Hárbarðsljóð (FJ)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
| |
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
Dette digt er höjst ejendommeligt, enestående, hvad form angår. For det meste er det metrisk, og da i málaháttr, uægte vers i ljóðaháttr, og så er der indimellem rene prosalinjer, som oftest rytmisk bevægede. Dette er næppe digtets oprindelige form, men hvorledes den form, hvori det findes, er fremkommet, er fuldstændig gådefuldt. Her er der ikke forsøgt nogen rekonstruktion, men håndskrifterne følges. I parentes er anbragt formentlig yngre tilföjelser. Digtet findes i R og A fra og med v. 197.
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint
Þórr fór ór Austrvegi ok kom at sundi einu; ǫðrum megin sundsins var ferjukarlinn með skipit. Þórr kallaði:
- 1.
- Hvęrr es sá svęinn svęina,
- es stęndr fyr sundit handan?
svęinn svęina se Skí. 14. — fyr—handan: sål. med det styrede ord imellem alml. i digtningen.
- H. kv. 2.
- Hvęrr es sá karl karla,
- es kallar of váginn?
váginn: her ensbetydende med sund.
- Þ. kv. 3.
- Fęr þú mik of sundit,
- fœðik þik á morgun;
- męis hęfk á baki,
- verðra matr in bętri;
- át ek í hvílð,
- áðr hęiman fórk,
- síldr ok hafra,
- saðr emk ęnn þess.
męis: hermed menes åbenbart en kurv med sild (jfr. meisa-sild), jfr. 1. 7, og jfr. »læst sild i tynnæ eller mees« Flensb. stadsret. Det er om eftermiddagen, at Tor kommer til sundet. — í hvílð: synes at måtte bet. ‘i ro og mag’, egl. ‘i hviletiden’; jfr. Alv. 1. — hęiman: den naturligste forståelse er ‘hjemme fra’, d. v. s. fra Tors egenlige hjem; det forudsætter, at Tor er taget derfra tidlig om morgenen og er nu på hjemvejen (efter at have »arbejdet« hele dagen). At opfatte ordet som ensbetydende med Tors sidste opholdssted (i Jötunheim? Gering) kan ikke godkendes. — hafra: ‘bukkekød’, jfr. Tor hos Egill; nogle vil opfatte ordet som ‘havre, havregrød’, men det er ikke rimeligt. Når Gering siger, at Tor ikke engang har bukkene med sig, så er det rigtigt, men Tor siger jo, at han har spist bukkekød, för han drog ‘hjemmefra’. Dér har han spist kødet, og bukkene er bleven levende igen.
- H. kv. 4.
- Árligum verkum
- hrósar (þú verðinum),
- vęiztat fyrir gǫrla;
- dǫpr eru þín hęimkynni,
- dauð hygg at þín móðir sé.
Árligum verkum: forudsat, at verðinum er ægte, må dette ord bet. ‘ved en tidlig (ɔ: altfor tidlig) handling’, ɔ: for tidlig. Men rimeligvis er verðinum senere tilföjelse, da styres verkum af hrósar, hvilket giver en fortræffelig mening. — vęiztat fyrir: du ved ikke forud, ɔ: du ved ikke hvad der er sket.
- Þ. kv. 5.
- Þat sęgir þú nú,
- es hvęrjum þykkir męst at vita.
- (at mín móðir dauð sé).
męst: betydningsfuldest, store tidender. — móðir: Tors moder var jorden, og Tor går ud fra, at Hárbard ikke ved, hvem han er. Derfor er replikken lidt ironisk farvet.
- H. kv. 6.
- Þęygi es sem þú
- þríu bú góð ęigir;
- bęrbęinn þú stęndr
- ok hęfr brautinga gørvi.
- (þatki at þú hafir brœkr þínar).
þríu bú góð: tre gode gårde. Der ligger sikkert ikke heri nogen hentydning til gårde, som Tor skulde have ejet; sådanne er ukendte. Hårbard siger blot, at Tor ikke så ud til at være nogen velhaver; men 3 gårde, ovenikøbet gode, var jo ingen ringe ejendom. — brautinga (af -ingr?): omflakkende person, stodder. — gørvi: dragt, nærmest ‘kappe’. — þatki: ikke det, ikke så meget (som), sing. til þęygi, »det er ikke engang så vel at du har bukser på«. Rimeligvis er denne l. senere tilföjelse; det elendige er allerede udtrykt ved bęrbęinn. Tor lader som han overhører stikpillerne.
