Grønlands historiske mindesmærker Indledende undersøgelser

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Finnur Magnusson (1781-1847)

Islændingesagaer

Udvalgte tekster fra

Grønlands historiske mindesmærker

I. Indledende undersøgelser
Angaaende de ældste skrifter og beretninger
om Island og Grönland og deres forskjellige forfattere

Af Finnur Magnússon og C. C. Rafn

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

De ældste og tillige paalideligste Underretninger om Grönlands Opdagelse og förste Beboelse ere upaatvivlelig af Are F rode. Herom have ogsaa alle nyere Forfattere været enige, forsaavidt de indeholdes i de faa men vigtige Blade, som vi have fra hans Haand under dette saare beskedne Navn (Schedæ). Derimod har det været mindre bekjendt eller anerkjendt, at han ogsaa er den rette Ophavsmand til meget udförligere, endnu tildeels fra hans Haand kjendelige Efterretninger af senere Art, som indeholdes i den saa kaldte Landnáma, fra hvilken nogle (med enkelte Forandringer) atter ere indförte i Olaf Tryggvesöns storre Saga og flere gamle historiske Skrifter. For os, som agtede, saa vidt mueligt, at oplyse det gamle Grönlands Historie ved at bringe dens Kilder for Dagen, blev en, Undersögelse om dette Æmne nödvendig. Den ledte os til adskillige, efter vor Mening ei uvigtige eller uinteressante Betragtninger, hvori vi troe at burde gjöre vore ærede Læsere deelagtige.

Det kan ikke være nogen Ynder af Nordens Oldsagn ubekjendt, hvor ypperlig Veien for slige Granskninger nu er bleven banet ved P. E. Müllers i dette Fag saa vigtige Værker, som ikke allene undervise og veilede den lærde Forsker i dette særegne Fag, men tillige kunne yde dannede Læsere, af enhver Stand, en ligesaa behagelig som lærerig Underholdning. Erkjendtlig tilstaae vi, at den os ved ham aabnede herlige Udsigt over det ældste Nordens vidtstrakte Sagnkreds har fört os til de Anskuelser, hvis Resultater vi her ville söge at fremstille.

Are Thorgilsson, mest bekjendt under Navn af Are Frode (skjönt dette sidste, er et ham for hans Lærdoms Skyld givet islandsk Tilnavn, fróði eller hinn fróði var hidindtil af de fleste antaget for Islands ældste og i lang Tid eneste Forfatter i det historiske Fag og Landets eget Sprog. En Deel af denne Anseelse have Bishop Müllers Undersögelser betaget ham, især hvad hans langvarige Eneret til den Tids Sagnliteratur angaaer. Paa den anden Side mene vi, at Ares Fortjenester hidindtil ikke have været noksom bekjendte, forsaavidt han selv har udarbeidet Værker, der ere forskjellige fra det eneste ovenmeldte, som nu förer hans Navn. En liden men vigtig Deel deraf komme vi til at indrykke i nærværende Værk, som dettes förste og ældste. Vi skylde da de af vore Læsere, som ikke hidindtil kjendte Manden selv, at meddele dem det vigtigste af det lidet, vi vide om hans Levnetsomstændigheder. Are nedstammede fra en i Island, fra dets förste Beboelse af, mægtig og anseet Slægt; adskillige af hans berömte Forfædre, af hvilke een (efter Ares egen Farbroders hidindtil for saavidt ubekjendte Beretning) kom til Amerika og forblev der — ville blive omtalte i nærværende Værk paa vedkommende Steder. Af Islands Beboere var Aude den Hovedrige (Auður djúpauðga) Enke efter Olaf den Hvide (nedstammende fra Danmarks og Norges Fyrsteslægter, samt selv Konge over en Deel af Irland ligesom hans og Audes Sön Thorstein den Röde over en Deel af Skotland) Ares förste Stammoder; hendes Efterkommere Olaf Feilan og Thord Geller paa Hvam hörte i det 10de Aarhundrede til de mægtigste Hövdinger i Bredefjords Egnene, især i de saa kaldte Dale (det nuværende Dale-Syssel). — Paa mödrene Side nedstammede Are fra Sidu-Hall (i den sydöstlige Deel af Island), der var den förste af Landets Hövdinger som antog Christendommen. Hans ældste Stamfader i Landet var Hrollaug, en af Rögnvald, Harald Haarfagers Jarl, paa Möre, og Broder til den berömte Rolf (Rollo eller Rou), som blev Normandiets förste Hertug og Stamfader til Europas fleste Kongeslægter — samt til den i sin Tid ogsaa bekjendte Torf-Einar, hvis Efterkommere Örkenöernes gamle Jarler bleve. Vor Are blev födt i Aaret 1068. Hans Fader Thorgils Gellerson druknede i Bredefjordsbugten; dennes Fader, Geller Thorkelson paa Helgafell, tog da den unge Are til sig, men foretog selv, i höi Alder, en Pillegrimsreise til Rom, paa hvilken han döde i Roskilde. Are blev da, 7 Aar gammel, antaget til Opdragelse af Hövdingen Hall Thorarenson, kaldet den Milde (födt 994 og döbt af Missionairen Thangbrand fra Norge 996), som boede paa Gaarden Haukadal i Nærheden af Skalholt. Ham skyldte vor Are en ypperlig Oplærelse og en stor Deel af de historiske Efterretninger, som han selv senere meddeelte Efterverdenen. Are opholdt sig hos ham 14 Aar; i sit 24de Aldersaar har han saaledes forladt Haukadal, men et besynderligt Mörke hviler derefter over hans Liv og Levnet, paa hans Embedsstilling, Skrifter og Dödsdag nær. Vi kunne dog (efter Arne Magnussens, Finn Johnsens og Werlauffs Undersögelser og Meninger) antage det for nogenledes vist, at Are Thorgilsson omtrent paa den Tid har giftet sig, og flyttet til sin Hjemstavn i Thorsnæs Thinglaug eller det nuværende Sneefjeldsnæs-Syssel. Der har han været Gode eller Herredshövding, men havt sin Bopæl enten paa Helgafell, hans Fædrenegaard, hvor formodentlig hans Sön Præsten Thorgils og senere dennes Datter Hallfride (gift med Præsten Magnus Paulsön) beviislig boede, eller paa Stad, i senere Tid kaldet Stadastad, hvor hans Sönnesön Are Thorgilssön, kaldet den Stærke, da havde fast Bopæl. Han besad i den samme Egn Godeværdigheden i den senere Halvdeel af det 12te Aarhundrede, og efter ham hans Svigersön Thord Sturlesön, den berömte Sturle Thordsöns Fader. Are Thorgilssön den Lærde (hinn fróði), ogsaa kaldet den Gamle (eller den Ældre), döde den 9de November 1148.

