Gudedigte (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 3. nov. 2019 kl. 09:49 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Første tidsrum, 800–1100

Gudedigte


Völuspá. Som för bemærket står dette digt, Völvens spådom, aller forrest i cod. reg. Det findes også i en afvigende og meget værre form i Hauksbók; endel vers findes hos Snorre, hvoraf det fremgår, at han har haft digtet i den fra cod. reg. kendte form. Digtet giver en oversigt over verdens mytiske historie lige til ragnarök og verdens genfødelse, alt i korte og knappe, energiske hovedtræk og således, at den etiske side stærkt fremhæves helt igennem. Der meddeles, hvorledes det onde kom ind i verden og brat gjorde ende på guldalderen, guderne bliver befængte med skyld; det bliver stadig værre; Balder dør og derved er alt ondt nået sit höjeste, brødre slår hinanden ihjæl og alle sædelige bånd løsnes; ufred og tegn i luft og varsler bebuder den snarlige undergang, der så skildres, idet digteren forud har fået lejlighed til at omtale den straf, som de værste forbrydere får inden ragnarök. I modsætning til disse mörke skildringer og billeder opruller völven så det herligste billede af den ny opdukkede jord og det evige, uskyldsfri liv, som brave mennesker i al fremtid skal føre i Gimle. Alt ondt er nu forsvundet, hvilket symboliseres i at Nidhug, der för undergangen havde gnavet på Yggdrasils rod, nu forsvinder. Kun for den sidste dels vedkommende er digtet en spådom; alt det øvrige er fortidsberetning. Völven tiltaler i begyndelsen guder og mennesker og — længere hen — giver hun tilkende, at hun meddeler alt dette på Odins egen opfordring; for at vække tiltro omtaler hun de urgamle tider, da hun opfødtes blandt jætter. Alligevel er der ingen grund til at antage, at vi her har med en fra døde opvækket völve at göre. Digteren forestiller sig hende som meget gammel. Det fremgår af, at hun af Odin er bleven opfordret, idet hun »sad ude« og forskede på sin vis, og dette må tænkes at være sket kort forinden. Den stærkt inspirerede digter har med genial sikkerhed vidst at fremdrage de enkelte hovedpunkter og midtsamle det hele derom og han har formået at skildre alt i et herligt, kærnefuldt sprog og på udmærket formede vers (fornyrðislag). Alt unødvendigt er udeladt; men overleveringen har ikke været god mod digtet; uden tvivl er der i det mindste på et sted udfaldet vers, hvor Snorre heldigvis giver os nöglen til forståelsen; men hvad der er værre er, at en mængde remsevers og andre vers er indskudte i begyndelsen af digtet; en större synd mod digtet kan ikke tænkes end optagelsen af disse vers, selv om enkelte af dem uden tvivl er gamle og ikke uden betydning. Digteren har næppe fundet på nogle af de enkelte mytetræk af sig selv, men han har mulig selv samlet dem til dette hele; og som sikkert må det betegnes, at han har præget det hele med sin egen stemning og opfattelse. Det er let at se, at det er samtidens slethed og de overhåndtagende forbrydelser imod det etiske og moralske, der fremhæves. Heri ligger atter en stærk advarsel og opfordring til at forbedre sig. Uomstridelig må dette betragtes som et vidnesbyrd om digterens samtidsforhold og der mangler ikke historiske forhold i det 10. årh., der kan afgive digtets baggrund. For Norges vedkommende vilde tiden ved 930 (Erik blodøkses optræden) passe fortræffelig; også digtets form vilde passe ypperlig hertil. Man kunde også tænke på Harald gråfelds tid, da tiderne var så slette. For Islands vedkommende kunde man især pege på tiden efter 980, da kristendommen var begyndt at blive forkyndt. Men det er höjst tvivlsomt, hvorvidt Islænderne på grund af deres gennemgående indifferente sindelag var så betagne af tidernes slethed, at digtet er opstået der. Noget aldeles afgörende indeholder digtet selv ikke. Omtalen af misteltenen er i så henseende uden betydning. Når det hedder: »Brødre vil slå hinanden ihjæl«, ligger det nær at tænke på Erik blodøkse og hans brødre. Digtet tager ganske sikkert sigte på kristendommen, mod hvilken hedenskabets fortrin fremhæves indirekte; digtet er hedensk helt igennem og forfattet af en hedning, derom kan der ikke herske nogen tvivl. Hvorvidt det alligevel er påvirket af kristelige tanker, er stærkt omtvistet. Der er især et halvvers, der har spillet en stor rolle i så henseende, men det er af en meget tvivlsom ægthed, da det kun findes i Hauksbók. løvrigt er der intet, der ikke lige så godt kan forklares ud fra hedenske stand- og synspunkter.