- Þ. kv. 7.
- Stýr hingat ęikjunni,
- ek mun þér stǫðna kęnna,
- eða hvęrr á skipit,
- es þú hęldr við landit?
ęikjunni: ęikja var oprl. en udhulet træstamme, men gik over til at bet. færgebåd i almlh., jfr. NgL I, 243. — stǫðna: jfr. lendistǫð NgL l. c. Når Tor siger at han vil vise H. landingspladsen, er det, fordi han vil færges over til et andet sted end netop det, hvor H. var. — skipit: brugtes og bruges (på Island), om (små) både, fiskerbåde f. eks. — eða: er her, som oftere, brugt for at betegne overgangen fra det ene æmne til det andet.
- H. kv. 8.
- Hildolfr sá hęitir,
- es mik halda bað,
- rekkr hinn ráðsvinni,
- es býr í Ráðsęyjarsundi,
- baðat hann hlęnnimęnn flytja
- eða hrossaþjófa
- (góða ęina
- ok þás gǫrva kunnak)
- sęg þú til nafns þíns,
- ef þú vill of sundit fara.
Hildolfr: Kamp-ulv, om navnet har nogen symbolsk betydning er usikkert. — Åbenbart er der smhæng mellem betegnelsen ráðsvinni og Ráðseyjar-. Digteren tænker sig, at sundet altså er imellem en ø og fastlandet(?). — hlęnnimęnn: tyve, rapsere. — góða betegner en modsætning, »men kun gode« o. s. v., men disse to linjer er vist tilföjelser.
- Þ. kv. 9.
- Sęgja munk til nafns míns,
- þótt sękr séak,
- ok til alls øðlis —
- ek em Óðins sonr
- Męila bróðir, *
- ęn Magna faðir, *
- Þrúðvaldr goða,
- við Þór knáttu hér dœma;
- hins vilk nú spyrja,
- hvat hęitir þú?
sękr: forudsætter at Tor er i jætteland og betegner sig som fredløs bl. jætter, skyldig overfor dem. — øðlis: herkomst og slægtskabsforhold. Der er stigning i udtrykkene, først Odins sön — men deraf var der mange — o. s. v., indtil det mest direkte og imponerende: »det er Tor, du taler med«, kommer. — L. 5-6 kunde se ud til at være uægte. — Þrúðvaldr goða: den der bl. guderne har kraften i sin magt (jfr. Yggjungr ása og lign.).
- H. kv. 10.
- Hárbarðr hęitik,
- hylk of nafn sjaldan.
Hárbarðr: Gråskæg ɔ: Den gamle. — hylk o. s. v. indeholder en spydighed, eller mulig selvironi (jfr. Gerings bemærkning).
- Þ. kv. 11.
- Hvat skalt of nafn hylja,
- nema sakar ęigir?
sakar ęigir: har forbrudt dig. Linjerne er uden forlydsrim. Det samme gælder v. 121-2.
- H. kv. 12.
- En þótt sakar ęigak,
- þá mun ek forða
- fjǫrvi mínu fyr slíkum (sem þú ert),
- nema fęigr séak.
Indeholder stærk hån og foragt for Tor.
- Þ. kv. 13.
- Harm ljótan (mér þykkir í því) at vaða
- (of váginn til þín)
- ok væta ǫgur minn;
- skyldak launa (kǫgursvęini þínum) kanginyrði,
- ef kœmumk of sundit.
Harm ljótan: elliptisk (underforstået er tęlk el. sé þar jfr. sé þar ljótan harm SnE I, 246). — ǫgur: et endnu utolket ord; nogle opfatter ordet som ‘byrde’, andre som ‘penis’; det første har sandsynligheden for sig. — kǫgursvęini þínum: dig, din svøb-dreng; kǫgurr = et tæppe, der lægges omkring noget. — kanginyrði: stiklende, sårende ord.
- H. kv. 14.
- Hér munk standa
- ok þín heðan bíða,
- fanta þú mann in harðara
- at Hrungni dauðan.
heðan: herfra, ɔ: fra, d. e. på, dette sted (hvor jeg står). — Hrungni: myten om Tors og Hrungnirs kamp findes i SnE. Nævnelsen af Hrungnir her giver anledningen til hele den følgende senna.