Det eneste i oprindelig Skikkelse tiloversblevne af Are Frodes Værker er det ogsaa kun, saa at sige, i en eneste nogenlunde paalidelig Afskrift, som dog er saaledes til in duplo, at begge Exemplarer i enkelte Smaating afvige fra hinanden. Deres Original-Membran var til i Island i Aaret 1651, thi da lod Skalholts Biskop, den lærde Mag. Brynjulf Svendsen, den afskrive ved Præsten Jon Erlendsen til Villingaholt. Det er hans deraf tagne Duplicat-Afskrifter, som vi ovenfor have ommeldt, og som nu forvares i den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling under Nr. 113 A og B i Folio. Af disse har den grundlærde Arne Magnussen erklæret det sidstmeldte for det nöiagtigste og bedste. Han mener at A er ældre, men befandtes af Biskoppen at have adskillige Feil, hvorfor han saaledes har ladet Membranen afskrive paa ny. Afskriverens egen originale Paategning paa Afskriften A bevidner: at den er taget efter et Pergaments-Haandskrift, som meentes at være skrevet med Forfatterens, Are Frodes, egen Haand. Dette er vel mueligt, skjönt nogle have yttret Tvivl derom. Vistnok har dets Retskrivning været forskjellig fra de fleste bekjendte islandske Skrifters med Undtagelse af et originalt Membran-Diplom, skrevet paa Reikholt, tildeels for, og maaskee tillige af den berömte Snorre Sturlesön, i Aaret 1224 (indfört og omhandlet i Finni Johannæi Hist. eccl. Island, I, 205 o. flg. IV, 136-138, med tilhörende Facsimile). Man kan antage, at henved 100 Aar ere forlöbne mellem disse Haandskrifters Affattelse. Selve Skrifttrækkene kan man ikke mere sammenligne, da den ældre Membran er aldeles tabt, uden at nogen ganske paalidelig Efterligning af dens Bogstavdannelse haves. Vi have dog her sögt at meddele en nöiagtig Copie af sammes bedre Afskrift, forsaavidt dens Indhold vedkommer Grönlands Historie, tillige med de af den anden Gjenpart udtegnede Varianter. Begge Exemplarer have denne Titel: ”Schedæ Ara prests fróða”, men den har, hvis den overhoved stod paa Originalen, uden Tvivl været tilföiet af en nyere eller anden Haand end Forfatterens. Af den sidstnævnte synes den at have faaet Benævnelsen af Libellus Islandorum eller den lille (mindre) Bog om Islænderne. Ved den större af disse (Islendingabók) troe vi at Landnáma eller Islands Landndmabók er meent, men derom, saavelsom ogsaa om Levningerne af Ares övrige Værker, komme vi til at handle nærmere i det fölgende.

Af den nu omhandlede Bog haves disse fire Udgaver:

1) Schedæ Ara prests fróða um Island. Prentadar i Skálholti. 1688. 4. Den er foranstaltet af Biskop Theodorus Thorlacius. Jon Erlendsens mindre rigtige Afskrift er lagt til Grund for Texten.

2) Aræ multiscii Schedæ de Islandia. Accedit dissertatio de Aræ multiscii vita et scriptis . Oxoniæ, e theatro Seldeniano. 1716. st. 8. Dette Aarstal er vel ikke ganske rigtigt, da Werlauff anseer det for vist at Bogen allerede var bleven trykt 1696 — men er i det förstmeldte Aar bragt for Lyset af en Boghandler. Arne Magnussen synes at have hjulpet Udgiveren, Christian Worm, siden Sjællands Biskop, ved Forberedelsen af denne Udgave, med hvilken han dog senere ikke var fornöiet.

3 ) Arii Thorgilsis filii cognomento Frode, i. e. multiscii vel polyhistoris, in Islandia quondam presbyteri, primi in Septentrione historici, Schedæ seu libellus de Islandia, Islendingabók dictus, e veteri Islandica, vel, si mavis, Danica antiqua, Septentrionalibus olim communi lingua, in Latinam versus ac præter necessarios indices, quorum unus est lexici instar, brevibus notis et chronologia, præmissa quoqve Autoris vita, illustratus ab Andrea Bussæo. Havniæ 1733. 4. . Denne Udgave fölger, hvad Textens Fremstilling angaaer, ganske den Skalholtske. John Olafsen fra Grunnevig, en lærd Islænder (som dog vel maa adskilles fra en, tildeels samtidig, men end lærdere og skarpsindigere Forfatter af samme Navn, fra Svefneyum, som derfor undertiden, for ei at forvexles med den noget ældre, der kaldte sig BrachykoIpios, gav sig Tilnavnet Hypnonesiensis) — har vist havt en stor Andeel i denne Udgaves Anmærkninger og övrige Apparat. Netop han havde ogsaa paa den Tid, fremfor andre, fri Adgang til Arne Magnussens Samlinger og Skrifter, blandt hvilke sidste en vigtig Materialsamling til en, saavidt som mueligt, kritisk, samt historisk og philologisk Udgave af Ares Schedæ, med latinsk Oversættelse og vidtlöftige, men for det meste ufuldförte og uordnede Anmærkninger m. m. endnu haves. Uden Tvivl har den udödelige Ynder af fædrelandsk Lærdom bestemt dette Arbeide til den förste Udgave (af det förste islandske Værk) blandt de hartad utallige Oldskrifter, til hvis Anskaffelse, Bevarelse og Udgivelse han havde bestemt det meste af sin Formue, men af hvilke dog mere end 2/3 fortæredes af Flammerne i Kjöbenhavns store Ildebrand 1728. Det vigtigste af ovenmeldte Commentar er dog blevet benyttet af Etatsraad og Overbibliothekar Werlauff til hans ypperlige Afhandling om Are Frodes Levnet og Skrifter (De Ario multiscio, antiquissimo Islandorum historico. Hafniæ 1808, 8), som nu ei mere kan faaes, men vel fortjente en ny Udgave.

4. Islendingabók Ara prests ens fróða Þorgilssonar, indfört, som förste Afdeling, i: Íslendinga Sögur. Eptir gömlum handritum útgefnar at tilhlutun hins Konungliga Norræna Fornfræða-Felags. Fyrsta bindi. Kaupmannahöfn 1829. 8, ogsaa under denne særskilte Titel: íslendingabók Ara prests hins fróða Þorgilssonar, Islands Landnámabók, Heiðarvigasögu brot ok ágrip Vigastyrs sögu. Denne nyeste Udgave er ogsaa upaatvivlelig den bedste og fuldstændigste, besörget af Catechet Gudmundsen og Thorstein Helgesen, som daværende Medlemmer af det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskabs Oldskrift-Afdeling, hvilke derved have fulgt eller taget Hensyn til Arne Magnussens kritiske Forarbeider. Dog have vi, ved at udskrive det herefter fölgende Stykke om Grönland, nöie fulgt den vigtigste af de ovenommeldte tvende Afskrifter fra den tabte originale Membran, hvori de forekommende Tal enten udtrykkes ved romerske Taltegn eller med fuldskrevne Ord; tillige ansaae vi det for rigtigst at meddele dette Værks i sit Slags næsten eneste Bogstavering fuldkommen nöie efter den bedste Afskrift; ligesom Werlauff har behandlet et gammelt Uddrag deraf og Finn Johnsen ligeledes, paa ovenanförte Steder, det dertil nogenledes svarende af Snorre Sturlesön udfærdigede Document. De sidste Udgivere af Ares Værk have i Aftrykket kun beholdt nogle af Originalens Egenheder i Retskrivningen, (dog for det meste beskrevne i Fortalen S. 7-8), men langt fra ikke alle, hvilke vi ansee det for hensigtsmæssigt paa de særegne Characterer som udtrykke visse Afkortninger nær, at meddele vore Læsere.

