Grimner hos Geirrød

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Olaf Hansen
1911

Grimner hos Geirrød

Kong Hraudung havde to Sønner, den ene hed Agnar, den anden Geirrød. Da Agnar var ti og Geirrød otte Aar, roede de en Dag ud i en Baad med deres Snører for at fange Smaafisk; Men Vinden drev dem til Havs. I Nattens Mørke strandede de et Sted. De gik op fra Kysten og traf en fattig Bondemand, og hos ham blev de Vinteren over. Bondekonen tog sig af Agnar., men Bondemanden tog sig af Geirrød og gav ham mange gode Raad. Da det blev Foraar, gav Bondemanden dem et Skib. Men da han og hans Kone førte Børnene ned til Stranden, sagde Manden noget til Geirrød, som de andre ikke hørte. - Drengene fik Bør og kom til deres Faders Landingspladser. Da stod Geirrød forude paa Skibet. Han sprang i Land og stødte det ud i Vandet igen og raabte til sin Broder: "Sejl nu hen, hvor du kan blive taget af Trolde". Skibet drev ud paa Havet, Geirrød gik op til Gaarden, og der blev man meget glad ved at se ham. Hans Fader var død, mens han havde været borte, og saa blev han taget til Konge og blev en navnkundig Mand.
Odin og Frigg sad i Hlidskjalf og saa ud over Alverden. Saa sagde Odin: "Kan du se din Fostersøn Agnar - han ligger og avler Børn med en Troldkvinde i en Hule, mens derimod Geirrød, min Fostersøn, er Konge og Herre i Landet". Frigg svarer: "Han er saa bange for at give Folk noget at spise, at han sulter sine Gæster, naar han synes, der kommer for mange af dem". Odin sagde, han vilde vædde paa, det var den største Løgn, og saa væddede de. Frigg sendte Fulla, sin Terne, ned til Geirrød og lod hende sige til Kongen, at han skulde tage sig i Agt, at han ikke blev forgjort af enTroldmand, der var kommet til Landet. Han kunde kende ham paa, sagde hun, at hvor bidsk en Hund end var, vilde den aldrig fare paa ham. Det havde nu ikke det mindste paa sig, at Kong Geirrød ikke undte Folk, hvad de kunde spise; men da der en Dag kom en Mand, som Hundene ikke vilde fare paa, lod han ham gribe. Manden gik i en blaa Kappe og sagde, han hed Grimner, men mere kunde man ikke faa ud af ham, skønt man spurgte ham. Kongen lod ham pine for at faa ham til at tale og satte ham mellem to Baal, og der maatte han blive siddende i otte Nætter. - Kong Geirrød havde en Søn; han var ti Aar dengang og hed Agnar efter hans Broder. Agnar gik hen til Grimner, rakte ham et fuldt Horn og sagde, at det var galt af hans Fader at pine en Mand, der ingenting havde gjort. Grimner tømte Hornet. Da var Ilden naaet saa nær ind paa ham, at den havde faaet fat i hans Kappe. Han sagde:

1.

Ild, du er hed,
og altfor glubsk -
træk dine Tunger til dig.
Laaddet svies,
skønt jeg løfter Kappen,
og Flammen har fat deri.

2.
Hil dig, Agnarl
Herren over alle
lover dig Lykke nu.
For een Drik
skal du aldrig faa
saa god en Gave igen.

3.
Hisset ser jeg
et helligt Land
Aser og Alfer nær.
Men i Trudheim
skal Tor bo,
til Asernes Magt ender.

4.
Ydale er der,
hvor Ull har bygget
sig selv Sale engang.
Alfheim gav Guderne
i ældgamle Dage
Freyr ved hans første Tand.

5.
Saa er der en Borg -
de blide Magter
har tækket dens Sale med Sølv.
Det er Valaskjalf -
den blev skabt til ham selv
af Asen i ældgamle Dage.

6.
Søkkvabækk er der,
som svale Bølger
altid larmer over,
og hvor Odin og Saga
hver eneste Dag
drikker glade af gyldne Krus.

7.
Saa er der Gladsheim,
hvor det guldstraalende
vide Valhal ligger.
Der kaarer Hropt
hver Dag der gaar,
hvem der skal falde forVaaben.

8.
Borgen, hvor Odin
bor, er saare let
at kende for dem, der skal did:
Sparrerne derpaa
er Spyd - den er skjoldtækt,
Bænkene dækkes af Brynjer.