- Þ. kv. 15.
- Hins viltu nú geta,
- es vit Hrungnir dęildum,
- sá hinn stórúðgi jǫtunn,
- es ór stęini vas hǫfuð(it á);
- þó létk hann falla
- ok fyrir hníga.
- Hvat vant þú þá
- Hárbarðr meðan?
Hins: Det — stærkt betonet. — fyrir: for ɔ: mig el. mit våben.
- H. kv. 16.
- Vask með Fjǫlvari
- fimm vetr alla
- í ęy þęiri,
- es Algrœn hęitir;
- vega vér þar knǫ́ttum
- ok val fęlla,
- margs at fręista,
- mans at kosta.
Fjǫlvari: fingeret person. — alla: helt, uden afbrydelse (totos, ikke omnes). — Algrœn: er vel kun et symbolsk navn på jorden. — Odin tager sigte på sin deltagelse i krig og sine elskovsæventyr. — Hermed indledes et slags mannjǫfnuðr mellem Tor og Odin, hovedsagelig gennem 5 verspar.
- Þ. kv. 17.
- Hversu snúnuðu yðr konur yðrar? *
snúnuðu: lykkedes, var forholdet (mellem eder).
- H. kv. 18.
- Sparkar ǫ́ttum konur, *
- ef oss at spǫkum yrði; *
- horskar ǫ́ttum konur, *
- ef oss hollar væri; *
- þær ór sandi *
- síma undu, *
- ok ór dali djúpum *
- grund of grófu; *
- varðk þeim einn ǫllum *
- øfri at rǫ́ðum; *
- hvíldak hjá þeim systrum sjau, *
- ok hafðak gęð þeira alt ok gaman. *
- Hvat vantu þá meðan Þórr? *
Sparkar: livlige, må ordet vel snarest betyde. — »Hvis de var bleven os fredelige«. — »De snode bånd af sand« ɔ: de virkede forgæves. Udtrykket betegner noget umuligt. »De gravede jorden op af dalen« betegner det samme, en umulig handling. — De 7 søstre er fuldstændig ukendte. — Som vers er dette v. meget uregelmæssigt. L. 7-8 er uden rimforbindelse. L. 11-12 allittererer kun med sig selv og ikke indbyrdes.
- Þ. kv. 19.
- Ek drap Þjaza,
- hinn þrúðmóðga jǫtun;
- upp varpk augum
- Alvalda sonar
- á þann hinn hęiða himin,
- þau eru męrki męst
- minna verka,
- þaus allir menn síðan of sé.
- Hvat vant þú þá
- Hárbarðr meðan?
Når Tor siges her at have dræbt Tjasse, stemmer det ikke helt med Snorres fremstilling, men denne og digtet kan dog her supplere hinanden. Derimod ikke m. h. t. Tjasses öjne, ti ifg. Snorre var det Odin, der kastede dem op på himlen og gjorde stjærner deraf. — Alvalda: ellers ukendt; navnet skrives også ǫl-.
- H. kv. 20.
- Miklar manvélar
- hafðak við myrkriður,
- þás ek vélta þær frá verum;
- harðan jǫtun
- hugðak Hlébarð vesa;
- gaf hann mér gambantęin,
- ęn ek vélta hann ór viti.
manvélar: list (anvendt) mod kvinder, her troldkyndige kvinder, der farer omkring i en påtagen skikkelse om natten. — vélta frá verum: synes at hentyde til den list, som Odin antyder i Hávam. 155. — Hlébarð: ukendt. — gambantęin: må bet. ‘kraftig tén, trylle-vånd’; jfr. Skí 32. L. 7: »Men jeg berøvede (ved list) ham forstanden«.
- Þ. kv. 21.
- Illum huga launaðir þú þá góðar gjafar. *
- H. kv. 22.
- Þat hęfr ęik, es af annarri skęfr, *
- of sik es hvęrr í slíku. *
- Hvat vantu meðan Þórr? *
»Egen tager hvad den skraber til sig fra en anden«, et (egoistisk) ordsprog. Den følg. l. er også et ordsprog, »enhver er sig selv nærmest«.
- Þ. kv. 23.