Det Værk, som benævnes Landnáma, fuldstændigst Islands Landnámabok (Liber originum Islandiæ) indeholder, i sin nærværende Skikkelse, adskillige vigtige Beretninger, om det gamle Grönlands Beliggenhed, Opdagelse og förste Beboelse m. m., som i dets forskjellige gamle Codices meget afvige fra hinanden, og saaledes kunne modtage næsten modsatte Fortolkninger, hvorfor de have foraarsaget en stor Meningsforvirring blandt ældre og nyere Granskere. For at indlede en alvorlig Undersögelse om saadanne modstridende Læsemaaders Beskaffenhed, er det först og fremmest nödvendigt at lære Værket selv, i dets baade kunstig og tilfældig sammensatte Væsen, samt tillige dets Historie og mange forskjellige Forfattere, saavidt mueligt, at kjende. Bogen handler efter sin korte, men meget sigende, Titel om Islands Landnám eller de förste dertil ankomne Nybyggeres Opdagelse, Undersögelse og Besiddelsestagen af de Landstrækninger, som saaledes bleve deres Eiendomme, og hvilke de tildeels, paa forskjellige Maader, atter uddeelte til Medreisende eller Underhavende. De förste Reiser, hvorpaa Opdagelsen tilfældigviis skete, foretoges deels fra Norge, deels fra Danmark. Udvandringen foranledigedes især af Harald Haarfagers successive Erobringskrige og endelige Undertvingelse af hele Norge; den begyndte (til fast Bosættelse i Island) henved 874, og Landet kan vel neppe antages at være blevet fuldkommen Beboet i et kortere Tidsrum end omtrent et Hundrede Aar; kort derefter begyndte Grönlands Opdagelse og Beboelse fra Island af. Neppe har noget Land et Værk som Landnáma over sin ældste Historie at opvise. Europæernes store, i Verdens andre Dele, især Amerika, stiftede Colonier, som tildeels ere voxne til mægtige Riger, kunne formodentlig foranstalte andre, noget lignende Arbeider, hvorfor det her omhandlede maaskee, i visse Henseender, kan anbefales som Mönster. Det er dog langtfra ikke forfattet af een Mand allene, men efterhaanden af forskjellige af det gamle Islands lærdeste og sagnkyndigste Mænd, nemlig:

1) Præsten Are Thorgiissön Frode — om hvem vi ovenfor S. 2-5 have meddelt adskillige Oplysninger. Han boede paa Islands Vesterland, og har sandsynligviis begyndt sit heromhandlede Skrift med Beretningen om Islands förste Opdagelse, hvorpaa han har ladet fölge en Udsigt over de ældste Landnamsmænds og de af dem besatte Landstrækningers Historie, forsaavidt den var ham bekjendt. Det er dette Værk, som vi, med Werlauff og flere, mene at han har kaldt Islendingabók eller Islænderbogen, samt at hans Schedæ först har udgjort en historisk-chronologisk Indledning eller Forerindring til en Omarbeidelse eller anden Udgave af samme, forenet med et Slags særegen og middelbar Tilegnelse til Islands tvende samtidige Biskopper, Thorlak og Ketil, for hvilke han havde skrevet Bogen og som senere, tillige med den berömte Præst Sæmund (til hvilkes Herkomst og Slægtregister, tillige med sin egen, han her især har taget Hensyn) havde gjennemseet Værket, samt önsket eller opgivet adskillige Forandringer og Tillæg derved, skjönt han selv paa samme Sted tilföier noget af denne Art, vedkommende Islands almindelige Historie m.m. . Denne vor Gisning henstille vi ellers til Sagkyndiges nöiere Prövelse. Vist er det derimod at Are har forfattet det förste Udkast til Landnáma. Det bevidnes udtrykkelig af een af dens senere Bearbeidere eller Fortsættere i dens sidste eller 5te Parts 15de Capitel. See ellers herom Werlauff de Ario Multiscio S. 14 o. fg. 24 (jfr. S. 50), Finni Johannæi historia ecclcsiastica Islandiæ. I, 194, Halfdani Einari Sciagraphia historiæ lit. Islandiæ S. 119 og P. E. Müllers Sagabibliothek I, 225.

Den sagnkyndige og granskende Björn Johnsen fra Skardsaa opgiver eller antager (i Fortalen til hans Annaler, trykte paa Hrapsöe i Island 1774, 4, I, 2-3), uden at anföre sin Hjemmel, at Are Frode först har skrevet om Landnamsmændene i Islands vestlige og nordlige Dele, men Kolskeg den Vise (hinn vitri) i dets östlige og sydlige Dele. Vistnok nævner det ovenanförte Tillægssted til Landnáma den saaledes betegnede Kolskeg (ellers nævnt paa tre Steder i den ældste Recension ved Tilnavnet hinn fróði d. e. den Lærde eller Meget-vidende) som den anden af Landnamas ældste Forfattere (næst efter, eller maaske tillige med Are), men ingen af dem nævnes ved l. c. i den ældste Codex af Landnama (hvilken vi herefter komme til at omhandle nærmere). Derimod siges den nævnte Kolskeg i samme Oldskrift at have dicteret (fyri sagt) Beretningen om de Landnam, som omhandles i Landnamas 4de Deel, angaaende Östfjordene, fra dens 5te til 14de Capitel incl. (efter senere Inddelingsmaade). Ares Værk, eller den ældste Recension af Landnáma, udgjör netop 1/3 af denne Bogens Part, hvilken Kolskeg (som nedstammede fra Östfjordenes Landnamsmænd, og som selv synes at have boet der, samt maatte saaledes være i Besiddelse af paalideligere Underretninger end den paa Vesterlandet boende Are) havde bedre Leilighed til at foröge og fuldföre. Den ældste Codex nævner ingen Forfatter til den paafölgende 5te Part af Landnáma, angaaende Sönderlandet, eller rettere Sönderlandsfjerdingen, saa at man, hvilket Björn Johnsen ogsaa har gjort, efter det ovenanförte, let kunde antage Kolskeg for Forfatter til dette Tillægsarbeide, som fölger den chorographiske Orden, hvorved Östfjordenes Landnamssaga fortsættes mod Vesten. Dog er dette meget uvist. At Are Frode, som var bleven opdraget paa Sönderlandet, og der uden Tvivl har samlet megen Kundskab om dets ældre Beboere, har havt nogen Deel deri, er höist sandsynligt, det kan og være at nogle af disse Tillæg skyldes Sæmund Frode eller Oddeboerne af hans Slægt. Titelen eller Fortalen til denne Bog synes at tilkjendegive en paa Sönderlandet levende og med dets Hövdinger (hvoriblandt Oddeboerne, som i det 12te og 13de Aarhundrede vare de rigeste) paa een eller anden Maade forbunden Forfatter. I al Fald kan det vel herved bemærkes, at Bispestolen Skalholt ligger paa Sönderlandet og at dens Biskopper kunde siges at have været Landets ypperste Hövdinger.