9.
Borgen, hvor Odin
bor, er saare let
at kende for dem, der skal did:
Vest for Haldøren
hænger en Ulv,
og der luder en Ørn derover.

10.
Trymheim er der,
hvor Tjaze har levet,
den meget mægtige Jætte.
Men nu bor Skade,
den skære Dis,
hvor Faderen boede før.

11.
Saa er der Breidablik,
hvor Balder har bygget
sig selv Sale engang
i det Land,
hvor der lides, ved jeg,
mindst af alskens Ondt.

12.
Himinbjørg er der,
dér bor Heimdal, tror man -
de Helligdomme er hans.
I sit yndige Hus
drikker Asernes Vogter
glad den gode Mjød.

13.
Saa er der Folkvang,
hvor Freya raader for
hvem der skal sidde i Salen.
Hun vælger daglig
den halve Val,
den anden halve er Odins.

14.
Glitner er der,
den er guldsøjlebaaret,
og dens Tag er tækket med sølv.
Der færdes
Forsete oftest
og stiller Alverdens Strid.

15.
Saa er der Noatun,
hvor Njord har bygget
sig selv Sale engang.
Hin Folkenes lydefri
Fyrste raader
for den højttømrede Hørg.

16.
Krattilgroet
og græsdækket
er Vidars Land Vide.
Oppe fra sin Hest
lover Odins Søn,
han hurtigt vil hævne sin Far.

17.
Andhrimner
tager Eldhrimner
og sætter Sæhrimner over,
det fejreste Flæsk -
men kun faa ved,
hvad Føde Einherjerne faar.

18.
Gere og Freke
gir den gilde, kampvante
Menneskenes Fader Mad.
Men Vin alene
er den vaabengæve
Odins eneste Næring.

19.
Hugin og Munin
henflyver daglig
over Alverden vide.
Jeg er angst for Hugin -
at han ikke kommer hjem,
men mere angst for Munin.

20.
Tund strømmer strid,
Storulvens Fisk,
boltrer sig glad i dens Bølger.
De faldnes Skarer
finder den Flod
for vældig at vade over.

21.
Ude paa Vangen
staar Valgrind, Porten,
hellig for hellige Døre.
Den er ældgammel,
dog aner kun faa,
hvordan, den er lukket i Laas.

22.
Femhundred Døre
og fyrretyve til
har Valhal, saavidt jeg ved.
Ud af hver enkelt
gaar der ottehundred Mand,
naar Kampen med Ulven skal kæmpes.

23.
En Ged, Heidrun,
staar paa Hallens Tag
og gnaver af Lærads Grene.
Kummer den fylder
med den klareste Mjød -
den Drik slipper aldrig op.

24.
En Hjort, Eiktyrner,
staar ogsaa paa dens Tag
og gnaver af Lærads Grene.
I Hvergelmer drypper der
Vand fra dens Horn -
derfra udspringer alle Strømme.

25.
Sid og Vid,
Søken, Eiken,
Fjørm og Fimboltul,
Sval og Gunntraa,
Gipul og Gaapul,
Gaamul og Geirvimul.

26.
Tre Rødder
gaar til tre Sider
ud fra Yggdrasils Ask.
Hel bor under en,
under en Hrimturser,
og Muldens Mænd under en.

27.
Der render et Egern,
Ratatosk
er dets Navn, paa Yggdrasils Ask -
fortæller, hvad Ørnen
foroven siger,
til Nidhug, der ligger forneden.

28.
Yggdrasils Ask
lider ondt, saa intet
Menneske aner hvor meget.
Hjorten gnaver Toppen,
der gaar Trøske i Siden,
Nidhug river i Roden.

29.
Mig skal Hrist
og Mist bringe Horn,
Skeggjøld og Skøgul.
Randgrid, Radgrid
og Reginleif
bringer Øl til alle Einherjer.

30.
Arvak og Alsvid
kører op paa Himlen
med Solen, slunkne af Slid.
Under Bovene skjulte
de blide Aser
kosteligt kølende Jærn.

31.
Svalin staar
foran Solen paa Vognen,
et Skjold for den skinnende Guddom.
Fjæld og Brænding
skal flamme, ved jeg,
falder det fra den engang.