- Ek vas austr
- ok jǫtna barðak
- brúðir bǫlvísar,
- es til bjargs gingu;
- mikil myndi ætt jǫtna,
- ef allir lifði
- (vætr myndi manna
- und Miðgarði).
- Hvat vant þú þá
- Hárbarðr meðan?
austr: i østerleden, ɔ: Jötunheim. Om Tors drab af jættekvinder fortælles der ellers ingen steder, undt. i kap. 58 i Odds saga om Olaf Tryggvason (Groths udg. s. 85).
- H. kv. 24.
- Vask á Vallandi
- ok vígum fylgðak,
- attak jǫfrum,
- ęn aldri sættak;
- (Óðinn á jarla,
- þás í val falla,
- ęn Þórr á þrælakyn).
Vallandi: måske ikke egl. et egennavn, men symbolsk betegnelse ‘valens land, ɔ: kampenes, krigens land’, jorden. — fylgðak: deltog i. — jarla: tager her sigte på krigerne og tapre mænd. — þrælakyn: det antydes her, at Tor særlig var trællenes gud, fordi de, der skulde udføre et svært dagligt arbejde, ofrede til Tor som kraftens gud.
- Þ. kv. 25.
- Ójafnt skipta *
- es þú myndir með ǫ́sum liði, *
- ef ættir vilgi mikils vald. *
vilgi: forstærkende her.
- H. kv. 26.
- Þórr á afl œrit, *
- ęn ękki hjarta; *
- af hræzlu ok hugblęyði *
- þér vas í hanzka troðit *
- (ok þóttiska þú þá Þórr vesa); *
- hvárki þú þá þorðir *
- fyr hræzlu þinni *
- hnjósa né físa, *
- svát Fjalarr hęyrði. *
L. 3-4: En ondskabsfuldt formuleret hentydning til Tors færd i Snorres fortælling om ham og Utgårdsloke, der her kaldes Fjalarr (Skrýmir hos Snorre), der vist her bruges som et alml. jættenavn. Jfr. Lokas. 60, hvor l. 5 genfindes. Den er her taget derfra.
- Þ. kv. 27.
- Hárbarðr hinn ragi, *
- ek mynda þik í hęl drepa, *
- ef mættak sęilask of sund. *
sęilask: strække mig, ɔ: min hånd (d. v. s. nå dig med min arm og hammer).
- H. kv. 28.
- Hvat skyldir of sund sęilask, *
- es sakar ro alls ęngar. *
- Hvat vantu þá Þórr? *
sakar: d. v. s. skyld, fornærmelser, krænkelser (mellem os to).
- Þ. kv. 29.
- Ek vas austr
- ok ǫ́na varðak,
- þás mik sóttu
- þeir Svárangs synir,
- grjóti mik bǫrðu,
- gagni urðu þó lítt fęgnir.
- (þó urðu þęir mik fyrri
- friðar at biðja).
- Hvat vant þú þá
- Hárbarðr meðan?
ǫ́na: uvist hvilken, men man kommer til at tænke på Ífing (Vafþr. 16). — Svárangs: ukendt jætte. — gagni: sejr (blev de ikke glade ved, ɔ: fik de ikke). — L. 7-8 er sikkert uægte.
- H. kv. 30.
- Ek vas austr
- ok við Ęinhęrju dœmðak,
- lék ek við hina línhvítu
- ok launþing háðak;
- gladdak hina gollbjǫrtu,
- gamni mær unði.
Ek—austr: H. bruger samme udtryk som Tor — for löjers skyld. — Ęinhęrju: et fingeret navn; dets egl. mening er uklar. — línhvítu: lin (hör) var særlig stof til kvindeklæder. — gamni: elskov.
- Þ. kv. 31.
- Góð átt þú þér mankynni þar þá. *
mankynni: elskovsbekendtskab, elskovshjem. — átt þú þér: þér er dativ naturligvis, og sætningen er som sådan uangribelig.
- H. kv. 32.
- Liðs þíns væra ek þá þurfi Þórr, *
- at ek hęlda þęiri hinni línhvítu męy. *
- Þ. kv. 33.
- Ek munda þér þá þat veita, *
- ef ek viðr of kœmumk. *
ef o. s. v.: »hvis jeg fik lejlighed dertil«.
- H. kv. 34.
- Ek munda þér þá trúa *
- nema mik í tryggð véltir. *
- Þ. kv. 35.