2) Om Landnamas anden Forfatter Kolskeg Asbjörnsön vide vi, paa hans Navn og ovenmeldte Tilnavn nær, saare lidet, naar vi undtage hans Stamtavle, hvilken Landnamas 4de Parts 3die Capitel meddeler os, og hvoraf vi erfare, at hans Forfædre have levet paa Islands Österland (i Seydarfjorden, nu kaldet Seydisfjorden) — ligesom og den for os saare mærkelige Omstændighed: at baade Are og Kolskeg, hver for sig, paa forskjellige Maader nedstammede, i 8de Led, fra Mænd, som havde levet, i bedste Alder, paa Harald Haarfagers Tid. See Slutningen af Are Frodes Schedæ 11te og 12te Capitel samt Landnamas 4de Parts 3die og 9de Cap. Heraf kan man med temmelig Sikkerhed slutte, at de selv vare omtrent samtidige. Kolskeg var Broder til Ingeleif, Bedstemoder paa Fædrenesiden til Laugmand Finn Hallsön, som efter gamle Annaler overtog eller beklædte det sidstmeldte verdslige Embede i Aarene 1138 til 40, men afgik ved Döden 1145. Marginalierne til Landnamas Skalholtske Udgave angive at Kolskeg har levet 1139 — men Kilden til denne Beretning kjende vi nu slet ikke, og vi formode at den kun kan beroe paa en blot Gisning. Rimeligviis er han her bleven forvexlet med hans Slægtning, den ovenommeldte Finn, hvem Annalerne ommelde ved det selvsamme Aarstal, som i Arngrim Jonsens Crymogæa S. 82 ved en öjensynlig Trykfeil (mellem 1135 og 1156) er forvandlet til 1159, hvorved nye Forfattere dog tildeels ere bievne forledte. Paa den Tid, da Are havde fuldfört sin större Islendingabók (benved 1123 til 1130), synes Kolskeg da allerede at maatte have været en gammel Mand. Are Frode döde först (efter Annalerne) den 9de Nov. 1148, eller, efter andre, 1149. — De ovenanförte Ord at Kolskeg har dicteret den sidste Deel af Landnama lade formode, at han, paa den Tid dette skete, af een eller anden os ubekjendt Aarsag, ikke selv har kunnet före den i Pennen. Ellers kan det gjerne være skeet efter den samtidige Ares Begjering eller Foranstaltning. — Det er saaledes vel mueligt, at Are har nedskrevet, eller indfört Kolskegs ham eller andre givne Dictamen i sit eget Skrift, men kun anfört hans Autoritet derfor som den egentlige Forfatters eller Hjemmelsmands. Heraf kan det forklares at Kolskeg, paa de Steder hvor han i denne Deel af Værket forekommer, omtales i tredie Person og kaldes hinn fróði hvilket Navn han vel neppe vilde have givet sig selv, ligesaa lidet som Are har gjort sligt i sine Schedæ, hvor han taler om sig i förste Person. — Mærkelig bliver og saaledes den Yttring i 4de Parts 9de Capitel om et Drikkehorn, sendt Hrollaug, Rögnvald Jarls ovennævnte Sön, Ares Stamfader, af Kong Harald Haarfager: at Kolskeg havde seet (hafði seð) det samme Horn, da det synes at vidne om en samtidig Nedskriver af Sagnet, og forekommer saaledes i den ældste Codex, men i ingen af de övrige, hvilke derimod sige, som om en forlængst afdöd Mand, at Kolskeg saae (sá) Hornet. Dog bruges de förstmeldte Udtryk, formodentlig udskrevne af den ældste Landnama, i Olaf Tryggvesöns större Saga (Fornmanna Sögur II, 191 ). Slige, skjönt tilsyneladende ubetydelige Talemaader kunne efter vor Mening ofte lede til vigtige kritiske Oplysninger.

Det ældste Udkast til Landnáma synes saaledes at være forfattet, först af Are Frode, og siden foröget, ved Dictering, af Kolskeg Frode, men dog maaskee tilsidst heelt skrevet af Are, med Forögelse af Kolskegs Tillæg. I det hele udgjör begges Værk den förste eller oprindelige Recension af Landnama, om vi end antage at Are har begyndt men Kolskeg sluttet den.

Begges Arbeide indeholdtes, uden al Tvivl, foröget med nogle senere, dog vel mest til Sturlungernes Tider fortsatte genealogiske Tillæg, i en höist mærkelig, men desværre nu forlængst tabt Membran, af hvilken den lærde Biskop til Skalholt, Mag. Brynjulf Svendsen, i sin Tid var i Besiddelse, men hvis Indhold han dog reddede fra fuldkommen Undergang ved at lade den afskrive ved den ovennævnte Præst Jon Erlendsen. Denne Codex havde i eet og alt den selvsamme Skjæbne som den (S. 5) ovenommeldte af Are Frodes Schedæ, thi ogsaa denne Afskrift kom i Arne Magnussens Hænder, samt forvares i hans Haandskriftsamling ved Kjöbenhavns Universitets-Bibliothek, som Nr. 107 i Folio. Den er af os lagt til Grund ved Udgivelsen af de Styklier af dette Skrift, som angaae Gronlånd eller Amerika. —Vore Grunde herfor komme vi i det fölgende nærmere til at fremstille.

