Harald Blatan og Palnatoke: Første Samtale

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Harald Blatan og Palnatoke:
Første Samtale

De Talende.
Harald Blatan:	Dannekonge.
Svend Tveskæg:	hans Søn.
Popo:	hans Klerk.
Palnatoke:	Jomsborgs Høvding.
Fjølner:	hans Farbroder, Haralds Hirdmand.
Vagn Aagesøn:	hans Sønnesøn.
Bue Digre:	Vesets Søn fra Borgundarholm.
Sigurd Kappe:	Vesets Søn fra Borgundarholm.
Sigvald:	Strutharalds Søn fra Skaane.
Thorkil Havi:	Strutharalds Søn fra Skaane.
Odinkar:
Gunnar fra Hlidarende:	en Islænder.
Haralds Sendebud:
Svends Sendebud:
En ukendt Olding:
Hofgoder:

Første Samtale.

Jomsborg.

Sankede vare de ypperste Jomsvikinge, og mellem dem Vesets og Strutharalds Sønner, for at lyde paa Palnatokes Tale, der han gav Jomsborg Love.

Palnatoke.

Hvad var vel Jomsborg? Kun et Vikingsbøl,

Et Smuthul for en vild og fremmet Skare,

Som røved fra den stille Bondemand,

Fra Ven og Fjende, sloges fræk om Rovet,

Og krænked Kvinder, dræbte Vaabenløse.

Vor Arm har knuset denne Røverflok,

Men skulle vi forny dens onde Idræt!

Kun slet det sømmed sig for os, som alle

Fra Odin stamme ned. En anden Trang

Os sanked her, det høit skal nævnes

I Nord, hvi Danmarks Kæmpeskare drog

Til Vindland hen. – I veed, paa Bretlands Kyst

Jeg har et Rige, som jeg kunde raade.

Hvi kom jeg hid? hvi stillede jeg mig

I eders Spidse, nu da Haaret graaner,

Da jeg med Hæder kunde i min Hal

Hensidde rolig, trodse Haralds Vrede?

Oplader eders Øine, Kæmper! ser

Hvor Nordens Aand i Norden selv forsvinder,

Hvormangen Drot nu kaster gamle Sæd,

For hviden Krist at tjene! ser med Harme

En Klerk fra Saksland knæle, sukke der

Hvor fordum Kæmpen sad og Skjalden kvad!

Jeg saae det, og jeg svor ved Urdas Brønd,

At standse Edderelven, som fra Syden

Vil strømme hid og overskylle Nord,

Og disse Mure skal som Dæmning stande

Mod striden Elv og gemme Nordens Kraft,

Til den sit gamle Hjem kan atter vinde.

Men sker det ei, og driver Jetters Flok

Den gamle, stolte Gudehær fra Norden,

Da skal dog Jomsborg staa i hellig Kraft,

Som Undersyn, som varigt Kæmpeminde

Om Tiderne, som rulled hen,

Som dræbtes af en Trælleskare.

Bue.

Ja, og af hver en Nidings Ben,

Som Sværdet naaer, skal Muren vokse,

Og Blod skal farve den, da staar

Vor Borg som røden Altersten

Til Skræk og Gru for hele Norden.

Sigvald.

Du har os sanket, Toke! her til Stevne,

For mellem os at skikke Lov og Ret,

At Borgen, som saa stærk vi bygged,

Som har i os saa fast et Værn,

Ei skal ved Splid og Tvedragt ødes;

At Vildhed og at Grumhed ei

Skal Høvdinge imod os reise.

Thi, sig! hvad med din stille Kløgt

Du har udfundet!

Bue.

Trænge vi til Love?

Skal de vel binde vores Kæmpehaand!

At kaste Hjelm og Skjold, og modig

Med løftet Sværd i baade Hænder

At gange frem og aldrig fly,

Er Mandens Lov; men kønt at holde Fred,

Det er en Lov for gamle Kvinder.

Sigvald.

Du Bue! pukker altid paa dit Sværd,

Hvad har du vel, naar det engang du mister?

Din Hjerne den er tom og farlig hul,

Derfor og nu saa høit din Pralen skralder.

Du mener, at af Dødningben

En Mur kan bygges, veed da ikke

At snart de rulle, naar kun Liv

Hel sagtelig det ene rører,

Du vil bestryge den med Blod,

En herlig Kalk, som stadig rinder

Og river Muren med sig hen.

Palnatoke.

