Håkon den Godes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorre Sturlason

Heimskringla

Håkon den Godes saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2012

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)

---

1. Håkon Adalsteinnsfostre udnævnes til konge

Håkon Adalsteinnsfostre var i England, da han erfarede kong Haralds — sin fars — død; han gjorde sig straks klar til at tage af sted. Kong Adalsteinn gav ham folk og gode skibe og udrustede ham prægtigt til turen, og han ankom til Norge om efteråret. Dér fik han at vide om sine brødres fald, og at kong Erik opholdt sig i Viken. Så sejlede Håkon nordpå til Trondheim og opsøgte Sigurd Ladejarl — han var den klogeste mand i Norge — hvor han blev godt modtaget; de slog sig sammen, og Håkon lovede ham stor magt, hvis han blev konge. Så lod de indkalde til et stort ting, og på tinget talte jarl Sigurd på vegne af Håkon og bød bønderne ham til konge. Derefter rejste Håkon sig selv og talte, og da gik talen to og to imellem, at det var Harald Hårfager, der var kommet, og at han var blevet ung for anden gang. Håkon begyndte sin tale med, at han bad bønderne udnævne sig til konge og tillige at yde hjælp og støtte til at holde kongemagten, og derimod tilbød han dem at gøre alle bønder berettigede til arvejord og at give dem deres arvejord — den de boede på. Denne tale blev mødt med store tilråb; hele bondeflokken skreg og råbte, at de ville tage ham til konge, og det skete da, at trønderne udnævnte Håkon til konge over hele landet. Han var da 15 år gammel. Han hyrede livvagter og drog omkring i landet.

Christian Krohg: Håkon taler til trønderne på tinget

I Oplandene hørte man det forlydende, at Trønderne havde taget sig en konge, der på alle måder var som Harald Hårfager, dog således at mens Harald havde trælbundet og underkuet alle folk i landet, ville denne Håkon alle det godt og tilbød at tilbagegive bønderne deres arvejord, som kong Harald havde taget fra dem. Alle blev glade ved disse nyheder, som de fortalte videre, så det bredte sig som en brand i tørt græs helt østpå til landets ende. Mange bønder drog fra Oplandene for at møde kong Håkon; andre sendte bud med deres tegn — alle fordi, de ville være hans mænd. Kongen tog med tak imod dem.

2. Om kong Håkon

Kong Håkon drog ved vinterens begyndelse vestpå til Oplandene, hvor han indkaldte til ting, og alle folk, der kunne komme, opsøgte ham; han blev da udnævnt til konge på alle tingene. Så drog han østpå til Viken. Dér kom hans brødres sønner — Tryggve og Gudrød — til ham sammen med mange andre, som opregnede de sorger, der var blevet tildelt dem af hans bror — Erik.

Uvenskabet mod Erik voksede støt, jo mere alle folk blev venner med kong Håkon, hos hvem de følte sig trygge til at sige, hvad de mente. Kong Håkon gav Tryggve og Gudrød kongenavn og samme magt, som kong Harald havde givet deres fædre; Tryggve gav han Ranrike og Vingulmark og Gudrød Vestfold, men fordi de var unge og barnlige, satte han dygtige og kloge folk til at råde for landet sammen med dem. Han gav dem land på de samme vilkår, som der før havde været: At de skulle dele skatter og afgifter lige med ham. Da det blev forår, drog kong Håkon nordpå ad landvejen over Oplandene til Trondheim.

3. Erik forlader landet

Da det blev forår samlede Kong Håkon en stor hær i Trondheim og skaffede sig skibe; vikværingerne havde også en stor hær ude, og de agtede at drage til Håkon. Erik udbød også hæren midt i landet, men han fik kun få folk, for mange mægtige mænd forskød ham og gik over til Håkon, og da han ikke så sig i stand til at gøre modstand imod Håkons hær, sejlede han vestpå over havet med den flok, der ville følge ham. Han drog først til Orknøerne og fik derfra et stort følge med sig. Så sejlede han sydpå til England og hærgede i Skotland, når han kom nær land; han hærgede også i det nordligste England.

Den engelske konge — Adalsteinn — sendte bud til Erik og tilbød ham at modtage et rige i England fra ham; han sagde, at kong Harald — Eriks far — havde været en god ven af kong Adalsteinn, og det ville han lade Haralds søn komme til gode. Der drog folk frem og tilbage mellem kongerne, og de blev forligte med den aftale, at kong Erik fik Nordimbraland af Adalsteinn mod derfra at forsvare landet mod danskere og andre vikinger. Erik og hans kone, deres børn og hele den flok, der havde fulgt ham dertil, skulle lade sig døbe. Erik gik ind på dette vilkår, så han blev døbt og antog den rette tro.

Nordimbraland anses for at være en femtedel af England. Erik havde sit sæde i Jorvik — dér hvor man siger, at Lodbrogssønnerne før havde siddet. Nordimbraland havde, siden Lodbrogssønnerne vandt landet, været beboet fortrinsvis af nordboer; danskere og nordmænd hærgede ofte dér, efter de havde mistet magten over landet. Mange steder dér er benævnt på norrøn tunge: Grimsby og Høgebæk og mange andre.

4. Kong Eriks fald

Kong Erik omgav sig med mange folk; han havde hos sig en mængde nordmænd, der var taget med ham østfra, og desuden kom mange af hans venner siden fra Norge. Han havde et lille land, og derfor drog han til stadighed på togt om sommeren; han hærgede i Skotland og på Syderøerne og i Irland og Bretland og skaffede sig således penge.

Kong Adalsteinn døde af sygdom; han havde da været konge i 14 år, 8 uger og 3 dage. Derefter blev Jatmund — hans bror — konge i England. Han brød sig ikke om nordboer; kong Erik var ikke hans ven, og der hørtes det forlydende om kong Jatmund, at han måske ville indsætte en anden høvding i Nordimbraland. Da Erik hørte det, drog han på vikingetogt vestpå, og fra Orknøerne havde han Arnkel og Erland — sønner af Tørve-Einar — med sig. Derefter drog han til Syderøerne; dér var der mange vikinger og hærkonger, som slog sig i følge med kong Erik. Hele denne flok førte han først til Irland, som han tog fra med så mange folk, han kunne få; derpå drog han til Bretland, hvor han hærgede. Efter det sejlede han sydpå langs England og hærgede dér som på de andre steder, og alle flok flygtede, hvor han kom frem. Eftersom Erik var en meget modig mand og havde en stor hær, stolede han så meget på sit mandskab, at han drog langt ind i landet for at hærge og lede efter folk.

Olav hed den konge, som kong Jatmund dér havde sat til at forsvare landet; han samlede en meget stor hær og drog imod kong Erik. Der opstod en stor kamp, og der faldt mange engelske mænd, men dér hvor én faldt, kom i stedet tre ned fra landet, og senere på dagen blev mandefaldet størst mellem nordboerne. Sidst på denne dag faldt kong Erik sammen med fem andre konger. Disse nævnes: Guttorm og hans to sønner — Ivar og Hårek; Sigurd og Ragnvald faldt også dér, og tillige faldt Arnkel og Erland — Tørve-Einars sønner. Der blev et meget stort mandefald blandt nordboerne, men de, som undslap, drog til Nordimbraland og berettede disse hændelser for Gunhild og hendes sønner.