32.
En Ulv, Skoll,
løber efter den skære
Guddom til Skjulet i Skoven.
En anden, Hate,
den ypperstes Søn,
foran Dagens straalende Dis.

33.
Af Ymers Kød
skabtes al Jorden,
og Hav der blev af hans Blod,
knejsende Klipper
af hans Knogler - Trær
af hans Haar, og Himmel af Issen.

34.
Men af Brynene
danned de blide Guder
Midgaard til Menneskens Sønner,
og af Hjærnen blev
de barsksindede
Skyer alle skabt.

35.
Ulls Gunst
og alle Guders
til den første, der fjærner Flammen!
Der blir aabne Verdner
om Asernes Børn,
kommer de Kedler bort.
   (Kedlerne fjærnes.)

36.
Kampgudssønnerne
har set mit Ansigt -
nu er Hjælpen nær.
Et Glimt fik alle
Aser deraf
inde paa Ægirs Bænke.

37.
Grim har jeg hedt,
jeg hed Ganglere,
Herjan og Hjælmbærer,
Tekk og Tredje,
Tud og Ud,
Hærblinder og Høj.

38.
Sad og Svipal
og Sanngetal,
Herteit og Hnikar -
med eet Navn
blev jeg aldrig kaldt,
imens jeg vandred i Verden.

39.
Svidur og Svidrer
hed jeg i Søkkmimers Hjem
og gækked den gamle Jætte,
da jeg ramte Midvitners
berømte Søn
og fælded ham en mod en.

40.
Du er drukken, Geirrød,
du har drukket for stærkt.
*
Meget har du mistet
med min Gunst,
alle Einherjers og Odins.

41.
Jeg har sagt dig meget,
du mindes for lidt,
svegen af næres Svig.
Jeg ser min Vens
Værge paa Jorden -
Bladet er vaadt af Blod.

42.
Nu skal Ygg eje
den æggtrætte Val,
dit Livs Timer er talt.
Gudinderne er dig vrede -
jeg er Odin selv.

Nærm dig nu, om du kan.

Kong Geirrød sad med sit Sværd, halvt draget, over Knæ. Men da han hørte, at det var Odin, der var kommet til hans Gaard, stod han op og vilde tage ham bort fra Ilden, men Sværdet faldt ud af hans Haand, og Hjaltet kom til at vende ned. Kongen snublede og styrtede forover, Sværdet gik igennem ham, og det blev hans Død. Saa forsvandt Odin. Men Agnar var Konge i Landet længe efter.