O kives nu ei saa! kun lidet sømmer

Sig Sligt for Mænd. Vist, Bue! ei

Min Lov din Kæmpehaand skal binde,

Kun raade med den, saa den ei

Sig alt for vildt omkring skal tumle.

Du Sigvald! kløgtig fandt, at Bue

Foruden Sværd var vaabenløs;

Men hvor er Kæmpen vel, som nænner

At vriste Sværdet af hans Haand!

Nu Lovene jeg eder vil fremtælle,

Og hvad ham tykkes, maa Enhver i Dag

Om dennem tale, men naar næste Morgen

Fremgryer, skal for hver, som Loven ei

Vil taus adlyde, Porten fluks oplades,

Og har han hørt den slingre bag sin Hæl

Mod Stolpen ind med Gny, han aldrig

Af Jomsborgs Mænd skal høre anden Tale,

End den som lyder høit i Sværdets Døn,

Naar det hans Skjold og Brynje kløver.

Alle.

Ja han skal høre Sværdets Døn,

Naar det hans Skjold og Brynje kløver.

Palnatoke.

I Livets Morgenrøde Livet spiller

Letsindig vaklende, som Rør i Luft;

Mod Livets Aften Størken atter svinder

Og varig Kraft er ikkun Asers Lod;

Vor Borg behøver Mænd, og derfor Ingen,

Som ei har baaret atten Vintres Kuld,

Og Ingen som har femti Aar paa Bagen,

Skal stædes Adgang til vort Kæmpelaug.

Bue.

Ja, ingen Dreng og ingen Gubbe,

Som blegner ved at skue Blod,

Som nøler med at drage Sværdet,

Maa taales i vort Kæmpelaug.

Palnatoke.

Den Mand, som bange veg i Strid

For En, der kaldes maa hans Jævning,

Om han ved List end sneg sig ind,

Skal fluks uddrives som en Niding.

Bue.

Ja, Hver som bange veg i Strid

For En, for ti, for hundred Fjender,

Bør drives ud.

Palnatoke.

Nei, ikke saa!

Du est af Staal, og Staalet viger

Ei før det hel er sønderbrudt;

Gid Jomsborg aldrig dine Lige

Maa mangle! men den ødtes fluks,

Hvis Alle vare dine Lige.

I Vestresaltet tit jeg foer,

Og naar jeg veg for Stormens Vælde,

Jeg stundom saae en Snekke stolt

Forsage Land og Kyst og Havn,

Og trodse kæk de store Bølger.

Jeg stod og saae med herlig Lyst

Paa Asathors det høie Billed;

Men Roret knak, og Snekken sank,

Og kneiste aldrig mer paa Havet,

Og aldrig mer den bar en Flok

Af Kæmper hen til mandig Idræt.

Du veed det, Bue! ei af Frygt

Jeg taler saa, end ofte Skjoldet

I Striden tykkes mig for tungt;

Men dette Laug ei, som et Under

Paa Himlen, skal en føie Tid

Fremglindse og igen forsvinde;

Af haarde Stene Muren blev,

I Jernets Størke Porten klædtes,

Thi vil jeg og, at flere Led,

End jeg kan tælle op til Odin,

Skal tælles ned fra mig, og end

Skal i sin Vælde Borgen stande.

Sigvald.

Ja, det vanærer ingen Mand

At vige for en mægtig Fjende,

Thi ellers maatte stolte Eg

Sig skamme, naar dens Top sig bøier

For Vindens Kraft.

Bue.

Saa tænker du,

Din Fader tænkte ligedan, Strutharald

Har set sin Strut af fem Marks Guld

Paa Bues Hjelm og han har tiet.

Palnatoke.

Alt Nag og Nid skal her forsvundet være,

Thi Brødre er det, som i Jomsborg bo;

Om Nogen ogsaa fandt sin næste Frændes,

Sin Broders, Faders Bane her,

Ei maa han blotte Sværd, men ene

Jeg dømmer hvad mig tykkes Ret.

Med Vandet som vor Borg omskyller,

Sig Blodet blande! men den selv

Ei smittes maa af røde Vædske;

Mon Aser vel har glemt, at Fenris bed

Med onde Tand af Tyr hans Høire;

Og veed de kanske ei, han skal engang

Den høie Seierfader sluge?

De Intet glemme, Alt de veed,

Men helligt Thing de ei vil smitte

Med Ulvens Blod – Som Guders Thing

Saa skal vor Borg os hellig være.