5. Gunhildsønnernes færd

Da Gunhild og de andre blev klar over dette — at kong Erik var faldet og at han forud havde hærget i den engelske konges land — fornemmede de, at de ikke kunne forvente fred dér. De gjorde sig straks klar til at forlade Nordimbraland, og de havde alle de skibe, som kong Erik havde haft. De blev fulgt af alle dem, der ville støtte dem, og de havde masser af løsøre, som de havde inddraget som skat i England og til dels havde skaffet sig på hærtogt. De førte deres flok nordpå til Orknøerne, hvor de slog sig ned en tid. Dengang var Torfinn Skallekløver — Tørve-Einars søn — jarl dér. Eriks sønner lagde Orknøerne og Hjaltland under sig og opkrævede skatterne. De opholdt sig dér om vinteren, men drog om sommeren på vikingetogt vestpå, hvor de hærgede i Skotland og Irland; dette nævner Glum Geireson:

Kongen styred’ karven

kløgtigt i sin ungdom;

med skjoldklædte skibe

Skånes kyst blev hærget.

Den kampvante konge

kom med hær til Skotland;

snart han fjender sendte

sværdbidte til Odin.

De irske folk flygted’

foran kongehæren;

rask fik derved ravnen

rødnet sine fødder.

Sydpå sejred’ kongen

sikkert når han kæmped’;

fjendeblodet farved’

fyrstens våben atter.

6. Kamp i Jylland

Kong Håkon Adalsteinnsfostre underlagde sig hele Norge, da Erik — hans bror — var flygtet væk. Kong Håkon søgte den første vinter vestpå i landet og siden nordpå til Trondheim for at være dér, men af den årsag, at man ikke kunne vente fred, hvis kong Erik kom vestfra over havet med sin hær, sad han med sin hær midt i landet i Firdafylke og Sogn og i Hordaland og Rogaland. Håkon satte Sigurd Ladejarl over hele Trøndelagen, således som denne før havde haft det, og som Håkon — hans far — havde fået det af kong Harald Hårfager. Da kong Håkon erfarede, at Erik — hans bror — var faldet og desuden, at kong Eriks sønner ikke havde nogen støtte i England, syntes han ikke, at de virkede skræmmende, og han drog en sommer med sit følge østpå til Viken.

På denne tid blev Viken hærget meget af danskere, som ofte gjorde megen skade dér, men da de fik at vide, at kong Håkon var kommet dertil med en stor hær, flygtede de alle væk — nogle sydpå til Halland, men de, der havde kong Håkon tættest på sig, stævnede ud på havet og så sydpå til Jylland. Da kong Håkon blev klar over dette, sejlede han efter dem med hele sin hær, men da han kom til Jylland og befolkningen dér fandt ud af det, samlede de en hær for at forsvare deres land og gå til kamp imod kong Håkon. Det blev en stor strid, og kong Håkon kæmpede så modigt, at han var fremme foran banneret og hverken bar hjelm eller brynje. Kong Håkon sejrede og jog de flygtende langt op i landet; således siger Guttorm Gnist i Håkonsdrapaen:

Fyrsten fór på havet

frem med årers trækdyr;

i strid straktes jyder

i stort tal til jorden.

Sårede blev siden

sendt på flugt af kongen;

over faldne fjender

flokkedes snart ravne.

7. Strid i Øresund

Derefter førte kong Håkon sin hær sydpå til Sjælland for at opsøge vikinger. Han roede med to snekker frem i Øresund; dér mødte han 11 vikingesnekker, som han straks lagde til strid imod, og det endte med, at han sejrede og ryddede alle vikingeskibene. Således siger Guttorm Gnist:

Kongen fór da fremad

førende to skibe;

ved Sjællands næs sydpå

sloges buens spænder.

Drottens danske fjender

drevet blev i havet

i alt ell’ve gange

— omtalt blev det meget.

8. Kong Håkons hærtogt i Danmark

Efter dette hærgede kong Håkon vidt omkring på Sjælland og plyndrede indbyggerne. Han dræbte nogle, og andre bortførte han; nogle afkrævede han store afgifter, og han mødte ingen modstand. Således siger Guttorm Gnist:

Siden lagde Sjælland

søkongen sig under

— venderfolks og falkes

fristed vest for Skåne

Derefter drog kongen østpå langs Skåne og hærgede overalt, indkrævede skatter og afgifter af landet og dræbte alle vikinger, hvor han kom over dem — både danskere og vender; så drog han østpå langs hele Götaland, hærgede og fik store indtægter af landet. Således siger Gutorm Gnist:

Med skjold skattelagde

skibets fører göter;

guldets giver havde

gavn af spyd på færden.

Kong Håkon drog om efteråret hjem med sin hær, og han havde vundet et meget stort bytte. Han opholdt sig om vinteren i Viken til værn, hvis daner eller göter skulle komme dér.

9. Om kong Tryggve

Det efterår kom kong Tryggve Olavson fra vikingetogt vestpå; da havde han tidligere hærget i Irland og Skotland. Om foråret drog kong Håkon nordpå i landet og satte kong Tryggve — sin brorsøn — til at forsvare mod ufred i Viken og til at skaffe så meget som muligt fra de lande i Danmark, som kong Håkon sommeren forinden havde pålagt skat. Således siger Guttorm Gnist:

Krigerkongen satte

klogt til værn af landets

egeklædte egne

østpå en brav stridsmand:

Han, som fulgt af hærmænd

hastigt fór fra Irland

ad skjoldklædte skibes

skumsprøjtende veje.

10. Om Gunhildsønnerne

Kong Harald Gormsen regerede dengang i Danmark; han brød sig meget lidt om, at kong Håkon havde hærget i hans land, og der gik forlydender om, at den danske konge ville hævne det, men det trak dog ud. Da Gunhildsønnerne erfarede, at der var ufred mellem Danmark og Norge, gjorde de klar til at rejse vestfra. De giftede Ragnhild — Eriks datter — med Arnfinn — søn af Torfinn Skallekløver; Torfinn blev igen jarl over Orknøerne, da Eriksønnerne drog af sted. Gamle Erikson var den ældste, og dog var han ingen voksen mand.

Da Gunhild kom til Danmark sammen med sine sønner, opsøgte hun kong Harald, hvor hun fik en god modtagelse; kong Harald gav dem så store landindtægter i sit rige, at de kunne holde sig selv og deres folk godt, og han tog Harald Erikson til fostersøn og knæsatte ham — han voksede op ved den danske konges hof. Nogle af Eriksønnerne drog på hærtogt, så snart de havde alderen til det, og de skaffede sig penge ved at hærge i Østersølandene; de blev snart smukke mænd, og de var tidligere voksne i evner og duelighed end af alder. Dette omtaler Glum Geireson i Gråfeldsdrapa:

Han, som skænked’ skjalden

skjolde, drog på hærfærd

— indtog uden skånsel

Østersøens lande.

