinteren, »midvinterblotet« til god afgrøde, og endelig »sejrsblotet« ved sommerens begyndelse, når vikingerne drog på hærtog.
Midvinterblotet er jo nu det, som her interesserer os. Når holdtes det? En nat, som kaldtes höggunótt, höggunótt, et ord, det er vanskeligt sikkert at tyde. Den nat fandt man ved fra den første sommerdag, d. 14de April, Tiburtius, at regne 13 Uger tilbage, man kom da til en dag i ugen mellem den 9de — 15de Januar, det var midvinter, og talte man andre 13 Uger fremad, nåedes midsommer, ugen mellem d. 13de — 20de Juli. Andre 13 uger længere frem, den første vinternat i ugen mellem 11te — 18de Oktober, sædvanlig nævnes Calixtus, d. 14de Oktbr. Det er jo klart, at hele beregningen således er afhængig af udgangspunktet. Hvorfor tog man så ugen mellem 9de — 15de April som sommerens begyndelse? Af jævndøgn kan den jo umulig være afhængig.
Såvidt man kan se, er dagen valgt med hensyn til den romerske påskeberegning. Med påske begyndte i middelalderen sommeren, og påsken kunde falde på en af de fem forårssøndage efter d. 21de Marts. For at have en fast og red tid at begynde med, valgtes den midterste af disse fem søndage, d. 3die, således at den 1ste sommerdag på Island blev torsdagen efter denne søndag.
Er dette nu rigtigt, er det jo klart, at bestemmelsen af hedenske fester, dersom i det hele taget Snorres og sagaernes mærkedage er pålidelige, af hænger af den kristne kalender. Med andre ord, det kan ikke oplyses, hvorledes offertiderne har været bestemte i den førkristelige tid, om de har stået i forhold til solhvervet eller ikke. Den usikre form af höggunótt synes også bestemt at tyde på, at traditionen er bleven forvirret.
Det er jo tænkeligt, at hvert af de skandinaviske lande har ved midvinterstide haft sin store årlige offerfest, Danmark i Januar, Uppsalafesten om ved kyndelmisse i Sverige, og midvinterblotet i Norge.
Dette lader jeg nu stå hen for at prøve på at udrede, hvad der af sagaerne kan oplyses om festerne, der vel især for julegildets vedkommende enten var sammenskudsgilder, så at når blotet skulde finde sted, var det gammel sædvane, at alle bønderne skulde komme did, hvor hovet var og bringe derhen med sig de sager de behøvede, sålænge blotgildet stod. Enhver skulde også have sit eget øl med sig. Eller også kunde alle omkostninger udredes af en eller anden stormand. Således gjorde i Hakon den Godes tid Sigurd Jarl, der var en såre gavmild mand, som udførte et navnkundigt værk: han holdt et stort blotgilde på Lade og bestred ene al bekostningen.
Fremdeles er festen bleven fejret i hovet, hvis ene del, hvor gildet stod, udgjorde et rum som høvdingens eller bondens stue.
Om vinteren, når mændene sad hjemme fra deres vikingetog og havde bragt sår og gods i mængde hjem med sig og havde nok at fortælle om fra kampmøder og fremmede lande, da alt markarbejde hvilede, ingen thingrejser krævedes, så havde man lejlighed til at mødes ved det festlige lag. Gildernes tid var inde, man gjorde sig rede til offerfesterne, hvor folket og guderne mødtes, folket bød sine guder til gæst. Ved store afgørelser er der ofret mennesker, sædvanlig heste, kvæg, svin og får, som blev slagtede foran gudebillederne, blodet blev samlet i kedler og stænket med koste over folket på den ene side, mens på den anden gudebillederne, altre og vægge også bestrøges. I billedet er guden selv jo hemmelighedsfuldt tilstede, blodet knytter båndet fastere mellem folket og dets gud, folket tør vente fra de mægtige, der råder, god årsgrøde, sejr i hvert kampstævne med fjender.
Når så guderne havde fået deres ret, mødtes folket i hovets gildesskåle, ildhus eller stue. Der kunde jo være flere hundrede samlede, når konger eller høvdinger bød til gæst.