Anmærkninger:
Digtet er - med nogle Overspringelser - gengivet i det væsentlige som det foreligger. Hvor meget der opr. er ægte, synes noget svævende. I Finnur Jónssons Udgave betegnes disse Vers som ægte: 3 , 2, 3:1+3, 6, 7, 8, 9, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23, 24, 29, 35, 36, 37, 38, 39, 40, 41, 42.
Prosaen. Hlidskjalf (”Hallen med den store Port”) efter Snorre: et Højsæde i Valaskjalf. - Grimner = den formummede.
Vers 1. Derefter følger: Otte Nætter sad jeg - mellem Baalene her - uden at nogen - har budt mig Mad - undtagen Agnar - der ene skal raade - Geirrøds Søn - for Goternes Lande.
Vers 3:4,6. Sidste Halvvers er vel uægte. Eller ”Men” er forkert. Gering gengiver: Dort in Thrudheim - wird Thor weilen. - Trudheim = den stærke Verden.
Vers 4:1 Ydale = Takstrædalene.
Vers 4:2. Ull, efter Snorre en Søn af Sif, Tors Stesøn. ”Han er saa god en Bueskytte og saa dygtig en Skiløber, at ingen kan maale sig med ham. Han er smuk af Udseende og har en Krigers Væsen og Dygtighed; ham er det godt at paakalde i Tvekamp”.
Vers 5:4. Valaskjalf = Valhal?
Vers 5:7. Asen, sc. Odin.
Vers 6:1. Søkkvabekk d.e. Stedet, hvor Bækken styrter ned.
Vers 6:4 Saga = Frigg.
Vers 7:1. Gladheim = Glædens Verden.
Vers 7:4. Hropt = Odin.
Vers 10:1. Trymheim = Larmens Verden.
Vers 10:2. Tjaze blev dræbt af Guderne. Han var en Søn af Alvalde og havde bortført Idun. Skade, hans Datter, blev til Erstatning for Drabet gift med Njord.
Vers 11:1. Breidablik d.e. den bredtglinsende Borg.
Vers 12:1. Himinbjørg d.e. Himmelbjærge.
Vers 13:1 Folkvang d.e. Slagmarken.
Vers 14:1. Glitner d.e. den glinsende.
Vers 14:5. Forsete (”Forsidderen”) efter Snorre en Søn af Balder og Nanna. ”Alle, der kommer til ham med vanskelige Tvistemaal, bliver forligte, inden de tager bort igen. Det er den bedste Domstol hos Guder og Mennesker”. - Paa Helgoland dyrkedes ved de kristne Missionærers Ankomst en Guddom Fosite, som man antager er den samme som Forsete. Han havde et stort Tempel. Ingen maatte røre hans Kvæghjorde og øvrige Ejendom. Af hans hellige Brønd maatte man kun øse stiltiende.
Vers 15:1. Noatun d.e. Skibslandet.
Vers 16:3. Vide d.e. Skoveng.
Vers 17:13. Andhrimner (”Manden med det sodede Ansigt”), Kokken i Valhal, Eldhrimner (”den af Ilden sodede”), Kedlen, Sæhrimner Svinet (der efter hvert Maaltid bliver levende igen).
Vers 18:1. Gere (”den graadige”), Freke (”den graadige”), Odins to Ulve.
Vers 20:1. Tund (”den opsvulmede”), en Flod.
Vers 20:2. Storulven d.e. Fenrer. - Hvilken Flod og hvilken Fisk, der menes, usikkert.
Vers 22. Derefter følger: Femhundrede Gulve - og fyrretyve til - har Bilskirner alt i alt. - Af alle Huse - der er tækket med Tag - ved jeg min Søns er størst.
Vers 23:3. Lærad, vel Yggdrasil.
Vers 24:4 Hvergelmer ligger, efter Snorre, midt i Niflheim.
Vers 25. Derefter opregnes flere andre Floder, blandt dem: Kørmt og Ørmt - og to, der hedder Kerlaug - dem skal Tor vade over - hver Dag - naar der drages til Doms - ved Yggdrasils Ask - thi Asabroen brænder helt i Lue - de hellige Vande damper (?). - Og i Tilslutning hertil opregnes nogle af Asernes Heste.
Vers 26:3. Hel, Dødsgudinden, Lokes Datter.
Vers 27:2. Ratatosk d.e. Gnavetand. - Efter dette Vers nævnes nogle andre Hjorte, der gnaver paa Asken, og en ny Strofe siger:

Der er flere Orme
under Yggdrasils Ask
end Alverdens Taaber tænker.
Ofner og Svafner
skal altid, tror jeg,
gnave de grønne Kviste.

Vers 29. Hrist og de andre i Verset nævnte Kvinder er Valkyrier.
Vers 30. Arvak d.e. den tidlig vaagne, Alsvid den meget kloge.
Vers 31. Svalin d.e. Svaleren.
Vers 32:1. Skoll d.e. den svigfulde.
Vers 32:4 Hate d.e. Haderen. - Efter Snorres Fremstilling er Hate en Ulv, der forfølger Maanen.
Vers 35. Derefter følger i Teksten: Ivaldes Sønnner - gik i ældgamle Dage - for at skabe Skidbladner - det bedste Skib - til den skinnende Freyr - Njords herlige Søn. -- Yggdrasils Ask - er ypperst af Træer, - men Skidbladner af Skibe - Odin af Aserne - Sleipner af Heste - Bilrøst af Broer - men Brage af Skjalde - Habrok af Høge - Garm af Hunde.
Vers 36. Det synes altsaa, som om de øvrige Guder har været til Gilde hos Ægir og nu ser Odin, efter at Kedlerne er fjærnet.
Vers 37 og 38:1,3 Navnene er Odinsnavne. Teksten har flere : Sidhat, Sidskæg, Alfader, Valfader o. a.
Vers 39. Begivenheden ellers ukendt.
Vers 42:2. Den æggtrætte Val: her Geirrød alene. - Digtet har herefter endnu et Vers: Odin hedder jeg nu - Ygg hed jeg fordum - og for igen hed jeg Tund - og Vak og Skilfing - Vafader, Hroptatyr - Gaut og Jalk: blandt Guderne - Ofner og Svafner - men de er alle, tror jeg, blevet af mig alene.