3) Den tredie i Middelalderen opgivne Forfatter til Landnama, efter Tidsfölgen, kar ogsaa Tilnavnet hinn fróði, hans Fornavn var Styrmer; men hans Fædrenenavn, Födested og övrige Herkomst ere os ubekjendte. Han har da vistnok ikke tilhört nogen af det gamle Islands egentlig mægtige eller rige Familier. Döbenavnet er sjeldent, og var saaledes tilstrækkeligt til at betegne Manden for sin Tid, naar först hans Stands- eller Embedstitler og ellers hint hædrende Binavn eller Epithet lagdes dertil. Han maa vel være födt henved Aaret 1180 eller endog för, thi allerede i Aaret 1210 blev han, som dog ellers var Præst, valgt eller udnævnt til at; beklæde det vigtige Laugmands-Embede paa det almindelige Landsthing. At denne hans Ophöielse er skeet ved Oddemændenes, især den da mægtige Sæmund Jonsöns, og de med dem forbundne Sturlungers vældige Indflydelse, er höist sandsynligt. Dog synes Styrmer efter 3 til 5 Aars Forlöb (1213 eller 1215) at have frivillig afstaaet Laugmands Embedet til sin Ven Snorre Sturlesön, af hvem vi siden see ham at have været afhængig. Uden Tvivl har Styrmer i de næste 13 eller 15 Aar fört et stille og mest til Videnskaben helliget Liv, thi vi finde ham atter först ommeldt af Historien i Aaret 1228, da Snorre Sturlesön (efter Sturlungasagas 4de Bogs 29de Cap.) sendte ham til sin Brodersön men dog daværende Fjende, Hövdingen Sturla Sigvatson, som den Gang var tilstede i Norderaadalen, for at indgaae med ham en Vaabenstilstand eller forelöbigt Forlig. Styrmer fremsagde Formularen derfor, og bekræftede Vaabenstilstanden paa Snorres Vegne, med Haandslag til en anden Præst, der optraadte som Sturlas Client eller Befuldmægtigede. Tre eller fire Aar derefter (1231 eller 1232) var Snorre forhindret fra at tage til Althinget, skjönt han da var Laugmand, men sendte vor Styrmer dertil, for at beklæde Embedet i sit Forfald (l. c. 5te Bogs 11te Cap.). De Udtryk, hvori dette meldes, antyde Styrmers ganske underordnede Forhold til Snorre, som om han var hans Underhavende eller Huusbetjent, (Snorri let Styrmi.... riða með Iögsögu), Det bliver höist sandsynligt, at Præsten og Ex-Laugmanden Styrmer opholdt sig i Snorres Huus, og dette saavel af de fortalte Omstændigheder, som af flere Grunde, hvilke vi nu komme til at anföre.

Netop ved det samme Aar og paa det sidstanförte Sted fortæller Sturlúnga, at Snorre ”sammensatte” eller redigerede (setti saman) Sagaböger (sögubækr), hvilke Sturla Sigvatsön, som da igjen var bleven Snorres Ven, og tit opholdt sig hos ham paa Reikholt, med megen Iver og Omhu lod afskrive. Ogsaa har Biskop Müller (i Sagabibliothekets III, 405) anfört forskjellige Steder af Snorres Heimskringla, hvori han selv udtrykkelig siger, at han har ”ladet skrive”, altsaa ikke selv skrevet, forskjellige af de Sagaer som den indeholder. Biskoppen bemærker og meget rigtig, at ”Snorres mangefoldige publike, private og digteriske Virksomhed ikke passede sig til omhyggelige historiske Undersögelser, hvorimod man af den erfarne Verdensmand, den heldige Digter, kunde vente et rigtigt Greb paa hvad der især fortjente at udhæves og bevares af de gamle Skrifter.” Om den Maade, hvorpaa dette meget sandsynlig menes at have fundet Sted, henvise vi til Sagabibliotheket, III, 404.

Hertil kan vel og lægges den Bemærkning: at det, lige til Snorres Dage, ikke synes at have været Skik i Norge eller Island, for de Hövdinger, som ikke tillige vare Geistlige, selv at beskjeftige sig med idelige Skriverier. Klerkene, som og havde nydt den bedste og omhyggeligste Underviisning, fandt derimod en saadan Beskjeftigelse hæderlig og passende for sig. Saaledes vare Islands fleste ældste Forfattere, forsaavidt deres Navne nu ere os bekjendte, Præster eller Munke som: Are Frode, Sæmund Frode, Biskop Brand, Abbed Karl, Gunlög Leifsön, Odd Snorresön, Styrmer Frode o. fl. Vi vide af det ovenanförte, at den sidstnævnte var Snores hengivne Client og Medhjelper i Laugmands-Embedet, samt rimeligviis længe har opholdt sig i hans Huus. Da endvidere P. E. Müllers vigtige Undersögelser om Snorres Kilder have beviist, hvilket og de nu udkomne Formnanna Sögur (V, 170, 226, 265) bevidne, at netop Styrmer Frode har forfattet en udförlig Saga om Norges Konge Olaf Haraldsön, i Almindelighed kaldet den Hellige, tage vi vel neppe Feil, naar vi gjætte at Styrmer, maaskee blot ved at afskrive, forene eller foröge ældre skriftlige (f. Ex. Are Frodes og Sæmund Frodes) Beretninger og tillige andre Traditioner samt mundtlige Sagn, har sammenskrevet denne store Saga, som indeholdes i Flatöbogen, og nu baade efter den og flere Pergaments-Codices er udgivet af det Kongl. Nordiske Oldskrift-Selskab (Fornmanna Sögur IV-V Bindi. Kmhöfn. 1820-1830), netop efter Snorres Foranstaltning, for at den kunde lægges til Grund for vedkommende Deel af hans kjærnefulde Udtog eller kritiske Omarbeidelse af samtlige Norges Enevoldskongers Historie, hvilken vi formode han engang havde forudbestemt, og virkelig (henved 1237) anvendt, til en lige saa værdig og passende som sjelden og kostbar Foræring til een af Norges Herskere, Kong Hakon eller Hertug Skule, af hvilke vi vide at den förstnævnte, i sin sidste Sygdom, Nat og Dag har ladet sig forelæse Sagaböger om alle Norges Konger, fra Halfdan Svarte af, hvormed Snorres norske Historie begynder, og at han forlod, saa at sige, det jordiske, under Forelæsningen af den vidtlöftige Saga om Kong Sverre. (Hkr. V, 377-78). Vi tilföie den vor Mening, at Styrmer Frode, i Reikholt eller dets Nærhed, ogsaa har afskrevet Are Frodes og Kolskegs Landnama, som et Hovedværk for selve Islands ældste Historie, samt foröget den med Fortsættelsen af dens Slægtregistre, især dem som angaae hans Patroner, Sturlungerne og de med dem beslægtede samt for en Tid nöie forbundne Odde-Mænd (Oddaverjar), hvis ikke de, som angaae de sidstnævnte, allerede vare udarbeidede af en dem hengiven eller til dem hörende Forfatter, som levede i deres Nabolag, thi vi antage det for meget sandsynligt, at Are Frodes Haandskrift, eller en samtidig Gjenpart deraf, er fra Odde eller Helgafell, og maaskee fra begge Steder, kommet i Snorre Sturlesöns Værge. Aarsagerne til denne vor Formodning ere disse:

