Grottesangen (Olaf Hansen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Olaf Hansen
1911

Grottesangen

1.
Til Kongens Gaard
kom der Gæster nys,
Fremseersker,
Fenja og Menja.
Frode, Fyrsten,
Fridleivs Søn,
havde købt de mægtige
Møer til Trælle.

2.
Kvinderne førtes
til Kværnlejet;
der kom snart Gang
i den grå Sten.
Han nægted dem hvert
Hvil og Blund,
før deres Sang
var sunget for ham.

3.
(Saa kvad de for ham,
mens Kværnen gik):
*
"Lad os lægge Lejet
og løfte Stenen."
Han bad Møerne male
mere endnu.

4.
De sang og svang
den snurrende Sten,
saa Frodes fleste
Folk sov ind.
*
Da sang Menja
ved den malende Kværn:

5.
Lad os male ham Guld
og god Lykke,
Mængder af Gods
ved Glædeskværnen.
Lad ham sidde i Guld
og sove paa Dun,
vaagne til Fryd -
det er vel malt da!

6.
Her skal ingen gøre
en anden Fortræd,
udpønse ondt
eller ægge til Drab,
eller vove a slaa
med det hvasse Sværd,
laa hans Brors Morder
end bunden for ham."

7.
*
De første Ord
han lod falde, var:
"Sov, men kun kort
(som Kukkeren tier),
sov, til jeg kunde
faa sunget et Vers."

8.
"Det var overilet
af dig, Frode,
folkemilde Konge
at købe os.
Du saa paa vor Styrke
og Statelighed,
men om vor Æt
har du ikke spurgt.

9.
Haard var Hrungner
og Hrungners Far,
men Tjaze var en haardere
Hals end disse.
Vi er af Ides
og Ørners Slægt,
to Bjærgrisebrødre,
er Børn af dem.

10.
Ej var Grotte kommet
fra det graa Fjæld,
ej heller den stærke
Sten af Jorden,
og Bjærgrisemøerne
maled ej saa,
havde ej de kendt
Kværnen fra før.

11.
I ni Vintre
har vi vældige to
leget med hinanden
under Jorden.
Vort Værk blev ikke
en Hverdagsdont:
Den vældige Sten
har vi rokket løs.

12.
Vi trillede den
over Troldegærdet,
saa Jorden rysted,
da den rullede ned.
Saa slynged vi den op,
den snurrende Sten,
den vældige Blok,
Mennesker tog den.

13.
Siden gik vi
i Sverrigs Land
over Kampvange -
vi ved, hvad der sker.
Brynjer vi flænged,
brækkede Skjolde,
gik gennem Skarer,
Graasærke dækked.

14.
Een Drot vi styrted,
støtted en anden,
yded den gode
Guttorm Hjælp.
*
Hviletiden kom
da Knue faldt.

15.
Et Aar der gik,
vi var altid med;
vor Lyst til Strid
kendtes langt omkring.
Vi stak med Spyd,
Spidserne bored,
Saarene randt,
vi rødnede Sværd.

16.
Nu er vi kommet
til Kongens Gaard;
uden Trøst i vor Lod
maa vi trælle der.
Grus gnaver Foden,
vi fryser paa Kroppen.
Fredskværnen vi trækker -
der er trist hos Frode.

17.
Hænderne skal hvile,
hvile Stenen:
jeg har malet nok,
nu vil jeg standse."
"End maa Hænderne
ikke hvile,
Frode er ej
tilfreds endnu.

18.
(Helte skal komme,
haarde Hjælme)
blodige Vaaben -
vaagn nu, Frode!
Vaagn op, Frode,
hvis du ønsker at høre
vore gode sange
og gamle Sagn.

19.
Jeg ser Ild brænde
Øst for Borgen,
Bud om Kampe -
det er Bavnens Blus.
En Hær kommer hid
i Hast mod dig.
Konge! den brænder
din Borg til Aske.

20.
Du har siddet dit længste
paa Lejres Stol,
haft Guldringe
og den gode Kværn.
Søster! Tag fastere
fat om Grebet
(faldnes Blod
saa vi førend i Dag."

21.
Min Fars Datter
har gjort fyldest som Træl:
Nu maled jeg Død
over mange Mænd.
Der styrted store
Stokke fra Kværnen,
malmbeslagne.
Lad os male, Søster!

22.
Lad os male, Veninde!
Nu skal Yrsas Søn
tage hævn over Frode
for Halfdans Drab.
Han er Yrsas Søn,
men skal ogsaa kaldes
Yrsas Bror,
hvad vi begge ved."

23.
Saa satte de i
med al deres Kraft,
jagede rundt
i Jættevrede.
Stangen knaged,
Kværnen styrted,
den tunge Sten
gik i to Stykker.

24.
Da sagde den ene
unge Bjærgmø:
*
"Vi har malet, Frode,
er færdige nu.
Længere agter
vi ikke at trælle."

---

Anmærkninger:

” . . . . Forklaringen bliver naturligere, hvis det er Bjærgelvene, Digteren tænker paa. De har levet som ganske unge under Jordens Overflade, de har tumlet med Fjældstykker og styrtet nogle af dem ned i Dalen, de har slynget ”den rullende Sten”: d.e. trillet den foran sig paa deres Løb; om Vaartiden stiger de i vild Bersærkergang og vælter ind over Sletterne, hvor ingen Menneskekraft kan spærre dem Vej. Men naar de har raset ud, da tager Mennesket dem i sin Tjeneste, da maa de slide og drage Kværnhjulet som Møllebække ; og dog kommer der Tider, naar Vandet samler sig i sin Vælde, lader Kværnen løbe løbsk eller splintrer Kværnbruget, og paany raser i sin gamle Tøjlesløshed.”
(Axel Olrik: Danmarks Heltedigtning I, Side 284).
Vers 1:4. Frode, dansk Sagnkonge.
Vers 4:3,4. Stedet opfattes ogsaa: Mens Frodes fleste Folk laa og sov.
Vers 9:5. Ide, Broder til Tjaze?
Vers 22:2. Yrsas Søn er Hrolf Krake. Den Hævn, som ellers tillægges Hroar og Helge, udføres her af ham.
Vers 22:4,8. Haldans Søn Helge avlede Yrsa med en saksisk Dronning, Alof. Sener giftede han sig med Yrsa uden at kende hende, og med hende avlede han Hrolf.