Völuspá kan siges til en vis grad at være et Odinskvad. Egenlige Odinskvad er følgende.


Vafþrúðnismál. Dette digt er hovedsagelig en samtale-væddekamp om visdom mellem Odin og jætten Vafþrúðnir (»stærk i at forvikle«). Det begynder med, at Odin siger til Frigg, at det er nødvendigt for ham at prøve jættens kløgt; han tåler intet jævnbyrdigt ved siden af sig. Frigg er bekymret og fraråder ham at drage afsted, men det hjælper ikke. Da nu Odin forklædt og kaldende sig 'vandreren' kommer til jætten, mager han det ved sin snildhed således, at under den egenlige ordkamp bliver han den spörgende, efter at jætten ved 4 spörgsmål har prøvet, hvorvidt det overhovedet er værdt at indlade sig med den ankomne; prøven falder heldigt ud. Dette afsnits spörgsmål handler alle om kosmogoniske enkeltheder, det sidste om ragnaröks-kamppladsen. Hovedstridens indhold er også af lignende art — både om verdens tilblivelse og fortidens begivenheder — i 11 replikker, hvortil det 12. om Vaftrudne selv föjes. Derefter følger 5 replikker om eskatologiske tildragelser og her indledes alle Odins spörgsmål med det stevagtige og komplimenterende: »meget har jeg rejst, meget har jeg prøvet, meget har jeg prøvet magterne« [men aldrig har jeg truffet en som dig!]. Vaftrudne ved at svare på alt. Men så tyr Odin til den sidste udvej, at spörge om den hemmelighed, han selv hviskede Balder på bålet i øret. Dette spörgsmål er afgörende og dræbende, men tillige åbenbarer det for jætten, hvem han har at göre med. Han, der som alle jætter nok er meget vidende, men lidet klog af naturen, erklærer sig overvunden (og mister hovedet, skönt dette ikke udtrykkelig siges) og erklærer Odin for sejrherre. »Med feg [til døden hjemfalden] mund har jeg talt«. Digtet er overordenlig snildt indrettet og så godt som fuldstændig opbevaret; på grund af indholdet er det i ljóðaháttr. Störst vigtighed har det som mytologisk kilde og som sådan er det blevet stærkt benyttet af Snorre. Det er fuldstændig hedensk og tilhører det 10. årh.


Grímnismál indledes med en prosaisk fortælling om, hvorledes Odin og Frigg opfostrer to kongesønner, Geirröd og Agnar; den første er Odins fostersön, og han får råd af ham om, hvorledes han ene skal råde for sin faders rige. Dette motiv genfindes i norske æventyr. Frigg fortæller Odin, at Geirröd er karrig og ond mod sine gæster. Dette vil Odin nu selv prøve og kommer til Geirröd forklædt (Grímnir, = maskeret). Han bliver taget og, efter Friggs indskydelse, som en farlig person anbragt mellem to bål uden spise og drikke; kun den unge Agnar giver ham en svaledrik og digtet begynder nu med en henvendelse og tak til ham. Odin fortsætter med en enetale, hvori han især giver oplysninger om en mængde mytologiske enkeltheder, gudeboliger m. m., tilsyneladende hulter til bulter. Sagen er, at digtet er overordenlig stærkt interpoleret med kosmogoniske og andre vers. Udskilles disse — og i det hele og store lader det sig göre — bliver et digt tilbage, der udelukkende drejer sig om Odin selv og hvad der tilhører ham; digterens tendens er åbenbart den, ved sådanne ting at åbne Geirröds öjne, men han er beruset og forstår intet, för end det er for sent og Odin nævner sit for ham i öjeblikket så frygtelige navn (»Nu kan du se Odin«). Geirröd gennembores til straf af sit eget sværd (en prosabemærkning). Digtet, som også er i Ijóðaháttr, tilhører samme tid og tankegang som Vafþr. Endel deri er temlig dunkel (hentydning til ukendte myter). I mytologisk henseende er det og dets indskud af en stor betydning og Snorre har benyttet det stærkt.