Sturla Thordsön den ældre, kaldet Hvam-Sturla (af sin Bolig Hvam i Bredefjorden) satte i Aaret 1181 sin Sön Snorre, da tre Aar gammel, til Opfostring og Oplærelse hos Hövdingen John Loptsön, boende paa Gaarden Odde, i det nuværende Rangaavallesyssel paa Sönderlandet. Hans Farfader var den berömte, ovenommeldte Præst Sæmund Sigfussön (hinn fróði) Are Frodes Ven og Medarbeider ved hans Værkers Udgivelse, men hans Moder Thora var en Datter af den norske Konge Magnus Barfod. John Loptsön, som ikke allene beklædte det verdslige Gode- eller Herredshövdings-Embede, men tillige hörte til Klerkestanden, som Kirkens Diaconus, ansaaes i sin Tid for den lærdeste, viseste og tillige rigeste Mand paa Island. Han vedligeholdt den Lærdoms-Skole, som hans Farfader Sæmund först havde stiftet paa Odde. Her tilbragde Snorre Sturlesön sin Barndom og Ungdom til han var 19 Aar gammel, og benyttede sig (efter Schönings Udtryk) særdeles vel af den önskelige Leilighed han saaledes fik til at samle Kundskaber, ligesom han og gjorde sig vel bekjendt saavel med de ældste hedenske Skjaldes Digte, der vare blevne flittig samlede af Sæmund Frode, som med denne Forfatters samt Are Frodes og fleres historiske Arbeider. Det er upaatvivleligt, at Drengebörn i Oddes Skole (som ellers paa Island i anseelige Mænds Huse) bleve underviiste i Landets og de nordiske Moderlandes, især i Norges, Historie. Ved denne Underviisning paa Odde ere vist Sæmunds og Ares Skrifter blevne brugte. Saaledes lagde Snorre, ved John Loptsöns Underviisning og herlige Bogsamling, den förste Grundvold til den Smag og Lærdom, som have gjort hans Navn udödeligt.

Efter sin Fosterfaders Död opholdt Snorre sig nogen Tid hos hans Sön Sæmund paa Odde, som da, i sin Faders Sted, ansaaes for Landets rigeste Mand, men omtales ikke af Historien som nogen Dyrker eller Ynder af Lærdom. Det er derfor höist sandsynligt, at Snorre, som ogsaa var meget rig, og stedse gjorde sig Umage for at erhverve, lade afskrive, og selv forfatte Böger, har, enten da han förste Gang tog bort fra Odde, eller og da han siden, i sin Manddoms og höieste Velmagts Dage, reiste derhen paa ny, efter den yngre Sæmunds Död og efter hans Sönners Begjering, for at dele hans Bo mellem dem — benyttet sig af Sæmunds eller hans Sönners Venskab for sig men Ligegyldighed for Videnskaberne til at komme i Besiddelse af hans efter Sæmund Frode og John Loptson arvede betydelige Bogsamling. I denne har upaatvivlelig været, og med eller fra den kommet i Snorres Besiddelse: 1) Den berömte Samling af Hedenolds-Digte, som vi, efter Samleren, tit kalde Sæmunds Edda, hvilken Snorre selv siden forklarede ved en prosaisk Paraphrase og Commentar, til hvilke han maaskee ogsaa har erholdt flere Materialier fra det samme Skriftforraad. 2) Are Frodes, tildeels af Sæmund Frode reviderede eller forögede, Skrifter a) over de norske Kongers Historie b) de saakaldte Schedæ og c) vor her omhandlede Landnáma.

En anden nok saa sandsynlig Maade, hvorpaa Snorre Sturlesön er kommen i Besiddelse af Are Frodes Skrifter (os vitterlig af den förstnævntes egne Værker) kjende vi ellers af Historiens udtrykkelige Vidnesbyrd. Hallfride, Ares Sönnedatter, boede, formodentlig efter hendes Fader Præsten Thorgils Areson, en Tid lang paa Helgafell, med hendes Mand, Præsten Magnus Paulsön. Som vi formode, have de arvet Gaarden, eller udlöst den fra Hallfrides eneste Broder og Medarving, Are Thorgilssön, den yngre, kaldet den Stærke, som boede paa Stad i samme Thinglaug, nu kaldet Stadastad; Magnus og Hallfride boede paa Helgafell til Aaret 1184, da Klosteret fra Flatö, efter Biskop Thorlak Thorhallesöns, kaldet den Helliges, Foranstaltning blev flyttet dertil. De nævnte Ægtefolk flyttede da til Reikholt, Mandens Fædrenegaard, og boede der til 1208. Snorre Sturlesön, som indtil den Tid havde boet paa Borg, syntes bedre om Reikholt, og benyttede sig for saavidt af den Pengetrang, hvori Magnus og Hallfride da vare komne, at han indgik en Forening med dem, hvorefter de overdroge ham Gaarden Reikholt, og deres hele Bo, paa de Vilkaar, at han skulde underholde dem selv og deres Börn, samt bekoste disses Opdragelse. At Præsten Thorgils, Are Frodes eneste Sön, som maa have været voxen, da han Döde, har arvet hans efterladte Böger og Haandskrifter, er vel upaatvivleligt. Ved Thorgils Aresöns Död kom vel hans fleste Böger til hans lærde (geistlige) Svigersön, som kunde bedre benytte dem end hans ulærde Svoger, som kun synes at have været bekjendt ved sin usædvanlige Styrke. Bögerne have da hört til Præsten Magnus Paulsöns og hans Kones Eiendele, da de i deres Alderdom aftraadte dem til Snorre Sturlesön, der vist med Glæde har modtaget Ares Skrifter, som ligge til Grund for en vigtig Deel af hans eget store historiske Værk. Baade Præsten Magnus og hans Hustru Hallfride Döde, efter Annalerne, i Aaret 1224. Fra den Tid af lader det til at Snorre, formodentlig med Styrmer Frodes Hjelp, især har ivrig sysselsat sig med Ares, Sæmunds, og andre gamle historiske Værker, for deraf at sammensætte de norske Konge-Sagaer, muelig og den yngre Edda og andre lignende Arbeider.

Da Styrmer Frode har været omtrent jevnaldrende med Snorre, födt 1178, men længe, som bekjendt, hans Ven og Fortrolige, samt tillige sandsynligvis hans Medarbeider ved historiske Værker, er det vel mueligt, at ogsaa han er bleven opdraget i John Loptsöns Skole og der har lagt Grund til sin i hans Tid berömte Lærdom. Var dette Tilfældet, kunde ingen bedre være i Stand til at forklare og afskrive hine Værker, end netop Styrmer, hvortil Snorre da ogsaa synes at have brugt ham. I al Fald er det vist at Styrmer har været een af Landnamas Bearbeidere eller Fortsættere, den förste efter Are og Kolskeg — og vi haabe nu tilstrækkelig at have udviklet Sandsynligheden deraf, at dette er skeet efter Are Frodes för paa Odde, eller maaskee paa Helgafell, forvarede, men senere Snorre tilhörende Originalværk, samt maaskee tillige i hans Huus og under hans Tilsyn. Af alt det ovenanförte bliver det saare let at begribe at Styrmer Frode især, ved Tillæggene til det ældste Udkast, har gjort sig Flid for at fortsætte og fremstille Oddemændenes og Sturlungernes Slægtregistre.

Dog kunde disses Revision og Fuldendelse tillige meget naturlig tilskrives Landnamas næste Bearbeider, men förend vi ommelde ham, maatte det tillades os at tilföie det mere, som har kunnet blive os bekjendt om hans nærmeste Forgjængere.