Bue.

Den Lov er haard, var anden Høvding

End Toke, snart jeg skulde atter se

Borgundarholms de høie Bakker,

Hvor frit jeg turde løfte Sværd

Mod Vesets og mod egne Fjender.

Sigvald.

Den Lov er viis; thi ingen Høvding

De vilde Kæmpers Overmod

Var mægtig uden den at styre;

Snart skulde Ravnen hakke ud

Den sidste faldne Vikings Øine,

Og Ulven vade dybt i Blod,

Og slide Lig i Borgens Sale,

Om Frændehævn og Tvekamp her

Tillodes inden disse Mure.

Palnatoke.

Hvor Tappre er, Bagtale, Digt og Løgn

Kan ikke være, hvis det Nogen glemmer,

Med Spot og Haan fra os han drives ud.

At sige Tidende ei heller Nogen vove!

Thi selv jeg først og ene vil

Forkynde, hvad der skal forkyndes.

Alt Bytte skal til reiste Stang

Henbæres, der det skal uddeles;

Og er en Niding, som for sig

Beholder Noget, aldrig Solen

Ham skal beskinne mere her,

Om han og var min næste Frænde,

Næst mig den vældigste i Kamp.

Ei sankedes vi her til Lyst og Gammen,

Men til at virke, bære kækt som Mænd

Hvad Mænd kan bære, derfor Ingen

Sin Trængsel eller Kvide maa

For Anden klage.

Bue.

Kvinder sømmer

Det sig at klage, ser jeg En

At vride sig i Kamp ved Saaret,

Han skal vist ei fortælle, hvad

Han vred sig for.

Thorkil.

Men naar en Byrde

Er mig for tung, hvi maa jeg da

Ei byde Vennen hjelpe mig at bære?

Palnatoke.

Fordi saalænge du den bærer selv,

Da er den din, men naar du den fortæller,

Da er du dens, og den igiennem dig

End søger at nedbryde Vennens Kraft.

Kun een er Loven, som end maa tilføies:

Imellem os skal ingen Kvinde bo,

Thi Manddom døer i Kvindens kælne Favn.

Bue.

Selvanden jeg hver Nat i Sengen ligger,

Jeg med mit gode Sværd, og vi

Vist ei hinanden skal forkæle.

Sigvald.

Som Mandevid er lidt mod Norners Visdom,

Saa, Toke! agter jeg min Kløgt mod din.

Men dog mig tykkes, om mig Noget tyktes,

At denne Lov er underlig og sær.

Naar Vinterfrosten binder Havets Strømme,

Og Snekken hviler trygt i Borgens Havn,

Naar Kæmperne om breden Bord forsamles

Til Gammens Tale, sjunge gamle Kvad,

Hvi maa da fagre Møer ei fremgange

Alt under hviden Lin, og brune Mjød

I Hornet øse, det til Kæmpen række?

Valkyrierne jo i Odins Sal

Fremgange saa, og aldrig end Man hørte

Einherier at glemme daglig Strid.

Sigurd.

Ei er jeg snild i Maal som Sigvald,

Og tier gerne, naar som Kloge tale;

Men her mig tykkes dog et Ord

Jeg og maa lægge til: jeg fæsted

Mig liden Tove, hun er væn som Faa,

Dog hid jeg drog for Manddoms Daad at øve.

Palnatoke.

Ja, Brødre! Kæmper! I har Ret,

Hel underlig kan denne Lov og synes,

Jeg grubled længe, nødig vilde jeg

Den fagre Lænke sønderbryde,

Ei har jeg sønderbrudt den, sagte

Jeg løfted ikkun Led fra Led.

I Borgen her maa ingen Kvinde være,

Kun tvende Nætter maa i Rad

Sig Nogen selv fra Borgen fjerne,

Men Høvdingen, som skarp i Syn,

Maa dybt i sine Kæmper skue,

Vil stundum dog om Vinterstid

Tilstæde den, hvis Mod er øvet,

Hvis Hug er fast, som er en Mand,

At dvæle hos sin Mø, sin Kvinde.

Dig Sigurd! Nordens ægte Søn,

Og Sigvald! snild i Raad og Tale!

Jer vil jeg lære, hvi vor Borg

Maa lukkes tæt for hver en Kvinde.

Valkyrier i Odins høie Sal

Frembære Mjød, ja endnu mere:

Folkvangers Mø i kærlig Favn

Indslutter Kæmpen, som har elsket.