»Stuen« i bondens gård var aflang, bygget i rektangel, i hver gavlvæg en dør. Langs midten ad gulvet i en fordybning var ildene, ofte mange, tændte. Arnestedet var omgivet af tynde, flade, kantstillede sten. Det nåede ikke helt hen til gavlvæggene, for enderne var der fri plads til at færdes. Den mægtige røg trak hen under taget ud af røghullerne foroven. Gulvet var i den ældre tid af faststampet ler, der strøedes for varmens skyld med halm eller kærsiv, hvad skaffes kunde, som almindeligt i middelalderen.
Langs væggene stod der langbænke, på midten højsædet, hvis hædersplads var på den nordre side. Dær havde de fornemmere personer af familien deres plads såvel som ansete fremmede gæster. Husbonden sad naturligvis på hæderspladsen. Lige over for ham ved den anden langvæg enten den, der gik husbonden næst i anseelse, eller den fornemste gæst, men på begge sider kunde der sidde flere end en. På hver side af gulvet var der to stolper, »højsædesøjlerne«, der gik helt op til taget, og de udmærkede sig ved at være langt sværere end de andre og prægtig udskårne, tit prydede med billedet af Thor. De holdtes højt i ære og ansås som en slags husguder. Så kunde jo guden i sit billede selv være tilstede og tage del i mændenes glæde og det festlige lag.
På vægge og loft var panél, pyntet med udskårne eller malede billeder af berømte oldtidshelte, af oldsagn eller myther. Tilmed var væggene hængte med tapeter, sommetider af dyrehuder, til andre af gråt eller farvet vadmel. Også omtales prægtig udsyede silketapeter; havde man ikke selv nok, lånte man sig frem hos sin nabo. Bag hver mands plads kunde atter hans våben og skjold være hængte.
Bordene synes at have været små og smalle, i ældre tider har man ikke brugt fade eller tallerkener, men lagt maden på bordet, så kunde hver tage for sig med hænderne. Ved en af stuens yderste ender stod på selve jordgulvet tæt ved indgangen, udenfor ildene, et skænkebord, hvorpå et stort kar. I dette blev drikken båret ind og blev deraf øst op i drikkebægerne eller hornene, dels af de drikkende selv, som jo så måtte rejse sig fra deres sæde og gå derhen, dels, ved gilder, af opvartere, hvis plads kvinderne ved særlig højtidelige lejligheder indtog.
Var der så mange gæster tilstede, at de ej kunde rummes på de faste langbænke oppe på bræddegulvet langs husets sidevægge, blev der stillet løse bænke ned på lergulvet. De, som sad på dem, havde da ryggen til ildene, og gæsterne kom således til at sidde i fire rader gennem hele stuens længde.
Endelig nævner jeg det ophøjede bræddegulv, tværpallen, i den ene gavlvæg, hvor kvinder, almindeligvis såvelsom ved festlige lejligheder, havde deres sæde.
Denne skildring vil i de store træk passe på gildessalen i hovet, der var delt i to rum, et langhus til selskabsbrug ved offerfesterne og så en tilbygning omtrent som koret i de kristne kirker. Denne var den egentlige helligdom, rundbygget og måske hvælvet, og dær stod i en halvkreds gudebillederne. De som tiest nævnes, er Thor, Freyr, Njord. Midt i halvkredsen af guderne var et alter bygget, på det lå »edsringen«. Ligeledes havde kedlen med offerdyrenes blod dær sin plads såvel som stænkekosten. Når så offertjenesten var til ende, blev kødet af de slagtede dyr kogt til spise for folket. Ild skulde der være midt på gulvet i hovet og kedler derover, og man skulde bære de fyldte bægere over ilden. Den som gjorde gildet og var »hov-gode« skulde signe bægeret og al blotmaden. Først drak man Odins bæger til sejr og magt for kongen, så Njords og Freyrs bægre til »år og fred« . Derefter plejede mange at drikke bragebægeret. Man drak også skål for dem af sine frænder, som havde været gæve, og dette kaldtes deres »Minne«.
Det er jo let at forstå, at når gudehovenes gildestuer skulde samle hundreder af mennesker ved drikkelaget, som fulgte offeret, måtte de være store og rummelige. Der fortælles da også, at Islænderen Thorgrim rejste på Kjalarnæs i Sydisland et hov 100 fod langt, 60 fod bredt.