Hvorlænge Styrmer Frode har opholdt sig hos sin Velynder Snorre Sturlesön, efter at han 1231 eller 1232 havde udfört hans Laugmandsforretninger paa Althinget, vide vi ikke, men sandsynligviis har han, ligesom Snorre selv, i Aaret 1236 maattet flygte fra Reikholt, da dennes Fjender bemægtigede sig den nævnte Gaard. I det næstpaafölgende Aar fandt Snorre sig nödsaget til at forlade Island og drage til Norge. 1239 forlod han atter dette Rige, mod Kong Hakon Hakonsöns Forbud, hvorved han paadrog sig Kongens höieste Unaade, og maatte endelig, efter derved opstaaede Forfölgelser, miste sit Liv i Aaret 1241. Hans Ven Styrmer overlevede ham, og satte ham (efter Sturlungas 6te B., 23de Cap.) et særegent Minde ved at betegne hans Dödsdag, den 22de September, med denne besynderlige Benævnelse: Ártið Snorra fólgsnar jarls d. e. Snorres, den hemmelige — eller hemmelig udnævnte — Jarls aarlige Erindring, — nemlig ved en Sjælemesse paa selve Dödsdagen, som dog i de katholske Tider vel sjelden holdtes uden for rigelig Betaling, enten af testamentariske Gaver eller af den Afdödes Arvinger. Snorres Minde kunde neppe hædres paa denne Maade, da han blev anseet for en fredlös Statsforbryder, og hans Gods erklæret for forbrudt til Kongen. Muelig har dog Præsten Styrmer, af Taknemmelighedsfölelse for sin afdöde Velynder, villet opfylde den sidste Pligt mod ham ved den ovenommeldte Helligholdelse af hans Dödsdag, — hvis han ellers ei har henkastet sin Antegnelse, som blot historisk, i et Nekrolog, eller i de Annaler som han siges at have forfattet. Om han, efter sine Begreber, har villet hædre Snorres Minde ved hin underlige Jarls-Benævnelse, eller nedskrevet den i en anden Hensigt, kunne vi nu ikke vide. Anledningen hertil har den ene af os, Finn Magnusen, nærmere dröftet i hans Udsigt over Snorre Sturlesöns Liv og Levnet i det Skandinaviske Lit. Selsk. Skr. 10de Bind 1823.

Sine sidste Leveaar synes Styrmer ellers at have tilbragt i et Kloster, og der at have opnaaet Priors Værdighed, da en saadan Titel tillægges ham af Annalerne, i det de ommelde hans Dödsfald, hvilket de og en i Stokholm forvaret Kalender fra det 14de Aarh., to Gange udgiven af Biskop Hans Finsen henföre til den 20de Februar 1245. Saaledes maa ”1265” (som hans Dödsaar) ansees for en blot Trykfeil i Finn Johnsens ypperlige Værk: Historia ecclesiastica Islandiæ, 1,215, hvorfra den senere er overfört (som troværdig) til flere nyere, ellers gode Skrifter. Styrmer overlevede fölgelig Snorre kun i 4 Aar. Styrmers Vidnesbyrd om Kæmpen Hörds udmærkede Egenskaber paaberaabes i et Citat i Saga af Hörði ok Hólmverjum 40de Cap. ( Ágætar Fornm. Sög. Hólum S. 126). Den handler for det meste om Begivenheder, skete i Borgarfjorden, hvorfor den der længe boende Styrmers Udsagn om Hörd saare naturlig anföres. De samme Udtryk synes og at tilkjendegive, at Styrmer selv har forfattet det förste Udkast til Sagaen, som senere er bleven udvidet af en nyere Bearbeider. Jfr. Sagabibliotheket, I, 280.

4) Vi vide med temmelig Bestemthed, efter hvad vi længere hen ville söge at udvikle, at Snorre Sturlesöns store Bogsamling næsten strax efter hans Död er bleven taget i Besiddelse af Sturla Thordson, den ene af hans to Broder-sönner, som vare oplærte af ham eller i hans Huus, og som begge arvede hans Aandsgaver og Kjærlighed til den nordiske Literatur. Saavel han, som hans Broder Olaf Thordsön, vare Mænd af Formue og Anseelse, samt forestode, efter hinanden, Laugmands-Embedet i Island. Skjönt de begge hörte til Nordens bedste Skjalde, synes Olaf dog, hvad hans egne Arbeider angik, allene at have dyrket Digtekunsten; det meste af dem er tabt, med Undtagelse af hans Fortsættelse af Snorres nordiske Poetik (den. yngre Edda med Skalda) . Dette Foretagende synes ellers at vise, at han af sin Broder har erholdt deres Farbroders, ham fra Barndommen af saa kjære literaire Skatte, for saavidt de indeholdt Nordiske Skaldedigte, og alt som kunde tjene til deres Oplysning. At dette Værk skylder den Sæmundske Skole og Bogsamling paa Odde sin förste Oprindelse, have vi ovenfor bemærket. Det er derimod vist at Snorres efterladte egentlig historiske Skrifter og Böger ere blevne hos Broderen Sturla, hans störste Værks berömte Fortsætter, som, skjönt han selv var en ypperlig Digter, dog ivrigst dyrkede hint Fag, og uden Tvivl især har samlet alle de Sagaer, som angik Norge og Island. Blandt de sidstmeldte har Landnama været, först forfattet af Are og Kolskeg, men siden fortsat eller foröget af Snorres Ven og Client Styrmer Frode. Vi ansee det for troligt at Olafs Bogsamling, efter hans Död 1259, ved Arv, eller paa andre Maader, er kommen i hans Broder Sturlas Eie; dette er saa meget sandsynligere, som Olaf, efter hvad vi kunne udfinde, hverken var gift eller efterlod sig Livsarvinger. Det blev en Nödvendighed for Sturla, som agtede selv at skrive Islands Historie i sildigere Tider, at gjennemsee Landnama nöie, ja selv at tilföie den det fra ældre troværdige Kilder, som var udeladt deri, men ham dog bekjendt. Saaledes blev da den reviderede Islendingabók, i den 3die eller 4de Udg., en Hovedgrundvold for Islendinga-Saga hin mikla (Islands store Historie) ellers kaldet Sturlunga-Saga, af hvilket Værk, saaledes som vi nu have det, Sturla Thordsön vel har skrevet det meste, men han afbrödes af höi Alder eller og af Döden (1284) i sit Arbeide, som blev sluttet af en anden Haand. Vi henvise, for det förste, herom til Amtmand Bjarne Thorsteinsons Fortale til Sturlunga-Saga 1ste Binds 1ste Afdeling S. IV-X og Biskop Müllers Sagabibliothek I; 245-248. Om den Mand, som har sluttet hint store Værk, forbeholde vi os ellers at meddele nogle Oplysninger ved denne Indlednings Ende. Hvor bevandret Sturla ogsaa var i Norges Historie, skjönnes let af hans store Saga om Hakon Hakonson, udgiven tillige med to smaae af hans Saga om Magnus Lagabæter tilbageblevne Brudstykker, ved B. Thorlacius og Werlauff, som 5te Deel af Noregs Konunga-Sögur (Fol. Khavn. 1818). At Snorres ypperlige, af ham saaledes fortsatte, historiske Forarbeide her har tjent ham til Ledetraad og Mönster, skjönnes lettelig af enhver sagkyndig Gransker.