Sværdenes sang ofte

sunget blev på færden,

når af fyrsten flokken

førtes hen til striden.

Eriksønnerne vendte også med deres hær nordpå til Viken, hvor de hærgede, men kong Tryggve havde sin hær ude og drog imod dem; de kæmpede mange gange og fik skiftevis sejr. Eriksønnerne hærgede ind imellem i Viken og Tryggve ind imellem i Halland og på Sjælland.

11. Håkon den Mægtiges fødsel

Christian Krohg:
Kong Håkon vandøser jarlens søn

Mens Håkon var konge i Norge, var der god fred blandt bønderne og købmændene, sådan at ingen gjorde skade på andre eller anden mands ejendom; det var gode år både til havs og i land. Kong Håkon var den gladeste, mest veltalende og ligefremme mand; han var meget klog og lagde meget vægt på lovgivningen. Han indførte Gulatingsloven med råd fra Torleif den Kloge, og han indførte Frostatingsloven med råd fra jarl Sigurd og andre trønder, der regnedes for de klogeste. Heidsæveloven havde Halvdan den Sorte indført, således som det tidligere blev skrevet.

Kong Håkon var på julegæstebud i Trondheim; jarl Sigurd havde stillet an for ham på Lade. Den første julenat fødte Bergljot — jarlens kone — en dreng. Dagen efter vandøste kong Håkon denne dreng og opkaldte ham efter sig, og drengen voksede op og blev sidenhen en gæv og mægtig mand. Jarl Sigurd var kong Håkons bedste ven.

12. Om Øistein den Onde

Øistein Oplandskonge — som nogle kalder den Mægtige, andre den Onde — hærgede i Trondheim og underlagde sig Øinafylke og Sparbyggjafylke, hvorover han satte sin søn, som hed . . . . . . . ., men ham dræbte trønderne. Kong Øistein drog for anden gang på hærfærd i Trondheim og hærgede vidt omkring og underlagde sig landet. Så spurgte han trønderne, hvem de helst ville have til konge — hans træl, der hed Tore Manke, eller hans hund, der hed Saur. Trønderne valgte hunden, for så mente de, at de kunne bestemme mest over sig selv. De lod tre mands forstand sejde ind i hunden; så gøede han to ord og talte det tredje. Der blev lavet et halsbånd til ham med snore af sølv og guld, og straks, når der var mudret, bar livvagterne ham på deres skuldre; der blev indrettet et højsæde til ham, og han sad på høj som andre konger. Han boede på Inderøen og havde sit sæde på det sted, der kaldes Saurshøj. Det fortælles, at han døde, da ulve gik løs på hans dyr, og livvagterne opildnede ham til at forsvare sin ejendom; han forlod højen og løb derhen, hvor ulvene var, men de flåede ham straks ihjel. Kong Øistein udsatte trønderne for mange andre mærkelige ting; på grund af den hærgen og ufred flygtede mange høvdinge, og mange folk forlod deres arvejord.

Ketil Jemte — søn af jarl Ønund fra Sparbu — drog øst over Kølen sammen med en stor menneskemængde, der havde deres husholdning med sig. De ryddede skov og bebyggede dér et stort herred — det blev siden kaldt Jämtland. Ketils sønnesøn var Tore Helsing; han drog på grund af en drabssag fra Jämtland og østpå gennem de skove, der findes dér. Dér byggede han, og store menneskemængder søgte med ham dertil; det blev siden kaldt for Hälsingland, og det strækker sig østpå helt ud til havet.

Da kong Harald Hårfager ryddede riget til sig selv, flygtede også for ham folk i stort tal ud af landet — trønder og namdøler — og så opstod der også bebyggelser østpå i Jämtland, og nogle drog helt til Hälsingland. Helsingerne gjorde deres handelsrejser til Svitjod, som de var underlagt i alt, men jemterne var næsten midt i mellem, og ingen ofrede dem nogen opmærksomhed, førend Håkon stiftede fred og gjorde handelsrejser til Jämtland, hvor han blev ven med de magtfulde mænd; de opsøgte ham siden østpå og vedgik ham deres lydighed og skatskyldighed og blev hans undersåtter, for de havde hørt godt om ham og ville hellere give sig under ham end under svenskekongen, fordi de stammede fra norske slægter, og han stiftede lov og landsret for dem. Sådan gjorde desuden alle de helsinger, der stammede fra nord for Kølen.

13. Om kong Håkon

Kong Håkon var en god kristen, da han kom til Norge, men da hele landet dér var hedensk og afgudsdyrkningen stor og stormændene mange, og han syntes at have brug for støtte og befolkningens venskab, tog han den beslutning at holde sin kristendom skjult, men han holdt dog søndag og fastedag fredag; han fastsatte i loven, at man skulle begynde at holde jul på samme tid som de kristne, og alle skulle brygge øl af én mæle korn — i modsat fald skulle der betales bøde — og holde helligdag så længe øllet varede. Førhen blev julen holdt fra høku-nat — det var midvinternat — og man holdt jul i tre dage. Han agtede først at påbyde kristendommen, når han stod på fast grund og tvangsfrit havde lagt hele landet under sig. Han begyndte med at lokke de mænd, der stod ham nærmest, til kristendommen; det, at han var så vellidt, bevirkede, at mange lod sig døbe, og at andre ophørte med ofringerne. Han opholdt sig mest i Trondheim, for dér var landets største styrke.

Da kong Håkon mente at have fået støtte til at fremme kristendommen fra en række magtfulde mænd, sendte han bud til England efter biskoppen og andre præster, og da de kom til Norge, gjorde kong Håkon det klart, at han ville påbyde kristendommen over hele landet. Mører og romsdøler skød deres sag under trønderne. Kong Håkon lod nogle kirker indvie og udnævnte dér præster, og da han kom til Trondheim, indkaldte han bønderne til ting og påbød dem kristendommen. De svarede, at de ville henskyde denne sag til Frostatinget, og så ville de komme fra alle fylkerne i Trøndelagen, og så skulle de — sagde de — tage stilling til denne vanskelige sag.