Et par træk vil det være nødvendigt endnu at fremdrage. Under gildet, måske især ved bragebægeret, var det skik, at mændene aflagde løfte om at udrette en eller anden stordåd i løbet af året, og for bedre at kunne sés og høres trådte hver frem på en ophøjet plads. Et par gange omtales, at manden lagde sin hånd på en stor orne, der blev ført ind i hallen, idet løftet blev gjort.
Endelig nævnes det, at venner og slægtninge kunde give hverandre gaver ved julegildet, og at der holdtes festlege.
Det ligger jo nær at spørge: er der noget særligt, der samler folket ved julegildet? Det har vel som andensteds blandt hedningefolk været krævet som en borgerpligt, at alle vedkommende skulde møde til offer såvel som til gilde, men hvorom, om hvilken gud samlede man sig? Var det den stigende sol med dens sejr over mørket? Det forekommer mig lidet troligt, når der ikke lægges tanker ind i sagaernes korte og ufuldstændige redegørelse, som dær ikke findes spor til. Navnet »Jul« giver ingen oplysning. Det synes at stamme fra et ord, der betyder at holde sig lystig, må vel altså blot betyde en lystig gildestid. Mere oplysning giver udtrykkene om ofringen ved midvintertide : »til grøde«, »til årsvækst og fred«, » til fred og god vinter« bragte man offer, hvad der var naturligt for et korndyrkende og kvægavlende folk, der håbede på vinterføde ad åre, mens det i festligt lag fortærede en del af den svundne sommers frugt. Iblandt guderne synes så Freyr den, man nærmest måtte slutte sig om. Han kaldtes ganske vist særlig Svearnes gud, men han havde jo sine trofaste venner i alle de nordiske lande, og det er ham, »der råder for regn og solens skin og derhos for jordens grøde, og ham er det godt at anråbe om et frugtbart år og fred. Han råder også for mænds lykke med gods.« Andre steder siges om ham, at han gør godt år, giver mennesker fred og kærlighedsglæde og er ægteskabets gud. Så er det vel rimeligt, at han i folkets tanker fik første plads, når der ofredes for grøde og årsvækst.
Et sådant offergilde må med al sin barbariske pragt have frembudt et ejendommeligt billede. De mange, våbenklædte mennesker, barske og bredskuldrede skikkelser, mærkede af storm og uvejr og mange kampes sår, samles i det store rum, med de luende ilde langs gulvet. Over ildene hang kedler med offerdyrenes kød, der omdeles til dem, der sidder ved bordene, mens røgen vælter sig mørk og tung henunder loftet og søger sig udgang gennem lyshullerne i taget, men af og til slår ned, når et stærkt vindstød kommer.
Kong Sigurd lod gøre et gæstebud rede med al pragt og overflod, det bedste, der var at få i landet, både af drik og spise og indbød talrige gæster. Dronning Asta befalede, at den store sal skulde sættes istand med kostelige prydelser, og lod anbringe et hæderligt højsæde som det sig burde, i hvilket Olaf skulde sidde om julen. Første juleaften førte Asta Olaf til højsædet samt alle hans folk og anviste ham et anseligt højsæde, som det sig burde. Da han nu havde taget plads med sine ledsagere, kom kong Sigurd i hallen med hele sit følge og iført al sin kongelige prydelse. Han gik henimod kong Olaf og hilste ham kærlig, bød ham og alle hans mænd tage til takke, bad ham forblive hos sig, så længe han vilde, og fremførte dette med mange fagre ord. Derpå tog han sæde ved siden af Olaf, og da begyndte kongerne at tale mangt et forstandigt ord sammen og drikke under megen glæde og gammen. Således led julen fra hånden, og Sigurds anseelse voksede ved dette gilde og den prægtige anretning.
Dette er ét træk. Langs bygningens langvægge står bænkene på en ophøjet pall, strøet med siv eller halm. I krogen ved døren, i halmen, har stavkarle og trælle plads. Horn og bægere fyldes af de store ølkar, de bæres om, går fra hånd til hånd, tømmes og fyldes atter. Der drikkes skåler, »bæres øl over ild«, med den som sad lige over for. Man drak i hedenskabets tid de gamle guders skål, idet man hver gang nævnede navnet, til hvis ære bægeret tømtes, senere St. Martins skål, St. Bents, Hellig Olafs, samt Guds og Kristi skål. Desuden skåler for afdøde, især da ved arveøl, og der står gny og bulder fra den store forsamling. Men pludselig bliver der stilhed, løfter begynder man at aflægge.