5) End en femte Bearbeidelse synes Landnama paa Sturlas Tid eller lidt för at have erholdt, som enten er bleven foretaget eller foranstaltet enten a) af Snorre Sturlesöns Fætter og Sturla Thordsöns Ven, Marcus Thordsön paa Melum i Borgarfjorden, eller b) af dennes Fader, Præsten Thord Bödvarsön til Garde paa Akranæsset i det samme Herred, een af Snorre Sturlesons bedste Venner, som da let hos ham kunde tage eller faae en Afskrift af den i hans Værge værende Landnama, hvilken han maaskee selv har foröget, især med de Slægtregistre som slutte med ham selv og hans Sön Marcus. At denne Forfatter foruden Styrmers Tillæg ogsaa skulde have erholdt de af Sturla Thordsön tilföiede, er vel mueligt. Dog er det sandsynligere at Værket end senere er blevet omstöbt i sin nærværende Form, og saaledes har erholdt nogle, ellers ubekjendte, tit mærkværdige, men undertiden noget tvivlsomme og urigtige Tilsætninger og Forandringer. Hans Finsen har troet at den af Arngrim Johnsen og Björn Johnsen menes ved den af dem brugte Codex, som de undertiden citere under Navn af Vatnshyrna, (formodentlig af en Gaard, kaldet Vatnshorn); den har vel været skrevet paa Pergament, men dens Indretning og Skjæbne er nu ganske ubekjendt. Af denne saakaldte Melabók har den Arnæmagnæanske Samling en udförlig Afskrift samt et dermed overensstemmende Brudstykke af en anden. Den Recension, som vi nu have, er ellers, som det synes, omdannet efter Hauksbók og foröget med dens Varianter. Ved nöie at undersöge de gamle Slægtregistre finde vi ellers at Snorre Marcussön paa Melum, Sön af Marcus Thordsön sammesteds, har havt en Sön, hvis Navn vi desværre ikke vide, men som har havt nogen Andeel i Sturlunga Sagas Udarbeidelse, i det han der, i et af de ældste og bedste Haandskrifter, taler om sig selv i förste Person som Ketil Thorlaksons Dattersön og Fætter til Narfes Sönner. Herom komme vi til at handle udförligere ved at omtale den sidstmeldte Sagas forskjellige Forfattere i det fölgende.

6) Landnamas ovenmeldte gamle Recensioner have, paa den sidstmeldte nær, været dens sjette Bearbeider, Hauk Erlendsön, bekjendte. Denne af Islands Literatur, som Samler og Afskriver, særdeles fortjente Mand nedstammede baade paa Fædrene- og Mödrene-Siden fra gamle islandske Familier — see f. Ex. den ved Hauk selv fortsatte Landnamas 3 P. 13 Cap., 4 P. 1 Cap., 5 P. 9 Cap. (hvor hans Hustrues, Steinuns, Stamtavle ogsaa findes). Hans Fader Erlend Olafsön, kaldet den Stærke eller den Tykke, var netop, fra Aaret 1278 af, Sturla Thordsöns Eftermand i Laugmands-Embedet paa Island, og den mægtige Hierarch Biskop Arnes kraftige Modstander. I Aaret 1290 blev han af Kongen forlenet med Vestfjordene, i hvilken Landsfjerding baade han og hans berömte Sön havde deres Bopæl, og Erlend synes endog lige fra 1284 af at have havt noget med dens Forvaltning at bestille. Hans Mödreneslægt var islandsk, men om hans Fader Olafs Forfædre tie vore Efterretninger. At han saaledes efter deres Gisning kan have nedstammet fra Norge paa Fædrenesiden, er vel mueligt. I sin Alderdom synes han at have afstaaet Laugmands-Embedet til sin Sön og Döde 1312. Hans Sön Hauk synes, efter nogle Annaler, förste Gang at have forestaaet Laugmands-Embedet 1294 formedelst sin Faders da foretagne Reise til Norge. Andre foregive, at han blev virkelig (skjönt han maaskee rettere midlertidig fungerede som) Laugmand 1295. Dette sidste har vel i Faderens Fraværelse tiere været Tilfældet. 1303, da han opholdt sig i Bergen, kaldtes han (i norske Diplomer) ”Herra Hauker lögmaðr.” 1306 kom han tilbage fra en Reise til Norge og ommeldes som virkelig Laugmand. 1308 stiftede han, tillige med Biskop Arne Helgesön, et saa kaldet Hospital (spitali) eller Forsörgelsesanstalt for lærde (geistlige) Mænd, paa Göilverjabai Gaulverjabæ) i Arnes Syssel. Han reiste i samme Aar ud af Landet til Norge, hvor vi see at han af og til har opholdt sig. De fleste Annaler ansætte hans Död til 1334.

Laugmand Hauk Erlendsön forekommer saa tit i norske Diplomer fra den Tid, og havde saa meget med Dommer-Forretninger og andre offentlige Sager i Norge, især i Bergen og dets Omegn, at bestille, at man let kunde fristes til at mene, at han virkelig har fungeret som Bergens eller Gulethings Laugmand, hvilken sidste Titel en gammel Oversættelse af et norsk Diplom, fra 1311, tillægger ham, men derved mene vi at en Feiltagelse er indlöben, med mindre han, som constitueret, for en kort Tid, har fört en saadan Titel, — da Gunnar Hjarandason, i originale Diplomer fra foregaaende og paafölgende Aar (1310 og 1312) udtrykkelig kaldes Laugmand for Bergen og Gulething (Björgvinar og Gulaþings lögmaðr). Ellers var Hauk i Aaret 1309 een af dem, som udfærdigede et mærkværdigt Actstykke angaaende Tiendevæsenet i Bergen. Fra 4de Mai 1321 haves et Brev eller Indlæg, som er skrevet til kam af Nordmænd i Districtet Vangen, og giver ham den hæderlige Titel af viis og vel erfaren Mand (vitrum manni og val reyndum, Herra Hauki Erlendssyni, lögmanni) hvori en Arvesags Beskaffenhed ellers forestilles ham, til hans Kjendelse eller Erklæring. 1313 finde vi ham som Medlem af flere, tildeels af Kongen udnævnte dömmende Commissioner, i en vigtig norsk Eiendomssag. I to Mandater, hvorved den afsagte Dom bekræftedes, kalder Kongen ham og Herra Hauk Erlendsson. 1330 finde vi ham endelig som een af flere Dommere i en Sag, der angik en druknet Kones Dödsmaade, som erklæredes at være skeet ved ulykkeligt Tilfælde, men ikke ved andres strafværdige Uforsigtighed. Heraf erfare vi, hvor höi Anseelse han nöd i Norge uden for sin egentlige Embedskreds, — og haabe at disse hidindtil ubekjendte, men fra authentiske Kilder hentede Efterretninger om denne, saavel af det Offentlige som af Literaturen fortjente Mand ei ville være vore Læsere ukjærkomne.

---