14. Om ofringerne

Sigurd Ladejarl var en stor ofringsmand på samme måde som Håkon — hans far — var; Sigurd afholdt alle offerfesterne på kongens vegne dér i Trøndelagen. Det var gammel skik — når der skulle afholdes ofring — at alle bønderne skulle komme hen til gudehuset og også bringe det forråd, de skulle bruge, mens offergildet stod på, derhen. Ved dette gilde skulle alle have øl. Der blev også dræbt forskellige slags småfæ og ligeledes heste; alt det blod, der kom fra dem, kaldte man dengang hlaut, og man havde blodet i hlaut-kar, og hlaut-kvaster lignede stænkekoste, og med disse ting skulle man rødfarve altrene og på samme vis gudehusets vægge både ude og inde og desuden stænke blodet på folk. Slagtekødet skulle koges til glæde for folkene; der skulle være bål med kedler henover midt på gulvet i gudehuset. Bægre skulle bæres om ved ilden, og den, som afholdt gildet og var høvding, skulle signe bægeret og al offermaden: Først Odins bæger — det skulle drikkes for kongens sejr og magt — og derefter Njords bæger og Freys bæger for årsvækst og fred. Derefter brugte mange at drikke Brages bæger, og folk drak også bægre for de slægtninge, der var blevet højlagt — det kaldte man mindebægre. Jarl Sigurd var en gavmild mand; han gjorde det, som siden blev meget omtalt, at han holdt et stort gæstebud på Lade og afholdt ene mand alle omkostningerne; dette nævner Kormak Øgmundson i Sigurdsdrapaen:

Værten be’r dig hverken

vådt eller tørt at bringe;

jarlen giver gavmildt.

— Guder dræbte Tjasse.

Viets værn af ingen

(véd jeg!) overstråles;

den gæstfri jarl glædes.

— gramen vandt sig rigdom.

15. Tinget på Frosta

Da kong Håkon kom til Frostatinget, var der ankommet en stor mængde bønder. Da tinget blev sat, talte kong Håkon, og han begyndte med, at det var hans bud og bøn til bønder og gårdmænd — mægtige som ringe — og hele folket tillige — unge som gamle, rige som fattige, kvinder som mænd — at alle skulle lade sig kristne og tro på én gud: Kristus, Marias søn. Og de skulle fornægte alle ofringer og hedenske guder, men holde helligdag fra alt arbejde hver syvende dag og faste hver syvende dag. Straks da kongen havde forelagt folk dette, blev der en mægtig uro; bønderne knurrede over, at kongen ville tage arbejdet fra dem, og de sagde, at på den måde kunne man ikke drive landet, og arbejdsfolkene og trællene fremførte, at de ikke kunne arbejde, hvis de ikke fik mad — de sagde også, at det var en brist hos kong Håkon og hans far og deres slægtninge, at de var nærige med maden, selv om de var gavmilde med guldet.

Asbjørn fra Medalhus i Gauldalen rejste sig og svarede på hans tale; han sagde: »Vi bønder troede — kong Håkon!« sagde han, »— at da du havde holdt det første ting her i Trondheim, og vi tog dig til konge og modtog vores arvejord af dig, så havde vi fået himlen i hænderne, men nu véd vi ikke, hvorvidt vi har fået vores frihed, eller om du nu på ny vil trælbinde os med mærkelig fremfærd, når vi skal forkaste den tro, som vores forældre og alle vores forfædre har haft før os — først i brændalderen og nu i højalderen — og de var meget gævere, end vi er, og dog har denne tro været brugbar for os. Vi har vist dig så megen kærlighed, at vi har ladet dig bestemme vores lov og landsret. Nu er det vores ønske — og bøndernes beslutning — at overholde den lov, som du gav os her på Frostatinget, og som vi samtykkede i; vi vil alle følge dig og beholde dig som konge, så længe hver og én af os bønder, som nu er her på tinget, er i live, hvis du — konge! — vil udvise mådehold og kun bede os om det, som vi kan give dig, og som vi ikke finder ugørligt. Men hvis du holder så hårdt på denne sag, at du vil bruge vold og overgreb imod os, så har vi bønder besluttet alle at skilles fra dig og tage os en anden høvding, som vil godtage, at vi i frihed kan have den tro, som vi ønsker. Nu skal du — konge! — vælge imellem disse vilkår, inden tinget slutter.« Bønderne gjorde høje tilråb til denne tale og sagde, at sådan ville de have det.

16. Jarl Sigurds svar

Da der blev ørenlyd, svarede jarl Sigurd; han sagde: »Det er kong Håkons ønske at indgå forlig med jer — bønder! — og aldrig miste jeres venskab.« Bønderne sagde, at de ville have, at kongen skulle ofre for år og fred med dem, sådan som hans far havde gjort. Knurreriet ophørte, og de afsluttede tinget. Derefter talte jarl Sigurd med kongen om, at denne ikke fuldstændig skulle nægte at gøre, som bønderne ønskede; han sagde, at andet ikke ville gå an: »Dette er — konge! — som du selv kan høre, ønskeligt og magtpåliggende for høvdingene og dermed hele folket. Nu skal vi — konge! — finde et godt råd herimod.« Dette blev kongen og jarlen enige om.

17. Om ofringerne

Om efteråret ved vinterdag var der offergilde på Lade, og kongen kom dertil. Han havde altid hidtil, når han havde været til stede ved ofring, brugt at spise i et lille hus sammen med få folk, men bønderne påtalte, at han ikke sad i sit højsæde, når der var den største sammenkomst; jarlen sagde, at han ikke burde gøre sådan nu, og det kom dertil, at kongen sad i sit højsæde

Da det første bæger blev skænket, talte jarl Sigurd over det; han tilegnede det Odin og drak kongen til med hornet. Kongen tog imod det og gjorde korsets tegn over det. Da sagde Kår fra Gryting: »Hvorfor gør kongen nu sådan? Vil han stadig ikke ofre?« Jarl Sigurd svarede: »Kongen gjorde som enhver, der tror på sin kraft og styrke, og tilegnede sit bæger til Tor. Han gjorde hammertegn over det, før han drak.« Aftenen forløb roligt.

Dagen efter, da man gik til bords, stimlede bønderne sammen om kongen og sagde, at han nu skulle spise hestekød. Det ville kongen på ingen måde. Så bad de ham drikke kogevandet. Det ville han ikke. Så bad de ham spise det afskummede fedt. Det ville han heller ikke, og de var da nær gået på ham. Jarl Sigurd sagde, at han ville forlige dem, og bad dem stoppe angrebet. Han bad kongen gabe over kedelhanken; damp fra kogningen af hestekødet havde sat sig på hanken og gjort den fedtet. Kongen gik derhen og viklede en hørklud om hanken og gabte over den; han gik derefter til sit højsæde, men ingen af parterne var tilfredse.

18. Offergildet på Mæren

Vinteren efter blev der stillet an til jul for kongen inde på Mæren; da julen nærmede sig, holdt de otte høvdinge, der særligt stod for ofringerne i hele Trøndelagen, møde. Fire af dem var fra det ydre Trondheim: Kår fra Gryting, Asbjørn fra Medalhus, Torberg fra Varnes og Orm fra Ljoxa. Af indtrøndere var dér Blotolf fra Ølveshøj, Narfe fra Stav i Værdalen, Trond Hage fra Egge og Tore Skæg fra Husebø på Inderøen. Disse otte mænd blev enige om, at de fire udtrøndere skulle gøre ende på kristendommen, og de fire indtrønder skulle tvinge kongen til at ofre. Udtrønderne drog på fire skibe sydpå til Møre, hvor de dræbte tre præster og brændte tre kirker, inden de vendte tilbage.