Baldrs draumar, Balders drömme (eller Vegtamskvadet) kaldes et lille (mulig mangelfuldt) digt (kun i AM 748). Det handler om Odins ridt til underverdenen for at opvække en völve og udspörge hende om Balders død, hvilket han ad omveje når til at få vished om. Der er om dette digts alder en strid, idet nogle vil göre det til et meget ungt digt. Det synes dog utvivlsomt at måtte henføres til hedenskabets tid. Det er ikke let at se, hvad der skulde have bevæget en kristen til at digte et sådant kvad. Det har et vers, der genfindes i Trymskvadet; det beror måske snarest på efterligning. Ligeledes har det et vers, der genfindes i Völuspá, men her er verset vistnok et indskud.


Odin er endnu hovedpersonen i et digt eller rettere en samling af större og mindre digte, der i hdskr. er samlede til et hele under fællestitlen Hávamál, d. v. s. Odins tale. I hdskr. findes en stor initial to gange og ny linje (dette i det mindste én gang), som om derved betegnedes ialfald nye afsnit, om ikke digte. Så meget er heraf sikkert, at ifølge traditionen er Odin hovedpersonen i alle afsnittene, og helt igennem er samlingen monologisk. Det er K. Müllenhoff, der har opfattet samlingen som bestående af 6 selvstændige digte. Vi skal se nærmere på dem enkeltvis. De er alle digtede i ljóðaháttr.


Det første digt, der vistnok er de egenlige Hávamál, hvis et enkelt digt overhovedet har båret et sådant navn, indeholder en lang række af leve- og opførselsregler og råd i livets forskellige optrin og faser. Forfatteren tager udgangspunktet fra gæsten, der, trængende til gæstfri og god modtagelse, kommer til huse. Det er denne, der fingeres at tale og give alle de gode råd som tak for den nydte gæstfrihed. Det er naturligt, at han således først taler om gæsten, hvad han trænger til, hvorledes han bör opføre sig, og hvilke egenskaber han bör besidde; i denne forbindelse omtales klogskab og uklogskab. Men efterhånden udvider den talende sit blik og sin tales ramme — og han kommer til at give råd angående det menneskelige liv i det hele især m. h. t. forholdet mand og mand imellem, indtil han efterhånden er kommen til livets afslutning ved døden, men det er her ligesom i Völuspá, at man ikke dermed er færdig; ens eftermæle — svarende til det nye liv i Gimle — lever fremdeles, hvilket udtales i de to bekendte, underdejlige vers. Ligesom Völuspá er verdens historie, er dette digt menneskelivets historie fremstillet i form af råd for dets førelse. Det er ikke fyrstens liv, der tages sigte på; det er det almindelige, jævne menneske, hvorom der tales, og det er heraf vi får et indirekte, men så overmåde betegnende billede. Derfor er dette digt et af de vigtigste og uvurderligste af Eddadigtene. Det er også i höj grad, som Völuspá, moraliserende. I sin oprindelige form er det næppe nu; det er på flere måder interpoleret, det var så let at indskyde vers her. Det er — vistnok betydelig — ældre end omtr. 950 (benyttet af Eyvindr, se ovf. s. 34). Det er afgjort et norsk digt; ingensteds findes så mange direkte hentydninger til norske forhold som her. Müllenhoff benægtede, at dette digt overhovedet havde noget med Odin at göre, og han kaldte det for »ordsprogsdigtet«. Dette er et fejlsyn. Der er ikke egenlige ordsprog deri (undt. måske enkelte), men nok ordsprogsagtige sætninger; anderledes kunde det ikke godt være. Men at det er Odin, der taler deri, fremgår ikke blot af overskriften, men også af den hentydning til Odin selv (hos Suttung), som findes deri (det betragtede Müllenhoff som et indskud); endelig kan den almindelige betragtning göres gældende, at ingen var som visdommens overlegne gud i stand til, med myndighed og fornøden sikkerhed at give så omfattende råd angående det hele menneskeliv.