- Emkat ek sá hælbítr *
- sem húðskǫ́r forn á vár. *
hælbítr: hæl-gnaver. — húðskór: skindsko; en sådan (af kalveskind med hårene på) var en vintersko (se Falk, Kleiderkunde 132); derved forstås tilföjelsen á vár, ‘om foråret’; da var de hårde og rynkede; og kunde let ‘gnave hul på hælen’. Lædersko af anden art kunde være slemme i så henseende; det ved enhver, der kender de »islandske sko«.
- Hv. kv. 36.
- Hvat vantu meðan Þórr? *
- Þ. kv. 37.
- Brúðir bersęrkja
- barðak í Hlésęyju,
- þær hǫfðu verst unnit,
- vélta þjóð alla.
Brúðir bersęrkja: Bersærkers kvinder (koner), må tages bogstavelig, men det vides ikke, hvad der sigtes til.
- H. kv. 38.
- Klæki vantu þá Þórr, *
- es þú á konum barðir. *
Klæki: usømmelig adfærd; ordet er fem.
- Þ. kv. 39.
- Vargynjur vǫ́ru,
- ęn varla konur;
- skęldu skip mitt,
- es skorðat hafðak,
- œgðu mér járnlurki
- ęn ęltu Þjalfa.
- Hvat vant þú
- Hárbarðr meðan?
Vargynjur: ‘de lignede mere (grådige) hunulve’ end kvinder. — skęldu: kastede om og knuste. — œgðu: truede. — ęltu: drev på flugt og forfulgte. Der er ellers aldrig tale om, at Tor ejede eller benyttede et skib (båd).
- H. kv. 40.
- Ek vask í hernum,
- es hingat gęrðisk
- — — — —
- gnæfa gunnfana,
- gęir at rjóða.
Verset er ufuldstændigt; der mgl. linjer efter l. 2. — gnæfa: kan vist kun være infin., der må styres af et ord (i de tabte linjer, f. eks. ‘jeg så (bannere rage höjt op)’, parallelt dermed er at rjóða.
- Þ. kv. 41.
- Þess vilt þú nú geta, *
- es þú fórt oss óljúfan at bjóða. *
þess o. s. v.: indholdet synes ikke at kunne sættes i nogen forbindelse med det foregående vers. — óljúfan: ubehagelig, ɔ: kost.
- H. kv. 42.
- Bœta skal þér þat þá *
- baugi munda,*
- — — — —
- sem jafnęndr unnu, *
- þeirs okr vilja sætta. *
baugi munda: arm-ring, ɔ: en ring, der kunde antages som en bøde (for en krænkelse). — jafnęndr: findes kun her og må bet. ‘uvildige dommere, voldgiftsdommere’. — unnu: måske til unna ‘unde’. — sęm: således som. — Mulig mgl. der noget her mellem l. 2 og 3.
- Þ. kv. 43.
- Hvar namtu þessi hin hnœfiligu *
- orð, es hęyrðak aldri in hnœfiligri? *
hnœfiligu orð: krænkende, sårende ord; af sådanne er der ingen i det foregående vers. Enten mgl. der her vers eller de sårende ord har stået i v. 42, hnœfi-, til (hnafa) hnóf ‘skære’.
- H. kv. 44.
- Namk at mǫnum þęim hinum *
- aldrœnum, es búa í hęimishaugum. *
aldrœnum: gammel; der menes ‘höjboer’, der forlængst er höjlagte. Der sigtes vist til den handling at kalde døde frem af deres grave for at udfritte dem, jfr. Odins handling i Baldrs dr. — hęimis haugum: gravhøje ved gårde (hjem). Efter verset her skulde dys være mindre værd end sådanne gamle familiegravhöje, og det stemmer ellers med brugen af ordet dys og verb. dysja.
- Þ. kv. 45.
- Þó gefr þú gótt nafn dysjum, es þú *
- kallar þær hęimishauga. *
- H.kv. 46.
- Svá dœmik of slíkt far. *
far: fremgangsmåde, adfærd.
- Þ. kv. 47.