Da folk var komne til sæde første juleaften stod Hroar op og sagde: »her træder jeg op på bænkestokken og aflægger det løfte, at jeg, før næste jul kommer, vil bryde vikingen Sotes gravhøj op!« Ved et bryllup, da bordene var opslåede, og folk var komne til sæde, steg brudgommen Herstein frem over bordet, og gik derhen, hvor der lå en sten, satte den ene fod på den og sagde: »det lover jeg, at jeg vil gøre Arngrim landflygtig, førend Althinget i sommer er sluttet, eller også vil jeg sørge for, at sagen bliver afhængig af min bestemmelse.« Derefter trådte han op på sit sæde bag bordet. Endnu nævner jeg Find Svendsen, der en vinter om julen, da folk var komne til drikkebordet, sagde: »vidt omkring gøres der nu løfter i aften, hvor der ikke er bedre at være end hær. Nu gør jeg det løfte, at jeg skal tjene den konge, som er den højeste og i alle henseender fortrinlig fremfor andre.« Folk troede, at han mente Hakon Jarl, men Find vidste at gøre forskel på en konge og en jarl og havde himlens og jordens almægtige Gud i sine tanker. Især er jo løfterne blevne berømte, der aflagdes af kong Svend og Jomsvikingerne ved arveøllet over Strutharald.
Alle lytter til løfterne, og bulder og gny rejser sig fra forsamlingen, når en af mændene påtager sig at udføre en stor og farefuld dåd.
Udenfor er det mørkt og koldt, det er midvinters tid, og sneen hvirvler for stormens kast. En sådan aften har kong Edvins mand tænkt på, da han sagde: »menneskelivet forekommer mig, som når ved vintertide en spurv flyver hastig ind ad den ene dør og straks ud igen ad den anden gennem hallen, hvor du, konge, sidder til højbords med dine høvdinger og stormænd og sidder lunt ved bålet, som blusser på arnen i dens midte, mens det sner og stormer udenfor. Spurven har det godt nok og mærker ikke til uvejret, mens den er inde, men det varer kun et øjeblik, snart er den igen ude i stormen og ude af syne. Således synes jeg det går med menneskelivet: det varer kun kort, men hvad der følger efter, og hvad der gik forud for det, er vi aldeles uvidende om.« Det kunde være sket i Norden som i England og vakt tanker hos en eller anden af mændene, når flammernes urolige lys faldt med deres røde skær ind over de barske, blodige gudebilleder, der dunkelt skimtedes i »afhuset« i hallens ene ende.
Så kan jeg da ikke i Sagalitteraturens meddelelser se noget spor af en solkultus, som hører til julen, ingen forestillinger, der i hedenskabets tid her i Norden knytter sig til solhvervsdagen som en fest for det sejrende lys og menneskers jublende glæde derved. Er efterretningen pålidelig, befalede Hakon den Gode, at julen skulde i Norge fejres på den tid kristne mænd holdt jul. Forhen havde man helligholdt julen høggenat, det var midvintersnat, og blev julen da holdt tre dage. Festtiden er altså rykket 2—3 uger tilbage fra midten af Januar til 25de December. Det synes jo tilmed usikkert, om julen som fest havde et særligt mærke, der virkelig satte skel mellem den og andre gilder. Den var jo ganske vist et offergilde, hvor mulig et offer til Freyr trådte i forgrunden, men drikkelag, mindeskåler, løfter synes at høre med til andre gilder også: bryllupsgilder, arveøl og mulig til flere endnu, så heri kan intet særmærke for julen søges.
Om et andet forhold fremdrages, kunde man måske snarere træffe noget, der sætter sit præg på juletiden, således som den falder under vinterens lange, mørke nætter og korte dage.