Efter dette digt følger i hdskr. nogle vers, der åbenbart er tænkte som forbindelsesvers, tildels i et forskelligt versemål og remsemæssige.


Herpå kommer to smådigte, der ligner hinanden meget; i dem giver Odin først en almindelig regel: i det første: »ingen skal tro på møens ord«, i det andet: »man skal være munter og veltalende« (og især det sidste). Sandheden af dette beviser Odin ved at fortælle to episoder af sit eget liv: sit erotiske forhold til den skönne Billings-datter (mulig identisk med Rindr; jfr. Saxos fortælling om Odin og Rinda, Rutenerkongens datter), der snød ham så listig; tilsidst da han skulde besøge hende, fandt han endogså en tævehund på lejet — istedenfor hende; spot og skade følges ad. Det andet digt viser, hvorledes Odin ved sin ynglingemunterhed og indsmigrende veltalenhed vandt jættedatteren Gunnlöds elskov og holdt bryllup med hende; dette gjorde han dog kun for at vinde den herlige digterdrik, men han brød sig mindre om, at »han lod Gunnlöd sidde grædende tilbage«. Overfor jætter tog man det ikke så nöje. Det er ikke umuligt, at bægge digte har hørt nöje sammen og er af én forfatter. De er bægge på sin måde belærende. Det første er betydelig interpoleret med remsevers.


Det 4. digt er det, man har kaldt »Loddfáfnismál«, men med urette, da navnet måtte forudsætte, at det er en Loddfáfnir, der taler, medens det netop er en sådan, der tiltales. Hvert vers begynder med opfordring til ham at høre efter og lære rådene. Digtet er nemlig et råd-digt; det er det, der begynder således: »Nu er det tid at tale på talerstolen« (þylja þularstóli á), hvorved en betydelig ælde forudsættes, ja det er måske det ældste Eddadigt overhovedet. Der gives råd m. h. t. kærlighed, venskab, adfærd i kamp og forskellige andre livsforhold, alt på en overmåde simpel, undertiden noget naiv måde; især anbefales forsigtighed og til slutning ærbødighed for den gråhårede vismand. Også her findes interpolationer.


Det 5. digt er egenlig ikke noget sammenhængende digt, men et konglomerat af flere usammenhængende vers (3 i beg. hører dog sammen) om runernes erhværvelse ved Odin, om deres brug og om ofringer til guderne — tildels temlig dunkle vers.


Det 6. og sidste digt er det, der er blevet kaldt Ljóðatal, fordi det indeholder Odins ljóð, tryllesange, hvormed han kan udføre alle slags overnaturlige ting, det er 18 tryllesange ialt, hvis overleveringen er rigtig; mangelfuld og noget forvansket er den i alt fald. Digtet er benyttet af Snorre; det er uden tvivl meget gammelt.


Endelig haves et 8-linjet vers: »Nu er Håves mål kvædede i Håves hal« — med gode ønsker for dem, som kvæder dem, kan dem, hører dem. Dette er snarest en (yngre) epilog til hele samlingen som sådan.


