Guldmynten
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Guldmynten
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der var engang en Mand, som var meget havesyg og ikke bluedes for Noget; han var saa gjerrig, at han ikke gjorde Godt imod noget Menneske. Hans Præst formanede ham idelig og foreholdt ham ofte, hvilken Ende det vilde tage med ham. Da Præsten erfarede Mandens Død, fik han derved en saa tung Bekymring, at det forstyrrede hans Søvn; thi han tvivlede paa hans evige Velfærd. Om Natten drømte Præsten, at han i Luften over den Dødes Gaard saae en stor Vægtskaal; ved den ene Skaal stode Engle og lagde den Afsjæledes gode Gjerninger derpaa, men paa den anden Side stode Djævle og belæssede deres Skaal med alle hans onde Gjerninger. Disse vare baade mange og tunge, men imod dem kom der kun en lille Bid Brød, som Gnieren engang af Medynk havde skjænket til et fattigt og hungrigt Menneske. Djævlene begyndte nu at bryste sig, men Englene sagde: »Lad os oppebie Dommerens Afgjørelse.« Derefter herskede der en stor Stilhed, og Præsten saae da, at der faldt en Guldmynt fra Himmelen ned i Skaalen til Brødstumpen, men derved blev denne Skaal meget tungere, hvorpaa Djævlene luskede af. Englene istemte derimod en Seierssang, og ved den vaagnede Præsten. Han tyktes nu at vide, at Guldmynten betegnede Kristi Fortjeneste og efter den Stund blev han roligere.