Da kong Håkon og jarl Sigurd kom til Mæren med deres hær, var bønderne ankommet i stort tal. På gæstebuddets første dag løb bønderne imod ham og påbød ham at ofre, og de truede ham med en hård medfart i modsat fald. Jarl Sigurd gik da imellem dem, og det kom til, at kong Håkon åd nogle stykker hestelever, og så drak han alle de mindebægre, bønderne skænkede ham, uden at gøre korsets tegn.

Peter Nicolai Arbo: Kong Håkon og bønderne på Mæren

Da gildet var slut, drog kongen og jarlen direkte ud til Lade; kongen var i meget dårligt humør og han gjorde straks klar til at drage væk fra Trondheim med hele sin hær. Han sagde, at han skulle komme talstærkere til Trondheim en anden gang og gengælde bønderne dette fjendskab, som de havde udvist ham. Jarl Sigurd bad kongen ikke lægge trønderne dette til last og sagde, at det ikke ville gavne kongen at true eller hærge blandt indenlandske folk, og mindst dér, hvor landets største styrke befandt sig — i Trondheim. Kongen var så vred, at man ikke kunne tale med ham; han forlod Trondheim og tog sydpå til Møre, hvor han opholdt sig om vinteren og om foråret. Da det gik mod sommer, samlede han folk om sig, og det hed sig, at han ville drage imod trønderne med den hær.

19. Kampen på Avaldsnes

Kong Håkon var kommet om bord på skibet med et stort følge. Så fik han de nyheder sydfra i landet, at kong Eriks sønner var kommet sydfra — fra Danmark — til Viken, og det fulgte, at de havde jaget kong Tryggve Olavson væk fra sine skibe østpå ved Sotenes; derpå havde de hærget vidt omkring i Viken, og mange mænd havde sluttet sig til dem. Da kongen hørte om disse hændelser, syntes han at trænge til mandskab; han sendte bud til jarl Sigurd om at komme sammen med de andre høvdinge, som han kunne vente hjælp af. Jarl Sigurd kom til kong Håkon med et meget stort følge; dér var alle de trønder, der om vinteren havde været mest efter kongen for at tvinge ham til at ofre. De blev alle da forligte efter jarl Sigurds formaning.

Kong Håkon drog sydpå langs landet, og da han kom syd for Stad, erfarede han, at Eriksønnerne var kommet til Nord-Agder; begge parter drog da imod hinanden, og de mødtes ved Karmø. De gik alle fra borde og kæmpede ved Avaldsnes; de var på begge sider meget mandstærke, og der blev en hård kamp. Kong Håkon søgte hårdt frem, og imod ham kom kong Guttorm Erikson med sit følge; de skiftede hug, og dér faldt kong Guttorm, og hans banner blev hugget ned. Der faldt mange mand sammen med ham, og derefter begyndte Eriksønnernes hær at flygte. De flygtede til skibene og hastede væk; de havde mistet mange folk. Dette omtaler Guttorm Gnist:

Våbengny lod gramen

gjalde over kampen;

bragende spydbyger

brød igennem skjolde.

Da gik krigerkongen

i kamp sværdbevæbnet;

fyrstens fjende bragtes

til fald, bidt af våben.

Kong Håkon gik til sine skibe og fulgte østpå efter Gunhildsønnerne. Begge parter sejlede så hurtigt, som de formåede, til de kom til Øst-Agder; dér sejlede Eriksønnerne ud til havs og sydpå til Jylland. Dette nævner Guttorm Gnist:

Sine brodersønner

(sådan jeg det mindes)

jagted’ den hjelmklædte

jævnligt bort fra striden.

Fyrsten fór på snekken

frem udover havet;

Eriks sønner søgte

sig at bjærge foran.

Derefter drog kong Håkon nordpå — tilbage til Norge, mens Eriksønnerne atter opholdt sig længe i Danmark.

20. Kong Håkons lovgivning

Efter denne kamp fastsatte kong Håkon den lov for hele landet langs med havet og så langt op i landet, som laksen går, at han inddelte al bebyggelse i skibslav, og fordelte skibslavene i fylkerne. For hvert fylke blev det da fastslået, hvor mange og hvor store skibe fylket skulle stille, når der var almen hærudbud; man havde pligt til almen hærudbud, så snart der kom en udenlandsk hær til landet. Det skulle også følge med udbudet, at man rejste bavne på høje fjelde, så der kunne ses fra den ene til den næste. Det siges, at på syv dage kom hærvarslingen fra den sydligste bavn til den nordligste tingkreds i Helgeland.

21. Om Eriksønnerne

Eriksønnerne drog ofte på hærtogt i Østersølandene, men indimellem hærgede de i Norge. Kong Håkon regerede i Norge; da var der gode tider i landet og god fred, og han var meget vellidt.

22. Eriksønnernes Norgesfærd

Da Håkon havde været konge i Norge i 20 år, kom Eriks sønner sydpå fra Danmark med et meget stort følge. Der iblandt var mange folk, som havde fulgt dem på hærtogter, men dog var den danske hær, som Harald Gormsen havde overladt dem, meget større. De fik strygende medvind, sejlede ud fra Vendel og kom frem til Agder, hvorefter de holdt nordpå langs med landet. Bavnene blev ikke antændt af den grund, at det var sædvanligt at varslet drog fra øst langs landet, men østpå havde man ikke bemærket deres færden. Det spillede også ind, at kongen — hvis bavnene blev tændt uden grund — havde fastsat store straffe for de folk, man fandt ud af, havde gjort det. Dette var af den grund, at når krigsskibe og vikinger hærgede omkring på småøerne, så troede folk i land, at det måtte være Eriks sønner, og så blev bavnene antændt, og der blev hærudbud over hele landet, mens Eriksønnerne drog tilbage til Danmark — uden at have haft den danske hær med sig, men bare med deres eget mandskab. Til andre tider var det andre vikinger. Den slags gjorde kong Håkon meget vred, for det afstedkom besvær og udgifter, men gavnede intet. Bønderne klagede også over det på egne vegne, når det gik sådan, og dette var årsagen til, at der ingen underretninger kom om Eriksønnernes færden, førend de kom nordpå til Ulvesund; dér lå de i syv dage, og så gik der bud ad landvejen over Eidet nordpå til Møre, men kong Håkon var da i Sunnmøre på den ø, der hedder Fræde. Han opholdt sig på sin gård — dér hvor det hedder Birkestrand — og han havde ingen folk hos sig bortset fra sin livvagt og de bønder, han havde indbudt til sig.