Jeg fordum sad i Stefners Borgesal,

Med hviden Haand Olufa rakte

Mig Hornet, gav mig Haanden med,

Og mangengang jeg djærv er sprunget

Fra hendes Favn i Hildurs Leg;

Med Lyst jeg hørte hende kvæde,

Men og med Gammen Pilesang.

Alt under Høien hviler hun, men hist

Paa Disabænk jeg skal den Væne favne.

Ei er det Tingens men kun Tidens Skyld,

Som ved sin Vanart nøder os at kaste

Det Halve bort af Fædres Kæmpeliv,

For anden Halvdel at bevare;

Naar Møen er Valkyrie, da ei

Hun Manden kalder bort fra Odins Lege,

Saalænge hver en Nordens Mø

For Freia knæled øm og modig,

Oplued hun sin Beilers Sind

Til mandig Daad; thi vel hun vidste,

Sesrumner aabnes kun for Mænd.

Alt længe nu er Tro paa høie Guder

Hos Mange slukket, siden vi i Lund

Opreiste deres Støtter, synes Aser

Som døde i den døde Sten,

Og Kvinden, hun som søger Varme,

Og lever kun i den, har følt

Paa kolde Sten, og gyst, og flygtet;

Ei mer hun stunder efter Freias Sal;

Men tæt hun vil sin Elsker knuge

Til sig paa Jord. – Og nu den nye Lære!

For Kvinder skabt, den heder Kvindens Hjerte,

Og Mandemods det før saa haarde Malm

I Heden smelter.

Thorkil.

Du da mener altsaa,

At Kristuslæren Nordens gamle Kraft

Fordrive vil?

Palnatoke.

Jeg Intet mener

Jeg ser og tror, og hver som ser,

Maa tro med mig. Jeg fuldt har nemmet

I Bretland Læren, kunde og

Hel klarlig vise, at det saa maa være;

Men dennegang jeg dig kun vil adspørge:

Hvorfor mon Angler undertvang

De gamle Britter? Hvorfor mon

De samme Anglers Æt betvunges

Af Regnars Sønner? Hvorfor kued Rolf

Det stolte Valland?

Thorkil.

Ja, det synes vise,

At største Kraft hos Asafolket boer;

Men Eet er underligt, hvi kued

Vel Sakslands Otto Harald saa?

Palnatoke.

Mon Aserne da med ham strede,

Og mon for Aser Harald stred?

Veed du det ei, at Leirekongen

Er haltende og sygelig,

Vil være baade Gorm og Thyra,

Vil være baade Ild og Vand,

Men blir en Damp, det Slette af dem begge.

Hans Hirdmænd er som han, hans Folk

Forvirret veed ei hvad det vil og søger,

Og var det da den kristne Otto vel,

Som ødte Danneværke, eller

Var det ei Trygves djærve Søn,

Den unge Olaf hist fra Norrigs Fjelde,

Af gamle Haralds Æt, med Haralds Tro,

Ham, som jeg før min Død end tænker

At se paa Haralds Stol og der

At gøre Jomsborg hartad unødvendig!

Thorkil.

Hvor kan du ønske det? Har Nogen

Vel dyrket Guderne med mere Flid

End Hakon?

Palnatoke.

Hakon? ja Hakon!

Jeg kender ham, Guldharalds lumske Morder.

Han sanker Ben af gamle Haralds Æt

Og reiser paa dem Hladejarlens Sæde,

At det kan vorde høit, en Kongestol.

Han tro'r paa Jetter, paa sin egen Størke

Paa Valhals Guder tror han ei.

Thorkil.

Men hvorfor har han da vel bygget

Ved Hlade og i Guledal

De fagre, prude Gudehuse,

Hvis Mage Man ei saae i Nord?

Hvi mon han Aser saa udsmykker

At Guldet hartad skjuler dem?

Palnatoke.

Hvorfor? Det var vel ikke tungt at sige;

Men naar han skjuler Aserne med Guld

Da gør han ret; thi det var Guldet

Som skjulte Aserne for ham.

Han har opbygget Gudehuse!

Hvor priseligt! Saa bygge og

De Kristne Gudehuse. – Fordum,

Ved Tidens Fødsel, kvæder Vola, blev

De rige Guders Borg fra Jordens Vange

Til Himlen fløttet – Hakon vil

Den maaske ned til Jorden atter hente,

Fordi den er lidt høiere end hans.