Et på engang Odins- og Torskvad er Hárbarðsljóð, et af de ejendommeligste digte, der haves. I formel henseende er det en enestående blanding af málahátts-, ljóðahátts- og prosalinjer; de første er dog overvejende. Hvorledes det hænger sammen hermed er tvivlsomt; at det skulde være et ufuldendt »udkast« til et digt, som nogle har ment, er utænkeligt; denslags »udkast« kendtes overhovedet ikke i oldtiden. At endel i hvert fald beror på forvanskning synes sikkert. Digtet er ellers et af de morsomste. Digteren har fundet på at stille Odin og Tor overfor hinanden og prøvende kræfter med hinanden, med andre ord: han har stillet den smidige, skæmtefulde, drillende ånd op imod den kluntede, ærlige, ubehjælpsomme kraft, der naturligvis kommer ynkelig til kort. Altså også her er der lære. Hovedindholdet er en af de i oldtiden yndede ordkampe, hvor det gælder om at overbyde hinanden med bedrifter; Tors er stadig jættedrab og jættedrab om igen eller drab på bersærkebrude, hvad der giver Odin anledning til at bebrejde ham hans mangel på galanteri. Odin derimod anfører sine ædle krigsbedrifter og — sejre hos det smukke kön, på en sådan måde, at han uafladelig ærter og skoser Tor. I øvrigt er situationen den, at Tor er kommet til et sund, han skal over; på den anden side ser han færgekarlen, Hårbard (Gråskæg, ɔ: Odin), og råber på ham, men denne nægter at færge rapsere, hestetyve og så elendigt udseende karle som Tor. Tor må beskæmmet gå sin vej med en kraftig trusel — men færget blev han ikke. Digtet er en leg og intet andet, en fornöjelig farce i én akt. Nogen dybere betydning er der ikke tale om; der er intet i digtet, der tyder på, at digteren skulde have haft til hensigt at stille to klasser af kultur overfor hinanden, to samfundsklasser eller lign. Digtet er på grund af de deri forekommende hentydninger til kulturforhold afgjort norsk.


Egenlige Torskvad er følgende.


Først og fremmest Þrymskviða, Trymskvadet. Æmnet er bekendt. Tor vågner og forfærdes over at hammeren er borte. Jætten Trym har, hvad Loke får at vide, stjålet den og nægter at udlevere den, medmindre han får Freyja til ægte. Da hun fnysende tilbageviser dette, hitter Heimdal på, at Tor selv skal spille Freyja og han lader sig, under forståelig uvilje, klæde ud som brud. Også heri ligger en henrivende skæmt. Loke agerer hans tærne. Hos jætten spiser og drikker bruden så meget, at alle jætterne undrer sig derover, ligesom hendes öjne er forbavsende bistre bagved brudesløret, da den hæslige jætte løftede dette, »han lystede at kysse«. Da så hammeren blev bragt ind og lagt i brudens skød for at vielsen kunde foregå, forvandler spøgen sig til grum alvor; Tor med hammeren i hånd overfor fjendtlige jætter! »Han knuste dem alle, og den stakkels jættesøster, der havde turdet bede om brudegave til opnåelse af hendes gunst, fik prygl for pryd«. Dette digt er i alle henseender et mesterstykke, lige udmærket ved sin karaktertegning, Tors især, som ved sin konsekvente blanding af den luneste skæmt og dröjeste alvor. Tor bliver ikke latterlig, det sörger den snilde digter for, medens den snydte jætte-dumrian og den elendige jættesøster er hjemfalden til en hjærtelig latter. Fremstillingen er i al sin kærnefulde korthed uovertræffelig. Digtet anses, med rette, for at høre til de ældste digte; det tilhøre måske det 9. årh. I hvert fald er det norsk. Indholdet af digtet genfindes i den danske folkevise: Tor af Havsgård og er benyttet i de islandske rimer: Þrymlur.


Hymiskviða. Det er digtet om kedelhæntningen — der foregår også hos en jætte. Guderne mangler en bryggerkedel, der er stor nok. Så går Tor og Tyr ud for at låne en sådan hos Tyrs bedstefader, den gamle jætte Hymir; Tyr spiller ellers så godt som ingen rolle i digtet. Jætten er ikke vel tilmode ved deres ankomst og heller ikke glad ved Tors glubende madlyst. Dagen efter ror Tor med jætten ud på havet for at fiske; Tor angler efter midgårdsormen. Så får Tor løfte om kedlen, hvis han kan udføre en kraftprøve i Hymirs hule. Det lykkes ham ved Tyrs moders, den skönne jættedatters råd; så drager han afsted med kedlen, men må udstå en jættekamp. Også myten om Tjalfe og Röskva er indflettet heri. Digtet er uden tvivl bevaret i sin oprindelige skikkelse, og man ser deri, hvorledes forfatteren, der selv er en af de »mytekyndige«, han nævner, kombinerer de enkelte Torsmyter sikkert på en vilkårlig måde. Det er ikke dårlig gjort, og forfatteren er ikke uden en vis grovkornet humor og glimt af lune; sproget er ofte ret kraftigt og udtrykkene træffende. Digtet hører til de yngste, men er dog forfattet för år 1000. Det er det digt, der indeholder de fleste omskrivninger og viser allerede derved dets forholdsvis sene tilblivelse.