23. Om Egil Uldsærk

Spejderne kom til kong Håkon og fortalte ham nyhederne, at Eriksønnerne lå med en stor hær syd for Stad. Så lod han de folk tilkalde, som var de klogeste dér, og spurgte dem til råds, hvorvidt han skulle kæmpe mod Eriks sønner, selv om de havde stort overtal, eller drage væk nordpå for at skaffe sig en større hær. Der var en bonde dér, som hed Egil Uldsærk; han var nu blevet meget gammel, men han havde engang været større og stærkere end alle andre, og han var en vældig kriger. Han havde længe været kong Harald Hårfagers bannerfører. Egil svarede på kongens tale: »Jeg var med i nogle kampe sammen med kong Harald — din far. Han kæmpede af og til med en større hær, og andre gange med en mindre; han vandt altid. Jeg hørte ham aldrig bede sine venner om, at de skulle lære ham at flygte. Det skal vi heller ikke lære dig — konge! — for vi mener at have en gæv konge, og du kan også stole på vores hjælp.« Mange andre støttede denne tale. Kongen sagde også, at han var mest oplagt til at kæmpe med de folk, der kunne fås. Så blev det besluttet. Kongen lod skære hærpil, som han sendte alle vegne fra sig, og han lod hæren samle, som han kunne få folk. Da sagde Egil Uldsærk: »Jeg frygtede en tid — mens vi havde denne lange fred — at jeg skulle dø af alderdom i min sengehalm, men jeg ville hellere falde i kamp og følge min høvding; det kan være, det sker nu.«

24. Kampen på Rastarkalv

Eriks sønner holdt nord om Stad, så snart de fik vind, og da de kom nord for Stad, erfarede de, hvor kong Håkon var og drog imod ham. Kong Håkon havde ni skibe; han lagde sig på nordsiden under Frædeberg i Fæøsund, hvor Eriksønnerne lå på sydsiden af bjerget — de havde over 20 skibe. Kong Håkon sendte dem bud og bad dem gå i land; han sagde, at han havde afmærket en kampplads på Rastarkalv. Dér finder man store og flade sletter, og ovenfor strækker sig et langt, men ret lavt bakkedrag. Eriksønnerne gik dér af deres skibe og så nordpå over landryggen indenfor Frædeberg og således frem til Rastarkalv. Egil henvendte sig da til kong Håkon og bad om at få ti mand og ti bannere; kongen gav ham det, og derpå gik Egil med sine folk op under bakkekammen, mens kong Håkon gik ned på sletten med sit følge. Han rejste sit mærke og stillede folk i slagorden og sagde: »Vi skal have en lang opstilling, så de ikke omringer os, selv om de er flere folk.« De gjorde sådan, og der opstod en stor og meget hård kamp. Egil lod da rejse de ti bannere, han havde, og ordnede de folk, der bar dem, sådan at de skulle gå så nær som muligt på bakkekammen og lade der være mellemrum imellem sig. Sådan gjorde de og gik frem så tæt som muligt på bakkekammen, som om de agtede at komme bag på Eriksønnerne. De, som stod øverst i Eriksønnernes slagorden, så mange bannere — i rasende fart — rage op over bakkekammen og tænkte, at disse måtte være fulgt af en stor hær, der agtede at komme bag på dem imellem dem og skibene. Der blev en vældig råben, hvor den ene fortalte den næste, hvad der var på færde. Derpå opstod der flugt i deres hær, og da kongerne så det, flygtede de. Kong Håkon søgte da hårdt frem og forfulgte de flygtende og fældede mange folk.

25. Om Eriksønnerne

Da Gamle Erikson kom op på landryggen oven for bjerget, vendte han sig tilbage, og han så da, at der ikke kom endnu en flok, udover den de allerede havde kæmpet imod, og at dette var en list. Så lod kong Gamle hæren blæse sammen og rejste sit banner og stillede folk i slagorden; alle nordmænd gjorde da omkring, men danskerne flygtede til skibene. Da kong Håkon og hans følge kom til, opstod der for anden gang den hårdeste kamp; denne gang havde kong Håkon mest mandskab. Det endte med, at Eriksønnerne flygtede; de søgte sydpå fra landryggen, men nogle af deres folk trak sig baglæns sydpå til bjerget, og kong Håkon fulgte dem. En flad slette strækker sig øst for landryggen og vest for bjerget, og så er der stejle klippeskrænter mod vest. Gamles mænd trak sig væk — op på bjerget — men kong Håkon gik så hårdt imod dem, at han dræbte nogle, mens andre løb vestpå ned ad bjerget, og også de blev dræbt. Kongen forlod ikke stedet, før alle lå døde.

26. Kong Gamles fald

Gamle Erikson flygtede også fra landryggen ned på det flade stykke syd for bjerget. Så vendte kong Gamle igen om og fortsatte kampen, og der kom igen folk til ham; alle hans brødre kom med et stort følge. Egil Uldsærk gik da i spidsen for Håkons folk, og han trængte hårdt frem og skiftede hug med kong Gamle. Kong Gamle blev hårdt såret, men Egil faldt sammen med mange folk. Så kom kong Håkon med den flok, der havde fulgt ham, og kampen begyndte på ny. Kong Håkon søgte hårdt frem og huggede til folk på begge sider af sig, og han fældede den ene efter den anden; således siger Guttorm Gnist:

Fyrsten foran mærket

frem i striden trådte;

fjender — rædselsramte —

rømte da for kongen.

Blandt spyddenes spidser

spared’ han sig ikke;

sjældent så man andre

sligt et mandsmod eje.

Eriksønnerne så deres folk falde alle vegne; så vendte de sig på flugt mod deres skibe, men de, der tidligere var flygtet til skibene, havde da skudt skibene ud i vandet, men nogle af skibene lå i vandkanten. Alle Eriksønnerne sprang da i vandet sammen med den flok, der fulgte dem; dér faldt Gamle Erikson, men hans brødre nåede til skibene og sejlede væk med den hær, der var tilbage, og de styrede derefter sydpå til Danmark.

27. Højlægning af Egil Uldsærk

Christian Krohg:Bautasten ved Egil Uldsærks grav

Kong Håkon tog de skibe, der lå i vandkanten og som tilhørte Eriksønnerne, og lod dem trække op på land. Dér lod kong Håkon Egil Uldsærk lægge i et skib sammen med alle de mænd, der var faldet i samme flok, og han lod dem dække af jord og sten. Kong Håkon lod også andre skibe sætte op for deri at lægge faldne, og disse høje ser man endnu syd for Frædeberg. Ejvind Skjaldefordærver digtede denne vise, da Glum Geireson — i sin vise — hoverede over kong Håkons fald:

Før havde dog fyrsten

farvet rødt sit våben

(krigernes mod kogled’

af kraft) i Gamles blod.

Eriks afkom måtte

alle tage flugten

ud på havet (hæren

hersen nu begræder).

Der står høje bautasten ved Egil Uldsærks høj.