Oldtidsfolk og folk, der i vore dage står lidet berørte af tidens kultur, har en hel anden verdensanskuelse end vi, det 20de århundredes børn. Der er flere verdener, hver har sine indbyggere, hvem det vil tjene bedst, om de holder dem på deres eget. Går nogen over grænsen, er han som den fremmede fredløs, hjemløs, således som enhver udlænding i oldtiden og middelalderen igennem. Hvert rige værger sig mod fremmedes indtrængen. Bonden har sit hjem, det stykke af ødemarken, hvor hans økse har fældet træerne, hans kvæg græsser, hans plov skærer furer til kornet, hvor hans arnes ild blusser, og hvor han med en brand derfra har hegnet sit skel. Dær er hans verden, hvor han bor sammen med sin stammes eller sit folks gud, der vil ham vel og skærmer hans eje.
Udenfor bondens jordlod er en anden verden, hvor naturens rædsel bor i et ukendt land mellem fjælde og is i de dybe mørke skove, blandt de endeløse moser med de hvirvlende tåger, ude på det brusende hav; dær har alle slags vætter tilhold, trolde, kæmper, uhyrer. Når disse skikkelser færdes inde i deres hjem, hører man i menneskeverdenen bulderet af deres trin, når bjergskredene glider ud under deres fødder. Man kan træffe at se, hvor de har kløvet de mægtige fjælde, mørke, snævre svælg frembringes ved et slag af deres stav. Store stene har de kastet til måls med. Deres henslængte pile eller spyd er mægtige klippeblokke. Hær og dær er en af troldene blevet overrasket af solen, de elsker natten, og man sér til sene slægter hans mægtige skikkelse bevaret blandt de vilde klippeformer. Det er farligt for mennesker at færdes i dette rige; hver modig mand, som vovede sig derind, har bestået æventyr i mængde, om han da er sluppen levende fra sin dristige færd.
Endelig er der de dødes rige. At et menneske dør betyder for mange oldtidsfolk ej andet, end at han flytter bort fra sit hjem og sit folk til et andet land, de dødes rige. Her i Norden flytter den døde ind i højen, han ombytter dagen med natten, dåden blandt levende mennesker med tilskuerens plads i højens mørke, og bliver det ham dær for trangt, kan han, når solen er gået til hvile, trække frisk luft udenfor, søge ad gamle, kendte stier til sit fordums hjem. Dær er han ilde sét, de levende værger sig mod ham, som de ævner; men de døde holder også på deres verdens ukrænkelighed, de tåler ikke levende, åndende mennesker iblandt sig, og kommer mænd ind blandt dødninger, gælder det livet.
Selv om det nu bliver vanskeligt både at fastslå en bestemt dato for den hedenske jul og en bestemt form for dens højtid, kan man i al almindelighed sige, at den indtraf og fejredes i vinterens hjærte, da mørket i de lange nætter rugede over landene, da mennesker lukker sig inde i deres huse, samles om lyset og ilden, mens udenfor, hvor vinterens mørke og kulde rider, alle trolde og vætter, men især da de døde, færdes.
Sagamændenes interesse var det at fortælle kongers og slægters historie, hvorledes mennesker mødes i elskov eller had, og kun nu og da, hvor beretningen om udførte bedrifter kræver det, kommer fortællerne ind på folketroen og de skikkelser, som den syslede med. Når jeg da gør forsøg på at drage linier her, må det udtrykkelig siges, at kilderne stammer fra meget forskellige tider, og at beretningerne alle er optegnede længe efter at de begivenheder, de skildrer, skal være skete. Alligevel må jeg antage, når jeg sér hen til, hvad nutids folketro kan oplyse, at i det hele og store fremstillingen kan være forsvarlig.
Natten er de dødes dag. Når solen er gået til hvile og skyggerne falder over jorden, rejser den døde sig fra lejet i højen. Da Vølsungen Helge var falden, højlagt og gangen til Valhal, sad Sigrun ene på Sevafjæld med sin sorg og klage. Da gik hendes terne en aften forbi hans høj og så da Helge komme ridende med stort følge. Hun udbrød:
»Er det kun blændværk mig tykkes at skue, hvad heller kommen er gudernes skumring? Tager de døde nu ganger med spore, eller fik heltene hjemlov til jord?«
Hun går da ind til Sigrun:
»Ud gak nu, Sigrun, fra Sevafjælde, om det dig lyster din konning at finde, åben er højen, kommen er Helge, ham rinder blod af gabende vunder; ædlingen bad dig de dråber at stille!«
Men da de skilles, siger Helge:
»Tid er at ride ad rødmende veje, lade den blege ganger betræde luftens de lydløse, flygtige stier, fjærnt ud i vest over himmelens broer, did må jeg nå, inden hanerne galer, vækker i Valhal de sejrende helte.