Alvíssmál kaldes det sidste Torskvad om Tor og dværgen Alvis. Denne kommer hæsblæsende en nat op på jordens overflade for at fordre et tidligere løfte holdt, hvorom ellers intet vides, ifølge hvilket han skulde få Tors egen datter, Trud, til ægte. Til al ulykke møder han selve Tor. Det er et heldigt indfald (af digteren?) ikke at lade Tor knuse ham med hammeren eller sparke ham ihjæl, nej, Tor er denne gang så fiffig, at lade som han går ind på kravet, dog på den betingelse, at dværgen, der sikkert skulde bære sit navn med rette, skulde svare på alle Tors spörgsmål. Dette lærde replikskifte er digtets hovedindhold, og består i at Tor spörger, hvad en ting (jord, himmel, måne osv., 13 ialt) hedder i alle verdner (hos de forskellige væsner). Hensigten er at trække tiden ud — så skulde dagen og solen göre resten. Det lykkes, dværgen »dages oppe« og bliver til sten; han tager sig ikke iagt; dertil er han for ivrig og elskovsbetagen. Det hele er snildt fundet på og karaktererne træffende. Störst betydning har digtet ved sit sprogmateriale, men af den lærdom, der således fremtræder i digtet, at ville hævde, at det er et meget ungt digt, er ikke holdbart. Den slags betragtninger kunde lige så godt eksistere allerede i 10. årh. og forklares på det bedste med henblik på skjaldepoesiens væsen i det hele, netop den sproglige side. Man huske også på guldomskrivningsversene i Bjarkemål, der sikkert ikke er yngre. Et læredigt kan det også godt kaldes og det i mere end en henseende; forsåvidt slutter det sig også til de ældre digte. Navnene hos de forskellige væsner giver anledning til interessante studier.


Af gudedigtene i cod. reg. er der endnu to tilbage. Det ene er Skírnismál eller det skönne og kraftige digt om Freys elskov til jættedatteren Gerd og hvorledes Freys tjæner, Skirnir, ved sine kraftige formaninger og trusler bevægede hende, der først var standhaftig i sin vægring, til at indvilge i at blive Freys brud inden 9 nætter. Hun modstår alle Skirnirs glimrende tilbud og grufulde trusler, indtil han endelig truer hende med runernes hemmelige magt; den tör hun ikke udsætte sig for. De tre hovedpersoner er glimrende skildrede, Freys elskovslængsel, tavse afmagt og hidsige utålmodighed, Skirnirs troskab og uforfærdethed og så, ikke mindst, Gerds stolte skikkelse. Også i kulturhistorisk henseende er digtet af en stor betydning. Digtet tilhører de ældste kvad og er allerede af den grund snarest norsk; til Norge fører også de forskellige kultur-hentydninger, som f. eks. anvendelsen af en uddød tidsel i en sammenligning.