28. Kong Håkon får bud om krig

Da kong Håkon Adalsteinnsfostre havde været konge i Norge i 26 år, efter hans bror — Erik — forlod landet, skete det, at kong Håkon opholdt sig i Hordaland, hvor han var på gæstebud på Fitjar på Stord; han havde dér sin livvagt og mange bønder som gæster. Mens kongen sad ved morgenmåltidet, så vagterne, som var ude, at mange skibe kom sejlende sydfra og ikke var langt fra øen. Så sagde den ene til den anden, at man skulle sige til kongen, at de mente, en hær kom imod dem, men ingen fandt det let at give kongen bud om krig, for han var meget streng imod dem, der gjorde det. Det syntes dog utænkeligt, at kongen ikke skulle vide om dette; da gik én af dem ind i stuen og bad Ejvind Finnson hurtigt komme med sig ud og sagde, at det var aldeles nødvendigt. Ejvind gik straks, da han kom ud, hen hvor man kunne se skibene; han så med det samme, at det var en stor hær. Han gik hurtigt tilbage til stuen og hen til kongen og sagde:

Stakket stund at fare,

stadig tid at spise.

Kongen så på ham og sagde: »Hvad sker der?« Ejvind kvad:

Sikkert hævn nu søger

sønner af Blodøksen;

våbenting skal volde

hvilestundens ende.

Fredens ophør — fyrste! —

faldt mig svær at melde.

(Grib de gamle våben!)

Gavne vil jeg kongen.

Kongen sagde: »Du er så god en mand — Ejvind! — at du ikke ville komme med krigsbud, medmindre det var sandt.« Kongen lod da bordet fjerne; han gik derpå ud og så på skibene og så, at det var krigsskibe. Han spurgte sine folk, hvordan man skulle forholde sig — om de skulle kæmpe med den flok, de havde, eller gå til skibene og sejle væk nordpå. »Det er indlysende,« sagde kongen, »at vi kommer til at kæmpe imod en meget større overmagt, end vi hidtil har mødt, men vi har dog ofte fundet vores styrke meget underlegen, når vi før har kæmpet mod Gunhilds sønner.« Folkene gav ikke straks deres mening til kende, da sagde Ejvind:

Skændigt vil det være

hvis vi læng’re nordpå

(Blødhed skal forbandes!)

bort på søen drager.

Støt nu Harald stævner

— stridsberedt — med mange

(Fat de skårne skjolde!)

skibe over havet.

Kongen svarede: »Det var modigt talt, og nærmest mit eget sindelag, men jeg vil dog høre flere folks mening om denne sag.« Da folkene syntes at vide, hvordan kongen ville have det, svarede mange og sagde, at de hellere ville falde på mandig vis end at flygte fra danskerne uden at prøve dem; de sagde, at de ofte havde fået sejr, selv når de havde kæmpet med en mindre styrke. Kongen takkede dem meget for deres ord og bad dem bevæbne sig, hvilket folkene gjorde.

Kongen kastede brynjen over sig og stak sværdet Kværnbider i bæltet; han tog en forgyldt hjelm på hovedet og et hugspyd i hånden og havde skjoldet ved siden. Så ordnede han livvagten — og bønderne med — i én slaglinje og rejste sit banner.

29. Om Eriksønnernes hær

Harald Erikson var høvding over brødrene efter Gamles fald. Brødrene havde ført en stor hær med sydfra fra Danmark; deres mors brødre var med i flokken: Ejvind Skreja og Alf Askmand, som var stærke og modige og de største drabsmænd. Eriksønnerne styrede deres skibe imod øen, gik i land og stillede hæren i slagorden. Det siges, at forskellen i styrke skulle have været ikke mindre end seks mand til én — så mange flere skulle Eriksønnerne have været.

30. Om kong Håkons hær

Kong Håkon havde stillet sin hær i slagorden, og det siges, at kongen da smed sin brynje, inden slaget begyndte; således siger Ejvind Skjaldefordærver i Håkonsmål:

Bjørns bror sås

stå brynjeklædt

— den kække konge! —

under kampens banner

ved de spidse spyd

og spændte buer:

Striden begyndte straks!

Holmrygernes hær

og Helgelands folk

fulgtes med fyrsten

forrest til kampen.

I striden stod han

støttet af nordmænd

— ø-daners uven —

nu under sin hjelm.

Kongen kastede

ved kampstart brynjen

— sit værn mod våben

vred han til jorden.

I leg sku’ landet

med lydmænd værges;

gramen — i guldhjelm —

gik glad til striden.

Kong Håkon udvalgte særligt mænd til sin livvagt efter styrke og mandighed, ligesom kong Harald — hans far — havde gjort. Deriblandt var Toralf den Stærke Skolmson, og han gik ved siden af kongen; han bar hjelm og skjold samt hugspyd og et sværd, der hed Fodbred. Det siges, at han og kongen var lige stærke; dette nævner Tord Sjårekson i den drapa, han digtede om Toralf:

Fremad gik med glæde

de gæve folk til striden;

på Stord voldte stålets

stikken død ved Fitjar.

Den gavmilde mødte

modløst ej til kampen;

nær ved nordmænds konge

ned han hugged’ fjender.

Hærene mødtes, og det kom til vild og blodig kamp; da man havde kastet spyddene, trak folk sværdet, og så gik kong Håkon fulgt af Toralf frem foran banneret og huggede til begge sider. Således siger Ejvind Skjaldefordærver:

I høvdingens hånd

huggede sværdet

i Vidurs vadmel

som var det i vand;

brodde bragede

i brudte skjolde

og hug mod hårde

hov’der rungede.

Og skjolde fik skår,

skaller blev kløvet

af Håkons hærmænds

hærdede klinger.

Kongernes rasen

rødfarved’ jorden

og skjoldborges skær

skjultes bag blodet.

Kong Håkon var let genkendelig — mere end andre. Det lyste fra hjelmen, som solen skinnede på, og mange rettede deres våben imod ham; så tog Ejvind Finnson en hat, som han satte over kongens hjelm.

31. Ejvind Skrejas fald

Ejvind Skreja råbte højt: »Gemmer nordmændenes konge sig nu? Eller er han flygtet? Hvor er guldhjelmen?« Så gik Ejvind frem, og Alf — hans bror — gik med, og de huggede til begge sider, som om de var afsindige eller gale. Så sagde kong Håkon højt til Ejvind: »Fortsæt du fremad, hvis du vil møde nordmændenes konge!« Således siger Ejvind Skjaldefordærver:

Fremad skulle Skreja

skride uden vigen,

— dette kaldte kongen

kraftigt gennem larmen —

hvis han villigt ønsked’

våbendyst at prøve

hos de norskes høvding

— han som guldet skænker.

Christian Krohg: Kong Håkon: »Fortsæt du fremad, hvis du vil møde nordmændenes konge!«

Man skulle ikke vente længe, før Ejvind nåede frem, og han hævede sværdet og huggede til kongen. Toralf gav Ejvind et stød med skjoldet, og denne vaklede derved, men kongen greb Kværnbider med begge hænder og huggede Ejvind oven i hjelmen, og han kløvede hjelmen og hovedet helt ned til skuldrene. Så dræbte Toralf Alf Askmand; således siger Ejvind Skjaldefordærver:

Uræd greb så gramen

guldskæftet på sværdet;

begge hænder brugtes

bravt da kongen hugged.

