Høstfolkene

Fra heimskringla.no
Revisjon per 28. mar. 2015 kl. 11:13 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Høstfolkene)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Høstfolkene
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


Der levede engang to Mænd paa Sydnæssene, som pleiede hver Sommer at drage til Høstarbeide i Bygderne paa Nordlandet. En Sommer droge de da afsted, som sædvanlig, men neppe vare de komne nordpaa Hederne, før de overfaldtes af en stærk Taage; de fore snart vild, men bleve dog længe ved at gaae, indtil de kom til en Dal, som de ikke kjendte. Paa hver Side af en Aa, der gjennemstrømmede Dalen, saae de en Gaard; de gik hen til den ene Gaard og bankede paa Døren. En gammel Mand lukkede op, og de hilsede paa ham, men han besvarede med Venlighed deres Hilsen. Han spurgte om Nyheder og hvor de skulde hen; de fortalte ham den skjære Sandhed. Da sagde han, at de vilde komme for seent til deres Høstarbeide, saasom de vare komne langt afveien, og han bød dem at blive der i Dalen, idet han sagde, at han vilde tage den Ene af dem i sin Tjeneste, medens han raadede den Anden til at søge over til den anden Gaard. De modtoge hans Tilbud, og den Gamle valgte sin Mand, hvorpaa den Anden gik over til Gaarden paa den modsatte Side af Aaen. Der bleve de nu om Sommeren, og den Ene kunde see over til den Anden. Der meldes Intet om, hvormange Folk der var paa Gaardene eller om de to Reisefæller traf sammen om Sommeren. Paa Høhøstens sidste Dag kom den Gamle til sin Høstkarl og sagde, at nu var det paa Tiden, han betalte ham hans Løn, og han bad ham da at følge ud med; nu var man ifærd med at betale hans Kammerat hans Løn derovre paa Bakken foran Ladet ved den anden Gaard, fortalte den Gamle. Karlen saae did, og det forekom ham, som om de vare ilav med at skjære Halsen over paa hans Fælle; den Gamle gik ind i et Pakhuus, fulgt af Høstkarlen; derinde stod et Trug, hvori der laa en Kniv. Den Gamle tog Høstkarlen og lagde ham ned ved Truget, men Karlen var ude af Stand til at gjøre nogen Modstand. Derpaa satte den Gamle ham Kniven paa Struben, men betænkte sig dog her og sagde, idet han saae ham stift ind i Øinene: »Du er ikke bange for at døe.« Høstkarlen svarede: »Jeg skal engang døe, og det er mig ligemeget, om det skeer idag eller imorgen.« Da gav den Gamle Slip paa ham, og Høstkarlen gjorde sig rede til at drage bort. Den Gamle sagde: »Nu skal jeg vel betale Dig den Løn, som jeg lovede Dig. Dine Ralliker see mig rigtignok ikke ud til at kunne bære Meget, men jeg har da et sort Hors, som jeg vil laane Dig.« Derpaa pakkede han to store Bylter Smør og belæssede sin Hest dermed, idet han siger til Karlen, at han ikke skal tage Bylterne af Hesten, naar han raster paa Veien, »og den vil nok holde ud«, sagde han. Siden gav han Høstkarlen adskillige Ting med paa Hesten, Reisekost og Andet, som dog ikke nærmere omtales. Da Høstkarlen nu skulde til at bryde op, sagde den Gamle til ham: »Naar Du kommer hjem, skal Du slippe min Hest løs, saa vil den nok finde Veien hjem igjen. Det vilde være mig kjært, om Du kom hid til Dalen igjen til næste Sommer og tog Høstarbeide hos mig, og hvis Du kommer igjen, da gjør mig den Tjeneste, at bringe mig en Bid Fisk; min Hest skal da være paa Pletten, hvor Du slipper den løs, og paa den skal Du føre Fisken hid til mig.« Høstkarlen takkede den Gamle for Alt dette og gav ham det Løfte, at komme igjen. Derpaa skiltes de ad som gode Venner. Høstkarlen drog til sit Hjem, og gjorde som den Gamle havde sagt ham. Aldrig hørte han siden Noget til sin Kammerat. Da han kom hjem, aflæssede han den Gamles Hest, der slet ikke forekom ham at være træt, hvorpaa han slap den løs; han veiede Bylterne, der hver for sig veiede 240 Pund, men ikke talte han til Nogen om sin Færd.


Nu samlede han Fisk, til han i Alt havde faaet sex Vætter; men da han om Sommeren vilde drage afsted, var den Gamles Hest kommen hen til Gjerdet. Han læssede Fisken paa den, drog afsted og aflæssede den ikke paa hele Veien. Da han kom til Dalen og traf den Gamle, blev der et glædeligt Møde, og den Gamle blev fornøiet over at modtage Fisken. Høstkarlen blev hos ham denne Sommer, men om Høsten betalte den Gamle ham for Fisken og gav ham en ligesaa stor Løn, som forrige Sommer, laante ham atter sin Hest, og det gik ganske, som forrige Gang. Efter den Tid drog han, saalænge han vilde drage til Høstgjerning, hvert Aar til Dalen og arbeidede hos den Gamle, og altid gik det paa samme Viis, at han bragte den Gamle Fisk, medens denne hvergang gav ham ligesaa stor Løn, som første Gang. Og saa er der ikke Mere at sige om den Gamle og hans Høstkarl.