Dog, herom kan vi siden tale

Om saa Du vil.

Nu har I hørt

Hvad Lov, hvad Ulov er i Borgen,

Og hver, som ei vil lyde, fluks

Udgange, om han ei vil drives!

Thi denne Lov som Volas Kvad,

Som Odins Bud skal hellig være.

Alle.

Ja, den skal staa som Volas Kvad,

Som Odins Bud, som Valhal selv.

En Jomsviking.

En Snekke hid har ladet stande,

Og ligger hardt ved Havnens Port,

En Ungersvend staar i dens Løfting,

Og raaber høit paa Palnatoke.

Nu ginge alle Høvdinge op paa Muren.

Palnatoke.

Hvem est du, mens saa høit du raaber,

Og ter dig storlig ved vor Borg?

Vagn.

Ei dølger jeg min Æt, og du vel burde

Mig kende; thi mig avlede din Søn

Med Vesets Datter. Spørg kun Bue!

Han kender Vagn.

Palnatoke.

Hvi kom du hid?

Vagn.

Fordi jeg kedtes mellem mine Frænder

Ved Bænkesæde og ved Studebrøl,

Og mine stille Frænder tyktes ilde

Om mig, fordi jeg stundum slog

Et Ben i Panden paa en Vrævler,

Maaske lidt haardt, saa Blodet sprang,

Og Kroppen faldt og glemte sig at reise.

Thi søgte jeg nu hid, da jeg har hørt

At her er Mænd og ingen Kvinder,

Jeg vidste og, at Bue var her alt,

Og hvor han er, der gad jeg ogsaa være.

Palnatoke.

Og mener du da, Frænde! at du her

Kan frit med Mandehovder lege?

At Jomborgs Kæmper taale mer,

End dine egne næste Frænder?

Vagn.

Kun lidet nyder jeg vort Frændskab,

Den første Gang vi sees, og altid jeg

Har tænkt, du var en anderledes Mand.

Jeg sad som Dreng paa Skødet af Thorgunna,

Og hørte Aage tale om din Daad

Om Vinteraftner, naar han sad ved Ilden

Og gjorde Pleiler, hvordan du

I Bretland foer og paa de irske Kyster,

Da kaagte al den Smule Blod,

Som i mig var, med begge Hænder

Jeg løftede paa Pleilen, slog i Ild,

Saa Aages Haar blev fuldt af Gnister.

Engang fortalte han, hvordan du skød

Med sikkre Pil det lille Æble

Ned af hans Hoved; fluks jeg fik

Mig gjort en Bue, lagde saa et Æble

Paa Hovedet af vores ene Træl,

For dog at se, om ei jeg kunde ramme

Saa godt som du. Jeg rigtig nok

Skød feil, og ramte Trællens Øie,

Men siden den Tid har jeg øvet mig

Og søger nu til dig som til min Jævning.

Palnatoke.

Er du saa brav i Haand, som stærk i Mund,

Da har jeg ingen Skam af vores Frændskab.

Sig, Bue! tør du borge for

At han ei bryder vore Love?

Bue.

Jeg knap tør borge for mig selv, end sige

For slig en vild ustyrlig Dreng.

Han blir en vældig Kæmpe; men at holde

De Love her, han sikkert mægter ei.

Vagn.

Kun lidet hædrer du din Fostersøn.

Hvad kan det være vel for Love

Som du, men ikke jeg kan holde?

End I, Strutharalds fagre Sønner!

I raade dog vel godt for mig?

Sigvald.

Eet Raad vi begge har, vi ville:

Du aldrig kommer her i Flok

Vagn.

Ei heller, naar jeg bærer jer en Hilsen

Fra jeres Fader? Jeg i sidste Vaar

Var hos ham, for jeg vilde skønne,

Om bedre nu sin røde Strut

Han gemte, siden Bue Digre,

Af Medynk gav ham den igen.

Jeg fandt kun nogle Faar og Stude,

Og saa en Smule Andet. – Ser du,

Hvor dybt sig Rusten har indgnavet

I disse Skjolde, disse Sværd?

De har vist ogsaa ligget grumme længe,

Hver Dag vi dygtig slide paa dem, men

Endnu de ikke ret vil blive blanke.

Strutharald er vist ikke blevet vred,

Fordi jeg tog, hvad han dog selv ei brugte,

Og hvad jeg høilig kunde trænge til;

Thi Skib og Folk jeg fik af Aage,

Men ingen Vaaben, – til sin Plov

Han bruger Jernet, – og jeg maatte

Da selv se til at faae lidt Staal.