Vikingeblod det hvasse

våben dengang smagte;

skulderdybt i skallen

skar han danefjenden.

Efter brødrenes fald gik kong Håkon så hårdt fram, at alle folk veg tilbage foran ham. Eriksønnernes flok blev slået af rædsel og flygtede, men kong Håkon var forrest i sin flok, og han forfulgte støt de flygtende og huggede tit og hårdt. Så fløj en pil af den slags, der kaldes flejn, i armen på kong Håkon, og den ramte i musklen under skulderen. Mange fortæller, at Gunhilds tjener — som hed Kisping — løb frem i vrimlen og råbte: »Gør plads for kongens død!« og skød flejnen imod kong Håkon, men andre siger, at ingen véd, hvem der skød; det kan også godt passe, for pile og spyd og alle slags skudvåben fløj så tæt som fygesne. Mange af Eriksønnernes folk faldt — både på kampladsen og på vej til skibene og ligeledes i strandkanten. Mange sprang også i vandet; en del nåede til skibene — herunder alle Eriksønnerne — og de roede straks væk, men Håkons folk drog efter dem. Således siger Tord Sjårekson

Høvdingens hær landet

holdt da imod fjenden

(ældedøden alle

ønsked’ da for kongen).

Gunhilds sønner slutted’

— sydfra kom de — freden;

(gramen faldt på flugten)

fyrsten vandt da sejren.

Synligt trætte sad de

sårede på bænken;

én og anden bondes

åre henlå stille.

Om mandemod det vidner

mægtigt næst ved kongen

blod at byde Hugin

— bravt han stred i kampen.

32. Kong Håkons død

Kong Håkon gik ud på sin skeid og lod sit sår forbinde, men der løb så meget blod, at man ikke kunne standse det, og sidst på dagen mistede kongen kræfterne. Da sagde han, at han ville drage nordpå til sin gård på Alreksstad, men da de kom nordpå til Håkonshellen, lagde de til dér; kongen var døden nær, og han tilkaldte sine venner og fortalte dem, hvordan han ville have sørget for riget. Han havde kun ét barn — en datter, der hed Tora — men ingen søn; han bad da give besked til Eriksønnerne, at de skulle være konger over landet, men han bad dem være gode imod sine venner og slægtninge: »— og hvis jeg overlever,« sagde han, »vil jeg forlade landet og rejse til kristne mænd og bøde for det, som jeg har forbrudt imod Gud, men hvis jeg dør her i hedenskab, så giv mig her den grav, som I finder bedst.« Kort tid efter døde kong Håkon dér på klippen, hvor han var blevet født.

Der blev sørget så meget over kong Håkon, at både venner og fjender begræd hans død og sagde, at så god en konge ville der ikke herefter komme i Norge. Hans venner førte hans lig nordpå til Sæheim i Nordhordland og byggede dér en stor høj op, hvori de lagde kongen med fuld udrustning og i hans bedste tøj, men uden andre værdier. De talte over hans grav, som det var hedenske folks skik, og de viste ham til Valhal. Ejvind Skjaldefordærver digtede et kvad om kong Håkons fald og om, hvordan han blev modtaget — det begynder således:

Gøtaty sendte

Gøndul og Skøgul

for at kåre den konge

fra Yngves slægt

som Odin sku’ ha’

som ven i Valhal.

[Bjørns bror sås

stå brynjeklædt

— den kække konge! —

under kampens banner

ved de spidse spyd

og spændte buer:

Striden begyndte straks!

Holmrygernes hær

og Helgelands folk

fulgtes med fyrsten

forrest til kampen.

I striden stod han

støttet af nordmænd

— ø-daners uven —

nu under sin hjelm.

Kongen kastede

ved kampstart brynjen

— sit værn mod våben

vred han til jorden.

I leg sku’ landet

med lydmænd værges;

gramen — i guldhjelm —

gik glad til striden.

I høvdingens hånd

huggede sværdet

i Vidurs vadmel

som var det i vand;

brodde bragede

i brudte skjolde

og hug mod hårde

hov’der rungede.

Og skjolde fik skår,

skaller blev kløvet

af Håkons hærmænds

hærdede klinger.

Kongernes rasen

rødfarved’ jorden

og skjoldborges skær

skjultes bag blodet.

Sårbranden blussed’

i blødende hug;

skægøkser skråned’

over skibets træ’r.

Sårbølgen bruste

mod bladets næs

og flejnens flod faldt

i fjorden ved Stord.

Skjoldbulen skælved’

i Skøguls stormvejr;

på himlen så man

højrøde skyer.

I Odins uvejr

løb odfossen fuld;

i sværdstrømmen stred

stimer af faldne.

De døde døglinger

— med dragne sværd,

med skårne skjolde

og skudte brynjer —

måtte da gå

— mismodige —

den lange vej til Valhal.

Gøndul lo

— lænet mod spyddet:

»Støtten til guderne stiger!« 

Håkon blev hentet

— og hæren fulgte —

hjem til gudernes gård.

Kongen hørte

valkyrjerne tale

— de sad højt på hesteryg;

og de talte klogt,

og var klædt i hjelm

med skjold ved deres skulder.

(Håkon sagde:)

»Hvorfor, Skøgul,

skilte du mig fra sejren?

Guderne undte mig ingen hjælp!« 

(Skøgul sagde:)

»Sejren i slaget

den sendte vi dig,

da dine fjender flygtede.« 

»Lad os ride,« 

råbte Skøgul,

»til gudernes grønne hjem,

og fortælle Odin

at fyrsten kommer

for at besøge ham selv.« 

Hærfar sagde:

»Hermod og Brage,

begiv jer gramen i møde!

Der kommer en konge,

— en kriger, tror jeg —

hér til disse haller.« 

Kongen sagde,

kommet fra strid

— han stod dér bleg og blodig:

»Odin synes

mig ondskabsfuldt stemt

— det ser jeg af hans sind.« 

»Alle einherjer

afstår fra ufred;

tag nu imod asernes øl —

Jarlers fjende!

— her findes jo dine

otte brødre,« kvad Brage.

»Våbnene dog,« 

sagde den vise konge,

»overgiver vi ikke!

Skjolde og brynjer

skal vi beholde;

vi har dem helst ved hånden!« 

Nu blev det kundgjort,

at kongen havde

holdt sig fra helligbrøde;

da blev Håkon

hilst velkommen

i de rådendes rækker.

Gode tider

gi’r os konger

med sådan et sindelag,

og fra hans tid

husker vi evigt

det gode, der blev givet.

Fenrisulven

skal fare løs

mellem menneskeslægter,

før kongens lige

kommer hertil

og sætter sig i sædet.

Fæet dør,

frænder dør

og landet lægges øde.

Da Håkon drog

til hedenske guder,

drev folket i fattigdom.]