Det andet er Lokasenna, Lokes ordstrid. I hdskr. sættes digtet ved et prosastykke i forbindelse med det lige foranstående kvad om Hymir og det store gilde, som aserne nu havde foranstaltet efter at have fået kedlen. Loke, der ikke er buden, kommer af sig selv og begynder med at dræbe den ene af Ægirs tjænere — hos ham holdtes gildet —, går så ind i hallen og mager det først således, at han af Odin så at sige indbydes, og dernæst søger lejlighed til at yppe strid med de tilstedeværende guder og gudinder. De fleste drages ind i striden og Loke sparer ikke, efter sin mest ondsindede natur (det er som han nu får rigtig luft), de værste skældsord og forhånelser, bebrejdelser og mest nærgående beskyldninger. Guderne er så menneskelige, at de lader sig friste til at tage til genmæle og således på en måde forringe dem selv; men uden det var der jo ingen senna bleven. Det ender med, at guderne må, for at få fred, nævne Tors navn, og straks er han der med sin hammer; Loke er kæphöj også overfor ham, men han viger dog tilsidst af frygt for hammeren: »ti jeg ved, at du slår«; han forsvinder, men udstøder forbandelser over Ægir. Forsåvidt sejrer guderne over ondskaben og lavheden i Lokes skikkelse. Digtet er snildt indrettet og Lokes karakter er udmærket skildret. Men hvorledes er digtet at forstå? At det er hedensk og fra det 10. årh. er hævet over tvivl. Man kan ikke andet end mindes Völuspá og dens baggrund. Det er som om alle de beskyldninger, man fra kristelig side udstødte mod det gamle hedenskab, naturligvis grundede på misforståelse, forsætlig eller uforsætlig fordrejelse osv., i alfald i hedningernes egne öjne, her blev fremsatte, måske yderligere karikerede, for at lade dem og deres ophavsmænd blive overvundne af verdens og menneskenes gamle forsvarer, Tor. Forsåvidt står digtet i forhold til den hos mange levende følelse af tidens slethed og den gamle gode tros forfald.


De andre digte, der står udenfor den egenlige samling, er følgende.


Hyndluljóð, sangen om jættekvinden Hyndla, der rådspörges af Freyja til hjælp for hendes yndling, den unge Ottar Innsteins sön. I sin helhed er digtet egenlig et slægtregister, men som sædvanlig er der en (mytisk) ramme derom. Den unge Ottar har væddet med en anden om, hvem der var den ætbedste, og da Ottar altid har »trot på asynjerne«, vil Freyja hjælpe ham; jætter er jo kyndige i fortidskundskaber; her er det en jættekvinde, der spiller den kyndige. Freyja opsøger hende og fører hende trods hendes uvenlighed og modstand til Valhal, hvor Ottar befinder sig, og her meddeler Hyndla ham hele hans slægt med dens forgreninger. Digtet er desværre meget dårlig overleveret og forvansket. Derfor er der også forskellige opfattelser af situationen (således opfatter nogle den galt, Freyja rider på, som Ottar selv — en opfattelse, der forekommer ret usandsynlig). For tekstens restitution har navnlig S. Bugge gjort meget. Det sidste forsøg på kritisk at rense digtet (R. Boer) er på flere punkter ikke tilfredsstillende. Det er vanskeligt at bestemme digtets alder og hjem. Da det drejer sig om en vestnorsk hövdingeslægt, ligger det nærmest at tænke sig digtet forfattet i slægtens hjem og for den. Interessen for slægtregistre ser man bl. a. af Tjodolfs og Eyvinds digte. Formentlig tilhører digtet det 10. årh. Det vidner om hedenskabets forfald.


I lignende grad på grænsen mellem gudekvad og heltedigte står Rígsþula, et af de ejendommeligste digte; det er stærkt omstridt. Striden hidrører især fra, at det er mangelfuldt overleveret; slutningen deraf mangler, så at det er umuligt at sige med bestemthed, hvad meningen egenlig er. En lille indledning oplyser om, at guden Heimdal — under Navnet Rigr — vandrer omkring og kommer til 3 forskellige ægtepar: Ai og Edda, Afi og Amma, Faðir og Móðir, — 3 symbolske slægtled —; ni måneder efter får hver af de 3 koner en sön, der bliver stamfaderen til de forskellige stænder, trællestanden, bondestanden og jarlestanden, og udfra denne udgår kongen (Konungr opfattet som Konr ungr); denne sidste og hans idrætter omtales, hans giftermål antydes, men dér afbryder digtet. Digtets hovedbetydning for os er den udmærkede kulturskildring, det giver af de enkelte stænders udseende, levevis og virksomhed. Den filosofiske tanke om en gradvis udvikling fra det lavere til det höjere, betegnet ved de enkelte ægtefolks navne, interesserer mindre. Det samfund, der haves for öje, er afgjort det norske, derom kan der ingen tvivl være. Følgelig er det mest naturligt at opfatte kvadet som norsk. Digtets form er mærkelig; det er noget remsemæssigt; de tre situationer ligner hinanden, navne opregnes osv. Versemålet er meget frit fornyrðislag. At digtet hidrører fra det 10. årh., tvivler jeg ikke om; den kultur, der antydes eller beskrives, passer udmærket dertil. Andre sætter det til langt ned i tiden, endogså til det 13. årh. At det er forfattet om og i anledning af en kongelig person, er næsten givet; men her er det kun gisninger, der kan göres. Der er meget, der taler for — hvis digtet er så gammelt —, at den unge Kon ingen anden er end Harald hårfagre selv; giftermålet med den fremmede kongedatter, der antydes, passer fortræffelig dertil. Også her er overleveringen ellers dårlig.


