Hamder og Sørle (Olaf Hansen)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Olaf Hansen
1911
1.
Det var ikke i Dag
og ikke i Gaar,
men det er lang,
lang Tid siden -
da ægged Gudrun,
Gjukes Datter,
sine unge Sønner
til Søsterhævn.
2.
”En Søster I havde,
Svanhild hun hed;
Jørmunrek lod
ihjel hende trampe
paa alfar Vej
af hvide og sorte
og gangvante, graa,
gotiske Heste.
3.
I har intet tilfælles
med Folkenes Konger
*
og alle uden I
af min Æts Strenge brast.
4.
Jeg er ensom overalt
som en Esp i Skove -
fattig paa Frænder
som Fyrren paa Kviste,
saa tom paa Fryd
som Træet paa Løv,
har Ilden hærget
paa hede Dage.”
5.
Da sagde Hamder
den helteprude:
”Du roste ikke Høgnes
Handling, Gudrun,
da de vækked den sovende
Sigurd op,
og du sad paa hans Seng
og saa, de lo.
6.
De blaahvide Lagen,
du laa i, blev røde,
røde af Blod,
Blodet var din Mands.
Sigurd sank sammen,
du sad ved hans Lig.
Al din Glæde forgik -
det var Gunnars Skyld.
7.
Atle skulde rammes -
du slog Eitel ihjel
og tog Erp af Dage -
men du led dog mest derved.
Man skal aldrig svinge
et Sværd for at dræbe
en Fjende, saa man selv
bliver saaret derved.”
8.
Da tog Sørle Ordet,
den unge og kloge:
”Jeg vil ikke drøfte
dette med vor Mor.
Men een Ting har endnu
ingen af jer sagt:
Tror du ikke, Gudrun,
du vil angre din Bøn?
9.
Du begræder dine Brødre
og de Børn, du elsked,
din nære, kære Slægt,
som en Kiv lagde øde.
Nu skal du, Gudrun,
ogsaa græde over os.
Vi steg dødsens til Hest,
langt fra dig skal vi falde.”
10.
Saa drog de af Gaarde,
dirrende af Harme
*
over vaade Fjælde
red de frem, de unge,
paa hunske Heste
for at hævne Mordet.
11.
Paa Gaden traf de
den træsk-forslagne
*
”Kan vi lide paa ham,
den lille brune?”
12.
Stebroderen loved
at støtte sin Slægt,
som den ene Fod yder
den anden Støtte.
”Hvad Hjælp kan en Fod
faa af en Fod
og en skulderfast Arm
af en anden Arm?”
13.
Erp tog Ordet
endnu en Gang,
tumled sig herlig
paa Hestens Ryg.
”At vise en fejg
paa Vej er svært.”
De lastede ham
for hans Lønfødsel.
14.
Af Skeden trak de
Skedernes Jærn,
hævede Æggen,
og Hel blev glad.
En Tredjedel mindre
formaaed de nu -
Ynglingen laa
uden Liv paa Jorden.
15.
De rysted Kappen,
stak Klingerne ind,
de gudebaarne,
og trak Gudvævet om sig.
16.
De red videre frem,
fandt Vaadestien,
saa Søsterens Søn,
slingre i Træet,
vindkolde Galger
Vesten for Gaarden -
Traner skreg og skreg,
der var skummelt at færdes.
17.
I Hallen var der Larm,
man lo, drak Øl;
ingen hørte
Hestetrav ude,
før den stoute Vægter
stødte i sit Horn.
*
18.
Jarler gik ind
til Jørmunrek og sagde,
man saa hjælmklædte Kæmper
komme imod Gaarden.
”Find paa Frelse i en Fart!
Vi faar frygtelige Gæster.
Den ihjeltraadte Viv
har vældige Hævnere.”
19.
Men Jørmunrek lo,
og leged med sit Mundskæg,
bød dem gaa med Brynjen
og bringe sig Vin,
rysted sit brune Haar,
saa hen paa sit hvide Skjold
og svang det gyngende
Guldkrus, han holdt.
20.
"Intet kunde gøre mig
saa glad som at se
Hamder og Sørle
her i min Hal.
Med Buestrenge bandt jeg
dem begge, naar de kom,
og hængte de gode
Gjukunger op.
21.
Hrodrglad sagde,
blandt de rustede hun stod
hin Viv med smalle Fingre,
og vendt mod sin Søn:
*
22.
*
”De kan ikke ene to
binde ti Hundred Goter
eller hugge dem ned
i den høje Borg.”
*
23.
Der blev Strid derinde
Ølkrus væltede,
paa Gulv laa Lig i Blod
fra gotiske Bryster
*
24.
Da sagde Hamder
den helteprude:
”Jørmunrek, du ønsked
at jeg og at han,
din Hustrus Mors Sønner,
kom her til din Borg.
Nu ser du dine Fødder,
ser dine Hænder,
Jørmunrek, af os
slængt ind i den hede Ild.”
25.
Da brølte Gotekongen.
Gudefolkets Ætling,
den brynjeklædte, bolde,
som en Bjørn brøler:
”Sten dem da, siden
de ej saares af Spyd
og af Ægg og af Jærn,
de Jonakrs Sønner.”
Sørle:
26.
”Det var ilde gjort, Bror,
at løse op for den Bælg.
Fra den kom der ofte
daarlige Raad.
Mod har du, Hamder -
Blot du havde Forstand.
Den Mand mangler meget,
der har Mangel paa Kløgt.”
Hamder:
27.
Af var nu hans Hoved,
hvis Erp havde levet,
vor dristigstærke Bror,
som vi dræbte paa Vejen.
Du og jeg, bolde Bror,
tog begge Del i Drabet
paa den kampiltre Yngling -
vi blev ægget af Norner.
28.
Vi har stridt som stoute Mænd.
Vi staar paa faldne Goters
æggtrætte Lig
som Ørne paa Kviste.
Med godt Ry kan vi dø,
i Dag, i Morgen.
Ingen lever Aftnen
til Ende, har Nornen dømt.”
Anmærkninger:
Dette Kvad er sammensat af to, et ældre og et yngre. Fra det sidste stammer Skildringen af Mødet med Erp. (I Vers 10 rider Brødrene over vaade Fjælde, i Vers 11 træffer de Erp paa Gaden).
Vers 12:1. Erp er i dette Digt ikke som i Prosaindledningen til det forrige Søn af Jonakr og Gudrun.
Vers 14:2. Skedernes Jærn d.e. Sværdene.
Vers 16:2. Søsterens Søn, vil vel sige Søsterens Stesøn, Randver.
Vers 26:1,2. At du løste op for den Bælg d.e. at du sagde saadanne Ord.
Vers 27. Derefter lader Teksten Sørle sige: Vi skal ikke, tror jeg, strides med hinanden paa Ulvevis som Nornernes glubske Hunde, der er opfødt i Ødemarker.
Vers 28. Derefter: Der faldt Sørle ved Salens Gavl, men Hamder ved Husets Bagside.