Nu, Sigvald! kommer jeg i Flokken?

Det kunde jo dog glæde dig

Hver Dag at skaade disse Vaaben,

Og mindes om din Faders Gaard.

Palnatoke.

Men sig! hvor gammel est du Frænde?

Vagn.

Jeg lyver ei, tolv Vintre er jeg gammel.

Palnatoke.

Ei bryde vi da vores Lov, som vil,

At Hver hos os skal tælle atten Vintre.

Men vel mig tykkes om dig, Vagn!

I Bretland har jeg Jarlerige,

Og Hælvten nu skal være dit.

Vagn.

Vel er det budet; men jeg skøtter

Ej om dit Rige. – Eders Lov

Jo brydes ei, naar ikkun Hugget

Er atten Vintre; jeg mit Sværd

Vil løfte da med baade Hænder,

Saa tænker jeg nok at mit Hug

Blir firogtyve Vintre gammelt.

Halvhundred Mand og dette ene Skib

Jeg ikkun har; men dog jeg byder

Strutharalds Søn, den tappre Sigvald ud

At møde mig med tvende Skibe

Og hundred Mand til Vaabenting,

Og taber jeg, da skal jeg vige;

Men viger han, mig og min Flok

I skal i eders Flok optage.

Nu, Sigvald! er du ingen Niding,

Er Mandehug dig mere kært

End Sengelyst og Bænkesæde,

Saa kom herud og prøv en Dyst!

Palnatoke.

Da han saa mandelig dig æsker,

Og byder saa forvovent Bud,

Saa faaer du lægge mod ham, Sigvald!

Du kuer vel hans Overmod;

Men dræb ham ei! lad Skjolde bære

Omkring ham! thi han skal

Kun lære, han er Dreng i mer end Alder.

Der Skibene vare lagde ud, raabte Palnatoke til Vagn:

Nu Frænde! Porten er opvundet,

Og fluks du frit kan seile ind

Her under Buen, naar kun først du jager

De Fiske ind, som nys løb ud.

Snare fløi Pilene i Flok og ei sparedes Hugvaaben. Enstund saae Alle tause derpaa, men da Striden begyndte at mindskes paa Sigvalds og øges paa Vagns Haand, stod Bue brummende, indtil han endelig udbrød:

Jeg troer Sigvald nænner ei

At hugge i sin Faders Skjolde.

Palnatoke.

Jeg troer han har Ret, de Hug

Er mer end atten Vintre gamle;

Jeg frygter snart at Sigvalds Skjolde

Blir alt for smaa, naar de skal til

At indeklemme ham. – Mig tykkes

At Sigvald styrer ind mod Land.

En Jomsviking.

Ham fattes Sten, dem vil han sanke.

Vagn.

Hør Sigvald! det behøves ikke.

Jeg ser, at du vil sanke Sten

For at afgnide Vaabenrusten,

Det ei behøves, alt mit Sværd

Har slidt sig blankt i dine Skjolde,

Og Blodet troer jeg ogsaa hjelper.

Ogsaa Vagn gik paa Land og Sigvald trængtes alt haardere og haardere, men der Palnatoke saae det store Mandfald, da raabte han:

Nu er det nok. Vi har for Sæd

At prøve Mænd, som vil i Lauget,

Men slig en Prøve, som i Dag,

Maa være sjelden. Sig! hvormange

Gik der til Valhal?

En Jomsviking.

Sigvalds Flok

Har Tredve tabt og Vagns kun tyve,

Men Somme have Ulivs Saar.

Vagn.

Nu, Palnatoke! mener jeg dog ei

Du nævner mig en Dreng.

Palnatoke.

Saa stille, Frænde!

Du veed dog vel, at jeg er Høvding her.

Hvad praler du vel af? ei var det sjeldent

Blandt vore Fædre, at en tolvaars Dreng

Var mægtig til i Strid at bære Vaaben,

Ja stundum eied han og sindig Kløgt.

Den savner du, derfor du nu skal drage

Med Bue ud paa Tog, ei komme hid

Før han sig trøster til for dig at borge,

At du vil skikke dig i vores Lov.

Vagn.

Vil du da bryde…

Palnatoke.

Tie, og lyd din Høvding!

Du, Bue, tæm ham! før ham siden hid!