Altså, da natten kommer oplukkes højen, den døde færdes for atter, når hanerne galer og varsler solopgang, at kunne være tilstede på sit leje.
Ligeledes omtales det i Njals saga, at den døde Gunnars høj stod åben, da mørket faldt på, han var munter og kvad en vise, der kunde høres udenfor. Torstein Torskebider, der er omkommen, modtages en aften i høst af dødningevenner i den åbne høj. Om natten rejser den døde Torgunne sig af sin kiste og laver mad til de levende, der fører hendes lig. Da Hervør spørger om vej til Hjørvards Høje, svarer fårehyrden hende: »efter solens nedgang tør ingen hær opholde sig under åben himmel« og han føjer til: »det er vist ikke rigtigt fat med dig, siden du om natten er nysgerrig efter de ting, som få tør indlade sig med midt om dagen.« Men da solen var gået ned, begyndte der en stærk dundren og højildene blussede.
Hvad der gælder de døde sker også med alle slags hekse og troldkvinder, som rider i kvæld, i mørket og plager mennesker. Der omtales steder, hvor ingen kan være om natten for bjærgtrolde og onde vætters vrimlende mængde. På en var der megen troldridt om natten. Endelig nævnes jætterøster, der lyder advarende ved nattetide, kampe med jætter i mørket. Udgårdsloke er lænket i det mørke land, og ved nattetide anfalder uhyrer de søfarendes skibe.
I nær forbindelse med denne tankegang, at mørke og nat hører døde og vætter til, står det næste, at på den årstid, da mørket er stærkere end lyset, har alle disse et særligt stærkt liv. Derfor kommer atter og atter udtrykket, at den døde ligger stille, sålænge solen står højt, men så snart den synker, går det med dødningen som med den levende, når solens første stråler trænger ind til ham, han bliver urolig på sit leje, dagen og arbejdet kalder. Mange fandt det efter Torolf Bøgefods død ilde at være ude efter solnedgang. Mod enden af sommeren bemærkede man, at Torolf var på færde, man kunde ej være ude, når sol var nede. Om høsten kom hverken fårehyrde eller kvæg hjem, man hørte døn om natten. Da vinteren kom, viste Torolf sig hjemme på gården, og ingen turde om vinteren drage gennem egnen. I Gretters saga hedder det, at hen på foråret, den tid, da solen stod højest, tog spøgeriet noget af, men aldrig så snart lakkede det ad høsten, førend spøgeriet atter tog til. Glåm lå ikke stille i sin grav; i den tid, solen stod højt, så man ham langt sjældnere, men i begyndelsen af vinteren viste han sig jævnlig på garden. Sigurd og hans folk lider skibbrud ved Østerø og drukner, men da vinteren kom, rejste mange gengangere sig i Gata og rundt om på Østerø, og Trånds frænder sås ofte. Folk led meget derunder, nogle fik benbrud eller anden mén, og Trånd blev i den grad forfulgt, at han turde ikke færdes alene om vinteren.
Hermed bør måske et andet forhold sættes i forbindelse. I søvne er sjælen på vandring, da færdes den sammen med andre sjæle, fylgjer og vætter, så var det jo rimeligt, at menneskers drømme var særlig stærke ved vintertide. Det bekræftes i Gisle Surssons saga: henimod høsten aftog ikke drømmenes mængde for Gisle, fortælles der, de tværtimod tiltog i mængde og uhygge, ja, der tales endog om en »drømmevinter« for ham.
Endnu nævner jeg blot, at alfekvinden kom til kong Haddding ved vintertid.