Endnu findes et par digte, hvis samhørighed man især ved hjælp af den danske Svejdalsvise har erkendt (Sv. Grundtvig, S. Bugge), Grógaldr og Fjölsvinnsmál; de findes kun i papirsafskrifter, og det sidste i en delvis forvansket form. Gróas galder indeholder den fra graven fremkaldte völves gode råd til hendes sön, hvis navn her ikke nævnes. Rådene gælder sönnens fremtid og farefulde rejse og det fremgår, at en ond stemoder er med i spillet. I Fjölsvinnsmál træffer vi sönnen, der kalder sig Svipdag, lige ankommen til en borg, bevogtet af Fjolsvinn og to bidske hunde, der forhindrer alle og enhver i at trænge ind i borgen, hvis herskerinde er en Menglöð (»Den smykkeglade« — etslags væntende Tornerose). Der er kun én, der har fri og uhindret adgang til borgen, når han kommer, men på betingelse af, at han nævner sit rette navn. Svipdag, der er den rette, ham der væntes, ved ikke dette og kalder sig med et andet navn. Hovedindholdet er så en samtale om, hvorledes det er muligt at slippe ind, men det hele er én eneste umulighed, en circulus vitiosus, idet den ene mulighed betinges af den anden. Det ender dog med, at Svipdag får hemmeligheden at vide, han nævner sit navn og dören lukker sig op af sig selv, dyrene logrer for ham, og Menglöd selv modtager ham med de inderligste og ömmeste elskovsord. At disse to digte hører sammen, er utvivlsomt, men de er næppe af én digter og vistnok noget forskellige i alder. Det første omtaler en kristen kvinde som et farligt væsen og antyder derved hedenskabets slutning som tilblivelsestid. Hvad det egenlig er for personer, som omtales deri, er tvivlsomt; man har deri set guder (menglad = Freyja); men æventyr-agtigheden synes at tale derimod. Et elskovskvad er Fjölsv.mál, og ingensteder er elskovens længsel på den ene side, den unge elskers standhaftighed og trofaste kækhed på den anden side malet med skönnere eller mere levende farver. Det er blandt Eddadigtene det egenlige elskovsdigt, og minder en del om Skírnismál, der på sin måde også er et sådant.


Tilsammen giver de her omtalte digte et temlig fuldstændigt billede af det gamle nordiske, spec. norsk (-islandske) samfund og samfundsliv. Vi ser deri en grublen over de dybeste spörgsmål om verdenslivet i fortid og fremtid og derigennem menneskenes forhold til de höjeste magter; vi ser deri en betragtning af menneskelivet selv og de sociale forhold, som de var, forhold mellem mænd indbyrdes, mellem disse og kvinden; vi finder her en så blid og betagende opfattelse, at vi forbavses derover, vi som ellers er vant til at fæste blikket på det barbariske og hårde. Vi ser, hvorledes de ældre giver de yngre råd, tryllesangens anvendelse, tro på sandsigersker; vi ser kappestrid i kundskab (mandjævning) og kraftprøver; vi ser skældende, grove samtaler og gensidige forhånelser af en primitiv kraft og art, grov list anvendt. Vi finder der også åndelige interesser for historisk tradition og slægtkundskab, ja for sproglig lærdom. Intet af alt dette er det påfaldende at finde så tidlig. Vi finder på andre hold og ad andre veje en bekræftelse derpå.