- Orðkringi þín *
- mun þér illa koma, *
- ef ræðk á vág at vaða, *
- ulfi hæra *
- hygg at œpa mynir, *
- ef þú hlýtr af hamri hǫgg. *
Orðkringi: veltalenhed; her måske ‘stiklende spidsfindighed’. — illa koma: blive slem, farlig. — ulfi: der sigtes måske til Fenre, jfr. Snorres udtalelse: grenjar.
- H. kv. 48.
- Sif á hó hęima,
- hans munt fund vilja,
- þann munt þręk drýgja,
- þat ’s þér skyldara.
hó: et ufortolket ord; derfor er det blevet rettet til hór, af hórr, ‘ægteskabsbryder’ (galan), jfr. Lok. 54 (hór af Hlórriða), hvor Sif også sigtes for utroskab. — þann þręk: den kraftanstrængelse, nemlig at slå manden ihjæl.
- Þ. kv. 49.
- Mælir þú at munns ráði,
- svát mér skyldi verst þykkja,
- halr hinn hugblauði,
- hygg ek at þú ljúgir.
munns ráði: mundens magt, ɔ: ubetænksomt, uoverlagt. — hygg ek: jeg véd.
- H. kv. 50.
- Satt hygg mik sęgja,
- sęinn est at fǫr þinni,
- langt myndir nú kominn (Þórr)
- ef þú litum fœrir.
ef litum fœrir: her er ingen ændring nødvendig, ‘hvis du rejste med (efter) farverne’; ‘farver’ (litir) bruges om lysningen (ved daggry) el. dæmringen (mod natten). Fara litum bet. derfor ‘at rejse fra daggry til nattens frembrud’. Odin bebrejder Tor, at han har stanset ved sundet, istf. at fortsætte sin rejse.
- Þ. kv. 51.
- Hárbarðr hinn ragi, *
- hęldr hęfr þú mik dvalðan. *
- H. kv. 52.
- Ásaþórs *
- hugðak aldri mundu *
- glępja féhirði farar. *
féhirði: sål. bægge hds., men ordet passer dårlig, hvorfor man, vist med rette, har rettet ordet til far-, ‘skib-bevogteren’. H. betegner sig selv således.
- Þ. kv. 53.
- Ráð munk þér nú ráða,
- ró hingat bátinum,
- hættum hœtingi,
- hitt þú fǫður Magna.
Tonen er her spagfærdig, næsten fortrolig. — hœtingi: (gensidige) trusler, onde ord.
- H. kv. 54.
- Far þú firr sundi,
- þér skal fars synja.
- Þ. kv. 55.
- Vísa þú mér nú lęiðina,
- alls vill mik ęigi of váginn fęrja.
- H. kv. 56.
- Lítit ’s at synja,
- langt ’s at fara,
- stund es til stoks,
- til stęins ǫnnur,
- halt svá til vinstra vegs,
- unz Verland hittir;
- þar mun Fjǫrgyn
- hitta Þór son sinn.
- (ok mun hon kenna hǫ́num ǫ́ttunga brautir
- til Óðins landa).
Tonen er ironisk. — L. 1: »Ja, det er (for) lidet til at nægte«. — stoks: stok, hermed sigtes uden tvivl til broer over moradser og lign. dannede af småbjælker (runde stokke) lagte ved siden af hinanden; dette var norsk skik (ukendt i Island). — stęins: en fritstående klippe, der egnede sig godt til at være vejviser. — stund: en vis vejlængde. — Verland: vel et symbolsk navn, ‘menneskenes land’, jfr. Fjǫrgyn: Jorden, Tors moder. — ǫ́ttunga: der menes ‘aserne’.
- Þ. kv. 57.
- Munk taka þangat í dag? *
- H. kv. 58.
- Taka við víl ok ęrfiði, *
- at uppvesandi sólu es ek get þána. *
at uppvesandi sólu: ved solens opgang ɔ: i morgen, Tor skal altså gå hele natten, i frost og kulde; først da vil det tø; þána kan ikke betyde andet. Men da skulde man tro, at vejene blev værre, men da skulde Tor også være ved vejs ende.
- Þ. kv. 59.
- Skamt mun nú mál okkat,
- alls mér skœtingu ęinni svarar;
- launa munk þér farsynjun,
- ef finnumk í sinn annat.
skœtingu: drillende ondskabsfuldheder. — farsynjun: færgenægtelse.
- H. kv. 60.
- Far þú nú þars þik hafi allan gramir. *
gramir: vrede vætter.