Er nu vinteren troldes og genfærds tid i almindelighed, er det forståeligt, at de er særlig ondartede i de uger, da nætterne som regel er længst og mørkest. I mange af Norges og Islands fjælddale er dagen jo forsvindende kort ved midvinterstide. Juleaftensdag dræbes fårehyrden Glåm af en vætte, og straks efter jul tyktes man at sé Glåm end også hjemme på selve gården, hvor han red på tagene. Den næste juleaften myrdede han fårehyrden, og trods opfordring vilde folk ikke søge efter den døde og sætte deres liv i vove ved at give sig om natten i kast med vætter og trolde. Omsider får den stærke Gretter, Islands helt, en jul magt med Glåm. På Grønlandskysten strander Torgils' skib. Henimod jul bad han folkene være stille og gå tidlig til sengs. Jostein kom ind med sine larmende følgesvende, og de brød sig intet om advarslen; da de havde lagt sig, hørtes et stærkt slag på døren. Den mand, der løb ud, mistede forstanden. Efter jul døde mange og rejste sig straks igen som gengangere og forfulgte Torgils. Ved midten af Goe måned var Jostein og alle hans folk døde. I Eyrbyggernes saga er vel den mest udførlige redegørelse om de dødes uhyggelige færd. Kort før jul indtraf et par dødsfald, fårehyrden døde og tog som genganger straks Torer Vidlegs liv. Spøgeri begyndte i huset. Samtidig hermed kuldsejlede Torodd Skatkøbende med sine folk. Man bestemte sig da til at bruge juleøllet, der var brygget, til arveøl for Torodd, og da folk var samlede, kom først Torodd med sine følgesvende i de drivvåde klæder, satte sig ved ilden og vred vandet af deres tøj. Derefter kom Torer Vidleg med seks svende, som også tog plads ved ilden og rystede den fugtige muld af deres klæder, og således gik det hele julen igennem.
Også andre vætter foruden de dødes genfærd er i bevægelse. Helge Torerssøn bortføres hemmelighedsfuldt i julen til jættekongen, Gudmund på Glæsisval, og bliver den anden jul derefter ført blind tilbage. En juleaften var det, at »alfekvinden«, der blev moder til Skuld, kom til kong Helge. En jætte og hans kvinde bortslæber juleaften mennesker, og da Gretter havde held med sig til at udrydde spøgeri og gengangere, gik han til Bårddalen, indtraf juleaften til Sandhøgar, hvor han overvandt og dræbte jætteparret. I Rolf Krakes saga omtales et udyr som en drage, der kom ved juletid og som blev dræbt af Bødvar Bjarke. Så er der endnu beretningen om, at kongen og hans mænd måtte sidde med tørre munde og sultne buge ved julebordet, da al maden forsvandt fra deres øjne, uden at de selv fik noget.
Hvordan kan man værge sig mod mørkets vætter? Skønt svaret ikke kan gives fuldtud klart for sagamændenes vedkommende, ligger det nær nok, — ved ild og lys. Under rejsen til Udgårdsloke nævnes det udtrykkelig af Sakse, at ild er værgemål mod dæmoner. Det bekræftes i det mindste ved ét vidnesbyrd fra sagaerne. Hørd er med til at bryde Sotes høj op og forlanger, at der skal tages ild og voks med; thi de to dele er der megen kraft i. Under kampen med genfærdet, beder Hørd Grim tænde vokskærten, at de kunde få at se, hvad Sote vilde sige dertil, og da lyset faldt på Sote, gik kræfterne fra ham. Da Gejr senere holder lyset henimod Sote, falder denne straks til jorden, han vilde ikke vente, til lyset kom.
I al almindelighed kan vel forholdet mellem menneskernes og vætternes verden gøres således op: alle vætters magt mindskes og svækkes, i folketroen, eftersom dagene længes, den vokser og styrkes, eftersom nætterne længes. Med ild og lys værger mennesker sig mod dem. Derimod kender jeg først fra senere tiders folketro, at hjemmets dør eller den linie som tagdryppen afmærker, sætter grænse for vætters og dødningers magt.
Der fortælles i en del sagaer, at vætter holder jul, jeg tænker, at dette er en ligefrem analogidannelse efter menneskers fest og giver ingen nye oplysninger om den hedenske juls betydning for Nordboerne.
Anderledes turde det forholde sig med ofre til alfer og diser, men alt hvad der herom kan oplyses synes så lidet sammenhængende og usikkert, at man, når man ikke vil søge tilhold i gætninger og theorier, nødes til at lade sagen stå hen, til nye oplysninger kan fremskaffes. Det synes uomtvisteligt, at både alfer og diser hører sjæletroen til, er oprindelig sjæle af afdøde, der bor i høje, i det mindste gælder det om alferne, og det vilde være rimeligt, som den senere nordiske folketro oplyser, at der bragtes dem dødsofre. Men på hvilken årstid? Analogien måtte tale for, at det skete på den mørke årstid, men tidsbestemmelserne, som gives i sagaerne, er såre usikre. »Disablot« nævnes i høst el. ved vinterens begyndelse i Hervørs saga k. 1. og i Vigaglums saga k. 6. De andre steder det nævnes har jeg ingen tidsangivelse fundet. Ligeså forholder det sig med »alfeblot«, der ét sted, Flatøbogen II. 113, må være skét om vinteren. At der ofredes ved vintertide til de afdødes sjæle kunde endnu yderligere styrkes ved, at det thing, der holdtes i Uppsala samtidig med det store offer i Goe måned, kaldtes »disathing«. Endnu til vore dage har der været et marked, »dismarked« kaldet, i den lille universitetsby, hvor selv folk fra Norrland kom agende til først i Februar med deres handelsvarer. Endelig kunde udtrykket hos Thietmar af Merseburg (I. c. 9), om det er til at stole på, tyde i samme retning, at offeret i Lejre bringes, fordi folk tror, at det vil være dem til tjeneste hos de underjordiske [guder] og hos dem sone, hvad der er brudt.
Endnu et træk medtager jeg, at spåkvinder ved de store gilder om vinteren drog om fra gård til gård og øvede deres kunst. Jeg véd ikke, at det nogen steder bestemt er udtalt, at juletiden eller dog vinteren var særlig gunstig, hvor det gjaldt at løfte fremtidens slør, men forestillingen om, at det således var, støttes stærkt ved senere tiders folketro. Flere steder i sagaerne findes temmelig udførlige skildringer af slige kvinders færd, en sådan følger.
Thorbjørg var spåkvinde. Om vinteren drog hun omkring til gilder og bødes hjem af dem, som ønskede at vide deres skæbne eller, hvorledes året skulde blive. Thorkel indbød spåkvinden, et højsæde blev gjort rede til hende og lagt derpå et hynde, hvori der skulde være hønsefjer. Hun kom om aftenen, var iført en blå overkjole sammenbunden med remme. Den var besat med stene lige ned til skødet. Glasperler havde hun om halsen, en lammeskindshætte, foret med hvidt katteskind på hovedet, en stenprydet stav med messingknap i hånd, om livet et bælte af træsvampe. Deri hang en skindpung til hendes trylleredskaber. Hun bar kalveskinds sko med lange remme, på enderne af hvilke var store tinknapper fastgjorte, endelig havde hun katteskinds handsker, der indvendig var hvide og lådne. Alle hilste hende med hæderlige ord, hun optog hvers hilsen, som det stod hende an. Thorkel tog hende ved hånden og førte hende til sæde. Hun var fåmælt. Bordene fremsattes så, hun fik grød af gedemælk, hjærter af al slags dyr, som var at få. Hun havde en messingske og en kniv af kobber, fastgjort i et af to ringe omgivet skaft af hvalrostand. Dens spids var afbrudt. Før hun havde sovet om natten, kunde hun intet sige. Næste dag måtte hun have en kvinde til at synge tryllevisen til hendes seid, at den kunde lykkes. Kun en kristen kvinde, Gudrid, kunde disse sange, og måtte omsider love at synge. De andre kvinder slog kreds om hjalet, hvorpå Thorbjørg sad, Gudrid sang kvadet særdeles smukt og spåkvinden takkede hende og sagde: »da kvadet blev sunget så vel, er mange af de ånder komne til os, som før vilde skille sig fra os, og mange ting er klare, som fordum var skjulte.«
Hermed, tror jeg, de væsentligste træk ved sagatidens julefest er fremdragne. Den holdtes ved midvinterstide med offer og drikkelag, og det eneste særmærke, tiden har, er foruden gildeskikkene og hvad dertil hører, at de døde i de lange mørke nætter rejser sig af deres grave og sammen med trolde og vætter søger mennesker og angriber dem.
